Henrik Pontoppidan til Valdemar Vedel
Sendt fra Bakkegårds Allé 6. 23. september 1898
vil gerne beskytte mine Figurer
23/9 98. |
Bakkegårdsallé 6. |
Hr. Dr. V. Vedel!
Jeg er først i disse Dage kommen hjem fra Sommerrejser og har derfor ikke før nu fundet Lejlighed til helt at gennemlæse Deres Bog1 om Ibsen, for hvilken jeg hermed sender Dem min Tak. Det vilde kun være halv Sandhed, dersom jeg skrev, at den i et og alt havde tilfredsstillet mig, – men Grundene hertil skal jeg lade uomtalt og er Dem sikkert også ganske ligegyldige.
Dog, da De ved Omtalen2 af et Par af mine egne Bøger udtrykkeligt anmoder om min Tilladelse til at have den Opfattelse af dem, som De har fremsat, skal jeg – samtidigt med højtideligen 2 at meddele Dem den omspurgte Tilladelse for Tid og Evighed – ikke lægge Skjul på, at jeg anser den for aldeles forkert og de anvendte Udtryk for ganske vildledende. Jeg tilføjer ikke dette for på nogen Måde at ville hævde for mig den fulde Ejendomsret til de Skikkelser i "Den gamle Adam" og "Det forjættede Land", for hvilke De mener at have fundet bestemte Forbilleder i Ibsens Digtning. Den Art Ejendomsret giver jeg gerne Afkald på. Allerhelst tog jeg endog alle mine Figurer direkte fra Literaturen for ligesomi Lighed med de gamle Maler-Mestere, der ikke alene stadig benyttede de samme Motiver men gentog (eller rettere optog) efter hinanden den hele Opstilling lige til de enkelte Figurernes Bevægelser og Udtryk for med hele deres Energi at kunne kaste sig over det enkelte, nye Træk, der afslørede deres Ejendommelighed. Men det er mig umuligt at forstå, hvad den kynisk-materialistiske Dr. Relling3 kan have mere end netop Doktortitlen 3 tilfælles med Dr. Levin, denne bedragne Ægtemand, der i Angst for den gamle Adams Magt har søgt sin Tilflugt til Filosofien, til den blotte Tanketilværelse, gjort sig til Discipel af Epiktet og i hans Ånd priser "det Sjælens stille Planteliv, hvorunder Menneskeånden opfylder sin Bestemmelse og nåer sit Endemål: Klarhed og Fred."
Endvidere: hvorledes "Det forjættede Lands" Emanuel, der godtroende men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald, hvorledes denne helt igennem tragiske Skikkelse kan minde en forstandig, endsige en intelligent Læser om den egoistiske, helt igennem småtskårne, tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal, – det er også√ af den Slags Gåder, som en nærsynet Kritik bestandig giver Forfatterne at løse.
Jeg håber nu, De ikke vil opfatte dette som et Forsvar for mig selv men for mine Figurer, som bestandig lever for mig, og som jeg gerne vil beskytte. I fem År har jeg daglig samlevet med Emanuel og lært at holde af ham, og jeg√ ser ham 4 derfor nødig anbragt i slet Selskab. Og hvad Dr. Levin angår, så er han en temmelig tro Kopi af en af mine gode Venner, hvem man da også√ ved Bogens Fremkomst straks udpegede som Model4; – og jeg kan forsikre Dem, aldrig har et Menneske mindet mindre om Dr. Relling.
Med en fornyet Tak, fordi De så venligt har tilsendt mig Deres Bog, forbliver jeg
Deres ærbødige
H. Pontoppidan
