Henrik Pontoppidan om Georg Brandes
"De fleste voksede sig fra ham, jeg voksede mig til ham"
En smuk og statelig, hvidskægget Herre i sort Pels kom spadserende imod mig i Overgaden neden Vandet. Det var Søndag og Morgenen efter Georg Brandes' Død.
Jeg genkendte den smukke, gamle Herre som den snart 70-aarige Forfatter Henrik Pontoppidan, hilste og fik en Samtale i Gang.
Saa naturligt laa det at tale om Georg Brandes, at dette Emne hurtigt blev Samtalens eneste Indhold.
Interviewet med dets Spørgsmaal og Svar er Henrik Pontoppidan imidlertid en bestemt Modstander af, og det havde heller ikke været noget Interview – blot en tilfældig Samtale, foranlediget ved vort Møde Dagen efter, at Georg Brandes var gaaet bort.
Ud af denne Samtale gav Henrik Pontoppidan mig Lov til at drage et og andet af det, han havde sagt til Belysning af hans eget Forhold til G. B. og hans samlede Syn paa Brandes' Betydning for vort Land. Paa et senere Tidspunkt vil der muligvis fremkomme en dybere gaaende Brandes-Afhandling fra hans Haand1.
— — —
Et af Udgangspunkterne for de Bemærkninger, som Henrik Pontoppidan i Samtalens Løb fremsatte, var hans femten Aar gamle Digt om Georg Brandes' Livsværk, der i Gaar fandtes citeret i dette Blads ledende Artikel2:
Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
....
Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – nu sank det'1 i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.
Jeg spurgte, om Digteren nu ved Brandes' Død fastholdt denne Vurdering, og hertil svarede han omtrent med følgende Ord:
– I dette gamle Digt har jeg ikke fældet nogen Dom over Georg Brandes selv, men om Resultatet af hans Værk, og den Dom staar jeg selvfølgelig ved endnu.
Iøvrigt maa jeg sige, at medens de fleste synes at have vokset sig fra Brandes med Aarene, har jeg snarere vokset mig til ham, efterhaanden som jeg er blevet ældre. Det er en forkert Opfattelse, at jeg en Gang skal have staaet i St. Georgs Hærfølge3: det gjorde jeg netop ikke i mine yngre Dage, men sandt at sige har jeg nu paa mine ældre Dage ligesom lært at forstaa og vurdere ham bedre ....
Hvad det er, som har nærmet mig til ham, er det ikke muligt at sige med nogle enkelte Ord. Dertil har Georg Brandes været en alt for sammensat Natur, og ogsaa de Følelser, han vakte hos os andre var i høj Grad sammensatte.
— — —
Senere under Samtalen berørtes Spørgsmaalet om Professor Brandes negative Forhold til Religionen, og Henrik Pontoppidan gjorde opmærksom paa, at Brandes slet ingen Indflydelse har haft herhjemme af religiøs Art, hvilket han maaske heller ikke har tilstræbt .... han udtalte sig jo aldrig om Grundtvig og Personligheder, der var i Slægt med ham, han skrev blot sin ypperlige4 Afhandling om Søren Kierkegaard.
– Naar Georg Brandes' Livsopfattelse, fortsatte Henrik Pontoppidan, laa mig og andre meget fjernt, maa Forklaringen simpelt hen søges deri, at han var en fremmed Natur, der havde vanskeligt ved at føle sammen med os Danske.
Til nærmere Belysning af denne Opfattelse fortalte Pontoppidan derefter følgende:
– Der indførtes for godt Hundrede Aar siden i Jylland en arabisk Hingst, som skulde bringe mere Id og Hurtighed i den jydske Heste-Race. Eksperimentet lykkedes meget daarligt, og den jydske Hest var en Overgang lige ved at blive en forsumpet Race, indtil nogle fornuftige Mænd fandt paa at faa den mecklenburgske Hest herop .... den stod nemlig racemæssigt set den jydske Hest meget nærmere, og dette Greb reddede den gamle, jydske Race fra Undergang!
Som en saadan arabisk Hingst har Georg Brandes egentlig virket i Danmark5. Derfor gik det, som det gik. Det var en Krydsning, der ikke lykkedes. Men – det var ikke hans Skyld, og det var heller ikke det danske Folks Skyld. Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme. Det Træ, han plantede, kunde ikke finde Voksested hos os.
Saadan føler jeg det ogsaa selv, endskønt jeg nu paa mine ældre Dage forstaar Georg Brandes bedre: Heller ikke hos mig har der været særlig god Jordbund for meget af det, han saaede – saa fremmed han var ....6
Clerk.
