Literatur

"Det forjættede Land, et Tidsbillede" af Henrik Pontoppidan. (P.G. Philipsens Forlag).

Fortællemaaden i denne Bog er bedaarende. Man har nylig faaet Rækken af epitheta ornantia1 for dansk Novelle- eller Romanstil2 beriget med det vakre Ord "krystalhimmelsk"3. Motivet turde være laant fra Skolemesteren i "Julestuen", og skjønt vi ikke nøie huske, hvilken Række i Rangen hin agtværdige Pædagog tildelte Krystalhimlen, antage vi dog for givet, at den er en af de øverste. Adjektivet passer i hvert Fald paa Hr. Pontoppidans Sprog, som er klart og let uden at blive fladt eller tyndt, frisk og farvet, men dog præget af ægte episk Ro, medens det alligevel har Liv og latent Lyrik, der paa passende Steder, f. Ex. ved Naturbeskrivelser, gjør sig gjældende, skjønt aldrig bredende sig som en Musik, der skal være Noget for sig selv.

Ogsaa Historien har Interesse. Den fortsætter "Muld" og udgjør en organisk Helhed med denne fjorgamle Fortælling om Emanuel Hansted, Barn af Kjøbenhavns aristokratiske Bourgeoisi eller Bureaukrati, men selv betagen af Grundtvigianisme og Folkelighed, saa at han, som Kapellan og Præst for Skibberup4 og Veilby gjør sig til Bonde og ægter en Bondepige. Saaledes kommer han altsaa ved Slutningen af "Muld" ind i "det forjættede Land", hvor vi nu fortsætte Udviklingen. At det vilde være i mange Maader behageligere og rimeligere at faa de to Bind sammen, er saa klart, at vi bestemt maa fraraade denne Maneer med at give den ene Bog det ene og den anden det andet Aar. Og hvorfor skulle vi forresten ikke faa en fortsættende tredie Del en anden Gang? Hovedpersonernes Historie er i Virkeligheden ingenlunde sluttet.

Men Hr. Pontoppidan har vistnok enten ikke villet eller ikke kunnet skrive Personernes Historie i samme Grad, som han har givet "et Tidsbillede". Saaledes betegner han jo selv "Det forjættede Land", ikke som Roman. Han har altsaa efter egen Forklaring i Hovedsagen havt til Hensigt at skildre Tiden nærmest før og efter Provisoriet af 1885. Man er i en Egn paa Landet, som er helt venstre og mere end halvt beaandet af en Folke-Høiskoles frisindede "Politik". Naturligvis er denne Politik naiv, nærmest barnlig. Den indskrænker sig egentlig til de elementære Fraser om Frihed og Frederik den Syvendes Folkegave og paa den anden Side i sin Betragtning af Høire til Snak om Grundlovsbrud, ja endog Skræmmebilledet med Træhesten. Imidlertid er Spændingen stor og Lysten til en Smule Oprør ikke ringe. Hr. Emanuel er blandt de varmest Troende og bliver f. Ex. særlig begeistret over en Olding med hvide Haar – han er for Resten blind og synes aldrig at have være synderlig seende – fordi denne hæderlige Gubbe ved et Tilfælde kommer op paa Talerstolen ved et Protestmøde og holder en Tale. Denne bestaaer vel kun i ganske faa, stammende Ord – det er netop dem med "Træhesten" – men barnlig rørt bliver alligevel Hr. Emanuel, og Jubelen over den Hvidhaarede er grænseløs.

Saa kom Provisoriet, og saa blev der ikke Oprør eller Andet end Visneri i første Omgang, Splittelse i næste. Men Visneriet springer Forfatteren rigtignok rent over, hvorimod han udmaler Splittelsen i Venstre, navnlig Slappelsen hos de Moderate og den Nidkjærhed, hvormed de kastede sig over Moral og indre Mission eller i alt Fald Bønnemøder m. M., mens de fornemlig gjorde Front mod "Europæerne" og de Kjøbenhavnere, der i Venstre-Samdrægtighedens Dage havde faaet sig landlige Folkethingskredse tildelte. Som "Tidsbillede" er Fremstillingen i "Det forjættede Land" jo kjendelig unøiagtig og ikke udtømmende, thi Splittelsen i Venstre foregik i hvert Fald ikke saadan som efter Provisoriet af 1885, og det forhandlende Venstres Taktik i de senere Aar er af Hr. Pontoppidan seet med altfor umilde Øine, som om han havde sin Visdom fra "Politiken". Kun fra dette skjæve Synspunkt kan det forklares, at han ikke har fundet andre Momenter for det moderate Venstres Optræden end de lavt liggende, man møder i "Det forjættede Land", men som han iøvrigt har fremstillet skarpt og bidende nok.

Med al Respekt for, at Forfatteren har betonet sin Bog som "Tidsbillede" – og med Erkjendelse af, at dette Billede trods sine Mangler er godt i mange Maader, i Detailens Udførelse – maatte man dog ønske, at han havde lagt noget større Vægt paa Personskildringen, thi Menneskene interessere dog mere end "Tiden" naar man læser en æsthetisk Fortælling. Og her vilde vi netop gjerne vide Noget om Emanuels og hans Bondebruds, Hansines, ægteskabelige Samliv. Desangaaende begynder Forfatteren med at springe det Vigtigste over, de første Aaringer. Naar han tager fat, have de været gifte i et halvt Dusin Aar og have tre Børn. Gaaer man ind paa dette Spring i Udviklingen, finder man Hansine mere og mere tillukket, næppe sigende ti Sætninger, medens Emanuel bralrer saa glad og tilfreds som tænkeligt. Vi forstaa nu nok, at hans overstrømmende Veltalenhed kan have taget Veiret fra hende, men vi begjære dog adskillig mere Forklaring af deres indbyrdes Forholds Udvikling eller rettere af Maaden, hvorpaa de have gaaet ved hinandens Side uden at komme hinanden aandelig nærmere. Og hvor idealistisk-fantastisk Emanuel end var som Kapellan, eller da han friede til Hansine og gav sig til at være folkelig fuldt ud, bliver det dog ret ufatteligt, at han i det tidlige Foraar 1885 endnu var saa fortryllet af Alting, medens han hen paa Efteraaret opgiver det Hele, ja reiser med Børnene til Kjøbenhavn for atter at indtræde i et finere Kulturliv, hvorimod Konen flytter i modsat Retning ud til nogle halvvilde Fiskere. Pontoppidan har anvendt tre Motiver. Først det ikke ualmindelige, at et Barn døer. Tilmed gaaer Barnet bort, fordi Faderen ikke har villet lade det blive behandlet af en Læge, før det er forsilde. Men endskjønt Tabet gaaer ham nær til Hjerte, synes han slet ikke paavirket af nogen Erkjendelse af at have baaret sig uforsvarlig ad ved at vrage Videnskaben og foretrække kloge Koner, forsaavidt ikke alt kunde overlades til Naturen eller Vorherre. Dette Motiv virker i alt Fald meget mindre end den Omstændighed, at han træffer sammen med nogle ret overciviliserede Mennesker. Med disse strides han rigtignok, men de drage dog hans Hjerte til sig. Vi tilstaa, at hele Psykologien paa disse Punkter falder os ganske tvivlsom. For det Tredie og Sidste kommer det Politiske, idet han faaer Væmmelse ved Folkeligheden, der pludselig aabenbarer sig for ham som langt mindre reen og ædel, end han hidtil har troet. Saa falder han bardus sammen, opgiver Embede, lader Konen fare – de faae egenlig aldrig talt sammen om den ganske Revolution i deres Liv – og reiser himmelglad til Kjøbenhavn, til den fine Familie og forhaabenlig til et pænt Embede ved en af Hovedstadens Kirker.

Men dette Person-Billede er lidet troligt, har i det mindste ingen almen Gyldighed. Det kan kun gjælde, naar Emanuel hele Tiden holdes som et rent fænomenalt Bløddyr, uden ringeste Forstand og med en løierlig blodløs, abstrakt Kjærlighed til sin Bondebrud, medens denne paa sin Side er en helt aparte, indelukket Skabning, der mere turde være et Laan fra norske, romantiske Bonde-Noveller end tegnet efter Naturen hos Kvinder af Gaardmandsklassen paa Landet i Danmark. Ere disse Mennesker end saa nogenlunde tegnede efter levende Model, hvad ikke absolut kan bestrides, saa ere de for exceptionelle til at betyde noget Videre, og som de nu vise sig, synes de lidet trolige, lidet interessante.

Til Gjengjæld ere de gode og rare nok, hvad man endog maa indrømme Emanuel, naar han bærer sig vildest ad, og da han gjør den endelige, lidet begribelige Volte. Hvis Forfatteren har tænkt at karakterisere ham som et Fjog af et Følelsesmenneske, der er i den Grad Barn af en degenereret Kulturslægt, at hans Begeistring for Natur og Folkelighed er bare Bavl, hans Kjærlighed til Konen hurtig bortdunstet som blot Fantasteri, ja! saa er han nogenlunde forklarlig i "Det forjættede Land"; men det forekommer os, at han i "Muld" var anlagt til noget Mere.

Nei, Sagen er vist, at Forfatteren har været for besat af sine abstrakte Ideer, dels om de Moderates Frafald, Forræderi og hele Daarlighed, dels om hele Folkets og navnlig Folkelighedens Elendighed. "Det forjættede Land" er just ikke bidsk, i alt Fald ikke som Helhed, men Grundtanken er bitter, vemodig indtil Bedrøvelighed og Ynkelighed. Høire er Egoismen, der afstiver sin Faldefærdighed ved brutal Magt, der sættes i Rettens Sted, medens det polerer sin Daarlighed med de traditionelle og konventionelle Kulturmidler, Hykleri derunder indbefattet. Størsteparten af Venstre er alligevel ikke bedre bevendt. Egoisme og anden Slethed antage hos dem kun andre Former, rævepelset Snedighed ved Siden af konstant Dumhed, store Talemaader og luftig Løftelse parret med Slagtofrets feige Villighed og for Resten med Stank af dyrisk Bæstialitet i Drik og Svineri. Tanken om at bygge en ny, frisk folkelig Kultur op ved Folkehøiskoler er lige saa tom og taabelig, som det var bagvendt, naar Kulturbarnet Emanuel vilde gjøre sig til Naturmenneske og gifte sig med Bondepigen. Men den levende Menneskekamp mellem Kulturaanden og Naturaanden i dette Ægtepar – den Kamp, der løfterig forjættedes i "Muld" – den er bleven borte, for Pontoppidan gik ind i "Det forjættede Land", hvor vi kun ser den endelige og totale Destruktion, baade af Menneskeliv og af Folkeliv. En i saa fortrinlig Stil skreven Bog med saa godt udførte Episoder fortjente en bedre Thesis eller Tendens end denne triste Tankegang af "europæisk" fin de siècle.

 
[1] epitheta ornantia: brugen af faste prydende tillæg, f.eks. den rapfodede Achilleus. tilbage
[2] Romanstil < Romantil tilbage
[3] krystalhimmelsk: oprindelse uvis, ODS kender ikke ordet. Vilh. Andersen bruger udtrykket "næsten krystalhimmelsk Klarhed" i artiklen "Sammenfald og Berøring", s. 305, i Festskrift til Vilhelm Thomsen, 1894. tilbage
[4] Skibberup < Skobberup tilbage