Valdemar Vedel til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nøjsomhedsvej 17. 25. september 1898
dette fantastisk selviske
Nøjsomhedsvej 17 25/9 981
Hr. H. Pontoppidan!
Det gør mig ondt, at De finder min Sammenlignstilling af nogle af Deres Figurer med nogle af Ibsens saa ravgal. Men jeg troer rigtignok, at det tildels beror paa, at De har læst noget flygtig, hvad jeg skrev. Lad mig først bemærke, at jeg ikke med Ordene "med Forfatterens Tilladelse" har anmodet Dem om nogen Tilladelse til at udtale min Opfattelse (jeg kvitterer iøvrig taknemmelig for Meddelelsen af Tilladelsen); ifølge Sammenhængen (se "uden Tilladelse" kort ovenfor) betyder det, at Hjalmar Ekdal – eller rettere det Hjalmar Ekdalske, som jeg gør til et almindeligt Begreb, – uden at De har noget imod det, dukker frem for Læseren i Emmanuels Figur, medens dette samme Ekdalske i Figurer hos E. Brandes f.Ex. "uden Forf's Tilladelse" dukker op mellem Bogens Linier. Meningen er altsaa, at det lyrisk sentimentale Fantasteri med dets Selvbedrag, Selvbespejling og Selvovervurdering bliver Læseren mer og mer tydeligt i Emanuels Figur, hvilket sker med Deres Tilladelse, fordi De selv ser ironisk paa Deres Figur. Ifølge Deres Brev opfatter De ham nu som en helt igennem tragisk Skikkelse, men jeg tror, ingen Læser af Deres Bog vil betvivle 2 at De har skrevet saaledes at De tillige saa med en god Portion sarkastisk og undertiden helt blodig Ironi paa Figuren, efterhaanden som den udviklede sig. Og at De baade her og andetsteds forfølger Lyriken i det nationale Temperament, kan vel ikke nægtes. Men det Hjalmar Ekdalske betyder for mig netop dette lyrisk-sentimentale og fantastisk selviske, og jeg tillader mig at tro, at det væsentlig er Ibsens Figur, som har vakt Sporsansen for dette Fænomen og optrukket for Litteraturen nogle af dets væsentlige Linjer, som ogsaa kommer igen f. Ex. i Emmanuel. Om at tage til Model o.l. har jeg ligesaa lidt√ talt her som i Anledning af Dr. Levin; Forskellene falder virkelig tydelig nok i Øjne, men der er i den Maade, hvorpaa Dr. L. con amore gaar om og tager Pippet fra Lyrikerne, noget, som er aandsbeslægtet med Relling, som jo ogsaa har en ulykkelig Kærlighedshistorie bag sig som Forudsætning. At Modsætningen Hj. Ekdal – Relling "skimtes" eller "dukker frem mellem Linierne" (stærkere Ord bruger jeg jo ikke) ikke blot de nævnte Steder, men helt igennem Deres Produktion, det kan jeg ikke komme bort fra, hvor meget De saa nedlægger Indsigelse derimod. Som bekendt er Forfatterne ikke de sikreste Dommere i den Slags Sager; Ibsen nægter al Paavirkning fra Søren Kierkegaard, han bør heller ikke derfor vente sig, at andre vil erkende Paavirkning fra ham. Efter min Opfattelse er der for Forfatterne altid eller næsten altid dobbelt Udspring til deres Figurer og Motiver, dels et Stykke oplevet Liv, dels en mer eller mindre litterær Paavirkning, der har lært dem at se og opfatte og behandle dette Stykke Liv. Saaledes med Malere ogsaa. Naturligvis: de maler 3 et Landskab efter Naturen, men enten er det Corot eller de gamle Hollændere eller nogen anden tidligere Malerkunst, der har aabnet deres Øje for netop denne Art Landskabskønhed2 og lært dem at se Farverne og Linjerne saaledes og gengive dem med disse Midler. Derfor er det ikke klaret med at henvise til en eller anden levende Model, den er meget ofte kun det mindste ved Sagen.
Nu maa De ikke tro, at jeg ikke godt forstaar Deres Ærgrelse. Jeg kom i Artiklen fra Ibsen og interesserede mig blot for at paapege Lighedspunkter med ham og maatte nøjes med saare faa og tvivlsomme. De kommer, idet De læser, fra Dem selv og ser de meget vigtigere, ialfald for Dem selv meget betydningsfuldere personlige Sider i Deres Værk og Deres Figurer og maa naturligvis synes, det er en fuldstændig Miskendelse at hæfte dem til litterære Traditioner istedenfor at lade dem staa i den Jordbund, hvori De véd med Dem selv at de er voksede frem. Men jeg siger i min Artikel, naar man læser den i Sammenhæng og med dens Formaal for Øje, intet, hverken helt eller halvt, om, hvordan De er kommen til Deres Figurer, og hvad De har tænkt ved dem (undt. hvad der ligger i Udtrykket "med Forf's Tilladelse"); men at der i den digteriske Behandling, den kunstneriske Fremstilling af dem, er løbet noget ind fra Ibsen, det er alt, hvad jeg har udtalt som Min Mening, og den fastholder jeg.
Deres ærbødige
Vald. Vedel.