Den 4de Februar
[1] Vi har staaet'1 med Fakler, med Faner, Orkester
for at fejre en Ven, for at hylde en Mester.
Men han var forsvunden – var smilende'2 flygtet
for Vennernes Tak og de velmente Fester.
[2] Man har spurgt, man har skumlet. Selv véd jeg ej Grunden,
men jeg hørte en Fugl tage Bladet fra Munden,
en Natfugl, en Ugle1. – Jeg lytted til Skriget
et angstfuldt Minut mellem Vaagen og Blunden.
[3] Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde.'3
[4] Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
Hvem'4 bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte ”Bliv Lys!” – og der voksede Mørke.
[5] Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der myldred af Jord, hvor han traadte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.
[6] Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.2
[7] Og Adam den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla3 i Haven.
[8] Af Herlighedsdrømmen4 blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men'5 ingen har sørget, og ingen vil klage.
[9] Hvad Under, han veg'6 for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk'7. –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.
Henrik Pontoppidan
*
Pontoppidan havde ikke tænkt sig digtet bragt på selve fødselsdagen, men foreslået redaktøren, Henrik Cavling, at bringe det en anden dag. Men så meldte dagens "Festdigter", Jeppe Aakjær, forfald, og Cavling, der selv betegner digtet som "skarpt og bittert"5, satte det i på dagen6. Til ikke ringe forskrækkelse for offentligheden – hvad Cavling måske ikke har haft noget imod. Således skrev Harald Kidde en halv snes dage senere til Pontoppidan:
De må tro, De har indjaget os alle Skræk ved Deres vilde og hårde Digt til Brandes. Jeg synes, det virkede både gribende og lammende. Men jeg véd ikke, om jeg har forstået det ret. Har jeg det, er det, hvor fjærnt man end i meget står Brandes, beklemmende at læse. Men at en stor Prosaist kan skrive et så godt Digt, er til Gengæld befriende.
Digtet har da også Pontoppidan-litteraturen igennem været genstand for kraftig diskussion: Er det Georg Brandes eller kun hans følge digtet dadler for de konsekvenser hans virke fik eller ikke fik.
En af de første til at beskæftige sig med spørgsmål var Pontoppidan selv da han to uger efter digtets fremkomst svarede Georg Brandes på dennes takkebrev. Senere i livet gav Pontoppidan yderligere en række bidrag til diskussionen om digtet:
Forfatteren Niels Jeppesen skal således engang have spurgt ham om "det var Pontoppidan selv, der udtalte Dommedagsordene i "Uglesangen" (…) eller Varselsskriget kun var et Referat af noget, han havde hørt." – "Det maa da enhver kunne forstaa, der har læst 'De Dødes Rige'" skal Pontoppidan have svaret (Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan, 1951, s. 25). En indikation for det tætte forhold mellem digt og roman; se eksempel herpå i Citat 28 fra 2003.
På 60 års afstand skriver H.P. Rohde i kapitlet "Møde med en digter" i sin bog På slagne afveje, 1995, s. 147-57:
Undertiden stillede jeg ham [under mine besøg hos ham i 1930'erne] spørgsmål om problemer i hans værker. F.eks. om tendensen i det kendte digt til Georg Brandes' 70-årsdag, der dengang flere steder blev opfattet som rettet mod Brandes selv. "Saadan var det ikke ment – sagde Pontoppidan – og det forstod Brandes også udmærket godt. Da jeg traf ham ikke længe efter, takkede ham mig for det. Og vi vedblev at være de bedste venner." I det hele taget talte han altid med varme om ham, og hvad han skyldte ham. "Han læste jo for os allesammen" – som Pontoppidan udtrykte det – "Vi savner en sådan mand idag". (s. 155-56)
Hakon Stangerup skriver i Dansk Litteraturhistorie, bd. 3 (1966), s. 308:
Digtet er et håndslag til Georg Brandes og en undsigelse af hans følge, der ikke forstod at bære den frihed, han skænkede det. Det – og den samtidige roman [De Dødes Rige] – handler om dårlige brandesianere, som Niels Lyhne handlede om dårlige fritænkere.
(Senest redigeret 30.10.2020)
