Tidskritikeren Pontoppidan
Bent Haugaard Jeppesen: Henrik Pontoppidans samfundskritik. Studier over den sociale debat i forfatterskabet 1881-1927.
Gads forlag.
Vel vidende at den politiske og sociale side slet ikke er den vigtigste hos Henrik Pontoppidan har Bent Haugaard Jeppesen sat sig for at efterprøve hans berømte tvesyn på netop det område. Hvis man siger at Haugaard gerne vil have Pontoppidan gjort radikal er det ikke forkert, men dog en uretfærdig forenkling, for en af dyderne ved hans bog er at den ikke overbelaster sine synspunkter. På den anden side er der en uklarhed i selve undersøgelsens anlæg og gennemførelse som frister en til at forenkle når man skal karakterisere den. Men man tror alligevel at man forstår Haugaard: Ånden i Pontoppidans værk er tit oprørsk, som Georg Brandes sagde, og kan det da så for pokker ikke også påvises uden om dette forbistrede tvesyn at manden egentlig alle sine dage var en god radikaler?
Med den unge Pontoppidan er der let spil. Som samfundskritiker i 80erne var han jo simpelthen, som Haugaard siger, den voldsomst angribende digter vi har haft. Pontoppidan satte selv en bog som Fra Hytterne meget højt, ved en bestemt lejlighed1 kaldte han den ligefrem for sin bedste bog, om end han fandt grund til at beklage at der var mere følelse end forstand i den. Man kan naturligvis ikke give Pontoppidan medhold i denne vurdering, og dog er den ikke så urimelig som den umiddelbart kan lyde, Pontoppidans ungdomsdigtning har vitterligt hvor den er bedst en friskhed som hans hovedværker ofte må savne. Men endnu mindre kan man deltage i Pontoppidans beklagelse over at Fra Hytterne er følelsesbetonet. For det er oplagt at det just er det utvetydige engagement – altså: det manglende tvesyn – i forbindelse med det elementære og centrale sigte som giver bogen kvalitet. Tydelighed er og bliver naturligvis en kunstnerisk dyd. Hvad ellers?
Hvis man nøjere skal bestemme hvad det er som har bevaret denne åbenbare tendensdigtning, kan man med Haugaard pege på at Pontoppidan aldrig idealiserer de fattigfolk han tager parti for, men har et klart blik for hvad selvrespekten betyder for dem. Netop 72 for dem som er på bunden. Den er vigtigere end en forbedring af de sociale forhold. Pontoppidan interesserede sig ikke for socialistiske teorier, nogen tro på at menneskers vilkår afgørende kan ændres ved kollektive foranstaltninger havde han heller ikke, end ikke i 80erne. Hans holdning dengang er os altså ikke så fjern i dag, hvor vi jo heller ikke synes vi behøver tro på menneskets fundamentale godhed eller på det fuldkomne samfund for at hævde nødvendigheden af radikale, sociale indgreb. En individualistisk socialisme som Pontoppidans i 80erne er i hvert fald i praksis en mulig holdning netop nu.
Men hvad finder så Haugaard at hælde sit hoved til hos den senere Pontoppidan? Ikke meget. Og det indrømmer han blankt. Skønt den politiske og sociale diskussion ikke nogensinde helt forstummer hos Pontoppidan, så forsvinder den umisforståelige tendens og det bliver med årene stadig vanskeligere at fastholde hans opfattelse af aktuelle samfundsanliggender. Personlighedsproblemet træder i forgrunden og med det sætter tvesynet ind. Nattevagt fra 1894 bliver for lange tider den sidste politiske Pontoppidanbog. En bog om den absurde troskab kalder Haugaard den – Pontoppidans desperate forsøg på at fastholde de revolutionære anskuelser han nærede i sin ungdom.
Haugaard må da samle sig om enkelte skikkelser i værkerne: Væver Hansen fra Det forjættede Land, Enslev fra De Dødes Rige og Thorsen fra Mands Himmerig. Han fremhæver Pontoppidans utvivlsomme sympati for stejle og kompromisløse naturer og gør det uden at skjule hans påvisning af, hvordan disse forkæmpere for almenvellet som regel kommer til kort i samlivet med deres nærmeste. Væver Hansen, den hadefulde, evigt mistænksomme, på én gang nøgterne og lidenskabelige, komplicerede og ensporede landsbyagitator, har man ikke før set opfattet så klart. Ret beset er væveren konsekvent, hans inderste hensigt bag de utallige intriger og taktiske svingninger er intet mindre end den sociale revolution, hævder Haugaard. Den opfattelse er ny, og man tager den til sig.
Det er en kendt sag at Henrik Pontoppidan i stigende grad skuffedes af det moderne gennembrud og at hans skuffelse steg til tvivl på selve værdien af dets ideer. Og dog er det, som Haugaard rigtigt betoner, på det politiske område næsten udelukkende venstrefløjen Pontoppidan interesserede sig for. Han forblev solidarisk med radikalismen, indforstået i princippet. Den lidenskab hvormed han efterprøvede dens ideer og resultater røber det naturlige tilhørsforhold, ikke mindst da han med Mands Himmerig endte i bevægelsens oppositionsgruppe.
I det lange løb kniber det altså slemt for Haugaard at finde dækning for Pontoppidans radikale sympatier. Og da værkerne i det store og hele svigter ham på grund af deres underfundighed, går han uden for dem og deres tvesyn og bruger avisartikler, erindringer, breve 73 og interviews til at belægge Pontoppidans radikalisme med. Og her er sagen jo klar. Der kan ikke være tvivl om at Pontoppidan personlig alle sine dage følte sig som radikal. Jeg er radikal af natur, sagde han selv2. Så sent som i slutningen af 30erne vender han i sine erindringer tilbage til provisorietiden, mindes Christian IX som lod holde generalprøve på de europæiske diktaturer, og folket som desuagtet lod kongerøgelsen bølge om ham som i enevældens tid. Og harmen blusser igen op i ham! Hvor velgørende er det ikke at læse. Hvilken varmende og trofast vrede hos den ældgamle mand!
I sådanne ikke-kunstneriske kilder kan man hente sikre vidnesbyrd om Pontoppidans personlige synspunkter. Haugaard benytter sig flittigt af dem, og det er i sin orden. Uden for værkerne var Pontoppidan tydelig nok, og han var radikal. Og – fristes man til at mene – til tider så forbavsende banal at han kunne blive intetsigende. Det er også i sin orden når Haugaard benytter disse kilder til at påvise hvor Pontoppidan havde sit stof fra og hvor økonomisk han var med det.
Men desværre gør Haugaard brug af Pontoppidans journalistik på endnu en facon. Det forekom nemlig at Pontoppidan i en avisartikel hævdede det samme som han siden i anden sammenhæng lod en af sine romanpersoner sige. De overensstemmelser vil nu Haugaard bruge til at bevise at det altså var den person Pontoppidan egentlig holdt med, han skrev jo selv det samme i Politiken.
Her må man protestere og af fuld hals. Pontoppidan har intet talerør blandt sine personer og tog selv klar afstand fra den metode Haugaard således benytter. Det eneste man kan bygge en fortolkning på er grundstemningen i det værk jeg skrev, sagde han3. Alligevel vil Haugaard ikke respektere den adskillelse af mand og værk, af mening og kunst som Pontoppidan insisterede på.
Når disse undersøgelser af Henrik Pontoppidans personlige standpunkter altså ikke kan bruges til at dirke hans værker op med, har de da overhovedet nogen interesse? Ja, det har de forsåvidt. De kan lette forståelsen af hans tvesyn. Om tvesynet siger Haugaard drillende at det var Pontoppidans indrømmelse til naturalismens objektivitetskrav, – det var visselig andet og mere, men måske der efterhånden er talt så meget om det at det er ved at blive til en kliché. Måske der i selve ordet ligger en antydning af at Pontoppidan led af en ubodelig, indre rådvildhed og aldrig kunne se en sag for lutter to sider. Og intet kan jo være mere forkert.
Tvesynet var ikke en temperamentssag, Pontoppidan ikke en vred ung mand som med årene blev til en skarpsindig flegmatiker. Hans tvesyn er en kunstnerisk teknik, han indarbejder det gennem talløse rettelser og omskrivninger, gør sig al tænkelig umage for at skjule sin egen mening, så læseren ikke kan slippe for at svare på hans værker med sit eget liv. Men tvesynet udelukker hverken tendens eller tydelighed i enkeltheder. Tænk bare på Lykke-Per som 74 kan have en grovhed i sine pointer, en patos og stedvis en moraliseren som næsten gør en flov på forfatterens vegne.
Det kan være nyttigt nok at vide at Pontoppidan selv mente noget, for så forstår man dog, om ikke på anden vis, at objektiviteten i hans værker ikke sprang ud af et neutralt gemyt, men af et lidenskabeligt sind. En fortolkning af Pontoppidan må have hans lidenskab med, direkte eller indirekte, hvis den skal være sand.
Grunden til at der er talt lovlig rigeligt om Pontoppidans tvesyn er måske den at vi er uvant med kunstnerisk format her i landet. Vi er tilsyneladende ikke fortrolige med den tanke at enhver stor digter helt selvfølgeligt er tvesynet i sin menneskeskildring. Ellers kunne han jo ikke skabe plastiske skikkelser. Alle store digtere er f.eks. i stand til at fælde nådesløs dom over en person uden at det anfægter deres eller vores solidaritet med vedkommmende. De kan vise os et menneske som utvivlsomt er ondt og overbevise os om at det dog lider uret og fuldt ud er værdigt til vores medfølelse. Det lyder egentlig ikke så indviklet.
