149

10. Træk af Pontoppidan-kritikken efter 1917

Ligesom Vilhelm Andersen lægger dennes elev Jørgen Bukdahl i sit Pontoppidan-essay "Ideal og Virkeliggørelse" vægt på Emanuels fantastrolle. Essayet indgår i hans bog Dansk national Kunst (1929), hvis mundtlighed, lyrisk-patetiske sprogtone og insisteren på det nationale giver associationer til højskoleforedraget. Værket vil, som titlen antyder, profilere det danske sinds særkende, som det har ytret sig i kunsten især i nedgangstider og navnlig tiden efter 1864, hvis præg han i anden sammenhæng1 har tilskrevet "sårfeberen fra Dybbøl". I den hensigt rettes lyset navnlig mod beskrivelser af det danske fantastsind, indadvendtheden, som gerne skulle finde sin modvægt i "en vaagen Udadvendthed", hvis dansken som historisk væsen skal holde stand over for den fare, der truer den lille nation: at falde hen i en passiv tilskuerrolle.

Pontoppidan er, siger Bukdahl, manden, der med lidenskab og skarpsyn tager fantastmotivet op. Emanuel, Lykke-Per og Torben Dihmer i De Dødes Rige er forskellige af sind og temperament, men har samme anlæg for fantasteri. Bukdahl betragter ikke Det forjættede Land som en egentlig realistisk roman. Pontoppidan bruger tidsbilledet som ramme om det for ham væsentlige: analysen af fantastsindets psykologi, der i virkeligheden er forfatterens selvransagelse – en forståelse af værket eller rettere forfatterskabet, som Pontoppidan i et brev til Bukdahl 30.12.1929 har bifaldet. Bukdahl bruger ikke betegnelsen 'tvesyn', som kunne gå udelukkende på Pontoppidans kunstneriske teknik, men omtaler et "Tvesind", der snarere karakteriserer forfatterens personlighed. Denne skulle rumme dispositioner for både sværmerisk følsomhed og kritisk iagttagelse, jf. traditionen fra C.E. Jensen: Vore Dages Digtere (se afsnit om kritikhistorien ca. 1898-1917)

Ud fra et kristeligt synspunkt vurderer Henning Kehler Det forjættede Land i et radioforedrag, trykt 1932: "Den religiøse Roman i Danmark i det 20. Aarhundrede"2. Genren omfatter efter hans definition 150 værker, hvis hovedperson er interessant ved at være en "religiøs Undtagelse".

Kehler lægger en del vægt på sandsynligheden i bogens fremstilling af dansk kirke- og trosliv. Han er især stødt over dens uærbødige og i hans øjne urimelige billede dels af Emanuel som eksempel på et medlem af den danske præstestand, dels af et dansk menighedsliv – så langt ud i forskruetheden kommer vi virkelig aldrig herhjemme i det evangelisk-lutherske Danmark. Desuden ser Kehler i Emanuels Kristusidentifikationer ikke en fremstilling af et psykologisk forhold, men en mulig, skjult og forvorpen parodi på Kristusskikkelsen, som Kehler må protestere mod.

Kehler er ikke glad for den "Tvetydighedens Kaabe", Pontoppidan kaster over Emanuel. Helst vi han have det til, at forfatteren foretrækker denne figur frem for hans modstandere – på grund af Emanuels ubetingede tro og hans lidelse, og trods alle hans vildfarelser. Til modstanderne hører også "den vinglade Kyniker" pater Rüdesheimer, "denne Mand, der aldrig tør risikere det ringeste".

I øvrigt bliver Kehlers læsning ud fra et litteraturkritisk synspunkt mere interessant, efter at den kristeligt-moralske stillingtagen er overstået, og læseroplevelsen beskrives og vurderes. Som litterært værk agter Kehler romanen højt for dens realistiske iagttagelses- og fortællekunst. Det kommer især frem ved hans sammenligninger med Harald Kiddes Helten (1912), som han finder for højspændt, og med Harry Søibergs populære De levendes Land (1916-1920), hvis "højromantiske" klichéer og mangel på humor ærgrer Kehler.

En næsten modsat stillingtagen ud fra et kristeligt synspunkt møder man en del år senere hos den fremtrædende tidehvervspræst Tage Schack i artiklen "Henrik Pontoppidan og Kirken" i Tidehverv 17.årg. nr. 7, 1943, s. 75-88. Her ydes der pater Rüdesheimer respekt på grund af hans ædruelige krav til sig selv og andre: I stedet for som Emanuel at ville være noget særligt bør man, som pateren siger, bestræbe sig på at "bøje sig under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med sine Omgivelser – hverken større eller mindre, hverken værre eller bedre" (DD, s.443). Man bør se tilværelsen i øjnene i dens ubesmykkethed, ikke som Emanuel undgå den hårde konfrontation ved at lade blikket sløres af "det religiøse Fantasteris Taager". På grund af Emanuels kompromisløshed foretrækker Schack dog 151 hans holdning frem for ånden i hans samtids mere komfortable kirkelighed. I øvrigt mener Schack, at Pontoppidan, når det kommer til stykket, i sin bistre bedømmelse af samtidens kirkeliv – som ikke er ulig Schacks egen kritik af sin tids kirkelighed – har de værdier for øje, som barndomshjemmets særlige kristensyn har indgivet ham.

Schack ytrer ikke som Kehler utilfredshed med 'tvetydigheden' omkring Pontoppidans holdning til sine personer og deres synspunkter; han ser forfatterens hovedinteresse for dem rette sig, ikke mod deres meninger, men mod deres skæbner og den måde, de forvalter deres liv på.

Kehlers og Schacks stillingtagen til Emanuelfiguren som kristen kan sammenholdes med Ejnar Thomsens i et radioforedrag fra 19393, der har en anden indfaldsvinkel. Det fremhæves her, at det er "et andet Problem end det religiøse, der er knyttet til hans [dvs. Emanuels] Skikkelse"; han er fremfor alt opfattet som det "udtømte Kulturmenneske", der ved at vælge at leve som bondepræst vil opfylde sit behov for livsindhold, "men lider Skibbrud, fordi hans Forhold til Virkeligheden er den rodløse Sværmers" (Skribenter og Salmister, s.41-42). Men Ejnar Thomsen vender sig mod de kritikere, der har kanoniseret Pontoppidan, og hvad man betragtede som hans meninger, i stedet for at diskutere med værkerne, og som fx anser paterens kritiske eftermæle for at være Pontoppidans sidste ord i sagen. I Ejnar Thomsens øjne er Pontoppidan kærligt forstående over for Emanuels lidenskabelige alvor og kompromisløshed, men samtidig ubarmhjertig i sin dom over fantasteriet. Sådan var Pontoppidans syn på Emanuel også blevet anskuet i Ejnar Thomsens litteraturhistorie for seminarier fra 1935: Dansk Litteratur efter 1870, som i øvrigt taler om forfatterens "skiftende Ansigtsudtryk" og ligefrem "standpunktsløse Holdning" (s.79, herom nedenfor). Ejnar Thomsen synes imidlertid at betragte flertydigheden som en kunstnerisk kvalitet.

I året efter Pontoppidans død redigerede Ejnar Thomsen en mindebog: samleværket Henrik Pontoppidan til Minde (1944). Hans eget bidrag har titlen "I Følge med Henrik Pontoppidan" og har undertitlen "En Citat-Mosaik", men er snarere et essay, hvis synspunkter belyses af Pontoppidan-citater.

Der lægges vægt på den rolle, selvets og personlighedens problem kom til at spille hos Pontoppidan. Ejnar Thomsen benytter lejligheden 152 til at lade forfatterskabet være en stemme i (krigs)tiden og aktualisere dets strenge krav til læseren om at være tro mod sig selv: "Den Henrik Pontoppidan, vi behøver, er Foruroligeren, ham, der […] ikke lader os i Fred over for det Spørgsmaal, om vi har gennemarbejdet vort Jeg til at opfylde dets Bestemmelse. For deraf afhænger til syvende og sidst ogsaa Rigets Skæbne"4.

Pontoppidan fremstilles som eneren, der nok havde et tilhørsforhold til det moderne gennembrud, men stod frit over for det både stilistisk og sagligt og hellere sammenlignede sig med beskedne forfatternavne som Schandorph og Anton Nielsen end med tidens store, iøjnefaldende prosaister. Det gedigne og prunkløse i Pontoppidans prosa tilskriver Ejnar Thomsen hans rod i en gammel akademikertradition, som igen har forudsætninger i Bibelen og antikken. – Man kunne her tilføje Pontoppidans eget udsagn om, at han har lært af de store russiske fortælleres ukunstlede sprog (Arv og Gæld, s.42-43, jf. afsnittet om Forfatterskabsforudsætninger).

Til belysning af de tre store romaner som tidsbilleder citerer Ejnar Thomsen udtalelsen i Pontoppidans selvbiografi til Nobelstiftelsen5: "I en Trilogi – "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige" – har jeg søgt at give et sammenhængende Billede af Nutidens Danmark gennem Skildringer af Menneskesind og Menneskeskæbner, hvori Tidens sociale, religiøse og politiske Brydninger afspejler sig […]". Efter Ejnar Thomsens mening er romanerne temmelig uegale, set som tidsbilleder; Det forjættede Land er den af dem, der med sin forholdsvise nøjagtighed i beretningen om samtidige politiske begivenheder er tættest på at være det (se også nedenfor: Skjerbæk, Klaus P. Mortensen).

Et af kapitlerne belyser forfatterens konstitution som sammensat af både livsmod og pessimisme – altså også en "tvesinds"betragtning, jf. Bukdahl og den nævnte litteraturhistorie fra 1935. At Det forjættede Land ikke blev det oprindelig planlagte "brede og lyse" billede af livet på landet kunne if. Ejnar Thomsen skyldes, at Pontoppidan "trods al Glædesevne i afgørende Stunder drejede sig mod Skygge- og ikke Solsiden"(s.70). Desuden refereres der til Pontoppidans bemærkning i den ovennævnte selvbiografi om hans med tiden voksende interesse for skildringer af mennesker på bekostning af natur- og folkeliv.

Cai M. Woels folkelige Pontoppidan-bog Henrik Pontoppidan I-II (1945) er mere beængstiget end Ejnar Thomsen af Pontoppidans "ironiske Tvesyn", 153 som han mener spiller forfatteren puds6. Bogen er ligesom Ejnar Thomsens essay præget af sin tilblivelsestid: besættelsestiden – den er skrevet 1937-1944 – og tiden lige efter Pontoppidans død. Woel betoner hans kvaliteter som samlende skikkelse, ja som nationalhelt; Pontoppidan "maner os til Bevidsthed om Ret og Uret". Også Woel lægger vægt på forfatterens selvopgør. Pontoppidans arbejder "handler alle om hans Privatliv, om ham selv", hedder det som et hovedsynspunkt (s.15).

I øvrigt bringer bogen ikke de store nye indsigter; megen plads optages af omstændelige handlingsreferater, der naturligvis kan give bogen en nytteværdi som opslagsværk. Woel parafraserer af hjertens lyst, som om han vil præsentere sin indforståethed med Pontoppidans fortællekunst, men der er måde med perspektiveringerne og deres originalitet.

Interessant for os er hans opmærksomhed for, at Det forjættede Lands tre bind ikke udgør et hele (jf. Hans Brix i afsnittet om kritikhistorien ca.1898-1917), hvad der kunne bekræfte den mulighed, at bogen fra først af er konciperet som kun et tobindsværk. Der er, siger Woel, en indre almengyldig logik eller et autentisk oplevet skæbneforløb, der føjer de to første bind sammen og løfter dem op over det tidshistoriske; men det tredje knytter sig ikke organisk til de foregående. DD virker som en mere upersonlig "tidskritisk Efterskrift", der ikke overbeviser Woel; desuden finder han, at "Digteren gør sin Hovedperson Uret" (s.109), idet pater Rüdesheimers kritik af Emanuel og dennes "Trang til Selvophøjelse" tages bogstaveligt af Woel som Pontoppidans dom. Ganske vist kan paterens kritik if. Woel henføres til "tvesynet", til Pontoppidans trang til paradokser. Men paterens dom over Emanuel kan også betragtes som Pontoppidans forsøg på at skjule sig for sig selv, "for vi maa ikke […] glemme Digterens eget personlige Regnskab, der er med i Pater Rüdesheimers Tids-Defensorat, og maaske er Dommen derfor blevet haardere" (s.110). Med det personlige regnskab forstår Woel opgøret med fantasteriet, som igen kan læses ud af Lykke-Per.

Tage Skou-Hansens Pontoppidan-artikler fra Hereticatiden – især "Fornægteren" fra 1952 – er behandlet i afsnittet Digterne og Det forjættede Land. Også Skou-Hansen læser et selvopgør ud af Emanuels og Lykke-Pers historier.

En mere brysk og provokerelysten folkelig Pontoppidan-bog 154 end Woels er Karl V. Thomsens Hold galden flydende (1957), der kom i hundredåret for Pontoppidans fødsel. Titlen citerer den stædige, aggressivt-revolutionære kunstmaler Jørgen Hallager i Nattevagt (1894). Karl V. Thomsen vil fastholde Pontoppidan på hans kontroversielle meninger, især de samfundskritiske og antiklerikale (om end ikke antireligiøse), frem for alene at anlægge æstetiske og eksistentielle synsvinkler. Heller ikke kristelige omfavnelser gavner forfatterskabets sag. Det er den kulturradikale linje hos Pontoppidan, der nu skal reddes. Man bemærker en irritation hos Karl V. Thomsen på Hereticatidens ånd.

Pontoppidans selvransagelse og flere andre kendte karakteristika fremhæves, men uden støtte i analyser af teksterne. Der påvises træk hos Emanuel-figuren – ensomheden, civilisationsleden – der gøres identiske med sider hos Pontoppidan, uden at Karl V. Thomsen viser den distance til Emanuel, som en analyse ville afsløre. En diskussion af fantastproblemet, som kunne være foldet interessant ud, forbliver på postulatplanet, ligesom den komplicerede figur væver Hansen affærdiges uanalyseret som "prototypen på den indremissionske, hængemulede, betændte surhed" (s.94).

Samme år (1957) var et vægtigt bidrag til Pontoppidan-forskningen udkommet, nemlig Knut Ahnlunds disputats Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet. En af de grundigste Pontoppidan-monografier, lidt tung, men bogen har indtil nu bevaret sin status som et af den nyere Pontoppidan-litteraturs hovedværker. Fire temaer i forfatterskabet belyses: religiøsitet og kristendom, arv og skæbne, natur og civilisation, mand og kvinde, derudover de kunstneriske udviklingslinjer i forfatterskabet.

Afhandlingens synsvinkel er altså tematisk og kunne kaldes biografisk-eksistentiel, for så vidt som analysen af forfatterpersonligheden i ret høj grad støtter sig til det biografiske stof – herunder den samtidslitteratur, som Pontoppidan forholdt sig til – samtidig med, at Ahnlunds interesse for Pontoppidans værk og liv især gælder de eksistentielle spørgsmål, forfatteren stiller sig selv og sin læser. Værkerne ses som udtryk for Pontoppidans trang til konsekvens, hans ideale stræben og hans grundlæggende – antiklerikale – religiøsitet, men også for hans livslange relativeren af egne erkendelser. Ahnlund vender sig mod Vilhelm Andersens læsning af forfatterskabet som én bog, et udtryk for en samlet personlighed; han gør opmærksom på Pontoppidans bestandige kamp med problemet om individualitetens ubestandighed. I konsekvens 155 heraf undgår Ahnlund at fastholde forfatteren på meninger og studerer i stedet forfatterskabet med henblik på Pontoppidans prøvende, kritisk granskende holdning og hans indre debat. – I fiktionen frem for sagprosaen, siger Ahnlund, finder Pontoppidan udtryk for livets flertydighed.

Følgelig betragter Ahnlund Emanuel-skikkelsen i Det forjættede Land som en person, der fra Pontoppidans hånd kan tolkes på flere måder, og hvis erkendelsesforvirring bliver skildret i en "stämningslegering av hån och medkänsla" (s.54), som kan virke desorienterende på læseren. Tilsvarende hævder Ahnlund ikke, at romanen skulle give endeligt svar på spørgsmålene i den store livsanskuelsesdebat i DD. Personer, der synes at have Pontoppidans agtelse på grund af deres nøgternhed, såsom pater Rüdesheimer og Katinka Gude, tillægger Ahnlund altså ikke 'talerør'-funktion. Det forjættede Land karakteriseres i øvrigt som et værk, der både er en tragedie, en national satire og en selvanalyse.

Ahnlunds biografiske synsvinkel får ham til at se en personlig erfaring hos Pontoppidan tematiseret i den nævnte forvirring eller splittelse, der ytrer sig i Emanuels dragning mod såvel natur som civilisation. Hertil svarer at han tiltrækkes af både Hansine og Ragnhild, men at han med tiden bliver stadig mere fremmed over for den første, og at hans fascination af den anden er blandet med uvilje.

I Det forjættede Land, siger Ahnlund, begynder Pontoppidan at bryde op fra en moderne impressionistisk stil7 og vende sig mod en ældre, klassisk-realistisk prosa, der har forbillede hos blandt andre Goldschmidt; der skrives for stoffets skyld i en ligefrem fortælleform, som Ahnlund formoder har virket forløsende på fx Nexø, Jakob Knudsen, Aakjær. – I Det forjættede Land er Pontoppidan desuden i synsmåde og stil på vej væk fra naturalismen, men værket har dog "ännu kvar många impressionistiska och naturalistiska drag" (s.394).

Bent Haugaard Jeppesens lille velskrevne Henrik Pontoppidans samfundskritik. Studier over den sociale debat i forfatterskabet kom i 1962. Forfatterens 156 argument for sin sociale og politiske synsvinkel er, at den hidtidige Pontoppidanlitteratur, Ahnlund inklusive, ikke har interesseret sig synderligt for disse aspekter i forfatterskabet. Han undtager dog Woels og Karl V. Thomsens bøger, men med det forbehold, at de refererer mere, end de analyserer. Foruden de af Pontoppidans (ungdoms)værker, der har egentlig social tendens, behandles "sådanne senere romaner og fortællinger, som strejfer det sociale problem i skiftende belysninger" (s.7). Det er et hovedsynspunkt, at Pontoppidan aldrig, heller ikke i ungdomsårenes tendensdigtning, gav udtryk for, at det ville være ubetinget godt, hvis velfærdsutopien blev realiseret. Tilsvarende, at han i stigende grad betragtede uretfærdighederne i verden ikke som et socialt problem, men som en del af det uløselige teodicéproblem. Det forjættede Land vurderes som en pessimistisk 90er-bog og som det værk, i hvilket københavneren gjorde endeligt op med de fleste af illusionerne fra hans egen landsbytid. Det gælder den drøm, der i Det forjættede Land er udfoldet i et tolstojansk-grundtvigsk naturevangelium, og det gælder forestillingen om en løsning på det sociale problem, den forestilling, som Hansted nærer ud fra en kristen broderskabstanke.

Haugaard Jeppesens vurdering af væver Hansen interesserer. Væveren sammenstilles med politikeren Enslev i De Dødes Rige og med dennes mulige forlæg, Viggo Hørup. Væverens traditionelle rolle som skurk dæmpes ned af Haugaard Jeppesen. Han gør sig til talsmand for det synspunkt, at Jens Hansen på grund af sin nøgternhed og sin trofasthed mod tanken om en social revolution har en højere stjerne hos Pontoppidan end almindeligt antaget.

Det forjættede Land betragtes som et af de første værker, hvor personlighedsproblemet får overtaget, uden at det sociale aspekt derfor er skudt ud. Det er en overgangsbog, som Spøgelser (1888) var et forvarsel om med sin diskussion af det sociale engagement.

Tage Skou-Hansen anmeldte Haugaard Jeppesens bog i Askov-tidsskriftet Dansk Udsyn (44. årg. nr. 1, 1964). Her kritiserer han Haugaard Jeppesens brug af Pontoppidans journalistik, hvis eksplicitte synspunkter føres i marken, når en person i prosaværkerne skal tillægges talerørsfunktion. Hver ting til sin tid, siger Skou-Hansen. Her er tale om to forskellige genrer. I journalistikken kan Pontoppidan fremsætte sine klare standpunkter, men i fiktionen kommer "tvesynet" frem, og det er ikke et udtryk for Pontoppidans standpunktsløshed, men en kunstnerisk teknik; Pontoppidan skjuler omhyggeligt sine egne meninger, så "læseren 157 ikke kan slippe for at svare på værkerne med sit eget liv"8.

I 1964 kom Elias Bredsdorffs disputats Henrik Pontoppidan og Georg Brandes i to bind med undertitlerne: En redegørelse for brevvekslingen og En kritisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandes-linjen i dansk åndsliv. Værket kommer ikke i større omfang ind på Det forjættede Land. Men det er væsentligt, at Bredsdorff drager Pontoppidans syn på Emanuel ind i tvesynsdiskussionen ved at citere et brev til Edvard Brandes, hvor Pontoppidan siger om Emanuel, at han er "ingen Muhammed, men et sølle Pjok". Efter Bredsdorffs mening er Pontoppidan altså ikke standpunktsløs, som hævdet af Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870 (s.79). Tvesynet består blot i, at han i sin kunst forsøger at belyse "synspunkter, også sådanne, som han ikke selv delte, så loyalt som overhovedet muligt" (s.66). – Som det skal ses nedenfor, udfordrer Birgitte Juul Hesselaa siden Bredsdorffs ræsonnement ved fra hans bog at citere et Pontoppidan-brev til Valdemar Vedel. Brevet fortæller efter hendes mening noget andet om forfatterens syn på Emanuel.

I løbet af 1960erne blev den nykritiske læsemetode almindeligt udbredt. Før da var tekstanalystiske behandlinger af romanen sparsomme. Man kan nok kun fremhæve to: Aage Bertelsens indledning til Dansklærerforeningens udgave fra 1943 (jf. Tekstens forandringer) og Alf Henriques' kapitel "Fortællerens Problemer" i hans Litteraturforstaaelse (1948), hvor de første ni kapitler af 3. udg. analyseres9.

I sin udgave af Det forjættede Land belyser Bertelsen summarisk komposition, litterære påvirkninger, fortælleteknik og stil, foruden at han giver oplysninger om biografiske forudsætninger, det tidligere forfatterskab m.m. I forordet forklarer Bertelsen i øvrigt, at han til beroligelse for de pædagoger, der frygter, at ungdommen vil tage skade af den gudløse bog, har gjort meget ud af at redegøre for Pontoppidans særlige form for religiøsitet. – Henriques' bog, der blandt andet fik udbredelse som supplerende læsning i gymnasierne, går tættere på sine tekster og har nok for unge læsere haft sin betydning som en tidlig tilskyndelse til en ny og mere opmærksom læsemåde.

Med nykritikkens ankomst til Danmark fulgte nye tilgange til Pontoppidan. 158 Dels flyttede interessen sig mærkbart fra forfatterens person til teksten, dels kunne man nu argumentere mere præcist for sin læsemåde. Det bemærkes allerede i Haugaard Jeppesens bog, som er mere tekstnær end de foregående.

Op gennem 60'rne blomstrede nærlæsningskunsten. Tre grundige enkeltanalyser, hvori tvesynet endnu en gang er til mønstring, skal fremhæves: Birgitte Juul Hesselaas: "Henrik Pontoppidans tvesyn" med udgangspunt i Det forjættede Land (Kritik 3, 1967), Knud Wentzels "Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land" (i Fortolkning og skæbne, 1970) og Finn Stein Larsens læsning af "M"3-udg.s bryllupskapitel i Prosaens mønstre (1971).

Birgitte Hesselaas synspunkt er, at Pontoppidan vil forføre læseren ved at udnytte den kristne tradition, fx i Ragnhilds messiasvision, og ved meget langt at lade figuren Emanuel stå uden et kvalificeret modspil – det får han først med pastor Petersen (og efter Hesselaas mening altså ikke med Ragnhild). Pontoppidan fører os fra den ædruelige borgerlige moral og over i en overspændt åndelig verden "for tilsidst med så meget desto større kraft at afsløre den som virkelighedsflugt" (s.65). Herved vil han, med pastor Petersens ord, opnå "at bringe Folk til Bevidsthed, fuld og klar Bevidsthed" (s.65)10.

Det modsigelsesfyldte i Pontoppidans syn på sin figur Emanuel kunne man finde belæg for i de citerede, hinanden modstridende udtalelser fra de to nævnte Pontoppidan-breve til henholdsvis Edvard Brandes (9.11.1895) og Valdemar Vedel (23.9.1898). Over for Pontoppidans karakteristik til Edvard Brandes af Emanuel som "et sølle Pjok"11 står nu i brevet til Vedel forfatterens forsvar for ham som en en person, der "godtroende men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald". Pontoppidan afviser, at Emanuel, som Valdemar Vedel har hævdet, skulle have ligheder med Ibsens "egoistiske, […] smaatskaarne og tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal".

159 Hesselaa har dog, som hun siger, ikke ønsket at afgøre, om Pontoppidan har evnen til at se en sag fra flere sider, eller om han er standpunktsløs, sådan som henholdsvis Vilhelm Andersen og Ejnar Thomsen ser ham. Hun har villet koncentrere sig om "diskussionens væsentligste problem: Pontoppidans syn på Emanuel Hansted, hans skæbne og hans miljø".

Wentzels overordnede hensigt med sin bog er ved analyser af prosa fra Goldschmidt til Pontoppidan at konfrontere romantik ken/romantismen med naturalismen. Det forjættede Land betragtes som en naturalistisk roman fra en opbrudsperiode, der vender sig mod enhedstænkning og gør op med overleveringer. Wentzel opfatter Emanuel som en person, der konsekvent er set i kritisk lys, idet hans fikse ide om at være en udvalgt får ham til at fejlfortolke alt, hvad der overgår ham, også de begivenheder, der burde påvirke ham til at besinde sig på sin virkelighedsflugt. Således med Guttens død, der i stedet for at få Emanuel til at se sit ansvar herfor i øjnene skaffer ham anfægtelser over hans svage tro i nødens stund12. På samme måde opfatter Emanuel i Dommens Dag Hansines afvisning af ham som et tegn, en guddommelig indvielse til at følge en ensom Kristi efterfølgelses vej.

Ifølge Wentzel er Emanuels skæbne på ægte naturalistisk vis beskrevet som arveligt betinget. Han har arvet moderens sindssyge; hans virkelighedstab vokser støt. Modsat Hesselaa betragter Wentzel den nøgterne pater Rüdesheimer som "talerør", blandt andet fordi han – fremfor fx dr. Hassing – har det vurderingsgrundlag, det giver at forstå sig fagligt på, hvordan en præst løser sin opgave forsvarligt.

Tvesynet skulle altså ikke gælde her, heller ikke som kunstnerisk metode. Noget lignende kommer til udtryk i Stein Larsens analyse "Diabolsk idyl". Den lægger vægt på dobbeltheden som et "konsekvent og uopløseligt stilbillede", der præsenterer illusionen, idyllen i bryllupsfestivitasen, men samtidig mere end antyder de farlige kræfter, der lurer under den. Stein Larsen insisterer energisk og somme tider lidt hårtrukkent på, at alle enkeltheder i kapitlet, også de idylliske folkloristiske detaljer, har den skjulte funktion at pege hen imod Emanuels og skibberuppernes naivt illusionsbundne virkelighedstydning. At bryllupskagerne er "møllestensstore" skal markere en tyngde og materialisme hos skibberupperne, 160 der i tidens fylde skal gøre det af med Emanuel; ophobningerne af søde sager skal pege på menighedens hykleri, som en tynd, forflygtigende og idylliserende "stilhinde" er trukket hen over.

Stein Larsen hører til de kritikere, der er skeptiske over for begrebet tvesyn. Han foretrækker at kalde metoden for "den sokratiske dialogs fødselshjælpende princip" (s.91), idet også han betragter Pontoppidans dobbeltblik som en kunstnerisk teknik og ikke som udtryk for skiftende holdninger.

Et hovedsynspunkt i Pontoppidan-specialisten Thorkild Skjerbæks Kunst og budskab (1970) er, at Pontoppidan lægger vægt på den gode fortælling frem for "budskaber", og at han i stadig højere grad gør det i løbet af den fase i forfatterskabet, hvor han skriver Det forjættede Land, dvs. udgiver trebindsudgaven 1891-95 og den forkortede étbindsudgave 1898 (3.udg.). "Men netop med denne udvikling fra typisk tendensforfatter til ren og skær fortæller er det, at han i stedse højere grad bliver forkynderen [udg.s udh.]. Det er hans fortælling, der er hans budskab, og han når højest som digter, hvor identiteten mellem disse to sider af hans kunst er størst" (s.27).

Skjerbæk giver en nyttig registrant over Pontoppidanudgaver fra 1881 til 1970, forsynet med korte kommentarer. I forfatterens mange omarbejdelser ser han en bestræbelse på at få mere sluttede kunstneriske helheder, bedre fortællinger, ud af værkerne; efter Skjerbæks mening hænger Emanuels udviklingshistorie ikke sammen i udgaven 1891-95 (jf. Brix og Cai M. Woel). Bruddet sker med DD. I M er den unge Emanuel nok præst; men det er folkesagen og det broderlige samliv, der optager ham. "De egentlige religiøse spørgsmål beskæftiger ham ikke. Det er derimod dem, der nu – i Dommens Dag – er rykket i forgrunden"(s.90).

Bogens forslag til forklaring på denne inhomogenitet er, at Pontoppidans oprindelige plan har været at give et billede af tiden og lade personen Emanuel afspejle den, men at forfatterens interesse for Emanuelfiguren undervejs er vokset på tidsbilledets bekostning. Pontoppidan har måske med DD villet råde bod herpå; men da vi intet ved om, hvornår han har bestemt sig til det, ved vi heller ikke noget om, hvad der i 1892 var vigtigst for ham: tidsbilledet eller livsskildringen. "Først med omarbejdelsen i 1898 får den [romanen] den følgerigtighed og helstøbthed, der er en forudsætning for et digterværks fortsatte liv" (s.93), mener Skjerbæk, som tidligere har nævnt, hvordan bl.a. det sværmeriske og religiøse anlæg hos Emanuel i 3.udg. er betonet langt stærkere end i 1891-95-udgaven. 161 Det er Skjerbæks opfattelse, at den tidlige udgave, hvis man kun kendte den, næppe ville blive læst af andre end litteraturhistorikere.

I forfatterskabet ser Skjerbæk en voksende tendens til at gøre tiden til aktør. Ikke den aktuelle tid – i Det forjættede Land altså provisorietiden – men tiden, livets og verdens gang som den faktor, mennesket altid vil være oppe imod. – Samtidig kaster værkerne lys på de særlige livsomstændigheder, en bestemt tidsalder byder mennesket, og som har indflydelse på, hvordan den enkelte forvalter sit liv. Denne tidsopfattelse giver værkerne deres tidløshed. Det gælder if. Skjerbæk navnlig De Dødes Rige, hvor tiden, eller rettere: døden omsider er blevet hovedperson. Det er menneskers forhold til døden, som er dette værks egentlige emne.

Skismaet mellem M + DfL på den ene side og DD på den anden er hos F.J. Billeskov Jansen i hans lille bog Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere (1978) opfattet som et genremæssigt brud i romanværket. Over for de to første bind karakteriserer Billeskov Jansen DD som en "ren Sjælehistorie i Halvfemsernes Aand". I sin helhed viser romanen, at "Religiøsitet som Lidenskab leder til Vanvid". Billeskov Jansen synes at foretrække førsteudgaverne: Det er dem, han lægger til grund og citerer i sin gennemgang af forfatterskabet.

Også Klaus P. Mortensen ser i sin vægtige bog Ironi og utopi (1982) brud i Det forjættede Lands struktur. Han afviser tvesynet i betydningen manglende konsistens i forfatterskabet og foretrækker at se en "dialektisk dynamik" eller kritisk "fremanalyserende dynamik" som et konstant element, idet han betragter det enkelte værk som led i en samlet dynamisk bevægelse hos Pontoppidan. Værket ses i samspil med de øvrige, hvorved der fremstår "en række erkendelsesmæssige højdepunkter", omend ikke i en kronologisk rettet vandring mod lyset. Under teksterne finder man en bevidsthed, som til stadighed er på vej mod revision af sine erkendelser. Derfor forholder teksterne sig dialektisk til hinanden. Der kan også være dialektiske modsætninger inden for et enkelt værk, fx Det forjættede Land, der ikke alene, som observeret af Brix, Woel og Skjerbæk, synes at indeholde et kompositorisk brud, men efter Mortensens mening også et erkendelsesmæssigt mellem M, DfL og DD, hvad han giver følgende belæg for:

Mortensen citerer fra Flemming Behrendts utrykte Pontoppidan-speciale fra 1964 (se Tilblivelsen). Her hævdes det med holdepunkt i en solid argumentation, at selv om det ikke kan afgøres, om Pontoppidan faktisk havde påtænkt en fortsættelse efter DfL, så kan det dog "siges 162 med sikkerhed: HP kan ikke have tænkt sig en fortsættelse, som Dommens Dag blev det" (s.118)13. Og videre hedder det, at "HPs første store roman oprindeligt var planlagt eller snarere fuldført – thi forskydningerne undervejs er tydelige – som en resignationshistorie" (s. 118)14. Dette støtter Mortensen i hans synspunkt: at Pontoppidan, da han havde skrevet den moralske fortælling om bymennesket og sværmeren Emanuel, indså, at fantasteriet ikke var tolket til bunds, og at det videre tolkningsarbejde blev hjulpet på vej af de mellemliggende små romaner Den gamle Adam (1894) og især Nattevagt (s.å.). Hovedpersonen her, faderhævneren, den rabiate samfundsomvælter og i kærlighed armodige Hallager ser Mortensen som en forstudie til væveren, der i Det forjættede Land er den ironiske spejler af Emanuels dårskaber. Tilsvarende kan Drehling i Nattevagt ses som en slægtning til den virkelighedsafvisende erotiker og drømmer Emanuel.

Emanuel og væveren er begge i konflikt med den gamle samfundsorden. Men ingen af dem kan løse deres konflikt; det får Mortensen til at se dem som symptomer på en provisorisk tilstand "mellem en gammel orden, der ikke vil slippe sit tag og en anet ny, der endnu ikke er brudt igennem" (s.120). Herved bliver fortællingen om Emanuel, der altså i M+DfL blev en moralsk-psykologisk fantasthistorie, i DD historien om en skæbne, der er repræsentativ for sin tid, en tid, hovedpersonen er bytte for og barn af. Emanuel bliver "tegn for en konflikt af historisk karakter og hans skæbne [bliver] udslag af nødvendighed" (s.120) – hvad der igen viser, at Pontoppidan står i et bevidsthedshistorisk skel. Denne dobbeltholdning giver romanen et uafklaret præg.

Titlen på Mortensens bog hentyder til Pontoppidans første udgangspunkt som den radikale intellektuelle, der efter enhedskulturens sammenbrud er en slags fribytter. Han har en subjektiv, nu hjemløs utopisk forestilling om det hele menneske og et bedre samfund, og han bruger sit kritisk gennemskuende blik i frigørelseskampen. Denne resolutte, (selv)bevidste brandesianske holdning anfægter Pontoppidan i 90erne efter at have lagt den bag sig på sin vej dybere ned i psyken mod de ubevidste kræfter, der lumsk styrer idealister som Hallager, Emanuel og væveren. – Men det betyder ikke, at Mortensen godtager en opfattelse af den konservative pater Rüdesheimer som 'talerør'; nok udmærker pateren sig ved sin sunde sans, men i sin glorificering af bønders og borgeres 163 enkle, traditionsbårne liv i tidligere tider er han også bagstræberisk; hans ahistoriske forestilling om det elementære i mennesket er endnu en af de betragtningsmåder, som Pontoppidan er på vej væk fra i 1890erne. – Utopia findes ikke uden for, men i mennesket; den utopiske higen er derfor grænseløs og vil til enhver tid optræde som en kritik af gældende normer, ledsaget af en længsel, der aldrig vil blive opfyldt. I betydningen "drømmebillede" nævnes ordet utopi i DD, hvor væveren snildt spiller det ud som provokation af de tidligere så idealistiske, nu åbenlyst opportunistiske grundtvigianere.

1970'rnes ideologikritik gav Pontoppidans forfatterskab en barsk medfart. Det blev primært genstand for aflæsning af symptomer på sin tids socio-økonomiske og ideologiske kræfters spil. I Dødens Gilding fra 1971, (som ikke behandler Det forjættede Land) fortolker Jørgen Holmgaard – med udgangspunkt i Lykke-Per – Pontoppidans mistillid til verdensforbedrere som mistillid til verden: Når forfatteren (som det sker i Det forjættede Land) afviser både den konservativt-kristelige fløj og de moderne intellektuelle ideologer uden at kunne sætte et positivt alternativ i stedet, beror det dybest set på forfatterens uløselige personlige problemer med at frigøre sig fra sit eget borgerligt-konservativt-kristelige miljø på en hensigtsmæssig måde. Problematisk er navnlig hans neurotiske forhold til seksualiteten, som han har miljøet at takke for. Denne forkvakling nedsætter hans evne til at knytte sig til mennesker og det menneskelige samfund. Følgen er, at Pontoppidan erstatter de afviste ideologier med sin egen mismodige ideologi. Den siger, hedder det hos Holmgaard, at "Verden er så elendig, at det ikke kan betale sig at prøve at ændre den"15. At vende sig fra menneskene er den mulighed, man har.

Niels Kofoeds livligt skrevne Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie (1986) går imod ideologikritikkens opfattelse af Pontoppidan som antisocial misantrop16. Han ser i stedet forfatteren som en 164 person, hvem menneskets selvbestemmelsesret ligger på sinde. Bogen, der sympatiserer med Karl V. Thomsen og Bent Haugaard Jeppesen, vil især påvise anarkismens betydning som politisk ide hos forfatteren. If. Kofoed harmonerer anarkismens krav om individuel frihed med Pontoppidans eget krav om, at personligheden skal have mulighed for at følge sin samvittighed – og ikke samfundskravet – som højeste etiske instans. Derfor ser Kofoed Pontoppidan som liberalist snarere end demokrat; ikke blot den konservative styreform, men også demokratiet vil i hans øjne ende i en barbarisk undertrykkelse af individets etiske vilje.

De tre store romaner anskues som en trilogi om demokratiets tragedie. Det forjættede Land ses som et værk, der nok belyser sammenhængen mellem religion og politik, men tæt knyttet til et tredje eksistentiale: erotikken. Nok er det de egentlige, bagved liggende interessemodsætninger i menigheden, der får Emanuels forsøg på at skabe et fællesskab med folket til at falde; men mindst lige så stor omend skjult betydning har de tre kvinder – moderen, Ragnhild og Hansine: moderen ved at have indgivet drengen den idealistiske frelserdrøm, Ragnhild ved at være Emanuels eneste værdige konservative modstander og Hansine ved sin instinktive uvilje mod illusioner og mod at være offer for et socialt eksperiment.

Emanuels tolstojanske nøjsomheds- og renhedslære er if. Kofoed snarere knyttet til internationale idealistisk-anarkistiske tanker og Henry Georges agrare socialisme end til Grundtvigs historisk-nationale tænkemåde (jf. Haugaard Jeppesen). Kofoed yder sit til den mangeårige tvesynsdebat ved at hævde, at begrebet tvesyn insinuerer en splittelse hos Pontoppidan som kunstnerpersonlighed, hvor der i virkeligheden er tale om objektivitet. Kofoed peger desuden på den mangestemmighed, som Pontoppidans værker har til fælles med et af forfatterens russiske forbilleder: Dostoevskij. Værkernes polyfoni accentuerer forfatterens anarkistiske syn på verdens gang som modsigelsesfyldt og kompleks. En enkelt romanperson (fx pater Rüdesheimer) kan altså ikke være talerør på de andres bekostning.

I 1986 udkom også Jørgen E. Tiemroths Det labyrintiske sind. Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881-1904. Synspunktet er jungiansk med støtte i Stanislav Grofs teori om de fire fødselsfaser. Tiemroth mener, at det individuelle, historisk prægede ubevidste, som Klaus P. Mortensen refererer til, er en utilstrækkelig suppleringsbasis til forståelse af Pontoppidans forfatterskab. Han henviser i stedet til det kollektive, tidløse 165 ubevidste, der ytrer sig i den medfødte mytiske verden af ur- eller sindbilleder, som jungianerne og Tiemroth selv opererer med. Det er i øvrigt reverensen for sindets oprindelige tilskyndelser, der får Tiemroth til at basere sine analyser på Pontoppidans førsteudgaver17.

Bogen interesserer sig først og fremmest for Pontoppidans personlige udviklings- eller individuationsproces. Den kan, mener Tiemroth, læses ud af forfatterskabet (der følges til og med Lykke-Per), fordi værkerne indgik som integrerende led i forfatterens arbejde med sig selv.

Tiemroth betragter Per Sidenius som den af Pontoppidans romanpersoner, for hvem vandringen mod selvet fører til målet. Emanuel derimod opfatter han som en person, hvis forkludrede narcissistiske sind fører ham væk fra vejen. Ligesom Mortensen ser Tiemroth Emanuels civilisationslede og dragning mod det enkle liv som symptomer på det moderne menneskes krise, men denne tiltrækning, siger Tiemroth, er et sværmeri; fordi den ikke udspringer af Emanuels sande væsen, går det ham galt. Hansine derimod betragtes af Tiemroth – ligesom af Kofoed – som en nøgtern person med instinkterne i orden. For hende lykkes til slut en rolig personlighedsvækst18. Modsat Emanuel (og svarende til den ældre Per Sidenius) skræmmer den illusionsløse ensomhed hende ikke, hvad der giver hende courage til at træde ud af den påtvungne rolle som altfavnende folkelig præstehustru, en falsk identitet, der er skadelig for hende. – Som god jungianer lader Tiemroth Emanuel opleve Ragnhild og Hansine som magtfulde animafigurer, den første som "næsten ren animaskikkelse" og den anden som en anima-mater. Idet de begge afviser ham, sendes han ud i den hjemløshed, han som en i egne øjne "udvalgt" inderst inde tragter efter.

Til slut skal Pontoppidan-behandlingerne i de sidste ca. 35 års mest brugte litteraturhistorier omtales, stadig med særligt henblik på Det forjættede Land. Belysningen varierer her, men selve Pontoppidans plads er sikker. I Mogens Brøndsted og Sven Møller Kristensens Danmarks 166 litteratur (1963, her efter 2. udg. 1972) skriver Møller Kristensen således, at Pontoppidan "mere og mere [er] kommet til at stå som naturalismens største forfatter" (s. 205). Det forjættede Land karakteriseres som bogen om en fantast, digteren dømmer ham, men "med en vis respekt" (s. 207) for hans lidenskab, idealisme og ligeløb.

Tvesynsideen og vægtningen af det psykologiske præger også den ret fyldige behandling af romanværket, som Hakon Stangerup giver i sin og Billeskov Jansens Dansk litteraturhistorie ("Politikens"), bd. 3 (1966) s. 286-297. Der peges dog også på det splittede i Emanuels herkomst, der ligger bag hans rousseauske sværmeri. I Emanuels kierkegaardske attitude og verdensforsagelse i DD ser Stangerup endelig også spor af digterens – og tidens – interesse for Schopenhauer. Større vægt end samfundsbilledet og dommen over grundtvigianismen får personlighedsproblematikken. I øvrigt vier Stangerup den erotiske attraktion og for nærmede distancering mellem Emanuel og frk. Ragnhild opmærksomhed: "Romanens fineste sjæleskildring er det spil, der føres gennem de tre store bøger mellem disse to" (s. 292).

Stangerup omtaler Pontoppidans tekstrevisioner, som han finder har forskellig værdi for de tre berømte romaners vedkommende: "Det forjættede Land har tabt en del af sin friskhed ved sammenskrivningen" (s. 287), dvs. i 1898-udgaven (3.udg.).

I løbet af 70erne, ideologikritikkens store tiår, var Det forjættede Land ikke blevet inddraget i de marxistisk orienterede litteraturhistorikeres Pontoppidanforskning. Det skete først i deres Dansk litteraturhistorie bd. 6 (1985) i Torben Kragh Grodals afsnit (s. 513-517). Grodal fremhæver betydningen af 1890er-erfaringer i dette billede af det landlige Danmark omkring 1880. "Skildringen af landmiljøet er centreret om Hansteds problematiske opgivelse af sin klasseidentitet" (s.514). Skildringen – altså Pontoppidans – er i Grodals øjne karikaturagtig og yderst forkortende, og: "For at sandsynliggøre at Hansted fascineres af dette degraderede landsbymiljø griber fremstillingen til romantiske midler i form af folkeeventyrenes driftsdæmoni" (s.515), dvs. den bjergtagningstematik, der er nævnt som et af værkets fortolkningssprog i et tidligere afsnit af nærværende efterskrift. Grodal savner sund sanselighed såvel hos Hansine som hos Emanuel; i DD forsøger den sidstnævnte en uheldig sublimering og havner derved i en "sygeligt puritansk […] billedverden" (s.516), som digteren dog mener skal "mane til afskrækkelse". Emanuels religiøst-sociale utopi fordømmes af den "konservative 167 livsnyder pastor Petersen" (s.517), der i romanslutningen lyder stærkere end "Væver Hansens socialdemokratiske kritik" af den grundtvigianske afpolitisering. Meget træffende har Grodal givet det kapitel, hvori fortolkningen indgår, overskriften "Intime traumer og social pessimisme".

 
[1] et foredrag holdt på Askov Højskole vinteren 1955-56. tilbage
[2] Poeter og Pedanter. Kronik og Kritik (1932), s. 227-237. tilbage
[3] indgår i samlingen Skribenter og Salmister (1957). tilbage
[4] Henrik Pontoppidan til Minde s. 121. tilbage
[5] indgår i Henrik Pontoppidan til Minde s. 9-10. tilbage
[6] i forbindelse med den maliciøse skildring af den Brandes-lignende dr. Nathan i Lykke-Per. Her har efter Woels mening Pontoppidan, forført af sit talent for malice, glemt at bringe de kvaliteter hos Brandes, han agtede højt, med ind i portrættet. tilbage
[7] Sven Møller Kristensen siger i sin disputats Æstetiske Studier i dansk Fiktionsprosa (1938): "[…] fra "Det forjættede Land" maa man nærmest betragte ham [Pontoppidan] som færdig med Impressionismen" (s.27). Og videre: "Set fra et impressionistisk Synspunkt foretager Pontoppidan her et stilistisk Tilbageskridt, til en almindelig episk Form med megen Beretning, mange Symptomer paa den episke Fortæller, og en normal Sætningsbygning (…). De impressionistiske Illusionsformer og indirekte Metoder bliver sjældne. Men det er en episk Stil, der er objektiv og naturalistisk af Præg […]" (s.151-152). tilbage
[8] cit. efter Tage Skou-Hansen: Det midlertidige fællesskab. Kritisk prosa fra 40'rne til 70'rne (1972) s. 137. Om Skou- Hansens syn på Pontoppidan og Emanuel-figuren, se afsnittet Digterne og Det forjættede Land. tilbage
[9] Litteraturforstaaelse, s. 77-84. tilbage
[10] DD s. 510. tilbage
[11] I brevet takker Pontoppidan Edvard Brandes for dennes skuespil Muhammed: "Dobbelt har det interesseret mig, fordi Emnet for mig har en svag Lighed med det, jeg selv har puslet med i min nye Bog. Men desværre! min Helt [Emanuel] er ingen Muhammed men et sølle Pjok og derved har jeg gjort mig det særlig vanskeligt at skabe nogen Interesse for ham. Men det måtte så være!" Pontoppidan har måske brugt udtrykket "et sølle Pjok" ironisk for at karakterisere Emanuel som en antihelt uden vind i sejlene hos publikum. Læst sådan står bemærkningen ikke i skærende kontrast til forsvarstalen i brevet til Vedel. tilbage
[12] Dette er en pointe, der viser, at Wentzel, i lighed med langt de fleste andre forskere, har haft 3.udg. eller en af de senere som tekstgrundlag. I 1. og 2. oplag af DfL lægges der ikke i samme grad som i de senere udgaver vægt på Emanuels bodfærdighed efter Guttens død. tilbage
[13] Behrendt s.34. tilbage
[14] smst., s.84. tilbage
[15] Dødens Gilding, s. 89. tilbage
[16] Samtidig fremhæver Kofoed (s.12) den tyske forsker fra DDR Gabriele Sokolls artikel "Henrik Pontoppidans Stellung in der Literaturgeschichte" (i: Die nordischen Literaturen als Gegenstand der Literaturgeschictsschreibung udg. af Horst Bien. Literaturgeschichtsschreibung, Rostock 1982). Hun gør her opmærksom på, at ikke bare ideologikritikken er kritisabel – man kan også kritisere den nyere forsknings åndshistoriske tolkninger, der reducerer værkernes indhold til forfatterens personlige problemer og ser bort fra Pontoppidans samfundsmæssige og filosofiske be tydning. Ligeledes kan værdien af den traditionelle positivistiske, historisk-biografiske litteraturvidenskab kaldes begrænset derved, at den standser op ved de egentlige problemer, som Hakon Stangerup gør det ved at henvise til "den uudgrundelige menneskelige ånd" (Dansk Litteraturhistorie (1966) bd. 3, s. 317). tilbage
[17] "Her har dyb indre tvang ofte fremkaldt billeder og forestillingsforløb, der med deres mytiske prægning dækkede forfatterens intentioner, men som han senere i sin stræben efter større almen forståelighed og folkelig appel fandt sære, måske uigennemskuelige, og derfor udglattede eller helt udelod" (s.18). tilbage
[18] Hvis flg. bemærkning af Pontoppidan om Lykke-Per (i et brev til Otto Borchsenius 2.7.1898) kan tages bogstaveligt, ville forfatteren have tilsluttet sig Tiemroths positive syn på Pers og Hansines udvikling: "[…] og Moralen i denne Bog er ganske den samme som i min forrige Roman, hvor det tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de Ord: "at Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel", hvor sort denne så er!" (jf. Hansines erkendelse i DDs III Bog, s.454). tilbage