13
2. Tilblivelsen
Der findes ikke trykmanuskripter eller kladder til M, Dfl eller DD på Det Kongelige Bibliotek eller andetsteds. Man er altså henvist til at rekonstruere tilblivelseshistorien ved hjælp af forlags- og anden korrespondance samt de af Pontoppidans trykte tekster, der har karakter af udkast til værket.
De første hidtil kendte tegn på romanværkets tilblivelse stammer fra juletid 1883, og det ene af dem knytter an til Sandinge Menighed. I juni samme år havde Pontoppidan sendt sin ven, kritikeren Otto Borchsenius et mismodigt brev i anledning af den for ham utilfredsstillende modtagelse af Sandinge Menighed:
Jeg vil ikke, Folk skal sige, det er en god Bog, – sletikke; kun at det er en Bog med lidt Indhold, et Korn blot af Liv; at den dog bliver diskuteret. Selv Grundtvigianerne, for hvem Bogen er skrevet, klapper den roligt sammen, folder Hænderne og siger med et Skuldertræk: Skudt forbi! Dødfødt! til Støv skal den blive! Amen!1
Værket nåede ikke at forstøve i Pontoppidans bevidsthed, for juleaftens morgen samme år skrev han til Otto Borchsenius, at han, når Mimoser var fuldført, havde "Planen til et meget stort Værk, som jeg havde Lyst til at tale med dig om, et stort Landsbybillede, hvis Idé som en ufuldbåren Tanke ligger i "Sandinge Menighed", men som her skal føres ud til et rigt, lyst og muntert Maleri, idet jeg maner de gamle Sandinge Bønder op af Graven."2
14 Dagen før, 23.12.1883, havde Pontoppidan skrevet til sin daværende forlægger, lederen af Gyldendal Frederik V. Hegel.
Her bebudede forfatteren, at han, når han i februar det følgende år forhåbentlig havde afsluttet "et Arbejde (Mimoser. To Kvindeportræter)" ville
begynde Udarbejdelsen af et større Værk, som jeg alt i længere Tid har gået med Planen til, og som jeg også i Ny og Næ har gjort små Udkast til. Det skulle være et stort, bredt og lyst Billede fra Landet, i Smag med Fritz Reuters "Landmandsliv", men taget herude fra denne Egn og fra Hornsherred, hvor jeg nu er så godt kjendt. Det skal som Hovedmotiv behandle Brydningen mellem Grundtvigianere og Indre-Missionærer – det lyse og det mørke – men navnlig give livlige, malende Billeder af det, vi endnu ikke på skikkelig Vis har fået frem i vor Literatur: de store Folkeforsamlinger, Vennemøder, Valgmøder, Julegilder og alt det andet, jeg nu har levet mig fortrolig med herude.
Pontoppidan skønnede, at bogen ville blive fuldført i sommerens løb og at den blev på 20-30 ark. Han bad om et forskud på 1000 kr. og forsikrede, at yderligere forskud ikke ville blive nødvendige.
Pontoppidan fik sit forskud, men den store roman lod vente på sig. I stedet færdiggjordes i 1885 den lille roman Ung Elskov og derefter den bebudede Mimoser (1886). I et brev dateret 13.6.1887 omtalte Pontoppidan igen for Hegel en plan om en stor roman, som at dømme efter det høje arktal, han opgav, måtte være M og måske også DfL, jf. nedenfor – om DD på det tidspunkt var omfattet af planen er meget usikkert. Pontoppidan nævnte for Hegel, at hans læge havde tilrådet ham en rejse, og at den måtte finansieres ved, at romanplanen realiseredes, selv om forfatteren hellere havde ventet på, at han med tiden fik et større publikum for bogen: "Det er en større Roman på vel mellem fyrre og halvtredsindstyve Ark, som jeg i længere Tid nu og da har syslet med; – og det er nu mit Spørgsmål til Justitsråden, om De skulde have Lyst til dette Arbejde." I så fald lovede Pontoppidan at sende 5-6 ark af bogen ca. hver månedsdag, og han betingede sig 75 kr. pr. ark samt et oplag på 1500 ekspl., "hvad jeg ikke heller troer kan være for meget, da Bogen udtrykkelig er beregnet på at blive Folkelæsning"; udstyret burde være tilsvarende beskedent.
Desuden ønskede forfatteren tilladelse til at lade begyndelseskapitlerne blive trykt inden udgivelsen i "et herværende Ugeblad" (måske 15 Husvennen; se ndf. s.23), hvad han havde lovet bladets redaktør.
Ifølge konceptet til et brev 15.6.1887 fra forlaget var Hegel nok positiv over for romanplanen og honorarkravet, men betingede sig et færdigt trykmanuskript hertil allerede inden udgangen af september; først når det lå på bordet, kunne trykningen påbegyndes. Om en tilladelse til delvis offentliggørelse andetsteds inden udgivelsen ville han ikke høre tale.
27. dec. 1887 døde Fr. V. Hegel, og hans efterfølger, sønnen Jacob Hegel, fortsatte samarbejdet med Pontoppidan, men ikke om den store roman fra landet. Pontoppidan har nok fundet Hegels betingelser for uspiselige, for 1. okt.1887 havde han skrevet kontrakt med P.G. Philipsens Forlag vedrørende "en dansk Bonderoman" på ca. 40 ark, ikke over 45 og ikke under 35 ark. Forlaget var siden P. G. Philipsens død 1877 blevet drevet af sønnerne Gustav og Ludvig Philipsen; Gustav Philipsen blev Pontoppidan til stor støtte.
Sammenlignet med de betingelser, Hegel accepterede i brevet 15. juni, var kontrakten fordelagtig for Pontoppidan, hvad honorering, oplagstal og afleveringsfrist angik: Manuskriptet skulle honoreres med 100 kr. pr. ark (mod Gyldendals 75 kr.), og Pontoppidan blev berettiget til i løbet af perioden at hæve et forskud på i alt 2400 kr. Manuskriptet skulle afleveres inden 1. april 1889, og oplaget skulle være på 2100 ekspl. Desuden siger kontrakten (som findes i Gyldendals arkiv i Klareboderne), at forlagsrettigheden bortfalder, hvis Philipsen, efter at bogen har været udsolgt et år, undlader at trykke nyt oplag. – Kontrakten indeholder ingen aftale om Pontoppidans ret til at offentliggøre begyndelseskapitlerne før bogens udgivelse,3 og heller ikke nogen aftale om fortsættelse eller deling af romanen.
Uenigheder med Gyldendal om et par senere udgivelser (Skyer (1890) og Krøniker) gav siden anledning til, at Pontoppidan skiftede helt over til P.G. Philipsens Forlag og lod Krøniker udkomme her (1890). I 1896 gik forlaget sammen med Ernst Bojesens Kunstforlag og Henrik Hennings' Kgl. Hof-Musikhandel og dannede Det nordiske Forlag. I 1903 sluttede Det nordiske Forlag og Gyldendal sig sammen, men allerede inden havde Pontoppidan igen fået tilknytning til Gyldendal.
16 En anden grund til det midlertidige opbrud fra Gyldendal var, at forlaget, hvis man kan slutte ud fra et brev af 31.12.1895 fra Pontoppidan til Gustav Philipsen, ikke har haft den store tiltro til Pontoppidans forfatterlykke: "Aldrig var han [Jacob Hegel?] gladere ved mig, end når jeg Intet skrev, og han havde udtrykkelig betinget sig, at mine Bøgers Størrelse ikke overgik 15 Ark." Hertil havde Gyldendal unægtelig den grund, at Pontoppidans bøger gennem 1880erne solgte ganske beskedent. – I brevet takker Pontoppidan Philipsen, hvis tro på hans evner i sin tid gav ham ny tillid til dem.
Efter at kontrakten med Philipsen om den danske bonderoman var oprettet, gik det imidlertid fortsat langsomt fremad med den, hvad der blandt andet kan hænge sammen med, at 1888 var det kritiske år i Pontoppidans første ægteskab. Forsinkelsen omtales if. forlagets kopibog i et brev 18.9.1888 fra Gustav Philipsen, som minder om afleveringsfristen 1. april 1889 og desuden mildt bebrejdende ytrer bekymring for, at Pontoppidans øvrige publicistiske virksomhed skal stjæle opmærksomheden fra det store betydelige arbejde med romanen. Gustav Philipsen nævner 35 ark som et maksimumstal, Pontoppidan selv har ønsket.
Afleveringsfristen blev ikke overholdt, og forfatterens ønske om ny frist til 1. august blev efterkommet af Gustav Philipsen i et brev 1.4.1889. Brevet udtrykker skuffelse, men i øvrigt stor tillid til Pontoppidan som forfatter og respekt for hans arbejdstempo: "De vil erindre, at det langt mere var Muligheden for at berede en saadan [nemlig en rolig samlet arbejdsperiode] for det betydeligste Talent i den unge danske Literatur end Hensynet til Fortjenesten, der for mig var den bestemmende Grund til at gaa ind paa Deres Plan."
Men heller ikke den ny frist overholdes. 1.8.1889 beder Pontoppidan om forlænget frist til nytår og angiver som grund, at han for tiden er kørt træt i de forskellige sceners sammenskrivning:
Jeg har min Roman udarbejdet såvidt, at det er Kapitlernes eller rettere de forskellige Sceners Sammenknytning eller rettere – for de hænger meget godt sammen – Sammenskrivningen, der mangler. Jeg har hele Sommeren siddet på en Kvist i Kjbhvn og gjort mig min bedste Flid, men – og her kommer Ulykken – nu kan jeg ikke mere.
Jeg véd, at hvad jeg har gjort er godt; men jeg er for træt af at handle med den til nu at fuldføre en Sammenskrivning; Bogens Personer og Begivenheder løber rundt i min Hjærne, såsnart jeg begynder at 17 tænke på den; og jeg føler, at jeg, for ikke at ødelægge den, må lade den hvile en Stund. Jeg er så uvant med et så stort Arbejde, at dette ved denne første Udarbejdelse er faldet sammen i Stykker; men disse er, troer jeg, så gode, og hele Bogens Idé så meget værd, at det skulde gøre mig meget ondt, om jeg ikke nu fik Lejlighed til at vise, at jeg virkelig formår at skrive en Roman. […]
5.8.1889 bevilges en forlænget frist, men ledsaget af endnu en elskværdig henstilling fra Gustav Philipsen til Pontoppidan om at undgå for mange andre opgaver: der er folk nok til at skrive avisartikler, hedder det, men ""Bønder" er der ikke andre, der kan skrive end De!"
Ikke desto mindre fortsatte Pontoppidan en nystartet journalistisk virksomhed ved Kjøbenhavns Børs-Tidende (herefter Kjbh.Børs-T.); den strakte sig over juli 1889-dec. 1890. Artiklerne kom forfatterskabet, i et par tilfælde også M, til gode som udkast hertil (se ndf.) – eller måske har Pontoppidan omvendt skrevet artikler på grundlag af roman- og novelleudkast.
Thorkild Skjerbæk formoder, at det egentlige problem med at få manuskriptet afleveret og romanen afsluttet var Pontoppidans "egne kvaler med at få et for ham selv tilfredsstillende manuskript færdigt".4 Pontoppidans kunstneriske samvittighed har i hvert fald ikke gjort fuldendelsen nemmere. 4.1.1890 må Gustav Philipsen påny rykke for "Bønder", som han kalder romanen – Pontoppidan understreger i svarbrevet 5.1.1890, at bogens titel ikke er "Bønder", men "Muld", og han lover at fremsende de første ark i februar. Omsider, på den sidste dag i februar, begynder leveringen af manuskriptet, men det kniber for Pontoppidan med at få nye afsnit færdige, bl.a. på grund af sygdom. Til gengæld kan han 31.8.1890 meddele Philipsen, at fortællingen nu har fået den røde tråd, den hidtil har manglet – han forklarer ikke nærmere, hvori forbedringen består. Fra 5. okt. 1890 opholder Pontoppidan sig i Berlin, og han beder nu forlaget om at få afskrifter af det hidtil skrevne tilsendt til brug ved arbejdet med helheden, men formentlig også med henblik på rettelser; i hvert fald gennemgår han de tilsendte afskrifter påny og begrunder det i et brev dateret 24.1.1891. Her meddeler han, at det først er nu, han har
18
fået Tonen i Bogen og Farven i Portræterne således, som jeg ønskede – ja egentlig bedre. Thi jeg har hernede i Tyskland gjort en stor Opdagelse, hvad Skrivemåde angår – gammel måske for andre, splinterny for mig. Og jeg synes, at denne Opdagelse skulde komme hele Bogen til Gode.
I et svarbrev 26.1.1891 udtrykker Philipsen begejstret optimisme. – Den nævnte "Opdagelse"s afgørende betydning vil, som Flemming Behrendt5 nævner, formentlig kunne belyses ved en sprogligstilistisk analyse af føljetonen "Ungdom" (se ndf.) sammenholdt med M.
Også i korrekturerne rettede Pontoppidan i en grad, som var plagsom for bogtrykkeren. Der blev klaget, og mod den i øvrigt tålmodige Philipsens bebrejdelse (i brev 1.8.1891) forsvarede Pontoppidan sig med, at han har
troet at kunne undgå dem [rettelserne] men finder det urimeligt at lade være med at rette, når jeg under Læsningen finder et mere rammende Udtryk – og når man ser sit Manuskript på Tryk, får man først den rette Fornemmelse af, hvorledes det enkelte Ord virker. (brev 5.8.1891).
Processen forhaledes yderligere ved, at korrekturerne, når Pontoppidan havde rettet dem, skulle passere Pontoppidans ven, civilingeniør P.N. Holst. Denne, der i øvrigt havde kautioneret for Pontoppidan i forbindelse med den nævnte kontrakts aftale om forskud, nød Pontoppidans særlige tillid, både som korrekturlæser og tekstredaktør, idet han foruden at læse korrektur ikke alene foretog ortografiske og grammatiske rettelser, men også stillede mindre stilistiske rettelsesforslag. Efter Holsts gennemsyn skulle Pontoppidan se hans kommentarer, og først herefter kunne korrekturerne gå retur til forlaget.
Rettelserne fortsatte til det sidste; endelig i oktober 1891 udkom Muld. Et Tidsbillede.
I Pontoppidans brev til Hegel i 1887 [13.6.1887] om romanplanen og i kontrakten med Philipsen opgives der som nævnt et arktal på 40-50. Det sandsynliggør uden at bevise det, at Pontoppidan allerede da havde gjort sig forestillinger om et større værk, end M alene udgør, og for så vidt havde lagt op til en fortsættelse af dette bind, eftersom antallet af ark i førsteoplagene 19 af M og DfL kun er henholdsvis 24 og 21½. På Ms sidste side står da også følgende bemærkning: "Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i en nær Fremtid." signeret "Forf."
Pontoppidan gik formentlig i gang med Ms fortsættelse, umiddelbart efter at romanens korrekturer var afleveret. Flere af Ms anmeldere gav deres bud på, hvordan de forestillede sig den lovede fortsættelse. P.E. Benzons anmeldelse i Højskolebladet 8.7.1892 (se også Modtagelsen) indeholder en hel – og til det senere romanbind ganske godt svarende – anvisning på, hvordan Pontoppidan kunne gå frem, når han i næste bind formodentlig styrtede "sit Feslot i Ruiner". Det kunne være fristende at tro, at Pontoppidan har skelet til den – eller til andre anmeldelser – da han skrev manuskript til DfL; men sandsynlig er tanken ikke, bl.a. fordi anmeldelsen i Højskolebladet kom så sent. Snarere fortæller Benzons forudsigelse om en god læser og om Ms episke styrke og kunstneriske konsekvens. Handlingsgangen i DfL synes at følge en indre logik, der allerede er fastlagt i M.
Forøvrigt klager Benzon i sin anmeldelse af M over det, han kalder et "ufint Forretningstræk" fra forlagets side: at man i hastværket for at få bogen udgivet "skære[r] en Bog i to eller flere Stykker og dryppe[r] den portionsvis i et Publikum, som forud ikke aner, at det er blevet Subskribent paa et Hæfteskrift." Men som Pontoppidan indigneret understreger i et brev til Gustav Philipsen 13.8.1892, skulle det efter hans mening fremgå af løftet bag i M om en fortsættelse, at der ikke er tale om et forlagskneb, men om en disposition, forfatteren var ansvarlig for.
Meget af arbejdet med DfL foregik under et ophold i den østrigske by Golling ved Salzburg, hvor Pontoppidan og hans anden hustru Antoinette Kofoed tilbragte nogle måneder af deres bryllupsrejse. Der er længe tvivl om titlen på "Muld II", som Gustav Philipsen kalder fortsættelsen i et par rykkerbreve, idet han minder Pontoppidan om, at utålmodige læsere venter på den. Pontoppidan kommer ind på titlen i et udateret brev fra Siena, formentlig fra eftersommeren 1892:
Bogens Titel? Jeg har tænkt mig "Det forjættede Land" […] Men lov mig at bevare den som en Hemmelighed, da det er kedeligt at høre en Bog omtalt, som man endnu ikke har til endebragt – særlig i dette Tilfælde, hvor Titlen, sammenholdt med den meget omtalte Notits bag i Muld, kan give Anledning til fæle Vittigheder.
20 Pontoppidan er underrettet om, at den franske forfatter Paul Bourget samme efterår vil udgive romanen La Terre promise. Men han betragter ikke det som nogen grund til at trække sin titel tilbage: "Min Bogs Titel er næsten givet i "Muld", hvor Udtrykket "det forjættede Land" stadig benyttes om det ventende Folkedømme".
Den omstændelige procedure, hvorved Pontoppidan udvekslede korrekturer med P.N. Holst, blev, for at bogen kunne fremskyndes, under forfatterens ophold i Italien i de sidste fire måneder af 1892 forenklet, så Holsts rettelsesforslag ikke gik retur til Pontoppidans godkendelse, men blev sendt direkte til forlaget. Ansvaret for finpudsningen blev altså i lidt højere grad end tidligere lagt over på Holst og forlaget, hvad der medførte tekstfejl; Pontoppidan skriver herom december 1892, efter udgivelsen af DfL, til vennen Johan Rohde, at bogen har "skaffet mig lidt Ærgrelse, fordi dens Slutning (som jeg ikke selv læste Korrektur på) er så fuld af Misforståelser af mit Manuskript; – men måske mærker Læserne det ikke videre".
Også færdiggørelsen af dette bind måtte Gustav Philipsen rykke for flere gange. Pontoppidan gør opmærksom på, at tredje bog (hvor Emanuel genser Ragnhild) er den længste, sværeste og mest afgørende – sådan havde det forøvrigt også forholdt sig med tredje bog af M (hvor Emanuel frier til Hansine og har sit opgør med provst Tønnesen). Philipsen skriver venligt-resigneret 17.10.1892: "Ja, nu taber jeg just ikke Taalmodigheden men snart Troen paa at skue Det forjættede Land paa dette Aars Julebord!"
Det forjættede Land. Et Tidsbillede nåede dog at udkomme i december 1892. Lidt mismodigt havde Pontoppidan ved redaktionens afslutning erklæret, at det ikke var nogen god Bog, men at han næppe kunne have forbedret den, hvis der havde været tid: "dårlig er den heller ikke; alt i alt er jeg ret vel tilfreds med den", men han tror ikke på den som publikumssucces (4.12.1892). Ikke desto mindre kom bogen hurtigt i nyt oplag.
Desværre for eftertiden – hvad Skjerbæk også beklager i sin efterskrift (Det forjættede land bd. 2 s. 170) – har Gustav Philipsen if. et brev til Pontoppidan 2.12.1892 strøget forfatterens bemærkning i trykmanuskriptet om, hvordan sammenhængen mellem DfL og M skal opfattes – vi kan derfor ikke med sikkerhed vide, om Pontoppidan har betragtet de to bøger som et hele eller som to "små romaner" omhandlende de samme personer (jf. afsnittet Fortællingen s.62f.).
21 Samtidig med DfL kom også 2. gennemrettede oplag af M. Rettelserne er mange, men ændrer dog ikke romanen afgørende – måske fordi Pontoppidan har fulgt Gustav Philipsens ønske om, at de to oplag skal kunne "sælges imellem hinanden" (jf. kapitlet Tekstens forandringer s.80ff.). DfLs 2. oplag fra 1893 blev ligeledes gennemrevideret, men med færre og mindre væsentlige rettelser.
Romanværket afsluttedes i 1895 med Dommens Dag. Et Tidsbillede, som kun udkom i ét oplag. Det kan ikke afgøres, hvornår Pontoppidan besluttede sig til at skrive et tredje bind til romanen eller fortællingerne om Emanuel Hansted. At dømme efter bl.a. et brev fra Pontoppidan til Philipsen 28.12.1892 kunne Pontoppidans "store Bog" forekomme afsluttet med DfL, men nogle læsere syntes, den kaldte på endnu et bind om udfaldet af Emanuels sandhedssøgen; det sidste udtrykte bl.a. Einar Christiansen, Illustreret Tidendes redaktør, i sin anmeldelse 5.2.1893.
Den tidligste kendte omtale af fortsættelsen ses i et brev til Gustav Philipsen, dateret 11.12.1893. Her nævner Pontoppidan, at han foruden andre mulige udgivelser har "den tredie og sidste Del af "Muld"-"Det forjættede Land" at byde på" "som Forårs- eller Julebog".
Men ca. 1½ år hengik, før Pontoppidan kunne begynde at lægge tredje del på bordet; i mellemtiden havde han udgivet bl.a. Nattevagt. Afleveringen af de første ti ark indvarsles 26.6.1895, og 3.7.1895 udtrykker Pontoppidan håb om at have bogen færdig til 1. oktober; han nævner desuden titlen Dommens Dag som en mulighed. 1.8.1895 fremsender han I Bog, 15.8.1895 bebuder han, at Philipsen "om 2-3 Dage" vil modtage II Bog, som efter hans egen mening er "forholdsvis temmelig god"; og han tilføjer, at han ikke ønsker romanen betitlet "Dommedag", som det fejlagtigt er sket i korrekturen. 23.8.1895 sendes den; 9.9.1895 sender han III Bog. Philipsen har været betænkelig ved de med teologi tungt lastede afsnit, men i et udateret brev beroliger Pontoppidan ham med, at de teologiske diskussioner vil være overstået i de to sidste bøger og nævner i øvrigt, at han har afkortet beskrivelsen af mødet på højskolen. Desuden udtrykker han lettelse over at
forlade den Verden, hvori Bogens Personer bevæger sig. På en Måde har det været et højst utaknemmeligt Arbejde at skildre vor Højskolebevægelse, der for op med Løvemod og faldt sammen med fåreagtig Forknyttelse. Nå, det er da heller ikke denne Del men det perspektiviske i Fortællingen, der har interesseret mig. Men Stoffet har været for tungt og er derfor ofte blevet uigennemsigtigt.
22 26.10.1895 skriver han: "Nej, det lykkedes mig ikke at få oprullet det Billede af Livet i Vejlby og Skibberup, som jeg havde villet. Nu må Bogen gå, som den er".
DD udkom omkring 20.11.1895. Edvard Brandes' anmeldelse i Politiken skuffede Pontoppidan, at dømme efter et brev fra ham til Brandes 29.11.1895. Anmeldelsen havde givet forfatteren det indtryk, at DD ikke havde optaget Brandes synderlig. Pontoppidan forklarer i brevet, at han selv under arbejdet med bogen havde fundet den tung og besværlig: "Men Opgaven var vanskelig og utaknemlig, jeg var bundet af de foregående Binds Stil og Skildringsmåde, og over Emnet havde jeg ruget i så mange År at det havde tabt sin første Friskhed for mig. Og dog er jeg ikke selv misfornøjet med mit Arbejde; derfor føler jeg det jo som en lille Skuffelse, at de Få, hvis Dom jeg sætter Pris på, ikke har fået noget ud af det."
Forstudier til Det forjættede Land
De første udkast til eller elementer af M er – som berørt ovenfor og formentlig af økonomiske grunde – først trykt i periodica og siden bearbejdet.
Ms bryllupsscene kan spores tilbage til en af de beretninger under den fælles overskrift "Fra Landet", som Pontoppidan under mærket Rusticus (dvs. landboen) skrev til ugebladet Ude og Hjemme. Skitsen blev bragt i nr. 340, 1884 og blev siden genanvendt i Husvennen (20. årg. 1892, nr. 6 og 7) under titlen "Et Bondebryllup".
Forløbere til M ses også i to af de skitser, han i 1889-90 skrev til Kjbh.Børs-T. under rubrikken "Dagbog" og mærket Urbanus (dvs. byboen): "Dagbog" 6.11.1889 beretter om det stormvejr, som også raser i optakten til M – de to beskrivelser ligger tæt op ad hinanden; scenen med den lille piges druknedød forekommer dog ikke i denne tidlige version, men er med som dramatisk og bevægende effekt i "Ungdom", den senere forstudie til M. "Dagbog" 9.11.1889 fortæller om indtryk fra en landsby kaldt Ilum6 – navnet bliver i M til "Skibberup", og scenerne kan genkendes i beskrivelsen fra Skibberup i indledningen til Ms II Bog, hvor blandt andet den magre klokker, "Døden", optræder. Også kirkeinteriøret 23 fra IV Bog genkendes fra "Dagbog"-artiklen, men begge disse Urbanus-artikler har naturligvis et mere reporteragtigt præg end scenerierne fra M, blandt andet viser den ene af artiklerne en journalistisk human interest for en forbipasserende lystig gammel mand, som skribenten får sig en snak med.
En skitse, "Klørknægt. Et Fragment" blev bragt i kunsttidsskriftet Norden. Illustreret skandinavisk Revue 4. hefte 1887. Som nævnt går den igen som den landlige l'hombrescene i M og er ikke meget forskellig herfra; dog har den tidlige versions humor og persontegning (fx af Aggerbølle) en tendens mod det mere groft satiriske. Skitsen omfatter desuden indtryk fra landsbyens rå fastelavnsløjer, ganske drastisk gengivet.
Den ovenfor nævnte "Ungdom" blev bragt i ugebladet Husvennen 30. marts – 8. juli 1890. Her finder man flere scener, der siden optræder nogenlunde uforandret i M, blandt andet altså afsnittet om stormvejret – dog mangler bl.a. l'hombrescenen. Handlingsgangen svarer stort set til Ms; fra og med Emanuels optræden i væver Hansens kreds er beretningen om bruddet med provst Tønnesen og formælingen med Karen (der svarer til Hansine i M) dog ganske summarisk.
"Ungdom" har desuden mere karakter af underholdende folkekomedie med grovere satire, mere karikerede persontegninger og en vis vægt på det pikante – alt dette er dæmpet ned eller helt væk i M til fordel for en større alvor, subtilitet og flertydighed, især hvad tegningen af hovedpersonerne angår. Mest påfaldende er forskellen mellem "Ungdom"s og Ms billede af Ragnhild. Ms stolte, intelligente og aristokratiske frøken, om hvis fremtoning man med et udtryk fra hendes samtid kunne sige, at hun 'har race', er i "Ungdom" en giftesyg lille prop, koket, emsig og naiv, desuden er hun fyldt 25 og altså beklageligt nær gammeljomfrualderen. I sin næsten farceagtige enkelhed og skildret uden indresyn er hun en let komisk figur, modsat Ms Ragnhild, der fascinerer, vækker respekt og medfølelse. – Ragnhild-figuren har i begge versioner af historien samme narrative funktion; men mens "Ungdom"s Ragnhild er skildret som en skabelonagtig type, har figuren i M udviklet sig til en langt mere sammensat og udfoldet karakter.
Også Ms verdensmand provst Tønnesen er tegnet med grovere streg i "Ungdom"; han er her mere lattervækkende i sin selvbehagelighed og støjende, nærmest plumpe dominans. Han fremtræder klart usympatisk med stikkende øjne og letvakte "Rovdyrinstinkter." Tilsvarende er bondedatteren Karen fremstillet som en landsbyprinsesse, hvis skønhed er 24 beskrevet i enkel og eventyragtig stilisering, hvad man ikke kan sige om den ejendommelige tiltrækningskraft hos Ms Hansine; desuden er Karen-figurens væsen beskrevet som ganske ukompliceret. Emanuel ligner mere sig selv i "Ungdom"; dog går hans apparition her som naivt-idealistisk ungt hovedstadsmenneske mere i retning af det komiske end i M; Emanuel er udstyret med "moderne spidsnæsede Sko og et Par Tokrone-store Mansketknapper", attributter, som siden den unge dandy Alfred i DfL har overtaget (s.285). – Den tidlige, langtfra færdigtegnede væver Hansen-figur er en ung mand, nok på Emanuels alder, listig og sarkastisk, men ikke usympatisk fremstillet; efter det første sammenstød med Emanuel taler han indtrængende til den unge præst med en "vis Bevægelse" og med en "Overlegenhed, der ikke var stødende, fordi den tydeligt nok udsprang af en dyb Overbevisning".
Stort set synes forskellene mellem romanens førsteudgave og denne tidlige version altså at bekræfte, at M i sin personportrættering udvikler sig fra det enkle og hen imod det mere sammensatte, jf. måske Pontoppidans bemærkning om sin ny skrivemåde i brevet til Philipsen 24.1.1891 (ovf. s.17f). Forskellene hænger formentlig ikke bare sammen med Pontoppidans udvikling som forfatter, men også med hans tanker om, hvilke læsergrupper han skriver for. "Ungdom" er en ret ligetil historie om, hvordan ungdommen besejrer den bagstræberiske fadergeneration. Den 'ender lykkeligt'; der er ikke som i M lagt små sprængladninger ud i de idylliske slutscener. "Ungdom" efterlader, sammenlignet med M, ikke læseren i nær så stor bekymring om, hvordan det dog videre skal gå Emanuel og hans brud.
Til romanværkets næste bind, DfL, kan der ikke på samme måde påvises forlæg, men nok miljøer og personer i det tidligere forfatterskab, der optræder i eller peger frem mod bogen. Thorkild Skjerbæk omtaler det grundtvigske miljø i Sandinge Menighed, ligesom han peger på, at Emanuels opvågnen fra sin bjergtagelse måske kan sammenholdes med Isbjørnens grønlandspræst Thorkild Müllers erkendelse af sin hjemvé (se også kapitlet Forfatterskabs-forudsætninger s.30f).
I DD kan man heller næppe påvise egentlige forlæg, udover at titlen er foregrebet i stormvejrsskildringen i "Dagbog" (Kjbh.Børs-T., 6.11.1889). Yderligere mindes en bonde i II bog 6. kap.s uheldssvangre scene med de tre sole en fatal uvejrsnat for længe siden. Disse erindringsbilleder kunne have udspring i beretningen om den gamle Niels Hansens bitre oplevelse af stormens hærgen i den nævnte "Dagbog".
