Henrik Pontoppidans tvesyn
En diskussion af problemet i forbindelse med Det forjættede Land
Ordet (…) "tvesyn" er blevet til et litteraturhistorisk dogme, en magisk formel, af mange opfattet som nøglen til hele Pontoppidans forfatterskab. Og samtidig er det blevet til en litteraturhistorisk kliché – enhver gymnasiast ved, at "tvesyn" var noget, som Henrik Pontoppidan havde, altså et specielt pontoppidansk fænomen.
Siden 1917 har der været "tvesyn" i Henrik Pontoppidans forfatterskab, og det er således en lang og sejg tradition, som Elias Bredsdorff forsøger at gøre op med i sin disputats Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse (1964), hvorfra ovenstående citat er hentet. For Vilhelm Andersen, der menes at være den første, der brugte ordet i forbindelse med Pontoppidan, dækker det over "forfattere der evnede at se en sag fra mere end én side." – Definitionen er rummelig, den kan anvendes på mange forfattere og udelukker ikke nogen standpunkttagen fra disse forfatteres side, men siden da er ordet blevet brugt og omfortolket af næsten hver eneste litteraturforsker og -historiker, der har beskæftiget sig med Pontoppidan.
Til trods for denne mangetydighed i fortolkningen af ordet er det dog muligt, efter læsningen af disputatsens anden del, fjerde kapitel, der netop omhandler dette problem, at skelne mellem to principielt forskellige opfattelser af ordet, og dermed af hele Pontoppidans forfatterskab. Den første opfattelse repræsenteres af Vilhelm Andersen med det førnævnte citat, det andet yderpunkt repræsenterer Ejnar Thomsen i sin bog Dansk Litteratur efter 1870, hvori han definerer Pontoppidans tvesyn som mangel på syn, altså standpunktsløshed.
63 Elias Bredsdorff argumenterer stærkt for Vilhelm Andersen, mod Ejnar Thomsen, og da denne diskussion fører direkte ind i de væsentligste problemer i Pontoppidans værker, kan det være umagen værd at opholde sig lidt ved disputatsens vægtigste argument i denne forbindelse. Det lyder som følger:
Den, der læser Det forjættede Land med omtanke, vil dog ikke være i tvivl om, hvordan Henrik Pontoppidan selv betragter Emanuel Hansted. Og kunne nogen være i tvivl, kan det oplyses, at han i et privatbrev til Edvard Brandes den 9. november 1895 skrev om denne skikkelse: "Min Helt er ingen Muhammed, men et sølle Pjok og derved har jeg gjort mig det særlig vanskeligt at skabe Interesse for ham. Men det måtte så være!"
Det er fristende i denne forbindelse at anføre et andet citat, der bringes i samme disputats, men indeholder et helt andet forfattersyn på Emanuel Hansted. Citatet stammer fra et brev til Valdemar Vedel, der havde sammenlignet Emanuel med Ekdal i Vildanden:
Hvorledes "Det forjættede Land"s Emanuel, der godtroende, men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald, hvorledes denne helt igennem tragiske Skikkelse kan minde en forstandig, endsige en intellektuel Læser om den egoistiske, helt igennem småtskårne, tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal, – det er også en af den Slags Gåder, som en nærsynet Kritik bestandig giver Forfatterne at løse.
I lyset af dette citat bliver Bredsdorffs argumentation ikke overbevisende. Pontoppidans eget syn på sin helt synes at have været så nuanceret, at en enkelt udtalelse til Edvard Brandes ikke kan bruges som hovedargument i diskussionen om begrebet "tvesyn". Den eneste vej til forståelse af og stillingtagen til problemet må derfor gå gennem værket selv, og det vil være nødvendigt, stillet over for virvaret af fortolkninger, at underkaste Det forjættede Land en nærmere undersøgelse – med specielt henblik på begrebet "tvesyn".
Denne redegørelses hovedproblem bliver da, om Pontoppidan giver udtryk for sit eget standpunkt i Det forjættede Land. At tage standpunkt vil sige at sige ja eller nej til noget – at akceptere eller forkaste, og det, der skal akcepteres eller forkastes i Det forjættede Land, er for det første Emanuel Hansted og 64 den type, han repræsenterer, dernæst den tid og det miljø, han lever i. Bogens problematik udelukker imidlertid en skarp afgrænsning af disse to faktorer (det er vel netop en del af dens "program" eller standpunkt) og jeg vil derfor koncentrere mig om Emanuel og gennem ham komme ind på miljøet og tiden.
Men før man går over til en direkte analyse af Det forjættede Land, vil det være gavnligt at undersøge, hvilke muligheder en forfatter i det hele taget har for at give sit standpunkt til kende.
Disse muligheder kan groft deles op i to grupper.
- Forfatteren er direkte indblandet i historien. Dette kan ske i form af læserhenvendelser, i form af morale eller i form af et talerør for forfatteren, der i skikkelse af en fingeret person gør rede for forfatterens synspunkter.
- "Den usynlige forfatter". Forfatteren forsøgerat skille sig ud fra sin historie og at lade den tale for sig selv. Standpunktet gives til kende i "handlingens retfærdighed". Denne metode forudsætter et bestemt værdisystem hos læseren, som han har fælles med forfatteren.
Undersøger vi nu, hvilke af disse muligheder Pontoppidan har anvendt, vil vise, at han med enkelte undtagelser holder sig til nummer to, og at bogens konflikt er opbygget over en konflikt mellem to værdisystemer, der er uforenelige.
Det første værdisystem er, hvad jeg vil kalde, almindelig, borgerlig moral. Denne moral har i alt væsentligt holdt sig uændret fra århundredskiftet til vore dage. Den bygger på,at det f.eks. er godt at være gift og have børn, at det er godt at have et arbejde, der tilfredsstiller en, at være rask, at have en nogenlunde god økonomi o.s.v.
Det andet værdisystem, som anvendes i Det forjættedeLand,er den bestemte side af den kristne tro, som er kommet tydeligst til udtryk i religiøse bevægelser som pietisme og Indre Mission. Den bygger på, at det, der ifølge den borgerlige moral er af det onde, er en nådesbevisning fra Gud. Det er denne moral eller tro, der bliver Emanuels i sidste halvdel af bogen, mens alle andre personer repræsenterer den borgerlige moral. (Herfra naturligvis undtaget Emanuels disciple.)
65 Det forjættede Land er blevet kaldt en forførelseshistorie, nemlig historien om hvordan Emanuel bliver forført af VæverHansen. For mig at se er romanen snarere et udtryk for Pontoppidans forsøg på at forføre læseren fra den borgerlige moralsverden over i den åndelige verden, der er udtrykt i bibelordene "Herren tugter den, han elsker, straffer haardt hver Søn, han har kær", for til sidst med så meget desto større kraft at afsløre den som fantasteri og virkelighedsflugt. Herved når han det, som efter min mening er hele bogens formål, med Pastor Petersens ord: at bringe folk til bevidsthed, fuld og klar bevidsthed. Pontoppidans læserforførelse foregår på to planer. For det første benytter og udnytter han den kristne traditioni rigt mål, og for det andet yder han ikke Emanuel nogen værdig modstander, før Pastor Petersen i et af bogens sidste kapitler ruller sig ud i sin lange slutningsmonolog.
Udnyttelsen af den kristne tradition viser sig tydeligst i Ragnhilds Messiasvision af Emanuel i bogens tredje del, anden bog, fjerde kapitel. Ragnhild, der hele bogen igennem har forsøgt at holde hovedet klart i forholdet til Emanuel, møder ham uventet, da hun foretager en spadseretur med den galante Pastor Petersen:
Synet af Emanuel kom hende vel langt fra overraskende, men det virkede ganske anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev saa sælsomt fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. – – – Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde hans Skikkelse et besynderlig ulegemligt og samtidig kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens graablaa Dunst, ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et Præg af overjordisk Højhed.
Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus på Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede. Ved et mærkeligt Tilfælde stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for lavt … Med et bestandig mere forundret, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.
"Vil De sige mig, Pastor Petersen," sagde hun omsider og lagde en skælvende Haand paa hans Arm. "Er det mig, der pludselig er bleven gal, eller hvordan forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?"
|65|
" Hvad siger De? Tre Sole?"
"Ja. Se, der … og der … og der!"
" Ja sandelig, De har Ret! ... De har virkelig Ret!"
På trods af den efterfølgende forklaring på det underlige naturfænomen mærkes Pontoppidans arrangerende hånd tydeligt i dette udprægede eksempel på bevidst udnyttelse af den kristne tradition, et eksempel, der langtfra er enestående i bogen.
Samme teknik – en kombineret udnyttelse af naturfænomener og kristen symbolik – finder vi i skildringen af Emanuels endelige sammenbrud, hvor hensigten med denne fremgangsmåde er om muligt endnu tydeligere.
På en kvælende hed sommerdag optræder Emanuel for sidste gang som folketaler. Forsamlingshuset er fyldt til sidste plads, luften er tung, alles blikke fæstet på Emanuel, der står på talerstolen
mager og marmorbleg, skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Loftslamper, der gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning … Rundtom i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt …
Og da Emanuel nu hævede sine Arme mod Himlen og med svag, skælvende Stemme sagde: "Tal, Herre … din Tjener hører!" – og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det fjerne, gik der med eet en Gysning gennem den hele Forsamling.
At Emanuel identificerer sin situation med Jesu korsfæstelse kommer på dette tidspunkt ikke overraskende for læseren, men den bevidste brug af tordenbraget i den højdramatiske situation kan kun forklares som Pontoppidans ønske om lige til det sidste at holde læseren fast i fornægtelsen af sund fornuft.
Hvad angår den anden del af forførelsen, nemlig den, at Emanuel ikke har nogen værdig modstander på sit eget plan, gennemføres den derved, at læseren i store dele af bogen befinder sig i Emanuels eget spejlkabinet og derfor forgæves vender sig mod en person i bogen, som han kan stole på og identificere sig med.
Denne teknik er strålende som forførelsesmiddel. Men netop fordi forførelsen er bevidst fra Pontoppidans side er den ikke ført til yderste konsekvens. (Modsat f.eks. Gogol En gal mands dagbog, eller Camus Den fremmede.) Havde hele handlingsforløbet været set gennem Emanuels øjne alene, ville læseren først være vanskeligt stillet, men den opmærksomme læser hjælpes jo netop ved, at en given situation opleves på andre måder end den, der er Emanuels, så at læseren ofte ved mere end han og er i stand til at afsløre hans fantasteri og naivitet, også før det bliver klart for alle, at manden er gal. Således kan læseren nok blive forført, men han har muligheden for ikke at blive det.
Denne mulighed forekommer mig særlig tydelig i skildringen af Emanuels forhold til Hansine, og jeg vil derfor gøre nærmere rede for dette forholds udvikling og forløb.
I anden del, tredje bog, ottende kapitel præsenterer Emanuel et idealbillede af et ægteskab og samtidig et billede, der for ham er en naturtro kopi af hans eget forhold til Hansine, han siger herom:
Men af hvis Venskab og – for ikke at bruge et saa gammeldags svulstigt Ord som Kærlighed – af hvis Fortrolighed kan man vel vente at høste sit rigeste Udbytte for sin aandelige Vækst? Mon af den, der ser, føler, tænker og handler ganske som jeg selv? Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg ikke før har anet, som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv, en fra min grundforskellig Opdragelse kan berige min Viden, udvide Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for mig? Jeg tror det – ja, jeg veed det. Jeg taler af dyrebar Erfaring.
Et sådant ægteskab mener Emanuel at kende indefra, og han ved, han har erfaret, at det ikke alene er det lykkeligste for mennesket, men at det tillige er det eneste moralsk forsvarlige. (Modsat Ragnhilds "egoistiske" ideal.)
Men her ved læseren bedre. Er der noget, som netop mangler i Emanuels ægteskab, så er det den gensidige fortrolighed, og hvad angår nogen berigelse af hans viden, så er det jo netop hans manglende vilje og evne til at blive beriget, som gør hans ægteskab ulykkeligt.
At Emanuel ikke har Hansines fortrolighed er på dette tidspunkt ganske klart. Hansine "kendte sin Mands letvakte Begejstring for Tidens nye Ideer og var vant til at være den 67 stumme Tilhører ved hans Udvikling af de store Resultater, han bestandig ventede sig af dem." Hertil kan føjes andre og mere væsentlige eksempler på samme forhold:
Hansine tav. I disse smaa Skærmydsler angaaende Børnene beholdt Emanuel altid det sidste Ord. Han var hende for overlegen i Ordskiftet, havde saa let ved at udtrykke sine Tanker og kunne give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed, at hun – selv naar hun ikke overbevistes – blev bragt til Tavshed af hans Veltalenhed." (Anden del, første bog, første kapitel.)
Cirka 50 sider før Ragnhilds og Emanuels ægteskabsdiskussion har læseren fået et indtryk af, at heller ikke Hansine har Emanuels fulde fortrolighed:
Hun mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker var begyndt at søge deres egne Veje. Hvorhen, de gik, vidste hun ikke, det var, som om hun i den sidste Tid havde mistet hans inderste Fortrolighed. (Anden del, tredje bog, første kapitel.)
Gennem disse citater forstår man, at diskussionen ikke drejer sig om, hvorvidt den ene eller anden form for ægteskab er lykkeligere eller mere moralsk forsvarlig end den anden; hvad Pontoppidan vil vise gennem diskussionen er først og fremmest, at Emanuel lever på en illusion.
Denne illusion er i begyndelsen gensidig. Emanuels første indtryk af Hansine er det, at hun er en inkarnation af stedets natur, han forelsker sig først i hendes udseende, dernæst i hendes simple klædedragt og til sidst i et sværmerisk billede af hendes åndelige adel.
Han havde bare talt med hende et par Gange, og der kom altid en uigennemtrængelig Faamælthed over hende i hans Nærhed, hun akkurat svarede ham paa, hvad han spurgte hende om, og knap nok det. Men der var i denne halvt sky, halvt stolte Utilgængelighed Noget, der satte hans Fantasi i Bevægelse og indgød ham Anelser om en Sjælens Adel, en Følelsens Dybde og Oprindelighed, der ligesom havde faaet hende til at vokse for hans Øjne hver Gang, han paany gensaa hende." (Første del, tredje bog, femte kapitel.)
Som det fremgår af citatet, er Hansine altså låset fast i et ganske bestemt idealbillede, endnu før Emanuel rigtig har talt 69 med hende, og bogens videre handling viser, at han af al magt søger at holde hende fast i dette billede. Når Hansine endelig foretager sig noget aktivt, som f.eks. at tilkalde Doktor Hassing, bryder hun igennem Emanuels illusion, og han reagerer som et forkælet barn, han bliver vred og såret, forstår ikke:
Hans Sind var i det højeste Oprør. Han forstod sig ikke paa Hansine. Han følte sig som ført i et Baghold i sit eget Hjem, skammeligt forraadt af den, på hvem han tryggest burde kunnet lide.
Her var muligheden for at få sin verden "fordoblet", men Emanuel kan og vil ikke gribe den, og forsvarer sig igen moralsk med et burde. Denne hændelse kunne være blevet det første skår i Emanuels illusion, men den bliver begravet under en ny og stærkere, nemlig illusionen om, at "Guttens" død er en prøvelse, sendt fra Gud. Her gælder faderens ord, Emanuel har "intet lært, og intet glemt". Emanuel ser lige til det sidste Hansine som sit livs "gode Engel", og tvivler aldrig om, at hun stedse vil være parat til at "kæmpe og strides" med ham.
Hansine, på sin side, indleder også forholdet med en illusion. Tanken om "at en ung Præst eller Folketaler engang – ligesom Prinsen i Eventyrene – vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens jordbundne Liv" var hende ingenlunde fremmed, idet den "havde tilhørt hendes Drømme fra den allerførste Gang hun, som halvvoksen, var tilstede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge" – og det var virkelig sandt, hvad hendes veninder påstod, "at hendes Drømmes Helt i Vinterens Løb mere og mere havde antaget Kapellanens Skikkelse."
Og selv om Hansine længe tror, at Emanuels interesse for hende udelukkende skyldes medlidenhed, er han alligevel en repræsentant for den verden, hun først har mødt på højskolen, den åndens verden, som hun længes mod og tror at møde i Emanuel. Men medens Hansine langsomt når til en mere realistisk og mindre positiv bedømmelse af Emanuel, holder han, som tidligere vist, krampagtigt fast ved sit idealbillede af hende.
Beskrivelsen af Emanuels og Hansines ægteskab danner altså et eksempel på, hvordan læseren får mulighed for, ja næsten ikke 70 kan undgå, at gennemskue Emanuels fantasteri. Pontoppidan giver sin læser en positiv viden om Hansine, og ud fra den kan han så bedømme Emanuels opfattelse af hende. Det vil her føre for vidt at komme ind på, hvordan det samme fænomen gentager sig i Emanuels forhold til bondemiljøet, til købstadsmiljøet, til opfattelsen af hans egen religiøse mission o.s.v. For alle disse forhold gælder det, at Emanuel kommer med et ganske bestemt billede, som det enten lykkes ham at fastholde, eller som nedbrydes, og da overskylles af et nyt og stærkere drømmebillede.
Med denne gennemgang af Hansines og Emanuels forhold har det været min tanke at vise, at Pontoppidan indtager et ganske bestemt standpunkt over for Emanuel, og at tvesynets muligheder ikke kan være: gal mand eller helgen. Pontoppidan har ved sin "usynlige forfatterteknik" afsløret ham som sværmer og fantast, og på det felt tager han afstand fra ham, siger nej til ham. Tilbage står da spørgsmålet, om han har det tvesyn, Vilhelm Andersen tillægger ham.
Jeg har valgt Pastor Petersens slutmonolog som egnet til at belyse dette spørgsmål, og kommer med denne skikkelse ind på Pontoppidans eventuelle brug af et "talerør" i romanen.
Denne Pastor Petersen, som af Emanuel betragtes som fristeren i ørkenen, er den eneste person i bogen, der giver en sammenhængende kritik af Emanuel og den tid, som efter hans mening har den afgørende skyld i hans skæbne. Hans kritik af Emanuel er dels direkte, dels affattet i mere generelle vendinger.
Den direkte kritik af Emanuel kan koncentreres i det følgende: Emanuel er troskyldig, enfoldig og derfor farlig for samfundet, han er Don Quixotes genganger, og fejlen hos hans omgivelser er, at de tager ham alvorligt; han burde betragtes humoristisk, og hans stræben har været til at le ad.
Den eneste undskyldning, Emanuel har, er den, at han er barn af en "forskruet Tid, et forfjamsket Århundrede," – herefter følger angrebet på tiden i almindelighed. Den er en fremelsker af enfoldighed, af overspændte ideer, excentriskhed og usundt oppustet følelsesliv. Det er de farlige drømmes, de luftige fantasiers og de mørke rædslers koglende spil, der slår ud 71 i den tidsepoke, der på en gang rummer dampmaskinens triumf og romantikkens genfødelse.
Overfor denne dom over Emanuel og hans tid opstiller Pastor Petersen sit eget ideal af en præst, og vi får hans mening om, hvad der kan frelse mennesket, gøre det modstandsdygtigt overfor den usunde tid, det lever i.
Det religiøse ideal formulerer han således: mennesket må have et ubetinget og tillidsfuldt forhold til den nedarvede tro uden at forsøge på nogen bessermachen:
"For os stakkels Hverdagsmennesker er der kun et Bud, en Redning: at tro uden Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tøddel af Skriftens Ord … Jeg forstaar egentlig slet ikke, hvorledes man kan have en Tro, og samtidig føle en idelig Trang til at lave om paa den … Ingen er mig mere imod end de Individer, der gør sig interessante for sig selv og Omverdenen ved at vandre smægtende om i Verden som Vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse Sjæle o.s.v."
(Det kan på dette sted være godt at huske Emanuels udbrud: "Jeg er og bliver en Flygtning her paa Jorden … en Fremmed i min egen Slægt, en mistænkt Gæst mellem Fremmede!")
For Pastor Petersen står det som en præsts væsentligste opgave at lære folk at nyde og elske livet på rette måde, og han føler det i beskedenhed som sin opgave "at bringe folk til bevidsthed, fuld og klar bevidsthed."
Centralt i denne sammenhæng står hans "bekendelse" af selv at have ligget under for tidens åndelige usundhed:
"Endogsaa Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu er gaaet tilgrunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var Guds enbaarne beskaaren for Menneskehedens tunge Synders Skyld – den skulde mir nichts, dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter. Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden Bugt med alle Hjertets Udskejelser, og det sunde, besindige Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæslige og gudsbespottelige Selvplageri."
Hvad vi nu skal undersøge er, om Pontoppidans og Pastor Petersens meninger er identiske, er de det, kan der jo ikke være 72 tale om nogen form for tvesyn: Emanuel er til at le ad, og kun det. Men efter min mening er der det underlige ved Pastor Petersens udtalelser, at de i og for sig kan være meget fornuftige, de vedkommer bare ikke Emanuel.
Emanuel har jo netop ikke Pastor Petersens "bondeblod i årerne", han forsøger af al magt at blive bonde, men mangler dette ene fornødne, netop derved får skikkelsen sit tragiske perspektiv. Emanuel taler og taler om bondens jævne liv, han pløjer og pløjer, men bliver dog ikke bonde. Natur, miljø, og det pontoppidanske tilfælde har svoret sig sammen imod ham og låst ham fast i en situation, han ikke har nogen mulighed for at bryde ud af. Denne petersenske tale må da også snarere opfattes som en advarsel til læseren end som et udtryk for Pontoppidans egen stilling til figuren Emanuel Hansted. På dette felt er Pontoppidan nemlig, efter min mening, langtfra enig med Pastor Petersen. Pontoppidan finder ikke Emanuel latterlig. Han er ganske rigtig ikke nogen Muhammed, men han har i sig så megen offervilje, og straffes så hårdt for sine illusioner, at ordet latterlig er ganske misvisende i denne sammenhæng. Det kan i denne forbindelse også nævnes, at på Ragnhilds spørgsmål, om Emanuel da ikke har været værst ved sig selv, må Pastor Petersen blive hende svar skyldig.
Hvad gælder selve skikkelsen Emanuel mener jeg altså ikke, at Pastor Petersen fungerer som Pontoppidans talerør, og Vilhelm Andersens brug af ordet tvesyn må være rigtigt anvendt i denne sammenhæng. Pontoppidan tager nok standpunkt imod Emanuel og den type, han repræsenterer, men giver ham samtidig så uheldige betingelser for at udvikle sig sundt, at han alene deri stiller sin skikkelse stærkere. Emanuel er ikke alene københavner, han er barn af en romantisk, sværmerisk mor og af en principfast far, denne kombination fører til den "metode i galskaben", som Ragnhild omtaler. Tilmed bliver han anbragt i et miljø, hvor han bliver forført og taget til indtægt for politiske og religiøse strømninger, som ikke har nogen naturlig grobund i ham, og oven i alt dette anbragt i den egn, hvor moderen havde sit "åndelige gennembrud", en egn, der ydermere udmærker sig ved de mest forunderlige naturfænomener og vejrforhold.
73
Den anden del af Pastor Petersens kritik rettede sig mod tiden, og på dette felt er der større sandsynlighed for, at han taler Pontoppidans sag. I virkeligheden former hans tale sig som et koncentrat af de forskellige beskrivelser af tidens åndelige strømninger, og dens hang til "luftgymnastik", som vi finder spredt rundt om i bogen. Til eksempel kan nævnes følgende:
… Samtidig havde et middelalderligt Spøgelse, den mørke Pietisme, rejst sig i uanet Vælde. Egn efter Egn havde – ofte næsten uden Modstand – givet sig Helvedprædikanterne i Vold. Det var, som om den Række politiske Ydmygelser, der var overgaaet Befolkningen, havde lammet Sindene og gjort dem til et let Bytte for det aandelige Ild- og Sværdregimente … Der havde endog hævet sig krigerske Røster for den Anskuelse, at Samfundets hidtil forfægtede Kristendomsopfattelse led af visse Mangler, at den rent ud sagt ikke længer svarede til, hvad et Nutidsmenneske fordrede. Alle Partiets Ord- og Penneførere havde i den sidste Tid haft musetravlt med at underkaste Livssynet en kritisk Revision.
På dette sted kunne Pontoppidan lige så godt have udtrykt sig med Pastor Petersens ord: "Jeg forstaar egentlig slet ikke, hvorledes man kan have en Tro og samtidig føle en idelig Trang til at lave om paa den."
Skildringerne af det religiøse ragnarok, og af de nyopdukkede profeter som Vilhelm Pram og Niels Damgaard rummer iøvrigt et nyt problem i forholdet til bogens to værdisystemer, idet der bag indignationen og ironien anes en personlig stillingtagen og et andet ideal ud fra hvilket disse fænomener forkastes. Men da dette ideal ikke får sin positive udformning i Det forjættede Land, da det vel i det hele taget ikke var Pontoppidan muligt at give det en positiv udformning, må det falde uden for denne undersøgelses rammer.
Der er så meget i tiden, Pontoppidan vil advare imod. Men fordi han vender sig mod en Provst Tønnesens materialisme og åndelige hovmod, forsvarer han ikke Emanuels livsfjerne venden sig mod det hinsidige. Et sådant forhold kan måske med god vilje komme ind under begrebet tvesyn i Vilhelm Andersensk forstand, men jeg har valgt kun at anføre dette ene eksempel på et forhold, der måske kan føre til en fejlagtig bedømmelse 74 af Pontoppidans standpunkt eller mangel på samme, og i stedet koncentrere mig om det, der forekommer mig at være diskussionens væsentligste problem: Pontoppidans syn på Emanuel Hansted, hans skæbne og hans miljø.
