Rotter

Grundlovsdag 1885.

Vi bygged vor Gaard i en Overgangs Tid
– lidt pyntelig paa Fløjen, men borgerligt solid.

Fager og hyggelig den knejsed over Toft,
Lykke var i Huset, og Velstand paa Loft.

Gjemt bag stærke Mure vi frygtede ej
hverken Storm eller Regn. – Men Rotterne fandt Vej.

**
*

Bonden spidsed Øre, og rejste sig paa Stand;
han hørte kjendte Lyd af den graadige Tand.

Snart i hele Huset det rumlende fløj,
alle vaktes op af den ugudelige Støj.

Kom man ned i Kjælder og gik man over Lo,
altid var der Spor af denne junkerlige Klo.

Længe alt de tumled som Herrer i vor Vraa,
skummed frækt vor Fløde og skamgnov vort Straa.

Længe har de hærget og hulet i vort Hus,
skjændet vore Mure og spyttet i vort Krus.

Fløjen har de styrtet, og alting ligger brak –
nu maa alle hjælpes at faa Has paa det Rak.

**
*

Hver Gang, der var øde og Tomhed i vort Hjem,
var det dette slugvorne Kryb, der listed frem,

satte sig til Højbords ved Øl og ved Mad,
stjal det sidste Korn af den fattiges Fad.

Ubudne Gjæster — I skal føle det nu,
at hvad Fædrene glemte, kommer Sønner i Hu.

Ikke vil vi helme, og ikke faar de Ro,
før vi selv er Herrer i vort Fædrene Bo.

**
*

Himlen sender Væde, og Solen skinner hid.
Lad os rense vor Lade, mens det endnu er Tid.

Henrik Pontoppidan.