Einar Christiansen
(1861-1939) var først og fremmest teatermand. Som teologisk student debuterede han allerede i 1880 på Det kgl. Teater med skuespillet Lindows Børn. I 1887 fik han, for næsen af Pontoppidan, Det Anckerske Rejselegat.
Sideløbende med sit eget forfatterskab var han anmelder af både teater og litteratur, og i den egenskab anmeldte han en håndfuld af Pontoppidans bøger, især i Illustreret Tidende hvor han efterfulgte M. Galschiøt som redaktør 1892-99, en periode hvori Vald. Vedel og Vilh. Andersen blev medarbejdere.
Derefter blev han 1899-1909 kunstnerisk leder af Det kgl. Teater (under direktør Danneskjold-Samsøe) og afviste i den egenskab og på grundlag af Otto Borchsenius' censur Pontoppidans skuespil Asgaardsrejen, hvorover denne blev meget stødt. Se herom H.P. Rohdes artikel "Mystik omkring et drama".
1912-24 var Christiansen direktør for Folketeatret og 1931-33 kunstnerisk konsulent og iscnesætter ved Det kgl. Teater.
I sin naivitet sendte Einar Christiansen nogle år senere sit skuespil Kvartet (1919) til Pontoppidan og fik igen med samme mønt. Forholdet mellem de to er belyst i H.P. Rohdes afhandling om Asgaardsrejen. Her på netstedet er optaget E.C.s anmeldelse af Højsang og – her ligger måske et ressentiment begravet – Pontoppidans barske anmeldelse af den fire år yngre Christiansens romandebut Joppe (1889) og hans affejning af stykket Modne Mænd i "Enetalen" i Politiken 23. marts 1897.
I 1913 udgav Christiansen skuespillet Thronfølger som hans efterfølger på Det kgl. Teater, Otto Benzon, afslog at spille – af hensyn til kongehuset, hævder Georg Brandes i sin dagbog. Stykket fik først premiere 4.9.1929, på Dagmarteatret.
Einar Christiansen var nær ungdomsven af Peter Nansen.