Harald Kidde til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Jahnsensvej 12, Gentofte. 11. februar 1912
Deres vilde og hårde Digt til Brandes
Jahnsens Vej 12. Gentofte. 11 Feb. 1912.
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Jeg har fået Deres Adresse af Hr. Richard Guttmann1 og vil gerne benytte den til at takke Dem for Deres venlige Julehilsen2. Det glæder os meget at høre, at både De og Deres Frue har det bedre med Helbredet og befinder Dem vel dernede i Wiesbaden. Vi har været der en Dag og husker lange Hotelgader og en lun Dampstueluft3, lave, skovklædte Bjærge og den store, marmorskinnende Kursal. Men nu maa De jo være helt hjemme dernede. Hr. Guttmann fortæller, at De blir der helt hen mod Sommeren og så rejser til Schwarzwald. Ak, var det mig! Dette Badens og Würtembergs Land er mig det kæreste af alle – ligeså kær som de jyske Hedeegne. Hr. Guttmann mente, De 2 vilde tage til Suggenthal ved Freiburg im Breisgau, men måtte jeg komme med et lille Råd, skulde De hellere vælge et andet Sted! Såfremt De da ikke søge det for Deres Frues Helbreds Skyld. Der er vidunderligt skønt i Suggenthal med den milevide Rhinslette, Kaiserstuhls og Vogesernes blå Bjærgkæder og Sidedalene ind bag det gode Hotel – men om Schwarzwald får man intet Begreb. Vi kom der jo kun fordi min Hustru blev syg. I Hornberg, ved Hovedruten Offenburg-Singen, er der ganske anderledes4. Desværre skal en Del af de uhyre Skove være brændt, men der må være nok endda! Der er ligeså gode og komfortable Hoteller dér som i Suggenbad, tilmed er man dér i en lille By og dog, trods de 1000 Fremmede, efter et Øjebliks Vandring i den dybeste Skovensomhed 3 langt, langt inde i Germaniens dunkle Skovhjærte. Hvert Menneske går i Nationaldragt, hvert Hus er i den ældgamle Schwarzwalderstil. Og mellem de høje, kulsorte Bjærgskove ligger de smilende, yppigt frodige Dale med Vandmøller og Savskærerier. Et andet Sted, som skal være endnu mere skovrigt, endnu mere dystert og ensomt, er Raumünzach, hvor vi havde lejet, men ikke kom hen, da min Hustru blev syg. Hotellet ligger dér fuldkommen alene i en trang Dal ved den vilde Elv. Kun Hotellet og en Skole, ellers ingen Menneskeboliger. Men hvorledes Forholdene ellers er, véd jeg ikke. – Her oppe har vi jo haft både Sørge- og Glædesfest. For Herman Bang5 og Georg Brandes6. De må tro, De har indjaget os alle Skræk ved Deres vilde og hårde Digt til Brandes. Jeg synes, 4 det virkede både gribende og lammende. Men jeg véd ikke, om jeg har forstået det ret. Har jeg det, er det, hvor fjærnt man end i meget står Brandes, beklemmende at læse. Men at en stor Prosaist kan skrive et så godt Digt, er til Gengæld befriende. Det er nægtet de fleste af Prosaens virkelige Mestre – hedder det.
Privat, her hos os har vi det grumme travlt. Min Hustru har lige fuldendt en Bog7, der kommer til Efteråret hos Gyldendal og samtidig samme Sted fået Bestilling på en Børnebog – at levere i 2 Måneder! Den Dag hun fik Bestillingen, knækkede hun sin højre Hånd! Men Bogen må vi jo alligevel se at få skrevet! med venstre Hånd eller pr. Diktat. Jeg selv kæmper stadig med et Uhyre af en Bog8, nogle og tredive Ark tænker jeg. Det blir nu på andet År – og når 5 blir jeg færdig! Med Honoraret jo! men Bogen?
Undskyld nu min lange Tale – dens korte Sum skulde kun være en venlig Hilsen til Dem og Deres Hustru, en Tak fordi De ikke har glemt os derude i det Fremmede og et Håb om glædeligt Gensyn herhjemme!
De bedste Hilsner
Deres hengivne
Harald Kidde
