Henrik Pontoppidan om sig selv
I Svendborg, hvor Henrik Pontoppidan har tilbragt Tiden umiddelbart før 70-Aars-Fødselsdagen i Morgen, har vor Medarbejder haft en Samtale med ham, i hvilken han taler om sit Liv, sin Digtning og sin Samtid.
Han er rank.
Jeg saa ham i Dag først spadsere i Hospitalshaven. En mørk og ensom Skikkelse mellem alt det blomstrende og frodige i de rosenduftende Gange, hvor hvide Sygeplejersker nu og da ilede forbi. Det var midt paa Dagen og meget varmt, et Øjeblik tog han den sorte Filthat af og gik med blottet Hoved. Jeg saa det bag fra, som om han løftede sit Ansigt nogle Centimeter, og spadserede videre – med Solen lige i Øjnene, paa en mærkelig Maade med eet højere, rankere.
Siden mødte jeg ham inde i Byen – atter paa en ensom Vandring. Svendborgs Gader er stejle, det er en hel lille Bjergbestigning at gaa op ad nogle af dem, og det skulde nok kunne bøje en aldrende Mands Ryg. Henrik Pontoppidan gik lige saa rank som inde i Hospitalshaven, med fast Haand plantende sin Egetræsstok i Stenbroen ved hvert andet eller hvert tredie Skridt, uden at standse, uden at se tilbage steg han højere og højere op i Strædet, for hvis Aabning Frue Kirke løftede sit smukke, gamle Klokketaarn – en ensom og maalbevidst Vandring, der skilte ham ud fra alle andre Folk paa Gaden og fik en og anden til at studse og vende sig efter ham.
Da jeg senere sidder overfor ham paa Svendborg Højskolehjem, der i disse Uger er blevet hans Bolig, slaar det mig, at alene hans Ydre ved første Øjekast maa tiltrække sig Opmærksomhed – ikke mindst i en lille dansk Provinsby. Det er det fremmede og fornemme, som er over ham. Hvem er det, han ligner? Mere end af en dansk Romanforfatter har han Udseende af en gammel fransk Politiker med sin statelige, ranke Skikkelse, det smukke og velplejede graa Haar og Fuldskæg, de stærke Øjenbryn og det kloge, klare Blik, han saa roligt og undersøgende fæster paa den, han taler med. Eller minder han ikke om den fine, gamle Slotsherre i en af Zolas mest yndede Romaner? Michael Ancher har malet den unge Henrik Pontoppidan, en smuk og mørk ung Mand med et Par gnistrende Øjne, Billedet hænger paa Frederiksborg'1. Han burde males igen, nu da han er blevet hvid, og Aandens Adel endnu stærkere end den Gang lyser ud af hvert et Træk ....
Tiden selv kender ikke sine Store
Nu skyder han Kyllingens Rester og Tallerkenen med Agurkesalat fra sig og vinker til Opvartningsjomfruen, at hun kan fjerne Servicet og komme med Kaffe.
At et lille Læderfoderal byder han Cigaretter, selv ryger han kun en enkelt – ganske let tilbagelænet i Hotel-Sofaen, med lange, nydende Drag.
Henrik Pontoppidan fortæller mig, at hans eneste Ønske paa halvfjerds Aars Dagen er at faa Lov til at være ganske ubemærket.
– Hvor er det dog meningsløst med al den Fødselsdags- og Jubilæumsfesten, man er kommet ind paa her i Danmark! Det er jo snart saadan, at bare en Mand fylder fyrre, saa skal han fejres i lange Baner, og hele Offentlighedens Interesse for ham paakaldes igennem Aviserne. Det er en skrækkelig Skik, vor Tid dér har skabt.
– Hvad gør De selv på Fødselsdagen?
– Jeg skjuler mig … et Sted i Jylland … jeg har lovet at besøge nogle gode Venner i de Dage, og de har lovet ikke at røbe mig. Ingen vil kunne finde mig.
– Er det underligt, at en lille Nation med Iver griber Lejligheden til at fejre sine Store?
– Et Tid ved aldrig selv, hvem der er dens "Store" …
Pontoppidan tager en Avis, der ligger ved hans Side i Sofaen og slaar op paa et Interview med den hjemvendte Willumsen.
– Denne Kunstner siger, at vi i langt højere Grad, end vi nu gør det, bør vise Udlandet det store og gode, vi frembringer. Han mener, at vor Tids Danmark skal udstille, skilte med sine Største. Jeg er uenig med ham.
– Hvorfor?
– Fordi den Generation, der lever, slet ikke er i Stand til at skille ad, hvad der er godt, og hvad der er daarligt. Tiden kender, som jeg lige sagde, aldrig selv sine Store.
– Hvornaar udpeges da de?
– Naar en Menneskealder er gaaet.
Pontoppidan knuser Cigaretstumpen mod Askebægeret og læner sig atter let tilbage i Sofaen.
– Jeg besøgte en Gang en lille Skolelærer ovre i Jylland og saa til min Forbavselse, at der paa hans Væg hang nogle meget smukke og efterspurgte Lærreder af Landskabsmaleren Hans Smidth. Han havde køb dem, da Kunstneren var ganske navnløs, og mange Aar senere, da han kom i Pris, havde Læreren vægret sig ved at sælge de Billeder. Om han da var særlig kunstinteresseret? Naae, nej … men et Sted i begge Landskaber gik et Par Mennesker, ja det var saamænd ikke andet end et Par smaa mørke Klatter i Billedet, men det skulde forestille Læreren og hans Kone. Deri laa Kunstværkernes Værdi'2.
Vilhelm Andersen, fortsætter Pontoppidan, har sagt, at vor Tid kan karakteriseres som de næstbedstes Tid. Det er egentlig ikke rigtigt, thi det gælder enhver Tid … de bedste opnaar først den store Anerkendelse, naar de er døde og borte.
– Da er De da selv en Undtagelse fra denne Regel, afbryder jeg. De fik dog i Deres bedste Alder den største Anerkendelse, der kunde være Tale om.
– Jo, svarer Henrik Pontoppidan med et ganske svagt Smil om sin fint formede Mund, men saa er jeg vel ogsaa en af de – næstbedste.
Danmarks Farver
Ingen anden Forfatter har saa tydeligt givet et Danmarksbillede i sin Produktion som Henrik Pontoppidan. I alt, hvad han har skrevet, stiger Danmark, hans egen Tids Danmark, frem med Farver og Folk. Fra Dreng har han elsket at vandre, med Staven i Haand; der er vist ikke den Egn i Landet, han ikke har tilbagelagt til Fods.
– Derfor kender jeg hele Danmark, siger han.
– Hvad synes De bedst om?
– Det ved jeg næsten ikke selv … maaske Rørvig … der er Farverne i Naturen saa fint afstemte.
Jeg tænker paa det Willumsen-Interview, som Pontoppidan før berørte, og hvori det ogsaa hedder, at alt herhjemme er smaat og graat.
– Har Willumsen ogsaa Uret paa dette Punkt? spørger jeg.
– Selvfølgelig er det ikke rigtigt, at Danmark er saadan. Vist har vi Farver og vel ogsaa store Linier i vor Natur. Det er bare ham, som ikke kan se det.
Paavirkning
Kritikken har ofte søgt at udlede af Pontoppidans Digtning, hvilken Paavirkning han Livet igennem har været Genstand for, men det har altid været svært at paavise bestemte Personers direkte Indflydelse.
Selv kan han intet nævne derom. Hans litterære Bekendtskaber var altid saa faa, allerede fra de yngste Aar stod han saa temmelig alene. Og gennem Læsning af andre Forfattere mener han heller ikke, at der kan være Tale om afgørende Paavirkninger. Han siger selv, at han "egentlig har læst saa lidt".
– Det, der giver En Impulser, er bagefter saa svært at faa fat paa. For mig blev det maaske oftest Naturen og de Mennesker, jeg traf i den. Jeg har altid holdt mere af Landet end af Byen. Men hvordan skal man bagefter kunne pege paa den enkelte Paavirkning, man derude var Genstand for? Det er jo ligesom Luften, man indaander. Man kan bedre danne sig et Erindringsbillede om den Kylling, man lige har spist …
– Hvad betød Deres Fader for Dem?
– Far stod altid for mig som en Olding. Skønt han dog kun var 63 Aar'3, da han døde, og jeg nu med mine 70 Aar føler mig alt andet end gammel. Men det gjorde han nu. Jeg fulgte ham ofte som halvvoksen Dreng ud paa hans Embedsgerninger fra Præstegaarden i Randers … det var nu mere, fordi han var blind, og der var egentlig aldrig paa nogen af disse Udflugter Tale om noget Samvær mellem os. Alligevel kom jeg til 2 meget paa den Maade, og det havde jeg intet imod. Jeg husker en Nat, vi forlod Præstegaarden, for at køre ud til en døende Mand, som Far skulle berette. Det var bælgmørkt udenfor, og Stuen, den Syge laa i, var kun svagt oplyst. Han var egentlig slet ikke saa slem at se paa, han laa med helt røde Kinder og blanke Øjne … men der var alligevel en Uhygge ved den natlige Ekspedition, som jeg aldrig glemmer. Og det var endda ikke det første Dødsleje, jeg stod ved … jeg havde en lille Søster, der døde syv Aar gammel. Men det fandt jeg ikke uhyggeligt. Saadan kan ganske enkelte Oplevelser træde frem i et særligt Lys, naar man tænker tilbage, og uvilkaarligt genskabe lidt af den Følelse, man den Gang for mange, mange Aar siden var besjælet af. Jeg har ofte tænkt paa den Nat, da jeg tog ud med Fader til den døende.
De flade Enge – det høje Bjerg
Henrik Pontoppidan fortaber sig i Minder om Barndomsaarene i Randers. Han taler om Huse og Mennesker, der for længst er væk, og om Fjordegnen, Bøndernes Slaraffenland som han har tegnet saa typiske Billeder af i "Minder" – vistnok den Bog, der kom til at staa hans Hjerte nærmest af alt, hvad han skrev:
"Man skal ikke let kunne tænke sig et Sted, hvor den gamle Drøm om at "høste, hvor ingen saaede" er bleven nærmere virkeliggjort end her. Uden anden Omsorg end Naturens egen Røgt og Pleje dækkes Dalbunden hvert Foraar af et Grønsvær saa højt og saftfuldt, at man ved Synet deraf lig en anden Nebukadnezar kan ønske sig omskabt til en Ko. (…) Hvor man end fæstede sit Blik derinde – overalt stod de lange, rødkalkede (…) Ladebygninger, de høje Hæs og gamle, skyggefulde Æblehaver som umiskendelige Tegn paa uformindsket Velstand i dette Sølvknappernes, Sølvspændernes og de sølvbeslagne Pibers gamle Hjem. (…) Overalt Eng og Eng og atter Eng. Overalt duftende Høstakke og smørgule Blomster og "Mælkebøtter" – og Grøfter med grønt Vand og atter Høstakke og stort, fedrygget Kvæg, der med fremstrakt, saftdrivende Mule gloede paa mig, som om jeg var en rødmalet Ladeport. Og overalt Sværme af Storke!"1
– De mange Aar, siger Pontoppidan, jeg som Barn og Dreng tilbragte i dette flade Eng-Landskab, fik mig til at elske Bjergene, og i Tilknytning hertil kan jeg for Resten fortælle Dem en Oplevelse i min Ungdom, som vistnok kan kaldes skelsættende for mig.
Det var min første Udenlandsrejse. Jeg var atten Aar og rejste ganske alene – til Schweiz. Jeg gik til Fods saa meget som muligt, og jeg blev hurtigt en rigtig flink Bjergbestiger. Deroppe i Bjergene, i den store, vilde Ensomhed var det, at jeg besluttede, at jeg vilde være Forfatter. Naar man ung og ensom vandrer meget i saadan Natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem – hvis der ligger noget og gærer i Ens Sind. Straks efter min Hjemkomst til Danmark skrev jeg ogsaa mit "første Arbejde" … det var det Skuespil "Hjemvé", som min Broder, Morten Pontoppidan, for nylig skrev om i nogle Erindringer i Anledning af min forestaaende Fødselsdag.
– Ja, han efterlyste Manuskriptets senere Skæbne, hvor blev det af?
– Det skal jeg saamænd sige Dem: det er brændt.
Pontoppidan fortsætter med Rejsen til Schweiz:
– Nu, da vi taler derom, dukker med en forunderlig Klarhed alt fra den Rejse op i mit Sind. Jeg husker den Aften, jeg kom til en lille By for Foden af Pilatus, det højeste Bjerg – jeg havde besluttet at bestige det, alene, skønt man raadede mig derfra. Alt fra den Aften staar ganske klart for min Erindring … det gamle Herberge, hvor jeg tog ind, Krucifixet, der hang over min Seng, Landsbyens Piger, der gik Aftentur i det røde Skær fra Solnedgangen …
– Blev De forelsket i Schweiz?
– Ja, mange Gange. Jeg var jo atten Aar og første Gang ude … jeg havde meget let ved det og for Resten ogsaa rig Lejlighed til at blive det. Den første Aften, jeg var i Schweiz, var der nemlig hændt mig noget mærkeligt. Jeg sad foran mit Herberge, da der pludselig oppe fra Bjergene lød skingrende Trompetfanfarer … et mærkelig Tog kom ridende ned imod mig. Hundreder af Riddere i blanke Rustninger med Sværd og Lanse. Hvad er dog det? spurgte jeg mine Værtsfolk. Jo, det var et Optog til Minde om Slaget ved Murten, Schweiz'ernes store Frihedskamp. Holdes der en saadan Fest hvert Aar? spurgte jeg videre. Nej, lød Svaret! Hvert Hundrede Aar … (Jeg kan ikke lade være at tænke paa, at der altsaa nu er forløbet over halvtreds Aar siden den Aften, og først naar et lignende Tidsrum er gaaet, kommer Optoget igen ridende ned ad den samme Bjergsti … ) Men i det Optog var altsaa alle unge Karle fra hele Egnen, der kunde ride, med, derfor var Landet blottet for mandlig Ungdom – som i Krigstid – og Festen varede i flere Dage. Hvor jeg kom til beboede Steder paa mine Vandringer, tændte jeg Pigehjerterne i Brand. De havde kun mig …
Apostlenes Tospand
– Har De siden besøgt Schweiz?
– Ja, men Landet er ikke det samme mere. Hver Gang, jeg siden er kommet dertil, er jeg straks rejst væk igen. Det er blevet til een stor Pension. Og alle Steder, hvor man før gik paa sine Ben, kører nu store Automobiler.
– Er De Autmobilmodstander?
– Man ser intet, naar man kører gennem et Land i den moderne Motorbefordring … i det mindste, man husker intet deraf senere hen i Livet. Og man lærer ingen Mennesker at kende. Nej, den bedste og mest udbytterige Maade at rejse paa er at gøre Brug af Apostlenes Tospand. Saa oplever man, saa husker man.
– Har De prøvet Cyklen?
– Ikke særlig meget, men den er da vist langt bedre en Automobilerne. Jeg har en morsom Barndomserindring fra Randers om de Dage, da Cyklen slog igennem her hjemme. Den havde staaet skildret i Avisen, og en skønne Dag hørte vi paa Torvet et mægtigt Spektakel… vi ilede derhen, og det underligste Syn mødte os. Det var en Smededreng, der havde spændt en Stang fast ved to svære Vognhjul og saaledes efter Opskriften i Avisen fabrikeret sig et af disse nymodens Befordringsmidler… han skramlede af Sted over den toppe Brosten og vakte en vældig Panik i alle Gader.
Selvportræt og Livsanskuelse
Samtalen gaar tilbage til Pontoppidans Produktion. Jeg spørger:
– Kan man noget Sted finde et Selvportræt?
– Nej, absolut ikke. Ikke Antydning deraf.
– Kan en Forfatter virkelig undgaa det?
– Ja, det er ikke svært. Den, man kender daarligst af alle Mennesker, er dog sig selv … hvorfor skulde man saa forsøge en Skildring, der paa Forhaand er dømt til at blive ufuldkommen? Det kunde jo aldrig blive mere end et Spejlbillede, og Spejlet lyver altid … det giver for lidt, eller det giver for meget …
– Men har man Lov til at læse en Livsanskuelse ud af det, De har skrevet?
– Nej, det maa man heller ikke gøre. Georg Brandes spurgte mig en Gang om det samme2, da han stod overfor at skulle skrive en Afhandling om mig. Jeg svarede: absolut nej. Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder. Den staar jeg ved til enhver Tid. Og den skifter i det, jeg har skrevet, fordi der naturligt finder en Udvikling Sted. Kan den, der læser Bogen, finde ind til den samme Grundstemning, som beherskede Forfatteren, da han skrev den, er Kunstens Maal naaet. Digtning minder i den Henseende meget om Musik … det gælder ogsaa for Komponisten at bibringe sit Publikum de Følelser, der beherskede ham i Skabelses-Øjeblikket. Og i jo højere Grad det lykkes for ham, des større Kunstner er han.
– Hvilken Grundstemning præger Deres nye Roman?
– Lad os ikke tale om det. Ja … maaske kan det synes som en Selvmodsigelse, naar en Forfatter i min Alder udgiver en ny Roman. Han er jo ude over Udviklingen, fjernt fra Fantasien, kan man sige. Det er paa dette Tidspunkt, at man plejer at slaa sig paa at skrive Erindringer … naar man er udtømt for alt andet, begynder man at se tilbage. Men det er nu saadan, at jeg aldrig har tænkt paa at skrive Memoirer. Min nye Bog er en moderne Samfundsroman, som foregaar i København.
Krigen
– Gjorde Krigen et stærkt Indtryk paa Dem? spørger jeg, da Talen falder paa alt det, der er hændt i Verden i de mange Aar, siden Pontoppidan sidst udgav noget.
– Ja, svarer han kort og ranker sig i Sofaen.
Lidt efter tilføjer han, atter fordybende sig i et Minde:
– Men jeg vidste, at den kom. Flere Maaneder før opholdt jeg mig i Berlin og modtog der et Brev fra Georg Brandes som var i Paris. Han skrev: "Krigen kommer. Alle, jeg her taler med, siger, at den ikke kan afværges."3 Kort efter vaktes ogsaa min Mistanke, da jeg i en ny Kontrakt med mit Berliner-Forlag opdagede en helt ny Paragraf om, at Kontraktens øvrige Bestemmelser øjeblikkelig traadte ud af Kraft i Tilfælde af Krig. Og da jeg saa en Dag under et Ophold i et fredeligt Værtshus tæt ved den franske Grænse, pludselig i min Egenskab af Udlænding blev underkastet et skarpt Forhør om alle min private Forhold, som om jeg var en undvegen Forbryder, vidste jeg, at Krigen stod lige for Døren. Jeg rejste hjem. Og saa kom den frygtelige Tid. Lad os ikke tale længere om det …
Kvindernes Revolution
– Hvad tænker De om den nye Tid?
– Jeg stræber efter at forstaa den. Vor Tids største Revolution, det er jo hverken Automobilet eller Flyvemaskinen, men Kvindens nye Klædedragt. Jeg gad for Resten vidst, om Nutidens unge Kvinder klipper deres Haar saa kort og gennemfører den moderne "lige Linie" for at imødekomme Mændenes stigende abnorme Tilbøjeligheder – eller for at modarbejde den.
Henrik Pontoppidan tilføjer, med et køligt Smil:
– Jeg tror forøvrigt det første. Tænk, den første Dag, jeg var her i Svendborg, kom jeg ind i en Blomsterbutik og blev ekspederet af et ungt Væsen med ganske kort Haar og med en meget mørk Stemme… da Vedkommende gik frem i Butiken for at hente nogle Blomster, saa jeg, at "hun" havde en kort Kjole paa. Ja, saa maatte det vel være en Kvinde. Men endnu kan jeg, hver Gang jeg kommer ind i den Butik, gribe mig i at spekulere over, om det er en Mand eller en Kvinde, jeg har for mig.
– Men er selve den friere Klædedragt Dem imod?
– Nej, absolut ikke. Det er en Revolution, som har Betydning for alle Livets Forhold, og der vil sikkert aldrig ske nogen Tilbagevenden til den gammeldags Kvindetype, der bluedes ved blot at vise os sine Ankler. Den Frihed, som paa dette Punkt er opnaaet, er sikkert kun et Gode.
Dagene, der kommer
Vi taler om i Dag og i Morgen. Jeg beder Henrik Pontoppidan sige, hvem at vore yngre Forfattere, der lover mest, efter hans Mening, og da han tøver med Svaret, spørger jeg:
– Harry Søjberg4?
– Han er god.
– Man siger, han er Elev af Dem, at han begyndte med "De levendes Land", hvor De slap med "De Dødes Rige"?
– Han siger det vist selv. Jeg tror nu, det er sandere at kalde ham Elev af Ancher … de skildrer ens. Den gamle med Pensel, den unge med Pen.
Og vi springer fra Litteraturen til Politiken.
– Parlamentarismen er en Fiasko her hjemme, siger Pontoppidan. Man kommer ingen Vegne med den.
– Er De ikke Demokrat?
– Jo, men dette er ikke Demokrati.
Saadan følger Henrik Pontoppidan med i alt, hvad der sker herhjemme, og danner sig bestandig sin egen kølige og klare Mening derom. Han, der – som Vilh. Andersen har sagt – tilraabte sin Samtid et Cave canem!, fælder endnu i det stille sine skarpe og rolige Domme. Han staar med samme Rankhed i Sindet som altid før i Tiden, uden at bøje sig den mindste Smule, uden at vige en Tomme.
Han har sagt, at han elsker Landet fremfor Byen, men har nu i mange Aar haft sit Hjem paa Christianshavn – i et af de fornemme gamle Huse i Overgaden neden Vandet'4. Nu taler han om, at han godt kunde ønske sig at flytte, og da skulde det være til hans kære Fredensborg, hvor han før har boet.
Jeg ser ham i Tankerne derude i en af de skyggekølige Haver nær Slotsparkens dybe Ro, og jeg husker igen en Bekendelse fra "Minder":
Bag disse høje Løvmure, der stængede den ganske Verden ude, maatte man kunne glemme og forglemmes. I disse snorlige Gange, mellem disse nøjagtigt tilklippede Buksbomhække, der med deres strenge Regelmæssighed syntes bestemte til at tøjle alle endnu flagrelystne Tanker, i denne Stilhed endelig, kun afbrudt af Lærkernes Himmeltoner og Skovduens fromme Kurren, maatte hver jordisk Længsel dødes, hvert Hjærtets Skrig forstumme.5
– – –
Jeg skilles fra Henrik Pontoppidan udenfor Højskolehjemmet. Ensom som før vandrer han op ad den stejleste af Svendborgs Gader, og jeg bliver uvilkaarlig staaende for at se efter ham.
Rank og mørk gaar han opad uden at bøjes, uden at standse. En Bjergbestiger i en lille dansk Provinsby.
Carl Henrik Clemmensen.
