Diabolsk Idyl
Prosaens mønstre: Det forjættede Land
[Grundteksten der analyseres nedenfor udgøres af det afsluttende kapitel i Muld, der var første del af den omarbejdede udgave af Det forjættede Land fra 1898 (C-udgaven). Kapitlet kan læses her, eventuelt ved at åbne i nyt vindue side om side med nedenstående analyse.]
I den heftigt skiftende episke fremstilling er det nyttigt for oversigtens skyld at disponere i tid og rum:
Tidsmæssigt markerer den første sætning som rammedannende angivelse den sommerlige bryllupsdags begyndelse. Herefter indhentes forudsætningerne i form af de materielle forberedelser (I otte Dage og indtil langt ud paa den sidste Nat –). De snævrere forberedelser knyttes til med lokalitetens udsmykning nogle Timer før. Dernæst følges tiden nøje og præcist fra de første gæsters ankomst (kl. 10), indtagelsen af frokosten (kl. 10-½12), vognens ankomst (kl. ½12) med stærk acceleration i livsudfoldelse og aktivitet og til kirketuren (kl. 12). Der dvæles nu ved vielsen; det påfølgende festmåltid beskrives detaljeret og skildringen afrundes med Emanuels og Hansines sortie om aftenen.
Svarende hertil får vi rumligt en kort beskrivelse af de klimatiske forhold på stedet og dagen. Der panoreres dernæst fra køkken og kælder til brudehus over vænget (spiseteltet) og forsamlingshuset tilbage til brudehuset, hvor frokosten skal indtages. Dernæst går vejen til Vejlby kirke, hvor vielsen finder sted. Brudetoget vender tilbage til Skibberup og brudehuset med festmiddagen. Endelig følger vi brudeparrets natlige hjemkørsel fra Skibberup til Vejlby.
Fremstillingen består således af en række knappe, hinanden hastigt afløsende sceniske situationer med et enkelt velmotiveret panoramisk tilbageskue (Otte Dage før – –). Det lader sig også gøre at opfatte hele bryllupskapitlet som eet stort panorama udfra den betragtning, at den allestedsnærværende og -overskuende fortæller ved udvælgelsen af væsentlige træk har fortættet en lang dags begivenhedsstrøm på begrænset plads. Det er da den skridende, den hastigt og langsomt forløbende tid og de veltilrettelagte miljømæssige skift og kontraster, der er vigtige her, ikke den enkelte statiske situation. Forfatteren er da tydeligt nærværende som overordnet iagttager og kompositør. På den anden side er det ikke hans ambition at stille dette forhold til skue. Sin viden tilegner han sig ikke ad overnaturlig vej, ejheller meddeler han den på anmassende måde. Han lægger ikke sine iagttagelser på en pågående fortolknings prokrustesseng, endsige lader dem tjene som illustrationer for en bestemt, fremtrædende livsanskuelse.
Til trods for sin overordnethed og sit suveræne overskue er det hans tydelige sigte at illudere som en almindelig, ingenlunde raffineret iagttager. Han gør som skjult deltager i foreteelserne hele turen med og anlægger diskret de synsvinkler, som øjeblikket nødvendiggør, hvadenten det nu er Emanuels eller den lokale befolknings, med hvilken han i ret høj grad søger at solidarisere sig. Denne solidarisering bidrager til at gøre beretningen tillidsvækkende, for hvad der ses og erfares ud fra en anonym og indlevet kollektivbevidsthed giver indtryk af pålidelighed og gyldighed. Således forstås f. eks. fortællerens kendskab til den episke fortid, til fremskaffelsen og forberedelsen af bryllupsmaden, for den slags ved alle i Skibberup. Ligeledes finder den udtryk i en passage som:
Det blev et højtideligt og uforglemmeligt Øjeblik for dem alle, da denne store Mand – idet han blottede sit hvide Hovede – ærbødigt gik Brudeparret imøde og derpå skred i Spidsen for Skaren ind i Kirken
der formulerer befolkningens nysgerrighed og ærbødige forventning over for bispen.
Det er imidlertid ingen konsekvent gennemført fiktion. Den perforeres som allerede nævnt af forfatterens lejlighedsvise viden om Emanuels bevidsthedsrørelser (Øllet, snapsen, Hansines bryllupsdragt), selvom disse omstændigheder kunne bero på et almindeligt rygte blandt befolkningen. Men under brudeparrets sortie er der ingen tvivl. Der er vi ude over landsbyens kollektivsynsvinkel og dybt inde i Emanuels helt personlige tilværelsestolkning. Heller ikke beretningen om Hansines brudeudstyr og vurderingen af bispens prædikenteknik lader sig fyldestgørende tyde ud fra en samfundsindlevet tilskuers synsvinkel. Her ytrer fortællerskikkelsens særlige forudsætninger sig i form af en på almindelig samtids- og kulturbaggrund hvilende dannelse, der tager folkloristisk og teologisk viden i anvendelse. Her har fortællerskikkelsen distanceret sig fra det beskrevne miljø for at række den dannede læser hånden.
Vi kan da foreløbig om fortællerskikkelsen konkludere, at han er nærværende i sit åbenbare begivenhedsarrangement, smidig i sin diskret vekslende synsvinkelteknik og i sin personlige tolkning hverken selvudslettende eller anmassende. Men det sidste ord er endnu ikke sagt om den sag.
For at komme på nærmere hold af fortællerholdningen vil det nu svare sig at undersøge kapitlets stillægning i den første passage:
Indledningssætningen er kort, knap, simpel uden underordninger. Bryllupsdagen beskrives i enkle observationer, der sprogligt udtrykkes gennem de sidestillede, ikke særligt udsøgte adjektiver: høj, stille. Trods adjektivernes almindelighed bliver der dog tale om moderat nuancering ved sammenstilling og ved biordsanvendelsen (næsten sommerlig). Verbet oprandt bidrager ved sin salmistiske tone (Af højheden oprunden er –) i samklang med de nævnte adjektiver til at give indledningen præg af højtidsfuld naturro. I det følgende tidsmæssige tilbagespring markeres en påfaldende kontrast hertil. Den overordnede sætning indicerer verbalt rastløs og voldsom aktivitet (braset og kogt). Salmetonen er veget for køkkentonen. I den herpå følgende monumentale sammenstimlen af præpositionsled ligger en sproglig tyngde, der støtter den tematisk-indholdsmæssige: den massive opremsning af konkrete viktualier. Herimod stræber også alle underordnede sproglige elementer: det stærke opbud af pluraler (Skinker, Fårelår, Baljer, Svesketærter, Pølser –), den konkrete dominans i substantivmassen, adjektivernes karakter, der alle sigter mod angivelsen af kvantitet, fylde, mål og størrelse (store, mægtige, fulde –) og endelig den massive, næsten groteske sammenligning, der ligger i møllestensstore. Stilistisk står vi overfor en af de effekter, som Pontoppidan administrerer mest virtuost, mængde-registreringen, der tenderer mod overdrivelsen. Sagen slås fast til overmål: Her er håndgribelighed, tyngde og tingsliggørelse. En voldsom aktivitet vendt mod det materielle kendetegner menneskenes færden under disse forberedelser i det dybe. Med erindringen om den høje, stille luft i åbningspassagen er der hermed skabt en modsætning som klinger ildevarslende, fordi det højtidsfulde i sammenhængen får så ringe bærekraft i forhold til beskrivelsen af de tunge madvarer.
Herom ytrer forfatteren sig imidlertid ikke direkte. Det er en slutning, som må drages af læseren i kraft af selve beskrivelsesteknikkens særpræg: Hans modstilling, hans udvælgelse, hans proportionering af detaljerne i virkelighedsbilledet, hans vældige substantielle opremsning. Tværtimod glatter han ud på billedets effekter ved at gøre et af de mest groteske beskrivelseselementer – de møllestensstore svedsketærter – til fin gammel folkekultur. Alt er således tilsyneladende, som det skal være. Men det siger sig selv, hvor farligt et billede som dette er. Der er nedlagt en ubrugt energi, en hvilende vurdering i det, der kan bringes op til overfladen på senere minimale foranledninger.
Den fremhævede dobbelttydighed kan forfølges i de næste passager. Man kan understrege det harmløst positive, den livlige forberedelsesaktivitet, den festlige, autentiske beskrivelse af bryllupsklæder og -skikke, den bramfri og dog ærværdige prælatskikkelse. Men man kan også notere sig Pontoppidans mærkbare dvælen ved begivenhedens ydre attrapper og rekvisitter (teltet, guirlanderne, våbenskjoldene, æresporten o. s. v.), menighedens verdsligt-praktiske optagethed af, hvem der skal forrette vielsen, bispens jesus-kameraderi og fortravlethed, hans skjult ildevarslende prækentema: Planten kunne også kvæles af det tætte træ i stedet for at opvokse i Skygge og Læ af det.
Vi vil tage den næste passage, hjemkørslen og festmåltidet lidt nærmere i øjesyn. Det er indlysende, hvordan den kan læses som en munter beskrivelse af landlige højtidssæder, en løftet og stemningsfuld festlighed, der danner en værdig portal til Emanuels og Hansines jævne og virksomme liv på stedet. I så fald må man lægge vægt på det forrygende tempo, den rige livsudfoldelse og hastige sucession i begivenhederne – se således verbalpræget i de fire første linjer. Man må da også accentuere mængden af udtryk for glæde og højtidsstemning: pigernes små kokette skrig på vognene, invalidens livsalige smil, forstanderens høje henrykkelsesudbrud og skælmske adfærd, det højtidelige optog ind i det flagsmykkede telt.
En sådan læsemåde lægger dog kun et bagatelliserende og uskyldiggørende skær over ret fatale foreteelser. Ret betragtet er bondebrylluppet en formidabel heksesabbat, og det bliver den i kraft af forfatterens impressionistiske udvælgelse af skæbnesvangre detaljer: De knaldende geværer, de stejlende heste og de angstfuldt skrigende piger lader sig ikke sådan borteliminere. Verbet at aflæsse gæster får præg af omgang med død, uhandlelig fragt, menneskelige ting, når det sammenstilles med de stive, ældede og abnormt fede personer, der transporteres ned på jorden. Pigernes hop ned i Favnen på den første Karl, der bød sig til får et anstrøg af promiskuitet. Gammel-Erik er et af folkeoverleveringens tilnavne til Satan, skikkelsens bevægelser (humpe om) minder om hans behovede majestæts og hans livsalige smil – naturligvis i forbindelse med de nystegte stege – antager grumt bespottelige valører. Højskoleforstanderen har allieret sig med den Jette, hvis homonym var gammelgrundtvigianernes arvefjende, hendes hæslighed er evident.
Forstanderens egen eksalterede hjertelighed vækker mistanke om manglende indre dækning, hans små nap i pigekinderne om en fortrængt satyrisk erotik. Væver Hansens smil er åbenbart tvetydigt. Alt dette lader sig ikke forflygtige af det hæsblæsende episke tempo og mildnende ingredienser som et par røde flagrebånd i nakken og en søndagskrykke.
I princippet har denne skildring da det samme grundpræg som den indledende bryllupsforberedende passage: En tynd, forflygtigende stilhinde trækkes over et billede af fortættet hykleri, materialisme, hæslighed og bespottelse: Dette er intet bryllup i Kana, tværtimod. Men forfatteren lader sig ikke forlyde hermed. Det er igen stofvalget og stofproportioneringen, der røber ham.
Og således kan teksten læses videre, idet vi for den næste passages vedkommende nøjes med at fremdrage udvalgte fatale omstændigheder. Der er en hamber modsætning mellem købmand Villings ydre ulastelighed (hvide Handsker), fromladne adfærd (bønnen) og det massive og nussede profitbegær, han i andre af bogens scener afslører. Den alenhøje Tærte og den møllestensstore Lagkage med de nygiftes navnetræk i hindbærmarmelade frapperer både ved det overdrevne format og det i bogstaveligste forstand sødladne påhit. Efter bønnen kom Skeerne i Bevægelse, står der. Det bratte skift fra reverens for skaberen til selve den spisende bevægelse bliver særlig markant gennem den tingslige automatisme, der udtrykkes i det forhold, at spiseredskaberne udgør sætningens subjekt. At Maren Smeds denne Gang havde skilt sig fra sit Værk med Ære betyder – negativt – at hun ikke, som ved en tidligere lejlighed, havde svedet grøden, hvorved hun blev udelukket af det gode landsbyselskab. Dette kaster igen lys over landsbybefolkningens materialistiske normer. Den følgende måltidsbeskrivelse udtrykker dens muldne overtro, dens skadefryd og voldsomme grådighed.
Talerrækken frembyder ikke heller noget løftende billede: fra forstanderens sentimentale opstemthed over Emanuels understregning af fremmedskabstemaet, Anders Jørgens forfjamskede mangel på artikulation og væverens tørhed til købmand Villings pinlige hentydning til Emanuels sindssyge moder og bovlamt opportunistiske forsøg i det visionære. Konventionelt og som om intet opsigtsvækkende er forefaldet i beskrivelsen kan fortælleren nu berette, at i forsamlingshuset vekslede Dans og Sang lystigt til den lyse Morgen. Hermed formår han imidlertid ikke at opløse de disharmoniske akkorder.
Disse må naturligvis klinge med i den sidste passage af vor tekst, der langsomt men sluttelig totalt fører over i Emanuels synsfelt. Det gælder således hans fortolkning af de brændende fakler langs hjemvejen og den illuminerede portal til præstegården: Han mener, at Præstebjergets mørke, tunge
Masse havde løftet sig på luende Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunne bringe Muldhøjene til at åbne sig for ham …
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjerget.
Der er ingen tvivl om, hvorledes dette tydes af Emanuel Hansted: Som et hamskifte, hvor han stryger al sin arvede og fremmedfølte civilisation af sig og identificerer sig med den sande, simple bondekultur, som højboerne repræsenterer. Citatet korresponderer nemlig ganske nøje med de drømme, han engang i begyndelsen af sit kapellani havde og som han her refererer til:
Hans Øjne var blevet åbnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham fra disse Jordens Hytteboere, som levede her i deres halvt underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var en Gåde, hvis Sprog man næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhåbninger ingen kendte. Og ville det nogensinde blive anderledes? – Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleri, der kunne få Højene til at løfte sig på Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft (Muld, Anden Bog, 3. kap.).
Det er denne kultur, han forbinder med det forjættede land, hvis honning han havde smægtet efter. Det er sin fjernhed herfra han andetsteds betegner som en udelukkelse fra paradiset. Den romantisk sværmeriske tydning af det, han ser, hindrer ham netop i den indsigt, som Pontoppidan gennem billedsproget, men ukommenteret har nedlagt i visionen: At de skatte, som bjerget har, når de kommer for dagens lys blegner som troldguld, at landet ikke er paradis, men Elverhøj, der rejser sig på gloende pæle og herved drager mennesket bort fra virkeligheden, at det ikke er et forløsende Kanaan, der vinker, men en fatal bjergtagning, der frister. Emanuels naivt forjættende tydning er – set i dette lys – åbenbart forkert.
Hvad er det, der giver os lov til at opfatte Emanuels tolkning af virkeligheden som en mistydning? Først og fremmest de nævnte truende billeder, men også noget andet: Vi er forberedt dertil af den kompositionelle nøglebeskrivelse, der først anvendtes i forbindelse med bryllupsforberedelserne og dernæst ved selve festligheden, en beskrivelse, hvis særkende det var, at den på overdreven frejdig, tryg og naivt optimistisk vis registrerede de groft materialistiske og degenererede elementer i bondesamfundet. Netop gennem sin forcerede tildækningsbestræbelse afslørede den.
Dette forhold virker – i sammenhæng med de tidligere nævnte, truende billeder – ind på vor vurdering af Emanuels omverdensopfattelse: Vi ser, at hans idealisme er naiv, at han forflygtiger, hvad der er væsentligt. Vor læsning har med andre ord givet os forudsætninger for at gennemskue den illusion, Emanuel Hansted ligger under for.
Vi står ved romanens stilnerve, det man har kaldt Pontoppidans tvesyn, den dobbelthed, der har muliggjort, at man på een gang har kunnet opfatte hovedskikkelsen som heroisk idealist og naragtig selvbedrager.
I vor tydning indgår dette tvesyn ikke – og efter min mening kan det opløses overalt, hvor man mener at træffe det i romanen. Vi har ganske vist set, at teksten rummede træk, der for en overfladisk betragtning kunne synes indbyrdes modstridende. For en nærmere betragtning indgik imidlertid alle elementer i et konsekvent og uopløseligt stilbillede. De uskyldiggørende og idylliserende effekter forekom i en klar hensigt, nemlig at formulere en naivt illusionsbunden virkelighedstydning, som skulle og måtte brydes af enhver omhyggelig læser med blik for de mange negativt udvalgte detaljer. Stilistisk har Pontoppidan anvendt den sokratiske dialogs fødselshjælpende princip. Dommen over den forgjorte landsby og dens præst udtales ikke. Læseren kan selv fælde den på grundlag af de fremlagte præmisser. Digteren bliver således kun impulsgiver for læserens personligt dragne konklusioner. De er erfaringsmæssigt mere holdbare end dem, der serveres for ham i gennemarbejdet stand.
