41
4. Autenti og fiktion
Værket udmærker sig ved en plastisk realisme, og det har som tidligere omtalt stærk sammenhæng med forfatterens egne livserfaringer. Nogle Pontoppidanforskere har derfor hæftet sig ved den overensstemmelse, romanens miljø og flere af dens personer udviser med de faktiske forhold.
Angående topografien er der således ofte peget på ligheden mellem Vejlby, Skibberup og den ensomt beliggende kirke i romanen og de lokaliteter med Skuldelev, Østby og den ensomt beliggende Selsø Kirke i Horns Herred på vestsiden af Roskilde Fjord, hvor Pontoppidans svigerforældre og en periode han selv og hans hustru boede. På østsiden af fjorden ligger i romanen landsbyen Sandinge med den betydningsfulde højskole, hvorved man har mindet om, at broderen Morten Pontoppidan drev højskole ligeledes øst for Roskilde Fjord, i Jørlunde syd for Slangerup, og at Henrik Pontoppidan selv havde haft ansættelse dér. Imidlertid har Sandinge Højskole i romanen, som det navnlig fremgår af DfL og DD, en meget højere alder og en langt vigtigere status i den danske højskolehistorie end Jørlundes lille højskole, og den gamle forstander i romanen har ingen som helst lighed med Morten Pontoppidan. Når det i DD viser sig, at der er kommet jernbane til Sandinge, og at det nærvedliggende Lejet (med "Hotel Kattegat") er på vej til at blive et badested, føres tanken meget langt væk fra Slangerup-egnen; genetisk set er sagen vel den, at Pontoppidan næppe uden besvær søgte at forene det egnspræg (med træk af Randersfjordens enge og kvæggræsning), der var brugt i ungdomsromanen Sandinge Menighed (1881), både med den mere antydningsvise beskrivelse i DfL 1892 og nu i DD 1895 yderligere med friske indtryk fra sit første sommerophold i Rørvig 1894 (sømærke-korsets placering på Hammerbakkerne i DD svarer fx til Korshage ved Rørvig) – men Rørvig er romanens højskoleegn jo ikke. Og selv om et enkelt stednavn i omegnen af Vejlby imod vest – Kyndby – stemmer med navnet på en faktisk lokalitet i den retning fra Skuldelev, tør dette ikke tillægges nogen vægt; gennemgående er alle stednavne, og særlig dem 42 øst for fjorden (jf. M s.108), opfundet af digteren. Vi befinder os i romanen i en fiktiv sjællandsk egn, ved en fjord; på en landtunge ved dennes udmunding – i Kattegat, lader det til – er placeret et vildsomt strand- og fiskerfolk, "Skallingerne", hvad der synes en ganske fri, fiktiv kombination.
Noget tilsvarende gælder på personernes område. Også her har forfatteren sikkert i nogle tilfælde hentet træk fra virkelige skikkelser og livsløb, han har kendt til; Pontoppidan havde eller fik den vane. For provst Tønnesens vedkommende har man således udpeget provst O.W. Tidemand1, der havde embede i Skuldelev og Selsø sogn og i 1878 udnævntes til forstander for Jonstrup Statsseminarium. Men lignede Tidemand i øvrigt Tønnesen? Modelbegrebet er meget elastisk.
Mere afgørende er det at spørge, om det ved nogen af romanens personer har været meningen, at læserne skulle tænke på bestemte, offentligt kendte personer fra den omhandlede periode (ca.1878-87). Her må man i nogle tilfælde svare bekræftende. Vigtigst i så henseende er utvivlsomt bispen, der har rollen som en hjælpsom – og morsom – deus ex machina i M, og som aldrig får noget efternavn i romanen. Ved talrige træk genkalder han den ansete politiker og frisindede biskop D.G. Monrad (1811-87): Monrad var en af den demokratiske 1849-grundlovs fædre, han var som bisp (og skoletilsynsførende) kendt for sin flittige og ofte noget overraskende visitatsvirksomhed hos sine præster, han vendte i slutningen af sit liv tilbage til det politiske liv, hvor han var en modstander af provisorieregeringen (jf. nedenfor), han søgte og opnåede – ikke straks – at blive indvalgt i Folketinget. Og ganske entydigt er det, at provst Tønnesen i sin meningsudveksling med Højærværdigheden skoser denne for hans rolle i 1864: "den sidste, ulykkelige Krig, for hvilken man almindeligt tilskrev netop Bispens Ministerium et væsentligt Ansvar"(M s.170). Monrad var regeringschef i 1864, og det ville være vanskeligt en snes år efter for en realistisk forfatter at placere nogen anden på den fatalt berømte post dengang. For så vidt 'er' romanens navnløse bisp altså Monrad. Men den virkelige Monrad var ikke bisp i Roskilde, men i Maribo stift, og den virkelige Monrad har ikke givet sig af med at vie fiktionspersoner som Emanuel og Hansine. Altså 'er' romanens bisp ikke Monrad. Men det har været meningen, at romanens læsere – ganske få år efter Monrads død – har skullet tænke på ham.
43 Allerede ved værkets fremkomst og særlig ved DD med skildringen af Sandingemødet havde man travlt med at udpege modeller. En af de udpegede, frimenighedspræst Valdemar Brücker, der anmeldte værket i Højskolebladet 31.1.1896, nævner her de grundtvigianere, der var udlagt som modeller:
I Frimenighedspræsten Vilhelm Pram, der bekæmper Bibelens Avtoritet, har man genkendt V. Brücker, i Pastor Magensen, der forkaster Helvedstraffene, U. Birkedal, i Sandinge Højskoles Forstander Seiling [sic], L. Schrøder, o.s.v., o.s.v.
Brücker ser godt, at visse træk ved fiktionspersonerne stemmer med de formodede modeller, mens andre bestemt ikke gør det. "Det har sikkert ikke en Gang været Forfatterens Mening af ville udgive disse Billeder for Portrætter", siger han. På den anden side tror Brücker ikke, at lighedsforholdet er tilfældigt; det er en virkning af Pontoppidans hele skildringsmetode, som Brücker anser for overfladisk, vilkårligt selektiv, men bestikkende. I sin meget ugunstige karakteristik af den får Brücker også lejlighed til at nævne personer af præstestanden, fra hvem Pontoppidan formodes at have taget træk til provst Tønnesens forgænger (M s.17-18) og til Emanuel Hansted:
Pontoppidan griber kun en Masse Virkeligheds-Træk, han har opsnappet, og hænger dem saa ganske løst og tilfældigt paa de af ham frit opfundne Personer og Begivenheder. Han faar med en Masse: Fløjlshuer og Danselege, Forbrugsforeninger og Politik, Millionpræsten Kars og gamle Slamberg – begge fra Egnen om Randers, hvor H.P. hører hjemme – Præsten Bertel Henriksen fra Vendsyssel og i sin Tid bosat ved Randers, Præsten Harald Engberg, der sammen med foregaaende har maattet levere Træk til Udstyrelse af Emanuels Skikkelse, Forf.s egen Broder Morten o.s.v., o.s.v.
På samme måde som med bispen alias Monrad har det – i et langt mere perifert tilfælde – været meningen, at læserne i slutningen af DfL skulle identificere den skuespilleragtige norske digter ved højskoleforstanderens begravelse som Bjørnstjerne Bjørnson. Ligesom en række personer fra især højskoleverdenen, men også Folketinget, vistnok regeringen og i hvert fald kongehuset, der omtales med navns eller titels nævnelse 44 rundt omkring, men ikke eller kun sjældent selv optræder i handlingen, bidrager disse faktiske historiske personer eller personnavne til tidsbilledets præcision og sandhed. Blandt navnene på de gamle grundtvigianske kæmper, som pastor Momme tænker på i sin afsluttende livsstund, bemærker man, at digteren har sørget for at anbringe sin faders: Dines Pontoppidan (DD s.427).
Men langt vigtigere for tidsbilledet end inddragelsen af individuelle enkeltheder fra den nære fortids personalhistorie og evt. tilslutning til en placérbar topografi er præsentationen af typiske træk – personer, der inkarnerer vigtige standpunkter og bevægelser, repræsenterer karakteristiske sociale og ideologiske grupperinger, disses sammenfletning med organisationer, institutioner, økonomi, politik og kollektivt trosliv, der særligt prægede de store konflikter i tidsrummet. Herom nogle oversigtslinjer i det følgende afsnit.
Romanens historiske og ideologiske baggrund
"Tjen folket": Emanuels Hansteds drøm er inden for sit præstelige virkefelt at gå op i folkets liv. Modstillingen af (overklasse-, by- og luksus-)kulturen med (almue- og bonde-)'naturen' er et gammelt tema i europæisk åndsliv. Vi kan her forbigå antikken (bl.a. Horats) og blot hastigt nævne Jean-Jacques Rousseau, som i midten af 1700-tallet med sin puritanske civilisationskritik og sit natursværmeri lagde grunden til en vigtig side af romantikken. Den mest publicerede repræsentant for det tilsvarende budskab med dyrkelse af 'folket' = bonden på Pontoppidans tid var den store russiske digter og godsejer Lev Tolstoj (1828-1910), der fremførte dette tema bl.a. i sin roman Anna Karenina2, særlig i Ljovin-handlingen, og i en række religiøst og socialt moraliserende traktater3 – samt ved fotografiske og maleriske afbildninger af ham selv som eksempel i bondekofte bag ploven (jf. begyndelsen af DfL).
Hos Pontoppidans hovedperson får denne bestræbelse sin særlige danske karakter ved ideologiske og sociale faktorer herhjemme. Emanuel Hansted er præst, og det er en – i romanens begyndelse for resten 45 lidet fokuseret – vigtig omstændighed, at den fra Grundtvig udgående opfattelse af trosliv, menighed, folkeliv osv. her sætter rammen.
Inden for denne bevægelse fandtes en klar optagelse af tanken om, at det legemlige arbejde som bonde var sundt og i sig selv et middel mod kunstig og ugudelig overcivilisation; tanken er bl.a. udtalt af den indflydelsesrige norske højskolemand Christopher Bruun4; hans beundrer Morten Pontoppidan lagde selv vægt på at arbejde i stald og på mark i sit landbrug ved Jørlunde højskole5.
Hansted er knap nok grundtvigianer ved sine refleksioner, men han er det ved sit mødrene blod og ved hele sin bestræbelse for at tjene og løfte folket til et sandt, ubornert, demokratisk fællesskab med troen som blomst. Han indtræder i og omformer en præsts rolle på landet; han vil leve som bonde. I første omgang kan man altså sige, at tidsbilledet i romanen er en sognehistorie: en ung præst, endnu som et ubeskrevet blad, kommer til et sogn.
Sognet er først en kirkeligt bestemt enhed: det lokalsamfund, hvis beboere som menighed tilhører en lokalkirke, eller evt. som i romanen en hovedkirke (Vejlby) plus en annekskirke (kirken på næsset uden for Skibberup). Endnu i anden halvdel af 1800-tallet var den danske stats- eller folkekirke klart hierarkisk organiseret. Bispen styrede sognepræsterne i sit område (stift) – også de fineste af dem, (distrikts)provsterne, som er præster med særlige administrative opgaver, sådan som i romanen provst Tønnesen. En præst/provst kunne, fx begrundet i særlig arbejdsbyrde, få ansat en hjælpepræst, en såkaldt personel kapellan; det er som en sådan, at Emanuel Hansted kommer til Vejlby og Skibberup sogn.
Udnævnelsen og evt. afskedigelsen af præst og kapellan beroede hos bispen, ikke som siden på menighedsrådet. Sidste halvdel af 1800-tallet betegner også på dette område en kun tøvende begyndelse til mere folkestyre: Menighedsråd etableredes nogle steder, snarere ved udpegning ovenfra end ved valg nedefra, og dets opgaver indskrænkede sig til at bestyre "De Fattiges Kasse"s midler (jf. DfL s.251) o.lign. En radikal sikkerhedsventil – muligheden efter lovvedtagelser 1868/1873 for en menighedsdannelse og præstevirksomhed i en alternativ valgmenighed – omtales nærmere nedenfor i afsnittet om religionen.
Uden for det kirkelige område, men ofte ved person- og interessesammenfald 46 knyttet til dette, styredes sognekommunen (dvs. kommunen på landet) efter 1867 af et sogneråd, der skulle mødes mindst seks gange om året og lededes af en formand, som rådet selv havde valgt af sin midte. Sognerådet var delvis folkevalgt, i princippet som Folketing og Landsting, og med derom mindende begrænsninger i valgretten.
Hvis en stor konflikt i datiden kan siges at handle om bestræbelserne for at erstatte hierarkiske, ovenfrabestemmende strukturer med horisontale, folke- og fællesbestemmende organiseringer, så er skuepladsen i Pontoppidans roman langthen sognet, hvor de ovennævnte institutioner også kommer til syne; men det er mest på religionens område og i afspejling af den landspolitiske Rigsdagskonflikt, at de folkelige bestræbelser bliver vigtige i romanen – dem, Emanuel Hansted solidariserer sig med.
For resten synes det lokale styringsråd, der figurerer i DfL, at være en noget uklar blanding af menighedsråd, sogneråd og lokal afdeling af partiet Venstre; det er en forkortning, men måske ikke et urealistisk billede.
Klasser og økonomi: Emanuel Hansted gør i M front imod den (hovedstads)embedsmandsklasse, som hans far og nu hans foresatte provst Tønnesen tilhører. I stedet vil han forbinde sig med folket, dvs. sognets bønder, hvad han jo også gør på den mest eftertrykkelige måde ved at gifte sig ind i en bondefamilie – i det mindre velbeslåede anneksområde Skibberup – og ved at gå aktivt ind i landbrugsarbejdet. Medens præsterne – også ved bortforpagtning af deres præstegårdes avl – i stigende grad var løst fra landbrugs- og naturaløkonomi, går Emanuel den modsatte vej; i stedet for at modtage bøndernes 'tiende' og 'offer' til sin løn, som det endnu var systemet i perioden, opsiger han (i den store overspringelse mellem M og DfL) bortforpagtningen af sin præstegård og forestår selv dens drift også manuelt, som en bonde mellem bønder.
Noget i forløbet af DfL kan tyde på, at Emanuel Hansted ikke har en meget dygtig hånd som agerbruger – den side af bedriften, hvori han selv lægger sit arbejde. De mange uheld, der rammer hans agrare virksomhed i dette bind, kan naturligvis også have en symbolsk litterær funktion uden at skulle repræsentere nogen særlig økonomisk udygtighed hos Emanuel; således kan det ødelæggende regnfulde høstvejr vanskeligt tilskrives hans udygtighed. Men noget repræsentativt er der ved Hansteds tilfælde: Historisk set havde landbruget i Danmark ikke heldige kår og konjunkturer omkring 1880, hvor de faldende priser på det internationale kornmarked gjorde agerbruget urentabelt og tvang til at 47 satse på den animalske produktion (den interesserer i romanen Emanuels svigerfar mere end Emanuel selv), herunder mælkeproduktion. Historisk set skete der dog trods disse odds et opsving i landbruget i perioden, særlig ved bøndernes kollektive selvorganisering af indkøbs- og produktionsvirksomheder: brugsforeninger, andelsmejerier osv.
Denne selvorganisering rækker længere ind i – eller ud fra – ideologiske områder, og den omfatter flere end det mellemste og mindre landbrugs egne familier. Den centrale kraft inden for alt dette er i romanens verden en landsbyhåndværker, væveren Jens Hansen. Men i øvrigt er det sociologiske spektrum i romanens sogneverden også videre. Fra embedsmændene og akademikerne (gejstlige, læge, dyrlæge), over proprietærer og handlende i Vejlby (hvis næsten Zola'ske gerrighed og vigende monopol generes af brugsforeningen), skolelærere, bønder, tyende – helt ned til det forsumpede eller på anden vis elendiggjorte pjalteproletariat. Da væveren i DD til slut igen blæser til folkelig modstand efter en tid at have støttet sig til Indre Mission, er der tale om en ny forskydning væk fra de fine og de velbjergede.
Bogens sociale tyngde i beskrivelsen ligger dog i billedet af bønderne – vel ikke de rigere, proprietærerne m.fl., der er Vejlbyfolk og Tønnesens gæster, men småbønderne og boelsmændene i Skibberup med Anders Jørgen og Else som det udfoldede typebillede. Ved dem erindres en lang forudgående afsavnshistorie (se deres biografi i M s.140), og selv om de har samlet pænt til huse, er deres ejendom nær ved at være blot til låns: Den er en del af det system med gæld i stedet for tvangsarbejde, hvorved godsejerklassen efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet konverterede fæstegårdene til kapitallån og altså længe tyngende gæld for bønderne – jf. M s.140 om "en Fæsteejendom paa tre Mænds Levetider". Det er også Anders Jørgen, der kan genkalde det gamle herremandsregimentes symbol træhesten (DfL s.248).
Politikken: Romanens "tidsbillede" er karakteristisk ved at aftegne livet fjernt fra Rigsdagen, men det er ikke desto mindre et afgørende rigsdagspolitisk bestemt billede. Hvis hele romanen kan sammenfattes i udtrykket: drømmen, der brast, så indtræffer bristningen i midterbindet DfL, nøje fæstet til året 1885 og det landspolitiske demokratis store nederlag.
Romanen præsenterer i sit persongalleri typisk forskellige positioner og stadier i henseende til demokratiets forfatningshistorie. På forskellig 48 måde er mindet om den gamle modsætning mellem kongelig enevældes statsautoritet og 1848's frihedsmænd bevaret: De sidste figurerer (sammen med kong Frederik VII, der 'gav' Grundloven i 1849) som ærede billeder på væggen i bondens stue (i M) og – med interessante små forskydninger – i samlingsstuen i Sandingehus (i DD s.384). Enevældeværdierne finder vi hos autoritetsprincippets mere eller mindre parodiske fortalere: provst Tønnesen i M og dr. Hassings onkel Joachim i DfL – den reaktionære gejstlige og en gamling fra det store hartkorn. I denne konstellation er bispen særlig interessant ved så at sige at have embede hos de sorte, men protegere de røde. Det er symptomatisk, at han – og den ligeledes, men i modsat retning paradoksale pastor Petersen /pater Rüdesheimer i DD – hører til i det religiøse felt, hvor såvel overskridelser som tilbageslag især ses i romanen: religion kan blive politik, hvad den jo gør hos den oprindelig upolitiske Emanuel Hansted fra et (med undtagelse af moderen) gammeldags autoritetshævdende embedsmandshjem i hovedstaden.
Imod demokratiet talte, også hos mange af de gamle nationalliberale fra 48, frygten for barbari og anarki – i Danmark især forstået som: hvis bønderne skulle få magten! (For slet ikke at tale om, hvis socialisterne skulle få magt, efter den europæiske forskrækkelse med Pariserkommunen 1871). Det fik bønderne og deres vælgermasse at høre, disse formentlige barbarer, og deres klassehad mod "Dannelsestyraniet og Aandshovmodet" (væveren i DfL s.360) havde – eller har – grobund ind i en lang eftertid. Efter den nationale katastrofe i krigen 1864 havde den konservative vi-véd-bedre-reaktion for så vidt politisk vind i sejlene, bl.a. ved Grundlovsrevisionen 1866, der styrkede overklassens konserverende indflydelse. Men da den almindelige valgret til Folketinget stod fast (inden for bestemte rammer og ikke som hemmelig afstemning – jf. Svend Øl og Per Brændevin som stemmekvæg i DfL s.334), og da bønderne og andre mænd af nyere under- og middelklasser voksede stærkt i antal og selvbevidsthed, styrede udviklingen imod en situation, hvor bondepartiet eller snarere partigruppen Venstre ville få flertal i Folketinget – og dermed regeringsmagten. Det første skete, i flere omgange fra 1872 til 1901, og med flere partisplittelser; det sidste skete ikke i denne periode. Kongen, Chr. IX, foretrak nemlig at lægge og bevare regeringsmagten hos Højre, der havde flertal i Landstinget (godsejeren Estrup forblev konseilspræsident, dvs. statsminister, 1875-94). Venstre med flertal i det mere vælgerrepræsentative Folketing tordnede imod 49 dette "statskup" og det antidemokratiske styre og søgte bl.a. at blokere for det ved at forhindre vedtagelse af finansloven; denne gjaldt for et finansår, der dengang gik fra 1. april til 31. marts, og skulle vedtages af såvel Folketing som Landsting. Denne blokering forsøgtes første gang i 1877, uden held, og derpå med større mandattal og større håb i foråret 1885; højreregeringen Estrup imødegik blokeringsforsøget ved at udstede finansloven som provisorisk (dvs. midlertidig, efter særlige derom gældende regler) og således blæse på Folketingsflertallet. Dette vakte især i 1885 voldsom harme i befolkningens flertal, dvs. på landet; også Henrik Pontoppidan udtalte sig med ualmindelig harme, bl.a. i digtet "Rotterne" i Morgenbladet på grundlovsdagen 5. juni 1885. Der taltes om at besvare provisoriet med skattenægtelse, men på de hede ord fulgte dog ingen revolutionær handling: Venstres ledere lod omhyggeligt være med at puste for meget til ilden, og det demokratiske oprør blev til ingenting. En del af årsagen var Estrupregeringens meget håndfaste behandling af formodede opviglere: Venstreføreren Chresten Berg fik seks måneders fængsel, da hans tilhængere ved et folkemøde i Holstebro havde flyttet politimesteren ned fra tribunen. Blandt dem, der senere end nederlagsåret 1885 fik den politiske retfærdighed at føle, var Henrik Pontoppidans bror, den nu fhv. højskoleforstander Morten Pontoppidan, der efter en højesteretsdom i 1887 som omtalt måtte tre måneder i fængsel for injurier imod statsministeren.
Det er på baggrund af Estrup-politikken, at betegnelsen "demokrati(et)" var tvetydig: det betød både en styreform (hvis parlamentariske konsekvens kongen indtil 1901 vægrede sig ved at drage) og en bestemt partigruppering, nemlig Venstre. Den semantiske fiffighed – hvortil senere paralleller ikke er ukendte – består i, at den ene pol (Højre) i det politiske liv for så vidt er uden for demokratiet. "Demokrati" var et venstre-ord. Tilsvarende – og med tilsvarende semantisk fiffighed – brugtes ordsammensætninger begyndende med "folke-" og – gerne som et særlig grundtvigiansk monopol – ordsammensætninger med "venne-". Og mellem disse sprogbrug og deres brugere, altså mellem venstresympatisører i politik og grundtvigianere i troslivet, rådede et udstrakt fællesskab. Der var ganske vist – navnlig i København – venstrefolk af en mere ugudelig og radikal observans (Hørups og Edvard Brandes' gruppe); og der var – navnlig blandt ældre præster og i københavnske kredse – nogle, der teologisk var grundtvigianere, men politisk ingenlunde brød sig om Venstre, måske ikke engang særligt om en demokratisk 50 styreform. Men den massive del af grundtvigianerne på landet var venstrefolk og venstresympatisører: Guds og folkets mænd.
Det er derfor logisk, at radikaliseringen, tvivlrådigheden og tilbageslaget på den politiske front i 1885 fulgtes af en ideologisk og herunder teologisk opløsning inden for den grundtvigske bevægelse. Denne opløsning havde egentlig rødder tilbage til før Grundtvigs død 1872, men den tog fart med de politisk formørkede udsigter i 1880erne. DD med fortalt tid i sommeren 1887 (og med et efterspil i efteråret 1888) handler om dette, med fri digterisk sammenføring af såvel ældre som senere teologiske stridigheder.
Grundtvigianismen og dens fjender
Dele af den danske kirkehistorie i 1800-tallet og den grundtvigianske bevægelses historie er tegnet ind i romanen – er en betydningsfuld del af dens 'tidsbillede'. Også her træffer vi en spænding mellem en centralistisk-autoritær struktur og en demokratisk decentral bevægelse: mellem statens kirke og den folkelige menighed.
Den luthersk-evangeliske statskirke fra før Grundloven 1849 skiftede kun langsomt karakter til noget, der kunne retfærdiggøre det nye navn 'folkekirke'. Præsterne var statens åndelige opsynsmænd og kom som nævnt stadig ovenfra til deres sognemenigheder. Over for dette var der fra tid til anden opstået samvirke af mennesker, hvis trosliv og -trang ikke fandt sig tilfredsstillet i statskirken, selv om de havde nogenlunde samme opfattelse af Bibelen og Den Augsburgske Konfession som denne. I 1700-tallet havde det bl.a. været pietisterne, som det dog i vid udstrækning lykkedes at gøre loyale over for statskirken, der så også 'flyttede sig' noget. I 1800-tallets midte var det de såkaldte 'gudelige vækkelser' på landet, hvoraf nogle fandt sammen med præster prægede af Grundtvigs i visse henseender friere kirke- og kristendomsopfattelse, medens andre – ofte fra fattigere samfundslag – dannede grobund for Indre Mission, der på sin side havde ligheder med den gamle puritanske pietisme. Ordet 'pietistisk' bruges i romanen ofte ensbetydende med indremissionsk. Indre Mission bevarede længe et præg af lægmands- og vækkelsesbevægelse med omvandrende prædikanter og kolportører, der solgte gudelige skrifter.
Men også disse bevægelser blev – efter indledende chikanerier og intimidering – 51 stort set fastholdt i stats/folkekirken; dog havde de nu fået en anden mulighed end at bøje sig, nemlig at 'løse sognebånd' fra den statslige kirkes sogn og danne valgmenigheder eller frimenigheder. Valgmenigheder dannedes inden for folkekirken, men altså med deres selvvalgte – dog statsligt teologisk autoriserede – præst. Frimenigheder stod uden for folkekirken, men havde væsentlig fælles lære med denne, modsat andre trossamfund som det romersk-katolske. Hvilken af disse to former der nærmest kunne have været muligheden for Emanuel Hansted efter provst Tønnesens brud med ham, bliver ikke klart; derimod er det klart, at bispen er interesseret i at beholde Hansted i statskirkeligt embede og bl.a. undgå, at hans tilhængere løser sognebånd.
Romanen har tre repræsentanter for stats/folkekirken: den no-nonsense-autoritære provst Tønnesen, den liberale bisp og endelig den konservative, men desillusionerede pastor Petersen, der ser kristenheden opløse sig i egomane hundeslagsmål.
Den anden side af spændingsfeltet i romanen er grundtvigianerne, med små sideblikke til senere sektdannelser ("Damgaardianerne" DD s.433) og med en stigende skygge af Indre Mission ved siden af.
Den grundtvigianske bevægelses forhistorie eller historie er resumeret i tilbageblikket på pastor Mommes liv (DD s.426-28); panoramaet over dens persongalleri, sammenflettet med – og langthen identisk med – venstrefolket, ved den gamle højskoleforstanders begravelse (DfL s.351 f.) er et kulturhistorisk snapshot; og det store, til dels katastrofale møde på Sandinge Højskole til sidst (DD, IV Bog) er en frihåndstegning ud fra en række af bevægelsens ældre "vennemøder"6 bl.a. i Askov aug. 1881. Her inddrages dog senere kontroverser, som de bl.a. kom frem ved et møde med danske deltagere på Sagatun i Norge 1886; her var dialog med fritænkerne på programmet. Kontroverserne blev kun midlertidigt banket ned på et vennemøde i Odense 1889. Der er også træk fra et grundtvigiansk forhandlingsmøde i Kolding 1893 og et møde på Askov Højskole i august 18947. Sandingemødet er digterens sammenfattende, typiserende billede af grundtvigianismens endelige ideologiske splittelse.
Bevægelsen var længst blevet vehikel for en række praktiske organiseringer af især gårdmandsklassens økonomi (jf. ovenfor om andelsslagterier osv.). Den havde givet stødet til oprettelse af en række skoler – i romanen som i virkeligheden først og fremmest almendannende højskoler 52 for landboungdommen, men også friskoler for børn, hvor grundtanken var at etablere lyst opbyggelige og oplevelsesrige skoler med vægt på sangen og det levende ord i stedet for kundskabsdominerede terpeanstalter, og overhovedet et blomstrende kulturliv med forsamlingshuse – modsat Indre Missions missionshuse, som var oprettet med tanke på andagt og opbyggelse, ikke kulturtilbud. – Efterhånden tegnede bevægelsen sig også for en vigtig type faglig voksenuddannelse i form af landbrugsskoler. Allerede det sidstnævnte – ligesom den såkaldte udvidede undervisning på Askov Højskole – markerede, at tiltroen til en vækkelsesskole med bibelsk, nordisk-mytologisk og fædrelandshistorisk (lærer)fortælling efter Christen Kolds model var ved at blive brudt af de moderne tider med faglige dygtiggørelsesbehov. Længe forblev dog forkærligheden for det nordiske karakteristisk for grundtvigianerkultur; særlig gjaldt det det oldnordiske og i ikke ringe grad det nye norske, med Bjørnstjerne Bjørnson som en periodevis højt anset ven; jf. Emanuels "gammelnordiske Tilbøjeligheder" (DfL, s.220) i boligindretning og kælenavnet til hans søn: "Gutten".
Karakteristisk i den grundtvigianske pædagogik var også traditionelt fortællefagene – med bibelsk, historisk, mytologisk, folkloristisk stof (fx folkeviser, sagn, folkeeventyr) samt en allegorisk-opbyggelig udlægning heraf. Romanen registrerer også forskydningen i grundtvigiansk litterær smag fra den mytiske genfortælling og den danske højromantik til skolelærerlitteraturens "jævne, moraliserende Hverdagsfortælling" (DfL, s.226) og til udvalgte sider af de store norske samtidsdigtere.
I det politiske samfundsliv stillede de moderne tider spørgsmålet, om bevægelsen skulle engagere sig i kampen mod regeringen Estrup, og i så fald sammen med hvilke(n) af Venstres fraktioner. Herom havde der ikke været enighed blandt de grundtvigianske præster, mens størstedelen af højskolefolket mere eller mindre støttede Chresten Bergs del af Venstre. Vanskeligere var det at gå længere i radikal retning – til Hørup, der brugte 'det litterære venstre', dvs. de fritænkeriske forfattere i Georg Brandes' følge, som ideologisk mandskab; her stod de fleste grundtvigianere af.
Men i slutningen af 1880erne syntes det politiske perspektiv ret håbløst samtidig med, at Indre Mission – som nævnt med en socialt anderledes rekruttering, men uden politiske interesser – ved sit stærke vækkelsesliv og personligt alvorlige engagement syntes at løbe med noget af det, som ældre grundtvigianere havde anset for deres ærinde. Nogle 53 grundtvigianske prælater søgte derfor dialog med Indre Mission (Bethesda-møderne i København i 1880erne), medens andre grundtvigianere fandt missionsfolkets Bibelfundamentalisme, Helvedsprædiken og fjendtlighed over for 'verden' dybt fremmedartet for deres egen lyse og forholdsvis tolerante trosopfattelse.
Den grundtvigske trosopfattelse, eller teologi, havde imidlertid sin egen sårbarhed. Teoretisk var den ganske vist fjern fra Bibelfundamentalisme; Grundtvig havde i stedet gjort trosbekendelsen til fundament og prædiket menighedens deltagelse i såvel det kristelige som det almindelige menneskelige liv, uden pigtrådshegn. Men skulle man nu virkelig give den moderne Bibelkritik indrømmelser? Kritikken af de gammeltestamentlige og efterhånden også de nytestamentlige teksters historiske ægthed hele vejen igennem var rejst i europæiske hovedlande, i 1800-tallet særlig blandt tyske protestanter, og forholdsvis forsigtigt formidlet til dansk (hhv. norsk) teologisk offentlighed af skrifter som F.W. Farrar: Jesu Liv (1880) og Bibelens og Kirkens Lære om Helvedesstraffene (1886). Grundtvigianerne var måske ikke så meget for den lutherske evighedspinsel i Helvede, men man kunne vanskeligt på én gang afskaffe Djævelen og værne om trosbekendelsen (inkl. "Jeg forsager Djævelen" osv.). Og skulle man virkelig være i stue med ateister? Kunne grundtvigianere fx støtte valget af "en rigtig skidt Gudsbespotter" som Edvard Brandes til Folketinget – spørger væveren i DfL (s.361), og det havde andre også spurgt om i virkeligheden.
Bibelkritikken, der fra 1870erne prægede den ikke universitetsansatte teolog A.C. Larsen og fra 1880erne bl.a. Vald. Brücker, var herhjemme i første omgang teologisk begrænset til spørgsmål om Det Gamle Testamente – en vigtig reference var Julius Wellhausen: Geschichte Israels (1878). Den fik i øvrigt ringe artikulation i teologiske universitetskredse. Men professor Frants Buhls bog om Det israelitiske Folks Historie (1893) førte til en hidsig diskussion i 1894-95, hvori deltog bl.a. professor Peder Madsen og Indremissionshøvdingen Vilh. Beck. Den nytestamentlige Bibelkritik, der havde udgangspunkter tilbage hos bl.a. tyskeren D.Fr. Strauss (1836) og franskmanden E. Renan (1863), var i Danmark velkendt blandt antikirkelige intellektuelle, især i Brandes' følge. En bredere offentlighed søgte den afskedigede præst og flittige publicist Henning Jensen (1838-1929) at interessere for Bibelkritikken med en "Fremstilling for Lægfolk" i fire bind 1890-94 af Jesu biografi og Paulus. Bjørnson var blandt Jensens velyndere; og bindet om Jesu Lidelse og 54 Død (1893) kan vel tænkes af have været bekendt for Pontoppidan før konciperingen af DD – klageråbet fra den forladte frelser til Gud Fader står således hos Jensen som det eneste ægte blandt Jesu ord på korset i evangelierne. I 1893 havde Jensen for øvrigt i Tilskueren repliceret på Pontoppidans drilsk-ortodokse artikel "En falsk Etikette" med et defensorat, der redegjorde for den moderne, rationalistisk udvandede Jesus-opfattelse ("De ny Profeter").
Men også grundtvigianerne havde som nævnt deres hyr med Bibelkritikken. Allerede midt i 1870erne havde den senere hen rettroende, grundtvigianske teolog Fr. Jungersen (1836-1912) problematiseret evangeliernes beretning om mirakler; 'mirakeltroen' forblev et af ateisternes taknemlige angrebspunkter imod de rettroende. Jungersen blev dog snart af vennerne bragt til at stikke piben ind. Men siden rejstes debatten igen inden for bevægelsen af flere af de venstreorienterede 'nygrundtvigianere'; en af de mest talende var folkekirkepræst – efter afskedigelse frimenighedspræst – Valdemar Brücker, som med Grundtvig hævdede, at man stod frit over for Bibelen, der ikke kunne bortkommandere moderne natur- og historievidenskab, men skulle læses alene efter "Ens personlige Behov" (DD s.383), i lys af menighedens udvikling og trosordets vejledning. I forhold til gejstlighedens – også størstedelen af den grundtvigianske gejstligheds – skræk for indflydelsen fra Brandes og det moderne gennembrud, var Brückers åbning i rationalistisk retning dristig. I romanen har han leveret træk til Vilh. Pram; Brückers frimenighed lå dog på Koldingkanten, ikke "i en smørfed, lollandsk Egn" (DD s.384), som Brücker selv anfører i sin anmeldelse i Højskolebladet 31. jan. 1896.
Problemet med nygrundtvigianernes indrømmelser var i forhold til modergrundtvigianismen, at de før eller senere måtte komme i kollision med dennes egen dogmatik. Det skete, da den såvel politisk som teologisk mest uforfærdede af dem, digterens bror, højskolemanden og valgmenighedspræsten Morten Pontoppidan i 1887 tog fat på trosbekendelsens historiske og traderede autoritet – gamle Grundtvigs kernedogme. Dette vakte megen uro, også hjemme i hans valgmenighed (ved siden af højskolen i Jørlunde), som han da valgte at forlade, efter at han var kommet ud af fængslet og havde drøftet sagerne med den. Præsten i statskirken var måske talerør for staten; men valgmenighedspræsten kunne ikke stå imod sin valgmenigheds opinion – hvad der efter alt at dømme heller ikke ubetinget var Morten Pontoppidans situation, men 55 han kunne møde modstand blandt sine egne i sognet og valgte altså af fortrække. Nærdemokratiet har også sit tyranni.
Som man ser, er der visse ligheder mellem Morten Pontoppidans skæbne og Emanuel Hansteds i DfL, ligesom der er god historisk repræsentativitet i de – i øvrigt mere eller mindre giftige og nøgleromanagtige – portrætter af talsmænd for både de moderne og de modererende standpunkter i forhandlingen på Sandinge Højskole, hvis forstander Sejling som nævnt er blevet opfattet som modelleret over den gerne midtsøgende Askovforstander Ludvig Schrøder. Og hele værkets sammenbinding af drømmen om folket og den (ny)grundtvigianske bevægelses kækhed, fejhed og palaver kan langt hen tages for et kirkehistorisk gyldigt tidsbillede. P.G. Lindhardt omtaler8 Henrik Pontoppidans roman således:
90'ernes store trilogi Det forjættede Land giver – delvis med broderen Mortens skæbne som baggrund – en mægtig episk fremstilling af den grundtvigske vækkelses opgang og opløsning, en nådeløs dom over dens fantasteri, ikke mindst fordi den forrådte den gamle irrationelle og realistiske tro for mere liberalt-humane anskuelser.
Prof. Lindhardt, hvis afskaffelse af det evige liv ikke er helt uden lighed med romanens pastor Magensens afskaffelse af Helvede som en oversættelsesfejl, tager her pater Rüdesheimers dom som digterværkets definitive. Heri er det knap sikkert at Lindhardt har ret.
