Henrik Pontoppidan til Einar Christiansen
13. november 1919
… at Stykket ikke helt tilfredsstiller mig som Drama
13.11.19.
Kære Professor Christiansen!
Jeg modtog Deres nye Skuespil1 midt under et frygteligt Flytteroderi, og da jeg jo kendte Deres Cello-Tone godt nok til at vide, at den ikke skulde høres med et Akkompagnement af Snedkerhamren og Skurekoneskvalder, måtte jeg lægge Bogen hen til bedre Tider, og det er utroligt, så længe det kan vare, inden blot en Smule tre Værelses Lejlighed kan blive nogenlunde beboelig. Først nu har jeg fået Ro til at nyde Deres Skuespil og fordøje det. Jeg veed ikke, om det måske skyldes Titlen, at jeg mere har 2 en Fornemmelse af at have hørt et skønt Musikstykke end at have oplevet et Drama; men forøvrigt tror jeg virkelig, trods det Mesterskab, hvormed det vanskelige Emne er tilrettelagt for Teatret, at Stykket nok så meget bevæger ved sin høstlig-vemodige Stemning som ved sin Konflikt, fængsler mere ved sin Dialog end ved sine Karakterskildringer, der jo også, når dr. Kunzen undtages, mest er holdt som Konturtegning. Men jeg har endnu tilgode at se Stykket opført, og Scenen kan ofte på mærkelig Måde vende op og ned på det Indtryk, man har fået af et Skuespil ved Læsning. Det skal navnlig interessere mig at se, hvorledes Rampelyset vil virke på Fru Blida, hvis 3 kødfulde Skikkelse jeg ikke ret har kunnet gennemskue. Hun er en af disse junoniske Gæs, som Mandfolk forspiser sig i; men om Arten af hendes egen Livsappetit veed jeg foreløbig for lidt, og rimeligvis er det Grunden til, at Stykket ikke helt tilfredsstiller mig som Drama. Hun er gjort til Synderinden, der fornægtes af sin egen Søn; men i mine Øjne hviler Ansvaret nok så tungt på hendes Mand, der har villet være det gode Forsyn for en ufødt Slægt af tuberkuløse og ved i det hele at ville være en lille Vorherre har nedkaldt Naturens Hævn over Hjemmet. Fru Blida forstår ikke selv, at hun lider for en andens Brøde, men derved forskydes det tragiske Motiv for mig; det krævede, at hun i Slutningsscenen under en Udfoldelse af hele sin kvindeligt-frodige 4 Natur åbnede Øjnene på sin langmodige og tilgivende Mand, hvis Elskelighed i Virkeligheden mest er en Slumrepude for hans trætte Sjæl, og knuste ham med Ansvaret. Men, som sagt, endnu kender jeg ikke Fru Blida så godt, at jeg tør dømme om, hvorvidt Retfærdigheden er sket Fyldest. Hun er for mig Stykkets centrale Skikkelse, fordi hun er Erlands Mor, og da Kvartet i det hele har optaget mig som ikke mange Skuespil fra den senere Tid, glæder jeg mig meget til, at Opførelsen skal komme min Forståelse til Hjælp. Hjertelig Tak, fordi De så elskværdigt sendte mig Bogen, og modtag den venligste Genhilsen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
