Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 2. december 1928
Deres ejendommelige Digtsamling
2.12.28. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Henri Nathansen!
Jeg har været rigtig dårlig i den sidste Tid; derfor kommer jeg først nu med min Tak for Deres ejendommelige Digtsamling1, hvorfra der lyder alle Slags Toner, fra Fløjte til Violoncel og Horn, et helt Orkester. Størstedelen af Digtene har jeg jo kendt og husket, og det har været mig et kært Genmøde. Men jeg savner et Par, i hvert Fald ét, som jeg trods Årene heller ikke har glemt, bl.a. fordi det var på det, at jeg i sin Tid genkendte Deres Stemme bag Frater Taciturnus-Masken. Til Gengæld 2 indeholder Samlingen flere, som vistnok er nye, i det mindste nye for mig, måske fordi de har stået i "Politiken", da jeg var i Svendborg og ikke så' Bladet til Stadighed. Gladest er jeg naturligvis for det prægtige Digt, hvor jeg selv besynges. Det varme Venskab for mig, som De her har givet Udtryk, er jeg Dem hjertelig taknemlig for. Det forhindrer dog ikke, at jeg også finder Tilegnelsesdigtet overordenlig skønt, og at jeg har læst "Hvem jeg er – " og andre af Digtene flere Gange med den samme Glæde. Enkelte af de personlige Satirer synes mig for dunkle. Jeg har læst også dem mere end én Gang, men Grunden var den, at jeg ikke straks forstod, til hvem der sigtedes.
3 For en Ugestid siden fik jeg et Brev fra Ove Rode, der bad mig om at anmelde Deres Bog i "Politiken". Når jeg ikke fulgte Opfordringen, var det, fordi jeg kunde sige mig selv, at det af alle vilde blive opfattet som Vennekritik, dersom jeg efter 30 Års Tavshed igen optrådte som Boganmelder, tilmed i Anledning af en Bog, hvori jeg selv berømmedes. Det vilde gøre Folk mistænksomme overfor min Ros og ikke være til Gavn for Bogens Salg eller for Dem selv, så meget mindre som jeg jo var afskåret fra at nævne Deres Navn og øvrige literære Fortjenester. Mit Svar til Rode gik da også ud på, at det måtte vente, til der kom en anden Lejlighed, og jeg er temmelig overbevist om, at De samstemmer med mig heri.
4 Jeg er, som sagt, for Tiden ret forpint af mine gamle Ansigtssmerter, der holder mig vågen det meste af Natten. Jeg må egenlig hverken spasere eller tale, men jeg stjæler mig til at gå en halv Timestid, når Vejret er godt, og jeg er heller ikke bange for Besøg, når jeg blot selv må få Lov til at tie eller dog til at være lavmælt. Jeg håber derfor, at De snart igen vil se ud til mig og trøste mig i min Elendighed.
Med venlige Hilsner også til Deres Frue.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
