Arv og Gæld, kapitel 4
56
Fjerde Kapitel
Som paa de fleste andre af Landets Højskoler blev der ogsaa paa min Broders hvert Efteraar i Tiden mellem Sommer- og Vinterskolen – efter tilendebragt Høst – afholdt et stort Møde for Tilhængere af den grundtvigske Folkeopdragelse, et "Vennemøde", som det blev kaldt i Grundtvigianismens egenartede, følelsesfulde Sprog. Mødet varede flere Dage og samlede Deltagere fra hele Omegnen. Paa Marken omkring Skolen stod der i de Dage saa mange Vogne og tøjrede Heste som omkring en Festplads. Og inden Døre var alle Rum optaget af tilrejsende Gæster og fremmede Talere, der skulde overnatte. Ogsaa for Bespisningen blev der sørget, idet der til den Ende rejstes et rummeligt Telt ude i Haven.
57 I den store Foredragssal, der var tilbygget Skolen1, blev der Dagen igennem holdt oplysende Foredrag af forskellig Slags, og Aftenerne tilbragtes med timelange Drøftelser af det grundtvigske Livssyn og den danske Højskoles Fremtid. Tilstrømningen var dette Aar 2 saa stor, at Salen daarligt kunde rumme de mange Mennesker. Vinduerne maatte i Regelen aabnes, saa Folk ogsaa kunde staa udenfor og høre.
En af Mødedagene kom en større Flok Højskoleungdom, Piger og Karle, dertil fra Hornsherred, og til min Glæde opdagede jeg imellem dem den unge Gaardmandsdatter, jeg en Gang havde truffet derovre E167 og siden ofte tænkt paa'1. De var kommen dertil med Dagvognen over Frederikssund, men maatte gøre Tilbagerejsen om Aftenen ad en anden og besværligere Vej; først en lille Mil tilfods ned til Fiskerlejet Jyllinge, derfra med Baad over Fjorden og tilsidst en ny Vandring til Hjembyen derovre. Jeg var sammen med dem hele Dagen, baade til Foredragene og ved Maaltiderne, og om Aftenen fulgte jeg dem lige til Jyllinge. Her var altid en Baad 58 og en Færgemand at faa, og da Vejret var smukt – stille Luft og højt paa Himlen en klar Høstmaane – modstod jeg ikke Fristelsen til ogsaa at tage med over Vandet.
Det var en Rotur paa en god halv Time, og det blev en herlig Sejlads. Naar Højskoleungdom grebes af Naturens Skønheder sank den ikke som saa mange Byfolk sværmerisk ind i sig selv, men gav Følelserne Luft i fuldtonende Fællessang. Under hele Overfarten afløste den ene Sang den anden, og de friske, landlige Stemmer klang fornøjeligt ud over det stille Vand.
Mens jeg sad der vemodig stemningsbevæget ved Siden af den unge Pige, som jeg hele Tiden havde holdt mig i Nærheden af, forstod jeg ret, hvor taabeligt jeg havde mistydet de Anfald af pinlig Nedtrykthed, jeg saa længe havde været plaget af. Havde jeg ikke den hele Sommer gaaet og lavet mig vidtløftige Teorier om Aarsagen til dem. Og nu havde en eneste Dag, hvori der i Virkeligheden intet særligt var forefaldet, belært mig om, at det hverken var Hjernetræthed 59 eller Øjensvaghed men en utilfredsstillet Længsel, et ganske naturligt Savn, der var Skyld i alt mit Mismod. Jeg kunde have leet rigtig godt af mig selv, dersom ikke mine Fremtidsudsigter havde været saa sørgeligt usikre.
Ovre ved Hornsherredkysten lagde vi til ved en lille Træbro. Det unge Selskab gik i Land og drog Arm i Arm videre under fortsat Syngen. Selv blev jeg i Baaden for at komme tilbage med Færgemanden. Men længe naaede den hjemdragende Skares Sang ud til mig over Vandet, og mens jeg sad der ensom paa Toften med Haanden under Kinden og fulgte dem i Tankerne, mindedes jeg den Grundlovsfest, hvor jeg havde gjort den unge Piges Bekendtskab og spaseret med hende paa Skovstierne. Heller ikke den Gang var der sket noget; men alligevel havde jeg bagefter følt den samme Tyngsel omkring Hjertet som nu. Og hvor længe varede det ikke, før jeg havde kunnet frigøre mig for den? Var det derfor ikke bedst at undgaa flere Gentagelser? Jeg havde jo i Forvejen 60 mig selv at slaas med. Var det ikke nok? Et af min Mors mange Mundheld lød, at hver Dag E168 havde en Gerning til os, der skulde gøres til Gavn for vor Næste og os selv. Jeg var nu 24 Aar, og altfor mange Dage gik stadig hen med at drømme og grublisere. Det maatte have en Ende. Jeg var vel bleven et Mandfolk nu?
I "Ude og Hjemme" fremstillede jeg mig dette Efteraar3 første Gang for Læseverdenen med en lille Landsbyhistorie. Paa en af mine lange Spasereture havde jeg en Dag set en Del Mennesker forsamlet ved et faldefærdigt Husmandssted, der laa et Stykke fra Landevejen. Jeg troede først, det var en Begravelse, men opdagede, at der blev holdt Auktion, og gik saa derhen. Ved at forhøre mig hos Folk fik jeg at vide, at et gammelt Ægtepar havde boet der i Huset i næsten et halvt Aarhundrede og stridt tappert for Udkommet; men de havde nu maattet 61 give op og var havnet paa Sognets Fattiggaard. Det var deres tarvelige Bohave, som her blev spredt for alle Vinde under den sædvanlige Auktions-Gemytlighed. Tilsidst blev en krogbenet og halvblind gammel Hest trukket ud af Stalden og ført frem til Beskuelse og Vurdering: "Naa – hvad skal vi saa ha' for den Araber? Lad os faa et Bud!"
Det var paa Indtrykket af denne Oplevelse, at min lille Historie var bleven til, og trods dens Tristhed havde Borchsenius udvalgt den til Præsentationsstykke for mig blandt en Del andre Fortællinger4, som jeg samtidigt havde sendt ham til Gennemsyn og Prøvelse. Og hans Valg viste sig at have været heldigt. Kort efter Historiens Offenliggørelse fik jeg fra en københavnsk Boghandler5 et overraskende Tilbud om at afkøbe mig den hele Samling for 1200 Kr.6 Et Honorar, der fik det til at svimle for mig. Et tusinde to hundrede Kroner. Siden min 18de Aars Fødselsdag, da jeg fik udbetalt den Arv efter min Morfar, der satte mig i Stand til at gøre Rejsen til Schweiz, havde 62 jeg ikke følt mig saa eventyrligt velhavende. Jeg forstod, at det maatte være Borchsenius, der havde anbefalet Bogen saa varmt, at Manden absolut vilde sikre sig den.
Min Glæde over de mange Penge varede dog kun, indtil Bogen udkom og jeg fik gjort den Erfaring, at heller ikke i Literaturens Verden kan en Spurveunge kaste sig ud af Reden for at prøve sine Vingers Styrke uden at Aadselsfuglene faar travlt. Efter at gamle Erik Bøgh i en af sine yndede Føljetoner "Dit og Dat" havde basket mig godt om Ørene7, blev der frit Slag paa Bogen. Den var iøvrigt ogsaa en ret uensartet Prøvesamling, der lovlig tydeligt røbede det Kaos, mine Tanker E169 havde tumlet sig i, da den blev til. Et af de store københavnske Dagblade begyndte sin Anmeldelse med at tilraade mulige Læsere og navnlig Læserinder, dersom saadanne overhovedet kunde tænkes, paa Forhaand at forsyne sig med en Flaske Eau de Cologne og stænke godt omkring sig, da Bogens landlige Duft vistnok vilde falde alle dem for Brystet, der ikke havde 63 deres daglige Gang paa Møddinger og i Svinestier8.
Der var dog enkelte af Anmelderne, som med Anerkendelse fremhævede netop Bogens Landsbyhistorier, blandt andet fordi Fortællemaaden i dem var forskellig baade fra Schandorphs humoristiske og de saakaldte Skolelærerforfatteres lidt for sødladne Skildringer af Almuelivet paa Landet. Ogsaa ad privat Vej fik jeg gennem Borchsenius flere opmuntrende Hilsner, deriblandt fra ingen ringere end Alexander Kielland, som den Vinter opholdt sig i København.
Kielland havde med sine kækt henkastede Romaner og Noveller vundet sig en stor Læsekreds hos os, ja der var vist ingen hjemlig Forfatter, hvis Bøger blev læst med større Henrykkelse. Vi danske er nok i det hele nødt til at indrømme, at uden Hjælpen fra Norge vilde det literære Gennembruds Sejr hos os ikke være bleven saa stor og absolut, som den til manges Overraskelse blev. Allerede før Georg Brandes havde Ibsens sprængstoffyldte Dramaer skudt Breche 64 i mangen grundmuret Fordom, og Bjørnsons frimodigt tilstaaede Frafald fra Bibeltroen havde senere foraarsaget et formeligt Jordskælv i alle kirkelige Kredse, ikke mindst i Højskoleverdenen, hvor han længe havde været det store Navn i Literaturen og næsten var bleven løftet op i selve Grundtvigs ledige Højsæde. Endnu var hans Sange dog dem, der næst efter Grundtvigs egne hyppigst og med størst Begejstring blev sunget af Højskoleungdommen, ligesom hans Fortællinger trods Frafaldet fra Kristendommen vedblev at være dens kæreste Læsning. Det er vist i det hele ikke for meget sagt, at der i disse Aar blev baade læst og sunget lige saa meget eller maaske mere norsk end dansk i Danmark.
Den politiske Borgerstrid i Landet var i de senere Aar bleven alvorlig skærpet. Storbesiddernes Magtsyge, Embedsstandens og det højere Borgerskabs Forstokkethed havde 65 i Demokratiets tætte Rækker forstærket Raabet paa Folkestyre. Forsøgsvis var der bleven udnævnt nye Ministerier, alle dog lige konservative. Kongen var en stædig gammel E170 Herre, hans Omgivelser Nikkedukker og Øjentjenere, der heller ikke ønskede nogen Forandring. Uroen i Landet voksede fra Aar til Aar, tilsidst fra Maaned til Maaned, indtil den mundede ud i det berygtede og langvarige Estrupske Diktatur.
Havde Forholdet mellem min Broder og mig undertiden paa Grund af vore Naturers og Synsmaaders Forskellighed ofte været vanskeligt nok, saa var her et Omraade, hvor vi stemte ganske overens, ja det var vel dette absolutte Fællesskab overfor Tidens store politiske Opgør, som overhovedet havde gjort det fortsatte Samliv muligt. Vi fulgtes ad til alle Egnens politiske Møder, og min Broder, der var saa meget ældre end jeg og havde Valgret, hvad man den Gang først opnaaede med det fyldte 30te Aar, tog ofte Ordet ved disse Lejligheder og deltog i Diskussionerne.
66 Flere og flere af Demokratiets ledende Mænd lod sig efterhaanden skræmme til Tavshed af Ministeriets og det hele Regeringsmaskineris Brutalitet overfor alle Modstandere. I Haab om at faa lukket Munden ogsaa paa min Broder anklagedes han tilsidst for Overtrædelse af Ytringsfriheden. Der blev en stor Sag ud af det. Den gik gennem alle Instanser, og tilsidst stod han som sin egen Forsvarer overfor selve Højesterets fløjlsklædte Dommere. Dog ogsaa overfor denne højtidelige Forsamling fastholdt han som en anden Mester Ole Vind med Kraft og Myndighed sit Standpunkt til Regeringens Overgreb. Men mens den gamle Ole Vind af Christian den Fjerde blev belønnet kongeligt for sin frimodige Tale, udnævntes til Hofpræst og Kongens Konfessionarius, blev min Broder idømt flere Maaneders Fængsel og berøvedes en Række Aar den sædvanlige Statsstøtte til sin Skole.
Saadan var Forholdene. Hvad vi i vore Dage hører udefra om Nationers Umyndiggørelse eller Selvfornedrelse under et Enmandsvælde 67 opretholdt ved Hjælp af opfanatiserede og korrumperede Embedsmænd og Dommere, ved spidsfindigt Lovtrækkeri, brutal Knebling af Modstandere, Censur og andre uhyggelige Forhold, det kender vi altsammen af Erfaring. En Generalprøve paa det nuværende evropæiske Diktatur blev den Gang afholdt her i Landet. Den varede i 19 Aar9, og vi bærer endnu Mærker deraf, forsaavidt som vi jo stadig kan spore indeklemte Selvherskerlyster hos de politiske Partiers stærke Mænd, og det baade i det gamle og unge Højre og – ikke mindst maaske – i den modsatte Lejr10. Men saadan er jo Udviklingens sædvanlige Gang i Politik. I Dag dig – i Morgen mig!
E171 Der var blandt Skolens Elever denne Vinter en underlig En, der gik mistænksomt skottende omkring mellem de andre uden at blande sig synderligt med dem. Han var heller ikke som Størsteparten af disse fra Landet 68 men Københavner, et Proletarbarn fra Nørrebros Baggaarde og stærkt præget deraf baade i Sprog og Væsen. Til nogle af Medeleverne havde han sagt, at det var paa Grund af Regeringens Fremfærd overfor min Broder11, han havde søgt netop til denne Skole, men at han var bleven slemt skuffet af den. Han fandt slet ikke noget af det, han havde ventet at finde her, og en skøn Dag vilde han saamænd ogsaa nok stikke af derfra.
En Gang mellem to af mine Undervisningstimer kom han hen til mig og spurgte, om han kunde faa en privat Samtale med mig. Der var noget, han gerne vilde snakke med mig om. Jeg blev ikke videre glad for Anmodningen. Jeg syntes at kunne forstaa paa hans Tone, at det ikke netop var Behageligheder, han følte Trang til at sige mig. Det slog ogsaa til.
Det var om min Bog, han vilde tale. Han havde skaffet sig den tillaans og ogsaa læst den. Den var jo – Gudbevares! – vistnok saadan som den Slags Bøger nu en Gang 69 skulde være for at gaa i Folk. Der var ikke noget at sige til det. Men han vilde nu alligevel lade mig vide, at Fattigfolks Nød og Lidelser ikke var noget, man saadan kunde sidde i al Magelighed og drømme sig til. Man maatte selv have sultet en Gang og faaet Hjertet revet op af Verdens Kulde og Foragt for at kunne skrive sandt og ægte om de Ting. Her var lidt god Vilje ikke nok.
Der var, imens han talte, kommen noget vildt i hans Blik. Stemmen slog over, og hans Ansigt fortrak sig paa en Maade, som om et Skrig sad i Struben og pressede. Jeg lod ham tale ud. Men nu lød Skoleklokken, og vi maatte afbryde. Jeg foreslog saa, at vi en Gang skulde mødes udenfor Skoletiden, saa vi kunde faa talt rigtigt ud med hinanden. Det gik han ogsaa ind paa og sagde endogsaa Tak dertil. Forinden vi skiltes, aftalte vi Dagen for et Møde, der skulde finde Sted paa mit Værelse.
Men dette nye Møde kom aldrig i Stand. Som om han fortrød vor Aftale eller vilde forhindre, at det kom til en Forstaaelse imellem 70 os, undgik han mig tydeligt de følgende Dage, og kort efter gjorde han Alvor af sit store Forsvindingsnummer og forlod en Nat Skolen. Vi saa' ham ikke siden.
Jeg glemte ham dog ikke. Kunde overhovedet ikke godt glemme ham, fordi han siden en Tid blev en ret omtalt Mand. Han døde tidligt. Barneaarenes Nød, Tuberkler i Lungen og hans forgræmmede Sind nedbrød ham hurtigt. Men han levede dog længe nok til at blive en af Arbejderpartiets Heroer. Hans Fanatisme og hvasse Tunge gjorde ham tidligt til den, som de unge lyttede til med størst Begejstring og kaarede til deres Fører. Adskillige af hans Udtalelser gaar endnu ofte igen hos dem, der nu er bleven Partiets Ordførere.12
Bestandig ser jeg selv hans blege Ansigt for mig, naar jeg tænker tilbage paa hin nu saa fjerne Brydningstid, da ogsaa en Del af Literaturens Folk – og netop de største af dem – var Mænd i Rustning, den Tid, da et Drama af Ibsen, en Tidsskriftartikel af Brandes kunde rejse en Storm over Landet, 71 ufattelig for saa mange i vore Dage, da Skribentvirksomheden er bleven en fredelig Syssel, en Industri som saa meget andet, der en Gang havde noget med Kamp og dristig Daad at gøre.
Men er det ikke Klangen af en Krigslur, vi nu igen begynder at føle Savnet af i vort hjemlige Aandsliv? Dersom dets Kampe ikke skal blive bare ligegyldigt Mundhuggeri, maa de udkæmpes paa Slagmarker, hvor Livet sættes ind. Saadan er nu en Gang Vilkaarene for al Udvikling. Selv det ynkeligste lille Fremskridt kan ofte kræve Strømme baade af Sved og Blod. Saaledes blev det i Tidernes Morgen til Menneskehedens Bedste og Kulturens Fremme ordnet i Gudernes Raad, der – som Schaff plejede at sige – "ikke var nogen Forsamling af rare gamle Tanter med Hængekrøller og Strikketøj".
(Gå til kapitel 5)
