Henrik Pontoppidan til Jørgen Bukdahl
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 30. december 1929

Torpedo under Artisteriet

Kære Hr. Bukdahl!

Det er en rum Tid, siden vi sidst brevvekslede. I de mellemliggende År er De bleven en Skribent med stærkt voksende Berømmelse, hvis Ord har Vægt både hos os og i vore Nabolande. Det har ikke overrasket mig. Der er Gudskelov Ildsjæle, som ikke de vandrigeste Sprøjter formår at slukke. Jeg véd, at De fra et vist Hold har været udsat for en Del af den Slags, og De vil heller ikke i Fremtiden blive skånet for kolde Stråler. Deres sidste Bog¹, hvor De så modigt fortsætter den literære Omvurdering, De begyndte i det lille Skrift om Thomas Olesen Løkken², 2 vil sikkert kalde Angribere frem. Deres skarpe Skelnen mellem Kunst og Kunststykker vil få "Formskærerlavet" til at mobilisere. Vi andre glæder os over, at der endelig lægges Torpedo under Artisteriet. De bruger et Sted i Deres Bog Udtrykket Sprogets Ekvilibrister. Jeg husker, at jeg en Gang i et Brev eller en Samtale med Georg Brandes anvendte det samme Ord om en stor Del af den nyere danske Literatur lige fra J.P. Jacobsen. Det vilde han naturligvis ikke indrømme mig Ret til; men i Virkeligheden var det dér, at Faren for vor Literatur længe lå, og det til Trods for de store Russere, som jo var alt andet end "Stilister", de største af dem allermindst.

Om De kan forsvare den fremskudte 3 Stilling, De har givet mig i Deres Bog³, tør jeg ikke have nogen Mening om. Men jeg er naturligvis glad ved, at De så ypperligt har klarlagt Hensigten med mit Forfatterskab og forstået, at min hele Skribentvirksomhed først og fremmest har været mig et Middel til Selvopdragelse. Heri har jeg altid selv set Forskellen mellem mig og de fleste af mine samtidige i Forfatterverdenen. Jeg har følt – og Følelsen var længe gensidig – at jeg var en Fremmed mellem dem, og talte et andet Sprog. At måle mig med dem faldt mig af den Grund aldrig ind. Når andre sammenlignede os, måtte jeg altid tænke på det gamle Mønstereksempel på Incommensurabilitet, det morsomme Spørgsmål, hvad der er højst, et Tordenskrald eller en Fabriksskorsten. Jeg skulde næsten tro, at De føler Deres Stilling i Literaturen 4 på en noget lignende Måde. Som Deres Skrifttegn er anderledes end andres (og mærkeligt nodeagtige), sådan har De i det hele så meget for Dem selv. Også i Stil og Sprog. Deres Sprog toner. Det slog mig allerede, da jeg læste Deres første skønliterære Småbøger, at Indtrykket var af musikalsk Art. Deres senere, store Bøger har befæstet dette Indtryk. Jeg har måttet tænke på visse, særlig klangfulde Klaverer, hvorom det i Instrumentmagersproget hedder, at de har "Orgeltone". Det gælder også Deres Instrument, som heri er så forskellig fra det meste af, hvad der ellers høres fra vort literære Orkester i Øjeblikket. Skulde jeg gøre en Indvending mod Deres Brug af det, vilde jeg sige, at De måske er lovlig stærk i Anvendelsen af Pedalen.

Nu blot en hjertelig Hilsen med Tak for Bog og Brev og alt. Og mine bedste Ønsker for det nye År.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan