Rotter
Grundlovsdag 1885.
Vi bygged vor Gaard i en Overgangs Tid
– lidt pyntelig paa Fløjen, men borgerligt solid.
Fager og hyggelig den knejsed over Toft,
Lykke var i Huset, og Velstand paa Loft.
Gjemt bag stærke Mure vi frygtede ej
hverken Storm eller Regn. – Men Rotterne fandt Vej.
Bonden spidsed Øre, og rejste sig paa Stand;
han hørte kjendte Lyd af den graadige Tand.
Snart i hele Huset det rumlende fløj,
alle vaktes op af den ugudelige Støj.
Kom man ned i Kjælder og gik man over Lo,
altid var der Spor af denne junkerlige Klo.
Længe alt de tumled
som Herrer i vor Vraa,
skummed frækt vor Fløde og skamgnov vort Straa.
Længe har de hærget og hulet i vort Hus,
skjændet vore Mure og spyttet i vort Krus.
Fløjen har de styrtet, og alting ligger brak –
nu maa alle hjælpes at faa Has paa det Rak.
Hver Gang, der var øde og Tomhed i vort Hjem,
var det dette slugvorne Kryb, der listed frem,
satte sig til Højbords ved Øl og ved Mad,
stjal det sidste Korn af den fattiges Fad.
Ubudne Gjæster — I skal føle det nu,
at hvad Fædrene glemte, kommer Sønner i Hu.
Ikke vil vi helme, og ikke faar de Ro,
før vi selv er Herrer i vort Fædrene Bo.
Himlen sender Væde, og Solen skinner hid.
Lad os rense vor Lade, mens det endnu er Tid.
Henrik Pontoppidan.
