56
5. Kulturbilleder
Romanen dvæler ved billeder af den ydre kultur. Det er både et grund-episk kendemærke og på Pontoppidans tid en moderne bestræbelse – Homer og Zola! Allerede i Pontoppidans tidligste planer, som de omtales i det før citerede brev til forlagsdirektør Fr. Hegel 23.12.1883, henviser han som nævnt til Fritz Reuter som model for "et stort, bredt og lyst Billede fra Landet" med billeder af de i den danske litteratur hidtil ubeskrevne "Folkeforsamlinger, Vennemøder, Valgmøder, Julegilder og alt det andet, jeg nu har levet mig fortrolig med herude."
Selv om dele af dette beskrivelsesstof blev placeret andetsteds – særlig i novellesamlingerne til og med Skyer (1890) – og selv om Fritz Reuters brogede Landmandsliv som mønster i mellemtiden trængtes tilbage af den naturalistiske Zola med hans systematiske, faste sociologiske beskrivelser, forblev bestræbelsen for at give kulturbillede på Pontoppidans program. Det udgør et iøjnefaldende og karakteristisk lag i trebindsromanen.
Det bidrager for eftertiden til bogens præg af historisk roman – her er med en omhu som hos Walter Scott skildret en bortgangen verdens décor: interiør, dragter, skikke osv. Ved romanens fremkomst har dette imidlertid været samtidsskildring, men sikkert af en lignende "eksotisk" interesse for en ikke-landlig læserkreds som visse kulturtro fortidsbeskrivelser. Det er som hos Zola en art sociologisk signalement og fremvisning, undertiden næsten et litterært frilandsmuseum – dog altså med samtidspræg. Nogle af dets elementer kan resumeres:
Den litterært mest markante form for kulturhistoriske træk er ikke de omtalte, men de talte – altså de fiktive personers og persongruppers særsprog i replik og i skriftlig udtalelse. Af egentlig replikindividualisme er der vel næppe mere end et enkelt forsøg i romanen – nemlig væverens udtryksmåde, om hvilken der vil være mere at bemærke nedenfor. Derimod er diskurser, stil og sprog som typiserende karakteristika meget brugt i bogen, ofte i større stykker direkte anførelse, men også i småreplikker 57 eller i dækket form (oratio tecta).
Her kan først peges på nogle typer af magternes eller institutionernes sprog: Kirkens og fromhedslivets foredragstyper med hele og halve skriftsteder, liturgiske vendinger, salmevers osv., også særligt sektsprog som de grundtvigske komposita (fx "Lys-Ord" og "Bogstav-Troe", DD, s.384) og parti-ord ("Venner", "Folkesagen") gennemsyrer både talt sprog og tankereferat fra hoved- og bipersoner. Men også de verdslige institutionssprog har Pontoppidan lagt vægt på at fremvise i fiktivt citat: Forskellige typer af avis er udstillet i den konservative Tidendes svælgende reportage fra hoffet (læst af Villing i DfL) eller Venstre-folkebladets moralske indlæg af den landlige intellektuelle Niels Nielsen Damgaard (DfL). Politikersprog er tilsvarende hidsat i form af opråbet til sognerådet fra Venstre-vælgerforeningen (DfL, s.214 f.), hvis uldent-retoriske frasestil og 'historiske' skriftlighed (som verbernes flertalsbøjning) stikker af mod romanens normale fortællerforedrag, men jo ikke undgår en vis efterligning i sognerådsformandens opfølgende udtalelser.
Ikke langt fra disse institutionssprog ligger de forskellige prægninger af standssprog i romanpersonernes tale. Over for provst Tønnesens autoritative foredragsstil hører vi (i M, s.160-162) højskoleforstanderens henrykt-fortrolige klukke- og råbe-stil. Over for købmand Villing og frues glinsende salgssnak (fx i M s.147 og 150) kan læserens gehør placere dr. Hassings tilknappede lægetale – om "Krisis" og "Kalamitet" – ved Guttens sygeleje (DfL, s.255).
Endelig er der det bondske sprog, særlig skibberuppernes. Pontoppidan har ikke som Blicher i "E Bindstouw" eller Fritz Reuter i Ut mine Stromtid1 ladet sine landboere, endsige hovedfortællingen, være skabt i dialektsprog; men en vis dialektal farvning indgår i de folkesproglige karakteristika hos denne persongruppe. Det gør sig særlig gældende ved Emanuels svigerforældre, hos hvem vi finder både dialektord ("et bitte Jav", M, s.69) og dialektudtale ("et Stykke Kyd", M, s.137) kombineret med talesprogets kortere syntaks og forkærlighed for de små adverbier (vel, jo, kanske, ellers, m.v.). Om dialektpræget just er gennemført med så rent sjællandsk som i de to nævnte eksempler er vel en anden sag. Såvel den litterære tradition for dialektgengivelse i folkelige replikker som Pontoppidans ældste tilvænning til dialektsprog2 – i Randers 58 i drengeårene – kan være skyld i, at hans bondesprog heller ikke i denne sjællandske roman undgår en og anden jyskhed. I den litterære skrift er selvfølgelig enhver indfarvning med dialekt alligevel et kunstgreb, et digterisk middel, og det afgørende spørgsmål er, om resultatet illuderer for læserens auditive fantasi. Hvorvidt dette er tilfældet, afhænger utvivlsomt af den enkelte læsers gehør og mere eller mindre præcise dialektkompetence. Mest repliksprogligt illuderende er nok Jens Hansen Væver, hvis ofte forsigtigt begyndte, ligesom sideværts lirkende tale med dens "såmænd" og "sådan" og "se" og "vistnok lidt vel meget" og "grumme stor", med dens mulige ironi og sarkasme og – når tiden er inde – de afgørende dolkestød én, to, tre gange, også har sine dialektale elementer og i det hele er et omhyggeligt udført akustisk billede af en bestemt type folkelig retorik og demagogi.
Hos væver Hansen og andre folkelige talere noterer man også brugen af menigmands talemåder, mundheld, ordsprog; mere eller mindre bevidst signalerer den talende herved sund traditionel bondefornuft, troværdighed, tilhørsforhold inden for en folkelig forståelsesramme.
Generelt er det mere de ældre skibberuppere end de unge, der får tildelt elementer af dialektsprog i romanen – måske bl.a., fordi de unge ikke kommer så meget til orde i miljøet eller inden for Emanuels hørevidde. Men at der til bondesproget også hører en særlig fåmælthed, hvad enten den skal tilskrives muthed, dumhed, sammenbidthed, blufærdighed eller andet, er der en høj litterær tradition for. En sådan ordknaphed er et af de stærkeste karakteristika ved Hansine. Over for sin rivalinde Ragnhild Tønnesen, den altid uforfærdet og kulturelt artikuleret talende, står den tilknappede, lidet mælende Hansine: bondepigen over for bourgeoisifrøkenen. Det er et kulturbillede også i sproglig forstand.
Vi vender os nu fra det, der er tale i kulturbilledet til det, der er omtale. Det er et meget righoldigt deskriptivt billede, Pontoppidan giver af den sjællandske lilleverden i romanen. Her er præcision vedrørende dragter, fra hovedtøj til kjolelængde, i stof og snit. En af grundene er naturligvis, at Pontoppidan som mange af 1800-tallets forfattere opererer med kendemærker på sine personer, således bispen med hans hvide lærreds-kørefrakke, Emanuel med hans brede hat og paraply; gammelgrundtvigianeren bærer typisk "den møllestensstore Hat" (DfL s.261); væver Jens Hansens kendemærker er derimod til dels fysiognomisk, ansigtsform og -stilling, og særlig de røde hænder, der gnubber tænksomt-listigt. 59 Men dragterne er især bondefolkets arbejdsdragter – som Emanuel med sin kittel efterligner ligesom Tolstoj med hans kofte (jf. også hans ombytning af paraply og hat allerede i M s.154); for kvindernes vedkommende også søndagstøjet, den nu museale folkedragt, til dels med egnspræg. Hos Hansine er ikke glemt det brede læderbælte, der hørte til højskolepigers uniformspræg. Den gamle påklædningsstil og den nyere hos det professionelle grundtvigske højskolefolk er mønstret ved den gamle forstanders begravelse i DfL, så at en grundtvigianisme-historiker som Anders Pontoppidan Thyssen3 har kunnet citere det som dækkende historisk typeopstilling. Over for bonde- og højskoledragterne står de elegantere bourgeoisiklæder og de mere eller mindre derangerede adelsklæder i dr. Hassings kreds og hjem, som Emanuel møder. Særlig omhyggeligt er der gjort rede for den altid smagfulde, undertiden fristende nydelige frk. Tønnesens apparition – i modsætning til den spartanske folkestil hos Hansine; rivalinderne i denne bog kan ses, og det skyldes bl.a. dragtbeskrivelserne.
Men også beskrivelsen af de forskellige interiører har en signifikant rolle i bogen. Vi får megen besked om Emanuel Hansted via hans studerekammer og billederne over hans sofa (M s.49 f.). Stuen i Hansines forældres hjem er så at sige gennemfotograferet af forfatteren, med dens møbler, nips, de pietetsfuldt bevarede familierelikvier, billederne på væggen (godt ideologisk signal!) osv., værd at huske over for den luksuriøse klunkestil hos dr. Hassing eller de tungt osende proprietær-interiører hos sognefogden eller det armodige svineri i Mosekærshusene. En anden kontrast er den, der fremkommer mellem "Hallen" i den nordisk-folkelige præstegård (i DfL) og den tidligere stadselig-nette provstegård (i M). Interiørerne er af den slags emner, der siger noget hos Pontoppidan.
Til miljøkendemærkerne hører endvidere bondefolkets skikke og tekster: det store bryllupsgilde i M, skibberuppernes kirkegang, de unges sang- og danselege på stranden (i M), fortælling og oplæsning i "Hallen" (i DfL), måltider med bordbøn osv. Detaljer, som hvilken type aviser der læses hvor (venstrepressens "Folkeblad" på egnen eller den højreorienterede "Avis" fra købstad eller København), hvilke salmevers der citeres, eller grundtvigianernes successive præferencer for guldalderdigtning, skolelærerforfattere, store nordmænd, føjer sig ind i skildringerne. 60 Her som på andre måder i romanen dominerer det grundtvigianske, men alternativer når at komme til syne: måltidsstilen til daglig eller til repræsentation (bemærk gæstetyperne!) hos provst Tønnesen i M eller hos dr. Hassing i DfL, l'hombrespillet blandt sognets – altså Vejlbys – temmelig platte spidser, hilsesproget hos de missionske, osv.
Til kulturbilledet hører endelig som et vigtigt – også narrativt vigtigt – element: møderne. En ganske særlig rolle har selvsagt de møder, der har form af gudstjeneste: fra dem kan man demonstrativt udeblive, eller man kan deltage med forskelligt udbytte, og præsten kan prædike med meget forskellig grad af frimodighed og kommunikativ succes. Men her skal dog navnlig peges på møder uden for kirkens rum. Også de har i nogle tilfælde en menighedspræget karakter. Mindst hører man ejendommeligt nok til politiske møder – her er fx ingen folketingsvalg; men vi har dog den landlige ende heraf i sognerådsmødet (i DfL), hvortil de dramatiske landspolitiske begivenheder formidles. Politik uden indlejring i ideologi- og kulturkamp har ikke meget 'miljø' i romanen, men den ideologiske kamp har det i høj grad – fra det primitive første forsamlingshus, hvor Emanuel i M optræder som foredragsholder, til vennemøderne på Sandinge Højskole ved den gamle forstanders begravelse (i DfL) eller ved den store teologiske forhandling et par år senere (i DD).
Møderne hænger i nogen grad sammen med institutionerne – eller er, som det levende ord, selve institutionerne. De kan dog også belyses ved et historisk rids, som forhåbentlig – trods sin summariske karakter – har kunnet vise, at romanen i sit landlige hulspejl ikke kun fanger den 'lille' dagliglivs-kulturhistorie, men også væsentlige træk af den 'store', principaftegnende Danmarkshistorie omkring 1880.
