Henrik Pontoppidan til Valdemar Vedel
Sendt fra Bakkegårds Allé 6. 23. september 1898

vil gerne beskytte mine Figurer


23/9 98.
Bakkegårdsallé 6.

Hr. Dr. V. Vedel!

Jeg er først i disse Dage kommen hjem fra Sommerrejser og har derfor ikke før nu fundet Lejlighed til helt at gennemlæse Deres Bog1 om Ibsen, for hvilken jeg hermed sender Dem min Tak. Det vilde kun være halv Sandhed, dersom jeg skrev, at den i et og alt havde tilfredsstillet mig, – men Grundene hertil skal jeg lade uomtalt og er Dem sikkert også ganske ligegyldige.

Dog, da De ved Omtalen2 af et Par af mine egne Bøger udtrykkeligt anmoder om min Tilladelse til at have den Opfattelse af dem, som De har fremsat, skal jeg – samtidigt med højtideligen 2 at meddele Dem den omspurgte Tilladelse for Tid og Evighed – ikke lægge Skjul på, at jeg anser den for aldeles forkert og de anvendte Udtryk for ganske vildledende. Jeg tilføjer ikke dette for på nogen Måde at ville hævde for mig den fulde Ejendomsret til de Skikkelser i "Den gamle Adam" og "Det forjættede Land", for hvilke De mener at have fundet bestemte Forbilleder i Ibsens Digtning. Den Art Ejendomsret giver jeg gerne Afkald på. Allerhelst tog jeg endog alle mine Figurer direkte fra Literaturen for ligesomi Lighed med de gamle Maler-Mestere, der ikke alene stadig benyttede de samme Motiver men gentog (eller rettere optog) efter hinanden den hele Opstilling lige til de enkelte Figurernes Bevægelser og Udtryk for med hele deres Energi at kunne kaste sig over det enkelte, nye Træk, der afslørede deres Ejendommelighed. Men det er mig umuligt at forstå, hvad den kynisk-materialistiske Dr. Relling3 kan have mere end netop Doktortitlen 3 tilfælles med Dr. Levin, denne bedragne Ægtemand, der i Angst for den gamle Adams Magt har søgt sin Tilflugt til Filosofien, til den blotte Tanketilværelse, gjort sig til Discipel af Epiktet og i hans Ånd priser "det Sjælens stille Planteliv, hvorunder Menneskeånden opfylder sin Bestemmelse og nåer sit Endemål: Klarhed og Fred."

Endvidere: hvorledes "Det forjættede Lands" Emanuel, der godtroende men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald, hvorledes denne helt igennem tragiske Skikkelse kan minde en forstandig, endsige en intelligent Læser om den egoistiske, helt igennem småtskårne, tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal, – det er også√ af den Slags Gåder, som en nærsynet Kritik bestandig giver Forfatterne at løse.

Jeg håber nu, De ikke vil opfatte dette som et Forsvar for mig selv men for mine Figurer, som bestandig lever for mig, og som jeg gerne vil beskytte. I fem År har jeg daglig samlevet med Emanuel og lært at holde af ham, og jeg√ ser ham 4 derfor nødig anbragt i slet Selskab. Og hvad Dr. Levin angår, så er han en temmelig tro Kopi af en af mine gode Venner, hvem man da også√ ved Bogens Fremkomst straks udpegede som Model4; – og jeg kan forsikre Dem, aldrig har et Menneske mindet mindre om Dr. Relling.

Med en fornyet Tak, fordi De så venligt har tilsendt mig Deres Bog, forbliver jeg

Deres ærbødige
H. Pontoppidan

 
[1] Vedels "Bog" er et særtryk af en artikel på 60 sider om "Ibsen og Danmark" i det norske forlag Samtidens Festskrift til Henrik Ibsen, s. 55-114, der i 1898 udsendtes i anledning af Ibsens 70-årsdag den 20. marts. Vedel sendte dette særtryk (indbundet? jf. linket her til Karl Larsens eksemplar på KB) til alle de forfattere han havde udfrittet. HP har altså været ganske sen til at læse og/eller reagere. tilbage
[2] Omtalen:

[Dr. Relling] blev næsten firsernes og halvfem­sernes helt efter halvfjerdsernes sandhedssiger. Han høres igennem i EDV. BRANDES’ skuespil, lige fra Et brud fra året efter Vildanden), hvor naturforskeren opgiver at redde sin datter fra theologen, der er "stærk som løgnen": "der er jo ingen, der har lovet os, at livet skulde blive bedre, blot det er slideligt". Han skimtes i dr. Levin – i Den gamle Adam af PONTOPPIDAN – han, der går og tager løf­telsen fra lyrikeren. Ja, der er gået noget af dr. Relling i alle os yngre. [s. 100]

Og ligeså væsens-dansk som Nora og Helmer, men langt dybere og mere vidtrækkende som type var jo den udødelige Hjalmar Ekdal, og hvor vi går og står, ser vi nu Hjalmar Ekdaler i os selv og i andre. Vi hører ham i et tonefald, i en stilvending, vi napper ham i en håndbevægelse, i et blik hos os selv og hos andre; han dukker – uden forfat­terens tilladelse – frem mellem linierne mangen gang, når EDV. BRANDES’ eller P. NANSENS eller CARL EWALDS personer skal tale rigtig godt og kønt, stil­færdigt, inderligt og fint, og han dukker, – med for­fatterens tilladelse – mere og mere frem bag PON­TOPPIDANS Emanuel, jo længer man læser frem i "Det forjættede land" Hj. Ekdal gør stadig tjeneste som en afviser, der til alle tider kan trænges til for vor noget sentimentalt anlagte folkenatur. [s. 101]

tilbage
[3] Relling: en figur i Henrik Ibsens skuespil Vildanden fra 1884. Hvad Vedel kan have tænkt på, er f.eks. dette sted i Den gamle Adam:

Ja, Dr. Levin! Jeg har ofte tænkt paa ham i disse sidste Dage. Skulde denne Dødens Apostel virkelig have Ret? Er virkelig Alt, hvad der varmer vor Sjæl, hvad der faar Hjærtet til at svulme og vore Kinder til at gløde, lutter tomt Bedrag? Er Kærlighed, Skønhed, Livets Lyst og Sindets Lykke bare taabelig Indbildning, straalende Fatamorgana-Billeder, skabte af vor forræderske Fantasi? [1894, s. 130-31]

tilbage
[4] Model: der er tale om Fr. Winkel Horn. tilbage