Enslevs Død

En Fortælling-Kres

[gå tilbage]

IV

I det Hus ved Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel paa Trapperne af Rigsdagsfolk, Provinsredaktører og andre politiske Tillidsmænd rundt om fra Landet, der søgte den gamle Fører for at skaffe sig Klarhed over den politiske Situation, som syntes de fleste andre end Enslev selv haabløs forvirret. Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende Lehnsgreve boende paa sin 1ste Sal, gloede som en rasende paa disse trampende Bønder og andre tarveligt klædte Folk, der førte Gadesnavset med sig ind paa Løbetæpperne. Navnlig havde han dog set sig edderspændt paa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat, der paa alle Tider af Dagen styrtede henrykt ind og ud af Porten med en Portefølje under Armen.

Det var Direktør Zaun.

Stemningen blandt Enslevs Venner var ellers temmelig mistrøstig. Paa Københavns Tilslutning følte man sig vel nogenlunde sikker paa Grund af "Femte Juni"s store Udbredelse og Indflydelse her. Men ude fra Landet bragte hver Dag en ny Jobspost.

206 Enslev selv – og Zaun – var tilsidst de eneste forhaabningsfulde. I sit lange Krigerliv havde han mere end en Gang hugget sig sejrrigt gennem en tilsyneladende haabløs Modstand, og han havde ikke mistet Tilliden til sine Vaaben. Desuden stolede han paa sit Navns usvækkede Magt over Folket. Han havde ikke i mange Aar følt sig saa oplagt.

En Dag i Mørkningen, efter en Arbejdstid, der var begyndt Klokken otte om Morgenen, overvældede pludselig Trætheden ham, mens han sad ved sit Skrivebord. Han lagde Cigaren fra sig, lænede sig tilbage i Armstolen og gav sig for nogle Minuter Søvnen i Vold.

Ved Vinduet sad hans gamle Veninde, Frk. Evaldsen, med en udfoldet Avis, som hun netop havde læst højt for ham. Hun gik i denne Tid helt op i Omsorgen for ham og forlod sjelden Huset før sent om Aftenen. For ikke at vække ham sad hun stille som en Mus. Til Trods for den ubekvemme Stilling, hun maatte indtage paa Grund af Avisen, rørte hun ikke et Fingerled.

Iøvrigt hændte det i den senere Tid temmeligt regelmæssigt, at Enslev saaledes, naar Mørket faldt paa, overraskedes af Søvnen; men han holdt ikke af, at hans Veninde lod sig mærke med sin Viden om denne Gammelmandssvaghed. Overhovedet skulde man i disse Dage vogte sig for enhver Hentydning 207 til hans Alder eller Svagelighed. Han kunde blive rasende, naar Folk i hans Nærværelse brugte Udtrykket "gamle Mænd" om Folk, der ikke i det mindste var halvfems.

Men nu vaagnede han. Han havde hørt det ringe.

"Det er Zaun ... Men hvorfor er her mørkt? Saa drej dog op for Lyset!"

"Nej, det er ikke Zaun," sagde Veninden efter at have lyttet lidt. "Det er Professor Bendix."

"Bendix? ... Hvad vil han?"

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Skæg og Briller.

"Ja, hvad vil De mig i Grunden?" sagde Enslev. "Jeg fejler ingenting. Er stærk som en Bjørn! ... Fortæl De hellere lidt om Dem selv og Deres Rejse. De har været i Italien, ikke sandt? De har været saa lykkelig at se Rom og Venedig. Det er altsammen endnu Drøm for mig. Jeg har aldrig haft Tid til at rejse. En førende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten."

Det var nu ikke udelukkende, fordi han ikke havde undt sig Tid dertil, at Enslev aldrig havde været udenfor Landegrænsen. Han havde ingensinde følt stærk Trang til at lære noget andet Land eller Folk at kende end det danske. Og selv sine Landsmænd interesserede han sig i Grunden først for, naar de var 208 bleven Vælgere. Men ogsaa af en anden Aarsag havde han altid holdt sig ved Hjemmet. Med sin mistænksomme Natur, sin aarvaagne Frygt for Forræderi og Baghold, havde han aldrig vovet at slippe hverken Fjender eller Venner af Syne. Han havde taget Lære af, hvad han i sin Tid havde oplevet med en af sine Medbejlere til Førerskabet i Partiet, der under et seks Ugers Kurophold i Karlsbad havde mistet næsten hele sin Indflydelse i Partistyrelsen. Ved hvilken Lejlighed han heller ikke selv havde været helt uvirksom.

Professor Bendix var en omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Midt under Beskrivelsen af en pompøs Messe i Peterskirken afbrød han ham med Spørgsmaalet om, hvad han mente om de Besværinger, der fra Befolkningens Side var rejst mod en Distriktslæge paa Fyen.

"De er jo Formand for Medicinalraadet og faar altsaa Sagen til Bedømmelse. Hvad tror De, der kommer ud af den?"

Professor Bendix kendte endnu ikke noget til Sagen, og Enslev satte ham med et Par Ord ind i, hvad det drejede sig om.

"Manden er lidt katolsk – saadan maa man vist nærmest opfatte Forholdet. Men det er jo endelig ingen Forbrydelse. Og denne gamle Munkesnak, at vi Mennesker frivilligt skal lade os martre, er aabenbart 209 i Færd med at komme paa Moden igen. Det er det samme Vaas, der kolporteres her i Byen af den forløbne Præst, vi en Tid havde bissende i "Femte Juni". Det skal betragtes som en stor Naade af Forsynet at blive ristet over en sagte Ild og kærtegnet med gloende Tænger. En saadan Kur skal virke til vor moralske Forbedring. Kan De begribe, Professor Bendix, hvorfra Folk faar det lammefromme Sind? Naar jeg har mine Stensmerter, føler jeg Lyst til at styrte ud paa Gaden med en Køkkenkniv og skære Halsen over paa alle mine Medmennesker."

Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han forstod ikke, hvor Enslev vilde hen med sin Tale, som der tydeligt stak en Hensigt i.

"Jeg har – som sagt – endnu ikke haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med Sagen. Og hvad den omtalte Præst angaar –"

"Ja, han er lige til Tugthuset. Først gaar den Kanalje hos os i to Maaneder og lader sig fede op, og bagefter sælger han sin Fromhed til vore Fjender. Saadan er de Karle! ... Hvad Distriktslæge Gaardbo angaar, saa er han min Nevø. Jeg nævner det kun, for at De kan forstaa, hvorfor jeg oprindelig interesserede mig for Affæren. Det har forøvrigt nu vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der har været ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at 210 undersøge det Forhold nøjere, før der fældes en Dom."

Professoren forstod Vinket og slog sine Øjne ned. Han svarede, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i Sagen, "der jo desværre synes ret alvorlig."

"I det hele taget, Professor Bendix – De har sikkert gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst paa Bunden af den. Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det fremfor alt det, at jeg ikke paa et langt tidligere Tidspunkt har rejst den Kamp, jeg nu staar i."

Han forklarede, hvorledes et afgørende Brydetag med Kirken før eller senere blev uundgaaeligt i ethvert demokratisk styret Land. Mistænksomheden overfor Præsteskabet kunde derfor aldrig blive vaagen nok. Som man i Familjer, hvor der var en upaalidelig Kat i Huset, altid, naar der mærkedes en ilde Lugt i Stuen eller der var drukken af Fløden, straks spurgte: "Hvor er Mons?" Eller som hin franske Forhørsdommer ufravigeligt gjorde sig selv det Spørgsmaal: "Où est la femme?" Saadan skulde man overfor enhver Gemenhed i det offenlige Liv altid spørge: "Hvor er Præsten?"

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled 211 uanmeldt ind. En slank Skikkelse paa et halvt Hundrede Aar med regelmæssigt smukke men udslukte Ansigtstræk. Fra Hovedskilningen, som delte det graanende Haar ogsaa i Nakken, og ned til Lakstøvlerne var han den elegante Verdensmand.

Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, af Folk kaldet hans Maître de plaisir. Han havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved "Femte Juni" i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev det næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed, og var nu en af Cheferne for en af Byens større Vekselmæglerforretninger. Men udenfor sin travle Kontortid var han stadig den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været Forbillede for alle Strøgets unge Lediggængere. Han havde engang været gift i fjorten Dage, men levede nu som Ungkarl, yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd, hvis elskværdigt paagaaende og smaadrillende Tone selv de færreste Mænd kunde modstaa.

Ogsaa Enslevs Forhold til ham var en Slags Forelskelse, hvis inderste Hemmelighed var den, at Bjerreby aldrig havde misbrugt hans Venskab og overhovedet var en af de faa, paa hvis uforanderlige Hengivenhed han stolede. Trods Aldersforskellen var Tonen mellem dem halvt kammeratlig. Bjerreby 212 var det eneste Menneske, hvis Frisprog Enslev taalte. Han gik ud og ind i hans Hus, som om han hørte til der, og naar han ikke var budt ud i Selskab, kom han gerne af sig selv til Middag.

Hans Tilsynekomst fik hurtig Professor Bendix til at rejse sig og sige Farvel. De to var ikke Venner. Enslev nød fra sin Lænestol det Buk, hvormed de hilste paa hinanden, fordi han mente at vide, at der engang havde bestaaet et Forhold mellem Bjerreby og Professorens Frue.

Kort efter blev der kaldt tilbords.

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede endogsaa Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Men naar Bjerreby var der og fortalte sine pikante Historier fra den københavnske Selskabsverden, faldt der mere Ro over ham. Bjerreby var en aabenhjertig Fortæller, og Enslev hørte paa ham med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet.

Denne Dag forlod han dog Bordet i Utide, da Zaun havde ladet sig melde.

Den lille rastløse Direktør havde stillet sig helt og holdent til Enslevs Raadighed i denne Tid. Man saae ham indtil sent paa Natten gennemfare Byens Gader i Droske, undertiden, som det syntes, i flere 213 paa en Gang, – altid glad og smilende trods sit hovedkulds Hastværk. Han telefonerede og telegraferede og havde fortrolige Konferencer med Meningsfæller; og flere Gange i Løbet af Dagen vendte han tilbage til Enslev for at afgive Meldinger og modtage nye Ordrer.

Efter en Samtale paa fire Minuter var han borte igen. Men i det samme meldtes Redaktør Samuelsen, som Enslev selv havde sendt Bud efter.

Forholdet mellem Enslev og hans Redaktør havde i den senere Tid udviklet sig til en vedvarende Krigstilstand. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts "smukke og fordomsfrie" Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller kirkeligt Foredrag.

Enslev opfattede det som et Drilleri af Samuelsen, der efter hans Mening paa den Maade vilde hævne sig paa ham, fordi han ikke havde faaet Lov til at udmaje Bladet med et koloreret Søndagsnumer, et Sportstillæg og den øvrige amerikanske Negerjournalistik, som det var hans Drøm at indføre her i Landet. Trods sin Mistænksomhed var det ikke faldet Enslev ind, at hans Redaktør med Overlæg forberedte en Konflikt.

214 Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det skyldtes, at "Femte Juni" mere og mere blev til Forargelse. Og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i den Tro. Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen; men den var i den sidste Tid bleven ham til Besvær. Af en ganske bestemt Aarsag var det ham om at gøre, at Folk blev opmærksom paa, hvor dyb Uoverensstemmelsen mellem dem var, særlig paa det religiøse Omraade. Sagen var den, at han bestemt ventede Enslevs Fald og forudsaae, at "Femte Juni" med sin forældede Skikkelse hurtigt vilde blive trukket med ned i Undergangen. Efter hans Mening var det derfor nu det yderste Øjeblik for en klog Rotte at smutte fra den dødsdømte Skude.

Allerede et Par Gange tidligere havde han maattet møde her til Forklaring, og det var kommet til ret alvorlige Sammenstød. Nu havde han bestemt sig til at lade Minen springe. Efter at han nogen Tid i Tavshed havde ladet Enslev overøse ham med Grovheder, rejste han sig op og sagde med sin uforanderlige Elskværdighed, at han efter disse Udtalelser fandt det rigtigst at opsige sin Stilling ved Bladet, da han ikke kunde handle mod sin Overbevisning.

215 Enslev havde nær let højt, da han hørte Samuelsen tale om sin Overbevisning.

"For min Skyld gerne!" sagde han. "Hvornaar ønsker De at fratræde?"

"Ja, De erindrer maaske, at Opsigelsesfristen er tre Dage. Det er en Bestemmelse, De selv i sin Tid forlangte indført i vor Kontrakt. De vilde have Ret, sagde De, til at sætte mig paa Porten, naarsomhelst det passede Dem. Det Udtryk brugte De netop. Jeg anmoder altsaa om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen."

Han stak sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremtog en Konvolut, som han med et ærbødigt Buk lagde paa Skrivebordet.

Enslev havde indtil dette Øjeblik opfattet hans Ord som Skryderi. Samuelsen havde et Par Gange tidligere forsøgt at sætte sin Vilje igennem ved at ymte om at "ville søge sig et taknemligere Virkefelt". Men Synet af Konvoluten gjorde ham lidt hed om Ørene. Han vidste bedst selv, hvor meget han skyldte denne Mands Forretningsdygtighed.

Alligevel bevarede han sin Ro. "Er det Opsigelsen? Ja, ja, Samuelsen. Hos mig har enhver sin frie Vilje. Altsaa iovermorgen. Farvel!"

Han rakte ham Haanden og lod ham gaa.

Skønt Samuelsen virkelig gik, og han hørte Døren blive lukket, vilde han endnu ikke tro paa, at det 216 var Alvor. Det kunde ikke være muligt! Det lodne Asen maatte vel komme tilbage og gøre Undskyldning! ... Men nu hørte han ogsaa Forstuedøren smække i efter ham.

I samme Øjeblik var han oppe af Stolen, greb sin Stok og stolprede tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby endnu sad ved Desserten.

"Nu skal De høre nyt! Samuelsen var hos mig nu og har sagt sin Stilling op."

"Samuelsen!"

Frk. Evaldsen kastede sig omkring paa Stolen og greb med begge Hænder om dens Ryg.

"Det er da ikke sandt!"

"Hys!" – Enslev strakte Haanden ud og lyttede – "Ringede det ikke? – Nej! Ja, den Slubbert render fra sin Post midt under Kampagnen. Forlader Bladet iovermorgen. Han burde skydes! ... Jeg gad ikke spørge ham om, hvad han agter at tage sig for; men han maa jo sikkert have et Ben gravet ned et eller andet Sted. Han har hos mig haft sine femten Tusinde om Aaret foruden Procenter til mindst det samme Beløb. En saadan Stilling falder man dog ikke over paa Gaden!"

Bjerreby, der med elegante Bevægelser haandterede en Nøddeknækker og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin ligegyldige Facon:

217 "Jeg tror, jeg kan give Dem en interessant Oplysning."

"De!"

"Ja. Jeg hørte igaar paa Børsen et Rygte ... som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom det mig altfor usandsynligt. Men det har aabenbart alligevel været rigtigt underrettet."

"Saa sig det da, for Pokker! ... Og hold op med det uudholdelige Spektakel der!"

Bjerreby lagde Nøddeknækkeren og sagde:

"Samuelsen skal være Chefredaktør af Præsternes nye Blad."

Enslev slog Stokken i Gulvet foran sig og hældede sig frem.

"Samuelsen!" brølte han halvt i Latter. "Er De gal, Mand!"

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende Pust henover hans Ansigt, og han blev stum en Tid.

"At jeg ikke har været klogere! ... Ja, Stensballe er en dristig Mand! Det hele har været planlagt ... De Hunde!"

Han sank paany hen i sig selv, og Bjerreby fortsatte:

"Efter alt, hvad jeg kan forstaa, skal Bladet i det hele slaaes svært op. Jeg har hørt om en Aktiekapital paa en halv Million. Og Tillid til Succes'en 218 maa der være; det slutter jeg af, at Kaffe-Søholm er en af Garanterne. Den Mand vover ikke sine Penge, hvor han ikke mener at kunne gøre Regning paa Aagerrenter. Forresten skal det være Deres egen Brorsøn – den nye Folketingsmand – der har faaet ham interesseret for Bladet. Det hedder sig, at Pastor Gaardbo er bleven Pot og Pande i den Søholmske Familje. De har lært hinanden at kende paa Søholms fynske Gods. Kan han løbe af med den sidste af "Kaffesøstrene", gør han sgu i enhver Henseende et fint Parti."

Enslev vaagnede op af sin mørke Tankefuldhed og afbrød ham.

"Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! Dersom Pastor Stensballe og de andre fromme Æsler bilder sig ind, at de har bragt mig i Knibe ved at underkøbe Samuelsen netop nu – saa skal de faa at se, at de har taget fejl! Jeg overtager fra iovermorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ... Det kommer til at gaa lidt ud over min Nattero; men det vænner man sig til. I tolv Aar havde jeg Hundevagten ved mit eget Blad. – Redaktørskiftet skal endnu i Aften meddeles Telegram-Bureauet. Og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretærerne og de faste Medarbejdere give Møde her – undtagen Samuelsen naturligvis. Jeg slaar den fede Gorilla Kortene ud af Haanden! Zaun skal jeg have 219 fat i straks. Hvor han saa er, maa han skaffes tilveje inden en Time."

De sidste Sætninger rettede han direkte til Frk. Evaldsen, der ogsaa straks rejste sig for at udføre hans Ordrer. Hun og Bjerreby havde vekslet bekymrede Blikke over Bordet; men ingen af dem vovede nogen Indsigelse. De vidste altfor godt, hvor haabløst det under et saadant Udbrud var at ville indvirke paa ham. De havde netop siddet og talt om, at han i disse Dage paa ængstende Maade mindede om en af Uvejr forslaaet gammel Ørn, der kaster sig op imod Stormen med stedse vildere Vingeslag og ikke giver tabt, før Hjertet brister.

[*]

Et Par Dage efter, at Bladene havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, søgte Professor Asmus Hagen sin hjemvendte Ven paa det Hotel ved Kongens Nytorv, hvor Vennen boede. Han havde ikke set noget til ham i flere Dage og var længselsfuld efter at erfare, hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa ham.

Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med et Ekstranumer af "Femte Juni" i Haanden. Det indeholdt Ordlyden af et "Forslag til Beslutning", som Enslev samme 220 Dag havde indsendt til Folketingets Formand. I voldsomme Ord udtalte det Mistillid til Ministeriet og stillede Kravet om dets øjeblikkelige Fjernelse.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen, og skraade over Torvet hen mod Hotellet.

Torben Dihmer var hjemme. Han stod foran en aaben Kuffert og lagde nogle Bøger ned.

"Hvad betyder det? Skal du rejse?"

"Ja, det veed du jo! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort dig et Besøg engang i Aften. Nu vil jeg hjem til Favsingholm."

Asmus Hagen tog Avisen op af Lommen.

"Læs her! Kan det ikke holde dig tilbage?"

"Hvorfor mener du?" spurgte Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.

"Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde præsentabel Minoritet, faar vi sikkert nye Valg inden otte Dage."

"Du har maaske Ret. Men jeg er ganske uinteresseret. Den hele Hanekamp er for mig ikke en Bønne værd."

"Altsaa stadig lige umulig! ... Hvornaar rejser du?"

"Imorgen. – Men sæt dig nu ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet."

"Lad mig endnu blot sige om den forestaaende Afgørelse, som altsaa efter din Mening ikke er en Bønne værd, – Enslev er det sidste, skrøbelige Bolværk 221 mod den middelalderlige Syndflod, som nu truer os. Rimeligvis bilder Tyrstrup sig ind, at naar han først faar bundet Munden paa Enslev, skal han snart faa Krammet paa sine nuværende Hjælpere. Han er en godmodig og enfoldig Trækokse, der ikke selv veed, hvem der kører ham. Men han skal nok faa det at mærke! Der er kommen en Musetravlhed over Præsteskabet, der tyder paa store Forberedelser."

"Naa ja. Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet bliver det dog ikke. Indvendig ser den Slags Folk allesammen ens ud. Med eller uden Møllesten om Halsen er de lige store Narre eller lige frygtelige Ødelæggere."

Asmus Hagen, der havde slaaet sig ned i Sofaen, var overrasket over at finde sin Ven saa rolig, næsten oprømt. Men der var samtidig noget i hans Udseende, der ængstede ham. Skønt Torben Dihmer stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor hans Ansigt havde forandret sig de sidste Dage.

"Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er aldeles nødvendigt, at du ikke forsømmer det."

Vennens Spørgsmaal satte Torben Dihmer i Forlegenhed. Han stod lænet til Karmen og saae ned paa sine Fødder. Pludselig løftede han Hovedet som den, der tager en Beslutning. Og han satte 222 sig stille hen ved Siden af Asmus Hagen og lagde Armen om hans Skulder.

"Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Det skylder jeg dig. Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Men det faar saa være! Fra den Dag for godt et Aar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra som helbredet – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, men saadan forholder det sig. Man sidder ikke tre lange Aar og venter paa at blive færget over til den anden Bred uden at faa Mærker af det. Paa mine fysiske Organer har dine Piller gjort Underværker. Jeg er bleven rørig og stærk som før. Men mit Sind – mit hele Følelsesliv – har du ikke kunnet give den gamle Robusthed tilbage; og i den Henseende vil ikke Alverdens Kemikalier kunne hjælpe noget. Med mine 85 Kilo gaar jeg omkring i denne Verden som et lidt uhyggeligt Gespenst, baade for mig selv og jer andre; en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til længer at føle synderligt ved det hele."

"Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –."

"Jeg veed det. Du behøver ikke at fortælle mig, 223 hvad Følgerne vil blive. Men ser du, jeg er kommen til den Overbevisning, at man ikke skal forsøge paa at stride mod sin Skæbne. For det nytter dog ikke noget. Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben."

"Jeg spørger dig endnu en Gang: er det din Mening, at du vil gøre en Ulykke paa dig selv? At du er begyndt at negligere dit Helbred, har jeg allerede set paa dig. For det Tilfælde, at det er din Hensigt at fortsætte paa den Maade, skal jeg minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm."

Torben Dihmer, der havde sluppet Vennens Skulder og nu sad foroverbøjet og betragtede sine Hænder, tøvede længe med Svaret.

"Jeg siger dig jo, at jeg har forliget mig med min Skæbne. Den er nu engang min, og jeg kan ikke længer forestille mig mit Liv uden den. Vi to er viet til hinanden, og – som Formularen lyder – hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af. Det er, hvad jeg nu har lært."

"Jeg vil ikke filosofere med dig," sagde Asmus Hagen. "Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil gøre dig et Spørgsmaal, Torben. Og nu maa du ikke tage mig det fortrydeligt, at jeg taler saa ligefrem til dig om et Forhold, 224 som jeg ellers ikke skulde have berørt. Synes du, det er dig rigtig værdigt at lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane for en eneste Kærlighedsskuffelses Skyld? Min Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar naturligvis din Bitterhed. Men der findes dog Gudskelov andre indtagende – og mindre vægelsindede – Kvinder i Verden end Jytte; og om du vil gifte dig – hvad jeg i høj Grad vil anbefale dig – behøver du jo ikke at være bange for, at du ikke med Lethed vil finde Erstatning."

Torben Dihmer sad stadig i den samme Stilling og saae paa sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn dirrede det i hans Kinder.

"Det er noget nyt at møde dig som Advokat for Ægtestanden. I gamle Dage havde vi, som du maaske husker, adskillige varme Dispyter om den Ting. Nu kommer dine Rekommandationer for mit Vedkommende post festum. Og hvad specielt din Kusine angaar, saa vil jeg gerne – siden du nu har taget dig den Frihed at trække den gamle Historie frem igen – saa vil jeg gerne en Gang for alle have det sagt, at jeg betragter det som en Lykke ogsaa for mig, at vort sidste Møde forløb, som det gjorde. Det er altsaa ikke af den Grund, jeg har ladet mig "drive ud af min Bane" – som du siger. Jeg skylder din Kusine stor Taknemlighed, fordi hun dengang 225 med sit standhaftige Vægelsind forhindrede en Ulykke. Det be'r jeg dig om ved Lejlighed at sige hende fra mig."

Asmus Hagen bøjede sig frem fra Sofahjørnet og bankede ham smilende paa Skuldren.

"Undskyld! Men er det ikke noget, du sidder og forsøger paa at bilde dig selv ind? Indrøm i det mindste, at du ikke havde lagt Vejen til Favsingholm over København, dersom Jytte ikke havde været her."

Torben blev stærkt rød.

"Naa – og hvad saa?"

"Du havde altsaa et Ærinde."

"Hvor vil du hen med alt det?"

"Jo, ser du, det har Betydning for mig at vide det. Dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du vil protestere. Jeg kalder dem nu saadan! ... Dem havde du altsaa ikke, da du kom hertil. Dem har du udklækket under Indtrykket af, hvad du har oplevet i disse Dage. Der er da lykkeligvis Haab om, at de ikke sidder fastere hos dig, end at du kan bringes til Fornuft."

"Du tager igen fejl, Asmus! Den Beslutning, jeg har fattet, skal du ikke gøre noget Forsøg paa at faa mig bort fra. Det vil være spildt Ulejlighed. Den er saa gammel hos mig som min Overbevisning om, at vi Mennesker først faar Fred i Sjælen, naar 226 vi holder op med at ville fuske den store Verdensmester i Haandværket og ligesom daarlige Skuespillere forvrænge og forfladige den Rolle, vi har faaet tildelt i hans Drama."

"Hvorfor kom du da hertil?"

"Naar du absolut skal vide det – saa havde jeg ganske rigtig et Ærinde her. Jeg kan ikke gaa i Detailler. Saa meget vil jeg blot sige, at siden jeg nu har set din Kusine og hendes Kæreste sammen et Par Gange, er jeg befriet for min sidste Tvivl om min Overflødighed her. At Hr. Karsten From næppe kan være det Ideal af en Mandsperson, som din Kusine saa ihærdigt har eftersøgt, forandrer ikke noget i mit Syn paa Sagen. Som du forleden meget rigtig sagde: Kærligheden suspenderer Fornuften. Det er sikkert netop dens Bestemmelse."

Asmus Hagen havde igen lænet sig tilbage i Sofahjørnet. Han betragtede en Tid sin Ven i Tavshed.

"Torben! Vil du – for gammelt Venskabs Skyld – gøre mig en Tjeneste?"

"Lad mig først høre, hvad det gælder."

"Lov mig at blive her endnu i fjorten Dage. Og opsøg saa dine gamle Venner, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen – og du skal se, hvordan alle dine "Spøgelsefornemmelser" vil forsvinde. Gør i det mindste et Forsøg!"

227 "Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har ikke beklaget mig. Det skal du heller ikke gøre. Jeg misunder jer ikke jeres Glæder. Jeg har mine egne – som jeg altsaa nu vender tilbage til. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Den har jeg naturligvis ikke glemt; men den skræmmer mig ikke mere. Jeg tror, at jeg nu er i Stand til at skønne paa, hvad jeg dengang lærte. En saadan lang Sygdomstid gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de sunde og geskæftige."

"Hvad er det for Slags Lærdomme, du tænker paa?" spurgte Vennen.

"Det maa du som Læge jo vide bedre end nogen anden, at endogsaa en uhelbredelig Spedalsk kan have sin Lykkeverden. Blot det, at man opdager, hvor lidt der i Grunden skal til for at gøre Sindet glad, er jo en uvurderlig Gevinst. En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Dun, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet, alle disse mange smaa Oplevelser, som hver eneste Dag i Aaret er rig paa, men som vi ellers ikke giver os Tid til at glæde os over, – mere behøves der jo ikke. En saadan Sindets Nøjsomhed har kun Børn og syge Mennesker i vore forjagede Dage. Og saa er den dog Betingelsen for al virkelig Glæde."

Asmus Hagen svarede efter en Pavse:

228 "Jeg har jo altid sagt dig det, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig. Nu har jeg da faaet Ret – desværre."

"Har du det? Du veed dog, at jeg selv har en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg synes undertiden, jeg er vaagnet op af en lang, dyb Søvn og er den eneste rigtig levende her – i de Dødes Rige. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig det hele Markedsspektakel forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver."

"Jeg staar i Ambulancen. Det kan give en samvittighedsfuld Mand Beskæftigelse nok."

Torben Dihmer faldt et Øjeblik i Tanker. Saa nikkede han.

"Det forstaar jeg," sagde han. "Ja, Menneskeslægten er syg. Afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Al denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, en Ophoben af Varer, der ikke svarer til 229 noget naturligt Behov men maa paatvinges Menneskeheden med Magt eller Kneb – det er, det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. – – Det er forresten sandt," afbrød han sig selv og løftede Hovedet. "Kender du en Distriktslæge Gaardbo paa Fyn?"

"Seminaristen?"

"Hvad mener du?"

"Saadan kaldte vi ham i sin Tid paa Hospitalet. Det er velsagtens hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for."

"Taabelige? Det finder jeg ikke."

"Nej, naturligvis!" udbrød Asmus Hagen og rejste sig. "Der maatte det jo ende med dig! Ja, nu forstaar jeg, at du er inkurabel!"

Ude paa Gulvet fortsatte han i Forbitrelse:

"Det er virkelig oplivende! Her gaar vi Læger og Videnskabsmænd og arbejder trofast paa at gøre Tilværelsen en Smule menneskelig for vore Medskabninger ... og saa faar vi Skam til Tak af en skørhovedet Kvaksalver, der hidser Folk op imod os. Og forholdsvis fornuftige Mennesker applauderer Manden og finder ham interessant. Det er nydeligt!"

Torben Dihmer rejste sig nu ogsaa. Han gik hen og lagde sine Hænder paa Vennens Skuldre.

"Vi vil ikke skilles som Uvenner! Du maa ikke tro, Asmus, at jeg er utaknemlig. Mere end nogensinde 230 veed jeg nu, hvormeget jeg skylder dig. Uden din Vennehjælp havde jeg endnu været Jordens usleste Menneske. – Men lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et halvt Aar. Det skal da vise sig, om jeg er bleven klogere. Til Sommer altsaa!"

"Du regner med saa store Tal. Dersom det til den Tid var for silde?"

Torben Dihmer vendte sig fra ham.

"Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!"

"Det vil jeg sige dig, Torben, at havde jeg Magt som Agt, saa fik du ikke Lov til at rejse. Jeg spærrede dig inde, indtil du kom til Fornuft."

"Ja, ligesom din Bror!" sagde Torben og vendte sig igen omkring. "Jeg forstaar det! Men gaa nu, Asmus! Ellers modstaar du maaske ikke Fristelsen til at erklære mig for gal. – Og dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!"

[*]

For fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var d. 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleriet og fra Logerne var alle Kikkerter rettet mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter tre Aars Forløb 231 saaes i den Forsamling, som han i over en Menneskealder havde behersket.

Han sad paa sin gamle Plads omtrent midt i Salen og gennembladede de fremlagte Papirer.

Foruden hans Mistillidsvotum stod der paa Dagsordenen nogle Smaasager, der skulde gøres færdige, inden Tinget tog Ferie. Under deres Behandling, som ingen hørte paa, var Medlemmerne i travl Bevægelse, som om der endnu i sidste Øjeblik blev truffet vigtige Afgørelser. Selv Rektor Bohse sad ikke som ellers paa sin Plads som Tingets eneste opmærksomme Tilhører. Sammen med gamle Jørgen Højbo, Lærer Tanning og et Par andre af det tyrstrupske Partis Ledere var han bleven kaldt til en Konference i en af Vinduesfordybningerne. Bagefter gik Lærer Tanning rundt i Salen og hviskede Partimedlemmerne en Ordre i Øret.

Da han naaede Højskoleforstander Aleksandersen, hvis slanke Skikkelse som sædvanlig stod lænet op mod en Pille til fri Beskuelse for Damerne i den reserverede Loge, efterlod han et Skuffelsens Mørke i Højskolemandens mandige Træk. Det var nemlig bleven bestemt, at kun Tyrstrup selv skulde svare paa Enslevs Angreb, idet man frygtede for, at Kirkefolkets kampivrige Ordførere under en vidtløftig Debat skulde aabenbare for mange af de skjulte Brist i Partiets Sammenhold.

232 Under alt dette sad Enslev i utilnærmelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op.

Frem og tilbage langsmed Væggen gik hans Ungdomsven og Dødsfjende Gjærup med sine lange Arme bag paa Ryggen. Som en Mørkets Hævnaand gik han der og gned Fingerenderne mod hinanden. Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, blev hans Brilleglas hvide i Glødelampernes Skær som blinde Øjne. Fyrretyve Aars opsamlede Had skulde endelig mættes. Fyrretyve Aars Ydmygelser og Spot skulde nu gengældes. Ingen havde i disse Dage været mere virksom end denne gulblege Mand, der engang var Enslevs mest trofaste og opofrende Ven. Hvad enten det galdt om at friste en af Fjenderne til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme Iver. Det var ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om Overtagelsen af den nye Redaktørpost. Naar i det hele dette Folketingsmøde var bleven saa snildt forberedt, saa virkningsfuldt tilrettelagt som en Slags offentlig Henrettelse, hvor Folket ved sine Tillidsmænd skulde dømme en gammel Misdæder fra Ære og Liv, var det først og fremmest Gjærups Værk.

Pludselig blev der forøget Røre i Salen. Alle Medlemmer 233 skyndte sig til deres Pladser. Formandsklokken havde lydt. Behandlingen af de mange Smaasager var ført tilende paa tyve Minuter.

Efter en ganske kort Pavse rejste Formanden sig igen og oplæste det indbragte "Forslag til Beslutning". Derpaa gav han Ordet til det ærede Medlem fra Københavns tredje Valgkres. Det var Enslev.

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i samme Nu, som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alle Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den store Stilhed føltes Lyden lidt uhyggelig, som om den var et Varsel. Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit mørkt flammende Blik langsomt glide hen over Forsamlingen, flytte sig ligesom søgende fra Sted til Sted og derpaa løfte sig op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa langt nogen kunde huske tilbage.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt med dets Indramning af uldhvidt Haar og Skæg var blevet mærket af den Draabe Taterblod, der for mere end hundrede Aar siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og Snuhed og mistænksom Frygt i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et 234 Garn ud over alle sine Tilhørere for straks at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Han begyndte sin Tale med næsten uhørlig Stemme, hvad der hos flere af dem, der var fortrolige med hans Virkemidler, vakte en Anelse om, at han ved denne Lejlighed underfundigt vilde spille med Dæmper paa Strengene. Det skabte nogen Ængstelse hist og her i det tyrstrupske Parti, hvor man trods alt ikke var ganske tryg. Det var før set, at Enslev havde vendt Stemningen i en Forsamling ved en Overlistelse. Skulde tilmed Tyrstrup være uheldig med sin Forsvarstale – hvad man desværre maatte regne med – kunde Resultatet af Afstemningen let blive usikkert. Og det var ikke tilstrækkeligt, at Enslevs Forslag slet og ret forkastedes. Det maatte ske paa en saa afgørende Maade, at den sidste Rest af Magt blev slaaet den gamle Voldsmand ud af Haanden.

"Dersom jeg i dette Øjeblik," sagde han, "da mit lange, politiske Liv nærmer sig sin Afslutning – og maaske staar jeg paa denne Talerstol for sidste Gang – dersom jeg nu skulde samle i et enkelt Ord, hvad jeg kunde ønske at efterlade som Summen af mine Erfaringer ... efterlade som en politisk Arv til dem, for hvem Frihedens Navn endnu er et helligt Navn; til dem, som ikke har glemt, at Trældommens Dage, at Træhesten og Naadigherrens 235 Hundepisk, ikke er Drøm og Digt, og som forstaar, at Friheden endnu kun er som et diende Barn i Verden, der Dag og Nat maa værnes og værges – – da maatte dette Ord lyde, som det har lydt de hundrede Gange før fra erfarne Statsmænds Læber: Vogt paa Herrerne i de lange Kjoler!"

Trods hans fuldkommen rolige Tone gik der pludselig en bølgende Bevægelse gennem Salen. Oppe i Galleriet raabte en kraftig Stemme: "Bravo!" Da Formanden i den Anledning rørte Klokken og formanede Tilhørerne til Tavshed, gjorde Enslev et Ophold, hvorunder han paa sin hastige Maade nedsvælgede et Glas Vand i et Par Slurke.

Først da der igen var bleven fuldkommen Ro, fortsatte han:

"Der er to store Onder, der har hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse. Det er Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgør den hele Verdenshistorie. Hvor de virker hver for sig, kan de være frygtelige nok; men det er dog først, naar de optræder samlede, at de bliver den Ulykke, der lægger Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Overenskomst mellem Tyranni og frygtsom Overtro hviler ethvert organiseret Kirkesamfund. I alle Lande og alle Tider var da ogsaa Kirken, Moskeen og Synagogen Despotiets sikreste Forbundsfælle, Voldsherredømmets 236 faste Borg, dets Tilflugtssted og Skalkeskjul i Modgangens Dage. – Hvorledes har nu vor Regering vogtet paa denne skjulte Fare?"

Han gennemgik Ministeriets Historie for at vise, hvor svagt det havde været overfor Kirkens fornyede Forsøg paa at ophøje sig til et Overværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed. Som et Eksempel nævnede han Valget af den nye Kultusminister. For første Gang siden Demokratiets Sejr var Skole, Videnskab og Kunst igen givet ind under en Kirketjeners Formynderskab, og det var en offenlig Hemmelighed, hvilke Kræfter der havde været i Bevægelse i den Anledning. Men ogsaa Besættelsen af andre vigtige Tillidsposter omkring i Landet, og ikke mindst Regeringens – som oftest underjordiske – Virksomhed ved sidste Valg, viste klart, hvor eftergivende den var bleven overfor Kirkens anmassende Krav.

"Den nuværende Slægt har faaet Friheden i Vuggegave. Den skulde dog ikke glemme, hvad den har kostet af Blod og Taarer. Men først og fremmest skulde vi ikke indbilde os, at den er bleven et umisteligt Gode, da der tværtimod er al Grund til at vise den yderste Aarvaagenhed. Vi lever i en Tid, da Frihedens Dødsfjender igen begynder at rejse Hovedet over hele Verden. Rundt om i Gehejmekabinetter af forskellig Art lægges onde Raad op 237 imod den. Enhver, der har Øre at høre med, maa kunne fornemme det, hvordan der paany i Mørke og Skjulthed smedes Lænker for Folket og dets Sønner. Vi ser jo ogsaa, hvordan en ny Tids Poeter og Profeter frækt udsaar Mistillid til Aandsfrihedens Velsignelser og omdøber Trældom og Overtro med skønt klingende Navne. Og i en saadan Tid giver vor Regering sorgløst Landets Ve og Vel i Hænderne paa en Stand, hvis Kald og hellige Pligt det er at undergrave den vaagnende Folkevilje, at mistænkeliggøre Menneskets Liv i dets morgenfriske Kraft og Fylde til Bedste for et Fædreland hinsides Skyerne."

Med et kort, ligesom uvejrsbelyst Udsyn over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar søgte han at godtgøre, at alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet havde været Forbud paa1 nationale Sammenbrud. Han nævnte Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten, og talte om det politiske Kirkeregimente i Aarhundredets Midte, der førte til den store Krigsulykke i Treserne. Og han fortsatte efter en Pavse, hvorunder han igen havde set sig truende rundt i Salen:

"Der fortælles om forskellige gamle Borge, at der ved forestaaende Ulykker aabenbarer sig en graaklædt 238 Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der varsler om Katastrofen. Vi hører ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret, naar Skibet styrer sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en bispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Var det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke være os en Advarsel?"

Skønt han hele Tiden havde vedligeholdt den beherskede, næsten spagfærdige Tone, han begyndte i, havde der flere Gange under hans Tale lydt knurrende Protester rundt om fra Salen. Adskillige af hans gamle Venner blandt Bønderne sad med et indadvendt og bedrøvet Udtryk. En skægget Missionsmand fra Vestjylland havde foldet Hænderne og stirrede op paa ham i ophidset Forfærdelse.

Han følte det selv, at han talte mod en Mur. Han mærkede ogsaa, hvordan den Kulde, der slog op imod ham fra disse tætte Rækker af forhenværende Tilhængere, efterhaanden lammede ham. I den mere end hundredhovede Forsamling var der ikke tredive, som ikke i sin Tid havde modtaget deres politiske Daab af hans Haand; hvem han ikke som 239 Faddergave havde skænket deres Plads her i Tinget og siden ødslet sin Beskyttelse paa og delt sin Hæder med i sine Velmagtsdage. Nu viste de Hunde ham ganske aabenlyst deres Had!

Højskoleforstander Aleksandersen, der allerede et Par Gange havde vakt Opmærksomhed med dristige Afbrydelser, raabte efter hans sidste Ord: "Bagvaskelse!" – Han sendte ham et Lyn med Øjnene, men tav. Han vovede ikke at udslynge det Svar, der brændte hans Tunge. Han bed Tænderne sammen af Frygt for at slippe sin Lidenskab løs nu, da der var baade Skrig og Hulken i hans Sind.

Lidt efter sluttede han sin Tale, fordi han følte sig svimmel. Kort samlede han, hvad han havde sagt, i en Opfordring til at nedstemme Ministeriet, der skammeligt havde misbrugt Folkets Tillid og forraadt dets helligste Sag.

Fra Tilhørerne havde man under Slutningen af hans Tale ikke hørt en Lyd. Alle sad spændt optaget af at følge Røret i Salen, var lutter Øjne og Øre for ikke at gaa tabt af den mindste Afbrydelse. Men i samme Øjeblik, Enslev sluttede, skiftede Billedet om. Det var nu fra Rækkerne i Loger og Galleri, at der steg et Brus af Bevægelse, hvorimod Livet i Salen stivnede som ved Berøringen med en Kommandostav. Da han gik ned fra Talerstolen saae man, at han var uhyggeligt bleg.

240 Idet han paa Vejen til sin Plads passerede Stenografernes Bord snublede han lidt over en Fold i Gulvtæppet. En Stenograf, der netop havde rejst sig, greb ham ærbødigt om Armen for at støtte; men i Stedet for at takke ham, sendte han ham et forbitret Blik.

Da han var naaet tilbage til sin Plads, kom efterhaanden en fem-seks af Tingets Medlemmer hen og trykkede hans Haand. Det var alt.

Lærer Tanning hældede sig over mod Jørgen Højby, der var hans Nabo:

"Det Snigløb havde han ingen Held med," sagde han smilende. "Han er bleven for gammel!"

"Ja, det var mat!" erklærede den anden.

Imidlertid havde Formanden ringet og givet Konsejlspræsidenten Ordet.

Da Tyrstrup rejste sig fra Ministerbordet, saae man med Skræk, at han tog en stor Bunke Papirer med sig. Den upopulære Mand var frem for alt berygtet for sine Taler, der ogsaa var lige saa formløse og tunge som han selv. Navnlig bragte han sine Tilhørere til Fortvivlelse med samvittighedsfulde Oplæsninger af statistiske Tabelværker og lignende Dokumenter, som han i sin haardnakkede Saglighed hvert Øjeblik fordybede sig i. Nu var han tilmed øjensynlig stærkt nervøs, og hans faa Venner sad 241 som paa Naale af Frygt for, at han netop ved denne Lejlighed skulde vise sig særlig uheldig.

Da kom der noget uventet. I samme Øjeblik, han viste sig paa Talerstolen, stod Enslev op fra sin Plads og forlod Salen. Det skete paa en Maade, der udelukkede enhver Tvivl om Hensigten. Det var en overlagt Demonstration rettet mod den Mand, han især følte sig forraadt af og forfulgte med sit Had.

Der blev stor Bevægelse, navnlig da det straks efter forlød, at han var taget hjem og ikke vilde overvære Afstemningen. Men forresten virkede Demonstrationen ikke efter Hensigten. Selv paa Enslevs Venner gjorde den et forstemmende Indtryk. De indrømmede bagefter, at det var en beklagelig Forløbelse.

Ogsaa af en anden Aarsag vendte Stemningen i Salen og paa Tilhørerpladserne sig til Gunst for Tyrstrup. Netop fordi han aldeles ikke gjorde Forsøg paa at kappes med Enslev i Veltalenhedens Kunst og i det hele forsmaaede enhver Udsmykning, virkede han i Øjeblikket til manges Overraskelse baade ved sit Ord og sin tilforladelige Personlighed med en egen overbevisende Magt. Dertil kom, at han paa Grund af Enslevs Bortgang talte ganske kort. Helt slap man vel ikke for Tabelværkerne; men hele Talen varede knap et Kvarter.

For første Gang i sin Ministertid havde Tyrstrup 242 en Succes. Baade da han udtalte, at han havde følt det som sin politiske Opgave at skaffe Folket Ro til en højst fornøden Selvbesindelse, idet vi i den sidste Menneskealder baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, og da han sluttede med at sige, at just fordi den almindelige Verdenssituation gav berettiget Aarsag til Ængstelse for et lille Folk som det danske, vilde han anse det for ensbetydende med en Dødsdom over Landet, dersom dette nu paany førtes ud i oprivende Borgerkampe, lød der livligt Bifald.

Saasnart han var gaaet ned, meddelte Formanden, at der var indkommen Begæring om Afslutning. Lidt efter begyndte Stemmegivningen, der paa Forlangende af det ministerielle Parti foretoges ved Navneopraab.

Enslevs Mistillidsvotum var formet saaledes, at man med sit Nej tiltraadte det, med sit Ja forkastede det. De fleste Medlemmer blev paa deres Pladser, og der sporedes i Begyndelsen trods alt en Del Nervøsitet for de Overraskelser, Afstemningen kunde bringe. Men da det viste sig, at Socialdemokraterne, hvis Lod i Vægtskaalen Regeringspartiet mest havde frygtet, holdt sig udenfor Striden og svarede "Stemmer ikke", varede det ikke længe, før Resultatet klart kunde forudses.

Under dyb Stilhed fortsattes Opraabene. Sindene 243 var højtideligt betagne, omtrent som naar man Nytaarsnat Klokken tolv hører Uret falde til Slag og med Øjnene følger Viserens Gang i Aarets sidste Minuter.

"Ja – Ja – Ja – Ja – Nej."

Det lød næsten som et hørligt Tik-Tak af det store Taarnværk, der afmaaler Historiens Gang, og som om lidt ved Tingets Formand vilde lade udraabe, at en Tidsalder var gaaet under, en Storm- og Sværdtid afmægtig sunket i sin Grav.

Efter at endnu en halv Snes Minuter var forløbet, rejste Formanden sig for at meddele Resultatet. Og det viste sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der endnu for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

I Baggrunden af den reserverede Tilhørerloge stod Zaun paa Spring med Haanden bag Øret. Der var bleven ham det Hverv betroet at bringe Enslev mundtlig Efterretning om Udfaldet; og næppe var Tallene nævnt, før han styrtede ned ad Trapperne og ud paa Gaden, hvor en Droske ventede.

Oppe i det Hjørne af Galleriet, hvorfra der tidligere havde lydt en kraftig Mandsrøst, begyndte der Spektakler. Der blev raabt "Leve Enslev!" "Ned med Præsterne!" – Men i det samme rejste gamle Rektor Bohse sig nede i Salen og udbragte med 244 Graad i Stemmen et Leve for Konge og Fædreland. I de Hurraer, der fulgte, druknede Revolutionen paa'1 Galleriet; og blandt de mange andre bevægede var der virkelig dem, som i disse Øjeblikke syntes at høre Dommedagsklokken lyde over Evighedens Vande og forkynde Gudemørkets2 Ophør.

[*]

Zaun, der allerede havde naaet Skt. Annæ Plads, fløj i dette Øjeblik forbi den edderspændte Portner og stormede op ad Trappen. Først da han stod foran Enslevs Dør og allerede havde ringet paa, kom han til Besindelse. Indtil dette Øjeblik havde han været saa opfyldt af selve sin Mission, at Betydningen af de Navne og Tal, han krampagtigt fastholdt i Hovedet, ikke var naaet ind til hans Bevidsthed, endsige gaaet op for hans Fantasi, som i det hele var den Evne hos den lille rastløse Mand, der arbejdede besværligst. Nu slog det ned i ham, hvad det var for et Rædselsbudskab, han bragte; og han følte sig ganske lammet ved Tanken om, hvad Enslev vilde sige.

Lille Jensen lukkede selv op.

"Herren er i sit Arbejdsværelse," sagde hun.

Da Zaun stod ved Døren og hørte Lyden af Enslevs Stok derinde, trykkede han Haanden mod sit Hjerte for at samle Mod. Saa bankede han paa og 245 klemte sig ind. Enslev var standset midt i Stuen med løftet Hoved, og Zaun saae straks, at han var forberedt paa alt. Der var over hans Holdning en Majestæt som Ørkenløvens, naar den har hørt Riffelens Knald fra Bagholdet og mærket Kuglen i Hjertet men endnu staar oprejst.

"Naa?" sagde han.

Men Zauns Sindsbevægelse tog nu fuldstændig Magten fra ham. Overvældet af Sorg og Skam over Forræderiet mod den Mand, der i hans Øjne næsten var mere end et Menneske, sank han ned paa en Stol ved Døren og skjulte Ansigtet i sin Haand.

Der blev et Øjebliks Stilhed. Saa gik Enslev ham nærmere.

"Hvad gaar der af Dem, Zaun? Jeg er dog ingen gammel Kælling, der ikke taaler at høre Sandheden. Jeg lover Dem højtideligt, at jeg ikke skal slaa Dem ihjel, dersom De blot kan melde om ti retfærdige3 i Gomorrha."

"Tolv!" udbrød Zaun og løftede sit fortvivlede Ansigt.

"Tolv?" ... Naa ja! Saa mange havde ogsaa Kristus. Jeg vil tage det som et godt Varsel!" sagde Enslev med en Overgivenhed, der gik Zaun gennem Marv og Ben. "Lad mig høre ... Hvem var det?"

Navnene paa de trofaste blev nævnt. Nogle af dem var Folk, som paa en eller anden Maade var 246 bleven afhængige af Enslev, havde laant Penge af ham, eller havde faaet deres borgerlige Ære anbragt hos ham som en Slags Pant.

"Skete der ellers noget? Var der Demonstrationer af nogen Art?"

"Jeg veed ikke ... Jeg tog jo straks bort. Men jeg mærkede ikke noget."

"Ja ja. Gaa nu, Zaun! ... Og sig derude, at jeg ikke vil forstyrres," føjede han til, da han hørte det ringe.

Det var Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby. Ogsaa de havde skyndt sig hertil for at bringe Underretning. Zaun standsede dem i Forværelset, og de satte sig alle tre modfaldne ind i Bibliotekskabinettet.

I Løbet af den følgende halve Time, mens Enslev stadig opholdt sig for lukkede Døre i sin Arbejdsstue, samledes i den store Modtagelsessal og det tilstødende Bibliotek henved et halvt Hundrede politiske Venner, et broget Selskab af Rigsdagsmænd, Provinsredaktører og Folk af alle Rangklasser lige fra Etatsraader og Universitetsprofessorer ned til tykke Møller, der netop havde opnaaet en længe attraaet Ansættelse ved "Femte Juni", efter at Samuelsen havde lokket flere af Bladets kvikkeste Penne med sig over til det nye Blad.

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, mest 247 dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik urolig omkring. Han var bekymret for sin Patient paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, han i denne Tid stadig bød sig selv trods alle hans Formaninger.

Pludselig stod Enslev i Døren, og alle blev tavse. Han havde staaet der et Øjeblik uden at blive bemærket, og Synet af denne opskræmte og raadløse Skare fyldte ham med Lede og Foragt. Men han gjorde Vold paa sit Ansigt, smilte, og gik med hurtige Skridt rundt i Salen og hilste paa "sine Kondolanter", som han lidt spydigt kaldte dem.

Tilsidst stod han midt i Salen under Lysekronen og holdt en kort Tale, hvori han bad sine Venner om ikke at misunde Dagens Helte deres Triumf. Den var købt for Blodpenge, og den Mindesten, Historien engang vilde rejse over denne Sejr, blev en Skamstøtte.

"Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord."

Paa Vejen tilbage til Arbejdsværelset vilde først Frk. Evaldsen og siden Bjerreby opholde ham. De blev begge barskt afviste. Derimod sendte han Bud efter Professor Bendix, der just stod med Overtøjet paa for at gaa.

Han sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol, da Lægen stille kom ind.

248 "De ser saa forskrækket ud, Professor Bendix. Jeg har da ikke paa min Samvittighed, at De kommer for sent til et Stævnemøde? Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – Som De maaske husker, er det nu snart to Aar, siden vi havde vor sidste, indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, om De troede, at en Operation kunde hæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. De gjorde mig bekendt med deres statistiske Materiale og fraraadede Forsøget paa Grund af min Alder. Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der fordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om af mig – af mig alene! Naar jeg er borte, er Folket værgeløst. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje. Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke leget med det, synker det tilbage i sin Natursøvn – og vaagner op i Lænker."

Mens han talte, var han staaet op fra Stolen. Med Støtte af Stokken gik han frem og tilbage paa et 249 lille Stykke af Gulvet, og Professor Bendix fulgte ham bekymret med sine trofaste Hundeøjne.

Tilsidst standsede han foran Lægen; og da denne derfor vilde rejse sig, lagde han Haanden paa hans Skulder og bad ham blive siddende.

"Jeg har nu gjort Dem bekendt med mit Ønske, og at jeg selv overtager Risikoen. Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig for mig siden sidst. Men De har jo Ord for at have en lykkelig Haand, Professor Bendix. Og hvem kan vide? Maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer."

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, der nu saa længe havde tilset ham.

"Jeg giver Dem Frist til imorgen!" sagde Enslev. "Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Uvisheden. Staar jeg det ikke igennem, taber Verden ikke noget ved at blive en syg og træt Mand kvit – og jeg endnu mindre. Men kommer jeg over det ... kan De skaffe mig min fulde Rørlighed tilbage blot for to Aar ... saa skal der blive holdt Dommedag her i Landet, saa Usselryggene skal ryste i deres Smuthuller af Skræk. – – Veed De, Professor Bendix, at jeg ikke siden min Ungdom har følt mig saa fri og glad som i Aften. De forstaar 250 det ikke. Jeg skal forklare Dem det. Jeg har jo Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der har holdt de fleste Taler. Og saa har jeg i Virkeligheden været den tavseste Mand i Landet. I fyrretyve Aar har jeg tiet. Det er en Partiførers Lod at være en Mand af alles Mening. Den første Gang, jeg talte, som jeg tænkte, sprængte jeg mit Parti i Stumper og Stykker. Nu har jeg faaet min Frihed tilbage! Resten af mit Liv vil jeg være min egen Herre – –"

Han standsede, afbrudt af Hurraraab fra Pladsen udenfor.

"Hvad er det?"

Ved Løbesedler fra Bladene var Resultatet af Rigsdagsmødet allerede ført ud over Byen som af en Hvirvelvind; og nu havde en fælles Indskydelse samlet nogle hundrede Mennesker nedenfor Enslevs Vinduer for at bringe ham en Hyldest som Protest mod Afstemningen.

"Leve Enslev! ... Ned med Tyrstrup! ... Hurra! Hurra! Hurra!"

Han lyttede. Denne Lyd, som han saa længe havde maattet undvære, denne hans Alderdoms Livmusik, som han midt i sin Menneskeforagt bestandig tørstede efter, forvandlede ham med et. Hans Øjne blev milde, hans Smil lyste.

Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

251 "De bliver vist nødt til at vise Dem, Enslev. De Folk derude vil absolut se Dem."

Fra Modtagelsessalen gik en Dør ud til en Altan. Salen var tom nu. Lysekronen derinde var allerede slukket, men blev nu atter tændt. Opildnet af de ufortrødne Hurraraab vilde Enslev gaa ud paa Altanen som han gik og stod. Da Frk. Evaldsen kom løbende med hans Pels, skød han hende utaalmodigt til Side. Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og overtale ham som et Barn for at faa ham til at tage Pelsen paa.

Da Dørfløjene sloges tilside, og Mængden derude fik Øje paa hans Skikkelse i det udstrømmende Lys, brød en Jubel løs under den stjerneklare Frosthimmel. Hele Pladsen foran Huset var nu sort af Mennesker. Fra de tilstødende Gader strømmede Folk til. Der svingedes med Hatte og viftedes med Lommetørklæder. Hist og her hørtes dog ogsaa Pift i Fingre og Gadedørsnøgler, og et Sted midt i Folkemassen begyndte der et Slagsmaal.

"Enslev leve! ... Ned med Tyrstrup! ... Ned med de sorte Præster!"

Han løftede Haanden; og da man forstod, at han var begyndt at tale, blev der i samme Nu saa stille, at hans svage Stemme kunde høres over hele Pladsen.

"Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! 252 Ned med de Mørkets Magter, der nu rotter sig sammen for at standse det frie, selvraadige Menneskes Sejrsgang over Verden! Ned med det lyssky Troldtøj, der paany vralter frem fra alle underjordiske Kroge! Ned med det Alvorsfolk, der bag Bekymringens Maske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den Niddingsdaad, der er fuldført i Aften, kalder paa alle dem, der endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig bedrage for Livet! Ikke lade dets Blomster besudle, dets Frugter forgifte af Afmagtens og Misundelsens Sneglespyt! ... Denne skønne Jord under Stjernehimlen er vor. Vi elsker den som vor Mor og anerkender ingen fremmed Voldsherres Ret. Vi vil værne dens Ukrænkelighed under Ansvar for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!"

Fulgt af nye Hurraraab og et Par Fløjters Skingren vendte han tilbage til sin Arbejdsstue. Her havde Professor Bendix hele Tiden staaet ved Siden af sin Stol og ventet paa ham.

Enslev rakte ham Haanden. Hans Ansigt dirrede af mørk Uro.

"Imorgen altsaa bringer De mig Besked. Men det vil jeg sige Dem. Dersom De vægrer Dem, henvender 253 jeg mig til en anden. De hører jo ... der er endnu Liv i Folket!"

Uden at svare noget herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.

"Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud."

"Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvn. Ellers strækker Livet ikke til. Og jeg har ogsaa i den Henseende haft en Natvægters Kaar her i Landet. Godnat!" –

Først Klokken fire om Morgenen slukkedes Lyset over Enslevs Arbejdsbord.

[*]

En Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste i en elegant Vogn til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte. De var begge meget lykkelige. I det smukke Vejr kørte de ud til Frederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin første Italiensrejse havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

254 De havde iøvrigt lejet en beskeden 4 Værelsers Lejlighed i Grønningen og ogsaa købt noget Udstyr; men da de vilde være borte hele Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning. Den altfor kundskabsrige Frk. Svendsen havde Karsten From skilt sig af med sammen med adskilligt andet ubekvemt, der hørte hans Fortid til.

De havde begge to været lige utaalmodige efter at faa alting ordnet til Bryllup. For Jyttes Vedkommende skyldtes det især Forholdet til Moderen, der gjorde hende hver Dag i Hjemmet til en Plage og samtidig knyttede hende endnu fastere til hendes Ven. Men ogsaa den mere og mindre nærgaaende Forargelse eller Medynk, der vistes hende af de fleste af hendes Bekendte, havde gjort hende Tilværelsen i Byen uudholdelig. Og saa var der desuden det hele politiske Røre, som baade hun og Karsten var ganske udenfor, denne ufattelige Ophidselse, der havde forfulgt hende Livet igennem og allerede i Barneaarene faaet hende til at føle sig forladt.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort. En Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst fra Byen, saae hun ham stadig allevegne; og selv om hun altid hurtigt overbevistes om sin Fejltagelse, satte det hende dog i daarligt Humør.

255 I Forholdet til Moderen var der forresten i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, standsede tilsidst bagved hendes Stol, lagde sine Hænder om hendes Hoved og kyssede hende – ogsaa for første Gang efter Forlovelsen. I sin Glæde slog Jytte Armene om hendes Hals, og de græd begge længe.

Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner idag til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant Lønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. Der var ialt indbudt en halv Snes Mennesker. Ogsaa Tyrstrup vilde komme.

Efter Frokosten gik de ind i Zoologisk Have for at se paa Elefantungen. Bagefter spaserede de en Tur i Søndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes de saa for sidste Gang. Med et stille, skælvende Haandtryk.

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne. Jytte var i hvid, nedringet Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes 256 Brudgom fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig besat.

Omtrent paa samme Tid standsede en Droske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de nygiftes Lejlighed var, og en høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud. Det var Fru Merck. Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen. Uden at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

"Her maa det være," tænkte hun og ringede paa.

Da hun ved gentagen Ringning havde forvisset sig om, at der ikke blev lukket op, vendte hun sig om for at gaa ned igen. I det samme hørte hun nogen komme listende ned ad Trappen fra Kvistlejlighederne ovenover. Hun trak hurtigt sit tætte Slør ned for Ansigtet og blev staaende. Det var en ældre, tarvelig klædt Kone, der maatte have staaet paa Lur deroppe.

"Vilde De tale med nogen?" spurgte hun oppe paa Trappeafsatsen.

"De skulde vel ikke vide, om det er her, Hr. From bor?"

"Jo det er. Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag."

"Men er der ingen Pige hjemme? Hvorfor bliver der ikke lukket op?"

Konen gik interesseret nogle Trin længere ned.

"Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lejligheden. 257 Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?"

"Ja. Kan jeg ikke komme ind?"

"Jo, det kan De saa godt," sagde Konen. Hun tog en Nøgle frem af sin Lomme under Forklædet.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen var festligt. Fru Merck genkendte Gobelinerne og de lyse Mahognimøbler fra Karsten Froms Ungkarlelejlighed. Og allevegne var der Blomster, en Ødslen med kostbare Roser, som heller ikke var hende fremmed fra Fortidens Elskovsmøder.

Inde i Soveværelset drejede Konen op for Lyset baade i den gyldenrøde Loftsampel og i de smaa Lamper ved Sengene for at den fremmede Dame grundig kunde betragte, hvad hun efter hendes Mening dog væsenlig var kommen for at se. Men Fru Merck saae sig kun flygtigt omkring og gik tilbage gennem Lejligheden uden overhovedet at have sagt et eneste Ord.

Konen fulgte uforstaaende.

"Undskyld, at jeg spør'," sagde hun, da de var kommen ud i Forstuen. "Men glemte Fruen ikke at aflevere Gaven?"

258 Fru Merck tog en Perlemorsportemonæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

"Den er til Dem selv. Og saa behøver De jo ikke at fortælle, at der har været nogen."

"Naa – saadan. Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk herfra Huset naturligvis."

"Hvornaar venter De Herskabet hjem?"

"Jeg skal være nede i Døren Klokken halv elleve præcis, sa' Herren, og bære Fruens Pakker op."

Fru Merck, der hermed havde faaet alle de Oplysninger, hun ønskede, sagde nu Farvel. Nede paa Gaden ventede hendes Vogn, og hun kørte ind til Byen for at fuldbyrde sin Hævn.

Fem Minuter over halvelleve holdt de nygifte for Døren i den samme elegante Vogn, der om Formiddagen havde ført dem til Raadhuset. Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge alene.

Jytte havde sat sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen. Hendes Mand tog Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude og Haanden lagt over Øjnene. Afskeden med Moderen 259 og hele det gamle Hjem bevægede hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten var pludselig igen bleven hende saa fremmed her i disse fremmede Stuer med den tunge, bedøvende Blomsterduft. Ømheden i hans Stemme og Heden i den Haand, hvormed han strøg hende ned over Armen, gjorde hende kold som Is.

"Er du ked af noget?" spurgte han.

Hun rystede paa Hovedet, men forandrede ikke Stilling.

"Saa er det altsaa mig, der generer," sagde han lidt efter og forlod hende.

Hans Skuffelse gik hende til Hjertet.

"Karsten!" kaldte hun.

Da han vendte sig, strakte hun Haanden ud efter ham.

"Hvorfor gaar du?" spurgte hun halvt krænket, halvt bønfaldende.

Han kom tilbage, tog hendes Haand og gled ned paa Ulveskindstæppet foran hende.

"Maa jeg sidde her?"

"Ja."

"Og lægge mit Hoved i dit Skød?"

Hun nikkede.

Han sad der ved hendes Fødder, med Nakken hvilende paa hendes ene Knæ, og saae hende ufravendt 260 op i Øjnene, mens han trykkede hendes Haand til sin Mund.

"Nu er jeg din Page, Dronning Jytte! Befal over mig! Naar du siger: "Gaa!" – saa forsvinder jeg i Luften som en Sky. Og naar du siger: "Kom!" – saa er jeg i samme Øjeblik hos dig som din ydmyge Kammerslave og forelskede Hofnar!"

Hun bøjede sig over ham, og strøg ham over Haaret.

"Saa er du nu lykkelig?"

"Uendelig! Usigelig! ... Og du?"

"Jo", sagde hun, og deres Munde søgte hinanden til et af disse lange, dybe Kys, hvis dystert-søde Hemmeligheder nu ogsaa Jytte kendte. –

En halv Time senere kom en Mand cyklende gennem den stille Gade og standsede ved Huset. Ved Hjælp af en Lommelygte undersøgte han den lange Række Klokkeknapper ved Siden af Døren, og da han havde fundet den, der hørte til de nygiftes Lejlighed paa tredje Sal, trykkede han til.

Først da han havde ringet flere Gange, saaes der Lys i Stuerne deroppe.

Karsten From, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok, aabnede et Vindu og bøjede sig ud.

"Hvad er der paafærde? Hvem er det?"

"Er det Hr. From?"

"Ja."

261 "Her er et Ekspres-Telegram."

Et Ekspres-Telegram! – tænkte han. Det maa jo være noget alvorligt. Hvilket Uheld! Men hvad skulde han gøre? I Natdragt kunde han dog ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte, stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet paa Døren.

Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. "Hjertelig til Lykke fra mange Venner". Han krammede Papiret sammen og hev det fra sig i Raseri.

Men næppe et Kvarter efter kom igen en Mand cyklende gennem Gaden, standsede ved Huset og undersøgte Klokkeknapperne ved Døren. Han maatte ringe endnu flere Gange, og tilsidst slap han ikke Knappen. Endelig blev et Vindu paa tredje Sal revet op, og Karsten From brølte ud:

"Hvad er det for et Spektakel? Hvem er det?"

"Er det Hr. From?"

"Ja."

"Et Ekspres-Telegram."

"Jeg bryder mig Fanden om Telegram! ... Stik det ind under Døren!"

"Det skal afleveres til Adressaten egenhændig. Og jeg skal have Kvittering."

262 I de følgende to Timer gentoges Alarmeringen med en halv Snes Minuters Mellemrum. Da Karsten From ikke mere lod sig se, og Telegrafbudene efterhaanden samlede et helt lille Opløb udenfor Gadedøren, blev tilsidst andre af Husets Beboere vækket af Spektaklet og listede et Vindu op for at se, hvad der var paafærde.

Følgen var, at Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag blev til lidt af en Skandale. Da Vognen holdt for Døren med Kufferterne ovenpaa Ruffet, og de nygifte kom ned ad Trappen – Jytte tæt tilsløret – stak der et grinende Tjenestepigeansigt frem af hver Dør, og fra Vinduer og Altaner fulgtes de tilvogns af mange nysgerrige Øjne.

Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen, skønt Jytte ikke slap hans Haand. De havde om Natten begge to hurtigt forstaaet, at de var et Offer for en ondskabsfuld Kvindehævn, og Karsten From var heller ikke i Tvivl om, hvem den hævngerrige Dame var. Ogsaa Jytte havde sine Anelser. Og mere end nogensinde var hun nu længselsfuld efter at komme herfra, langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.

[*]

Første Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Det korte Ophold paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, 263 havde straks bragt ham en heftig Forkølelse. Professor Bendix fik et gyldigt Paaskud til at udsætte Operationen, som han i det hele ikke ønskede at indlade sig paa uden som yderste Nødhjælp. Men da han Nytaarsaften besøgte Enslev, fandt han ham betænkeligt afkræftet af Sengelejet og Feberen. Han havde desuden igen faaet Smerter, og det stod nu Lægen klart, at Øjeblikket var kommet, da han maatte gribe ind for at forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Samme Dag Jytte holdt Bryllup, blev Enslev om Aftenen kørt til hans store Privatklinik ved Vestre Boulevard. Det skete efter Enslevs udtrykkelige Ønske i al Stilhed. Ikke engang "Femte Juni" bragte nogen Meddelelse derom, og alle Forberedelser var truffet i største Hemmelighed. Efter Operationen blev der udstedt en beroligende Erklæring, og Klinikens Portvagt fik Ordre til at besvare alle indløbende Forespørgsler i Overensstemmelse dermed. Men Dagen efter vidste alle, at det var Døden. Og om Aftenen var der fra hele Byen en formelig Folkevandring ned til Vestre Boulevard, hvor Gaden indtil ud paa Natten var sort af Mennesker, der stod tavse og saae op mod de Vinduer, bag hvilke den gamle Stridsmand udkæmpede sin sidste Kamp.

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at hans Liv var omme. Men paa Grund af Smerterne lod 264 Professoren ham den meste Tid ligge hen i en Morfindøs, hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham alle Slags uhyggelige Billeder gennem Sjælen med en Klarhed som paa et Filmsteater. Snart var det Rækker af dybe Kældere og Trappegange fulde af al Slags modbydeligt Affald og Skrammel, snart endeløse Jernbanetog eller Dampskibe i rasende Fart og fulde af Mennesker med afskyeligt forvrængede Ansigter. Sin Ungdomselskedes blodige Hoved med Skudsaaret i Tindingen saae han stadig imellem dem, ogsaa sine Forældre og andre Folk, han havde kendt i sin Barndom. De rullede med Øjnene og skar Grimacer som mekaniske Dukker.

Den næste Dag havde Tilstanden bedret sig. Henimod Aften var han fuldt vaagen og klar, og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var hos ham hele Dagen; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige. Zaun vilde han ikke se, skønt den trofaste lille Mand var den første, der mødte paa Kliniken om Morgenen, og stadig kom igen i Løbet af Dagen for at tilbyde sin Tjeneste, dersom der paa nogen Maade kunde være Brug for ham.

Engang, da Enslev et Øjeblik var bleven alene med Bjerreby, sagde han:

265 "Flyt Dem nærmere herhen. Jeg kan ikke tale saa højt. – De spurgte mig for en Tid siden, om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet i Livet. Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsarbejde til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et lavloftet Degnedømme – det er min Fortjeneste. Den Gerning vil Eftertiden engang regne mig til Ære. – – Men mit personlige Liv har ikke været lykkeligt," føjede han til efter en lang Tavshed. "For Mennesker af min Art gives der ingen Lykke. Vi er som de Spedalske fordømte til Isolation."

Da Bjerreby indvendte, at han dog altid havde haft mange hengivne Venner og trofaste Tilhængere, slog han Øjnene vidt op med noget af den gamle Vildskab i Blikket. Saa svarede han skærende bittert, mens Øjenlaagene atter sank tungt ned:

"Ja. Og for hver oprigtig Ven tredive falske. Og hundrede hadefulde Misundere. At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. Fra min Ungdom har Had og smaaligt Nag fulgt mig saa trofast som min egen Skygge og forgiftet mig enhver Glæde. Det er Sandheden om det store Held, jeg skal have haft, – og som man ovenikøbet har syntes, jeg skulde være smukt taknemlig for."

Han laa nogen Tid tavs og aandede besværet, fordi 266 han havde anstrengt sig for meget. Bjerreby rejste sig, for at han ikke skulde tale mere. Men lidt efter kaldte Enslev ham atter til sig. Det var ham øjensynlig om at gøre at mildne lidt paa Indtrykket af de sidste Ord.

Han gav sig til at tale om sin Far, der ligesom hele Barndommen i det gamle, jyske Smedehjem stadig havde beskæftiget ham den senere Tid. Han havde tidligere fortalt et og andet om denne Far, der gik brummende omkring i de trange Stuer som en Bjørn i Bur. Nu meddelte han som noget, han ønskede gjort bekendt, at Faderen engang i sin Ungdom havde lidt en stor Uret, der for Livstid knugede den store, stærke Mand til Jorden, og at Indtrykket heraf havde været den oprindelige Tilskyndelse til hans hele politiske Virksomhed. Hvori Forurettelsen bestod, vidste han ikke. Faderen havde aldrig villet gaa nærmere ind paa Sagen, sagde han.

"Han ejede den store Langmodighed med Livet ... den lod han ikke gaa i Arv til mig. Det har vel været godt for noget. Kun ikke for mig selv."

Han taalte igen ikke at tale mere, og det blev omtrent hans sidste Ord. Ud paa Natten saae Sygeplejersken, der vaagede over ham, at hans Ansigt pludselig forandredes. Hun lod den vagthavende 267 Læge hente. Straks efter blev ogsaa Professor Bendix kaldt til.

Klokken seks, da Lægerne saae, at det gik mod Enden, blev der telefoneret til Frk. Evaldsen og Bjerreby. Men inden nogen af dem kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Enslev laa med aaben Mund i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer vilde glide umærkeligt over i den endelige Søvn.

I disse sidste Timer sad Bjerreby paa Sengekanten med sørgmodigt ludende Hoved. Zaun, der af sig selv var kommen og nu havde faaet Lov at slippe ind, stod bag Sengens Fodende og holdt Hatten halvt op for Ansigtet som et Gravbillede af Forfærdelse og Sorg.

Henne ved Væggen sad Frk. Evaldsen med Haanden under Hovedet. Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes Ven skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid med en Tak. Men hans Tanker havde altid været andre Steder, og det var stadig Bjerreby, han spurgte efter og talte med. Han havde glemt hende, saadan som han altid glemte den Hengivenhed, han havde misbrugt, mens han havde en saa god Hukommelse for det Fjendskab, han mødte, for de Krænkelser, der gik ud over ham selv. Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og 268 hun vidste, at hun indtil sin sidste Time vilde elske og tilbede hans Minde.

Paa Grund af Bjerrebys Nærværelse havde Professor Bendix kun af og til vist sig i Stuen og forøvrigt overladt det til sin Assistent at følge Pulsens og Hjerteslagets stille Hendøen. Ved Titiden blev han kaldt ind, og efter en Undersøgelse erklærede han Døden for indtraadt. Kort efter gled ogsaa den dødes Øjenlaag op.

[*]

Skønt den gamle Mands Død føltes som en Befrielse de fleste Steder i Landet, mærkedes det dog i disse Dage, særligt i København, at han havde været en Konge for sit Folk. Paa Begravelsesdagen fulgte Tusinder af Mennesker med Ministeriet og de fleste Rigsdagsmænd i Spidsen tilfods hans Kiste fra Hjemmet til en Sørgefest i det kongelige Ridehus, hvorfra den senere skulde føres til Baalet. Paa Statens Bekostning var de Gader, Ligtoget passerede, rigt smykket, og hele Byen var paa Benene trods tæt Snefald og Søle. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.

Selv Byens nye, store Præsteblad vovede i disse Dage ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel, som hans formodede Arving til Tronen, Pastor Stensballe, skrev 269 i Bladet under sit eget Navn, erkendtes det, at han havde ejet den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler. Hans Fejl havde været den, at han havde villet skabe Folket om i sit eget Billede i Stedet for i Guds. Trods den Viljesbrand, der var Drivkraften i hans Væsen, efterlod han af den Grund sit Land i Opløsning og Forfald. Og der føjedes til, at ogsaa hans private Liv havde været behersket af den utøjlede Ild, der fortærer, hvad der kommer i dens Nærhed.

"Derfor døde denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt", sluttede Artiklen med fremhævede Typer som en Gravskrift. "Hvad der nu vil kunne samles om hans Navn, er kun Skygger".

To Dage efter Begravelsen foranstaltede Missionen som Demonstration en kirkelig Procession, der drog syngende gennem Byen med Musikkorps og Bannere. Der var vel langt fra saa mange Mennesker som i det Tog, der fulgte Enslev; men Antallet af Deltagere vakte alligevel Forbavselse og mange Steder alvorlig Skræk. Særlig Opsigt gjorde Johannes Gaardbo med sin nye Korshær af unge Mænd og Kvinder, der i rask og taktfast Marche sluttede Toget. Med jublende Stemmer sang de Hærens Slagsang:

 I Himlen er mit Fædreland,
og Kristus er min Konge!

 

[gå frem til Favsingholm, kapitel I]
 
[1] Forbud paa: forvarsel om. tilbage
[2] Gudemørket: egl. gudernes tusmørke iflg. nord. myter om ragnarok. tilbage
[3] ti retfærdige: jf. Første Mosebog 18,32. tilbage
['1] paa: rettet fra "paa paa". tilbage