Anker Kirkeby til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 24. juli 1927
ædleste Udtryk for dansk Aand
[Trykt brevhoved: Marienlyst Kur- og Søbad (…) Helsingør]
Søndag
24 Juli 1927.
Hr. Henrik Pontoppidan!
Tillad en uvedkommende og fjærnstaaende ogsaa at hilse Dem paa Deres Hædersdag. De har altid været elskværdig og forekommende, navnlig skal jeg aldrig glemme, at da vi startede "Juleløses Juleaften" sendte De det geniale Juledigt, som jeg nu ser Børresen har sat Musik til. De bliver i disse Dage hyldet programmæssigt, men naturligvis faar De ikke den Hyldest af det danske Folk, De fortjener. 2 Den Afsondrethed, De ynder, synes jeg tværtimod ofte giver Anledning til et tragikomisk Forhold mellem Dem og Deres Samtid, som jeg haaber De selv er den første til at smile over: som naar en Række unge Forfattere kaster sig over Deres Pengeforhold og offentligt vellystigt snager fortroligt protegerende i en paaduttet Nødstilstand1, eller naar De nu skal hyldes af Ungdommen og i Skaren ikke hører andre end den iøvrigt vel mest talentfulde men forvirrede og hule Frasemager Bønnelycke, eller naar De fra alle Sider nu takkes navnligt og mest for Deres smukke Genforeningsdigt; det var dog ikke i de Dage saa svært at synge med i Jubelkoret, lykkeligere 3 havde det vel været for Landet, om De maaske havde reddet Dem ud af Patriotismens Strømme og var steget i Land paa Retfærdighedens ensomme√ Ø. En Ting maa jeg have Lov positivt at beklage: at De aldrig skriver i Deres gamle Blad "Politiken"; jeg har før haft den Dristighed at bebrejde Dem, at De i de sidste Aar har holdt Dem udenfor Kampen, hvor vi havde Dem behov; da jeg engang til en Festdag gerne vilde gratulere Vilh. Andersen, som jeg beundrer saa højt, fandt jeg ikke andre Ord end at sige til ham: at det var en Nationalulykke, han havde udviklet sig saa konservativt. Naar jeg paa Deres 4 Hædersdag tænker paa, hvor Ungdommen har savnet Dem udenfor Deres Digtnings√ Borg i disse forfærdelige Aar, saa … saa græder jeg. Et Lyspunkt var Deres Blad-Novelle2 i "Illustreret Tidende", den var mesterlig, tillad mig sent at takke Dem.
I mange Aar havde jeg bedt Dem om et Interview, De var den eneste Dansker, jeg gerne vilde interviewe, men De har bestandig elskværdig afslaaet; nu græmmer jeg mig jo lidt, naar jeg ser, at De baade da Georg Brandes døde og nu lader Dem interviewe af en dygtig og elskværdig Kollega – men for "Nationaltidende"! Er det ikke rigtigt, hvad jeg skrev om Tragi-Komiken!
5 Tilgiv at jeg har talt aabent lige ud af mit Hjærte, jeg agter Dem saa højt, at jeg ikke kan være anderledes end ærlig. En Trøst har jeg, naar jeg ved "Politiken" kan komme til at tale med Deres Nevø Knud Pontoppidan3 om Dem; han er et fint og herligt Menneske, faamælt, men ægte indtil Knoglerne. Vi sad for nogle Uger siden og sludrede foran 6 "Paraplyen"4 og var da enige om, at De i vor Tid var det ædleste Udtryk for dansk Aand. Jeg ender dette uforskammede Fødselsdagsbrev med disse Ord, der ikke fremtræder som en udpønset Fødselsdagskompliment, men er to jævne Menneskers Hverdagsmening, og som saadan ogsaa har større Betydning: ja, vi elsker Dem som det ædleste Udtryk for dansk Aand!
Deres ærbødige
Anker Kirkeby.
