Henrik Pontoppidan til Valdemar Vedel
Sendt fra Bakkegårds Allé 6. 3. januar 1898

ansporende og æggende


3. Jan 98.
Bakkegårds Allé 6

Hr. Dr. Vald. Vedel.

Jeg har først i Aften modtaget Deres Brev1, der virkelig sætter mig i Forlegenhed. Jeg føler mig ganske ude af Stand til nogenlunde fornuftigt at gøre Rede for min Opfattelse af Ibsens Digtning og den Indflydelse, den har haft på mig. Rimeligvis véd jeg endda slet ikke selv, hvorledes og i hvad Omfang den i Årenes Løb har påvirket mit Syn på Livet og Menneskene. Der har jo 2 ligget "Ibsen" i al den Luft, vi i de sidste tyve År har indåndet både i det hjemlige og i Udlandets Åndsliv, så det er ikke let at kontrollere, ad hvor mange Veje man er bleven inficeret.

Om det Indtryk, Ibsens første Bøger gjorde på mig, erindrer jeg intet. I det hele mindes jeg ikke under selve Læsningen af noget Ibsensk Værk at have følt netop nye Himle – eller nye Afgrunde – åbne sig for mig; men det vilde sikkert være ganske urigtigt, om jeg deraf sluttede, at jeg ikke vilde have været synderlig anderledes, end jeg nu er, dersom jeg aldrig 3 havde læst en Bog af Ibsen. Ibsens Bøger virker, synes det mig – så blændende de i mange Henseender end er – ikke netop som Lyn men ejer med deres Livsvisdom en egen stille Trolddomsmagt, der først lidt efter lidt tager Sindet fangen. Den omfattende Diskussion, hver enkelt af hans dem har rejst – og endnu til Stadighed fremkalder – har vel også bidraget til at give dem en endnu større Betydning, end man oprindeligt havde tiltroet dem.

Således er det i hvert Fald regelmæssigt gået mig. Straks, under Læsningen af hans Bøger, har der altid været "noget, der vendte sig inden i mig". Jeg troer, 4 at hans Digtninge har været mig for u-jordiske, særlig i Betragtning af, at de dog ikke behandlede overjordiske Ting. Ibsen er jo nok bleven Realist men man mærker tydeligt, at han begyndte sin Digterflugt i Højdernes tynde Luft. Der er, synes mig, noget bastardagtig over hans mange af hans Skikkelser. Hans kvindelige Gæs fårhar Ørnevinger på (Nora), hans mandlige Får rejser pludselig en Løvemanke (Rosmersholm). Desuden er hans Emner jo – som oftere fremdraget – ikke altid videre dramatiske. Han har måttet vride og vende detdem på Dramaets Prokrustes-Seng (der hos ham mange 5 Steder tilmed knirker så fælt) og ofte vanskabt dem på det slemmeste. – Og dog! Efter kort Tids Forløb glemmer jeg alle sådanne Ting, der under Læsningen har stødt, ja fornærmet mig; og lidt efter lidt vokser Dramaets Skikkelser ligesom lutrede op for min Erindring; hvad der i dets Bygning syntes mig vrangt og vredent, retter sig ud, og jeg ser dets lille Verden for mig i dens Sammenhæng, omfatter og gennemtrænger den med et eneste Blik, således som jeg indbilder mig, at Ibsen i sine inspirerede Øjeblikke selv har set den. Dette er, synes mig, det særegne Trylleri ved Ibsens senere Digtning, at han ligesom delagtiggør sin Læser i6 den Undfangelsens Glæde, han selv må have følt, da Værket opstod i hans Tanke. Naturligvis beror dette på et Selvbedrag. Men hvad er Poesi andet?

Et Ibsensk Skuespil bevares derfor altid i min Erindring som en Helhed, aldrig (hvad der ellers i Almindelighed er Tilfældet) stykkevis, en enkelt Scene, nogle enkelte Figurer, o.s.v. Jeg troer ikke, jeg har læst mange af dem mere end én Gang; og dog står de – ikke i Detailler men i Omrids – hver for sig ganske levende for mig. Det er denne hans Værkers Helstøbthed, jeg navnlig beundrer. I Sammenligning hermed synes næsten al anden moderne Digtning mig 7 løst sammenflikket Stykværk (særlig flyder jo den danske Poesi mere og mere ud i lyrisk Journalistik).

Hvilken Indflydelse Ibsen har haft på mig som Menneske, ser jeg mig altså ikke i Stand til at udrede. Derimod véd jeg bestemt, at hans kunstneriske Mesterskab, hans enestående Evne til billedligt at udtrykke, hvad der rører sig i ham, har virket i høj Grad ansporende og æggende på mig, skønt jeg jo arbejder i en Digtart, der ikke er hans.

Ja, dette er, hvad jeg i Hast véd at sige. Jeg beder Dem at tage tiltakke med disse næppe videre oplysende Linjer.

Deres ærbødige
H. Pontoppidan

 
[1] Under sin udarbejdelsen af afhandlingen til Henrik Ibsens 70-årsdag sendte Valdemar Vedel til en række danske forfattere, foruden HP bl.a. Edvard Brandes, Peter Nansen, Carl Ewald, Karl Larsen og Herman Bang, spørgsmålet om hvilken betydning Ibsens værker havde haft for dem. tilbage