Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land
(1891-95)
I denne roman er fortolkningen blevet dannet, før handlingen tager sin begyndelse. Da Emanuel Hansted ankommer til Vejlby præstegård for at begynde sit virke som kapellan der, er hans livsmål udformet – men kun abstrakt. Romanen igennem forsøger han på forskellig måde at realisere det, der står som halvt opfyldt for ham, den første aften i Vejlby:
Hans afdøde Moders Billede steg op for hans Sjæl og fyldte hans Øjne med Taarer. Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve denne Dag; og han følte det i dette Øjeblik stærkere end nogensinde, hvorledes hun – næst Gud – havde været den, der havde givet ham Mod til at følge Kaldet, som det hellige Ords Forkynder. … (s. 21).
Emanuel er vokset op i et hjem, der er delt mellem faderens, etatsrådens, borgerlige ambitioner og livsførelse og moderens inderlige, religiøse gemyt. Faderen ønsker, at han skal studere jura, moderen at han bliver præst. Emanuel knytter sig uden forbehold til moderens ønsker med ham, som bliver bakket op af en præst i hendes kreds. Hans drengefantasier bliver ledet ind i kristne baner, ridderne bliver til korstogsriddere, der drager ud for at plante Kristi banner blandt hedninge. Bibelen træder i stedet for sagn og eventyr.
Jeg husker, at jeg selv var begyndt at læse i Sagnhistorien og i Krønikebøgerne dengang. Jeg vilde være Soldat og Kriger og forstod sletikke, hvorfor Moder bestandig sagde, at jeg skulde være Præst. Saa en Aften, da jeg spurgte hende derom, strøg hun mig over Haaret og sagde: "Fordi jeg troer, at det er Guds Bestemmelse med dig, min Dreng!" Jeg husker endnu tydeligt det underlige Indtryk, de Ord gjorde paa mig. Den Aften læste jeg for første Gang af mig selv i Biblen. (s. 365).
I sin studietid lever Emanuel tilbagetrukket; han har intet med politisk, litterært eller religiøst engagerede studentermiljøer at gøre, men sigter direkte mod eksamen for at få et kald 127 i en egn fjernt fra København. Det sidste skyldes, at hans mor er død – under et anfald af sindssyge – hvad der isolerer ham i hjemmets liv. –
Det er da med en fanatikers lidenskab og en religiøs romantikers forestillinger (og formuleringer), han træder ind i et kald i Vejlby-Skibberup sogne:
Her var altsaa nu hans Hjem! Over disse Marker skulde han vandre, ind i disse Hytter skulde han træde som Herrens udkaarne Tjener! … O, at han dog maatte blive værdig til den store Gerning, der var ham betroet! At han dog maatte faa Naade til at sprede Velsignelse og bringe Gudsfred, om ogsaa blot i en eneste Fattigmandsstue! (s. 21).
De faste størrelser i Emanuels fortolkning afslører sig først i romanens forløb som så faste, at udtrykket fixe ideer er på sin plads. Men de er nedlagt i ham fra barnsben og ændrer aldrig karakter, selv om de søger udfoldelse i virkeligheden på forskellig vis. De går ud på, at han, Emanuel Hansted, af Gud er særligt udvalgt til at forkynde hans ord blandt de fattige. Det er en personlig ambition i Guds navn.
Inden Emanuel dør som en knækket mand, har hans fortolkning to gange afsat store planer.
Den første bliver til, efterhånden som han finder sin plads i dobbeltsognet, som er socialt og religiøst splittet. Skibberup-boerne er småkårsfolk, halvt landbrugere, halvt fiskere. Det er stridbare gemytter med en stærk selvfølelse, der ytrer sig i oprør mod de vedtagne politiske og kirkelige normer. De er knyttet til det demokratiske bondeparti og den pietistiske religiøse bevægelse omkring provisorieårene, de folkelige bevægelser, der uden for romanen hedder henholdsvis Venstre og Indre Mission. – Provst Tønnesens præstegård, hvor Emanuel bor, ligger i Vejlby sogn. Her dominerer de velhavende storbønder, som er politisk og kirkeligt konservative, ikke meget nidkære i noget. De ynder at blive inviteret til præstegården, hvor Tønnesen og hans datter, Ragnhild, dækker rigeligt op for dem. – De to sogne har hver sin kirke; men Skibberup kirke er tom, når provsten præker i den, for beboerne vender ryggen til ham og holder deres egne religiøse møder i et forsamlingshus.
Emanuel befinder sig ikke godt i provstens hus. Han nærer 128 modvilje mod hans patriarkalske embedsførelse og mod den overlegenhed over for bønderne, han sporer hos Ragnhild. Mellem de to er der en vis erotik i luften, skønt ingen af dem kan se det. De udvikler et kammeratligt drilleforhold, der holder balancen mellem de erotiske muligheder og de antipatier, der krydser hinanden.
Hvad Emanuel vedrørte, saa gik hans Fremtidsdrømme saa højt over den selvbevidste unge Dames Hoved, at hun aldrig blot for et Øjeblik eksisterede i dem. (s. 52).
Han har ikke virket længe i sit embede som kapellan, før han må erkende, at han ikke magter den opgave, han har stillet sig: at træde i hjertelig kontakt med muldets folk. Men så en dag aflægger han besøg i et lille bondehjem i Skibberup. Der træffer han sognets åndelige fører, Væver Hansen, som behændigt lokker ham over på sin menigheds parti. Det gør han ved at knytte sognet til det højeste i Emanuels sind, moderen og hans kaldsfølelse:
"Ja, det var jo rigtignok, forinden hun blev Kapellanens Moder, at hun var det for os Folkevenner, som vi aldrig skal glemme hende, … skønt vi da ogsaa fik Beviser paa, at hun ikke helt slog Haanden af os, fordi hun blev Deres Hr. Faders Kone. Men nu kan De da nok forstaa, Hr. Pastor, hvad for en Stolthed og Glæde der blev hos os, da vi fik at vide, at det var Fru Hansteds egen Søn, vi skulde have til vor Kap'lan. Vi tænkte jo, at det maatte da rigtig blive en Præst efter vort Hjerte. Og vi trængte netop saameget til en saadan Mand her i Sognet … ja, vi trænger rigtig saa inderlig til ham, Hr. Pastor Hansted!" (s. 62).
Emanuel bliver betaget af moderens tilknytning til stedet og af beboernes forventning til ham. Det er ikke svært at overtale ham til at optræde som taler ved et af menighedens møder. Ved siden af kaldsfølelsen drager også det erotiske ham mod Skibberup-boernes kreds. Anders Jørgens, som han besøgte, har en datter, Hansine. Hun er en køn og blufærdig bondepige, og hun har været på højskole, så hun er som skabt til at gå ind i Emanuels drømme om en pige af folket. Det viser sig efterhånden, at hun har tilsvarende drømme, der forbinder sig med ham, og de bliver forlovet – med hele Skibberup-menighedens billigelse. I løbet af denne tid har Emanuel talt ved det første menighedsmøde og ved tilhørernes reaktion 129 fået slået fast over for dem og for sig selv, at her ligger hans kald. – Dette må føre til et brud med provst Tønnesen, og Emanuel indstiller sig på, at han efter en afskedigelse skal leve sit liv som bonde i sin menighed. Men nu griber en højere myndighed ind og drejer forløbet. Bispen, som har politiske ambitioner, er ikke interesseret i, at sognene splittes på hans embedsområde, men ønsker dem samlet og velvilligt stemt mod sin person. Han gennemfører derfor en forflyttelse af provst Tønnesen og anbringer – i pagt med Skibberup-boernes ønsker – Emanuel i Vejlby præstegård. Det er en uventet lykke for ham, idet han nu får den menighed, han ønsker sig, uden at måtte bryde med den officielle kirke. Da han også har en brud af folket for sine erotiske længsler, kan han på enhver måde nære store forventninger til fremtiden. Og de viser sig for ham som et romantisk billede, da han på bryllupsaftenen kører hjem mod præstegården, som sognets folk har illumineret:
Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær og var kommen sig af det første Øjebliks Forskrækkelse, greb han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud, som om det bagved liggende Præstebjærgs mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham …
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget. (s. 161).
Således slutter Første Del, Muld, med at Emanuel går ind til iværksættelsen af sin første store plan. Den går ud på, at han skal forene sin forkyndelse med en særlig livsstil. Han giver i sit embede afkald på en præsts normale økonomiske og sociale status. Af sin præsteløn opretter han en hjælpekasse for fattige, og han lever som en almindelig bonde af gårdens drift. Han engagerer sig i sognets sager og udfører sine embedspligter på den mest ligefremme måde. Præstegården står åben for enhver, enten han så kommer i praktiske eller i sjælelige anliggender. På visse aftener er der folkelige, opbyggelige møder i hjemmet. Hans kone og børn skal som han selv indgå i sognets liv og virke. Hansine er værtinde for de mange besøgende, og børnene opdrages med bondebørn og som bondebørn 130 – endda en del karskere og mindre beskyttede end andre børn; for naturen og Gud Fader tager efter Emanuels mening bedre vare på tingene end pylrende mødre og materialistiske læger.
Sådan har han praktiseret sit kald i de syv år, der ligger mellem Muld og Anden Del, Det forjættede Land. I løbet af denne del af trilogien nedbrydes de forventninger, der blev opbygget i Første Del.
Det begynder med sønnens død. Gutten har i et par år haft øresmerter. Emanuel har til stadighed modsat sig, at han kom under lægebehandling, og har nærmest tvunget ham til at vise sig mere rask, end han var: en rask dreng behøver ikke læge; den slags småting klarer naturen selv, når blot man fæster sin lid til Gud. Da ondet bliver alvorligt, gennemtvinger Hansine, at doktor Hassing bliver tilkaldt; men da er det for sent. – Nu kunne man vente, at Emanuel ville få øjnene op for, hvad hans vildfarelse har ført med sig. Men han fortolker ulykken i den stik modsatte retning, nemlig som en straf for, at han ikke holdt fast ved sine anskuelser:
I sin oprevne Sindsstemning opfattede han Guttens Sygdom som en Prøvelse, Gud havde tilskikket ham, og Barnets Død som Himlens Straf, fordi hans Tro i Nødens Stund havde svigtet, og han i sin Svaghed havde paakaldt Menneskehjælp mod Forsynets ubønhørlige Vilje. Hver gang han tænkte paa hin Nat, da han ude fra Jordhøjen i Haven havde stirret ud i Mørket efter Lygteskæret fra Doktorens Vogn og i sin raadløse Fortvivlelse endog fornægtet det himmelske Lys, skjulte han skamfuld sit Ansigt for Gud. (s. 220).
Fra dette punkt breder der sig i ham en tvivl om, hvorvidt han er sit kald voksen:
Der havde i hans eget Liv været Øjeblikke, hvor han troede at mærke, at Gud havde en særegen Bestemmelse ogsaa med ham. Lige siden han som Barn sad paa sin Moders Skød og hørte hende fortælle om de gamle jødiske Profeter, hvis Mund Gud signede, havde Drømmen om at være en saadan udvalgt aldrig helt forladt ham; og han kunde heller ikke nu komme bort fra, at Gud med Guttens Sygdom og Død havde villet stille hans Tro paa en endelig Prøve … Ak, men han havde været for svag! – – – – (s. 228).
Tvivlen om sin udvalgthed bliver i stedet for til en usikkerhed 131 om, hvorvidt han befinder sig i det rette miljø, og om den folkelige sags fremtid. Dertil kommer en erotisk usikkerhed.
Ragnhild Tønnesen kommer på beøg på egnen, hvor hun opholder sig hos doktor Hassing. Hun og den forfinede kultur, hun repræsenterer, og som Emanuel er opdraget i, bringer uro ind i hans forhold til sognet og til Hansine. Han kalder dragningen mod Ragnhild for djævelens røst; men han har ikke overvundet den, fordi han har givet den navn.
Samtidig skuffes hans forhåbninger til den politiske sag og til hans gerning i sognet. Samme dag Gutten bliver begravet, når meddelelsen om det reaktionære statskup frem. Emanuel havde nu ventet et oprør fra bøndernes side, men de bliver siddende og taler taktik. De samfundets udskud, han hjælper med penge og pleje, retter sig ikke det ringeste og tillægger ham endda politiske motiver til at hjælpe. Væver Hansen, hvis had til enhver form for overklasse i sin tid bragte provst Tønnesen til fald, retter sig nu i et skjult arbejde mod Emanuel. Da han står i bekneb for hjælp til gårdens drift, er pludselig ingen parat til at træde til, og han må da ty til en udstødt sognerådsformand. Nu er ikke alene han utilfreds med sognet, men sognet er også utilfreds med ham. Modsætningsforholdet bryder endeligt frem ved et folkeligt møde, hvor Emanuel bebrejder bønderne deres svagheder, og hvor Væver Hansen svarer med at hænge ham ud som en af de bedrevidende overklassekøbenhavnere, der nedlader sig til at snylte på bøndernes velvilje.
Dermed er hans stilling som præst i Vejlby-Skibberup sogne umulig. Da han forbereder sig på at flytte til København, viser det sig, at Hansine ikke vil med. Hun er klar over, at Emanuel drages mod Ragnhild og sit gamle miljø, hvor hun ikke kunne finde sig en plads. Hun vil i stedet flytte ud til en ungdomsveninde og anbefaler Emanuel at bosætte sig med børnene hos hans far. Han går ind på planen, som også bliver vel modtaget af faderen og af søsteren Betty, som skal passe børnene. Men hans reaktion på deres breve viser, at selv om den store forhåbning fra brylluppet synes nedbrudt, så er kernen i fortolkningen tilbage. Han bliver utilfreds og urolig, da Betty lader den formodning skinne igennem, at han nu har 132 forladt sine yderliggående religiøse anskuelser og skulle være parat til at gå ind i det akcepterede københavnske kirkeliv. Det er ikke tilfældet. Han drømmer stadigvæk om at være Guds udvalgte tjener, en enestående fornyer med et eller andet budskab.
Mellem Det forjættede Land og Tredje Del, Dommens Dag, ligger halvandet år, hvor Emanuel opholder sig i København. I denne tid er han nok blevet klar over, hvad han ikke vil. Han har afslået tilbudene om embede, og han mener at have renset sin tilbøjelighed for Ragnhild så meget ud af sig, at han vil kunne vende tilbage til Hansine. Men han mangler en positiv retning og den absolutte følelse af at være kaldet, der er nødvendig, for at han kan skabe planer for sin fortolkning. Det han mistede ved Guttens død.
Efter ankomsten til Sandinge vinder han i en eksalteret vågenat frem til den klarhed, der ligger i at skille fortidens gøremål fra fremtidens, selv om man ikke kender de sidste:
"… Ja, Gud har været mig god! Der gik jeg saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at vandre i Jesu Fodspor … og agtede ikke paa, at jeg fulgte dem i den fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjertedør, som Kristus har aabnet for os med Ordet: Mit Rige er ikke af denne Verden!" (s. 315).
Efter dette vinder han større og større selvsikkerhed ved at fortolke sig selv og sit liv i store religiøse skikkelsers billede – mens hans omgivelser fortolker ham som en fortsættelse af moderen, der endte i sindssyge.
Også han selv knytter stadigvæk sin skæbne til moderen; men han opfatter hende ikke som en, han kan have arvet anlæg til sindssyge fra, men som hjælperen i nødens stund.
Det er nu hændet mig saa ofte i mit Liv, naar jeg syntes, at alt blev mørkt og uvejsomt omkring mig, eller naar jeg saadan rigtig trængte til en Bekræftelse paa min Tro og mit Haab, … saa har Mo'er paa en eller anden Maade givet mig et Vink, rakt mig en hjælpende, trøstende eller vejledende Haand fra den anden Side af Graven. (s. 315).
En sådan vejledende hånd får han den første dag i Sandinge, 133 idet han slår op i en af moderens bøger på et sted, hvor hun har efterladt et mærke, og der læser om en from jøde, der har opfattet sin timelige modgang som sin sjæls frelse og takket Herren derfor, "– Verdens Børn til Forargelse." – Da pastor Petersen giver ham endnu et tilbud om at træde ind i kirken igen, opfatter Emanuel ham som fristeren i ørkenen og reagerer som Jesus gjorde over for djævelen ved den lejlighed.
Denne fristelse har han ikke så svært ved at vise fra sig. Vanskeligere er det at få bugt med den kødets dæmon, der igen begynder at virke i ham, da Ragnhild dukker op ved Pastor Petersens side. I stedet for at overvinde den, beslutter han at flygte fra den ved at genoptage samlivet med Hansine så hurtigt som muligt, opgive sine højtflyvende forhåbninger og lade sin fortolkning i stikken:
Han maatte ydmygt erkende det for sig selv, – han var for skrøbeligt et Ler, for svag en Aand til at være Guds Vældes Tolk, hans Vredes Flammesværd, hans Barmhjertigheds kaldende Røst i Ørkenen. Men han vilde ikke derfor klage. Glad og taknemlig skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene, kun kendt af Gud, glemt af Verden, vejret hen som et navnløst Blad, en klangløs Tone. (s. 348-49).
Det næste der sker er, at Emanuel modtager Hansines brev om, at hun vil skilles definitivt fra ham. Det må naturligvis kuldkaste den plan, han lige har lagt. Da det sker, træder for sidste gang i romanen Emanuels særlige fortolkningssystem i funktion. Han har lige indset sin skrøbelighed og derfor besluttet sig til at leve et jævnt liv med Hansine. Så viser det sig altså, at Hansine ikke mere står til hans disposition. Det vender helt op og ned på hans vurdering af sig selv: i stedet for at fastholde sin middelmådighed og indrette sig med den uden Hansine, så opfatter han hendes beslutning som et udslag af Guds vilje, ikke til sit fald men til sin genrejsning. Han genoptager historien om den fromme jøde og antager hans historie for sin egen.
"Det var om en from Mand i Jødeland, der gennem hele sit Liv ydmygt havde søgt Gud og fulgt hans Veje – Verdens Børn til Forargelse. Og dog slog Herren ham Saar paa Saar, indtil han var hjemløs her i Livet som Fuglene paa Havet. Og der stod, at først da fattede han Guds Vilje med 134 ham og gik ind i Templet, hvor Herren i et Syn bød ham forkynde Dommen over det ulydige Folk. – – Den Fortælling har jeg siden ofte tænkt paa. Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv. Jeg føler det nu … ogsaa mig har Gud længe kaldt paa. Ogsaa mig har han med sin tugtende Haand maattet fravriste alt … alt, indtil nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham." (s. 365).
Emanuel fortolker altså begivenheden som Guds kaldelse og ikke som en ulykke for sig. Da Betty spørger, hvilke praktiske konsekvenser dette vil få, hvad han nu vil tage sig for, svarer han:
"Fuldkomme den Gerning, Gud giver mig at gøre. Andet veed jeg ikke. Min Vilje er i hans Haand. (…) Men jeg har bedet Gud om et Tegn, at jeg kan være beredt." (s. 366).
Dette tegn kommer Væver Hansen med. Han overvinder hurtigt Emanuels gamle vrede mod sig og udpeger ham derefter til at være den, der nu skal samle de mange indbyrdes, stridende trossamfund – idet han specielt henviser til et forestående religiøst folkemøde på Sandinge højskole. Væveren foregiver at tale med en dunkel myndighed:
"Ja … saadan en indvendig Røst, som jeg ikke siden har kunnet blive kvit. Immer er den bleven ved at minde mig, og jeg fik ikke Fred, før jeg var taget herover for at snakke med dig. Det var ligesom der laa en hel Betydning deri. Hver gang jeg med Bekymringsfuldhed har tænkt paa dette Vennemøde, var det ligesom En sagde til mig: Emanuel, han er Manden! Han har Myndigheden! – –"
Emanuel hørte intet længer. Han havde bøjet sig fremover i den heftigste Sindsbevægelse.
Tegnet! tænkte han, mens en hellig Indvielses Gysning sænkede sig ned igennem ham. (s. 374).
Da han har fået tegnet, hvilket vil sige, at hans fortolkning bliver imødekommet udefra, er den anden store plan i hans liv straks parat. Den går ud på, at han skal gøre den splittede menighed på Sandinge højskole til sit samdrægtige følge. Programmet er, at Guds rige ikke er af denne verden, en venden sig bort fra alle praktiske og sanselige interesser mod en pietistisk frelse i Kristi efterfølgelse.
Når Emanuel tidligere i romanen har gjort begivenheder i 135 den fysiske verden til led i den guddommelige viljes handlingsmønster – og dermed unddraget sig deres realistiske konsekvenser – så har man kunnet karakterisere ham som en religiøs fantast. Men her går fantasteriet ind i en ny og definitiv fase. Det bliver sindssyge. Betty opdager det straks; hun har allerede fået bange anelser ved at høre Emanuel bevæge sig i sit værelse på samme måde som moderen, og da han endelig kommer ud og fortæller hende om kaldelsen, er hun ikke i tvivl om, at han er i færd med at gennemleve moderens sygdomsforløb.
Den overbevisning, Emanuel igen har om at være Guds udvalgte forkynder, får ham til at undlade at forberede sig til mødet på højskolen. Han nærer en blind tillid til, at Gud vil indgive ham det rette ord i rette tid. Hans tillidsfuldhed bliver støttet fra samme side som altid, af moderen:
"Det var for lidt siden, da jeg sad ude i Haven. Min Sjæl var urolig og angstfuld … Da kom hun i sin Lysskikkelse henimod mig, tog mig om Hovedet og kyssede mig paa Panden. "Min Velsignelse," sagde hun." (s. 386).
Da han endelig står på talerstolen foran den spændte forsamling, venter han i mere end et minuts anspændt koncentration på, at Guds indgivelse skal komme. Men den udebliver, og Emanuel bryder sammen.
Der løftede sig i dette Øjeblik ligesom et Lettelsens Suk fra den store Forsamling. Det var, som befriedes de alle fra en sammensnørende Angst ved at have faaet Vished for, at det ikke var nogen gudesendt Profet, men slet og ret en gal Mand, de havde for sig. (s. 389).
Efter dette går han som bedøvet ude i de øde Hammerbakker. Hans bevidsthed rummer intet andet end en dommedagsvision. Men da er hans vanvid et øjeblik ved at løfte sig op endog over dette. Han ser sig selv som den af mængden korsfæstede Kristus, og den netop brudte fortolkning begynder at røre på sig igen. Dog kun for et øjeblik.
I det samme huskede han alt, hvad der var sket, og han satte sig ned i den vaade Lyng og græd som et Barn. (s. 392).
Nu hvor virkeligheden bryder ind over ham med uomgængelig kraft, knækkes hans livsvilje, og han beder til Gud om at blive taget i hans skød. – Et par måneder senere dør han. I 136 sine sidste bevidste timer har han været fyldt af fortvivlelse over de muligheder, han har forspildt. Da er det Vejlby præstegård, han tænker på. –
Man kunne tro, at den sindssyge, der bryder frem hos Emanuel i Dommens Dag, i sig selv angav værdien af hans fortolkning, idet den jo gør også hans virksomhed i Vejlby præstegård til noget andet end et religiøst fantasteri, nemlig til et forstadium til sindssyge. Romanens kritik af Emanuels fortolkning tager imidlertid ikke sigte mod hans sygdom, så den kan foreløbig lades ude af betragtning.
Pontoppidans vurdering af Emanuels fortolkning gælder det almenmenneskelige i hans fremfærd. Det gør ikke kritikken mere forbeholden. Der gives ganske vist undskyldninger for Emanuels løben grassat, og dem har man altid hæftet sig meget ved. De vil også blive inddraget i denne sammenhæng, nemlig når der bliver gjort rede for romanens episke kræfter. Men foreløbig vil jeg i forbindelse med dem sige, at den moralske vurdering, man anlægger, når man opvurderer Emanuel Hansted ved at undskylde ham ved hans arvelige belastning, hans upålidelige omgivelser og tidens syge, den vurderingsmåde er nok anvendelig, når man skal indstille personer til socialhjælp eller invalidepension: han kunne jo ikke gøre for det! Men den måde at vurdere på er uanvendelig og vildledende, når det gælder om at angive den værdi, et menneske har som offentlig person og som eksempel.
Emanuels værdi i den henseende bliver angivet af pastor Petersen, som går under navnet Pater Rüdesheimer. Inden jeg refererer hans vurdering, påhviler det mig at vise, at den svarer til romanens, at Pater Rüdesheimer med andre ord er Pontoppidans talerør1.
Han siger om sig selv:
"Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke desmindre har jeg – og dette er min eneste, men sidste Anfægtelse! – en uovervindelig Skræk for Ordet og dets besnærende og bedøvende Magt. Vorherre bevare mig for i Forbindelse med min egen ringe Person at tale højttravende om Kald, Mission og sligt. Og dog maa jeg sige, at jeg i Beskedenhed føler det som min Opgave – baade som Præst og som 137 Menneske – i det smaa og i det stille at bidrage til at bringe Folk til Bevidsthed … til fuld og klar Bevidsthed." (s. 403).
Dette sted bør man hæfte sig ved, for dets udsagn svarer til Pontoppidans hensigt som forfatter, og det omtaler den moralske baggrund for hans ironiske, antipatetiske stil. Denne holdning er baggrunden for, at Pater Rüdesheimer ikke er skildret som et pragteksemplar af et menneske – sådan som f. eks. Dannemand i Ivar Lykkes Historie – men som én, der gennemfører sine hensigter med underfundighed, en satyr og en Hanswurst.
Vil Pontoppidan bringe sine læsere til bevidsthed, så vil Rüdesheimer det med Ragnhild – over for Emanuel. Det er derfor, han er rejst til Sandinge. Han siger, med den lille ironiske drejning, der får hans ord til at passere i Emanuels og Ragnhilds nærvær: "Betænker man tillige det overvældende Indtryk af disse "vildt romantiske Naturomgivelser", som vi alle her har for Øje, vil man sikkert forstaa, at jeg har følt det som min Pligt at tilbyde Uskyldigheden den Beskærmelse, som saavel min gejstlige Distinktion (…) som mit graanende Hovedhaar forhaabentlig selv i dette moderne Sodoma vil kunne yde den."
Det lykkes saa godt for ham, at han kan forlade Sandinge og bogen med disse ord: "jeg har heller ikke mere at gøre her." – Det siger han som afslutning på en lang samtale med Ragnhild, hvor han afslutter sin bedømmelse af Emanuel og af samtiden. Og den har bragt Ragnhild til bevidsthed:
Hun var selv idag begyndt at forstaa sit Hjerte i dets Forhold til Emanuel Hansted, – forstaa den Blanding af Foragt, Medfølelse, Had og virkelig Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod hun nu med Rædsel, at ogsaa hun – selv hun! – havde ligget under for den Afsindets Magt, den Enfoldighedens Fortryllelse, som Pastoren nys talte om. (s. 399).
Pater Rüdesheimer har gennemskuet Emanuels væsen. At han giver den bedømmelse af ham, som romanens skildring lægger op til, kan jeg dårligt bruge som argument for hans 138 funktion som talerør, for det er jo, hvad der skal bevises. Men hans handlinger i romanen forudser også begivenhedernes gang, og dermed fortjener hans dømmekraft den højeste tiltro. Han rejser til Sandinge for at beskytte Ragnhild mod Emanuel, mod afsindets magt, enfoldighedens fortryllelse. Det vil sige, at han har forstået, både hvor det bærer hen med Emanuel, og den dragning han udøver på Ragnhild. Begge dele viser sig senere som realiteter i handlingsforløbet. Har Pater Rüdesheimer således med sin indsigt kunnet foregribe begivenhedernes gang, må hans vurdering af dem, når de er sket, også have al mulig autoritet, ikke mindst når han har samme etiske mål som den, der har tilrettelagt handlingsforløbet.
Man kunne nu undre sig over, at Pontoppidan har valgt en ortodoks præst til at afsige dommen over sin hovedperson. Men det har den rimelige grund, at hele romanens problematik drejer sig om præst og menighed, om forkyndelse af den kristne tro og folket. Her kommer det ikke an på tro eller ikke-tro, men på en forsvarlig holdning i et givet folkeligt religiøst miljø. Og der er en præst mere kvalificeret til at dømme end f. eks. en ateistisk læge. Sådan en er jo ellers til stede i romanen: Hassing. – Til at forstå Emanuel er Pater Rüdesheimer desforuden særlig kvalificeret, for han har som ung været inde på den vej, Emanuel følger.
Megen af Rüdesheimers kritik er rettet mod tidens dårskab og ikke direkte mod Emanuel. Da det er Emanuels fortolkning, der her er til bedømmelse, lader jeg tidskritikken glide i baggrunden – med den bemærkning, at romanens hovedperson har sin plads, fordi han er et typisk, omend ekstremt udtryk for sin tid. Så taler man om den ene størrelse, taler man i virkeligheden også om den anden.
Først tager Pater Rüdesheimer ædelheden ud af Emanuels idealisme. Hans underkendelse kan virke ondskabsfuld, men den er adækvat. Den er i bogen anbragt lige før et omslag i Emanuels planer, som kommer til at give Rüdesheimer ret: hans pludseligt nyvakte kaldsfølelse ved Hansines afslag og hans beslutning om alligevel at ville realisere sin ambitiøse fortolkning. Pater Rüdesheimer siger, før det sker, om Emanuels ofren sig for sin overbevisning:
"For mig er sligt kun et 139 sørgeligt Vidnesbyrd om, at Begrebsforvirringen og Jeg'ets Forgudelse har naaet Storhedsvanviddets Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slappet Viljes ynkværdige Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg veed af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive Profet og Helgen, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg veed, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med sine Omgivelser, – hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!" (s. 352).
Dette kunne for så vidt være en privat sag; men Emanuel er jo mere end privatmand. Han har magt over andre menneskers sind:
"Ja, den Magt, som Enfoldighed, forskønnet af Troskyldighed, desværre altid har over ubefæstede Sjæle, og som gør saadanne Folk som Emanuel Hansted til nogle af Samfundets farligste Personer." (s. 397-98).
Og så kommer den endelige vurdering af Emanuels fortolkning:
"Fejlen er vel overhovedet den, at man opfatter slige Fænomener altfor alvorligt istedetfor straks at betragte dem fra den humoristiske Side. Det er maaske, naar det kommer til Stykket, Nutidsmenneskets allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans. Ret betragtet har dog Emanuel Hansteds hele Stræben nærmest været til at le af, hans Liv en Række lavkomiske Scener. Med fuld Ret kunde der engang, naar han dør, skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men ikkedesmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten." (s. 398).
Denne vurdering bliver ikke modsagt hverken af nogen person eller af nogen begivenhed i bogen. Men det bør bemærkes, 140 at den kun drejer sig om Emanuels fortolkning, og at den ikke er den endelige dom over hans person som helhed. Den kan ikke afsiges, uden at de formildende omstændigheder er anført, og de går ud på, at Emanuel er offer for nedarvede egenskaber og en forskruet tid.
Ligesom fortolkningen er indtruffet, før romanens handling tager sin begyndelse, har Emanuel også mødt sin skæbne, før han træder frem for læserens øjne. Det er sket helt tilbage i hans barndom, for da han bliver kapellan i Vejlby-Skibberup, er der intet føjet til de forestillinger, hans mor har indgivet ham. –
Emanuels skæbnefortolkning er enestående for en naturalistisk roman. – Som nævnt omfatter Niels Lyhnes, Anton Hastings og William Høgs skæbner kun i deres bevidsthed en forestilling om, hvordan de skal bruge deres liv. De og deres forfattere er ateister og benægter tilstedeværelsen af en højere ordnende magt i tilværelsen, som mennesket skulle kunne bringe sin personlige eksistens i harmoni med. Emanuel Hansted derimod er troende kristen. Hans skæbnefortolkning beror på en overbevisning om, at han ved at handle, som han gør, udfører en højere magt, Guds, bestemmelse med sig. Deri består følelsen af at være kaldet. Emanuels skæbnefortolkning svarer altså til dem, der er til stede i romantismens romaner. Men det gør Pontoppidans skæbnefortolkning ikke. Romanen om Emanuel Hansted går netop ud på at vise ham som et menneske, hvis skæbnefortolkning er en illusion. –
Skæbnen har en ekstrem psykologisk virkning i denne roman med en mere og mere sindssyg hovedperson. Det er dog ikke anderledes, end at den følger det normale mønster, men med skizofreniens ubegrænsede omfortolkning af begivenhedernes virkelige sammenhæng.
Emanuels skæbnefortolkning giver ham en vurdering af sig selv og anviser ham hans mål i tilværelsen. Målbevidstheden og troen giver ham ro i hans stræben efter de rigtige udfoldelsesmuligheder; men overbevisningen er samtidig så dominerende i hans bevidsthed, at han ikke betragter begivenhederne som udtryk for selvstændige kræfter og interesser, men fortolker 141 dem som dele af sit personlige skæbnemønster. Eksemplerne er legio, jeg vil blot nævne dem, der har været omtalt i andre sammenhænge: Væver Hansens lokketaler, sønnens død af øresygdommen, Hansines afslag om at genoptage samlivet. Disse ting har hver sin fornuftige forklaring; men Emanuel læser dem som Guds tegn til sig og befæster sin skæbnefortolkning ved hver fordrejning, hvilket samtidig vil sige, at han isolerer sig fra omverdenen – og ender i skizofreni.
Når han den første tid som kapellan i Vejlby præstegård og under opholdet i København ikke føler sig sikker på at være på rette vej, så er han stedt i den uro, der kommer af uvisheden om, hvorvidt han nu følger sit skæbnemønster. Er han på vej ud af den sammenhæng, skæbnen har skabt i hans liv? I så fald: hvordan finder han tilbage til den? – Og jo større uro, desto større trang til at læse tegn, der viser skæbnens veje.
Da skæbnefortolkningen bryder sammen ved romanens slutning, er der intet tilbage, der kan holde hans personlighed intakt. Al den sammenhæng og vitalitet, han krampagtigt har mobiliseret, forsvinder fra ham. –
Eftersom Emanuels skæbnefortolkning er en frugt af en mere og mere sygelig bevidsthed, er det uden videre klart, at den ikke omfatter de herskende episke kræfter i romanen. De nedbryder jo netop ved deres forløb hans skæbne. Handlingen er lagt således til rette, at jo mere Emanuel fortolker begivenhederne som Guds tegn til ham, desto klarere bliver det, at han er offer for helt andre magter. Det tjener til hans undskyldning, for de ligger uden for det område, hvor den menneskelige vilje kan udrette noget. På denne måde bliver de også betragtet af Pater Rüdesheimer og Ragnhild i deres afsluttende samtale, og dermed bliver Emanuel til noget andet end en Don Quixote:
"De dømmer nu saa haardt. De glemmer, at han i hvert Fald har den Undskyldning at være sin Moders Søn."
"Aa, ja! Og baade Moder og Søn har den Undskyldning at være Børn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben … hvori overspændte Ideer, hysterisk 142 Lamenteren og al Slags ekscentrisk Vindmageri bliver beundret som Udtryk for den sande, gudbenaadede Genialitet. Dersom Vorherre paa Dommens Dag virkelig tager mod Undskyldninger … ja saa kan Emanuel Hansted ganske vist fremføre som en formildende Omstændighed, at han var et Resultat af vor Tids usundt, oppustede Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa tilgrunde." (s. 398).
Det er moderens sindssyge og den forskruede samtid, som er genstand for romanens og Pater Rüdesheimers detaljerede og krasse kritik; disse ting fører ham frem til hans sørgelige endeligt. Ligesom i Haabløse Slægter er det altså en genetisk arvelighedslov og en lov om miljøets indflydelse, der er de afgørende episke kræfter i Det forjættede Land. Hos Bang rettes en anklage mod den forudgående generation, hos Pontoppidan gælder det først og fremmest samtiden. Men i princippet er de to romaner ens på dette punkt. Deres handlingsforløb er bestemt af deterministiske love, dem, der efter deres forfatteres mening behersker tilværelsen.
I Det forjættede Land er der imidlertid en række tilfælde, som ikke lader sig fortolke ud fra dette synspunkt, og som i det hele taget er vanskelige at komme til rette med. Jeg tænker på de naturfænomener2, der undertiden indtræffer omkring Emanuel: Solen, der danner glorie bag hans hoved for derefter at dele sig i tre; uvejret, der bryder løs i det øjeblik, han ved det store møde siger Jesu ord på korset. Disse tilfælde kan ikke forstås som udslag af deterministiske love, der er bundet af sandsynlighed. – De peger ganske tydeligt hen mod – for en tid – at gøre Emanuel lige så Jesus-agtig i andre menneskers øjne, som han er det i sine egne. Dermed stilles disse mennesker – deriblandt læseren – på en hård prøve med hensyn til at blive forført af Emanuels fortolkning – og det er just meningen. Men man må sige, at Pontoppidan til sit hæderlige mål her griber til kunstneriske midler, som godtfolk ikke plejer at kalde hæderlige. Det er nok ikke for ingenting, han lader Pater Rüdesheimer gå ind for jesuiterloven!
