Henrik Pontoppidan og Nobelprisen

Interview med Forfatteren

Svendborg, Fredag.
Privat for Politiken.

I et hyggeligt Værelse paa Wandall's Hotel træffer jeg Henrik Pontoppidan, der i den lille, sydfynske By allerede er i Gang med et nyt Arbejde.

Den officielle Meddelelse om Nobelprisens Tildeling modtog han først i Eftermiddags, og da havde en Strøm af Telegrammer allerede bunket sig op paa hans Bord. Nobelprisens Sekretær havde ikke kendt hans Adresse, og Meddelelsen var derfor blevet sendt ham gennem Professor Vilhelm Andersen.

– Jeg vil ikke interviewes, siger Pontoppidan smilende. Det er nu en Gang et Princip hos mig, men skal jeg give de Tanker, hvormed jeg modtog Prisen, Udtryk, da bliver det i disse Ord¹:

– Jeg er naturligvis glad for Udmærkelsen, og det ikke alene af private Grunde. Gjellerups Kunst har jo sine vidt forgrenede Rødder i den klassiske Jordbund. Jeg modtager min Del af Nobelprisen som en Anerkendelse af den hjemmegroede folkelige Digtning, der for Tiden har en Blomstringstid hos os, en Digtning der uden at miste sit folkelige Præg altid har haft Kunsten som Maal. Hvad der duer i den, er hentet lige op af vor egen Muld. Naar Valget er faldet paa mig, er det vel sagtens, fordi jeg er den ældste af denne Literaturs Skribenter og vel ogsaa nok den, der har indledet den.

Henrik Pontoppidan føjer beskedent til, at han lægger Betydningen deri, at Nobel-Komitéen ved dette Valg har vist, at den ikke alene havde Øjet aabent for de Literaturens Navne, som har Verdensklang, men ogsaa for dem, hvis Betydning er lokal.

Om sit kommende Forfatterskab ønsker han ikke at sige noget, men han karakteriserer det saaledes, at efter at han nu har afsluttet den tredje store Fortællingskres, lægger han den brede Pensel til Side for at begynde med den spidse Pen.