Henrik Pontoppidan og Kirken
Ved at behandle Emnet: "Henrik Pontoppidan og Kirken" udtømmer man ganske vist ikke hele hans Forfatterskab; men man faar Mulighed for at sige noget væsentligt om det, da Opgøret med Kirken og Kristendommen, skjult eller aabenbart, ligger bagved det meste af, hvad han har skrevet; det er ikke mange af hans Værker, som ikke ligger i Kirkens Skygge.
Kirken er paa een Gang det, han er gaaet ud fra og har sine Rødder i, og det, han bekæmper; og han har aldrig lagt Skjul paa denne sin dobbelte Stilling til den: "Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den brøstfældige lutherske Kirke, den er nu dog en Gang vor Aands Vugge og Rangle, der har lagt Grunden i os til det, vi er blevet. Som Modermælken fortsat har Indflydelse paa Barnet længe efter, at det er vænnet fra, saadan ogsaa med Hjemmets Trosliv og alt, hvad der er sunget ind i os som smaa. Ad mange skjulte Veje vedbliver det at indvirke ogsaa paa de frafaldne med Mindets Magt og i alle Livets store Øjeblikke at stemme Sindet i Orgeltone." (Drengeaar [kap. 4, s. 94]). Derfor er hans Kritik af Kirken aldrig en udenforstaaendes, men altid en Dom over den Jordbund, han vel har løsrevet sig fra, men dog ikke mere end at den stadig er den skjulte Grundvold for hans aandelige Eksistens. Og naar denne Dom 310 rammer stærkest, er den fældet ud fra det Livssyn, han engang har lært i sine Fædres Kirke, og som sidder saa dybt i ham, at det er blevet en Del af ham selv.
Sin egen Stilling til Kirken har han givet Udtryk for flere Steder i sine Erindringer. Han staar, som det ogsaa fremgaar af det ovenfor citerede, ganske negativ overfor Kirkens Tro; og han forklarer (i Drengeaar [kap. 5, s. 110]) dette med, at han mangler "Evnen til at tro", som man "ligesom musikalsk Sans og andre Aandens Gaver" maa være født med; er man ikke det, lader den sig ikke fremtvinge ved Formaning eller Belæring; det kommer der kun "Hykleriets Raaddenskab og Stank" ud af. Han tilstaar, at han af og til har følt det som et Savn, at han ikke har maattet tilkæmpe sig sin Livsanskuelse gennem Tvivl og Anfægtelser, men at den er "blevet til saa at sige af sig selv ligesom Ukrudtsplanterne." Men han ønsker indtil det sidste at "fastholde sit selverhvervede ædruelige Syn paa Livet og dets Afslutning" (Familjeliv [kap. 5, s. 109]). Og dog er hans Forfatterskab, med eller mod hans Vilje, blevet et Vidnesbyrd om, at Kristendommen ikke forholder sig til den "musikalske Sans" i Mennesket, som nu kaldes "religiøst Anlæg" (af de udenforstaaende) eller "Troens Gave" (af de indviede), men til Menneskets virkelige Indstilling til Tilværelsen.
Det er derfor ikke Henrik Pontoppidans private Forhold til Kirken, som her interesserer os, men det Syn paa "Kirken og dens Mænd", som kommer til Orde i hans Bøger: i den lille Pjece med denne Titel og i de smaa og store Romaner. Det er netop et Syn; for Pontoppidan er Iagttager, ikke en kølig og lidenskabsløs Iagttager, som han har Ord for, men en Iagttager, som selv er meddelagtig og ønsker at forstaa: d.v.s. han ønsker kun eet: virkelig at se Menneskene, som de er; for kun den, der forstaar, hvad han ser, ser det virkeligt. Derfor er det ikke hans 311 Personers Meninger, der optager ham, men dem selv og deres Skæbner; om sit sidste store Værk: De Dødes Rige siger han: "At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt) er det rene Vrøvl."1 Og derfor er det heller ikke hans egne Meninger om Kirke og Kristendom, som her i første Række vil beskæftige os, men det, som han har set: det Billede af Mennesket og Menneskelivet, han giver i sine Bøger, og det han, frivilligt eller ufrivilligt, kommer til at røbe – ikke just om sig selv, men om os alle, – idet det dog maa erindres, at ethvert "Syn" rummer en Fortolkning. Men den Fortolkning af Mennesket og Tilværelsen, som findes i Pontoppidans Bøger, er for omfattende, for nær ved det menneskeliges Grænse til, at den kan sammenfattes i Meninger og Læresætninger; den kan kun udtrykkes indirekte, imellem Linjerne, derved at det enkelte Menneske, som han skildrer, selv faar Lov at udtale sin Hemmelighed, saavidt muligt uden Forfatterens vejledende Bemærkninger, hvorved Billedet bliver ligesaa uafsluttet, ligesaa dialektisk, som Livet selv er det. Han har selv sagt det klart i følgende Ord: "Hvor man er i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gaa det digteriske Sprogs, Billedtalens Omvej. Men paa den anden Side – hvortil har vi Kunsten uden for gennem den at faa Udtryk for det uudsigelige."2
Hvilket "Syn" har han da paa Kirken og dens Mænd, og hvilken Fortolkning deraf har han givet i sine Værker?
Først har han set og hørt sig til Kirkens Fantasteri og Flugt fra Virkeligheden, særlig farlig i et Land, hvor man "fødes, lever, ældes og dør som Fantaster" (Lykke-Per [III (1899) kap. 3, s. 83]). Den Overbevisning, som var modnet hos ham under Opholdet 312 som Lærer paa Broderen Mortens Højskole, at de Kristne "legede med farlige Fantasier og forraadte den Støvets Verden, vi Mennesker allesammen fødtes til at tjene" (Arv og Gæld [kap. 3, s. 40]), gav han Udtryk for nogle Aar senere i den store Roman: Det forjættede Land om den unge idealistiske Præst, Emanuel Hansted, hvis Tilbagevenden til Mulden og Giftermaal med en Bondepige viser sig at være Fantasi og Uvirkelighed, ligesaavel som hans Kald til at være Profet og Folkevækker; og den Skade, der ligger til Grund for hele hans forfejlede Liv, er hans Religiøsitet, som i alle afgørende Øjeblikke lægger en Taage for hans Øjne og hindrer ham i at erkende sig selv og Virkeligheden. Et Øjeblik ved hans lille Drengs Dødsleje brister Fantasteriet, og det var for ham, "som saa han dybt ind i det uendelige Verdensrum og indtil dettes yderste Grænser kun fandt rugende Mørke og Kulde og gabende Tomhed," – ganske ligesom "Lykke-Per", ved at se sin Mors Kiste hejses over paa Damperen og i et Øjeblik hænge og svaje i Luften som en Vareballe, som ved Glimtet af et Lyn ser Tilværelsens Grund af dækket: "Den havde vist sig for ham som et koldt og tavst, i evig Ligegyldighed hvilende Isøde." Emanuel Hansted formaar ikke at udholde dette Syn; det religiøse Fantasteris Taager lægger sig atter over hans Sjæl, indtil han gaar til Grunde i dem. Hans Selvoptagethed fører ikke til Selverkendelse, men til en overspændt Opfattelse af sig selv som den af Gud kaldede Profet. Derfor ender han med at sprænge sig selv efter at have svigtet sine nærmeste. Som Modsætning til dette hektiske religiøse Jeg-Liv gaar der gennem Bogen en stille og stærk Lovprisning af det jævne, slidsomme, af sig selv og andre ubemærkede Liv med dets Byrder og Glæder, baaret af Kærlighed til det almindelige Menneske, som er bundet til Jorden og det nærmeste. Først og fremmest mærkes dette i 313 Skildringen af Hansine, Emanuels Hustru, som lærte at forstaa, "at Lykken her i Livet bestod i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel – hvor lav og trang og solforladt denne end var."'1 Og den robuste, verdslige Pastor Petersen, kaldet "Pater Rüdesheimer", som selv har kendt Fristelsen til at anse sig selv for noget særegent i religiøs Henseende, siger det samme paa sin Maade; han ved, "hvor langt mere Selvovervindelse, der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med sine Omgivelser – hverken større eller mindre, hverken værre eller bedre." Han ved, at det virkelige Liv, i al dets Haardhed og Glansløshed, er godt nok i sig selv, og at "Lyrikkens Svamp" kun ødelægger det, ikke mindst naar den optræder i Religionens Skikkelse. Den gammeldags Gudsfrygt vidste, at dette jævne, jordbundne Liv er omgivet af Uendeligheden, af Evigheden; og dog svigtede den ikke dette Liv, men satte alting paa sin rette Plads. Han mindes endnu sin Barndoms Søndage paa Landet, da man gik i Kirke, "ikke for at høre interessant nyt af en "aandrig" Prædikant, ikke for at være med paa det allersidste opsigtsvækkende fra Teologernes Forfængeligheds Marked, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde."
Fantasteriet kan vise sig i forskellige Skikkelser. Det kan ytre sig som "oppustede Følelser", store Ord, som ingen Valuta har, men kun følges af almindelig Svigten; saaledes er den grundtvigske Højskolelyrik skildret i Sandinge Menighed og den politiske Lyrik under Provisorierne i Skyer. Men farligere bliver Fantasteriet, særlig det religiøse, 314 naar det tages alvorligt, naar et Menneske virkelig gaar ind for det, som Tilfældet er med Emanuel Hansted; saa sejler det ham i Sænk. Dermed er ikke sagt, at hans Modstandere har Ret overfor ham; for han gør blot Alvor af det, der for dem kun er Ord og Drømme. Han er en splittet Mand; men Kompromis, Halvhed og Fejghed kender han ikke; han drives til det yderste af sit eget personlige Livs Spørgsmaal. Pontoppidan har derfor i ham ikke blot skildret Religionens Fantasteri og Uvirkelighed; han har gjort noget mere, – nemlig skildret et Menneskes Haabløshed og Hjemløshed, et Menneske, som ikke blot er "saa mærkelig stor i Stilen", men som virkelig er stor midt i sin Taabelighed, fordi han ikke kan slaa sig til Ro, men maa ud til Grænserne, maa finde en Virkelighed, han ikke har. Derfor er Bogen ikke blot en Dom over Religionens Virkelighedsflugt i Emanuel Hansteds Skikkelse; den er ogsaa en Dom over Kirkens Mangel paa Uro og Spørgen, over dens Selvtilfredshed og Afsluttethed.
Pontoppidan har selv udtalt, at Det forjættede Land er "en Omskrivning af Babelsmythen".3 Den er en "Dommens Dag" over alle menneskelige Forsøg paa at naa op til Himlen i Stedet for at blive paa den Jord, hvor vi hører hjemme. Bagved ligger Anelsen om Livets Uudgrundelighed og Guds Uopnaaelighed. Den gamle Pastor Momme, der har været en af den glade Grundtvigianismes store Profeter og Folkevækkere, gribes "af en nedknugende Følelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog." [Dommens Dag, bog 2, II, s. 108] Derfor er Præsternes "idelige Trang til at makke om paa "Troen", deres Iver for at sælge 315 Kristendommen til nedsat Pris saa latterlig og forargelig; og det samme gælder al den kirkelige Geskæftighed og alle de kirkelige "Bevægelser": "de pludselige Hvirvelvinde, der med hvert nyt Slægtled rejser sig i Kirkens lukkede Hus og flytter lidt om paa Støvet derinde." (Thora van Deken). Denne Bogs Angreb paa Kirken kan derfor samles i følgende: den giver paa den ene Side Menneskene Mistillid til det jævne, jordiske Liv, som vi skal leve, og til den Fornuft, vi har faaet til Vejledning. Og paa den anden Side forfladiger den Tilværelsen ved at give letkøbte Svar paa de sidste Spørgsmaal eller ved at tilsløre Spørgsmaalet. Som Pontoppidans mærkelige Ungdomsven engang skrev til ham: "Læg Mærke til, at de Folk, der med største Lidenskab mistænkeliggør og bagtaler Fornuften, ofte er de samme Vrøvlehoveder, som forfægter, at Livet dog maa have en for alle tilgængelig Mening." (Hamskifte [kap. 4, s. 79]).
Om "Det forjættede Land" gælder, synes det mig, som om alle Bøger af nogen Betydning, at Værket er større end Forfatteren; det er vokset ud over ham, og Personerne lever deres eget selvstændige Liv, – ligesom "Don Quixote" er større end Cervantes' Hensigt med den og stiller Spørgsmaal, som han ikke har tænkt sig.
Vi har allerede antydet, at Pontoppidan i den moderne Kirke ser et Forsøg paa at afslutte og harmonisere Tilværelsen og lukke Mennesker ude fra Virkeligheden, d.v.s. fra "Naturen". Da Lægeparret i den jydske Landsby faar Besøg af "den kongelige Gæst" (i Fortællingen af samme Navn), gaar der Hul paa deres Tilværelse; "den lune, lille Lykkestemning", som Manden plejer at føle ved Synet af Hjemmet, forsvinder: "Hans Paradis var sunket i Jorden, og i dets Sted laa denne trøstesløse Samling Huse paa den vindaabne Flade – et Stykke afklædt Virkelighed, saa inderlig trist og forkomment, men ogsaa saa højtideligt 316 stort i sin vilde Nøgenhed." I Stedet for deres hyggelige, trygge Lykke har de faaet Udsigten til "det Eviges Hvileløshed". Men Pastor Jørgensen føler sig ikke mere veltilpas hos dem: "det var, som om det allevegne trak dér i Huset. Man havde altid en Fornemmelse af at sidde for aabne Døre." Det er disse Døre ud til Virkelighedens Kulde og Uro, til Evigheden, som Kirken vil lukke for at give Menneskene en tryg, garanteret Livsanskuelse at søge Ly i. Men Prisen er høj: den er at blive afskaaret fra Naturen, og den er i Selvgodhed at blive afskaaret fra andre Mennesker.
Det første Tema: Kirkens Forførelse til Unatur, har Pontoppidan varieret paa flere Maader. Humoristisk i Isbjørnen om den umulige Teolog, hvis Naturkraft bryder igennem, da han bliver Præst i Grønland, men som, hjemkommen til Danmark, fordrives fra sit Embede af sine pæne, fromme Kolleger, der forarges over hans Naturlighed og Grovhed paa Prædikestolen og i daglig Omgang. Da den fornemme Biskop skal komme paa Visitats for at faa ham afskediget, forlader han hemmeligt sin Præstegaard efter at have skrevet med Kridt paa Døren: "I har de Tyranner, som I fortjener." Den uangribelige, blodløse Kirkes Udryddelseskamp mod al virkelig Natur indenfor sine Mure har Pontoppidan senere skildret i Mads Vestrups Skæbne (i De Dødes Rige).
Men dybere set gælder hans Angreb den Ødelæggelse, Samvittigheden, "det store Spøgelse", kan afstedkomme, "Sidenius-Arven" i Lykke-Per, der hindrer Livets Udfoldelse, ja Livet selv. Men Lykke-Per er ogsaa Historien om, at ingen løber fra sin Arv, og at Livsudfoldelse ikke er et Menneskes Opgave her i Verden, i hvert Fald ikke det Menneskes Opgave, der bærer paa Sidenius-Arven. Han staar splittet mellem Natur og Aand, mellem det umiddelbare Liv og Aandens Gennemskuen af Livets Tomhed; og 317 denne Kamp bølger frem og tilbage i Bogen, saa det her, som overalt i Pontoppidans Forfatterskab, er vanskeligt at sige, hvilken af Parterne der gaar af med Sejren. Men saa meget er vist, – og det er, hvad der vedkommer os i denne Sammenhæng, – at Naturen altid beholder Ret overfor den slappe Form, der nu er Kirkens, – som kalder sig Aand, men intet andet er end Livsfrygt og Trang til Sikkerhed. Og Vejen gaar ganske vist for Lykke-Per gennem Afkald og Lidelse og det, Mennesker kalder Ulykke; men det er dog sin Naturs Bud, han følger; det er Vejen til sig selv, han gaar; der kræves vel "et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed"; men man belønnes med "Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som ved Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden." Ethvert Menneske maa følge sin Natur, det, der er hans Virkelighed, og saaledes finde frem til sig selv; og "for den, der er blevet sig sit eget Selv bevidst, er en Gud overflødig."4
318 Det andet Tema: den Selvgodhed, hvormed de Kristne og særlig Præsterne isolerer sig fra deres Medmennesker, er den skjulte Grundtone, der gennemtrænger alt, hvad Pontoppidan har at sige om Kirken og dens Mænd. Hvor Troen, som hos Emanuel Hansted, er en Lidenskab, der overvinder Naturen, er den altid værd at ære som et Menneskes Indsats af sig selv; men hvor Troen ikke, som hos de "hellige" helt udblæser det naturlige Menneske, synes den uden Evne til at virke forfinende eller forædlende paa Sindet (Lykke-Per); og kun dens isolerende og udtørrende Virkninger bliver tilbage. "Jeg mente ganske vist ikke, at enhver Kristen var en Farisæer, naar han ivrede mod anderledes tænkende. Men Faren for at blive det, lurede efter min Erfaring paa enhver, der troede sig blot en lille Smule bedre end sin Næste. Den Nimbus af Selvretfærdighed, der omgav saa mange Præster, naar de stod paa Prædikestolen og talte om de Ulykkelige, der ved deres Frafald fra Troen forskærtsede al sand Glæde og Fred baade her og hisset, havde i en tidlig Alder givet mig Afsmag for og en Mistillid til Kirken, som jeg aldrig siden havde kunnet overvinde." (Familjeliv [kap. 5, s. 108]). Og saa har han da skildret den kirkelige og præstelige Selvretfærdighed i Skikkelse efter Skikkelse: "den anmassende oprakte Pegefinger"; den religiøse Sikkerhed og Bedreviden, der har saa tyndt et Grundlag i Livsforstaaelse og personlige Erfaringer; Selvglæden, der ligger bagved Formaningerne og Omvendelsesiveren: Præst efter Præst drager forbi; og meget faa undgaar Afsløringen. De gamle myndige Sognepaver slipper billigst; her drejer det sig blot om almindelig Herskesyge. Værre Medfart faar de yngre "frisindede" Præster, Ledere eller Tilhængere af de forskellige moderne Bevægelser indenfor Kirken: Den folkelige Pastor Blomberg (i Lykke-Per), som trods sit tilsyneladende Frisind 319 og sit lyse, glade Evangelium dog er "omskinnet af den ganske særlige Art Selvgodhed, af den patriarkalske Overhøjhedsfølelse, som bliver ved at hænge ved Kirkens Mænd – ligesom den Mug, der trods alle nymodens Varme- og Ventilationsindretninger stadig slaar op fra Kirkens gamle Grund". Og K.F.U.M.-Præsten Johannes Gaardbo (i De Dødes Rige), som ved sin Omvendelses- og Paavirkningsfanatisme driver sin Kæreste i Døden og ikke vil række sin fritænkeriske Broder Haanden, har de religiøses Evne til at skjule Sandheden for sig selv og mangler derfor ganske Selverkendelse: ""Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund," havde han engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad for sig selv for at kunne finde Trøst i den Tanke." Hos disse mere moderne Typer er det Religionen selv, der er Værnet for deres Selvglæde og Redskabet for deres Herskesyge. Man maa være meget uvidende om kirkeligt og præsteligt Sjæleliv, i hvert Fald mere uvidende end Præstesønnen Henrik Pontoppidan er det, hvis man mener her at kunne melde Hus forbi og tale om disse Skildringers Overdrivelse og Ensidighed. For her er afsløret en Kræftskade, som selvfølgelig er almenmenneskelig, men som indenfor Religionens Verden og navnlig hos dens Repræsentanter, Præsterne, giver sig de skadeligste og for dem selv farligste Udslag.
Her er nemlig ikke Tale om en Fejl blandt andre Fejl, som Mennesker kan have, men om noget, som lukker Mennesker af for hinanden og gør dem uigennemtrængelige i deres Bevidsthed om at have Ret. Det er vel aldrig skildret skarpere end i Borgmester Hoeck og Hustru, Fortællingen om to Mennesker, der intet forstaar af hinanden: den alvorlige Borgmester med hele Sidenius-Arven af streng Moral og Hustruen med den urolige, flagrende Livslyst, som forarger ham. Saa skal hun til at dø, og Borgmesteren 320 sidder ved hendes Side: "Hendes Haand – hendes altid før saa urolige lille Haand – laa nu uden Liv paa Tæppet. Den venstre, der var ham nærmest, havde hun vendt opad; den laa som en stum Bøn om at vise Barmhjertighed. Men Borgmesteren var slet ikke opmærksom paa dette skjulte Livstegn."
Saa forstaar vi ogsaa, at følgende Ord fra Pontoppidans Erindringer (Arv og Gæld [kap. 6, s. 116]) er Udtryk for noget væsentligt i hans Forfatterskab: "Hvor vilde vi Mennesker ikke alle være ilde farne, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv de af Skæbnen mest begunstigede, endogsaa Verdens rigeste og mægtigste Mænd, gaar ud af denne Tilværelse som insolvente Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgerninger. Den, som ikke har erkendt dette, har aldrig virkelig levet."
Og maaske forstaas hans lille Digt: "Jul" bedst ud fra det, vi her har søgt at antyde om Pontoppidans Forhold til Kirken:
"Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude,
blev Jesusbarnet svøbt og lagt i Klude.
Et Æsel lagde Ørerne tilbage
og hilste lydt den lilles første Klage.
Det var i Bethlehem for længe siden,
og Drengens Ry er vokset stærkt med Tiden.
Hans Fødselsstund er Aarets store Time,
da Festlys tændes, alle Klokker kime.
Men altid gennem Juleaftens Glæde
jeg hører Æslet skryde, Barnet græde."
Pontoppidans Bundethed til det gamle kirkelige Syn paa Livet og Døden, paa, hvad det er at være Menneske, bliver med Aarene tydeligere og tydeligere; derfor bliver hans Kritik af Kirken mere og mere en Kritik ud fra dens 321 egne Forudsætninger. De Øjne, hvormed han ser paa den, har han arvet fra sine "pibekravede Forfædre"; og han har lært at se med dem under sin Opvækst i Præstehjemmet.
I Lykke-Per bemærker han i Anledning af den af Dr. Nathan (c: G. Brandes) rejste Bevægelse, at dens væsentlige Følge var en kraftig religiøs Reaktion; og Grunden hertil er, at "hvor et aandeligt Liv var blevet vakt og med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket Jordbund at slaa Rod i end Teologien. Hvad der var af Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken. Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden." Her er ikke blot Pontoppidans, men vort Slægtleds Problem formuleret. Vor Kulturs og vort eget personlige Livs Grundlag var Kirken; og det er ved at smuldre bort. Vi har mistet vor Jordbund, og vi har ikke faaet nogen anden i Stedet. Hele hans Forfatterskab kan ses under det Synspunkt, at han kæmper for og haaber paa en ny Kultur, en ny Jordbund, som skal opdyrkes ved Menneskenes eget Arbejde. Vi kan maaske gaa et Skridt videre og sige, at han haaber paa, at den gamle Jordbund atter maa vise sig ydedygtig, naar den er blevet befriet for alt det "middelalderlige". For han er ganske klar over, at Brandesianismen, Fremskridtet, Demokratiet, ikke har været i Stand til at opdyrke en anden Jordbund, som Mennesker kan slaa Rod i.
Der er sket det, at den kirkelige Kultur er ved at forsvinde; og det, der er traadt i Stedet for, er ikke en anden Kultur, men Tomheden, Goldheden i fritænkeriske eller i kirkelige Klæder. Kulturfaldet indenfor Kirken har i den sidste Menneskealder været saa stærkt, at den, der blot kan huske en 30-40 Aar tilbage, kan mærke den Sugen i Mellemgulvet, som man faar, naar man styrter nedad; Prøveoversættelsen af det ny Testamente er det sidste tilfældige 322 Symptom. Men naturligvis har Kirken ogsaa her kun været et Led i den almindelige nedadgaaende Udvikling, som har sin Forklaring i de citerede Ord om Kulturen i Folket: at hvor Overfladen hører op, begynder enten Middelalderen eller Tomheden. Da nu den "middelalderlige" Undergrund er i fuld Opløsning, ogsaa indenfor Kirken, vil det altsaa sige, at Tomheden næsten overalt begynder lige under Overfladen, ogsaa lige under den kirkelige Overflade. Det er Udviklingen fra Lykke-Per til De Dødes Rige i Pontoppidans Forfatterskab. Og det er Udviklingen i den danske Kirke fra Grundtvigianismens og Indre-Missions Blomstringstid i Slutningen af forrige Aarhundrede og til nu, da intet blomstrer uden Ordene, fordi kun de kan gro i den Jordbund, der er levnet os.
Men Pontoppidans Indstilling overfor den gamle kirkelige Livsbetragtning, som han føler sig saa dybt bundet til, er en dobbelt: I et af de Bidrag, som han i sin Tid skrev til "Politiken" under Titlen "Enetale"5, skildrer han et gammelt Billede i Siena, som fremstiller Lidelseshistorien: Disciplene er fattige Daglejere; de har ikke selv vendt Verden Ryggen, men Verden har sparket dem ud; og Kristusskikkelsen gør et lignende Indtryk; hans Udseende er ikke aandfuldt, som paa visse moderne Malerier, ikke engang smukt; der er intet interessant ved ham. Han repræsenterer sammen med Disciplene den lidende Del af Menneskeheden, de under Verdens Forfølgelse bøjede og knuste. "Men hvem lider ikke?" spørger dette Billede, som er "en Paaskehymne til Døden, Befrieren, Menneskenes store Forløser. Og var egenlig Kristendommen oprindeligt meget andet?" Det er denne Dødens Religion, som Lykke-Per hader, den gamle ortodokse Kristendom, saadan som han opfatter den; 323 som snyder Menneskene for det virkelige Liv for at give dem Drømmen om Paradiset i Stedet. Men samtidig ser han, hvordan denne Religion lærer hans Far at dø; og paa Rejsen hjem med Moderens Kiste aabenbarer der sig for ham "i en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse" "en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars Vælde nu syntes ham fattig og ringe – en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelsen, i Opofrelsen." Og i hans sidste store Værk: De dødes Rige er Baggrunden en saa stærk Oplevelse af Livets Tomhed, at de tilsyneladende Modsætninger: Naturlægen Dr. Gaardbo, den syge, af Livet skuffede Torben Dihmer – og den afsatte Præst Mads Vestrup, i Virkeligheden forkynder den samme Lære om Lidelsens Nødvendighed og Velsignelse, medens deres fælles Modstandere er alle Beboerne af "de dødes Rige", som tror paa et lykkeligt og tilfreds Liv, fri for Lidelser og fuld af Bekvemmeligheder, enten de saa er fremskridtstroende Demokrater, Tilhængere af den nyeste Hygiejne eller moderne Kirkemænd. Derfor kan Torben Dihmer sige om Mads Vestrup: "Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men – det forstaar jeg nu – den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed." Den ortodokse, af Kirken forskudte Præst er altsaa, uden at vide det, enig med den desillusionerede Godsejer og den forkætrede Læge, der vil lære Folk at leve efter Naturens simple Bud, om at Lidelser og Taarer er Menneskets Lod, og at ville undgaa dem er Forbrydelse mod Livet. "Lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Livet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset!" Saaledes taler Mads Vestrup. Og Dr. Gaardbo 324 hævder, at "naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse og jammerlige Personer, havde Lægerne en Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende og bedøvende Midler tilslørede de Livets sande Vilkaar og franarrede Menneskene den Anledning til sund og nøgtern Eftertanke, som Sygelejet var, og som de fleste havde haardt fornøden." Og Torben Dihmer taler om at "gøre sig gode Venner med Sorgen" og om at knytte sig til sin Skæbne med Inderlighed "som en Brud til sin Brudgom."
Nu er det, som allerede sagt, ikke hans Personers Meninger og Anskuelser, der er det afgørende for Pontoppidan, heller ikke i De Dødes Rige. Det er igennem Menneskene i Bogen, at der tales til os om det Liv, vi er fælles om at skulle leve, men som vi dog maa leve hver for sig og paa vort eget Ansvar. Og ud af Skildringen af disse Menneskers Skæbner og Sind hører vi om Tilværelsens Haardhed og Ubønhørlighed, om det Liv, som vi ødelægger for os selv og hinanden, om altings Uigenkaldelighed, om hvor uundgaaeligt man maa bære Følgerne af sit eget Sind, – og om at være viet til sin Skæbne og elske det Liv, som er vort. Særlig i Jytte Abildgaards tragiske Skikkelse skildres saa levende og overbevisende, som kun den medlidende kan det, den skæbnesvangre Ulykke: at flygte fra Livet af Angst for Mørket i sig selv, fordi man ikke mægter at leve med denne Selverkendelses Klarhed; at gøre Oprør mod Livets Grusomhed i Stedet for at leve det, bære dets Byrder, "gøre sin Skyldighed", tage imod det, som det er, og som det kommer, – saadan som Meta Gaardbo prøver at gøre det; for den, der saaledes tager Livet op, opstaar Spørgsmaalet om dets Meningsløshed slet ikke. Det har Jytte ikke formaaet; og hun maa derfor sige, da hun skal dø: "Ja, nu dør jeg, Meta! Og saa har jeg dog aldrig levet!"
325 Denne Tilsløring af Livets sande Ansigt, af Virkeligheden, der altid kræver Risiko, personlig Indsats, Betaling af Prisen, gør ganske vist Tilværelsen meget lettere og behageligere, men berøver den ogsaa dens Kraft og Smag. Herom er der Enighed mellem den radikale Oprører Otto Kall (i Asgaardsrejen), der siger: "Det er efterhaanden blevet lidt for billigt at være Frihedshelt hertillands," – og den halvgale Pastor Fjaltring (i Lykke-Per), som ganske vist delvis er Talerør for Pontoppidans religionsfilosifiske Spekulationer, men ogsaa repræsenterer en radikal Kristendom. For ham er der ingen Vej til Gud uden over Udleverethed til Tilværelsen i Lidelse og Undergangsfrygt. Derfor priser han 1864; for "der var virkelig dengang et Øjeblik, da det var ved at gaa op for os, at der ikke gives andre Livsbetingelser for nogen end Vorherres Naade." "Naar man husker Trosmodet, Offervilligheden, Selvhengivelsens Martyrglæde, som Undergangsrædslen dengang fremavlede, kan man kun beklage, at vi dengang ikke blev udslettet af Nationernes Tal." Og naar man siger, at det var med Guds Hjælp, at vi dengang kom over Krisen, saa tyder det, der kom efter, snarere paa, at det var med Djævelens Hjælp. For "Guds Hjælp – det er netop ingen Hjælp."
At vi her staar ved noget centralt i Pontoppidans Forfatterskab, lader sig ikke nægte. Han har ogsaa givet Udtryk for det i direkte Udtalelser som f. Eks. følgende i en Artikel om Forsvarssagen6: "Hverken smaa eller store kan luske sig fra at betale Prisen for Livets Opretholdelse, saadan som det nu engang for alle er blevet fastsat i Gudernes Raad, der desværre ikke var en Forsamling af gamle Tanter." Og om Aandslivets Kampe siger han (i Arv og Gæld [kap. 4, s. 71]), at hvis de "ikke skal blive bare ligegyldigt Mundhuggeri, 326 maa de udkæmpes paa Slagmarker, hvor Livet sættes ind. Det er vel heller ikke tilfældigt, at da han i 1897 ophørte med at skrive i Politiken, "efter mindelig Overenskomst paa Grund af Gemytternes Uoverensstemmelse,"7 var det paa Grund af en Artikel, hvori han bl.a. havde skrevet, at det kunde jo være meget rart med den danske Begejstring for Grækernes Kamp mod Tyrkerne, men mere nærliggende var det dog, at man interesserede sig for Sønderjydernes Kamp.
Udfra dette Pontoppidans Grundsyn er det let at forstaa, at hans Forfatterskab i de senere Aar er præget af en Undergangsangst med Hensyn til det Folk, som han og vi tilhører, saa man ikke kan værge sig imod den Tanke, at han haaber at indgyde os alle den Frygt, som allerede Pastor Fjaltring fandt saa frugtbar, og som i hvert Fald har kun altfor megen Bund i Virkeligheden. Han har da ogsaa direkte udtalt det i Digtet "Tilstaaelse"8, hvori han siger om sit Forfatterskab:
"Hvad jeg fra Dreng har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
paa Alfarvej og vildsom Sti:
alt staar det her nedskrevet.
Der er lidt mer end Spøg og Spot
i denne Billedrække
om Danskens træge Folkesind,
som nødig la'r sig vække.
Der er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et "Mene Mene tekel" saa
i Lueskrift paa Muren.
327 Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Naa – ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod,
vi leved op herhjemme.
Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
som skaaned os for Ildebrand
i vore fyldte Lader.
Nok er jeg selv en sindig Fyr
med Trang til Fred i Sindet,
men denne onde Varselsskrift
har brændt sig ind i Mindet.
Ved Dag og Nat som Lynildsglimt
den spøger mig i Hoedet.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet."
Det, han her har "tilstaaet", gælder først og fremmest De Dødes Rige, om hvilken han engang har sagt: "Jeg bilder mig ogsaa ind, at jeg i De Dødes Rige har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgaaet".9 Og der kan næppe være Tvivl om, hvad det er for et Stemningsmotiv og Følelsesliv, Talen er om. Det, er Undergangsstemningen overfor Land og Folk; det er Skuffelsen efter Frihedens Sejr og Frygten for kulturel og national Opløsning; og det er bagved dette: Oplevelsen af Menneskelivets Fallit og Tilværelsens Tomhed. Den samme Stemning gaar igennem det omtrent samtidige Digt til G. Brandes' 70 Aars Fødselsdag i 1912:
328 "Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter."
I De Dødes Rige er der Tale om "en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Families Hjem og noget af en Helligdom for dem, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommet i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm"; det er "som et Sindbillede paa hele vor selvforskyldte Elendighed"; og "der er rundt i Landet mange, der har samme knugende Følelse af Hjemløshed." Saadan taler en gammel Dame i Bogen, Enke efter en af Liberalismens Ministre. Men Opløsningen griber videre om sig og har dybere Aarsager: det er hele vor højtpriste Kultur og det Samfund, vi har skabt ved Hjælp af vore Fremskridt og Reformer, som ikke er til at leve i for Mennesker; som er "De Dødes Rige". Torben Dihmer har paa sit Gods oprettet et "Mønsterhjem" for gamle og syge; men der er ikke kommet andet end Ufred og Spektakel ud af det. Nu forstaar han: "jeg er som en Mand, der har inviteret til Fest, men glemt at sørge for Musik": "en eneste besværgende Trommehvirvel bare, medens der ofres til den store Waw-Waw i Skovene". Og han venter sig "en lignende stor Skuffelse af det Mønsterland, som velmenende Politikere og Sociologer sammen med Teknikere har saa travlt med at bygge op overalt i Verden." Mere og mere former Livet sig "som en vild Kehraus til stumt Orkester. – Det er, som man ser de Døde danse paa deres egne Grave." [Torben og Jytte, III, s. 222] Derfor er han "overbevist om, at vi staar overfor en Verdens-Katastrofe. Hele denne forcerede Kaftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, der ikke mere svarer til noget naturligt Behov, - det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger." [Enslevs Død, IV, s. 228]
329 I dette "De Dødes Rige" har den moderne Kirke ogsaa sin Plads. For bedrog den gamle Kirke Menneskene for dette nærværende Liv, saa pynter vore Dages Kirke det op og deltager dermed i den almindelige Flugt fra Virkeligheden. Kristendommen, som Kirken tilbyder den, er nu blot blevet en af de mange moderne Mirakelkure og forraader saaledes, ligesom hele den Tid vi tilhører, det ædruelige Forhold til den virkelige Tilværelse, hvor man ikke søger udenom Lidelsen og Risikoen og ikke tilslører Menneskelivets Nederlag og altings Forfængelighed. Kirken deltager selv i Dansen om Guldkalven, i Jagten efter Succes; den sætter sin Lid til Agitationens, Reklamens og Organisationens Magt. Bag den smukke Facade og de fromme Ord ligger Magtsygen, som med verdslig Klogskab og politisk Snuhed prøver at genvinde den tabte Position: Det skildres, hvorledes Kirken under Ledelse af den verdenskloge Pastor Stensballe tager alle Former af den nye "amerikaniserede Gudsdyrkelse" i sin Tjeneste og forstaar at benytte alle Chancer, lige fra Vækkelsesmøder og Processioner til et nyt kristeligt Dagblad, med "Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender," og Alliance med de Politikere, der forstaar, at til den "haardt tiltrængte Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand – behøver vi ganske særlig Kirkens Bistand," ganske bortset fra, hvordan man selv stiller sig det religiøse Spørgsmaal. [Toldere og Syndere, I, s. 30]
Derfor kan der ikke fra Kirken udgaa en virkelig Protest mod Tiden, for de har Maal og Midler fælles. Om denne verdsliggjorte Kirke, der har forraadt sit eget Budskab, siger Mads Vestrup: "Jeg ved ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds Menighed her i Landet; men den er ikke til at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør 330 vise sig, fordi Gadeungdommen hujer ad hende. Det synes maaske en sær Tale for mange af jer, der her er samlede. I ved maaske slet ikke af, at Satan ogsaa har sin Kirke her paa Jorden. Den tager jo de fleste Mennesker saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, som vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de giver Anseelse i denne stakkels Verden. Se, det kunde jeg nu have Lyst til at fortælle jer en Historie om. Det var dengang – I ved nok – da Vorherre vandrede om her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse for at besøge sit Folk. Og nu maa I da endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne, som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig, og de fromme Hjerter bævede. Saadan er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen!" [Storeholt, IV, s. 239]
Man kan, hvis man har Lyst, tilbagevise denne Anklage og finde den overdreven. Men man kan ikke nægte, at Kirken, som den er fremtraadt i den sidste Menneskealder her til Lands, helt er gaaet op i den almindelige Tidsretning og i Virkeligheden har sluttet sig til dens Vurdering, i Følge hvilken Sikkerhed og Lykke er de højeste Livsværdier, medens Ord som Synd og Skyld, Død og Dom har mistet deres Mening, hvor meget saa Kirken tager dem i sin Mund. Derfor er dens Hoveren over "Humanismens Fallit" ikke blot usmagelig, men ogsaa ilde anbragt, da den kirkelige Forkyndelse gennemgaaende repræsenterer en meget overfladisk Form af den Humanisme, som den fordømmer, og den derfor selv er engageret i Fallitten. Den radikale Aandsretning (i videre Forstand og uden Hensyn 331 til Ordet "radikal"s oprindelige Betydning), som har haft den politiske og kulturelle Magt her i Landet i den sidste Menneskealder, og den moderne Kirke er to Alen af eet Stykke; vi har de Tyranner, vi fortjener. Det er "Bøf paa en anden Maade", som en gammel radikal Journalist (i De Dødes Rige) udbryder, da han ser Missionens første store kirkelige Procession drage syngende gennem Byen med Musikkorps, Bannere og Opraab – og mindes Fortidens store Grundlovstog.
Sin Mening om Kirkens Forkyndelse i vore Dage har Pontoppidan ikke blot ladet skinne igennem i sine Romaner – f. Eks. i Pastor Fjaltrings Dom over Pastor Blombergs "hyggelige Hverdagsevangelium": at naar vor Tid har gjort Religionen til en Markedsvare, kan man ikke fortænke Folk i, at de søger de Boder, hvor de køber Afladen billigst. Han har ogsaa direkte udtalt sin Mening i Pjecen Kirken og dens Mænd (1914), som er endnu mere aktuel og læseværdig nu, end da den blev skrevet. Det er Selvoplevelse og Virkelighed, som han savner i Præsternes Prædikener, – hvad der jo er yderst mærkeligt i en Tid, da man som ingensinde før har talt om Oplevelser og gjort dem til Troens Grundvold. (Jeg ved godt, at "Oplevelse" nu er ved at blive et uartigt Ord blandt Præster; men det bliver Prædikenerne jo ikke bedre af.) Præsterne synes at være Mennesker med visse religiøse Meninger, visse kirkelige Anskuelser; og de er utvivlsomt velmenende og socialt interesserede Mænd, der tager sig varmt af deres Medmenneskers borgerlige Vel. "Men den, der søger til Kirken for at hente religiøs Oplysning, for at vinde Kundskab om Tilværelsens skjulte Visdom – hvad Religionen dog væsentlig er – han bliver i Almindelighed ladt sørgelig i Stikken. Hyppigst afspises man her med nogle bibelske Sentenser eller med et kønt fremsagt Salmevers. Det 332 vil sige: Vejen til Himlen skildres "von Hörensagen"; og hvor en Præst forsøger sig med et mere personligt Vidnesbyrd, sidder man gerne med en flov Fornemmelse, fordi det alt for tydeligt mærkes, hvor fattige og intetsigende de Erfaringer er, han taler af, – og at han aldrig en eneste Gang har staaet overladt til sig selv ude i de øde Grænseegne mellem denne Tilværelse og det gaadefulde Hinsides, aldrig har kendt et af disse dybt ensomme Øjeblikke, der skaber et Menneskes Tro – eller hans Tvivl." Og i Modsætning til Nutidens Præster og deres sociale Emsighed og til den "Rationalismens Narresut", hvormed man nu tror at kunne tilfredsstille Folk, henviser han til Grundtvigs Kamp i Vindbyholt Kro og Udby Præstegaard, da "Himmerig og Helvede, Død og Opstandelse altsammen har faaet fuld Virkelighed for ham," da Fortabelsens Gru ikke mere er et Begreb, for han har selv følt den, og Djævelen ikke længere er en blot Talefigur, men "den skinbarlige Satan, som han har kæmpet med og tilsidst overvundet ved Alteret i sin Fars Kirke." Og han nævner desuden gamle Biskop Resens Ord: "Gid min højre Haand maa visne, om jeg sletter en Tøddel af Luthers lille Katekismus!" – og tilføjer: "Det er Troens passionerede Sprog. Saadan taler dens sande Væsen."
Bagved denne Lovprisning af Fortidens Præster paa Bekostning af Nutidens flade, ligegyldige og upersonlige Forkyndelse ligger vel en Anerkendelse af den gamle Kirkes Kendskab til Tilværelsens Alvor og Dybde, men ikke en Tro paa Muligheden af dens Genoplivelse; for den er uigenkaldelig død. Men bagved ligger først og fremmest Pontoppidans Overbevisning om, at Troen er en Passion, hvormed han ikke mener, at den behøver være stærkt følelsesbetonet, men at den ligger nær op ad Angsten og er forbundet med Risiko og Tvivl. Troen kan ikke 333 skilles fra Undergang og Fortabelse, ligesaa lidt som der er nogen Gud, hvor der ikke er nogen Djævel, eller noget Himmerig, hvor der ikke er noget Helvede. Han har altid vidst, at Kristendom kun findes ude paa Grænserne og kun er til, hvor et Menneske er drevet ud paa Spidsen og ikke er stærkt og harmonisk, men udsat for Tilværelsen og for Gud, ikke er hjemme, men hjemløst; hvor der virkelig er Synd og derfor ogsaa virkelig er Naade. Saadan har han skildret den myndige Provst (i Ung Elskov), der elskede Bordets Glæder og ikke kunde lade være med at drikke sig fuld ved Bøndernes Gilder, saa han maatte bæres hjem; – men Dagen efter kunde han staa paa Prædikestolen uden nogen præstelig Nimbus, blot "i sin nøgne Menneskelighed, en arm og usselig Synder for Gud og vor Frelser." Og han lader Pastor Fjaltring sige til en agtværdig Bonde af den Blombergske Religion: "De maa synde noget mere. Med det Liv, De fører, kan De aldrig blive nogen overbevist Kristen," – og taler om Tvivlen som Troens Forudsætning og Moderskød; thi en Tro, som ikke stadig fornyes gennem Tvivl, er livløs, en Krykke. Og endelig er der Mads Vestrup, den for Usædelighed afsatte Præst, der, medens han endnu er en uberygtet Præst med god Samvittighed, drømmer, at han skal dø og hører Herren sige til sig: "Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine Nætters Kummer?" – men som efter sit Fald gaar "ud af sin ensomme Kamp med en Tryghed i Sjælen, en Fortrøstning til den evige Barmhjertighed," som han ikke før havde kendt; – som skyes og foragtes af Kirken og dens Mænd og tilsidst kun følges til Jorden af nogle faa fattige Venner, som igennem ham har hørt det Kristendommens Budskab, de ikke kunde høre i Kirkerne.
Med eller mod sin Vilje er Pontoppidan, naar han er 334 længst ude, en Forkynder af Evangeliet. Hvis nogen dertil vil sige, at han maa da ogsaa have kunnet høre det i Kirkerne, dersom han havde hørt ordentlig efter, vil vi svare ved at spørge om, hvorvidt den gængse Forkyndelse i Kirken kan hjælpe et Menneske som Jytte Abildgaard i hendes Angst for Livet og sit eget Sind, hun, som ikke kan tro, at nogen vilde kunne elske hende, hvis de kendte hende, som hun er? Og Svaret maa blive, at det kan den ikke; dertil er den for aggressiv i sin Selvretfærdighed og for overfladisk i sin Frygt for at se ind i Menneskehjertets Vildnis og altings Forfængelighed; den har sine halve Svar paa rede Haand og har overhovedet ikke hørt Spørgsmaalet.
Hvis nogen alligevel ikke kan lade være at forarges over Pontoppidans Angreb paa Præsterne, vil jeg minde om en Legende, som han engang har fortalt'2 om Vorherre og St. Peder, der paa deres Vandringer fik Natteleje i en Bondes Lade; da Væggen var fugtig, lagde St. Peder sig yderst, og da Bonden om Morgenen vækkede dem, sparkede han derfor til ham. Da de en Tid efter kom igen, lagde St. Peder sig inderst, ihukommende Sparket. Men denne Gang valgte Bonden at sparke den, der laa inderst, og ramte atter St. Peders kødfulde Bag. "Der gaar den Dag i Dag saa mangen velærværdig St. Peder omkring i Verden og søger at hytte Skindet ved at krybe bag Vorherres Ryg. Men der maa eksistere en Nemesis her i Verden; thi de velfortjente Prygl rammer i Reglen den rette Bag."
Spørger man, hvilket Svar Pontoppidan da selv giver paa de afgørende Spørgsmaal med Hensyn til Menneskelivet, som hans Forfatterskab stiller, kan man henvise til 335 den Lysning, der falder over enkelte af hans Skikkelser ud fra deres Forhold til deres Medmennesker. Vi kan nævne Dr. Vadums Ord (i Et Kærlighedseventyr) om "Urvældet, som det brød frem af Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og besværede i denne trøstesløse Verden," eller tænke paa den gamle Provinskøbmand (i "Rejsen gennem Livet"), for hvem ved Rejsens Ende hans afdøde kære er mere virkelige end Livet omkring ham, eller paa den gamle Barbara (i De Dødes Rige), om hvem det siges, at "hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø." Her er det eneste Holdepunkt i denne Tvivlens Verden. Skal han udtrykke sig mere positivt, faar hans Svar et Præg af Vaghed og Tomhed, som ellers ligger ham fjærnt, som naar han (i Kirken og dens Mænd) taler om den ny Tempelbygning, som en Dag vil aabne sine Porte for en ny Kultus; i den Art Fremtidsperspektiver er der jo ikke Føde for Mennesker. Nærmest ved det Svar, som han selv antyder, og hvormed han maaske mener at have omsat og bevaret det væsentlige i sin Slægts-Arv, er vi vel, naar vi lægger Mærke til, hvor Enigheden mellem Mads Vestrup og saa Dr. Gaardbo og Torben Dihmer hører op: hvor den første "middelalderligt" siger "Gud", siger de andre "Naturen"; og Bogen slutter (i Virkeligheden ganske paa samme Maade som Lykke-Per) med en Tilbagevenden fra de dødes Rige, fra "den kunstigt steriliserede Tilværelse, fra det dagklare Helvede", fra Videnskabens og Religionens Mirakelkure til at tage alt af Naturens Haand, det onde med det gode. Det kan ikke nægtes, at i Forhold til de Spørgsmaal, der er rejst, til den Skildring af Menneskets Uforløsthed, der er givet, er Svaret hverken fyldestgørende eller virkelighedspræget, men ligner snarere en Ønskedrøm. Denne Tilbagvenden 336 er selv en Mirakelkur, et Forsøg paa trods alt at fastholde Troen paa denne Tilværelses og Menneskets Harmoni med sig selv.
Men i Virkeligheden peger Pontoppidans Forfatterskab ud mod det Sted, hvor intet menneskeligt Svar kan gives; hvor et Menneskes Tro eller Tvivl skabes. Er det Sted for farligt; er Kirken til, for at Mennesker kan undgaa at komme derhen og i Tide slaa sig til Ro med Kirkens Svar, saa er han en meget farlig Mand. Men er der et Svar derude, og er Kirken det Sted, hvor der virkelig spørges, saa er han en, der kan lære os at spørge. Hans Ræsonnementer og Meninger er tilfældige, som al den Slags maa være. Men hans Oplevelse af Menneskets Spørgsmaal i alle dets forskellige Former, forskellige for ethvert Menneske, er det egentlige i hans Forfatterskab.
Man skal ikke, naar man har læst en af hans Bøger, spørge: "Hvem har saa Ret?" For ingen har Ret. Vi er her ikke for at faa Ret over for hinanden, men for at leve dette vanskelige Liv med hinanden. Vi kommer ikke ud over Livets Splittethed; ingen endelig Forklaring kan gives, intet Facit. Vi er uforløste og forstaar intet. Her er kun Mennesker, der hver paa deres Sted og hver paa deres Maade har Uret og har lidt Nederlag. Alle er de mærkede, og de værst mærkede er dem, der tror sig sunde, og tror, at deres Saar er lægt. Pontoppidans Forsøg paa at læge Saaret og komme til Forstaaelse med Tilværelsen har ikke vor Interesse; men det har hans Personers inderste Hjælpeløshed, deres Udsathed for Tilværelsens Angreb. At Kirken lukker Mennesker af i falsk Sikkerhed og Selvretfærdighed, er hans Anklage imod den; og den gælder alle, der ikke vil gaa Selverkendelsens Vej og anerkende Menneskets Fallit, men skjuler sig for den i Religion eller 337 i Verdslighed. Han har derimod elsket det virkelige Menneske i dets Uro og Utilfredsstillethed, derfor synes han en Fjende af alt det "Liv", der giver sig ud for at kunne mætte dette Menneske, men ikke kan det. Den, der ikke kan spise den Mad, venlige Sjæle bringer ham, og hvormed de har bespist saa mange andre, sig selv iberegnet, kan faa Ord for at være en Fjende af Livet. Maaske er hans Sult af mere menneskelig og primitiv Art end den, som kan mættes af Tidens Religion og Videnskab.
