Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 4. december 1928

en Ære at blive hængt op og parteret

Kære Henri Nathansen!

Kunde De virkelig have ønsket, at jeg havde anmeldt Deres Digtsamling? Jeg forstår det ikke. Så forskelligt ser vi altså på den Ting. Dersom det var mig, der havde udgivet en ny Bog, vilde det naturligvis have glædet mig, dersom De syntes om ^den√, hvorimod jeg vilde have sat ringe Pris på, at De dokumenterede det overfor Offenligheden i en såkaldt "Anmeldelse". En samlet Fremstilling og kritisk Vurdering af en Forfatters Produktion er jo noget 2 helt andet. En Anmeldelse ^derimod√ er nu næsten ensbetydende med en Anbefaling, og som sådan benyttes den jo også i Annoncerne, hvor man kan se den ringeste Versemager blive udråbt til Mester gennem Avis-Udklip.

Da Cavling var Redaktør spurgte han mig en Gang ved Udgivelsen af en ny Bog, hvem jeg kunde ønske at få den anmeldt af i "Politiken". Jeg kan huske, jeg svarede ham, at hans mest ondskabsfulde Pressebavian vilde være mig den kæreste. I en lang Årrække var der da også frit Slag på mig i Bladet. Man forsøgte at kritisere mig sønder og sammen. Det lykkedes ikke. Jeg var den stærkeste. Og så taknemlig jeg 3 end er for den Forståelse og overbærende Venlighed, jeg har mødt på min lange Forfatterbane, så er det mig nu en Tilfredsstillelse at tænke på, at det dog ikke er venskabelige Håndsrækninger alene, jeg skylder min literære Position. Mit Svar forleden til Ove Rode sluttede jeg da også med at sige, at som jeg altid havde betragtet det som en Ære at være blandt de få (og stadig færre), der lejlighedsvis bliver hængt op og parteret af Døgnkritiken, sådan kunde jeg kun ønske min gode Ven Frater Taciturnus den samme Udmærkelse.

Dette Ønske gentager jeg nu overfor Dem selv.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan