102
8. Modtagelseskritikken 1891-96
Ved at studere modtagelseskritikken oplyses man om det litterære og ideologiske miljø, værket ankommer i, og som det glæder, lader koldt, udfordrer m.v. Dette miljø er med sine smagsnormer og interesser for det første altid forskelligt fra nutidens; det har en i hvert fald delvis anden poetik og en sammenfletning med andre ideologiske og sociale formationer, end vi har i dag. Men det er for det andet i 1890erne – i princippet ligesom i dag – komplekst, sammensat af uligesindede retninger; samme side af værket vægtes forskelligt i forskellige lejre, idiosynkrasierne og tolerancerne har ganske forskellig placering hos forskellige anmeldere. Her er dog endnu et forhold at tage i agt, nemlig at anmelderne er specialister og intellektuelle, ganske vist af forskellig lødighed og med forskellige kartofler at hyppe, men forholdsvis reflekterede og litterært flersidigt informerede; i gennemsnit er de sikkert ikke repræsentative for et evt. flertal af mindre sofistikerede læsere. Ved et værk som Pontoppidans, der i sin fortællemåde og handlingsføring langthen har appelleret til en såkaldt 'naiv læsning', tør man tro, at en betydelig del af læserkredsen har været mindre vagtsom og mindre problemopsøgende end dagblads- og tidsskriftanmelderne. Det ville være af stor interesse at få fremdraget vidnesbyrd om lægfolks læsning og læse-reaktioner på bogen i dens første år på bogmarkedet. Den slags vidnesbyrd kunne antagelig findes i breve o.lign.1 Indtil en efterforskning af samtidige læserreaktioner i privat regi har fundet sted, må man slå sig til tåls med, at modtagelseskritikken i det offentlige regi dog også er meget oplysende.
103 Angående kritikkens – og publikums – modtagelse af værket er nu allerførst at bemærke, at Pontoppidans trilogi var et gennembrud og en succes for forfatteren. Da den konservative litteraturprofessor Julius Paludan i sin afhandling om "Bonden i Digtningen før og nu"2 i Mellem Semestrene (bd. 1, 1910, s.64) betegnede Pontoppidans værk Det forjættede Land som "Vel vor psychologisk dybeste og mest kunstnerisk beherskede Nutidsroman fra de senere Aar", var det ikke en omvurdering, men en konfirmering af den plads, romanen eller romanserien straks ved sin fremkomst havde vundet. Den generøse forlæggers satsning på en stor modtagelse – og en stor udbredelse – viste sig at slå til med det samme: Med dette værk brød Pontoppidan igennem.3
Det er allerede tydeligt ved anmeldelserne af M, at Pontoppidan herved havde nået et nyt niveau af litterær anseelse, og det gælder stort set hele det kulturpolitiske spektrum fra venstre mod højre i kritikken. Anerkendelsen formindskedes på bestemte punkter, men dens almindelige niveau – aflæseligt bl.a. i recensionernes omfang – opretholdtes ved fremkomsten af næste bind og ved trilogiens fuldendelse, selv om hvert af disse to bind kunne formodes at skuffe eller ærgre læsere, der havde taget det foregående til sig. Ingen kunne jo vide, hvilken vending historien ville tage fra bind til bind. At der ville komme et andet bind, var allerede annonceret på sidste side af M, men om der også kunne ventes en fortsættelse af bd. 2: DfL, var der ingen tilsvarende tilkendegivelse af. Foruden ved sin æstetiske vurdering og sin karakterologiske og historiske opfattelse af det enkelte foreliggende bind er modtagelseskritikken af originaludgaven derfor også interessant ved sine vidnesbyrd om de – ret forskellige – forventninger, man nærede til værkets (evt.) videreførelse og afklaring.
I det følgende inspiceres en række anmeldelser, der repræsenterer den politisk markerede ('europæiske' såvel som 'danske') Venstre- og Højrepresse i København, den politisk mindre markerede borgerlige intelligens' tidsskrifter i København, samt blade, der var talerør for grupperinger 104 i den grundtvigske bevægelse og højskolefolket. Vi sonderer det udvalgte materiale af modtagelseskritikken for hvert af de tre successive bind af Pontoppidans romanværk.
Først M. Mange anmeldere af denne bog berørte Pontoppidans tidligere forfatterskab. Den særlige relation til Sandinge Menighed påpegedes i nogle anmeldelser, således den vist først fremkomne: i Venstrebladet Østsjællands Folkeblad 4.11.1891, der roste M som folkelivsskildring og havde en klar forståelse af konfliktens strukturering i romanen, men dog fandt, at dens – modsat Sandinge Menigheds – neutrale skildring gør, at bogen falder "lidt ensformig" ud. Hovedtendensen i den københavnske kritik blev spidsformuleret af Niels Møller i Illustreret Tidende 17.1.1892: M er Pontoppidans "modneste og dygtigste Skrift". Den anonyme anmelder – sikkert Edvard Brandes – konkluderede i Politiken 17.11.1891, at: "En naturligere Fortæller besidder vor Literatur ikke", og noget lignende fremhævede Vald. Vedel – med en vis brod mod københavnerforfatteres impressionisme og eksotisme – i en bunkeanmeldelse i Tilskueren jan.1892 ved at tale om ægthed, friskhed, naturlighed og fortrolighed med stoffet.
De sidste publikationer, især Politiken, var kendt for venstreorientering, og Pontoppidan regnedes i perioden til samme side. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at M også fik en både intelligent og markant anerkendelse i store Højre-aviser som Nationaltidende og Berlingske Tidende. Dette ærgrede tydeligvis Politikens kritiker, der gav to forskellige forklaringer på modstanderlejrens anerkendelse: dels at Pontoppidan nu er så betydelig, at man selv i Højre ikke kan fornægte hans format, dels at forfatteren i denne første, endnu ekspositionsagtige del af værket i en objektiv stil holder kortene tæt ind til kroppen og ikke røber, hvor han vil hen i dramaets senere udfoldelse. Det første var knap nok nogen forklaring, mens den anden forklaring kan have noget for sig – for den sags skyld også videre frem det forhold, at venstrebønderne og grundtvigianerne ikke omfattedes med partisk ømhed af Højre, som derfor nok kunne tolerere en kritisk behandling af dem.
Den anonyme anmelder (Peter Hansen?) i Nationaltidende 7.11.1891 roste stilen, bondeskildringen og "de fortræffelige Episoder og mange slaaende Enkeltheder i "Muld", som høre til det Bedste, vi have i Retning af ægte Realisme i dette Ords gode Forstand". (En mindre ægte realisme og en dårlig betydning af realisme var sagtens den Zola'ske.) Han fandt kompositionen lovlig bred, selv om hverken det egentlig religiøse 105 (både i højskolevækkelsen og i hovedpersonens psykologi) eller det politiske endnu er rigtig fokuseret – og endda er romanen tydeligvis uafsluttet: Anmelderen citerede straks de ildevarslende slutningsord af M og bemærkede, at "Pontoppidan synes her at ville antyde, at Manden [Emanuel] har været en maaske farlig Fortryllelse undergiven". Anmelderen præsenterede Emanuel som "en enthusiastisk eller saare idealistisk ung Præst", men syntes ikke, at han er ret tydeligt karakteriseret. Provst Tønnesens karakteristik betegnede anmelderen som "ganske skablonmæssig"; frk. Ragnhild syntes ham tænkt som "en ung dansk Dame à la Hedda Gabler, dog fri for den norske Originals grelleste Udskeielser". Højrebladet jublede altså ikke just over disse to – meget forskellige – repræsentanter for overklassen, men æstetisk er dets bemærkninger ikke uintelligente. – Vi skal i øvrigt siden notere mere om anmeldelsernes opfattelse af de tre hovedpersoner i M; kategorien 'person' eller 'karakter' var grundlæggende i datidens romanforståelse.
Den anonyme anmelder i Berlingske Tidende (aftenudg.) 12.11.1891 bemærkede, at romanens emne: "Kampen mellem den orthodoxe Autoritet og de friere, navnlig af den Grundtvigske Retning paavirkede, Menighedsforsamlinger" i landbefolkningen, ikke var nyt, men kendt – bl.a. fra forfatterens tidlige bog Sandinge Menighed. Anmelderen betragtede først bogen ud fra dens egen angivelse som "Tidsbillede", dvs. "en Slags culturhistorisk Skildring af de omtalte Forhold". Som tidsbillede er M fortræffelig: konflikten, standspersonerne, mellemlaget, bønderne er skildret ud fra åbenbart selvsyn, med lune og med vidtgående, om end ikke absolut upartiskhed. Pontoppidans evne til at skildre miljøer, forsamlinger og natur roses. Som roman bedømmes M mere forbeholdent end som tidsbillede, "deels fordi Hovedpersonen er uklart tegnet […], deels fordi de meget bredt fortalte Begivenheder ikke finde nogen egentlig Afslutning i Fortællingen". Den annoncerede fortsættelse vil nemmere kunne råde bod på det sidste end på det første; således fandt anmelderen Emanuels forlovelse med Hansine uforklaret og virkende "nærmest som et Udslag af sentimentalt, næsten hysterisk, Sværmeri". Der konkluderes dog, at bogen er "i høi Grad læseværdig. Den hæver sig milevidt over den Novelleliteratur – baade norsk og dansk – som ellers oversvømmer Bogmarkedet, er ægte dansk-frisindet i god Forstand, og ikke plettet og smudset af den maniererte Blaseerthed, som ellers giver Nutidens Literatur dens væsentligste Præg."
M placeredes dermed fordelagtigt i forhold til den moderne, evt. ultramoderne 106 litteratur, jf. også Vedel i Tilskueren. Recensenten i Berlingske Tidende fandt således Pontoppidans lune finere end Schandorphs, bredere end Kiellands, der også nævnes af andre anmeldere. Berlingske Tidende associerede endvidere den faderoprørske Emanuel med Gerhard i Drachmanns Forskrevet (1890), en interessant association, der blev skærpet i en anmeldelse i det venstregrundtvigianske Tidens Strøm 20.11.1891. Sammesteds og ligeledes kraftigt i en kollega-anmeldelse af Johs. Jørgensen i Kjbh.Børs-T. 6.11.1891 fremhævedes Tolstojs kulturkritik og asketiske bondelivs-forherligelse som aktuelle impulser for Pontoppidans koncipering af Emanuel; Jørgensen tilføjede "August Strindberg[s] for nogle Aar tilbage" som en kunst- og kulturfornægter på krops- og (land)arbejdslivets vegne.
På sin vis var Pontoppidan altså mere tidssvarende og aktuel end den periode, af hvilken han i M vil give et billede. Men i sin bredt skildrende fortællestil og i sin foreløbige opstilling af konflikt og typer har han med førstebindet ikke virket provokerende på den kulturborgerlige højreorienterede kritik. Det har måske også været hans taktik netop at anlægge optaktsbindet som en malerisk-underholdende og i visse store træk glad, komedielignende beretning. At en så intelligent ung litterat som Vald. Vedel i Tilskueren valgte at sluge romanen råt (hans associering af fortællemåden til H.F. Ewald er ikke så meget en giftighed som en kluntet pointe i Vedels episke poetik her), kan indicere, at Pontoppidan ikke lokkede forgæves.
Vedel hører ganske vist også til det flertal af anmeldere, der fandt Emanuels karakter uklar. Edvard Brandes (?) i Politiken kaldte Emanuel for såvel "prærafaelitisk", hvad der er meget præcist i forhold til M s.51, som "kønsløs", hvad der vist er mindre træffende. En senere tids læsere vil snarere finde ham umoden, uudviklet, som allerede Niels Møller i Illustreret Tidende antydede til forklaring af utydeligheden.
En del af dem, der fandt forfatterens karakteristik af Emanuel uklar, forestillede sig, at fortsættelsen af M ville kaste klarere lys over denne, og nogle anede som Nationaltidendes recensent, at her ville illusioner stå for fald. Den ideologiske og muligvis den erotiske spænding var ikke udløst med M. Johs. Jørgensen, som hører til de anmeldere, der havde hæftet sig positivt ved Ragnhild Tønnesens figur, ventede, at romanens fortsættelse "vil rumme Kampen mellem Demokraten Emanuel Hansted og den aristokratiske Frøken Ragnhild". For Østsjællands Folkeblads bondevenlige anmelder var frk. Ragnhild blot provstens "skabagtige 107 Datter". Omvendt blev den sejrrige rivalinde set von oben i det københavnsk-radikale Politiken: "Den lille Hansine er ellers grumme nydeligt beskrevet". Der var nogen uenighed om, hvor meget Hansine føler bag sit sky og tilknappede væsen – måske har Pontoppidans antydninger og tegn været for diskrete selv i datiden? Østsjællands Folkeblad udtalte dog tillid til, at i den fortsatte roman "tager hun formodenlig levende Del i det Liv i Menigheden, der samler sig om Præsteboligen som Midtpunkt". Der er da nogle læsere, som ikke har anet uråd.
Særlig interesse har det at se, hvorledes grundtvigianske recensenter tog imod M. Hvis skribenten i Østsjællands Folkeblad har været en af dem – og det er sandsynligt, selv om det var Hørups gamle blad, og dets geografiske område næppe var stærkt grundtvigiansk præget – så var han mere tryg end de andre.
Morgenbladet, af antibrandesiansk, grundtvigianervenlig og 'dansk' Venstre-observans, som kom med en af de tidligste anmeldelser, 5.11.1891, trådte forsigtigt og brugte megen plads på tilbageblik på forfatterskabet og forfatterens biografi, hvorom det synes særlig velinformeret. Anmelder er utvivlsomt den ene af bladets redaktører, Otto Borchsenius, der havde været rådgiver og hjælper for den unge forfatter i første halvdel af 1880erne, men som Pontoppidan siden havde givet nogle svære polemiske skrammer. Sporene er kendelige i anmeldelsen. Der gives oplysninger om Pontoppidans liv i Jørlunde- og Østby-årene som baggrund for en større fortrolighed med bønder og fiskere og en mere samtidig realistisk skildring af dem end hos Schandorph og Drachmann. Dertil kommer, at Pontoppidan havde "sin Slægts Lethed til at færdes med Mund og Pen". Hans litterære start havde været lovende, men egentlig var det efter anmelderens mening ikke gået fremad i digterisk kvalitet med årene. En tid havde den fhv. Rusticus, nu Urbanus, ladet sig påvirke dårligt af "Byen" og havde optrådt beklageligt i "den moderne Kjøbenhavnske Journalistik", hvad læserne nok ville erindre påtalt i Morgenbladet, men det var nu en tilbagelagt fase. Pontoppidans skønlitterære frembringelser havde været af svingende værdi, men stadig ofte talentfulde og læseværdige; de var gerne i kortere format. Men nu lagde han altså ud med en roman på henved 400 sider, der endda kun var det første afsnit af et større "tidsbillede". M faldt dog for meget i bredden, først til slut samlede trådene sig, og farten og interessen steg. Forfatteren rostes for sine "smukke, stemningsfulde Landskabsbilleder og skarpe Pennetegninger af Mennesker, særlig lidt bedærvede Mennesker", 108 hvormed vel mentes l'hombrespillerne; Tønnesen og hans datter interesserede, men var måske nu ude af sagaen; billedet af Hansine var et lovende oplæg til "en psykologisk Studie af Værd"; hovedpersonen Emanuel var foreløbig den mindst interessante. Bogen syntes "at skulle stile mod at være et Slags Opgjør med Forf.'s eget Liv paa Landet". Og tidsbilledet
tilsigter altsaa en Skildring af – og Dom over – vore Dages kirkelige Afskygninger og næppe mindst af den hele Højskolebevægelse. Vi frygter for, at de, der har haabet hos Henrik Pontoppidan en Gang at finde en Forfatter, der med fuld og hel Sympathi omfattede det menige Folk, vil lide en Skuffelse. Det var vistnok for tidligt, da man ved hans første Optræden ventede en Digter, der ikke blot lo ad Bonden og fremholdt hans svage Sider, men ogsaa – som f.Ex. Hostrup i "Tordenvejr" – havde Øjet aabent for andre typiske Egenskaber. Der er i hvert Fald Tegn i "Muld" til, at Opgjøret med Landet faar flere Skyggesider end Lyssider.
Forfatteren ønskedes dog god arbejdsstemning til fortsættelsen. "Hvorledes hans Dom end falder ud, vil den altid blive hørt og prøvet med Opmærksomhed", idet den beroede på selvsyn. Anmelderen holdt således en dør på klem, samtidig med at han hejste ideologiske, moralske og kulturpolitiske faresignaler.
Tæt på Morten snarere end Henrik Pontoppidan var F. Falkenstjernes venstregrundtvigianske ugeblad Tidens Strøm. Anmeldelsen heri 20.11.1891 med signaturen A.M. sluttede med at spå romanen stor udbredelse: "den vil sikkert blive en "Folkets" Bog, fordi Grundtonen er saa ægte dansk." I øvrigt falder vurderingen nogenlunde sammen med en række andre anmelderes: Pontoppidan roses for sin fortællestil, sin skildring, sin satire (købmand Villing) og for frk. Ragnhilds skikkelse, mens der udtales nogen usikkerhed om Emanuels og Hansines karakterer – vil hun virkelig kunne blive det, han har brug for, og er hans "hidsige forbittrede Tale" i forsamlingshuset egentlig ikke en flugt fra væverens opfordring til ham om at fortælle noget om sig selv? Og recensenten kunne ikke holde en ganske irriteret reaktion tilbage: "En væsentlig Del af Bogen optages af en tolstoysk Hymne til Landarbejdets Pris, som til Yderlighed gennemført virker en Smule søgt og noget langtrukken kedsommeligt." A.M. ses ikke at have anmeldt DfL, men han har åbenbart ikke været forberedt på, hvor stærkt Pontoppidan i næste omgang netop 109 ville dementere den tolstojanske romantik. (Tolstoj var for øvrigt ingen ubetinget bondeforguder.) At recensenten i et grundtvigiansk organ ikke hilste en (formentlig) lovprisende skildring af landarbejdet velkommen, er måske lidt overraskende; men også grundtvigianske skribenter var jo intellektuelle af en vis københavnsk farvning, ikke bønder eller bønders børn.
Den sidste og i næsten alle henseender interessanteste anmeldelse af M fra dette hold stod i Højskolebladet 8.7.1892, altså over et halvt år efter udgivelsen. Har bogen været anset for en varm kartoffel? Anmelderen var meget kompetent og skarpsindig. Han hed P.E. Benzon, var præst i det jyske, jævnaldrende med Pontoppidan og selv skønlitterært virksom; interessant er ikke mindst hans fortælling Svovl (i samling af samme navn 1894), der skildrer brydningen mellem grundtvigianske og missionske strømninger i et bondemiljø, med næsten etnografiske kulturbilleder og med folkesprogs- og dialektreplikker, der er mere nøjagtige end Pontoppidans. Hvis det har været Benzons tanke i den nævnte fortælling at optage konkurrencen med Pontoppidans M og DfL, må man dog sige, at han taber, navnlig ved sin sluttelige hang til opbyggelighed. Som recensent udmærker han sig derimod ved en skeptisk og skarpsindig kritik.
Benzon slog på det flertydige og uafsluttede ved M. Han vendte derved det ærgerlige ved den sene fremkomst af Højskolebladets anmeldelse til en slags berettigelse. Digteren havde jo på bogens sidste blad annonceret M fortsat "i nær Fremtid", og hvad lignede det egentlig med denne forlags-smarthed, som klippede romanhelheden over for at sælge to bøger? (jf. afsnittet Tilblivelsen) Benzon synes ikke her at have beagtet omfangsspørgsmål, men desto bedre er hans iver for at vise, at den udgivne bog er fuld af "Eksplosionsstof", der må detonere før eller siden. Et sted, han sporer eksplosionsfare, er "i den problematiske Væver Hansens Skikkelse". Men et andet og afgørende angår Emanuel og Hansine: hvordan vil det gå disse to – i øvrigt ufærdigt tegnede – personer efter brylluppet? Vil Emanuel virkelig kunne undvære bykulturen? Hans foredrag i forsamlingshuset imod bykulturen opfattede anmelderen som temmelig barnagtigt og meget overdrevet. Benzon gjorde opmærksom på, at når Emanuel til slut står som "Situationens Herre", så skyldes det "behændigt tilrettelagte Omstændigheder" i nok så høj grad som en målbevidst bestræbelse af helten; spørgsmålet var derfor, hvad Emanuel nu vil og kan stille op. Fortsættelsen bliver 110 "imødeset med en vis Bæven af adskillige, som har en svag Formodning om, at Forf. da vil styrte sit Feslot i Ruiner og lade det saa smukt begyndte Liv løbe ud i Sandet". Et så dristigt – og træffende – gæt er bemærkelsesværdigt; end ikke Edvard Brandes havde vovet helt klart at foruddiskontere den fra hans synspunkt velkomne dukkert, og Borchsenius havde fra et modsat synspunkt ytret en betydelig vagere frygt, andre havde mere i almindelighed berørt det muligt uholdbare i Emanuels sværmeri.
Tidsbilledet som historieskrivning beskæftigede Benzon sig ikke meget med, men han gjorde den præcise iagttagelse vedr. M, at det ud af 1870ernes kirke- og folkeliv i Danmark begrænsede sig "udelukkende som et Blad af Grundtvigianismens Saga"; han så i forbifarten – ligesom den i politisk maskineri kyndige anmelder i Politiken – at bispens én-to-tre-rokade af Tønnesen og Hansted var et ganske urealistisk træk. I øvrigt roste han som andre Pontoppidans beskrivelseskunst; han associerede til maleren Exner, blot at Pontoppidan var kraftigere i farven. Men Benzons hovedsagelige interesse gjaldt karaktererne og psykologien i bogen. Han syntes, at den desillusionerede ("blaserede") frk. Ragnhild var den person, forfatteren havde tegnet med størst sympati: "Er det et aandeligt Slægtskab, som volder det?" Ellers syntes Pontoppidan at holde en næsten foruroligende distance til personerne. Således skrev Benzon – langt klogere end fx den for en gangs skyld (villet?) naive Vald. Vedel i Tilskueren – til slut om hovedpersonen og forfattersynsvinklen:
Den Sympati, han [Pontoppidan] f.Eks. skjænker Emanuel, er temmelig overfladisk; man venter hvert Øjeblik, at han skal ærlig bekjende, at samme Emanuel er et Barn, en stakkels Fantast. Men han vogter sig derfor, ikke en Gang ved Emanuels store Tale i Forsamlingshuset saa meget som trækker han paa Smilebaandet. En saadan Fremstilling, der stadig balancerer mellem kølig Overlegenhed og Sympati, virker noget utrygt paa de ikke-naive. Bogen er alt i alt en med stor Kunst og glimrende Fremstillingsævne slynget Gaade.
Løsningen følger.
*
DfL udkom medio december 1892, og Politiken var på pletten med den vistnok tidligste anmeldelse 14.12.1892. Edvard Brandes ville måske ikke risikere, at Højrepressen også denne gang kom ham i forkøbet. Nationaltidende, 111 Berlingske Tidende og Dannebrog kom først med i dagene lige før jul. Andre, herunder tidsskrifterne, anmeldte romanen et stykke ind i 1893. Vor mønstring af synspunkter i modtagelseskritikken af dette bind går dog ikke kronologisk frem – og gør ligesom for 1. og 3. bind af trilogien ikke krav på fuldstændighed.
En række karakteristika og problemer ved romanen påpegedes af en typisk københavnsk kritiker: E.C. (vel redaktøren Einar Christiansen) i Illustreret Tidende 5.2.1893. Mønstringen kan da passende begynde med hans recension; ganske vist udviser den forbavsende lidt interesse for de egentlig ideologiske og historiske momenter i Pontoppidans "Tidsbillede", men andre anmeldere vil sørge for, at disse forhold ikke forbigås. E.C. påpegede straks, hvad man kan kalde den store episke lakune mellem M og DfL: de syv år, der er hengået siden Emanuels bryllup, og den tvivl, som dermed kan synes dækket, men som også kan rejses om troværdigheden af den psykologiske skildring af ægteparret. E.C. var altså en anmelder, der gik efter psykologi og psykologisk udvikling; han skuffedes i nogle henseender, men anerkendte dog, at der er konsekvens i Emanuels karakter: Emanuel forbliver idealisten og sandhedssøgeren også i sin afsked med det tarveligt materialistiske bondefolk og flugt til København:
Vil han nu i disse mere dannede Forhold kunne finde sig selv – byggende paa de bitre Erfaringer, han har gjort – vil han her i ærlig Sandhedssøgen kunne kæmpe sig frem til Fred? Derom vil en tredje Del af Bogen vel komme til at handle. Man længes efter en saadan.
Disse ord var dog en invitation og en slags prognose! E.C. har ikke syntes, at værket var afsluttet med bd. 2. Man kan måske finde hans interesse ensidigt psykologisk, men derved var anmelderen vel ikke ganske ude af takt med forfatterens sluttelige tendens? I hvert fald kan man notere et par kritiske udslag af E.C.s psykologiske emneopfattelse: Det hos Pontoppidan i en vis udstrækning gennemførte, monumentale ydresyn på personerne samt Hansines uartikulerethed – hvori E.C. dog godt kunne se noget af hendes "Sjælekamp i al dens simple Værdighed" – fremkaldte en irriteret bemærkning om, at "alle Samtalerne mellem de to Ægtefolk holdes i norsk Tilknappethed". Symptomatisk for anmelderens psykologiske interesse er vel også den måde, hvorpå han satte fingeren på noget utroværdigt ved væver Hansen, trods dennes altid spændende fremtræden: "hvorledes han er bleven moderat Forhandlingsmand 112 og ikke – som man efter hans Oplevelser skulde formode – rød Radikaler, dette Spørgsmaal staar uløst hen." At der i Pontoppidans koncipering af væveren er kommet nogle selvmodsigelser, delvis ud fra aktuelle politiske (1892-)problemstillinger, har E.C. nok ret i.
Endelig roste han romanen for "dens gode klare Dansk og dens faste Komposition: ingen døde Punkter og en med stigende Virkning fremadskridende Handling". Det er værd at bemærke, at E.C. ligesom flere andre anmeldere ikke nævnede Guttens død med et ord; det ligger endda i ordene om den stigende virkning, at denne episodes styrke blev opfattet som mindre end Emanuels følgende konfrontationer. Særlig besynderligt kan det virke på senere tiders læsere, at E.C.s afsluttende begrænsning af sin ros til forfatteren samtidig gik på, at "det skorter en Smule paa Stemningsfylde og personligt Indhold". Det udtrykker en vis 1890er-smag, med forkærlighed for en mere subjektivistisk stil, der nok i nogle henseender har formindsket snarere end øget lydhørheden for Pontoppidans fortælling. Men som helhed satte anmeldelsen en række relevante punkter på den kritiske dagsorden.
Inden for den grundtvigske fløj af kritikken synes nogle at have modtaget bd. 2 af trilogien med en vis lettelse. Dels er nu ægteskabshistorien tilsyneladende i centrum, dels gælder tidsbilledet særlig det politiske – folkebevægelsens punktering ved provisoriekuppet – og indremissionens fremgang; den egentlige højskolebevægelse er snarest omfattet med vemod. I hvert fald syntes anmelderen i Dannebrog 22.12.18924, at det nye bind i sit tidsbillede udmærkede sig ved megen objektivitet, og at det opgør med højskolebevægelsen, man ud fra M havde ventet, var udeblevet. Anmelderen ville ellers gerne have lyttet til Pontoppidans kritik, forsikrede han, skønt han fastholdt, at digteren med sit store fortælletalent og dette "fremragende Arbejde" egentlig ikke var vokset åndeligt siden debut'en – der erindredes om Sandinge Menighed og Landsbybilleder som særlig nærtstående forgængere.
Emanuel opfattedes af Dannebrogs anmelder som et født bymenneske; det var i sidste instans derfor, at "alle hans Illusioner brister". At han nu skulle kunne fristes af frk. Ragnhild, var dog mindre troligt – da snarere af lille Gerda! Ægteskabshistorien, der i øvrigt læstes med sympati for Hansine, var "vel imidlertid ikke afsluttet med denne anden Del". Hvorledes ville det gå Emanuel i hovedstaden og Hansine ude i Skallingelandet? 113 Ja, "herpaa kan maaske Forf. først svare, naar ogsaa Halvfemserne er gaaede til Ende. Det er jo ikke altid saa let at skrive sin egen Tids Historie."
P.E. Benzon i Højskolebladet 17.feb.1893 kunne straks bekræfte sin egen prognose fra for et halvt år siden: det nye bind udgjorde "den tragiske Afslutning paa den straalende Idyl". For resten fandt han Emanuel så ekstrem, at hans tilfælde var urealistisk; hans pastorale arbejde forblev da også helt uomtalt, hævdede Benzon lidt overdrivende. Han fandt Hansines resignation og opofrelse ved separationen gribende, men også moralsk betænkelig. Overhovedet efterlod bogen "Læseren […] med blandede Følelser". Benzon tænkte sig nu en kvindelig læser:
En og anden ømtfølende Læserinde vil sagtens nære et lille Haab om, at Forf. endnu holder en tredje Del i Beredskab, hvor det vil vise sig, at naar Emanuel bliver klar over sin Hustrus Offer, vil han paa ingen Maade tillade det, men ikke standse, før han har hentet hende til sin lune Præstebolig i Hovedstaden og præsenteret hende for hele det fine Selskab. Eller, hvis hun fastholder sin Vægring, vil han aldrig blive glad mere.
Kjære Frøken, lad os være enige om, at Emanuel er et godt Skind, men dyb er han ikke. Han vil sørge i otte Dage eller højt regnet tre Maaneder, og saa vil han prædike sig ud af det. Og hvis han ikke ender som Konfessionarius, er det kun Omstændighedernes Skyld. Omstændighederne har alle Dage været hans Amme.
Den kvindelige – endda ugifte – læser er tydeligvis tænkt som mindre intelligent end anmelderen; det vil ikke slå en fjern eftertid som absolut intelligent af den mandlige anmelder. Hans hovedegenskab just her er at være moralsk. Men den anden af de to muligheder, som læserinden får lov at fremføre vedr. indholdet af et bind 3 ("aldrig glad mere"), er vel mindre misvisende i forhold til den i 1895 kommende DD end anmelderens moralske bedømmelse af Emanuel som en ganske karakterløs og endda opportunistisk fantast?
Hermed er ikke sagt, at P.E. Benzon savnede skarpsindighed i, hvad han fremførte i denne anmeldelse heller. Han forstod således udmærket, at Vejlby-Skibberup skulle "opfattes ikke lokalt, men repræsentativt, forestille ikke et Sogn, men vort Land 'uden for Murene'"; netop derfor måtte han notere, at den her væsentlige politiske side af tidsbilledet var givet "i en saa stærk Forkortning", at det kneb med genkendeligheden. 114 Dette gjaldt efter Benzons grundtvigianske mening også det tros- og kirkehistoriske. Han bestred ikke, at en mærkbar demoralisation af menigheden havde fundet sted ved 1880ernes politiske strid, men at der så at sige kun skulle være ærlige skeptikere på den ene side, skurkagtige indremissionske på den anden tilbage, måtte han protestere energisk imod; for resten havde han vel her en god fært af Pontoppidans tendens. En af hans positive del-bedømmelser inden for tidsbilledet gjaldt væveren: "at Væver Hansen antager Missionsfarve, er ganske rigtig set; saadan en Ræv véd nok, i hvad Retning Vinden blæser."
Benzon sluttede sin anmeldelse i Højskolebladet med ros af det også i dette bind manifesterede "sikre Talent", idet han tilføjede en association, der viser væk fra grundtvigsk kernefuldhed: "Den klare, gjennemsigtige Stil er af et blaseret Temperament, som kun i Topsøes har et dansk Sidestykke."
Var den grundtvigianske præsts anmeldelse gennemsyret af en stærk mistænksomhed, forsøgte den københavnske Zola- og Ibsen-dyrker Vald. Vedel i Tilskueren april 1893 (bunkeanmeldelsen "Romaner. II") at stryge romanen med hårene; alligevel var også hans – mere æstetiske end moralistiske – reaktion i sidste instans præget af "blandede Følelser". Noget af dette hænger sammen med hans opfattelse af Pontoppidans skrivemåde som gammeldags, letløbende, men også stedvis klodset i synsvinkelkoblinger og psykologisk analyse. Samtidig mente Vedel, at DfL havde sin styrke i forfatterens inderlige fortrolighed med stoffet og i visse scener (Guttens død, Hansine til sidst på højen; til dels fru Aggerbølles død) var præget af en egen medfølelse. Emanuel sås af Vedel som "en dansk Fantast og Teolog – saa bunddansk, som nogen kan være", og han associeredes til Ibsens Hjalmar Ekdal i Vildanden (jf. afsnittet Træk af kritikhistorien efter 1917); men Vedel undlod ikke at tale om ham som "den ellers jo temmelig ubetydelige Emanuel, der heller ikke hverken er klart eller dybt opfattet". Anmelderen synes således midt i sin sympati at nære en vis utryghed over for hovedpersonen – om det egentlig er dennes karakter eller forfatterens vurdering eller begge dele, afklares ikke. Anmeldelsens konklusion blev selvmodsigende: på den ene side ros for "et ægte gennemlevet og alvorligt ment Livsstof […] formet af en let og lykkelig Kunstnerhaand", på den anden side anmærkning om, at denne hånd hele tiden var for let. Et nummer mere fornærmende blev det i den sammenfatning af sin vurdering af M og DfL, som Vedel lod indgå i en artikel om "Literært liv i Danmark 1892" i det norske Nyt tidsskrift (Ny række, 115 1. årg., Høvik/Kria) 1892-93. Her skrev han – efter at have nævnt Pontoppidans tidligere afhængighed af Kielland, Jacobsen, Schandorph – til sidst: "Hans talent er ægte nok, men personligheden er hverken stor eller rigtig vederhæftig." Det virker, som om Vedel ville læse Pontoppidan naivt, men forstyrredes af hans ironi. Anmelderens enkelte domme savner ikke intelligens, mens hans konklusion er mærkelig vakkelvorn.
Næsten ubetinget positiv var den anonyme anmelder i Berlingske Tidende (aftenudg.) 22.12.1892, som fandt, at romanen "staaer saavel i Indhold som Form høiere end Pontoppidans tidligere Arbeider. Med stor Behændighed er Problemet opstillet, og med nøiagtig Sikkerhed ere alle Fortællingens Traade dragne sammen mod det fælles Punkt". Anmelderen syntes, at romanen "danner et fuldstændigt Hele", og at den kunne læses for sig selv, idet forfatteren omhyggeligt havde gentaget de oplysninger fra M, som er nødvendige forudsætninger. Et loyalt handlingsreferat og en god personkarakteristik udmundede i antydning af spørgsmål om eller til et tredje bind:
om Emanuel i Virkeligheden er saa stor Idealist, at han, da alle hans Idealer om Landlivets Lyksalighed ere forsvundne, kan begive sig tilbage til Staden med fuldstændig nye Idealer, nyt Haab om her at finde sit forjættede Land. Thi dette synes langt mere et Postulat end en nødvendig Consequents af hans Charakter.
Anmelderens opfattelse af romanens personer var for øvrigt stærkt præget af den miljø-biologisme, som man ofte møder i naturalismen (Zola), og som heller ikke savnes i Pontoppidans roman (jf. Aggerbølles tale): at landets og byens mennesker er som to uforligelige racer. Med dette forklaredes frk. Ragnhilds tiltrækningskraft for Emanuel tværs igennem deres meningsstrid. Den samme biologisme indgår også i den måde, hvorpå recensenten opfattede Guttens død som symptomatisk og varslende:
Man mærker allerede her ved Fortællingen om Barnet og dets Død, hvad Pontoppidan tilsigter. Barnet ligner i Alt Faderen, det maa da døe, fordi det ikke kan fæste Rod i den Jordbund, der af Naturen er det fremmed, medens de andre Børn, der nærmest ere Moderens Billede, staae friske og rødmussede ved deres Broders Dødsleie.
Ros af romanen, dens handling og figurer, dens fortællekunst og stil, bærer hele anmeldelsen. Kun i de allersidste linjer berørtes det historiske 116 og politiske tidsbillede; her toges forbehold over for nogle – uspecificerede – enkeltheder, men det "indrømmes, at Forfatteren viser sig langt mindre som Partigjænger i dette end i flere tidligere Arbeider".
Det lyder næsten som tandløshed, men var måske en markant udmelding; vi husker i modsætning hertil, at Højskolebladet ikke var glad ved det menighedshistoriske tidsbillede, og de to mest politiske københavnske aviser til højre og venstre var ikke så uberørte af det politiske tidsbillede som Tilskueren og Berlingske Tidende.
Til højre fremkom Nationaltidende (Aftenudg.) 21.12.1892 med en stor, overlegen anmeldelse; den er usigneret, måske skrevet af Peter Hansen. Den første sætning i den ordrige anmeldelse lød: "Fortællemaaden i denne Bog er bedaarende", og hist og her i det efterfølgende faldt også udprægede anerkendelsesord. Men hovedsagen var en politisk og en psykologisk gennemhegling af bogen. Ikke alle bedømmelser var indbyrdes vel afstemte. Således tæller åremålsoverspringelsen mellem M og DfL negativt i diskussionen af den psykologiske forståelighed af Hansteds ægteskabshistorie, mens der i begyndelsen af anmeldelsen blev talt om M og DfL som tilsammen "en organisk Helhed"; det sidste gav så anledning til at påtale publikationsmåden i to separate udgivelser – med den interessante, men inkonsekvente tilføjelse: "Og hvorfor skulle vi forresten ikke faa en fortsættende tredie Del en anden Gang? Hovedpersonernes Historie er i Virkeligheden ikke sluttet."
Ved tidsbilledet bestred anmelderen ikke, at der var adskilligt godt "i Detailens Udførelse", men som helhed var det "kjendelig unøiagtigt og ikke udtømmende". Hovedvægten lagdes på Venstre – hverken hofreportagen i Villings avis eller onkel Joachim nævnes af anmelderen, selv om den største provokation måske for ham netop har ligget i denne komedieagtige figur. Men den afbildede Venstre-"politik" (i giftige gåseøjne) var præget af folkehøjskolen og derfor naiv, næsten barnlig, jf. talen om træhesten. Dette drejede sig om perioden frem til 1885-provisoriet; historisk fulgtes dette hos Venstre først af visnepolitikken i stedet for oprør, siden af en splittelse i partiet.
Men Visneriet springer Forfatteren rigtignok rent over, hvorimod han udmaler Splittelsen i Venstre, navnlig Slappelsen hos de Moderate og den Nidkjærhed, hvormed de kastede sig over Moral og indre Mission eller i hvert Fald Bønnemøder m.M., mens de fornemlig gjorde Front mod "Europæerne" og de Kjøbenhavnere, der i Venstre-Samdrægtighedens 117 Dage havde faaet sig landlige Folkethingskredse tildelte.
Her så Pontoppidan såre mangelfuldt, overaktualiseret, "med altfor umilde Øine, som om han havde sin Visdom fra "Politiken"."
Men nu romanen i bogen: personskildringen, der dog måtte have hovedinteressen for læseren af "en æsthetisk Fortælling" uanset dennes undertitel! Romanen var også svag. Både den ikke fortalte udvikling af Emanuels og Hansines samliv og den skildrede opløsning af det havde anmelderen møje med at begribe. Emanuels omvendelse på seks måneder fra glødende folkesagsforkæmper til "et finere Kulturliv" i København skal være den røde tråd. Til denne omvendelse gav Pontoppidan if. anmelderens analyse "tre Motiver". "Først det ikke ualmindelige, at et Barn døer", hvilket rigtignok skyldes Emanuels naturtroende indstilling, men han erkender aldrig, at hans egen tilbøjelighed til "at vrage Videnskaben og foretrække kloge Koner" bærer skyld, så det udgjorde egentlig et svagt motiv. Stærkere virkede Emanuels møde "med nogle ret overciviliserede Mennesker" (dvs. dr. Hassings kreds: anmelderen navngiver ikke den og ikke frk. Ragnhild), som "drage […] hans Hjerte til sig"; anmelderen fandt psykologien i dette "ganske tvivlsom". Det tredje motiv var så Emanuels skuffelse over sine politiske, folkelige venner, der brat åbenbarede deres snavsede karakter. Hvorpå Emanuel altså "reiser himmelglad til Kjøbenhavn, til den fine Familie og forhaabentlig til et pænt Embede ved en af Hovedstadens Kirker".
Emanuel var utroværdig eller i hvert fald særdeles utypisk – som for resten også Hansine, der karakteriseredes som "en helt aparte, indelukket Skabning, der mere turde være et Laan fra norske, romantiske Bonde-Noveller end tegnet efter Naturen hos Kvinder af Gaardmandsklassen paa Landet i Danmark." Og Emanuel var blevet en sløj helt:
Hvis Forfatteren har tænkt at karakterisere ham som et Fjog af et Følelsesmenneske, der er i den Grad Barn af en degenereret Kulturslægt, at hans Begeistring for Natur og Folkelighed er bare Bavl, hans Kjærlighed til Konen hurtig bortdunstet som blot Fantasteri, ja! saa er han nogenlunde forklarlig i "Det forjættede Land"; men det forekommer os, at han i "Muld" var anlagt til noget Mere.
Dette måtte, formodede anmelderen, skyldes forfatterens parti pris, hans (radikale) politiske fordomme og hans egen desillusionering mht. folkelighedens 118 yndighed. Den psykologiskmoralske spænding, som M lagde op til, var forsvundet i ren destruktion. Konklusionen begreb – på en om epoken oplysende måde – det moderne, det radikale og det pessimistiske som ét syndrom:
En i saa fortrinlig Stil skreven Bog med saa godt udførte Episoder fortjente en bedre Thesis eller Tendens end denne triste Tankegang af "europæisk" fin de siècle.
Hovedparten af Berlingskes historiske (om end ikke politiske) og æstetiske kritikpunkter kunne faktisk ses ugen før i Politiken. I dette journalistiske hovedkvarter for "europæerne" anmeldtes DfL som nævnt allerede 14.12.1892 af E.B. – altså Edvard Brandes, den folketingsmand for Venstre, som væver Hansen kalder "en rigtig skidt Gudsbespotter", og hvis valg han meget beklager (s.361). Ved anmeldelsen af M var Politiken jo til sin ærgrelse kommet bag efter Højrepressen; denne gang har Edv. Brandes åbenbart bestræbt sig på at komme først og måske derved sætte dagsordenen for diskussionen af det nye bind af hans drilske protegé. Det gælder navnlig de ideologiske og til dels politiske problemstillinger, som romanen rejser. For resten er anmeldelsen mere kommenterende end analyserende; recensenten undskyldte selv den noget overfladiske karakter: "Det forjættede Land fortjente en langt mere indgaaende Anmældelse[,] end disse Decemberdages knappe Frist tillader." I stedet for det indgående bød E.B. på udadgående associationer til aktuel litteratur, og de er ikke uden interesse. I anledning af Pontoppidans fine satire over "det højskolelærte Pladder" i karlen Niels Damgaards bladartikel associerede E.B. til Helge Hostrups nyligt spillede – og trykte – lystspil En Storm i et Glas Vand; Hostrup, den gamle digters søn og selv højskolemand, havde deri givet et hib til stilen i sin egen vennekreds, men hos Pontoppidan var sagen indfældet i en livsbetragtning og en alvorligt opfattet konflikt. En senere sammenligning drog E.B. til en dobbeltroman af Politikens teologiske medarbejder, den afsatte (fhv. missionsprægede og fhv. grundtvigiansk prægede, nu snarest postkristelige) pastor Henning Jensen. Det første bind af Jensens dobbeltroman, Kapellanen (1891), stilles ved siden af M; andet bind, Pastor Dahlberg (1892), ved siden af DfL; her er unægtelig mange lighedspunkter, og de må i hvert fald bagefter – men forud for DD – have påkaldt sig Pontoppidans interesse. Hvad E.B. imidlertid ville vise ved sammenstillingen var, hvor forskellig Emanuel Hansteds karakter og skæbne var fra 119 hovedpersonens i Henning Jensens dobbeltroman. E.B kalder Emanuel for "godlidende […] ingen Oprører hverken ude eller inde", hvad der vel kan omtvistes, men han har ret i, at konflikten hos Pontoppidan var bredere mentalitets- og kulturhistorisk, hos Jensen smallere teologisk. Ifølge E.B. stod alternativet i Pontoppidans roman "mellem almueagtig Selvforgudelse og borgerlig Civilisation"; E.B. synes i denne formulering og i dele af anmeldelsen helt at tage frk. Ragnhilds parti, ligesom i en afspejling af hans egen "europæiske" irritation over den "danske" (bondegrundtvigske) gruppering af Venstre i politikken. Frontlinjen og konflikten findes jo imidlertid inden i Emanuel, og den borgerlige civilisation i Hassingmiljøet er næppe fuldstændig positivt tegnet i Pontoppidans roman. E.B. blev mere forsigtig, da han refererede striden mellem frk. Ragnhild, der raillerer over den bondske plumphed og stupiditet, og Emanuel, der påstår, at alt godt i Danmarks historie må tilskrives bønderne: hverken den ene eller den anden havde jo helt ret, urgerede anmelderen.
Men romanen og vel særlig dens politiske side "griber dybt ind i, hvad der netop nu tænkes og føles Landet over". Handlingen var jo henlagt til "Aaret 1885 før og efter Statskupet", og forfatterens sorg over det udeblevne oprør var kendelig, men måske også skyld i "en vel stærk kunstnerisk Forkortning" i den digteriske afbildning. Brandes mente nok, at Pontoppidans billede ligesom oversprang "Patriotismen" som en historisk fremkommet og svundet mødeplatform for Venstre-moderationen og reaktionen; Pontoppidan sprang straks frem til næste stadium, "den klerikale Tænkemaade", dvs. missionspræget i romanens verden og "Kirkesagen og hvad derhen hører" i (hovedstads?)politikken. Edvard Brandes kommenterede således væverens tale, der fordømmer ham selv: "Den fromme Vævers Tale imod "de falske Profeter" og "Fordrageligheden" blev næppe holdt i 1885, den er enten af tidligere eller af senere Dato."
Anmelderen skrev large dette på den poetiske tilladeligheds konto, men nævnede det altså. Ligeledes foregreb han et kritikpunkt i Berlingske Tidende ved en æstetisk indvending: "Maaske slappes noget den ellers strængt sammenkædede Handling, da Bruddet sker." Brandes opregnede de samme tre motiver som den Berlingske recensent. Om det første, rystelsen af Emanuels religiøse tillid ved Guttens død, sagde han, at "denne Konflikt er lidt for direkte og ikke fuldt saa originalt set som Bogens øvrige Afsnit". Virkningen på Emanuel af middagsselskabet hos 120 dr. Hassing og hans "Samtale med Frøken Ragnhild – i hvem han end ikke er forelsket –" fandt Brandes dernæst overdreven. Kun desillusioneringen hos den "taaget-ærlige" Emanuel ved de lokale politiske førere tog anmelderen helt for gode varer.
Trods dette mente Brandes, at "Bogen er betydelig baade ved sit Indhold og sin fintbeherskede Form. Pontoppidan hører til de Allerbedste herhjemme, og hans Roman staar saare højt over for Eksempel de norske Fortællinger, der modtages med saamegen Varme". Brandes troede, at bogen ville provokere strid og begrundet tilslutning ved sin "mandige og alvorlige Bedømmelse af danske Aandsfænomener", men han sluttede selv med at henvise vor sikkert futile higen efter det forjættede land til – med en Heineparafrase – at "røre Trommen, intet frygte og kysse den smukke Marketenderske". Den muntert-nihilistiske ånd og tone i denne udklang af anmeldelsen forekommer mildest talt fjern fra Emanuels verden og hans illusioner.
Alt i alt modtoges DfL nok en anelse køligere eller mere knurrende end M, men både hos Højreanmelderne og højskolevennerne var der ved siden af irritationen varme anerkendelser. I en anmeldelse i det venstregrundtvigianske Tidens Strøm af Pontoppidans Den gamle Adam et par år senere – men førend DD var annonceret, endsige udkommet – skrev signaturen J.S. (Jens Sørensen?) 28.dec. 1894 om Pontoppidans "Regnskab med Landlivet" opgjort i M og DfL: "Pontoppidans bedste Egenskaber forenedes i disse Romaner og gjorde dem til det betydeligste i den sidste Snes Aars danske Litteratur."
*
Pontoppidan var som antydet flere titler videre i sit forfatterskab, før DD i november 1895 sluttede sig til – og sluttede – værket om Emanuel Hansted. Kritikkens modtagelse af dette bind var gennemgående præget af en dobbelt vurdering: På den ene side vurderedes trilogien som helhed som en af de betydeligste frembringelser af de sidste årtiers danske fortællekunst, på den anden side syntes selve det afsluttende bind mattere end sine forgængere. Det sidste syntes motiveret af slutbindets – eller anmeldernes egen? – mindre interesse for Emanuel, hans personlighed og ægteskabstragedie, samt for en del recensioners vedkommende af de mange ideologisk negative synsvinkler, der er markeret i dette bind og som – særlig i pastor Petersens/pater Rüdesheimers 121 udtalelser – ofte forstodes som forfatterens definitive dom.
Det var klart nok især på grundtvigiansk hold, at slutbindet i et eller andet omfang måtte virke som en forhånelse. Omvendt kunne den radikale opinion gnide sig i hænderne. Det gjorde Edvard Brandes da også under den kendte signatur E.B. i sin anmeldelse i Politiken 24.11.1895, vist den tidligste, romanen fik. Den var som venteligt ideologisk rosende: Sandingemødet var en herlig og træffende satire, og Emanuels vandring ad profetvejen ind i vanviddet antydedes at ramme "selve Troens Grund" (vel via Jesus-identifikationerne) – men kunne jo ikke anklages for blasfemi, da dommen over dette følelsesmæssige hysteri fældedes af den strengt rettroende pastor Petersen. Det kan heller ikke overraske, at frk. Gudes hårde dom over såvel selve Grundtvig som hans disciple havde Edvard Brandes' sympati: man mindes, at det var Edvard Brandes' demonstrativt koldsindige artikel om Grundtvig på dennes hundredårsdag, der havde foranlediget, at han og Hørup blev ekskluderet fra Venstres og Bergs Morgenbladet i 1883. Over væver Hansen i DD måtte derimod "Læseren overraskes en Smule" ifølge Brandes, der nu forstod hans sociale motivering, og at han med den "er ren og skær Politiker"; væveren var altså en art Machiavelli i lokalstørrelse, "en Bondedemagog", som synes at have den recenserende Venstre-landstingsmands sympati, om end: "Man havde forhen ikke tænkt ham saa aandsfri eller af saa statsmandsmæssig Oprørskhed."
Ros var der således til romanens ideologiske og politiske optik, men anmelderen kunne ikke skjule, at det episk blev en svaghed i hans øjne, at Emanuel "er en saa sølle Stakkel, saa lidt betydelig, at man hurtigt bliver færdig med hans Naivetet" og at andre personer ikke var rigtig aktive; således var frk. Ragnhilds rolle i romanen her "uden Aktion og uden Konflikt" – måske en noget nivellerende påstand. Desuagtet lovpristes trilogiens kunstneriske kvalitet, oplysende værdi og åndsfrihed (om Pontoppidans skuffelse over anmeldelsen, se afsnittet om Tilblivelsen).
Anmelderen under signaturen -w. i Berlingske Tidende (aftenudg.) 29.nov.1895 lå i virkeligheden ikke langt fra Politikens, om end uden E.B.s opfattelse af og tilslutning til det tendentiøse. For det første fandt -w., at DD havde sin svaghed i "det reent novellistiske Element". Dramaet om Emanuels projekt var jo afsluttet med DfL, og hans endeligt til slut i DD havde kunnet forudses forinden, fordi han klart var dømt overspændt – ligesom han eksplicit (og citeret) bliver det i pater Rüdesheimers nekrolog. De øvrige figurer i handlingen var hverken særlig interessante eller 122 aktive. Men "Som reent Tidsbillede har 'Dommens Dag' derimod Krav paa betydelig Opmærksomhed". Det sidste tiårs "Rørelser […] indenfor Kirkelivet" fandt -w. "ypperligt tolkede, og de ere derhos skildrede med en rolig, overlegen Upartiskhed". Forfatterens eget standpunkt var – modsat opfattelsen hos Politikens anmelder – ikke synligt ifølge Berlingske Tidendes anmelder af romanen: "Alt Subjektivisk er sondret ud, alle Anskuelser komme frit tilorde." Det antydes rigtignok, at dette samtidshistorisk-ideologiske emne var "vanskelig[t]", og anmelderen synes til slut at indbefatte sig selv mellem læsere uden sympati for emnet; han har vel snarest været en lunkent og konventionelt rettroende, ikke så langt fra pater Rüdesheimer.
Selv om han altså fandt DD plotmæssigt svag, mente han, at bogen var udformet med fin kunst, både på "Effectsteder" som Emanuels vanvidsnat og på de mere "idylliske" barnescener og hustruskildringer (overraskende er det sidste punkt, hvis der sigtes til scenen med Hansine i forældrehjemmet). Og Pontoppidan havde efter anmelderens mening med dette værk godtgjort, "at han hører til blandt vore tankevægtige og almeeninteressante Forfattere".
Stærkere sprog brugtes af anmelderen i Illustreret Tidende 8.12.1895, ugebladets redaktør Einar Christiansen under signaturen Ein.Chr. Taget under ét stod Pontoppidans trilogi efter hans opfattelse "ubetinget som de sidste Decenniers Hovedværk i dansk Romandigtning". Ganske vist mente også han, at DD separat var værkets svageste del. Han ankede derved over trilogiens uheldige udgivelses- og kompositionsmåde, mente, at specielt hullet mellem DfL og DD udgjorde en alt for grov overspringelse; fremkomsten i successive bind havde også nødvendiggjort de mange gentagelsesresuméer. Christiansens eget handlingsresumé var knapt, men pegede præcist på vendepunktet i DD: det er, da håbet om genforening med Hansine brister, at Emanuel styrer lige mod vanvid og død. Af personerne var de fra forrige bind ikke kraftigt medspillende her, men adskillige nye er kommet til; blandt disse fremhævedes pater Rüdesheimer, hvis ræsonnementer "have noget Heibergsk i deres klassisk-klare Ædruelighed". Anmelderen gik her ikke tæt ind på persiflagen i fremstillingen af Sandingemødet, men den synes indbefattet i hans lovprisning af hele trilogien og dens forfatter for hans "aabne Polemik mod vore forvrøvlede religiøse Tilstande, mod vor lyriske Forsumpethed og vort magelige og kleinmodige Heldøreri overfor Autoriteterne". I dette så anmelderen "et varmt og djærvt Fædrelandssind"; 123 det er så vist ikke en usand karakteristik, men nok en dengang usædvanlig – måske har den skullet redde de foregående halv- og hel-radikale stikord igennem for en sagtens ret konservativ læserkreds.
Mere distant-uinteresseret i romanens kritik af grundtvigianismen og den teologiske debat synes Vald. Vedel i sin omtale af DD i bunkeanmeldelsen "Julelæsning" i Tilskuerens januarhæfte 1896. Han var helt klar over, at læserne gennemvandrer trebindsværket med forfatteren selv som "indfødt til Vejviser i det forjættede Land", men også "som udvandret" med et måske "ikke helt uhildet Syn paa Sagerne" – dem som "vi andre" ikke i og for sig havde stærk interesse for. Vedels begrænsede skønsomhed over for DD lå vel noget i forlængelse af den fremmedhed over for folkelige rørelser og den overbevisning om, at Pontoppidan var en slags skolelærerforfatter, som Vedel havde lagt for dagen i sine bedømmelser af trilogiens to første bind. Hertil kommer den kontekstuelle overprofilering, som bogens placering i en bunkeanmeldelse typisk har givet anledning til: som antitese og som fodstykke. Her i "Julelæsning" skulle Pontoppidans bog på den ene side præsenteres som "reel, solid Romankost", ja noget "borgerligt og verdsligt" (selv med den særlige Vedelske betydning af "verdslig" som a-metafysisk, og sikkert her ligesom "borgerligt" sigtende til bogens synsmåde og ikke dens emne, er ordvalget unægtelig misvisende); sådanne attributter hæftedes på Pontoppidan i modsætning til nogle foran omtalte 1890er-typiske bøger. På den anden side profileredes DD som noget upoetisk og uempatisk sammenlignet med Bjørnsons Over ævne. II, som Vedel efterfølgende og afsluttende skrev varmt og beundrende om. Som en læserreaktion eller en efter læsningen mulig reaktion sagde anmelderen: "I Længden tager man vel ogsaa Parti imod Pastor Petersen og Væver Hansen, bag hvilke Forf. stikker, og kalder dem platfodede Jordsnusere paa hver sin Maade." Her eksponeredes i det mindste en afstand imellem Pontoppidans mest 1890er-typiske roman og – 1890erne i snævrere mening!
Hovedpunktet i Vedels anmeldelse var imidlertid den ironibårne afsløring af Emanuel, der først fuldbyrdedes i dette bind. Måske er den kommet bag på Vedel (og andre læsere)? I anmeldelsen af DfL havde han ganske vist fundet Emanuel uklar og i en vis forstand ubetydelig, og allerede i M havde han nok set et fantast-element i hovedpersonen. Men først nu i DD afsløredes rigtig det oppustede og fraseagtige, "det Hjalmar Ekdalske i ham" (det var imod denne karakteristisk, at Pontoppidan 124 protesterede i et brev til Vedel, da denne gentog den i 1898 i sin afhandling om Ibsen og Danmark (herom hos Elias Bredsdorff og Birgitte Hesselaa, omtalt i afsnittet om Pontoppidankritikken efter 1917); pater Rüdesheimers nekrolog over hovedpersonen tog også denne anmelder åbenbart for fuldt pålydende. Vedel brugte en sejler-metaforik om digteren: "Beundringsværdig fint har Pontoppidan lige til det sidste ført sin Emanuel op saa nøje i den Linie, hvor han stadig har Medbør af Læserens Medfølelse, men Forf. alligevel efterhaanden kan faa ham drevet ud i det absurde". Anmelderen gav eksempler på den salvelsesfulde udtryksmåde hos og omkring Emanuel, også hos Sandingemødedeltagerne, og han tilføjede med tvivlsom elskværdighed: "Nydelsen bliver ikke mindre, hvor Læseren nu og da fornemmer, at Atmosfæren fra gammel Tid hænger ved Forf.s hele Udtryksmaade og Ordvalg, selv hvor han aabenbart slet ikke vil det eller har Anelse derom"; det gjorde så at sige blot skildringen mere autentisk.
Konklusionen bar kappen på begge skuldre: Vedel savnede både overlegenhed og dybsind i forfatterens "besindig rolige Jydeforstand", men fandt dog, at det var et "i en personlig og modnet Aand omformet" billede af virkelige ydre og indre samtidsfænomener, et værk, der rummede "baade en Advarsel og en Tilskyndelse" adresseret til verden uden for litteraturen; det havde med andre ord tendens, og Vedel sympatiserede – ligesom han mente, Georg Brandes havde gjort i 1871 – med engageret tendenskunst.
Med al Tilskuer-anmelderens både-og er det dog klart, at vi her har bevæget os nedad i graden af bifald. Længere ned kommer man med den anonyme anmeldelse i Nationaltidende (morgenudg.) 2. dec.1895. Stadig er der anerkendelse, først af god stil og detaljerig, plastisk fantasi, også af psykologisk indresyn, og til sidst af "mesterlige" enkeltheder i en talentpræget bog. Alligevel blev denne "i flere Henseender mindre tilfredsstillende" end sine forgængere i Hansted-serien. Hvad satiren over "de folkelige Rørelser" angik, her vel særlig grundtvigianske brydninger, mente anmelderen, at Pontoppidan "tager dem paa Kornet i deres Skyggesider", og at han "skildrer dem fra sit Synspunkt skarpt og vittigt, man kan ogsaa sige træffende. Ikke desmindre mangler der Noget, maaske især en Smule Taalmod og Tro". Den sidste indvending, som vi skal høre gentaget fra grundtvigiansk hold, var vel ikke helt selvfølgelig i en Højreavis, selv om man nu er på den anden side af forliget mellem det svindende Højre og den moderate del af Venstre; man kan måske fortolke det sådan, at pessimistisk skepsis over for folkelige og 125 teologiske brydninger blandt delvis allierede ikke (længere) var en velkommen holdning. Anmelderen gennemgik bogens repræsentanter "for Politik og for Gejstlighed" og tog interessant nok ikke pater Rüdesheimer som en mand, hvis dom blot ophæver Emanuels værd, men som en noget meleret anti-idealist, der giver DD "en dobbelt bedsk Tendens".
Nationaltidende-anmelderens vigtigste kritik formuleredes dog (receptions)æstetisk og logisk. DD "løber ud i et Individs Tragedie, og denne har ikke tilstrækkelig symbolsk Betydning, er i sig selv heller ikke ret skikket til at vække Sympathi." Men det forblev også uklart, hvad det præcist var, der – og her inddrages vistnok hele trilogien – ifølge digteren var galt ved Emanuel Hansteds forehavende: Er hans idealisme qva idealisme 'over evne'? "Eller er det særlig disse Ideer, de mest humane og de rent kristelige – i Emanuel Hansteds Forstaaelse – som sprænger Mennesket?" Det er et godt spørgsmål, rejst fra et kulturpolitisk hold, der måske havde mindre i klemme ved Pontoppidans opgørsbog end grundtvigianerne. Og dog var recensionens afsluttende beklagelse af værkets formentlige pessimisme godt i tråd med grundtvigiansk kritik – og med Nationaltidendes egen anmeldelse af DfL i 1892. Trods de før nævnte formelle anerkendelser konkluderede recensenten, at DD var "ingen literær Storbedrift med Sundhed og Kraft; men meget mere et Symptom paa Sygelighed og Dekadence, kun udvortes dækket af Kunstens daarende Draperi".
Man kunne forestille sig, at dommen over DD måtte være mindst lige så streng i de grundtvigiansk prægede blade og periodica, men billedet er faktisk mere nuanceret: Her træffes både en forbavsende tolerant påskønnelse og en skarp fordømmelse af bogen, i begge tilfælde ganske vist med en understregning af digterens dybtgående negativitet.
Således fastslog anmelderen i Dannebrog 26. nov.1895 (som kan være Oscar Madsen, men også og vel snarere den gamle kending og redaktør Otto Borchsenius) fra starten den nu fuldendte trilogis kvalitet som "I literær Henseende et fremragende Værk, lige udmærket ved sin Rigdom paa Nutidstyper og ved Fremstillingens Kunst". Og anmelderen spåede, at værket "vil blive staaende i vor Literatur – selv naar den Kamp, det vil fremkalde, er udfægtet – som det klareste og modneste Udtryk for den Skepsis", der nu i århundredslutningen vendte sig såvel mod "det bestaaende Samfunds Institutioner" som mod "det folkelige, opbyggende Arbejde", altså in casu med "et Angreb paa Folkehøjskolen og paa det sociale og politiske Liv, der i over de sidste tredive Aar er udgaaet 126 fra den". Pontoppidans grundtanke var, at højskoleidealismen var "over Evne". Anmelderen parafraserede og citerede udførligt tidsdommen af Pontoppidans formentlige "Talerør": pater Rüdesheimer, frk. Gude og: "Mere direkte udtaler Forf. sig gjennem den fra de tidligere Dele kjendte radikale Væver Hansen" på Sandingemødet. Om dette hedder det i øvrigt med berøring af model-forholdet:
I en Række typiske Figurer, der, hvor meget de end er skaarne til efter levende Forbilleder, saa vidt vi kan skjønne ikke strejfer ind paa Persiflagens Omraade, føres nu Repræsentanter for de stridende Retninger frem.
Dommen over Emanuel, som pater Rüdesheimer til slut udtaler, mindede anmelderen om angrebet på lyrikkens svamp i den nylig udgivne lille roman Nattevagt, en association, der meget naturligt også meldte sig hos andre recensenter.
Pontoppidan selv var en nejsiger. Heri anerkendtes af Dannebrogs anmelder på den ene side hans uafhængighed: Pontoppidans ståsted er ikke Højres, ikke en stilpersiflage, ikke moderne Übermensch-sværmeri, ikke brandesianisme, ikke nyreligiøs bohême. Men på den anden side beklagede anmelderen savnet af "et positivt Standpunkt for Forf.'s eget Vedkommende": Hvilke alternative veje ville digteren anbefale? Og mon dog hans pure forkastelse af den sidste menneskealders folkelig-grundtvigianske bestræbelser, med alle deres svagheder, som simpelthen "over Evne", ikke gik for vidt?
To andre dagblade af mere eller mindre grundtvigiansk folkeligt præg bedømte bogens tendens på lignende måde: Pontoppidan var for skånselsløs over for højskolens og grundtvigianismens Danmark, men hans kritik var værd at lytte til. Det var forbeholdt Højskolebladet at finde romanens kritik af grundtvigianisme og nygrundtvigianisme perfid og substansløs.
Signaturen Mj. anmeldte DD i Østsjællands Folkeblad 29. nov. 1895 – det samme blad, men ikke nødvendigvis den samme recensent, der i 1891 havde anmeldt M med glæde og kun været lidt forbeholden ved skildringens neutralitet. Nu var anmelderen af DD jo ikke i tvivl om, at der såvel i denne "som ogsaa i de to tidligere Bind" rummedes "megen Bitterhed mod Grundtvigianerne". Men når digterens dom "over den folkelige og religiøse Bevægelse, man almindelig kalder den grundtvigske" virkede utroværdig, var det, fordi Emanuel var en utroværdig figur: Han 127 var "en fremmed Fugl", han var "ikke dansk"; i det hele kunne Pontoppidan efter anmelderens mening "bedre stille en Figur klart og rammende frem med faa hurtige Strøg end forfølge et Menneskes Livshistorie gjennem mange Arks Dokumentation. Han er en udpræget Novellist". Mj. havde dog et skønsomt blik for nogle psykologiske motiveringer for Emanuels kvaler under Sandinge-opholdet: Han var flygtet fra den københavnske syndighed, men "Fristersken flytter med" – altså frk. Ragnhild; og det var Hansines nej til at genoptage samlivet med Emanuel, der bevirkede, at han "falder […] helt sammen", fortabtes i religiøst hysteri og vanvid. Men han var altså for ekstrem til at være repræsentativ.
Ved en anden anke ses det, at anmelderen blankt accepterede et modelforhold for Sandingemødets fremtrædende deltager: "Saaledes er Pontoppidans Karakteristik af den let genkjendelige Vilh. Pram aldeles forfejlet og vidner om, at Pontoppidan hverken kjender eller har nogen Forstaaelse af Pram og hans Karakter." Derimod noteredes både pastor Momme og frk. Gude blandt fine personskildringer; det vidner om frisind, at anmelderen medtager den sidstnævnte, der står for bogens harskeste karakteristik (anmelderen siger endda, at den "ikke savner Berettigelse") af de grundtvigske guruer. Mj., der vedkendte sig "et andet Syn end Forfatteren" i mange ting, endte da også med at takke denne "for disse tre interessante og tankevækkende Bøger".
Samme holdning til værket indtoges i en vidtløftig artikelserie i Fyns Tidende 17.-19. dec.1895, der var en præsentation og drøftelse af Pontoppidans trilogi og bar overskriften: "Det grundtvigske Folkerøre og den literære Kritik"; med "den literære Kritik" må her menes digterens, Pontoppidans, kritik af bevægelsen. Anmelderen var venstrefolketingsmanden Kristian R. Lohmann (1852-1919), der med baggrund i højskolen og en bondetilværelse – han kaldte sin gård "Hlidarende" – må have haft ganske særlige forudsætninger for at læse og måske også reagere imod Pontoppidans trilogi. Med dette forhold i erindring er det interessant at bemærke, i hvor høj grad han forsøgte at tage digteren og værket til sig. Heri har måske været et vist moment af politik; det er i hvert fald tydeligt, at Lohmann, der tilhørte det forhandlende Venstre i årene omkring det store forlig med Højre, bestræbte sig ikke blot for at trække Pontoppidan hjemad til den grundtvigianisme, han var barn af, men tillige at trække digteren væk fra "Dr. Brandes" (dvs. Edvard Brandes) og hans retning; Lohmann gik så vidt som at udtale denne absolut usande 128 påstand: "Det er betegnende, at Henrik Pontoppidan slet ikke er i 'Politiken's Yndest".
Lohmanns politiske stade i samtidssituationen fik ham også til med anerkendelse at notere om tidsbilledværkets sidste bind: "Heller ikke findes der, hvad der vel skulde ligge nær, fjærneste Antydning af Ironi [hos Lohmann næsten altid ensbetydende med 'satire'] over Forliget." Forliget mellem det decimerede Højre og den forhandlende side af Venstre, der i 1894 medførte, at den nye Højreregering af 7.aug. ikke havde Estrup i spidsen, var et bittert stridsemne mellem Venstrefraktionerne. Når Lohmann var overbevist om, at dette aktuelle stridsemne kunne være indgået i DD, skyldes det, at han noget absurd mente, at "Begivenhederne [dvs. Sandingemødet] maa tænkes at ligge paa denne Side 7. August 1894". Et argument for sin datering havde han imidlertid i en af Pontoppidans modelprægede aktualiseringer, nemlig "at Kultusministeren gjentagne Gange betegnes som 'en ung Mand'". Højreregeringen Reedtz-Thott af 7.aug.1894 havde en ny kulturminister, den relativt unge Vilh. Bardenfleth (f. 1850), der havde en vis forbindelse til grundtvigske kredse.
Andre modelforhold i digterens skildring af vennemødet var heller ikke forbigået Lohmann: "Forfatteren tegner nu efter levende Model en Række grundtvigske Ord- og Penneførere": Vilh. Pram, pastor Magensen, forstander Sejling, kandidat Boserup. Lohmann ønskede måske at besværge den mulighed, at vennerne skulle tage anstød, hvad der ville fordærve hele hans forsonende sigte. I hvert fald skrev han: "Ejendommeligt er det, at disse nærgaaende Skildringer, der dog næppe kan siges at være egenlig karikerende eller spottende, næppe vil støde vedkommende synderlig og heller ikke støde den Læser, som sætter Pris paa hine Mænd." Det var et meget fromt håb.
Lohmann var ellers ikke uden en vis moralsk ømskindethed: Friskolelærer Povelsens figur forekom ham "meget uægte og mere gemen[,] end det anstaar sig for det Pontoppidanske Navn". Lohmann syntes heller ikke, at "det anstaar Forfatterens fine Natur at bruge den Mand til Talerør", der er karakteriseret som en gammel Bacchusdyrker, dvs. pater Rüdesheimer; i Rüdesheimers eget vurderingsgrundlag kunne Lohmann godt se, at digteren nærede "visse Sympathier for den gammeldags Rettroenheds Stade", men han forstod – vel med rette – dette som "kun en Slags Pikanteri" hos Pontoppidan.
I forbindelse med spørgsmålet om menneskesynet i bogen er det mest 129 interessante måske Lohmanns udtalte protest imod, at Pontoppidan "gjør saavel [Hansines] som Emanuels Stilling Naturbestemt – hendes ved sin Bonderod, hans ved, at han er sin ulykkelige Moders Søn". Med rette eller urette så Lohmann som flere andre anmeldere en art både social og arveligheds-naturalisme i romanens antropologi; over for den hævdede han altså en anden, der regner med social mobilitet eller livsændrende personlig beslutningskraft. Desuagtet mente Lohmann, at "disse tre Bøger rummer det interessanteste og betydeligste Billede af Tiden, nogen nulevende dansk Digter har malet for os" – af ældre havde Adam Homo's digter meldt sig for tanken. Tidsbilledet var lærerigt, også for, ja netop for den livskraftige grundtvigske folkerørelses deltagere. Skildringen – særlig af Sandingemødet – vidnede "om en utrolig Evne til at kunne optage modstridende Tanker og Stemninger og give dem Form". Værket var ifølge Lohmann ikke at opfatte som "et aabent og ildesindet Angreb paa den grundtvigske Retning og særlig paa Folkehøjskolen"; thi på den ene side skyldtes det "en Digter af gammel grundtvigsk Rod, opvokset i nær Forbindelse med Broderens Højskole", så at tugtelsen tillige – og ret digterisk – måtte være en selvtugtelse; og på den anden side havde Pontoppidan ikke et synligt standpunkt uden for det folkelige røre. Den grundtvigske bevægelse var stærk og livskraftig nok til, at vi "glæder os over" Pontoppidans roman "og tager os dens Kritik til Indtægt."
Så large sås sagen ikke af dem, der mest aktuelt stod for skud i DD. Det virkelige grundskud, som gælder Messiasmyten i moderne iklædning, synes alle recensenterne ganske vist at ignorere, med mulig undtagelse af Edvard Brandes; var det for slemt til at drøftes? Andet var imidlertid heller ikke rart, navnlig ikke for højskoleideologerne. I Højskolebladet fremkom to meget forbitrede reaktioner på Pontoppidans roman. Ingen af dem skyldtes den ellers mistænksomme, men for højskolemiljøet nok mere perifere og fritstående P.E. Benzon, der havde recenseret de to første bind af trilogien i Højskolebladet. Det vides ikke, om de to i tendensen samstemmende behandlinger af DD i Højskolebladet (andre ses ikke at være publiceret dér) skyldes en redaktionel ubehændighed eller tværtimod en bestræbelse i redaktionen og hos dens vejleder, Askovforstanderen Ludvig Schrøder.
Den første kommentar skyldes den kendte valgmenighedspræst i Ryslinge, Karl Povlsen. Han skrev artiklen "En Roman og to Opbyggelsesbøger" i bladet 17.1.1896. Han og hans ligeledes nygrundtvigianske 130 broder Alfred Povlsen, højskoleforstander i Ryslinge, var fra Randers og kendte måske allerede derfra Morten Pontoppidan. Karl Povlsen saluterede da også behørigt for forfatteren af DD som "en evnerig Mand, der som alle Pontoppidan'er fører en ypperlig Pen, og som ubestridelig ejer et ikke ringe kunstnerisk Talent". Men Henrik Pontoppidan havde "ingen Livsanskuelse, ingen Idealer, intet sædeligt Maal". Povlsen mente, at dette også var digterisk fældende, idet han citerede nordmanden Christen Collin (Kunsten og moralen, 1894) for den eksklusive bestemmelse af "Digterens Kald", at det går ud på "at opildne os i Livskampen og synge om dens Sejre". At denne bestemmelse udelukker passionshistorier som Emanuel Hansteds i DD eller hans model, den korsfæstede i evangelierne, har således ligget uden for Povlsens horisont – og uden for den traditionelle positiv-moralske litteraturbetragtnings horisont, som ikke kun højskolekulturen accepterede eller forkastede læsestof ud fra. Dog kan man også i grundtvigianismen acceptere alvorlige tugtemestre, forsikrede Povlsen. Men om en sådan drejede det sig ikke her. Dette afgjordes ved to træk af DD. Det ene var scenen, hvor friskolelæreren, hvis navn desværre ligner anmelderens, lader børnene synge Grundtvigs passionssalme "Jesus, dine dybe Vunder"5; det var helt fortegnet, Povlsen kunne garantere, "at denne Salme aldrig er sunget i en Friskole". At der fra Pontoppidans side kunne være tale om en mere almen ironi eller sarkasme – à la Kierkegaards i Øieblikket – kommer ikke til overvejelse. Det andet fældende træk var frk. Gudes nedvurderende tanker om bevægelsens guruer "fra selve den store Grundtvig til de sidste Dages smaa Profeter" (DD s.481), en nedvurdering, der stod "kun syv Sider efter" opremsningen af mændenes navne under blodbøgen i pastor Mommes have (s.427); tekstnærheden (som altså er forkert husket) og rækkefølgen og visheden om, at frk. Gude taler med autoritet i romanen, alt dette beviste for Karl Povlsen, hvor letfærdig og krænkende bogen var. Hans omtale kan knap tages som en rigtig anmeldelse.
En sådan fulgte derimod i en lang artikel: "Dommens Dag. Et Tidsbillede. Af Henrik Pontoppidan. (P.G. Philipsens Forlag.) Anmeldt af V. Brücker", over de to næste numre af Højskolebladet, dvs. 24. og 31.1.1896. Vald. Brücker (1852-1929), kendt nygrundtvigiansk debattør og frimenighedspræst, dog netop på dette tidspunkt på vej tilbage til folkekirkeligt (valgmenigheds)embede, ansås almindeligt for model for Vilh. Pram i Pontoppidans roman. Han greb fat om nælden i sin lange anmeldelse. 131 At denne just skulle være anerkendende over for romanen, ville det næppe være rimeligt at vente. Den er ikke mindre forarget end Karl Povlsens, men den er hverken perifer eller enfoldig. Den fortjener et forholdsvis indgående referat.
Brücker begyndte med et ret langt, udmærket og loyalt handlingsreferat, dækkende hele Hansted-trilogien. Han var her bl.a. opmærksom på Ragnhilds og Hansines afgørende roller i Emanuels liv, således det forhold, at Hansines nej "afgør Emanuels Skæbne" i DD; senere interesserede de ikke Brücker så meget.
Så kom hans vurdering af værket. Han gjorde front imod lovprisningen af trilogien i "Hovedstadspressen": han for sit vedkommende mente, at bogen langtfra var noget mesterværk. Han gav grunde.
Først forhandlede han "rent æstetisk". Brücker gjorde de obligate indrømmelser om den gode skildringsstil og de ofte livagtige bipersoner; navnlig M bød på "behagelig og underholdende Læsning". Men den episke sammenhæng og psykologiske motivering var brøstfældig: "Pontoppidan er Novellist og ikke Romanforfatter." Hovedpersonerne og deres omsving var ikke til at få hold på: "Man forstaar hverken Emanuel Hansted eller Ragnhild eller endnu mindre Væver Hansen." Og det virkede, som om tidsspringet fra DfL til DD var meget større, end man læste det var. (Brücker røber sig her og på nogle andre punkter som en mindre opmærksom læser; det skyldes åbenbart, at han var troldbundet af aktuelle genkendeligheder – hvis betydning han i øvrigt fornægtede.)
Brückers forklaring på fornemmelsen af skred mellem andet og tredje bind lyder: "Efter min Mening er 'Dommens Dag' en oprindelig ikke tænkt Tilføjelse til de andre Dele." Måske havde Pontoppidan bøjet sig for et publikumsønske om at erfare, hvordan det gik med de adskilte ægtefæller fra DfL (jf. Benzons anmeldelse af dette bind i Højskolebladet!). Men det var vel også – mente Brücker – forfølgelse af en succes, som for øvrigt havde været ufortjent. Pontoppidan var blevet rost for sit tidsbillede i de to første bind, og derfor ville han nu forstærke dette til en tidsdom. Herved havde han imidlertid demonstreret sine kundskabers og sin indsigts helt utilstrækkelige omfang; "det er ikke blot Pontoppidans Mangel paa Evne til større, sammenhængende Komposition, der har ødelagt hans Værk" – det er altså også brist på sagkundskab, dvs. egentlig kendskab til landbefolkningen og grundtvigianismen. Den ukyndige københavnske litteraturkritik var faldet for nogle ydre genkendeligheder 132 – i interiørbeskrivelser og i nogle autentiske (især højskolemænds) navne og stillinger; men det billede, Pontoppidan gav, var "grundigt fortegnet", for ikke at sige falsk.
Dette søgte Brücker først at demonstrere ved et par episoder (fra M), som han fandt urealistiske: 1) Anders Jørgens befippelse, da kapellanen opsøger familien, og han er i arbejdstøjet. 2) Valget af Hostrups stridssang ved Emanuels foredrag i forsamlingshuset. Scenen, hvor 3) Hansine fortæller sin mor om Emanuels frieri, fandt Brücker nok "helt troværdig", men han hævdede, at den ikke var spor karakteristisk for bondementalitet, den kunne også foregå mellem "en Baronesse og hendes Moder". Tilliden til Brückers patent på at kende bondekultur ganske anderledes end Pontoppidan og til hans evne til at læse (og aflytte) dennes scener styrkes næppe ubetinget af de fremførte eksempler. Men Brückers hovedsynspunkt ligger netop her. Han mente, at Pontoppidan var en smart iagttager og benytter af ydre træk, som han (Pontoppidan) så hængte på frit opfundne personer og begivenheder, men som for (københavnske, ikkegrundtvigianske) læsere bevirkede en "genkendelse" og en falsk fornemmelse af autenticitet.
Under denne synsvinkel sås Pontoppidans brug af modeller – altså inkl. Brücker selv. Brücker var så venlig at opregne modeller for Sandingemødet og dets deltagere, som man "har haft grumme travlt med at udfinde"; der er citeret relevante uddrag af hans anmeldelse i afsnittet "Autenti og fiktion" i nærværende efterskrift. Men det "har sikkert ikke en Gang været Forfatterens Mening af udgive disse Billeder for Portrætter", antog Brücker; det turde vel her som andetsteds i forfatterskabet være noget af et spørgsmål.
At Pontoppidan havde været i stand til at fange en række genkendelige træk særligt fra grundtvigianismen, kunne Brücker godt forklare:
Vokset op i et grundtvigsk Præstehjem og Broder til Morten Pontoppidan, har Henrik Pontoppidan ganske naturligt haft en Del Lejlighed til at se "det grundtvigske" paa nærmere Hold end de fleste andre "moderne" Forfattere. Hvad han har set, har, som han lader Frk. Katinka Gude sige det, "aldrig formaaet at indgyde ham synderlig Højagtelse", om han end har "givet Agt paa Røret". Ja, han har faaet Snu af en hel Del Ting, men har ikke lært det at kende, end mindre givet sig Stunder til at forstaa det. Men han har hørt Tale om en Del Personer og om deres Anskuelser, lejlighedsvis været paa en Højskole og ved nogle Møder, og nu rører han alle disse forvirrede Indtryk 133 sammen i een Vælling og kalder det at holde Dommedag. (Højskolebladet 31.1.1896, s.140 f.)
Brücker standsede imidlertid ikke med hævdelsen af, at DD var et smart og prætentiøst vrængbillede af grundtvigianismen. Bogen var overhovedet "en gnaven Tilkendegivelse af, at der er intet, som duer, men alt er bare Smaatteri og Pjank". Emanuelskikkelsen var "en uinteressant og tilmed meningsløs" fiktion, og i virkeligheden dømte den elendige bog både sine egne københavnerblaserte ræsonnører frk. Tønnesen og pater Rüdesheimer – og sin forfatter, "fordi hans personlige Kraft ikke saa nær staar Maal med hans kunstneriske, thi derfor tror han, at, som han selv er syg paa Sjælen og slap paa Viljen, saa kan der ikke digtes om Mennesker, der tror paa noget og vil noget, uden at man lader dem ende paa Galehuset". Tonen antyder, at Brücker trods alt ikke var forblevet helt uberørt af Pontoppidans overfladiskhed.
Anmeldelsen er et af de interessanteste dokumenter i Pontoppidankritikken.
*
Da den unge kritiker og åndshistoriker Axel Garde en god halv snes år senere i sin bog Dansk Aand (1908, s.180) udtalte sig om Pontoppidan i forhold til højskolen, traf han måske sømmet på hovedet:
Naar han [Pontoppidan] er den mest hadede danske Forfatter paa visse danske Højskoler, saa er det, fordi han er den mest læste, og fordi han er den, der har ført Kampen indefra – som den, der vidste, hvad der kæmpedes om.
Læst vidt og bredt blev Pontoppidan jo, fra og med serien om Emanuel Hansted, som vel ikke mindst har berørt det landlige og kristelige publikum. Den såkaldte "Tredje (gennemsete) Udgave" af trilogien, med samletitlen Det forjættede Land, udsendtes i hæfter i efteråret 1898 – samme år som de to første bind af Lykke-Per fremkom, og året før den store tobinds-udgave af forfatterskabets kortere Fortællinger. Allerede Brücker havde i sin anmeldelse af Hansted-trilogien i Højskolebladet i januar 1896 vidst, at der planlagdes en bredt sigtende ny udgave: "Og nu skal der oven i Købet leveres en 'Folkeudgave' af hele Herligheden."
Pressemodtagelsen af den nye, "Tredje" udgave bør kort berøres, selv om den forståeligvis kritikhistorisk er mindre betydende, og der ikke 134 vistes nogen stor interesse for den ganske omfattende bearbejdelse af teksten, som forfatteren havde foretaget – en praksis, som han fra nu af, da nye oplag og udgaver af hans tidligere publikationer virkelig kunne påregnes, som bekendt ofrede mange kræfter på.
Avisanmeldelserne er få og tager ikke stilling til omarbejdelserne. Således berørtes de overhovedet ikke i den anmeldelse, der med signaturen A.F. (Andreas Fibiger?) bragtes i Kristeligt Dagblad 7. jan. 1899. Når der i øvrigt her er grundlag for at tale om en anmeldelse, om end en summarisk, og ikke blot en omtale af en genudgivelse, hænger det sammen med, at Kristeligt Dagblad først var kommet til verden i 1896, efter at Pontoppidans trilogi var kommet i boghandelen, og bladet følte åbenbart, at det måtte markere en stillingtagen. Kristeligt Dagblads ideologiske rettesnor var som grundlæggerkredsen moderat indremissionsk. Ud fra romanværkets behandling af 'de hellige' kunne man tænke sig, at bladet nu svarede med en meget negativ karakteristik af det. Men mest oplysende ved recensionen er måske, at den primært signalerede, at "denne pastorale Trilogi" var et litterært hovedværk, og først sekundært angav to religiøse begrænsninger i det – notabene ikke skildringen af de grundtvigske kredse, "der tegnes med en vis overlegen Anskuelighed og Elskværdighed".
Den første begrænsning ifølge Kristeligt Dagblad var bogens primitive fjendebillede af de missionske:
det maa dog beklages, at et saa fremragende Værk, der til sene Tider vil bevare sin Karakter som et monumentalt Tidsbillede af aandeligt Liv i vort Aarhundredes Slutning, og som ellers skifter Sol og Skygge saa temmelig lige over de folkelige Frihedsstræbere og de gru[n]dtvigske Vennekredse – at det bringer en saa forvrænget eller dog saa bundfalsk Skildring af den indre Missions velsignelsesrige Livsbevægelse og de Helliges Samfund.
Kristeligt Dagblads anden – i placering og omfang anden – indvending mod værket og særlig DD var egentlig interessantere. Den indicerer, at anmelderen har forstået, at Emanuel er ment som en Kristus-figur. Deri synes A.F., at der mangler noget afgørende: "Det er Livet, selve Guds Barnets Liv i Jesus, Forfatteren ikke har formaaet at magte i sin Skildring."
Det vidner om bogens allerede etablerede prestige – og om anmelderens frisindethed – at han ikke desto mindre udtalte, at bogen "meget [måtte] anbefales alle literært og religiøst interesserede Læsere".
