168
11. Digterne og Det forjættede Land
Den betydningsfulde, specielle del af Pontoppidans virkningshistorie, der består af hans indflydelse på dansk (og for den sags skyld udenlandsk) digtning, er knap nok kortlagt. I vor sammenhæng, hvor der kun er tale om indflydelsen fra et enkelt af hans værker, skal der blot peges på nogle få tilknytninger, der vil kunne danne udgangspunkt for nærmere udforskning.
Det er kendt, at Pontoppidan og især hans tidlige forfatterskab skattedes af flere af de forfattere med landlig eller proletarisk baggrund, der er blevet betegnet som det folkelige gennembrud eller "den store generation" (Møller Kristensen). Sympatien var gensidig; det fremgår ikke blot af efterladt brevmateriale, men også ganske demonstrativt af offentlige udtalelser af Pontoppidan, især ved tildelingen af Nobelprisen 1917, som Pontoppidan sagde, han modtog som forløber for den rige folkelige litteratur og så at sige på dennes vegne:
Jeg modtager min Del af Nobelprisen som en Anerkendelse af den hjemmegroede folkelige Digtning, der for Tiden har en Blomstringstid hos os, en Digtning, der uden at miste sit folkelige Præg altid har haft Kunsten som Maal. […] Naar Valget er faldet paa mig, er det vel sagtens, fordi jeg er den ældste af denne Literaturs Skribenter og vel ogsaa nok den, der har indledet den. (Politiken 10.11.1917).
Den forfatter, der helt fra århundredets begyndelse og indtil hans død stod ham nærmest i denne gruppe og generation, var Martin Andersen Nexø. Det er kendt, at Nexø tilegnede Pelle Erobreren (1906-10) "Til Mesteren Henrik Pontoppidan" og i nogen grad havde tænkt den som et modstykke til Lykke-Per. Til Pontoppidans 80-års fødselsdag 24. juli 1937 skrev Nexø en hyldestartikel i Arbejderbladet; det var en af de hilsner, der ifølge et brev fra Pontoppidan til forfatteren 29.juli 1937 glædede den gamle mester mest. I artiklen skriver Nexø bl.a.:
"Det forjættede Land" er vel Pontoppidans rigeste og frodigste Værk – og et af de rigeste og frodigste, der overhodet er fremkommet paa Dansk. I dette Værk lever det danske Land: Agrene, Markerne, Engene, Bakkedragene, Fjorden; det er der altsammen, uden lyriske Snørkler, sat hen som et Landskab af Ring. Landskabet er ikke løftet ud af 169 sin Natur for at tjene som poetisk Effektmiddel, det ligger hen i Solskin og Regn og Blæst; Vinden stryger ind fra Fjorden, Skyerne kommer sejlende – langvejs fra. Værket er fuldt af Vejr som intet andet Værk jeg kender; og af karsk Hverdag, jævne Mennesker og deres Skæbner. Det danske Land og den danske Natur lever i denne Roman, ikke Dele af dem, men det hele, saadan at man føler sig drægtig af det, alle Samfundslag lever i den, Danmark vertikalt, i Højden og i Dybden. Selv Før-Proletariatet er kommet med; ikke Almuen, Proletariatet før det vaagnede til Klassebevidsthed. Pontoppidan er den første, der ser Almuen som Underklasse og placerer den som saadan. (cit. efter optrykket i Nexø: Taler og artikler, III: Kultur og barbari, 1955, s.156)
Noget af dette synes måske rigelig meddigtende, men at Hanstedtrilogien har gjort et særligt indtryk på Nexø er hævet over enhver tvivl. Blandt andet har den ramt ned på baggrund af hans eget både frugtbare og anfægtede højskoleliv på Askov 1891-93. Man gætter for øvrigt næppe forkert ved at mene, at den unge Nexø har hørt til de læsere, der så Emanuel som en positiv figur. Han opfattede hovedpersonen i Cervantes' Don Quixote som ægte Jesuslignende helt, ligeledes fyrst Mysjkin i Dostoevskijs Idioten.
Det værk, hvori Nexø kom Det forjættede Land nærmest, er sikkert romanen Midt i en Jærntid (1929). Ikke blot handler den som 'tidsbillede' om det danske bondesamfund, men den kan gælde som det sidste kapitel af grundtvigianismens saga. Nexøs roman skildrer i et jysk sogn – med træk af Mellerup ved Randers fjord – den tvetydige relation mellem det gamle højskolepræg og det kapitalistiske landbrug i første verdenskrigs gullasch-år. En række af berøringspunkterne med Pontoppidans trilogi skyldes klart nok det historisk-sociologiske indhold og ikke en særlig Pontoppidan-påvirkning; Pontoppidans værk ligger vel også i henseende til stil og fortælling ret fjernt fra Nexøs frejdigt improviserede og navnlig i slutningen brat og usikkert sluttende handlingsføring. Ej heller i karaktererne i og for sig mindes man om Pontoppidan, men nok ved forholdet mellem de to hovedpersoner, projektmageren og bonden Jens Vorup og hans på én gang fremmede og loyale hustru Marie. Maries placering i romanen kan minde lidt om Hansines: Hun kommer fra en gammeldags bondeslægt. I slægten opleves historiske brydninger mellem grundtvigianisme og postgrundtvigiansk socialisme. Den storspisende og kynisk provokerende ex-grundtvigianske pastor Vraa har 170 nogle træk modelleret efter Jakob Knudsen, men måske også noget, der genkalder en – negativt opfattet – pater Rüdesheimer; han ender i øvrigt med at spæge sig og angre, hvad der forstås positivt: Det puritansk evaluerede forhold mellem nydelsesrig fedme og afkaldsbestemt magerhed er ikke noget ukendt tematisk træk – hverken hos Nexø eller Pontoppidan.
Efter den store generation af folkelige forfattere kom der en mindre – mindre i kunstnerisk karat, men vistnok ikke i popularitet og oplagstal. Inden for den værdsatte Pontoppidan særlig Harry Søiberg, der i ham både fandt et digterforbillede og en rådgivende ven. Søibergs første og måske holdbareste hovedværk var romantrilogien De levendes Land (1916-20), der ligesom Pelle Erobreren er tilegnet "Til Mesteren Henrik Pontoppidan i Beundring og Taknemlighed". Om Det forjættede Land minder Søibergs vestjyske sognehistorie bl.a. ved to træk: Den er centreret om en problematisk ægteskabshistorie i bondelivet, i kompositionen ikke ulig de tre faser hos Pontoppidan, skønt med happy ending. Og den udspiller sig under en religiøs horisont. Den på én gang ynkværdige og lysende skikkelse her, "den gale Præst", som må fortrække fra sit embede, er en art Jesus-skikkelse; trods visse iøjnefaldende analogier er han vel især tænkt som et modstykke til Emanuel Hansted. Der er ingen tvetydighed i opfattelsen af hans martyrium og af hans velsignelsesrige gerning; tvetydighed eller blot kompleksitet karakteriserer overhovedet ikke Søiberg, hvis positivitet kan falde i det rørstrømske (jf. Kehlers essay, omtalt i afsnit om kritikhistorien efter 1917), men også ytre sig i gribende skikkelser som den gamle Søren Døde. Både i sin grundtvigske mildhed og i sin afbildning af indremissionsk vækkelse forekommer Søiberg mere mystisk bevæget end Pontoppidan.
Også i den tredje generation af "sociale" roman- og novelleforfattere i dansk litteratur, ofte noget snævert årstalfikseret til 1930erne, var der respekt for Pontoppidan som en art stamfader. Men den direkte indflydelse fra denne og særlig da fra Det forjættede Land turde være meget sporadisk. Man kan vel sige, at Hans Kirks Fiskerne (1928) – også en specifikt landlig præstefordrivelseshistorie – har noget af Pontoppidans kolde blik; men dens elementer – herunder dens socialt-regionale "racepsykologi" – forstås langt bedre som fortsættelse og til dels omvending af søibergske motiver. For flere 1930er-forfattere med landlig baggrund synes for resten indremissionen at have været en stærkere – også digterisk vigtigere – faktor end grundtvigianismen.
171 Med de store ændringer i landbrugets ejendomsforhold og produktionsmidler allerede i første halvdel af det 20. århundrede og med den stigende urbanisering, industrialisering m.v. herhjemme er meget af forbindelsen til den unge Pontoppidans Danmark brudt. Og med, hvad der forkortende benævnes sækulariseringen, er de største læsende og skrivende gruppers fornemmelse for problemstillinger som en del af dem i Det forjættede Land utvivlsomt svækket mærkbart. Blandt de tre store romaner var det Lykke-Per, der gled i forgrunden, vel både af ideologiske, indholdsmæssige og genremæssige grunde: udviklingsromanen, sidenhen dannelsesromanen nød særlig bevågenhed; af den art er Det forjættede Land ikke. Og mere aktuel har De Dødes Rige med sin modernitetskritik måske forekommet i nyeste tid. Om de i videre omfang har befrugtet ny dansk litteratur, er et lidt andet spørgsmål. Der kan dog indsamles nogle nyere stillingtagender af betydelige romanforfattere, der – både i samstemmighed og i variation – markerer, hvordan dansk litteratur efter ca. 1950 har det med Henrik Pontoppidan i almindelighed og Det forjættede Land i særdeleshed.
I en kronik i Berlingske Tidende den 10. marts 1962 skrev Erik Aalbæk Jensen om Henrik Pontoppidan under titlen "Lyrikkens svamp" – hvilket, som det vil erindres, er et udtryk fra pater Rüdesheimers dømmende nekrolog over Emanuel. Aalbæk Jensen antyder sin tidlige engagerede neddykning i den pontoppidanske digtnings "syrebad" og husker, at "en kristelig dame" ved digterens død 1943 sagde til ham, at Pontoppidan "var så rædsomt negativ". Den unge mands følelser var delte, og kronikken er et forsøg på at ræsonnere over ambivalensen, som han nu føler den ved genlæsning af forfatterskabet.
Overraskende hurtigt kommer kronikøren, der også var præst, over den mulige religionskritik i forfatterskabet: Han finder nu, at det med al sin derhenhørende datidige polemik dog "i bund og grund er religiøst, ja folkekirkeligt". Måske er det da folkekirken, der har flyttet sig?
Aalbæk Jensen beundrer forfatterskabets og dets ophavsmands styrke, men synes, den er iblandet mærkbare svagheder: Ind i den faste, plastiske fremstilling giver Pontoppidan passager af "en vis trøskethed i stilen" fra sig. Aalbæk Jensen foreslår forskellige forklaringer på dette. En af dem handler om Pontoppidans usikre styring af bredden: "Selv hans mest helstøbte værk, 'Det forjættede Land', tynges af sin vægt og truer med at knække over". En anden forklaring er den gamle, som vi kender fra Vald. Brücker og Sven Lange: at Pontoppidans fotografiske 172 snilde ikke slår til, når han går uden for det, han selv har en særlig "oprindelig forbindelse med", hvad han ofte gør i det satiriske; i Hansted-trilogien mener kronikøren således, at "[l]æserens opmærksomhed slappes, mens Pontoppidan gennemhegler højskolemiljøet, men den bevæges af fortællingen om Hansigne [sic] og miljøet i Skibberup". Den dybeste forklaring skal dog søges i hans tidsalders mentalitet, dens usunde, svampede lyriske hang, dens mangel på ligevægt og virkelighedssans – alt det, Pontoppidan angreb, men selv og ind i sit værk var inficeret af.
Aalbæk Jensens diagnoser er ikke originale. Hvad der giver dem nogen vægt er den indforståethed – man kan næsten sige delagtighed – der tales ud fra. Kronikøren vedgår ikke blot, at: "Vi er alle børn af naturalismen", og at den og Pontoppidan er traditionen for den nyere danske fortællelitteratur. Han erkender også ved gensynet med Pontoppidans forfatterskab nu, at man derfra "naturligvis havde hentet sig mere, end man vidste af. Store områder i det, man var tilbøjelig til at kalde sit personlige univers, kunne indkredses og etiketteres".
To år efter kronikken udgav Aalbæk Jensen den store roman Perleporten (1964), den første i den serie af tids- og menneskeskæbne-billeder, hvori han gav sin digterisk formede Danmarkshistorie fra hans levetid. Selv om perioden, synsmåden og stilen ligger forholdsvis fjernt fra Pontoppidans, er der jo slående analogier i konceptet. 'Tidsbilledet' er ikke kun noget ydre; men brydningerne mellem gammelt og nyt, mellem det 'arvede', tidstendensen, og forsøget på pionérindsats, bliver for hovedpersonerne spørgsmål om ægthed og integritet, ofte nok også en vej til nederlag. Det bind, hvori de religiøse formationer og de politiske signaler især er afgørende i sognets verden, er netop Perleporten, som derved i særlig grad synes beslægtet med Det forjættede Land.
En mere profileret og provokerende opfattelse af Henrik Pontoppidan er signeret af Tage Skou-Hansen: Det er en længere artikel med titlen "Fornægteren", trykt i Heretica 1952 og flere gange senere genoptrykt. Den første overraskelse var måske, at tidsskriftet, endda ved en af sine redaktører, tog sig så grundigt af en forfatter, der ofte er betragtet som stamfader til alt, hvad Heretica gik imod: realisme i litteraturen, samfundskritik og antiklerikalisme i holdningen. Men dels var tidsskriftets sidste redaktion og periode vel mindre målrettet end de foregående, dels var og blev Pontoppidan vel et flertydigt fænomen. – Det kan i øvrigt i forbifarten bemærkes, at Skou-Hansen både før og siden har ytret sig 173 om Pontoppidan. I et længere Heretica-causeri fra 1950, "Forsvar for prosaen", lovpriser han Lykke-Per og opstiller Pontoppidan som den sande epiker i modsætning til de mere lyriske romanforfattere Jacobsen og Paludan. Skou-Hansens anmeldelse fra 1964 af Haugaard Jeppesens Henrik Pontoppidans samfundskritik er omtalt ovenfor (kritikhistorien efter 1917). I det følgende koncentrerer vi os om 1952-artiklen; det er den præciseste, den vægtigste – og den mest kritiske.
Modsat Aalbæk Jensen fastslår Skou-Hansen med det samme, at Pontoppidan "var ateist hele sit liv", og dette opfattes som drivkraften i forfatterskabet. Skou-Hansens tanke er den – i og for sig ret hereticanske – at mangelen på gudstro er en fatal (og moderne) manco, der søges erstattet dels af tro på naturen og andre tvivlsomme investeringer, dels af kærlighed: "Hvis livet skal leves uden Gud er kærligheden det eneste der kan forhindre det i at blive meningsløst, hvor den så skal komme fra."1 Dette udvikles nærmere i sammenstillinger af Pontoppidans magister Glob med (den kristne) Blichers Per Spillemand og navnlig af Nietzsche og Pontoppidan, der holdt sin fortvivlelse i ave; Nietzsche-relationen, som Pontoppidan jo selv har peget på i sine memoirer, er vist her for første gang gjort til en vigtig tilgang til forståelse af forfatterskabet.
Undervejs har Skou-Hansen to personlige bidrag til fortolkningen af Det forjættede Land. De er begge koncentreret om hovedpersonen. Gennem hele handlingsforløbet mener Skou-Hansen, at det er karakteristisk for Emanuel, at han forskyder sin drøm fra det allerede realiserede til ikke opnåede mål, så at hans endeligt i isolation og katastrofe er logisk nok. Den anden kommentar drejer sig om Emanuels fortvivlede oplevelse af tomhed og kulde i verden, da Gutten dør: "han mister troen, ikke på sig selv, som han efter Pontoppidans mening rettelig burde, men på Guds almagt og naturens godhed." (1972, s.131) Betyder "tro" det samme i den første som i den sidste kontekst, og har Pontoppidans mening været helt så moralsk tilspidset som her antaget? vover man måske at spørge.
Den unge redaktørs og litteraturhistorikers artikel er præget af et stærkt engagement og en klar no nonsense-tone. Om den har helt rigtigt fat på sin genstand, er vel mindre interessant, ligesom dens forbigåelse af digterens politiske stof og holdninger. Her tales alene ud af en tilspidset 174 moralsk-psykologisk lidenskab. På den blev Skou-Hansen som bekendt roman- og novelledigter, efterhånden måske nærmere ved visse sider af Pontoppidan, om end ikke så tæt som Aalbæk Jensen. Den moralske kasuistik, der er kernen i hans romaner, bliver indlejret i politisk-historiske og sociale omstændigheder, som han ikke havde ord til overs for i sin Pontoppidan-artikel. Men de er anderledes end landsognets i Det forjættede Land: de tilhører det moderne urbaniserede Danmark. Hvis Skou-Hansen i artiklen klemte Pontoppidan sammen til alene at være en slags eksistentialistisk (og tragisk) kærlighedsdigter, giver hans egne romaner en begrundelse for den særlige optik. Det er ikke hele Pontoppidan, men det er Pontoppidan, og Skou-Hansen tilhører for så vidt hans efterkommere i litteraturen.
Mærkbart større, endnu større, er afstanden til Pontoppidan, navnlig den kunstneriske afstand, i den modernistiske prosa. Et af de førende navne inden for denne retning, Svend Åge Madsen, bidrog i en serie radioforedrag 1979 med en stillingtagen til Henrik Pontoppidan. Det er nyttigt at minde om, at tidspunktet ikke blot lå efter en etableret og måske allerede kompromisvillig modernisme, men også i det litterære liv var præget af kraftig politisering og ideologikritik. Også denne situation bød altså på flere indfalds- og evt. overfaldsvinkler.
Madsens foredrag er sammen med de øvriges trykt i bogen Forfatternes Forfatterhistorie (1980), redigeret af Per Stig Møller. Det var Per Stig Møller, der havde uddelt emnerne, og i tilfældet med Pontoppidan til Madsen har det sikkert været ment som en provokation. Resultatet er meget morsomt og overraskende:
Madsen vedstår, at han ved enhver given lejlighed har "galet op om at realismen er en uanvendelig udtryksform" (1980, s.113), og han skal nu forholde sig til dens velnok største repræsentant: Henrik Pontoppidan. Og foruden sin egen kunstneriske fordom spiller Madsen sin politisk echaufferede samtids fordom ud: Pontoppidan, der var begyndt som social indignationsdigter, endte i De Dødes Rige med at modsige troen på, at det er bedrede kår for de fattige, der bevirker lykke i tilværelsen. Pontoppidan har da flyttet sig – hvordan, og med hvilken omplacering af sin radikalitet?
Madsen søger svaret ved en analyse af Det forjættede Land. Hvad han viser er, at de læserforventninger, fremstillingen bygger op, den ene gang efter den anden bliver dementeret. Det gælder både i det korte forløb (forlovelse med frk. Ragnhild?) og i det lange (lykkelig bondetilværelse 175 sammen med Hansine? det religiøse kald? forening med frk. Ragnhild?). "Det underlige og spændende ved historien er ikke det der sker på papiret, men det der sker i læseren" (s.118). Man kan måske omskrive Madsens positive pointe således: Det gør ikke så meget, at Emanuels (bl.a.) social-emancipatoriske bestræbelse vises at være uholdbar, når læseren undervejs må opleve den ene efter den anden af sine egne formodninger som uholdbar.
Svend Åge Madsen tester til slut sine tre hovedfordomme imod realismen på Pontoppidan og Det forjættede Land. Den første fordom er, at når en digter satser på "den realistiske illusion" (s.119), kommer han til at tynge sin fortælling med en masse trægtlæst fyldstof. Helt undgår Pontoppidan ikke dette, men der er forfriskende, tankeprovokerende spring – som mellem M og det næste bind: "vi rykker nu syv år frem, personen er nu noget anderledes end før" (s.120); dette opfatter Madsen altså – med tungen i kinden? – som et heldigt "greb".
Den næste fordom er, at realismen med sin særlige antropologi altid fremstiller determinerede skæbner og personer, altså personer uden frihed og valgmuligheder. Egentlig er det vel en eksistentialistisk fordring snarere end en modernistisk, Madsen fremfører her. Men tilfældet Emanuel gør den negative forventning til skamme: selv om han er tydeligt determineret (bl.a. ved moderarven), kan han åbenbart vælge, også vælge fra, siden læseren gang på gang finder, at han har forladt den skæbne, læseren har forudset for ham. Det er et morsomt synspunkt, men måske svækkes det af, at Madsen her som for det meste ser bort fra de øvrige personer, der manipulerer med Emanuel, oftest jo med held.
Madsens sidste indvending imod realismen er, at den "nødvendigvis må basere sig på en indsigt, en fast opfattelse hos forfatteren, i stedet for at søge en indsigt" (s.120). Men dette træffer ikke Det forjættede Land; Madsen siger:
Jeg har sjældent læst en roman der virkede så åben på mig som Det forjættede Land. Den lægger nogle muligheder frem til læserens egen bedømmelse. Den stiller personer op og belyser dem fra så mange sider, at man ikke tvinges til at danne sig en ganske enkel opfattelse af dem. Således må man både opleve Emanuel som en håbløs fantast, og se ham som en håbefuld idealist, som verden ikke vil føje sig efter.
I denne slutning er Svend Åge Madsen i hørlig kontakt med den klassiske tvesyns-teori i Pontoppidan-kritikken, men det er interessant, at 176 det netop er hans stade i en modernistisk fiktionspoetik, der får ham til at vurdere flertydighederne og perspektiv-skredene hos Pontoppidan positivt, og får ham til at lægge afgørende vægt på læseoplevelsens – af forfatteren programmerede! – turbulenser. Selv om der utvivlsomt savnes en del mellemregninger i Madsens hastige skitsering, giver den på sympatisk vis ansatser til et nyt syn på det gamle værk. Hvem havde ellers kunnet opdage, at Pontoppidans værk ikke er det diametralt modsatte af en modernistisk konstruktionsfortælling som Dage med Diam?
*
Som det ses, er synspunkterne på Pontoppidan i den her læste litteratur mange; som helhed kan man spore to synsvinkler: Der tegner sig en interesse for de psykologisk-eksistentielle spørgsmål hos Pontoppidan over for optagetheden af hans samfundskritiske engagement, ofte dog inden for samme kritiske værk og gribende ind i hinanden.
Mere overordnet ser man to synsmåder på forfatterskabet: på den ene side negative eller positive opfattelser af forfatterskabet som tve- eller flertydigt. Tvesynsdebatten har nu mange år på bagen, og i den sammenhæng kan et nyere, overraskende synspunkt på Pontoppidan som Svend Åge Madsens være forfriskende ved sin grundlæggende indstilling til verden, og dermed kunsten, som mangetydig.
På den anden side bemærker man hos mange af de præsenterede Pontoppidan-læsere et ønske om ud af værkerne at læse en helhedsbestræbelse hos Pontoppidan, der kan rumme forfatterskabets mangfoldighed og nærmer sig Sophus Claussens drøm om at finde "det Greb, som kan knytte de tusinde Former".
