Digterfølge

Omkring Henrik Pontoppidan

Ved Einar Nielsen

Digte til Henrik Pontoppidan

Mirjam Nordentoft

I Flensborg Avis den 23.7.1927 stod der et digt af Mirjam Nordentoft:

Til Henrik Pontoppidan.
24. Juli 1927.

Det lyder som af Piskeslag, af haard og bitter Klage
i hver en Linje, hver en Bog, du skrev i dine Dage.

Vi kendte kun din Tugt og Dom, din køligt-klare Tanke
– da digted du en Dag en Sang om Flag paa Dybbøl Banke.

Du sang vor Genforeningssang, den rette, hjertenskære;
naar hver en Bog, du skrev, er glemt, den bliver, til din Ære.

For denne Sang dit Folk i Dag dig samlet gaar i Møde
og takker dig, som Toner gav vor Nutids Morgenrøde.

J.C. Christensen (1856-1930)

Tidligere statsminister J.C. Christensens digt er citeret fra Dagens Nyheder 24.7.1927. Digtet findes også samme dag i Nationaltidende og Flensborg Avis. Digtet omtales af Thorkild Skjerbæk i hans artikel "Digteren og redaktøren. Henrik Pontoppidan og Flensborg Avis" i bogen Flensborg Avis 1869 – 1. oktober – 1969, 1969, s. 338. Digtet omtales også i Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende, 1957, s. 28. Digtet gengives ikke nogen af stederne.

Henrik Pontoppidan

Han skildrede vort Slægtsleds Liv
I Billeder saa skarpe,
At mangen Gang han syntes os
en Sanger uden Harpe.

Vor Slaphed og vor Halvhed drog
Til Doms han for vor Tanke.
Dog Lykke-Per og Danebrog
Stod frem paa Dybbøl Banke.

Ved dette Syn kom Harpen frem
Dybt greb han i dens Strenge.
Vi føler : I vort danske Hjem
Hans Navn skal leve længe.

J.C. Christensen.

Niels Jeppesen (1882-1962)

Niels Jeppesen skrev fødselsdagsdigt[?] til Henrik Pontoppidan i Verden og Vi i 1917:

Du, som elsker, og som tugter
med din Manddomskraft,
rækker os de rige Frugter
fyldt med renest Saft,
fører os fra Bondemarker,
Præstegaard og Adelsparker
ind i mørke tavse Hytter,
hvor vi ser og lytter.

Fordringsfulde, alvorstunge
som Jehovas Ord,
Kirkens gamle Klokker runge
over Bad og Bord;
du har viist os Troens Kampe,
her en Praas og hist en Lampe,
Korsets dunkle Ord at ære
fik du aarle lære.

Unge Øjne, aabne Munde
i vort Drømmeland
gaar i Bunde, gaar til Grunde
her ved Hamlets Strand.
Fik vi svage Stormen avet,
lænket Strømmen, kuet Havet,
fik vi vege ved vort Virke
rejst en Sandhedskirke?

Tjørnen dufter sødt langs Aaen
efter Sommerregn,
skarp og bitter modnes Slaaen
i det danske Hegn;
over alle Buske lave
blomstrer end din store Have,
dine Frugter, mørke røde,
aander os i Møde.

Niels Jeppesens næste digt er oprindelig trykt i Berlingske Tidende 24.7.1927. Begge Niels Jeppesens digte er her citeret fra hans bog Samtaler med Henrik Pontoppidan, 1951.

HENRIK PONTOPPIDAN
24. – 7. – 1927

En Hilsen fra Landet
med Enge og Heder
med Marehalmssandet
og Vildfugles Reder,
fra Rands og fra Randers,
fra Per og fra Anders,
fra Væver og Digter og Degn.

Fra Herregaardsgæster
fra Hytternes Yngel,
fra fredløse Præster
og Stymper og Slyngel,
fra Simon og Trine,
fra Sif og Hansine – –.
Du kender dem bedre end jeg.

Fra Præstegaardslaagen
og Kirken med Korset,
fra Gudenaakaagen
fra Høet og Horset,
fra Flodbyens Klipper,
fra Stræder og Slipper,
dens Piger og Handsker og Laks.

Men opad mod Floden
du styred din Skude
med Haanden og Foden
paa Aarer og Klude;
fra Dalen og Drømmen
og Taagen og Strømmen
mod Højden du satte din Kurs.

Du vidste, at Kraften
i Floden laa bundet,
i Folket var Saften,
og du har den fundet.
Men hvad er vel Tange,
Pers Værk og hans Vange
mod Lyset, du skænked vort Land?

Hvor Enslev og Estrup
paa Tinge tog Tørnen,
mens Fjaltring og Vestrup
og Hansted og Bjørnen
fandt gudelig Gammen
i Ællingedammen
for vammel og fattig og falsk. –

Og Saltet du spredte
i Bondemands Ager,
hvor Ukrudt sig bredte
og Sæden blev mager;
i Dybden du pløjed,
i Modgang du døjed,
men Marken gav Grøde til sidst.

Vi Danske er spage,
naar Gribbene knurrer,
og milde og svage
som Duer, der kurrer;
men fo'r vi med Lempe,
du bød os at kæmpe
og kæmpede selv med dit Folk.

Hav Tak da for Modet,
du vakte i Landet,
for Sangen – og Blodet,
du skænked ublandet,
hver Gang vi blev vege
og Fædrene svege
og glemte vort Værd og vor Æt.

Fra Hytters og Hedernes
Smaafuglemunde
og Vildfugleredernes
Struber i Lunde –
en Hilsen fra Landet,
fra Søen og Sandet
til Ørnen den hvide i Dag.

Harald Herdal (1900-78)

I Harald Herdals før omtalte bog Mennesket er følgende digt til Pontoppidan, opr. i Ekstra Bladet 24.7.1937:

Henrik Pontoppidan
24 – 7 – 1937

Kun den der elsker
– revser, slaar,
og skubber haardt
til det der hælder,
hans ord er mer
"end harmløs spot",
han bruger svøben,
naar det gælder.

Mer ømt
har ingen uforsagt
for fædrelandet
kæmpet,
end du
der under haan og spot
din kærlighed
har dæmpet.

Du var
"et angstens raab
fra en,
som under
middagsluren
et Mene mene tekel saa
i flammeskrift
paa muren."

"Ved højlys dag,
ved lampens skin,"
det spøged dig
i hodet,
saa undergangens
tvivl og angst
gik dig som gys
i blodet

Du skrev
om bitre varselsraab,
dit varsko
over landet,
– har du til tider
følt det som
du ene skrev
i sandet?

Du saa
med uro hvad der sker
den dag i dag:
forfald og død,
og øjned ingen
frelse for
den tid, der var
i nød.

Med vemod saa du
Danmarks død,
– det dør endnu,
det, der skal dø!
– Vi siger dig:
blandt det der gror
er grøde med
af dine frø!

Vi er en ungdom,
hærget, ramt
af disse tiders
gustne svig,
man lurer stadig
paa vort blod
til varme for
et lunkent lig …

Et samfund
som endnu bestaar
– forfaldets gru
og undergang –
og ene evner
vold og krig,
elendighed
og tvang.

De dødes rige
er endnu;
ti døden er
en langsom død;
men bagved mørkets
flom af ondt
er morgendagens
varme glød.

Og er i dag
kun sort i sort,
fortabelsen,
det avgrundstomme,
– vi ved ad hvilken
vej det gaar,
og hvad der dog
maa komme!

Du vidste ikke
raad mod tvivl,
og ikke vejen frem,
for du var skræmt
af mørkets gys,
– vi ængstes ikke,
vi gaar frem
med lys!

Henrik Pontoppidan takkede Harald Herdal for tilegnelsen og digtet i brev af 30.9.1937.

Valdemar Rørdam (1872-1946)

Valdemar Rørdam har i sin digtsamling Alderdoms Fæstning fra 1938 et digt til Henrik Pontoppidan skrevet til hans 70-års fødselsdag i 1927 og bragt i Dagens Nyheder / Nationaltidende 24. juli under titlen "Ørnen". Rørdam havde ikke selv bevaret digtet, men Pontoppidan sender ham i brev af 8. august 1938 (B&B nr. 527) manuskriptet/udklippet(?) til låns med tilladelse til at lade det indgå i Alderdoms Fæstning.

Henrik Pontoppidan

*
Han har seet det, han har sagt det selv,
ung, og stolt af Vingerne, der bar ham:
Hans blev Hvilen i et stormfyldt Hvælv,
hans den Luftvej, Næbbets Huggert skar ham,
hans den Ensomhed i Lys og Øde,
som kun Ørns Blik uden Blink tør møde.

Her var Liv og Lykke forudsagt,
skjult for Guders Avind: Tidligt klog,
halvt af Verdens-, halvt af Selvforagt,
paaløj han sin Ørn Tilbagetog:
Nedskudt af en Præstegaardsforpagter
segned den med Vingerne i Pjalter.

Klarsyns Angst i svimmel Ensomhed,
Hjemvee mod sin Barndoms Blomsterhegn –
han har kendt dem; han har spejdet ned,
maalt de høje med de lave Tegn,
gennemskuet By og Borg og Hytte…
før han i et Brus bar bort sit Bytte.

"Vers? – En Kunstner er han, stor Skribent!
Land og Folk i et halvt Hundred Aar
har han fint ironisk sat paa Prent." –
Ja; som hvide Arr og røde Saar…
Hør saa, hvor de kagler, hvor de fester:
"Hvilken flittig gammel Mand og Mester!"

"Hvilken Klogskab! Hvor hans Form er klar!" –
Lammet bræger, Hanen gør et Hop.
Men hvad Byrder denne Flyver bar,
hvor hans Klo greb fat, hans Næb rev op,
at her hulker Skrig, og Isslag brænder –
det veed kun hans fri og faldne Frænder!

Blikket, frygtløst under hvide Bryn,
funkler midt i Undergangens Port;
ser bag Askestorm og Bølgelyn
Maalet for sig: Danmark, skæbnestort,
skabt til stolt at styrte eller stige
som en Havørn i sit eget Rige.

Derfor lo hans varme Hjerte vildt;
derfor klemte han med hvasse Kløer…
Ingen rejste sig; hans Raab var spildt;
han skal paa Museum, når han døer…
Skrig, du Ørn, som aldrig lod dig binde!
Aander hører. Snart er Timen inde.

Emil Bønnelycke (1893-1953)

Bønnelyckes hyldest til Henrik Pontoppidan på hans 70 års fødselsdag 24.7.1927 stod i Politiken, 23.7.1927, s. 7:

Til Henrik Pontoppidan.

Giv mig et samlet Sind, en Fred for Drømmerier,
en sanddru Lære og en Lov for Livet,
hvor ingen Evne, spildt i Elegier –,
er viet Sorgen over Intet: Tidsfordrivet.

Giv mig en Verden uden barnlig Kummer
og Kval, som mine Drømme foraarsager,
den dødelige Fryd, min Ungdom rummer –,
naar den, jeg elsker, gennem Hjertet drager. –

O, Mester, Du som staar saa skønt forklaret,
for ingen Visdom fremmed, med Dig selv fortrolig:
Hvordan har Du Din Harmoni bevaret –?
Og gjort Din Verden rund, Din Himmel rolig?

Ak, søde Ungdom, skal jeg Dig da slippe,
forlade alt, som lyser mildt og grønt,
og bygge Hus paa Ensomhedens Klippe –,
højt over det, der synes ungt og skønt?

Giv mig Dit Svar, naar Din Discipel spørger,
Du mørke Gransker i vort Hjertes Brand:
Til Gavn for hvem er det, vi sygner, sørger?
Sig, hvad var det, der gjorde Dig til Mand?

Og Du, for hvem det Stille har en Stemme,
Du lytted selv til Intethedens Røst.
Hvor er det endeligt, at vi har hjemme –?
Sig, staar Du selv ved en forklaret Kyst? –

Giv den et samlet Sind, en Fred for Drømmerier,
som spreder sig i Drøm og sødt forgaar –,
at Hjertets stille Stemme atter tier –
og Sjælen lever ubønhørlig, kold og haard!

Emil Bønnelycke.

Det følgende digt findes i Berlingske Tidende 23.7.1927, s. 7. Det er en helside med hilsner til Henrik Pontoppidan – Til 70 Aarsdagen i morgen. Over Bønnelyckes digt findes Johan Rohdes billede af Henrik Pontoppidan, her kaldes det lithografi. (I 3. vers står der i avisen Medested i 1. linie og du i 4. linie.)

Livets underfulde Værk, Mennesket i Sorg og Glæde,
Livets underfulde Veje, tornefulde, vi betræde –
er det Tømmer, Du har draget af den store, travle Flod.
Og Du staar idag og drager, hvor Du i Din Ungdom stod. –

Du har skuet ned i Faldet. Du er aldrig faldet selv,
skønt Du kendte i Dit Indre Livets farefulde Elv –
Strømmens hvide, bitre Hvirvel, alle Sjælens onde Kræfter,
der faar Mandom til at styrte, dersom Ungdom giver efter.

Du har siddet i Din Hytte, ak, et ensomt Medested,
for at lytte, om den Livsflod, maatte éngang finde Fred –?
finde Maalet for al Væren, for al Verdens tunge Kamp –
Men du saa kun Floden hvidne, blive Skum og Tant og Damp.

Livets Billed, Livets Skæbner laa i Flodens Strøm udbredte.
Mens Du forskede i Spejlet, efter Sammenhængen ledte,
blev Dit Værk et stoisk Mørke, en tungsindig Melodi,
som har Dybets sorte Farve, Bundens graa Melankoli.

Naar en ensom Sjæl gik under, naar et Hjertes Lykke brast,
kunde Du berette Tabet, mens Du selv stod mere fast –.
Hvad der hændte, naar den Faldne sank i Hvirveldybet væk,
blev en Fure i en Mesters skønne, alvorsfulde Træk …

Aarstiders stride Vejrlig, Storm, Is og Sne og Regn,
Muldduft og Foraarsgrøde og kolde Himmeltegn –
alt det blev til en Saga, Du skaberkraftig gav.
En Gravskrift, klædt i Efeu, paa tavse Slægters Grav …

Engang, naar Tomhed tier, og Tantets Atmosfære
forsvinder, vil Din Gerning, Din skabte Verden være …
Naar alle Skæbner brister og Floden er forstummet –
vil Du staa rank og ene – en Sjæl i Ro i Rummet – –.

I Politiken 24.7.1927 er hele side 5 en hyldest til Henrik Pontoppidan. Blandt de mange hilsener er der tre digte:

Sophus Claussen (1865-1931)

En Silhuet.

Nu hvidnes den sortblaa Pontoppidan,
mod Landevejspopler og Pile
man ser ham i Solrødmen smile. –
Paa Himlen staar blegblaa Stjerner i Flor,
før Aftenen fylder den summende Jord,
og Dagen gaaet til Hvile.

Sophus Claussen.

Gunnar Gunnarsson (1889-1975)

En Dommer og en Digter,
en Ære for sit Land,
en Mand med Mod og Pligter,
men først og sidst: en Mand.

Gunnar Gunnarsson.

Harald Bergstedt (1877-1965)

Naar har vi set ham og hørt ham?
Paa Stævner? I Vest eller Øst?
Naar har vi hilst og berørt ham?
Der var kun en Klang af en Røst …
de dæmpet fortrolige Ord,
der fjernest fra Spræl og Parade
steg op fra de hviskende Blade
af Bogen, der laa paa vort Bord …

Den Røst blev vor Ungdoms Fortrolige,
… dragende, verdenserfar'n.
Den redte vor ungdomsurolige
Tankelivs filtrede Garn …
Den drev os af Stylterne ned …
Den blotted' os Humbugens Laser …
og stopped de skryder de Fraser,
med bitter men lægende Fred.

Og Livet med Trængsel og Fjendskab
udrulled sit brogede Baand.
Vi fandt os et styrkende Venskab
i denne fuldmodnede Aand,
den stolte, den rolige Røst,
der vendte sig køligt mod Tiden
saa dæmpet af svulmende Viden,
saa moden som Luftning i Høst …
…….

Det suser for Sommernatsvinde
i Skumringens luftende Træ'r.
Og alt, hvad der sved i sin Svinden,
?n?ver underligt levende nær …
Nu søger med Bladenes Sus
fra Byer og fjerneste Banker
i Tusindevis vore Tanker
med hengiven Tak til hans Hus.

Harald Bergstedt.

Tom Kristensen (1893-1974)

Den 24.7.1937 skrev Tom Kristensen i Politiken et digt til Pontoppidans 80 års dag. I 1944 blev digtet genoptrykt i Henrik Pontoppidan. Til Minde. Her har det fået overskriften "Varden".

Til Henrik Pontoppidan.

Hvor sandt, hvor rigtigt, at du blev saa gammel,
en vejrbidt Varde i det danske Land,
for om din Fod er Danmarks Skæbne samlet,
dets Sten og Jord, dets lette Flyvesand.
Fra Nederlag til maadeholden Sejr
med stejl Hukommelse de mange Dage
stod du og vented støt mod Flagrevinde
til Dagen, Sønderjylland kom tilbage.

Det var en Tid med mange Flagrevinde,
og der var aabent i det danske Sind
for Drøm og Rus og hede Fantasier,
blot Glemsel, Glemsel kunde trænge ind.
Og du blev haard i Dommen som en Særling
og syntes, hele Danmark stod til Skamme.
Du hærded dine Aar til haarde Stene,
og de blev lagt til Minde om det samme:

Det samme, samme: Aldrig, aldrig glemme.

Du fandt et Danmark, som forstod at vige.
Det veg i bugtet og i spaltet Form.
Kun Klitter hér, kun Klinter dér, stod stædig,
naar Havet om os rejste sig til Storm.
Men ellers drømmeblødt og blidt og buttet,
lidt Leg med Bølgen og med Tidevandet,
en Mildhed og Forstaaelse mod alle
med Troløshed og Glemsomhed opblandet.


Da blev du vred, saa Dommen mod os andre
tit kunde lyde med en Klang af Had.
Du ønsked, Kvinder fødte Børn med Smerte,
at unge Mænd blev døbt i Krigens Bad.
Du ønsked Skæbnen væltet over Danmark,
fordi det var saa villigt til at glemme,
fordi vi var saa raske til at drømme,
naar blot vi smertefrit og lunt sad hjemme.

Det samme, samme: Aldrig, aldrig glemme.

Den Dag, da Sønderjylland kom tilbage,
da brast din Stemme og blev sært til Sang.
Kun een Gang gav du efter for din Mildhed;
men aldrig glemmer vi den ene Gang.
Da vidste vi, forsonet med din Haardhed,
at ogsaa du har kendt til Flagrevinde,
at alt det danske, som du dybest haded,
det fandtes hos dig selv og dybest inde.


Da vidste vi, at dine Aar var hærdet
og med din Vilje som en Varde sat,
et Varsel til de Unge og de Yngste,
paa det de aldrig føler sig forladt.
For Tider kommer, hvor et Ord kan koste
de Unge Frihed og de Yngste Livet.
For dem er denne Varde blevet bygget.
For dem, for dem er Dit Eksempel givet.

Det samme, samme: Aldrig, aldrig glemme.

TOM KRISTENSEN.

Marcus Lauesen (1907-1975)

I bogen Henrik Pontoppidan. Til Minde, 1944, findes et digt af Marcus Lauesen. Det stod oprindelig i Politiken 24.7.1932.

VED STRANDEN

Henrik Pontoppidan tilegnet.

Vi er som nogle Mennesker ved Stranden,
der har lært af Havets vide Vælde
at blive helt smaa Børn,
som tankeløst leger med Sten.
Ikke Havet og de høje Himle
er vor Verden,
men en Leg med gode Sten
er alt vort Liv.

Men det sker, naar en af Somrens Dage
udklinger i en gylden Vellyd –
saadan som Aaret naadefuldt
kan stemme en Time af den lange Tid til Sang –
at noget bliver baaret over Havet,
en Tone,
eller blot en Susen,
en Mindelse om Storm
og Sejl, som slaar, –
og over denne brede Bro af Guld,
hvorpaa vor Dag skal vandre ind i Natten,
glider en Skygge af et Skib,
og Kølvandsbølger slaar mod Stranden,
tungt, i dumpe Rytmer,
med en Mumlen som et Ekko
af de stærke Vandes Tale …

Og før vi atter sanker Sten til Legen,
har vi set en Sejler,
glide kongeligt forbi,
har vi tænkt et Gran af dette Alvor,
som er Havets og de store Dybders Liv. –
Thi mod fjerne Horisonter vokser Skibet,
og det rækker sine Sejl til Aftenskyen,
og det svinder som en Skygge bort med Solen,
bort til Landet, hvor alt Lyset lever,
naar vi andre sover …

Nedenstående digt er fra Berlingske Morgenavis 24.8.1943:

Sædemanden
Henrik Pontoppidan in memoriam

Op mod en Høstdags Himmel, tordenmættet,
men let af Soldis og af Vindpust glad,
staar tunge Brødkornstraver Rad ved Rad –
al Markens Liv i Dødens Nu fortættet.

Snart er de tømt, de stubbegule Enge;
og hvad de gav er stuvet under Tag.
Og vi vil gaa med Jordens Velbehag
og vide, vi har alle Brød til længe.

Og Dagene forkortes, Solens Bane
vil synke nærmere den brune Skov
og Stormen orgle efter Aarets Lov;
og vi vil fryse efter gammel Vane.

Men før der varsles Sne i Himmelranden,
skal Ploven vende Stubbens slidte Guld
og række op mod Regnen dagfrisk Muld; –
og vi vil længes efter Sædemanden.

Thi hvad er Høsten og den ødsle Sommer,
om ikke nye Sædemænd gaar ud
som Tjenere af Livets store Bud
og vier Jorden til den Tid, som kommer?

Han saar i Haab og Tro sin gyldne Hvede,
og kærligt ser han Spiren vokse stor. –
Men sniger Snerlen sig op paa hans Jord,
da renser han med mandig ilter Vrede.

Thi Evighedens Ord om Høst er milde; –
dèr skilles Hveden ud paa Dommens Dag.
Men Tidens Love er en anden Sag;
Her kan det gælde: – nu er alt for silde.

   Tak, store Sædemand, som aldrig vilde,
   at tilsaaet Ager skulde gaa til Spilde.

Jeppe Aakjær (1866-1930)

HENRIK PONTOPPIDAN

SAA fornem en Digterskude
gaar ind under Danmarks Ø,
med vægtige Værker lastet
den duver saa tungt i Sø.

Jeg kipper fra Jollen med Flaget,
jeg svinger min brede Hat,
mens Skuden langeligt glider
ind under den lyse Nat.

Digtet findes i bogen Ravperler, som Jeppe Aakjær udsendte julen 1918. Den lille bog er trykt hos Niels P. Thomsen, Holstebro i 150 eksemplarer. På samme side finder vi Aakjærs digte til Georg Brandes og Bjørnstjerne Bjørnson. Pontoppidan er i godt selskab. Jeg har redegjort for forbindelsen mellem Jeppe Aakjær og Henrik Pontoppidan i en artikel i Skivebogen, 2004.

Henri Nathansen (1868-1944)

Dette digt stod i Politiken på Henrik Pontoppidans 70 års fødselsdag, 24.7.1927:

HENRIK PONTOPPIDAN

Stejlt du stod i Tidens Brydning mellem ny og gamle Guder,
Med dit Hjertes Strenge tvundet af de ny og gamle Tider,
Med din klare Tanke rettet mod en Fremtids Lysbebuder,
Med din faste Vilje formet under Pres fra alle Sider.

I de aarelange Kampe, hvor saa mange Viljer svigted,
Hvor saa mange Tanker fødtes og saa mange Drømme brast,
Stod du ene midt i Striden, mens du Stridens Saga digtet,
Med en Skælven i dit Hjerte, selv om Rejsningen var fast.

Ensom blev du i dit Hjerte mellem Klostermures Stene,
Mens de indebrændte Længsler tørstede mod Lykkens Lindring,
Men du vidste, at din Vilje var din Lov og Lykkens Hindring,
Thi med Ildskrift stod der skrevet i dit Hjerte: Fri og Ene.

Derfor stod du midt i Striden under Pres fra alle Sider,
Og med Pres mod Viljens Sluse fra din Længsels stride Elv,
Derfor vendte du dit Værge mod de ny og gamle Guder
Som en Vagtpost for vor Selvtugt – mens du tugtede dig selv.

Fra din klosterlige Celle med de kølig-kyske Farver
Saá du Flugt fra gamle Faner, saá du Brud med gamle Baner,
Saá du nye Plove pløje, nye Tromler, nye Harver,
Mens du hærded' dine Vaaben som en haardfør Puritaner.

Men vi glemte dine Vagtraab, dine Raab om haarde Vaner,
Falkeblikkets hvasse Fjernhed, Vingefangets brede Styrke,
Og vi søgte nye Guder, der var lettere at dyrke,
Og vi fodred Havens Fugle og Kanalens tamme Svaner.

Videre blev dine Krese, fjernere blev dine Tanker,
Dybere du svandt i Taage og i Glemsels Mulm begravet,
Søgende den sidste Lysning bag ved Horisontens Banker
For at skue over Landet, inden Solen sank i Havet.

Da med Et vi ser en Vagtpost, mørk mod Horisontens Fjerne:
Højt du stod med Blikket hævet mod den første Aftenstjerne,
Frit du stod – og under Bjerget laa det døde Riges Strand,
Stolt du stod – og over Bjerget laa Forjættelsernes Land.

Se, nu bringer vi dig Gaver, Høstens tunge gule Frugter,
Landets Tak for Vagt og Værge, du dets Elsker og dets Tugter,
Folkets Tak for Offergaven, Lykken, som blev dig forment …
Saadan takker vi i Danmark –
naar vi ved, det er for sent.

Frater taciturnus.

Pontoppidan har undret sig over, hvem digteren Frater taciturnus var. I et brev til Henrik Cavling 29.7.27 skriver han bl.a.:

Jeg har altid været nysgerrig efter at få Frater Taciturnus-Mysteriet opklaret; og nu er jeg det naturligvis endnu mere end før. I København har man måske forlængst kigget bag Masken. Her i Svendborg har vi endnu kun bange Anelser. Man hvem det så er, der skjuler sig under det Kierkegårdske Pseudonym, det er en Digter, vistnok ikke helt ung men meget betydelig. Hils ham hjertelig fra mig! (B&B brev nr. 405)

I 1928 udgav Henri Nathansen en digtsamling Jord og Stjerne. (Ikke "Jord og Stjerner", som B&B skriver). Forfatter er Frater Taciturnus. I denne digtsamling finder vi sidst i bogen digtet til Pontoppidan sammen med digte til Hørup, Einar Christiansen, Hans Kaarsberg og Henrik Ibsen. Digtet er med meget små afvigelser i digtsamlingen det samme som i Politiken. Henri Nathansen må have sendt bogen til Pontoppidan, for den 2.12.28 skriver Pontoppidan til Henri Nathansen bl.a.:

Jeg har været rigtig dårlig i den sidste Tid; derfor kommer jeg først nu med min Tak for Deres ejendommelige Digtsamling, hvorfra der lyder alle Slags Toner, fra Fløjte til Violoncel og Horn, et helt Orkester. Størstedelen af Digtene har jeg jo kendt og husket, og det har været mig et kært Genmøde. Men jeg savner et Par, i hvert Fald ét, som jeg trods Årene heller ikke har glemt, bl.a. fordi det var på det, at jeg i sin Tid genkendte Deres Stemme bag Frater Taciturnus-Masken. …… For en Ugestid siden fik jeg et Brev fra Ove Rode, der bad mig om at anmelde Deres Bog i "Politiken". Når jeg ikke fulgte Opfordringen, var det, fordi jeg kunde sige mig selv, at det af alle vilde blive opfattet som Vennekritik, dersom jeg efter 30 Års Tavshed igen optrådte som Boganmelder, tilmed i Anledning af en Bog, hvori jeg selv berømmedes. Det vilde gøre Folk mistænksomme overfor min Ros og ikke være til Gavn for Bogens Salg eller for Dem selv, så meget mindre som jeg jo var afskåret fra at nævne Deres Navn og øvrige litterære Fortjenester. Mit Svar til Rode gik da også ud på, at det måtte vente, til der kom en anden Lejlighed, og jeg er temmelig overbevist om, at De samstemmer med mig heri.

Det er ikke første gang, Henri Nathansen har skrevet digt til Pontoppidan. På forsiden af Adresseavisen 26.12.1905 stod trykt et digt af Henri Nathansen under overskriften Til Henrik Pontoppidan. Pontoppidan takker for digtet i et brev 30.12.1905.

Midt under barnlige Juleforlystelser modtog jeg idag den hædrende Hilsen, De har sendt mig gennem "Adresseavisen". Jeg havde ikke troet eller turdet vente at have en så god og forstående Ven mellem vore yngre Forfattere, og jeg læste Deres store og pragtfulde Digt med et dybt bevæget Sind. …… Tak fordi De har sagt mig det så varmt og kønt.

Her er så digtet:

Til
Henrik Pontoppidan

I.
Der staar midt i Firsernes Øde
en spejdende Vagt paa sin Post,
Brynet er tynget af Fortidens Brøde,
Blikket er hærdet i Tidernes Frost.
Tungt han staar i den fædrene Jord,
sætter sit dybe, trodsige Spor
midt i det flade Land –
en ensom Vagtpost, en Mand.

Han ser det fortvivlende Øde
i Landet, der fyger med Ord,
de stiger som Træk af Fugle, og døde
smælter de paa den taalmodige Jord.
Og dybt fra Mængdens forførte Klump,
der sjapper i Plørets stænkende Sump,
bruser de Tusinders Kor
i vilde Stormstød – af Ord.

Han lukker sin Mund for sin Harme
Imod den elendige Tylt,
spænder standhaftig de korslagte Arme,
venter taalmodig til Bægret er fyldt –
venter til Pløret er steget saa højt,
at Stænkene slaar deres mudrede Sprøjt
op mod den Plet, hvor han staar –
da løfter han Værget og slaar.

II.

Aa, dette Slæng der drog i Landet ud
og fyldte Luften med sin onde Aande,
snart ledet af en Sortebroder Knud,
snart af en Skægprofét, der førte Allehaande,
og rejste for en ny og bedre Gud.

Der sjakredes med Frihed for hver Dør,
der laantes Lighed ud mod dyre Renter,
Bladsælgere i Flok skreg Halsen tør,
og Frisindsaktionærerne strøg Dividender –
jo mere Frisind desto fler Procenter.

Og unge Sjæle gik fra Fædres Tro
og løb tilbage, da det led mod Natten –
Og Frihedstog drog frækt ad Vesterbro
med Oprørstegnet luende i Hatten.
Og Kongens Mænd befæsted Smørumvig,
mens Folkets Mænd skreg op om Skattekrig –
Indtil de mødtes i et ømt Forlig,
der lod de fattige betale Skatten.

Ja, dette Bakkanal af gamle Fraser
om Forsvarssag og Nordens Heltefag,
og dette Frihedspust af Silkelaser
og Bomuldsklude som mod Himlen fløj –
det var den gode gamle Lamperøg,
hvormed vor Landevagt forblinded alle Gaser,
hver Gang vi – hæderligt – led Nederlag,
vort eneste, uovertrufne Fag.

III.

Og Landet laa saa tyst og duved stille
og svinged som en Skude uden Ror,
saa mange Spillemænd holdt op at spille,
de bedste Spillemænd der var om Bord.

Og nogle gik i Nattens Mulm fra Borde,
steg tyst i Mørket ned og vugged bort –
og Vinden bar ved Nat fra fjærne Fjorde
døende Klange af en dyb Akkord.

Men andre vendte deres tomme Lommer
og tilstod aabent deres Sjæls Fallit
og lønnedes med Rang og Stand som Dommer
i Fjendens Lejr – og fik paany Kredit.

De usleste blev ubarmhjertig sande
og rysted' Bjælderne paa Narrevis
og stangede med deres Skaldepande –
En lo som Buk – En gryntede som Gris.

– – –

Hvor er de Mænd, hvis Navne klang i Landet
som Slag mod gamle Tiders Grænsesten –
har Bølgen sletted ud som Spor i Sandet
de Tusinde for kun at frelse En?

IV.

En eneste – en trofast Vagt,
som ej sin Post forlod,
en ensom Mand i dette Land,
hvor den er ene, som er sand,
og staar hvor før han stod.
En, der fik skabt sit Manddomsværk,
i Medgang tavs, i Modgang stærk,
en eneste – en Mand.

Jeg siger Dem min dybe Tak
med ungt, bevæget Sind
for Vinterfrost og Sommervind,
som slog fra Dem imod min Kind –
fordi De staar, hvor før De stod,
saa fordomsfri, saa fuld af Mod,
saa stærk og ubønhørlig sand – –
et eneste – en Mand.

Henri Nathansen.

I 1930 udgav Henri Nathansen bogen Portrætstudier. Heri findes en 24 sider lang artikel om Henrik Pontoppidan. Jeg synes, at artiklen er svulstig, men der er gode iagttagelser deri, f. eks. s. 83: "Hans Fædrelandskærlighed er uden Nationalisme, hans Religiøsitet uden Religion, hans Folkelighed uden Demokratisme, hans Samfundsfølelse uden Socialisme, hans Menneskelighed uden selvgod Humanisme".

K.J. Almqvist (1899-1970)

Henrik Pontoppidan

Mester,
Du som førte et Adelssværd frem
Fra din uskjulte Pande,
Du ramte
Daarernes Hjerteblod og knuste
Hyklernes Lænke.
Du er den
Hvorom Hjertet taler.
Mester,
Ak, – – om jeg i Dag tør tænke
Den Tanke,
At du var den,
Der gav mig Mod
Til at se paany.
Dit Ord blev Sjælens Liv,
Dit Billed stod frem
I mit Hjerte

Digtet findes i K.J. Almqvist: Billedtekster. Udvalgte Almqvistiske Portræt Billedtekster, 1. Del. Bog & Bladforlaget, 1931. Almqvist har lavet snit af Henrik Pontoppidan i 1929 og 1937. (Woel: Dansk Forfatterleksikon, 1945, s. 251). Det ene findes i Billeskov Jansen: Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere, 1978, s. 89.

Cai M. Woel (1895-1963)

TIL HENRIK PONTOPPIDAN
paa Femoghalvfjerdsaarsdagen.

Vi er en Klasse Børn i Livets Skole,
højt paa Katederet er Tiden Lærer,
og maaske lytter vi, maaske vi dovner,
maaske forstaar vi alt det meget svære.

Og blir vi spurgt – vi svarer næsten alle,
de nærmest Duksens Plads har stærke Stemmer,
der overdøver dem, som sidder nederst,
de Dovne, der er gladest, naar de glemmer.

Og de i Midten mumler med i Koret,
og stirrer tomt i Tidens strenge Ansigt,
de smiler, naar det smiler, ængstes, græder,
og ler makabert – efter Tidens Ansigt!

I Frikvarteret tumler sig de Dovne,
de ler og støjer rundt og har det rart.
De Flittige ser op fra deres Bøger
og sukker lydt, men trøster sig dog snart.

Og saa en Dag er Skolen slut og borte.
Tiden forstummet i den trange Kiste –
I Mørkets Brus vi hvirvles bort for stedse,
de Første først, de Sidste blir de sidste –

Maaske – hvis ikke vi blir alle lige!
en Hær, der staar og mumler imod Mørket –
en Hær af Døde, Du og jeg og alle –
og Hæren tier. Ene tumler Mørket!

Digtet findes i Cai M. Woel: Hverdagens Sange. Nye Digte, 1935. Med 10 Tegninger af Kaj Eistrup. Cai M. Woel har skrevet en del om Henrik Pontoppidan. Mest kendt er nok Henrik Pontoppidan I-II fra 1945. I 1937 udsendte Woel et lille hæfte på 15 sider: Hilsen til Henrik Pontoppidan paa 80-Aarsdagen den 24 Juli 1937. I Cai M. Woel: Dansk Forfatterleksikon. 338 Biografier over nulevende danske Forfattere, 1945 er der en artikel på 4 sider om Pontoppidan.

Sophus Michaëlis (1865-1932)

Johannes Weltzer (1900-1951)

Skrevet til 80 års-dagen 24.7.1937, Arbejderbladet Digtet findes optrykt i Johannes Weltzer: Flammen, 1938;

HENRIK PONTOPPIDAN

Under hvide Oldingebryn
gløder Livets hvasse Ild.

Henrik Pontoppidan,
ensom, mandig, sanddru,
naget af Smertens Brod,
ukuelig,
en stormbidt Varde,
der tegner sig mod Himlen.

Skyernes urolige Mørke
brænder Angst i Sjælen,
en Stormflod fraader,
lynsvanger aander Uvejrsnatten.

Uendelighedens isnende Drøm
borer i vort Hjerte.
Undfanges og dø –
Kaos er Verden
og ram dens Gus.

Elske og gro.
mægtigt flammer Verdens Solskin,
de dybe Skakter toner af Lys.
det gives Mennesket
der higer mod det ene:
at høre Klodens tunge Hjerte slaa.

Karsk er Ensomhedens rene Smerte,
skjult risler Brønden,
der kvæger Alverden.

Grønnes og svulme,
saftrige Grene glimter i Lyset,
mørkt bruser Kronen
i det salte Gry.

Tapperhed straaler
i Verdens Blod,
ubændig er Kraften,
der avler Kaos.
I Dødsfare fødes
en ny Tids Sind.

Mejsles og mejsle
er Menneskets Lod,
Digterens store, sanddru Øje
blotter Kaos
og aner Kosmos.

Een er Kraften,
der syngende bryder
gennem Rummet:
Udødeligt higer Livet mod Liv.

A.C. Christensen (1909-?)

Dette digt stod i Vejle Amts Folkeblad 24.7.1957.

Henrik Pontoppidan
185724. Juli1957

Det var ej hans Sag at drømme,
helst han maalte med Forstand,
deraf Lysten til at dømme,
som vel lettest fejle kan.

Men det Oprør i hans Indre,
denne Trang til skarpest Dom,
bliver ikke derfor mindre
værd, om der skal dømmes om.

Han har været med at stride
Aandens Vej paa sin Maner,
prentet Side efter Side,
hvoraf vi Mands Vilje ser.

Han har været med at lyse
op i baade Borg og Vraa –
lad saa Sindes ofte fryse
ved at se, som han nu saa.

Han har villet mer' end anet,
han har tænkt – for Drømme fri.
Fik han ikke Vejen banet,
drog dog noget stort forbi.

Appendix 1. Dedikationer fra Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan har udgivet to bøger med trykt dedikation. Fra Hytterne. Nye Landsbybilleder udkom i 1887 med følgende dedikation:

TIL
VENNER I ØSTBY.
(HORNS-HERRED.)

Landsbybilleder var udkommet i 1883 med dedikationen:

Til
Anna og Michael Ancher.
Fra
HENRIK PONTOPPIDAN.

Henrik Pontoppidan deltog i festlighederne i Skagen i 1883. Der genopfriskede han bekendtskabet med Michael Ancher. Blandt resultaterne var altså dedikationen. Michael Ancher malede et portræt af Henrik Pontoppidan og forærede det til ham. Dette portræt er stadig i familiens eje¹. Man kan læse mere om denne historie i Elisabeth Fabritius: Michael Ancher og det moderne gennembrud. 1880-1890, 1999, s. 130ff. Henrik Pontoppidans brev til familien Ancher fra december 1883 kan læses i Bay og Bredsdorff: Henrik Pontoppidans breve, brev nr. 20.

Henrik Pontoppidan boede i Østby fra oktober 1884. Da Fra Hytterne udkom i 1887, var der uro i Pontoppidans familieliv. I 1886 var familien flyttet til Havreholm efter datteren Karens død.

Pontoppidan skrev ikke mange digte, og af hans få digte er der ikke mange til personer. Det drejer sig om følgende:

1. "Til Holger Drachmann. Jeg, lille Nisse, rejste." Det er skrevet til Drachmanns 60-års fødselsdag den 9.10.1906.
2. "Den 4. Februar." Digtet stod i Politiken den 4.2.1912. Det er et digt til Georg Brandes på 70 års dagen.
3. "Hjalmar Bergstrøm. Ved Efterretningen om hans Død." Digtet er skrevet 29.3.1914.
4. "Det var hans Gerning i vort Land." Dette digt er til Vilhelm Andersen på tresårsdagen. 4.10.1924. (Digt nr. 101)

Appendix 2. Dedikationer til Henrik Pontoppidan

Jeg kender kun fem bøger med trykt dedikation til Henrik Pontoppidan:

1. Martin Andersen Nexø (1869-1954): Pelle Erobreren (1906-1910)
2. Niels Jeppesen (1882-1962): Den gode Hyrde (1918)
3. Harry Søiberg (1880-1954): De Levendes Land (1920)
4. Harald Herdal (1900-78): Mennesket (1937)
5. Johannes Thrap-Meyer (1898-1929): Anakreons Død (1928)

Martin Andersen Nexø:

TIL MESTEREN
Henrik Pontoppidan.

Niels Jeppesen:

TIL
HENRIK PONTOPPIDAN
I HJERTELIG TAKNEMLIGHED
OG HENGIVENHED

Harry Søiberg:

TIL
MESTEREN HENRIK PONTOPPIDAN
I BEUNDRING OG TAKNEMLIGHED

Harald Herdal:

Til
Henrik Pontoppidan

Johannes Thrap-Meyer:

Til dikteren
HENRIK PONTOPPIDAN

Anvendt litteratur

• Almqvist, K.J.: Billedtekster, 1931
• Bay og Bredsdorff: Henrik Pontoppidans breve, I-II, 1997
• Bredsdorff, Elias: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk redegørelse, 1964
• Nathansen, Henri: Jord og Stjerne, 1928
• — : Portrætstudier, 1930
• Nielsen, Einar: "Jeppe Aakjær og Henrik Pontoppidan", Skivebogen 2004
• Skjerbæk, Thorkild: "Digteren og redaktøren". in Flensborg Avis 1869 – 1969, 1969
• Thomsen, Karl V.: Hold galden flydende, 1957
• Weltzer, Johannes: Flammen, 1938
• Woel, Cai M.: Hverdagens Sange, 1935
• — : Hilsen til Henrik Pontoppidan paa 80-Aarsdagen, 1937
• — : Dansk Forfatterleksikon, 1945
• — : Henrik Pontoppidan, I-II, 1945
• Aakjær, Jeppe: Ravperler, 1938

Aviser:

• Adresseavisen. 26.12.1905
• Berlingske Tidende. 23.7.1927
• Dagens Nyheder. 24.7.1927
• Berlingske Tidende. 25.7.1927
• Berlingske Morgenavis. 24.8.1943
• Vejle Amts Folkeblad. 24.7.1957