Literatur

Henrik Pontoppidan: Dommens Dag. (Philipsen).

I "det forjættede Land"s Slutningskapitel drager Emanuel Hansted tilbage til Hovedstaden, efterladende sin Præstevirksomhed i Ruiner, overbevist om Umuligheden af blandt Muldets Børn at kunne realisere det Ideal af en folkelig Kristendomsforkynder, som var Maalet i hans Drømme. Nu venter man at træffe ham i Hovedstaden under ny Udvikling og Paavirkning, under nye Forsøg paa at samle sin lyriske Personlighed sammen til et episk Hele. Men Pontoppidan gaar uden om dette Hovedstadsophold. Man genfinder Emanuel paa hans gamle Egn, hvorhen han drages i Haab om en Forsoning med sin Hustru, og man erfarer, at Bylivets Fristelser kun have givet hans usunde Hang til Askese ny Næring, saa at han nu vender tilbage endnu mere upraktisk, blodløs og englevinget end tilforn. Hans religiøse Overspændthed har i den Grad faaet Magten over ham, at han formaster sig ud i et fantastisk Uføre af Storhedsdrømme, for kort efter at synke sammen i den vildeste Ruelse. Til sidst, da Haabet om Genforening med Hustruen glipper, føler han alt Forhold til Jorden briste under sig, og han udaander endelig under oprivende Selvpinsler.

Til hans Hustru, Hansine, hører man kun lidet; derimod ere hans to Smaapiger skildrede med stor Ynde og med en forbavsende Evne til Individualisering. Ragnhild Tønnesen bevæger sig kun i Fortællingens Periferi; langt mere fremtrædende er hendes nyeste Tilbeder, en kjøbenhavnsk Præst, "Pater Rüdesheimer", om hvis vittige Ræsonnementer og jevne Synspunkter – der have noget Heibergsk i deres klassisk-klare Ædruelighed – Læserens Interesse uafbrudt og varmest samler sig.

Bedømt som selvstændigt Værk er "Dommens Dag" den svageste og mindst interessante Del af Emanuel Hansteds Roman. Det har maaske i mange Henseender været praktisk af Forf. særskilt at udgive hver Afdeling af den omfangsrige Trilogi, men han har derved paadraget de enkelte Dele den Uklarhedens Brøst, som klæber ved ethvert Fragment. Imidlertid – Pontoppidan ønsker sikkert, at de tre Bøger skulle bedømmes som en Helhed, og en Kritik bør derfor billigvis gaa ud fra dette Synspunkt. Dog har Værket, ogsaa betragtet som Hele, lidt under Udstykningen. Der springes for meget over mellem de enkelte Dele, navnlig mellem 2den og 3dje Del, hvor en Skildring af Emanuels Ophold i Fædrenehuset paatrængende savnes, og mange ret vidtløftige Genfortællinger og Resuméer af tidligere Forhold og Tildragelser nødvendiggøres i Fortællingens Løb under den Forudsætning, at hvert af de tre Tidsbilleder kan købes uafhængigt af de andre.

Men ere disse Indvendinger gjorte, saa er der tilbage i ens Sjæl som Minde om de tre Bøger et stort, berigende og befriende Indtryk. De staa ubetinget som de sidste Decenniers Hovedværk i dansk Romandigtning, og den Mand, der har skrevet dem, hæver sig ved sit Friluftssind, sin smilende Overlegenhed, sin rige Danskhed, sin uselviske Uafhængighedstrang højt over alle de Miniaturprofeter og Poseur-literater, som dyrke Novellen for Tiden. I Pontoppidans aabne Polemik mod vore forvrøvlede religiøse Tilstande, mod vor lyriske Forsumpethed og vort magelige og kleinmodige Heldøreri overfor Autoriteterne aabenbarer sig et varmt og djærvt Fædrelandssind, som sikkert vil styrke alle ligesindede og forhaabentlig klare Begreberne for mange, der føle sig trykkede af Forvirringens Naadegave.

Einar Chr.