Torben og Jytte

En Fortælling-Kres

[gå tilbage]

III

Da Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver. Hun bad nu saa mindeligt om Lov til at sove videre.

Men Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

"Klokken er snart otte. Husk paa, at vi faar Fremmede fra Morgenstunden."

Jytte havde ikke glemt det, – det var netop af den Grund, hun helst vilde blive liggende. Endnu i Halvdøs begyndte Tankerne straks at væve videre paa Nattens vilde Skræmmebilleder og fik hende til at grue for den Dag, der nu kom.

Men da Moderen var gaaet, rejste hun sig med et Sæt overende og strøg Haaret bort fra Panden. Nu skulde det være forbi! Nu vilde hun ikke tænke mere!

Jytte hadede denne Grublesyge; hun skammede sig over sin Sørgmodighed og havde altid skjult den for Andre som man skjuler en legemlig Lyde. Hun 176 vilde tro, at det var hendes egenlige Natur at være glad. I Almindelighed varede det heller aldrig længe, før hendes Lune og Forstand eller i hvert Fald et eller andet Pulver hjalp hende til at ryste det tunge Sind af sig, og da hun nu slog Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af den klareste Sol, smilte hun ogsaa. "Dette er den første Morgen i mit nye Liv," – tænkte hun – "og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Hvad kan jeg forlange mere?"

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Hun havde ingen andre Genboer end Solen og saa en Spurv, der sad udenfor i Toppen af et Pebertræ og kiggede ind til hende med Hovedet paa Siden. Hun vendte Ryggen til Spejlet – hun havde siden hun blev voksen haft en Sky for at se sig selv nøgen – og særlig denne Morgen var hun nervøst utaalmodig for at komme i Klæderne igen.

Det kolde Bad fordrev den sidste Spøgelsefrygt. Med røde Kinder og livligt Sind kom hun en halv Time efter ned i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomstergrene i en Vase.

177 "Men kære, hvor har du al den Overflod fra?" spurgte hun og løftede en af Grenene. "Hvor er de dejlige!"

"Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, at det er Dihmer, der har været galant."

"Aa ja, det er nok ham. Det ligner ham da."

"Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Rosalia Birch."

"Aa, saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste!"

Rosalia Birch var den lille fregnede og skævskuldrede Barndomsveninde, som engang havde været med hende paa Storeholt. Hun havde nu en Pogeskole i Slagelse og skrev altid over sine Breve: "Trædemøllen". Men sit gode Humør havde hun bevaret midt i Hverdagssliddet, og i hendes Klageraab til Veninderne blandede sig den pudsigste Lystighed.

Mens Jytte sad i Kurvesofaen og læste sit Brev med et Smil, blev hun skarpt iagttaget af Moderen, der nu var ganske klar over, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Men hvilket? Torben Dihmers Blomster havde ikke helt beroliget hende. Jyttes Udseende heller ikke. Hun kunde ikke glemme det Mørke, der havde hvilet over hendes Ansigtstræk, da hun for lidt siden vækkede hende ...

178 Der var saa meget hos Jytte, der mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham, ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord, og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik. Og nu var hun igen bleven mindet derom ved det haabløse Udtryk, hvormed Jytte før vaagnede. Det var det samme Udtryk, som hun saa tidt havde set i Ebbes Ansigt i hans sidste Levetid, naar han glemte, at han ikke var alene. Derfor følte hun sig ikke tryg, og det saa meget mindre som hun i Grunden ikke kunde finde det urimeligt, om Jytte var bleven lidt skuffet af sin Ven.

"Synes du, at Torben Dihmer har forandret sig 179 meget?" spurgte hun, da Jytte havde læst sit Brev.

"Hvad synes du?"

"Jo – noget. Ikke saa ganske lidt maaske. Men vel egenlig kun til sin Fordel. Saadan en Rekonvalescents klæder jo gerne Mænd i hans Alder. De faar igen noget rent, noget naivt og uskyldigt over sig. Og det kan de fleste af dem jo nok trænge til."

Jytte svarede ikke noget hertil; hun følte sig generet af Moderens Ligefremhed – men i sit Hjerte gav hun hende Ret. Det var netop det Indtryk, Torben havde gjort paa hende den foregaaende Aften dernede i Hotelsalen, da han kom gaaende alene inde fra Læseværelserne – saa forskellig fra alle de andre Herrer, med et Skær over sit Ansigt som kom han inde fra en hel anden Verden, – næsten en forklaret Skikkelse. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig i Nat, og det var vel nok derfor, hun ikke havde kunnet sove ...

Hun rejste sig hurtig op, og Blodet jog hende til Kinderne. Hun havde hørt Klangen af hans Skridt nede paa den brolagte Sti mellem Havemurene.

Da hun saae ham komme op gennem Gangen i et lysegraat Jakkesæt og med en Straahat i Haanden, forvirredes hun et Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, ham som hun netop for bestandig havde forvist til Mindernes Skyggeverden. 180 Men da han kom nærmere og hun saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.

I en Timestid sad de ved Tebordet og førte en springende Passiar om alt muligt undtagen netop det, der optog alle deres Tanker. Torben viste sig stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Han havde paa Grund af sin aarelange Tavshed endnu nogen Vanskelighed ved at udtrykke sig med Liv, var desuden fremmed for de fleste af de Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.

Fru Berthas Øjne spaserede hyppigt frem og tilbage mellem ham og Jytte, og hun følte sig mere og mere beroliget. Manden var jo som forvandlet, og Jytte syntes at være lykkelig.

"De ser saa frisk ud idag," sagde hun. "Igaar var De endnu lidt træt efter Rejsen. Min Nevø har virkelig Grund til at være stolt af Dem. For De maa jo dog indrømme, at De nu omtrent helt og holdent er hans Værk."

Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Paastand om, at Lægemidlerne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.

181 "Og jeg holder med Præsten. Der skal virkelig ofte en "Velsignelse" til, som ikke kan købes paa et Apotek," sagde han.

Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Tale, da hun vilde svare.

"Du glemmer at byde mere Te, Mo'er. Hr. Dihmer har ingenting i sin Kop. – Hvordan synes De saa om Generalkonsulinden? Det har De endnu ikke fortalt os. Havde jeg ikke Ret? Hun er farlig."

"Jo, det maa jeg sige, hende skal man vistnok være bange for."

"Kan De begribe, hvordan Manden har faaet hende? Og at han saadan lader sig kujonere af hende? Det er næsten uhyggeligt."

Fru Bertha sagde:

"Deres forhenværende Ven har rimeligvis Anlæg for Hypokondri – som jo er en meget udbredt Sygdom i vor Tid. Det er vel i det hele Forklaringen paa Fænomenet Weller."

"Ja – Historien om Pastor Mavelsen og hans Kone i stadig ny Udgave," sagde Jytte.

"Hvad er det for en Historie?" spurgte Torben.

"De kender den ikke? – Kan jeg fortælle den, Mo'er?"

"Jeg veed ikke, hvad det er for en Historie, du tænker paa."

"Jo, det var en Kapellan, der kom ud til en 182 Præstegaard paa Landet, hvor der var en giftefærdig Datter. Det var jo Meningen, at de skulde have hinanden, men Kapellanen var et Uhyre af Grimhed, og det blev ikke til noget, før han en Dag paa en romantisk Sommervandring gennem bølgende Kornagre kom til at fortælle hende, at han led af Mavekatar. Det gjorde hun nemlig ogsaa, og nu faldt de hinanden om Halsen og levede i et lykkeligt Ægteskab indtil deres Dages Ende."

"Aa du med dine Historier!" sagde Moderen. "Men De traf jo ogsaa en anden Bekendt nede paa Hotellet iaftes. Jeg saae, De stod og talte med Direktør Zaun."

"Ja, jeg kender en Smule til ham fra Studenterdagene."

"Han er vist et Menneske med en Del politisk Indflydelse. Jeg husker, at min Mand undertiden havde private Konferencer med ham."

"Saa'1 vidt jeg har forstaaet, er Hr. Zaun en Slags Generalagent for Partiledelsen."

"Og nu har han gjort Dem et Tilbud?"

Torben havde ingen Lyst til at komme ind paa den Sag, og da de nu var færdige med at spise, trak han en Brevtaske frem og tog af den en Konvolut, der hele Tiden havde brændt ham i Lommen.

"Jeg har taget et Par Fotografier med, som jeg 183 tænkte, det maaske kunde more Dem at se. Dette f. Eks. –."

Han rakte et Kabinetsbillede over til Damerne, der begge sad paa den anden Side af Bordet.

"Nej se!" udbrød Fru Bertha. "Hvad er det for en prægtig gammel Gaard? Det er da ikke –?"

"Jo, det er Favsingholm," sagde Torben.

Jytte, der straks havde bøjet sig interesseret frem for at kigge over Moderens Skulder, trak sig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem hun her blev præsenteret for.

"Men det begriber jeg ikke!" sagde Fru Bertha. "Asmus sagde, at De boede saa uhyggeligt."

"Det forstod jeg paa Dem igaar; ... derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud."

"Men De har sandelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at den var en gammel Røverrede."

"Gaarden har en meget mærkværdig Historie – ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen har været lidt forsømt, og det er sagtens det, Asmus har tænkt paa; men det hele skal nu fuldstændig restaureres. 184 Hvad synes De om Beliggenheden? Det er Fjorden, De kan se lidt af bag Træerne. Den har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne. Egnen er ganske køn, tror jeg, f. Eks. om Foraaret, naar Engene er rigtig friske og de første Kreaturer viser sig derude i alt det Grønne. – Her er et Parti af Parken. Den er heller ikke i den Stand, den skulde være; da jeg var syg, havde jeg jo ingen rigtig Interesse for den Slags Ting. Jeg faar i det hele en Del om Ørene, naar jeg kommer hjem."

Jytte lod stadig, som om hun saae til, men Billederne viste sig for hende i en Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde disse fuldkommen fremmede Steder for sit Hjem, syntes hende fantastisk og urimelig.

Torbens pludselige Veltalenhed, den Varme, der var kommen i hans Stemme, havde overhovedet igen faaet hende til at føle det hele Forhold som saa aldeles haabløst. Blot den Maade, hvorpaa han udtalte Ordet Favsingholm eller sagde "min Gaard", gjorde hende Stedet næsten forhadt.

Torben rakte et nyt Billede over Bordet.

"Ja, hvad dette her er, kan De næppe gætte. Det er "Riddersalen". Den ser fæl ud, ikke sandt? Min Bedstefader brugte den til Kornmagasin, og den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min 185 Faders Yndlingsplaner at faa den sat i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg engang at faa den bragt tilbage til den gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde, der har nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?"

"Nej."

"Dronning Anna Sofie."

"Hvordan det?"

"Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard, og jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra hende."

"Men det er jo virkelig interessant," sagde Fru Bertha. "Hvorfor har De aldrig før fortalt os om de Ting?"

"Af en gyldig Aarsag – jeg kendte dem ikke selv. Jeg var kun tolv Aar, da jeg kom hjemmefra, og i lang Tid viste jeg mig kun hvert andet Aar derhjemme som min egen Gæst. Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden – eller rettere at give den tilbage til Samfundet mod en Affindelsessum for at faa den udstykket i Husmandslodder. Kan De huske min Plan? Nu vilde det unægtelig ikke længer falde mig saa let at skulle realisere den."

186 "Hotelkarlen er kommen," afbrød Jytte. "Vi bliver nødt til at rejse os, Mor! Han vil vist gerne tage af Bordet."

"Ja ja. Velbekomme da!"

Mens Fru Bertha blev paa Loggiaen for at give Hotelkarlen en Besked, gik Jytte ned i Haven, og Torben fulgte hende. Af Frygt for, at Samtalen skulde tage en alvorlig Vending, gav Jytte sig til at tale om de Bekendtskaber hun havde gjort blandt Gæsterne paa Hotellet.

"De morede Dem vist egenlig ikke dernede iaftes. Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem."

Torben undskyldte sig med, at han endnu ikke var helt akklimatiseret, men han gik forresten ikke nærmere ind paa Sagen. Hans Tanker fulgte deres egne foraarsgrønne Stier, og pludselig sagde han:

"De rider vel endnu, Frøken Jytte?"

"Nej, det har jeg virkelig for længe siden glemt."

"Glemt? Hvad skal jeg da sige? Og der er ikke meget, jeg saadan længes efter som igen at sidde paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Saddel var det i Deres Selskab – men det kan De velsagtens ikke huske. Vi gjorde den lange Tur ud over Valby Bakke og omkring Utterslev i en dejlig frisk Nordvest, og paa Tilbagevejen – det husker De dog vist – maatte jeg staa af Hesten og hvile mig paa Grøftekanten, 187 fordi jeg havde faaet ondt. Det var en flov Historie for mig! De var saa elskværdig at ride hen til en Gaard for at hente noget Vand, og paa Vejen tabte De Deres Lommetørklæde – jeg ser det endnu ganske tydeligt flyve henover Markerne."

"Jo, den Dag husker jeg godt."

"Gør De? Men saa vil De ogsaa forstaa, at jeg føler en brændende Trang til at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald."

"Ja, med Muldyr og Æsler – andet fører vi ikke her."

"Jeg vil dog gøre et Forsøg."

"For min Skyld skal De nu ikke ulejlige Dem. Jeg veed desuden bestemt fra Hr. v. Auen, at der ikke er tilredne Heste at faa."

Torben saae fra Siden hen paa hende og blev tavs; og Jytte fortrød sine Ord endnu før hun havde sagt dem. – De var kommen hen i den nederste Del af Haven og vendte just om ved den samme Rosenbusk, hvor hun den foregaaende Dag havde taget de tre Blomster, som hun havde villet give ham ved Ankomsten. Drevet af en Indskydelse standsede hun nu og rev en Knop af.

188 "De har ingenting i Deres Knaphul," sagde hun. "Det bruger vi her. Værsgo'!"

Men Torben beholdt baade Blomsten og hendes Haand og trykkede den sidste til sin Mund.

"Jytte –" begyndte han.

Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit hele Legeme forgaa i Ild.

"Nej – ikke nu! Ikke her!" hviskede hun halvt vredt, halvt bønfaldende; gjorde derpaa med Magt sin Haand fri og skyndte sig bort.

"Hvorhen saa hastigt?" spurgte Moderen; hun stod endnu ved Tebordet og hjalp Hotelkarlen med at lægge Servicet i en Kurv.

"Jeg vil op og hente min Parasol. Solen brænder allerede, saa man er ved at skoldes."

Da hun noget efter kom ned fra sit Værelse, stod Moderen og Torben i Samtale nedenfor Loggia-Trappen.

"Dihmer indbyder os til en Biltur," sagde Moderen. "Hvad siger du?"

"Storartet – siger jeg!"

Og virkelig kunde hun ikke tænke sig noget, der i Øjeblikket passede hende bedre end saadan at fare som en Storm henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, køre Nattens Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sig med Trodsens blinde 189 Mod til at lade staa til – op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

"Hvornaar skal det være?" spurgte hun.

"Helst straks, dersom det passer Damerne. Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Vognen."

En halv Time efter var de allerede afsted.

[*]

Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, Fodgængere, Landevejstiggere og Automobiler jog dem hovedkulds forbi. Det tog sig i Farten ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. I det ene Øjeblik saae de ud over Havet, der laa stort og roligt med sin sølvhvide Brændings-Bræmme; i det andet taarnede Omgivelserne sig op omkring dem, pressede dem ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Jytte sad med halvlukkede Øjne bag sit brune Slør. Naar Moderen eller Torben talte til hende, smilte hun blot, idet hun lod, som om hun ikke kunde høre dem paa Grund af Køreværkets Brummen.

Torben lod sig ikke længer forurolige af hendes Hensynken i sig selv. I hans Knaphul sad hendes 190 Rosenknop, og i hans Øre klang som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun var flygtet fra ham derhjemme i Haven: "Ikke nu! ... Ikke her!" Han sad der allerede med en Besidders Tryghed og gjorde sine Rigdomme op. Og han smilede hen for sig, idet hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed endelig var forbi, ... om to, maaske tre, allerhøjst om fire Maaneder.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden hjem til København. Hun forestillede sig, hvad der vilde blive sagt rundtom i Bekendtskabskresen, naar den modtog Meddelelsen om hendes Forlovelse. Nogen stor Overraskelse blev den vel ikke for mange, men snakkes skulde der nu engang. Alle de gamle Historier om hende vilde vel ogsaa blive varmet op igen ved denne Lejlighed. Hun kunde tydeligt høre Stemmerne. Tykke Emmy Carlsen vilde sidde paa sin faste Plads ved Vinduet hos Konditoren og raabe Torbens og hendes Navne ud til sine Bekendte i Lokalet. Og Lydia vilde ture rundt i sin Luksusbil og gøre sig interessant ved humoristisk at udmale i Enkeltheder, hvordan det hele var gaaet til.

Ogsaa paa Rosalia Birch i Slagelse tænkte hun og paa Meta Haagensen – de to eneste Mennesker, hun misundte. Meta sad nu som Doktorkone et Sted paa den jyske Hede og havde fire Børn, fire dejlige Unger, der alle havde faaet hendes gode, troskyldige 191 Øjne og søde Smil. Hun, hvem de allesammen havde beklaget, var maaske bleven den eneste rigtig lykkelige, fordi hun var den eneste af dem alle, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne? ...

Et Flodhestebrøl fra Bilhornet fik hende til at fare sammen. De havde allerede passeret flere større Byer, som dog ikke indbød til Ophold, og de kørte videre paa Lykke og Fromme for at søge et idyllisk Sted, hvor de kunde spise Frokost. Nu gjorde de Holdt ovenover en lille By, der laa i Bunden af en frodig Skovkløft, som aabnede sig ud mod Havet. En Jernbanebro paa vældige Murpiller forbandt Kløftens Sider højt oppe over Husenes Tage, men Landevejen gik i en stor Bue uden om den. Som et Galleri løb den langsmed den stejle Bjergmur og naaede slet ikke ned til Byen, hvortil der overhovedet kun var Adgang ad stejle Stentrapper. Netop derfor saae den saa fredelig ud, og de bestemte sig til at holde Rast der.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede han hemmeligt hendes Haand, – og der gik et lille Kuldegys gennem hendes Hjerte.

"Aa, Torben," tænkte hun. "Hvad skal der blive af os to?"

Først spaserede de lidt omkring i Byen, var inde i Kirken og ude ved Stranden, og spiste derpaa 192 Frokost i "Den italienske Løve", et tarveligt Trattoria ved Torvet. Bordet var blevet dækket udenfor i Kirketaarnets Skygge midt imellem kurrende Duer og legende Børn, og de fik her anrettet et landligt italiensk Maaltid, saadan som Fru Bertha og Jytte udtrykkeligt havde ønsket det: en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og til Dessert en stor, afsavet Gren med Appelsiner anbragt midt paa Bordet. Det sidste var et Paafund af Torben, som i det hele var den omhyggeligste Vært og af lutter Omsorg for sine Gæster næsten glemte selv at spise.

Maden var forfærdelig, og den skjorteærmede Krovært, der i egen Løvemajestæt besørgede Opvartningen, udbredte Bølger af en rivende Hvidløgsos, der var nær ved at tage Vejret fra dem. For at Torben ikke skulde blive ked af det roste Jytte dog hele Arrangementet overmaade og blev alvorligt vred paa Moderen, naar denne ikke kunde tilbageholde sin husmoderlige Kritik. Men tilsidst gik ogsaa hos hende Naturen over sine Bredder. Da to smaa Kyllingeskeletter blev sat for dem med megen Værdighed og Værten havde fjernet sig i sin Røgelsesky, kunde hun ikke bevare Alvoren længer. Og straks sad de alle tre tilbagekastet paa Stolene og lo, saa Taarerne stod dem i Øjnene.

Jytte var henrykt over engang igen at kunne le 193 rigtig ud. Hun syntes nu, at det var bare det, hun havde trængt til. Og hun drak paany af den stærke, blodsorte Vin, skønt hun godt kunde mærke, at den allerede var stegen hende til Hovedet.

Et Jernbanetog buldrede i det samme ud af Bjergsiden ovenover dem, dundrede over Broen og forsvandt i en ny Tunnel paa den modsatte Side. Denne Torden vækkede et Pakæsel, der stod bundet i Skyggen af en Platan henne ved Kirkemuren. I sin Ærgrelse over at blive forstyrret i sin Middagslur gav den sig til at skryde gudsjammerligt. Da den først var begyndt, kunde den aabenbart ikke holde op igen, og til denne Taffelmusik fortsattes nu Maaltidet under vedvarende Overgivenhed.

Bagefter gik de igen ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under den solbagte Klippevæg. Fru Bertha, der heller ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en noget omstændelig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz.

Torben var en hensynsfuld Tilhører, hvorimod Jytte hurtigt blev utaalmodig. Moderen var i det hele bleven hende til Besvær. Hun længtes efter at blive ene med Torben, at føle hans Hænder omkring sit Hoved, hans Mund mod sin. Men Moderens Historie fik ingen Ende, og da rejste hun sig tilsidst 194 og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa et Klippestykke yderst ude.

Havet udenfor laa saa stille og missede mod Solen som et søvntungt Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder kogte Brændingen, og denne hjemlige, salte Lyd kaldte paa Erindringen. Det var, som om hele hendes Liv gled op for hende i disse Øjeblikke, mens hun sad der med bankende Pulse og ventede paa sit første Elskovskys.

Barndomsminderne fra Samsø lokkedes lysende frem af Bølgebruset. ... Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa 7-8 Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad Faderen og Moderen med hinanden i Haanden; men nu rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. "Hvem henter mig den?" raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig for at kunne soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund ...

Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene for længe siden døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Da han forsvandt paa sin Eventyrflugt, 195 var hun endnu kun et Barn. Men den Dag, da Telegrammet kom om Rømningen, vilde hun aldrig glemme. Faderens Ophidselse, hans hvide, sammenbidte Ansigt, og Moderens forstenede Ro. Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn.

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre, som dog havde været saa lykkelige med hinanden, og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? For det var jo det forfærdelige, at overfor Ulykken var Alle lige værgeløse. Hvad nyttede alle vore Anstrengelser, alle vore gode Forsætter, alle vore Forskansninger? Ulykken gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad vi netop troede allerbedst forvaret ...

Hun hørte Skridt bag sig. Det var Torben, der kom for at hente hende. Hun rejste sig hastig, og da hun mødte den store, trygge Glæde i hans Ansigt, jog der paany en Isning gennem hendes Hjerte.

De fulgtes tilbage til Bænken, hvor Moderen sad. Torben foreslog at spasere lidt op i Skoven; men Fru Bertha fandt det paa Tide at vende hjem. Jytte ytrede ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Paa Vejen op ad de mange stejle Stentrapper, der førte op til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik 196 Fru Bertha forrest, saa kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinnene var særlig høje. Afstanden mellem Fru Bertha og de Andre blev stadig større. Trappen gik i Zigzag mellem hvide Havemure, der ved Omdrejningerne skjulte dem for hinanden, og det var Jytte, der med Hensigt holdt sig tilbage, idet hun gjorde sig mere og mere ubehjælpsom. Og saa skete det da i et lykkeligt Øjeblik, da Moderen igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde sine Hænder omkring hendes Hoved nøjagtigt saaledes, som hun havde drømt derom, og kyssede hendes Mund og kaldte hende sin Elskede.

Under Hjemkørslen sad Jytte igen med halvlukkede Øjne bag sit tætte Slør og lod de Andre snakke. Eftermiddagen var allerede vidt fremme, og det blev næsten Aften, inden de naaede tilbage. Jytte følte sig træt, og da ingen af dem havde Lyst til at tage hjem og klæde sig om til Middagen paa Hotellet, blev de enige om at spise paa en Restavration.

Da Jytte stod foran Spejlet inde i Dameværelset og ordnede sit Haar, tænkte hun paa, at hun her første Gang saae sig selv som Forlovet, og det slog hende, at hun ikke saae glad ud. Hun var nu ogsaa kommen til at fryse slemt paa Hjemturen og havde i Grunden haft mest Lyst til at tage lige hjem.

197 Da hun kom tilbords kunde hun heller ikke spise noget. Hun nødte lidt Suppe og lidt Fisk i sig for at de Andre ingenting skulde mærke, men hun rørte dennegang ikke Vinen, før Torben ved Slutningen af Maaltidet hilste paa hende i et Øjeblik, da Moderen var optaget af at betragte et Naboselskab. Da rettede hun sig smilende op med et afmægtigt Forsøg paa at generobre sin Glæde. Uden at hun selv vidste det, saae hun over paa ham med et tungt Blik, der fik ham til at studse.

For at nyde godt af det begyndende Maaneskin gik de bagefter hjem ad Strandpromenaden. Jytte holdt Moderen under Armen, og Torben fulgte hende paa den anden Side. Han fortalte om sin Spaseretur med Direktør Zaun den foregaaende Aften og kom derved ogsaa til at nævne de Raketter, der var bleven sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib.

"Aa Herregud!" fløj det Jytte helt klagende ud af Munden. "Det har været Mohn!"

"Hvem?" spurgte Torben.

"Hvor kommer du paa den sære Ide?" sagde Moderen.

"Aa, jeg veed saamænd ikke. Det faldt mig blot ind. Han rejste jo igaar, og jeg husker, at han engang har talt om saadan noget."

"Men hvem er Mohn?" spurgte Torben nu igen.

"Det er et brystsygt ungt Menneske, der har været 198 her nogen Tid," skyndte Fru Bertha sig at forklare. "Han rejste til Ægypten og kommer næppe nogensinde levende derfra. Han var forfærdelig medtaget."

Jytte tav stille. De var kommen op ad Trappen til Hotellets Strand-Terrasse og gik herfra videre gennem Parken, der løftede sig højtideligt op mod Stjernehimlen med sine Palmer og Cypresser. Kort efter var de hjemme.

Torben vilde ligesom den foregaaende Aften tage Afsked ved Gitterlaagen men fulgte dog med til Foden af Loggiatrappen, idet han bestemt ventede, at Jytte vilde finde et Paaskud for at kunne følge ham tilbage gennem Haven. Det skete imidlertid ikke. Hun saae igen paa ham med et besynderlig hjælpeløst Udtryk, gav ham et fortroligt, et næsten knugende Haandtryk men slap ikke Moderens Arm.

"Vi ses vel igen imorgen?" sagde Fru Bertha. "De veed, De er altid velkommen."

Moder og Datter gik sammen ind i Stuen, og mens Fru Bertha tændte Lampen, stod Jytte ved det aabne Vindu og hørte paa Musikken, der lød derop nede fra Hotellet. Dernede sad nu Hr. v. Auen og de andre Sorgløse, tænkte hun, og hun var ikke langt fra at ønske sig derned for at blive sit Mismod kvit. – Men ogsaa til den unge Mohn fløj hendes hvileløse Tanker. Det rørte hende alligevel nu, at han havde gjort Alvor af at sende hende denne 199 sidste Hilsen paa sin ensomme Vej mod Døden. Hun kunde ikke lade være med at bebrejde sig, at hun ikke en eneste Gang havde haft ham i sine Tanker siden de skiltes, og det pinte hende at tænke paa den Koldblodighed, hvormed Moderen for lidt siden saa at sige kastede Jord paa ham til sin egen og Torbens Beroligelse. Saadan var vi Mennesker! Saadan var de bedste! ...

"Jeg tror, du skal lukke Vinduet," sagde Moderen. "Her bliver for koldt."

"Ja."

"Hvad er der i Vejen med dig, Jytte? Er du ikke rask?"

"Jeg? Jeg fejler ikke det mindste. Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg vil gaa op og lægge mig."

"Ja, det har vist været for meget for dig idag. Jeg har kunnet se det paa dig. Har du ikke ogsaa taget lovlig meget Aspirin i den sidste Tid? Jeg synes, jeg savner saa mange Pulvere."

"Saa maa jeg vel undvære iaften da! Godnat!"

Fru Bertha satte sig hen med sin Avis, men hun kunde heller ikke denne Aften faa Tankerne med i Læsningen. Jyttes Væsen og Udseende paa hele Hjemturen huede hende ikke. Hun forstod sig mindre og mindre paa hende, og det nyttede jo ikke at spørge. Hvor megen Umage hun end havde gjort sig for at bevare sine Børns Fortrolighed, og trods 200 det halvt kammeratlige Forhold, der ogsaa altid havde bestaaet imellem dem, til deres Hjerter havde hun dog aldrig fundet Vej. Hvad Jytte inderst inde følte og tænkte, fik hun intet at vide om. Det betroede hun kun sit Klaver.

[*]

Torben gik denne Aften lige hjem til sit Hotel. Han var ikke længer saa tilfreds med Dagens Udbytte. Paa sit Bord fandt han nogen Post, der var sendt efter ham fra Wiesbaden, deriblandt en Avis i Korsbaand, der gjorde ham lidt nysgerrig, fordi han i Udskriften genkendte Asmus Hagens ilfærdige Lægepen. Alligevel blev han siddende med Avisen i Haanden uden at bryde Omslaget.

Hans Tanker var bleven tilbage hos Jytte. De forfulgte hende mistænksomt paa de gamle Snigveje. Der var altsaa ogsaa en Hr. Mohn! Det var allerede Nummer to! Var der flere? Og havde hun maaske ladet sig kysse af dem Alle i Skjul af et Par høje Havemure? ...

Der blev banket paa hans Dør.

Tjeneren bragte et Kort.

"Er den Herre derude? Bed ham om at ulejlige sig herop?" sagde han og var taknemlig for at blive revet ud af sine lumre Tanker, som han nu skammede sig over.

201 Tjeneren aabnede atter Døren, og Direktør Zaun tumlede ind med en Undskyldning, fordi han forstyrrede saa sent paa Dagen.

"Jeg havde ventet at træffe Dem ved Middagen paa Hotellet. Da mit Haab skuffedes, og jeg dog skulde gaa min ordinerede Aftentur, forsøgte jeg at finde Dem her ... Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem."

"Tag Plads! Tag Plads!" sagde Torben. "Jeg er lutter Øre!"

"Tingets Opløsning er besluttet!" forkyndte Hr. Zaun allerede i halvt siddende Stilling. "Jeg kan ikke saa godt nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer i Begyndelsen af Juli. De erindrer maaske, at jeg igaar angav nøjagtigt det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning."

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa vilde falde akkurat paa den Tid, da han haabede at kunne holde Bryllup.

"Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partibestyrelsen skal samles næste Torsdag. Det er jo yderste Tid at tage fat paa Forberedelserne. Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært – ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf for mig, om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres."

202 "De rejser hjem?" spurgte Torben for at vinde Tid.

"Ja, imorgen Aften, senest Mandag Morgen."

"Men Deres Kur, Hr. Zaun? De skulde jo gennemgaa en Kur her."

"Ja, den maa jeg altsaa desværre afbryde. Det er der ikke noget at gøre ved," sagde han, og hans ellers saa mistrøstige Øjne lyste ved den nære Udsigt til en Valgkamps Travlhed og Spænding. "Gudbevares! Jeg betragter mig ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte. Og dennegang gælder det jo en afgørende Styrkeprøve. Lider den borgerlige Liberalisme Nederlag, har vi enten Absolutismen over os eller den sociale Revolution."

"Jeg maa gøre Dem et Spørgsmaal," afbrød Torben ham. "Dersom jeg har forstaaet Forholdene rigtigt er det Hensigten at indgaa i Valgforbund med Arbejderpartiet. Er det ikke saadan? Jeg holder af at have Tingene paa det rene og maa derfor udbede mig Oplysninger."

Direktøren krympede sig lidt ved Svaret.

"Nogen officielt anerkendt Alliance vil der næppe blive Tale om. Det vilde sikkert heller ikke være nogen klog Taktik i Øjeblikket. Men – unægtelig 203 – vi vil bestræbe os for underhaanden at faa et Samarbejde bragt i Stand i adskillige Valgkrese."

"Nuvel. Men tror De saa egenlig, at det vilde være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste – en Godsejer?"

"Men ingen almindelig Godsejer – om jeg maa bede! En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog Ordet for i Aprilforeningen. En Godsejer, der er erklæret Georgist."

"Aa, det er saa længe siden!"

"Det gør ikke noget. Vi lader Deres Udtalelser fra dengang optrykke i Partiets Blade Landet over, og jeg lover Dem at interessere mig personlig for, at ogsaa Arbejderbladene optager dem. Men forresten nærer jeg aldeles ingen Ængstelse for, at man skal tvivle om Oprigtigheden af Deres Tilslutning til os, allermindst efter at De nylig paa en saa smuk Maade i Gerning har givet Bevis for Deres humane Syn. Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning har gjort Dem meget populær i Arbejderkrese."

Torben afbrød ham igen med nogen Utaalmodighed. Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af denne Smule Velgørenhed, som ogsaa paa anden Maade 204 var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert Brev, han havde modtaget fra sin Inspektør eller fra Godsskriveren, var der bleven forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med Alt og levede i evig Ufred. Et Par af dem var endogsaa paa opsigtsvækkende Maade flyttet tilbage til Sognets smudsige Fattighus, og – hvad der gjorde ham mest ondt – skræmmet af Spektakkelmagerne havde gamle Barbara en Dag i al Stilhed forladt Favsingholm med sine faa Pakkenelliker, og Ingen vidste, hvor hun var tyet hen. Det syntes saaledes at skulle gaa bogstaveligt i Opfyldelse, hvad Mads Vestrup, den Ulykkesprofet, havde spaaet ved deres sidste Møde, at der "ingen Velsignelse vilde blive ved det Hjem."

Hr. Zaun tog et stort Papir op af sin Brystlomme. Det var Partibestyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde. Han bad om Tilladelse til at oplæse det i sin Helhed, i hvilken Anledning han rejste sig med Lorgnetten i Haanden og stillede sig op i Talerstilling bagved Stolen.

Torben hørte opmærksomt efter. Det var løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsunderstøttelse, om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse, om Præmier for Havedyrkning o. s. v. – den hele lange Række af Partiets "Mærkesager", som 205 engang havde lyst ogsaa for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu følte han ret, hvor uhjælpelig fremmed han var bleven for meget af sin egen Fortid med dens naive Tro paa alle Slags menneskelige Paafund. Al denne glade Bebudelse lød uhyggelig i hans Øre. Men han havde i Øjeblikket heller ikke Tanke for meget andet i Verden end at vide Grunden til Jyttes Skyhed. Hans genvundne Manddomskraft sad foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning; og før han følte fast Grund under sin egen Lykke, kunde han ikke bryde sig stort om andres.

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere Hr. Zaun blev for at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere blev han vist tilbage.

"Jeg er bleven vant til at have en lang Betænkningstid," sagde Torben. "Jeg vil i hvert Fald have Lov til at sove paa det."

Den Anden iagttog ham et Øjeblik mistænksomt over sine Briller.

"Men længere end til imorgen Aften kan jeg altsaa ikke godt vente paa Deres Svar."

"Til den Tid skal De saa ogsaa have det," sagde Torben og lod nu forstaa, at han ønskede en Afslutning.

206 Da han havde fulgt Direktøren tildørs, blev han nogen Tid staaende ved Siden af sin Stol og faldt i Tanker med Haanden paa dens Ryg. Han tænkte paa, hvad Asmus Hagen og hans andre politiske Ungdomsvenner vilde sige, i Fald han afslog at lade sig engagere som offenlig Personlighed – i hvert Fald foreløbig. Og Fru Bertha? Hun vilde ikke tilgive ham det. Til Gengæld vidste han, at han vilde finde Forstaaelse hos Jytte, og det var ham unægtelig det vigtigste. Han havde ikke glemt, hvordan hun engang havde talt respektløst om selve Ministerværdigheden og ment, at hendes egen Fader havde betalt den med sit Liv. – Aa, hun havde været den eneste kloge!

Hans Øje faldt i det samme paa Asmus Hagens Korsbaandssending, der stadig laa uoplukket paa Bordet, og han satte sig endelig ned og brød Omslaget.

Det viste sig at være et Nummer af et liberalt Hovedstadsblad, som Vennen undertiden selv skrev i. Her fandt han paa Forsiden en Meddelelse afkrydset med et blaat Blyant og forsynet med to mægtige Udraabstegn i Marginen. Endnu halvt fraværende løb han Linjerne igennem, indtil han stødte paa Mads Vestrups Navn. Saa begyndte han forfra og læste nu, at Præsten til Favsing og Lime, der for sin Provst havde tilstaaet sig skyldig i Overtrædelse 207 af det sjette Bud, var bleven afsat fra sit Embede og straks havde forladt Sognet sammen med sin Familje.

Torben kastede sig tilbage i Stolen og lagde Armene over Brystet.

"Det var som Pokker!" tænkte han højt.

Iøvrigt huskede han nu godt, at der allerede forinden han rejste hjemmefra var gaaet sære Rygter om Mads Vestrups Sindstilstand. Hans Godsskriver havde ogsaa senere engang i en Efterskrift til en af sine Ugeberetninger omtalt et Optrin i Favsing Kirke, hvor det mærkværdige Menneske midt under sin Præken var kommen til at hulke saa voldsomt, at det havde været uhyggeligt for alle Tilstedeværende. Her kom altsaa Forklaringen!

Han tog igen Avisen, og da han nu læste Meddelelsen anden Gang, virkede den forstemmende paa ham.

"Stor Præsteskandale i Jylland – En Helvedprædikant paa gale Veje – Interviews med Beboerne – Hvad der skete bag Høstakken," stod der i brølende Overskrifter. Hele Dagspressens Støverkobbel var sluppet løs paa den arme Mand, der aabenbart i Fortumlelse var flygtet fra Hus og Hjem og nu stod paa bar Bakke1 med en syg Kone og en Flok smaa Børn.

Han rejste sig op og slængede Avisen fra sig. Han 208 havde saavist ingen Grund til at ynke den selvretfærdige Landsbyapostel; men dette Triumfskrig var ham dog afgjort imod. Og at Asmus gad stemme i med!

Aa jo, han kunde alligevel godt have Lyst til at faa et Ord med i Laget! ... Kun frygtede han for, at Ingen vilde kendes ved ham igen. Han gjorde det jo knap nok selv. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og søgt efter sit gamle Jeg, der var død for længe, længe siden. Af den Grund havde han haft saa vanskeligt ved paany at orientere sig i Verden, og foreløbig følte han sig jo ogsaa temmelig ufri og forlegen i sin forvandlede Menneskelighed – omtrent som en Konfirmand i sine nye Klæder.

Derfor var det vel ogsaa bedst, at han endnu en Tid forblev i Stilheden og søgte at blive klar over, hvad det var for en underlig Slags Mellemvæsen, han var bleven til. Vorherre maatte saa efter Evne tage Vare paa Danmark saalænge!

[*]

Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, rejste hun sig overende. Hun'2 havde straks paa Tonen forstaaet, at der var Nød paafærde. Jytte stod 209 tænderklaprende ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om hun ikke maatte komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun. Døren til hendes Kammer stod aaben, og derinde brændte Lyset paa Natbordet med en lang Tande.

"Hvad er der, Barn? Er du syg?"

Jytte krøb ned til Moderen og lagde sig tæt ind til hende som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Hendes Hænder og Fødder var som Is, og der gik Jag paa Jag igennem hende som Febergys.

"Fortæl mig nu, hvad der er i Vejen," sagde Fru Bertha, da hun havde dækket godt til omkring hende. "Har du drømt noget stygt?"

"Jeg siger dig jo, jeg har slet ikke sovet."

"Hvad er der da? Du gør mig forskrækket."

"Jeg kan ikke sige det, Mor! Det er altfor forfærdeligt!" brast det ud af hende og hun gemte sit Ansigt ved Moderens Bryst.

"Prøv nu paa at samle dig lidt. Er det noget med Torben Dihmer?"

"Ja."

"Har han friet til dig?"

"Ja."

"Og hvad har du saa svaret ham?"

"Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af 210 ham som jeg gerne vilde. Vil du? Jeg kan det ikke selv!"

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en Druknende.

"Hvorfor har du ikke sagt det før? Da jeg forleden udtrykkeligt spurgte dig, svarede du anderledes."

"Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder af ham og aldrig har gjort det. – Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det."

"Saa er det altsaa alligevel den Anden, du holder af?"

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro, det forholdt sig saadan. Og forresten vidste hun i Øjeblikket heller ikke, om hun ikke virkelig holdt af Hr. v. Auen.

"Aa, Jytte, hvad skal der blive af dig?"

"Tror du ikke, jeg tidt selv har spurgt om det samme? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes. – Og saa vil du altsaa sige ham det, Mor? Straks imorgen Formiddag maa du gaa til ham og sige ham hele Sandheden."

Moderen lovede det, for at faa hende rolig. Hun forstod, at Jytte foreløbig for enhver Pris maatte 211 bringes ud af sin hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

"Men nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro. Vi kan begge to trænge til det."

"Maa jeg blive her?" spurgte Jytte. "For saa tror jeg næsten, at jeg kan sove nu."

Hun skubbede sig tilrette i Moderens Arm og aandede befriet ud i et langt Suk. En Tid laa hun derpaa og smaasnakkede. Hun talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og meget andet af det, der havde beskæftiget hende saa stærkt i den sidste Tid. Engang sagde hun efter en Pavse:

"Veed du, hvad jeg engang imellem har tænkt paa, Mor?"

"Nej."

"Du vil vist finde det underligt; men naar jeg saae dig og Torben Dihmer sammen, har jeg undertiden kunnet tænke paa, om det ikke i Virkeligheden var dig, han holdt af uden selv at vide af det. Jeg har rigtig kunnet blive skinsyg paa dig, Mor, fordi du og Dihmer altid saa godt kunde tale sammen. I Grunden var der aldeles ikke noget urimeligt i det. Du ser jo slet ikke gammel ud med dit hvide Haar. Og Dihmer vilde ikke i nogen Henseende tabe ved Byttet – tværtimod. Dersom han virkelig kendte mig, vilde han forstaa det."

"Hør, Jytte, alt det du der siger rimer ikke rigtigt. 212 Du paastod for lidt siden, at du aldrig havde elsket Torben Dihmer, og nu fortæller du mig, at du har været skinsyg paa mig for hans Skyld. Det forstaar jeg ikke."

Jytte laa en Tid stille uden at svare.

"Forstaar! Forstaar!" sagde hun saa. "Hvem forstaar nogensinde alt det underlige, der kan findes i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv."

"Saa skulde du ikke gøre det."

"Ja – kunde jeg blot lade være! Jeg veed ikke selv, hvordan det er kommet; men jeg tror nu, det har gjort noget, at jeg saa tidlig blev betragtet som Voksen. Det er altid til Skade for unge Piger, der ser lidt godt ud, at de Ældre tager sig saa meget af dem og ser saa meget i dem, som de slet ikke er. Enten bliver de skabagtige og indbildske eller ogsaa begynder de at reflektere over sig selv, og jeg veed ikke, hvad der er værst for dem. Derfor bliver de grimmeste ogsaa gerne de lykkeligste. Aa, Mor, du skulde have sørget for, at jeg var bleven En med store, brune Fregner ligesom Rosalia, saa havde jeg vist ikke gjort dig saa megen Sorg."

"Nu skulde du ikke tale mere men prøve paa at sove," sagde Moderen, der kunde mærke, at Jytte var ved at blive varm.

"Ja ja."

213 Hun blev dog endnu ved at snakke om alt, hvad der faldt hende ind. Men lidt efter lidt begyndte Stemmen at sløres, Sætningerne blev usammenhængende, og hendes Hoved hvilede stadig tungere paa Moderens Skulder. Tilsidst sank hun med et lille Ryk ind i Søvnen.

Lyset inde paa Natbordet i Jyttes Kammer slukkedes lidt efter. Det havde længe staaet og blaffet i Stagen, og Skyggerne var faret uroligt op og ned ad Væggene. Nu laa Stuen i et stille, grønligt Maaneskær, der sigtedes ind gennem Tremmeskodderne.

Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn denne Nat.

Hun var i Tankerne tyet til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til om Raad eller Trøst. "Aa, Hjalmar!" sagde hun. "Hvad Skyld har vi her – du og jeg?" Hun turde ikke tænke derpaa. For hvad hjalp det nu, at alt var sket af Kærlighed. Her laa hun med deres sidste Barn i sine Arme og mærkede, at ogsaa det var i Færd med at glide uhjælpeligt fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der tilsidst havde hvirvlet Ebbe ned i Døden.

En Kirkeklokke begyndte at ringe nede i Byen. Hun vidste saa, at Klokken var fem, og hun tænkte paa, at det var Morgenbønnens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse 214 sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Kirkerne – besværgede Nattens onde Aander ved Trolddom foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende.

"De som saa med Taarer skulle høste med Glæde," sagde den.

Og lidt efter:

"Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn!"

Hun genkendte Røsten, saae ogsaa Skikkelsen for sig: en høj, knokkelstærk Kvinde helt klædt i Sort – et Minde fra hendes Barndom og første Ungdom paa Storeholt. Det var en gammel Grandtante, som spiste Naadensbrød der paa Gaarden og havde været Børnenes Skræk. Naar de hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, flygtede de; ja blot de saae hende staa bag sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og holdt sig helt for sig selv, viste sig kun ved Middagsmaaltidet, hvor hun sad stiv og dyster som en tavs Indsigelse mod al den glade Livlighed, der rørte sig omkring hende. Kun under Pavserne i Samtalen oplod hun sin Stemme, idet hun sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en truende Profeti. Den gamle Dame havde været Spøgelset der i Huset allerede i levende 215 Live, og endnu længe efter, at hun var død, gik hun og hendes bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I mange af Livets tunge og kvalfulde Øjeblikke havde de lydt ogsaa for hende som et ondt Galder. Grandtantens høje, knokkelstærke Skikkelse havde vist sig for hende dengang hun med Dødens Gru i Hjertet fødte sit første Barn, og den havde staaet ved Ebbes Baare som en Mørkets Udsending og spottet hendes Smerte med sine hævntørstige Ord.

For nu at forjage Synet slog hun Øjnene op, og hun saae da, at Dagen var ved at bryde frem. Maaneskæret var forsvundet; paa Væggen spillede et rødt Morgenlys.

Kort efter listede hun varsomt sin Arm bort under Jyttes Hoved for at staa op. Jytte smilede lidt i Søvne og sov videre.

Inde i det andet Kammer, hvor hun vilde klæde sig paa, aabnede hun sagte Vinduesskodden. Solen var netop kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. Selve Pynten svømmede i en Guldflod; men udenfor var Havet endnu skjult af Nattetaagen.

"Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den," tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener hun havde oplevet 216 sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte gik ned til Stranden i det tidlige Gry og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt-Bankerne med solfyldte Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. – –

Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Men Jytte havde hørt Koppernes Klirren, og da Hotelkarlen var gaaet, skramlede hun med en Stol for at vise, at hun var vaagen.

Hun sad oprejst i Sengen, da Moderen lidt efter kom derop, og modtog hende med et Udbrud.

"Aa – en rigtig stor Kop Te, Mor! Og megen Mad! Jeg er frygtelig sulten!"

Ikke med et Ord nævnede hun Nattens Begivenhed eller ytrede nogen Forbavselse over at befinde sig i Moderens Seng.

Fru Bertha tog det for et godt Tegn og bestemte sig til foreløbig ogsaa at tie. Da hun senere kom op med Bakken, bad Jytte hende om at blive siddende hos hende, mens hun drak Teen; men heller ikke nu talte de om andet end de ligegyldigste Ting. Jytte spurgte om Vejret, snakkede om et Par 217 Sko, der skulde til Skomageren, og om, at Brødet havde en aparte Smag.

Først da hun igen havde trukket Tæppet op om Ørene for at sove videre og Moderen allerede var halvt ude af Døren med Bakken, sagde hun, mens et spejdende Øje viste sig over Tæppets Kant:

"Og glem saa ikke, hvad du har lovet mig, Mor! Jeg stoler paa dig!"

Fru Bertha standsede med et Ryk og saae tilbage paa hende over Skuldren. Hun vilde sige noget; men da hun mærkede, at Vreden steg hende til Hovedet, tyggede hun Ordene i sig og gik stille ned.

Jytte havde virkelig ikke længe følt sig saa fri og lykkelig som denne Morgen. De sidste Dages Oplevelser, den Sjælenød, hun havde været ude i, stod nu for hende som en vild Feberfantasi. Hun følte sig tilmode som en Søvngænger, der er vaagnet op netop i det Øjeblik, da han skulde til at spasere ud over Husenes Tage for at slaa sig ihjel paa Stenbroen.

Nu længtes hun kun efter sit Klaver.

Nede i Stuen sad Fru Bertha med Hænderne fortabt i Skødet. Hvad skulde hun gøre? ... Nej, hun kunde ikke slippe Haabet. Det var jo dog hændet hende nogle Gange før i hendes Liv, at hun havde stirret ind i et Mørke, der syntes bundløst og saa havde det dog tilsidst lysnet. Naar nu Jytte, 218 fik sovet rigtig ud, vilde hun nok komme til sig selv, – hun kunde ikke tro andet. Hvad der var hændet denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste, svære Krise, der maatte gennemstrides, forinden hun naaede til fuld Klarhed over sig selv. Jytte var jo dog med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo endnu ikke mistet sin Forstand.

[*]

Et Par Timer senere stod Fru Bertha ude paa Loggiaen med Hat og Sjal paa for at gaa til Byen, mens Jytte sov. Hun agtede sig ned paa Apoteket for at købe en Æske af et nyt nervestyrkende Præparat, som hun havde hørt saa meget anbefalet. Hun var overbevist om, at det var Jern og Æggehvidestof, Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa stadig sagt.

I det samme kom Torben op gennem Haven.

"Skal De gaa?" spurgte han.

"Ja – men sæt Dem alligevel ind og hvil Dem et Øjeblik. Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg har nu ordineret hende en Dags fuldstændige Hvile."

Skuffelsen bragte i første Øjeblik Torben ud af Fatning; men saa tænkte han paa, at Jyttes underlige 219 Adfærd den foregaaende Aften jo her fik en ganske naturlig Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas – andet var det ikke. Og han undte sig selv rigtig godt den Hovedpine, han havde forskaffet sig paa Nattens Snigjagter efter Hemmelighederne i hendes Liv. Nu vilde han være fornuftig og vise sig sin Lykke voksen.

"Hvad har De oplevet siden sidst?" spurgte Fru Bertha, da de var kommen ind i Stuen.

"Siden sidst? Lad mig se ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg kom hjem iaftes, fik jeg Besøg af Direktør Zaun, og han mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses paa Husmandsloven og nye Valg udskrives i Juli."

"Ja, det har man jo talt om. Lad mig nu høre: hvad er det saa for en Kres, De skal stilles op i?"

"Det bliver forhaabenlig Himmelens syvende."

Fru Bertha vendte sig om imod ham og blev først nu helt nærværende.

"Nu gør De mig virkelig nysgerrig. Er Hemmeligheden saa forseglet, at den ikke engang tør betroes en gammel Veninde?"

"De tager fejl – der er slet ikke nogen Hemmelighed. Jeg har bestemt mig til foreløbig ikke at bejle til noget Mandat her paa Jorden."

"Sig for engangs Skyld lige ud, hvad De mener, Dihmer."

220 "Altsaa: jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, at De vidste det. Og jeg har oprigtig talt opfattet Deres Tavshed derom som et stiltiende Samtykke."

"Det har De heller ikke taget saa meget fejl i, Torben Dihmer. Men har De talt med Jytte? Og hvad siger hun?"

"Jo, jeg har nogen Grund til at tro, at ogsaa Deres Datter er kommen under Vejr med mine Hensigter og ikke tager mig dem altfor ilde op."

Fru Bertha nikkede med bortvendt Ansigt.

"Det gør hun vist ikke! Det er jeg ganske overbevist om!" sagde hun – og det var lige saa meget en Forsikring til hende selv som til ham.

"Men saa kan De nok forstaa," sagde Torben, "at jeg i Øjeblikket ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at maatte tilbringe Hvedebrødsdagene paa Krostuemøder."

"Det veed jeg dog ikke, kære Ven; en saadan Kampagne har dog ogsaa sin Tilfredsstillelse, og De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Dennegang er der vist ovenikøbet ualmindelig gode Chancer for nye Mænd, som har Føreremner i sig, – det skulde De ikke glemme. For det er dog ikke Deres Hensigt at tilbringe Resten af Deres Liv som Privatmand. De tænker jo ikke paa at leve i al Fremtid blot for Deres personlige Lykke?"

221 "Det vilde jeg dog i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Maaske er det ogsaa, naar det kommer til Stykket, den bedste Maade at gavne Andre paa."

"Hør, Torben Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening alt det, De siger her. De sidder ogsaa og smiler saa lumsk i det Skæg."

"Da taler jeg sandelig i fuld Alvor, Fru Abildgaard."

"Men – du gode Gud! – hvad er der da sket?"

"Ikke andet end hvad der vist engang imellem maa hænde et levende Menneske. Man sidder en Aftenstund i sin Lænestol og gør ganske stille den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske Anden end man har bildt sig ind. De daglige bittesmaa Lagforskydninger, som vi sjelden lægger Mærke til, fremkalder en skøn Dag en fuldkommen Sammenstyrtning af tilvante Forestillinger og Fornemmelser – ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjældvæg pludselig ramler ned, fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage."

"Og den Kragejæger har Hr. Zaun i dette Tilfælde været?"

222 "Aa ja – ogsaa han! Det lille Nervemenneske har virkelig været noget af en Oplevelse for mig. Men jeg tænkte dog ikke saa meget paa ham personlig som paa det nye Partiprogram, han har læst op for mig. Det skulde jeg jo gerne kunne underskrive, og det vil ikke falde mig ganske let."

"Hvorfor? Det indeholder da vist ikke stort andet end det gamle."

"Naa, der er dog givet Anvisning paa endnu et Par Ribben af Næstens Side. Men det er forresten slet ikke Spisesedlens Længde, der generer mig. Denne stadig lille friske Vildmandsappetit kunde endogsaa have været meget fornøjelig, dersom der ikke saa totalt havde manglet Kryderi til Maden."

"Og hvad er det?"

"Jeg savner lidt Musik. En eneste besværgende Trommehvirvel bare. Blot saa meget som en Draabe Blod ofret til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man nu engang ikke Kannibaler lykkelige."

"Jeg maa igen bede Dem om at sige lige ud, hvad De mener."

"Ja det er virkelig ikke saa let. Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne og det smurte Mundlær. Men – ikke sandt? – De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har gjort et Forsøg med at oprette 223 et Asyl, hvor gamle og udslidte Mennesker kunde henleve deres sidste Dage under betryggende Forhold. Det Forsøg har jeg imidlertid haft al Grund til at fortryde. Skønt jeg virkelig har gjort, hvad god Vilje kan udrette, for at Livet kunde blive til noget af en Fest for disse fattige Stakler, saa er der kun bleven Ufred og Spektakkel ud af det. Og jeg ser nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Dans men har glemt at sørge for Musikanter. Og – oprigtigt talt – jeg har noget af den samme Fornemmelse overfor hele det Lykkeland, som velmenende Politikere og Sociologer og dristige Teknikere Verden over har haft saa travlt med at bygge op. Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en Kehraus til stumt Orkester. Og kender De noget mere uhyggeligt? Det er, som om man saae de Døde danse paa deres egne Grave, og jeg ser da ogsaa i Aanden, hvordan alle disse galoperende Skygger vil flygte hovedkulds ned i Jorden ved det første Hanegal."

Fru Bertha havde siddet tilbagelænet i sin Stol og hørt paa ham med Haanden under Kinden. Nu rettede hun sig langsomt op.

"Jeg maa nok give min Nevø Ret i, at De er bleven ikke saa lidt af en Grillefænger," sagde hun.

Torben blev et Øjeblik tavs.

"Saa det har Asmus sagt!"

224 "Ja," sagde Fru Bertha og fortsatte lidt efter:

"Igaar, da De sad der paa den samme Stol, talte De ogsaa ganske anderledes, Dihmer. Hvordan skal jeg forklare mig det?"

Torben hørte nu paa Tonen, at han havde saaret hende med sine uoverlagte Ord. Derfor svarede han:

"De skal slet ikke tænke paa nogen Forklaring, Frue! Asmus har maaske Ret. Jeg er virkelig lidt uberegnelig i denne Tid, og De maa endelig ikke tage mig alvorlig."

Og for at undskylde sig fortalte han, hvad han havde læst om de skotske Bjergværks-Ponnyer, der efter Aaringers underjordiske Tilværelse blev bragt op i Dagslyset med et sort Bind for Øjnene. Paa et vist Trin af Tilvænningsprocessen, naar Bindet kunde tages af dem, blev de besat af en Slags Lyskuller, og man maatte da omgaaes dem med nogen Forsigtighed.

"Paa det Standpunkt befinder jeg mig vist i Øjeblikket," sluttede han.

"Ja saa tør vi altsaa – Gudskelov – haabe paa, at De igen kommer til Fornuft. For det vil jeg sige Dem: De vilde berede Deres Venner baade Skuffelse og Sorg ved en Faneflugt. De veed, hvad for store Forventninger vi Alle har sat til Dem fra den 225 første Gang De viste Dem paa en Talerstol, og netop nu vilde De komme som den Kaldede."

"Jeg tror, at Deres Datter paa det Punkt føler helt anderledes."

"Jytte?"

"Ja. – Men jeg vil foreslaa, Fru Abildgaard, at vi fortsætter denne altfor alvorlige Samtale en anden Gang. De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem altfor længe. Nu følger jeg Dem ned til Byen."

Han rejste sig op; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

"Dihmer!" sagde hun saa med Taarer i Øjnene og rakte ham forsonligt Haanden. "Gør Jytte lykkelig – og jeg skal tilgive Dem, at De svigter os, saa meget det end bedrøver mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, at det begynder at se saa falmet ud i vore Rækker. Men De har Ret – det skal vi ikke tale om nu. De maa heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede."

Torben bøjede sig over hendes Haand og kyssede den bevæget. – –

Jytte laa imidlertid oppe i Moderens Seng og stirrede hen for sig med store, rolige Øjne. Hun var 226 straks vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa en Tid siddet oprejst i Sengen og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde hurtigt opgivet at faa noget at vide om, hvad der foregik dernede i Stuen. Hun laa nu med en Haand over Panden og var til Gengæld anspændt opmærksom for, hvad der foregik inde i hende selv; og det næsten forfærdede hende at mærke, at der ikke længer var mindste Rest af Kærlighed tilbage i hendes Hjerte. Torben Dihmer var bleven hende saa ligegyldig, som om hun aldrig havde kendt ham.

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst?

Da hun nu hørte ham gaa, tænkte hun blot: "Nu veed han det altsaa!" – Hun rørte sig ikke, vendte bare Hovedet om efter Lyden og fulgte hans Skridt med en halvt skamfuld, halvt højtidelig Følelse af at følge sin døde Kærlighed til Jorden. Først i det Øjeblik, da de forsvandt – for bestandig forsvandt – løb hendes Hjerte fuldt; og hun sendte ham i Tankerne et taknemligt Farvel.

Pludselig gik det op for hende, at Moderen maatte have fulgt ham til Byen. Hun havde ikke hørt hende komme tilbage fra Havelaagen. Og da rejste 227 hun sig op, strøg Haaret fra Panden og saae sig raadvildt om. Hvad skulde det sige? Havde hun da ingenting sagt?

[*]

Udenfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Inde i Butikken var der fuldt af Kunder, mest fattige Folk, der andægtig stod og ventede med Flasker og Recepter mellem Hænderne – uvilkaarligt bragt til Tavshed af den mysteriøse Stemning, der slog ud imod dem fra Troldkøkkenet bagved Skranken.

Fru Bertha satte sig hen paa Bænken for at hvile sig, og her overvældedes hun pludselig af sin Træthed, saa hun blev siddende med lukkede Øjne af Frygt for at besvime. Alle hendes Tanker var igen hos Jytte. Hun mindedes, hvordan hun i tidligere Dage kunde blive bekymret ved at tænke paa, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, skulde blive ført langt bort fra hende, og hun følte, at hun nu med Glæde vilde sende hende til den anden Side af Jordkloden endog uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte vilde faa Fred i sit Sind og blive lykkelig.

Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

Paa Tilbagevejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde 228 Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker hun allernødigst vilde have mødt nu, – saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje. Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

"Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. – Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne er vaskeægte – det garanterer jeg for."

"Deres Datter er da ikke syg?" spurgte nu Fruen. "Vi saae Dem slet ikke paa Hotellet igaar."

"Lidt Træthed bare. Jeg holder hende i Sengen idag. Imorgen er hun nok over det."

"Ja, jeg har godt kunnet se det paa Frøken Jytte i den sidste Tid, at hun ikke befandt sig helt vel. – Aa, Holger, gaa lidt i Forvejen; jeg kommer om et Øjeblik," sagde hun til sin Mand, der straks adlød og trak sig tilbage med et diskret Smil. "De maa ikke tage mig det ilde op, Gehejmeraadinde Abildgaard," fortsatte hun derpaa, idet hun lagde sin Haand paa Fru Berthas Arm og deltagende saae hende op i Øjnene. "De maa give mig Lov til at sige Dem, at vi i vort System har Leveregler og Øvelser for alle Arter af Svaghedstilstande, der overhovedet endnu kan afhjælpes. Og jeg tør paastaa, 229 at Ingen, der i Alvor har taget Systemet til Rettesnor for sit Liv, er gaaet uhjulpet bort."

Fru Bertha trak sig lidt tilbage for at gøre sig fri af den fortrolige Berøring.

"De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men –."

"Maa jeg blot have Lov til at fortælle Dem et Træk af mit eget Liv. Som ung Pige var jeg saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende – som man siger. Min Viljekraft var ganske nedbrudt og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et Tilfælde hørte jeg saa om Dr. Weller og kom under hans Behandling. Og her ser De Resultatet for Dem. Jeg veed næsten ikke længer, hvad Sygdom er, og naar jeg sidder hos min Mand og mine Børn, kan jeg sige, at jeg føler mig som det lykkeligste Menneske paa Jorden."

"Det vilde De saamænd gøre ogsaa uden alle "Systemer", kære Fru Kolding. Den Følelse er jo Gudskelov et Fælleseje for alle unge Mødre i hele den vide Verden."

"Men hvordan modnedes jeg til den? Det var jo netop Miraklet. Og nu vil jeg fortælle Dem den hele og fulde Sandhed. Uden Dr. Weller vilde jeg for længe siden have ligget paa Havets Bund. Og hvormange tror De ikke, det har taget en saadan Ende med, som blot lidt Vejledning, en Smule fortrolig 230 Anvisning af en sjælekyndig Læge kunde have reddet fra Undergang?"

"Det har De vistnok Ret i, – men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter og vist bliver utaalmodig. Derfor Farvel, Fru Kolding! Og nu maa De endelig ikke gøre Dem Bekymringer med Hensyn til min Datter. Imorgen ser De hende sikkert igen til Lunch."

Fru Bertha forlod hende med en Følelse af Uhygge. Hun var ikke længer i Tvivl om, hvad det var for en Slags Paavirkning den lille Dame havde været underkastet hos den kielske Mirakeldoktor; og aller uhyggeligst var det næsten at tænke paa, at hun sandsynligvis ikke selv anede, at hendes Selvtilfredshed var Produktet af en hypnotisk Besættelse. Og saa var denne kunstige Livsglæde tilmed bleven overført paa hendes Mand og Andre, som hun var kommen i Berøring med, ligesom en Smitte. Det kunde faa Tanken til at svimle.

Hun skyndte sig hjem; men ved Havelaagen standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød livligt Klaverspil, og hun hørte straks, at det var Jytte. Hendes Ben blev med eet saa tunge, at hun maatte støtte sig til Laagen. Og hun blev staaende der med lukkede Øjne, mens Klavertrillerne lød ned til hende og skurrede i hendes Øre som Lærkekvidderet over en Gravplads. Hun 231 vidste nu, at Alt var forbi. Jytte var atter Tusinde Mile borte – var flygtet for sig selv ind i Musikkens Elverland, hvorfra hun ikke lod sig kalde tilbage.

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind. Hun blev staaende med Knæet paa Stolesædet og saae spændt paa hende.

"Har du været nede i Byen?"

"Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge," svarede Fru Bertha med Ryggen til hende og lagde sit Overtøj. "Torben Dihmer har forresten været her."

"Jeg kunde høre det."

Fru Bertha gik lidt omkring og ordnede i Stuen uden at sige noget. Jyttes Øjne fulgte hende overalt. Hun havde igen sat sig ned og klemte Hænderne om Stoleryggen.

"Har du saa sagt ham det?" kom det endelig spagt.

"Hør, Jytte," sagde Moderen henne fra Sofaen, hvor hun tilsidst var sunket ned. "Synes du ikke, vi nu skulde snakke lidt roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat?"

"Saa har du ingenting sagt!"

"Nej. For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er bare Noget, du har prøvet at bilde dig selv ind. Du kan umuligt for Alvor holde af denne v. Auen?"

232 "Har jeg sagt det?"

"Ja det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder af Torben Dihmer, og det tror jeg ikke paa. Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed."

"Men det er sandt. Nu maa du tro det, Mor!"

Fru Bertha blev stille en lille Tid.

"Og dersom du nu alligevel tog fejl?" sagde hun derpaa. "Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde?"

Efter et nyt Ophold svarede Jytte:

"Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham og for mig. – Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken."

"Jytte," sagde Moderen – hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder. "Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer? Du grubler dig ind i sygelige Stemninger, der stjæler dig Livet og Lykken ud af Hænderne. Kan du dog ikke selv mærke det? ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!"

Hun tog blidt om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et sidste Haab om at kunne raabe den døde Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende roligt op i Øjnene og svarede:

"Er det da ikke dig selv, der har lært mig at bruge min Forstand? Og nu synes jeg, du skulde 233 holde op med at tale om Torben Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham."

Hun rejste sig i det samme og gik lidt efter ud i Haven.

Fru Bertha blev staaende ved Stolen og fulgte hende med Øjnene. Harmen voksede i hendes Sind. Jyttes rolige Tone oprørte hende. Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse!

Hendes Blik søgte rundt i Stuen efter den Pakke, hun havde bragt hjem fra Apoteket. Hun fandt den henne paa Etageren, og hun aabnede den langsomt, ligesom sky. En lille Reklamebog med Læge-Anbefalinger faldt ud af den. Hun gav sig til at blade i den men uden at læse. Hendes Tanker var hos Generalkonsulinden. Og hos Vidunderdoktoren i Kiel ...

Hun hørte Jytte komme tilbage fra Haven og lagde Pakken tilside med et lille Kuldegys.

"Det var Gongongen til Lunch, Mor! Vi maa gaa ned nu!"

"Jeg havde egenlig tænkt, Jytte, at du helst var fri for at være sammen med Fremmede idag. Vi 234 kan jo faa Maden bragt herop, dersom du synes det."

"Hvorfor dog det?"

"Ja ja. Naar du selv har Lyst, saa –."

I Tavshed fulgtes Moder og Datter ned til Hotellet, og i Tavshed indtog de deres Maaltid saadan som de i forrige Tider saa ofte havde gjort det under lignende Forhold. I sin dybe Raadløshed blev Fru Bertha ikke Tanken om Dr. Weller og hans Troldkunster kvit. Generalkonsulens sad ved et Bord ikke langt fra dem, og hun mærkede godt, at den lille Frue et Par Gange forsøgte at fange hendes Opmærksomhed, sandsynligvis for at lykønske hende til, at Jytte allerede var kommen op. Men hun havde ikke Mod til at se til den Side.

"Fru Kolding vil vist gerne hilse paa dig," sagde Jytte tilsidst.

"Aa – det kan være lige meget," svarede hun.

Efter Bordet gik de sammen med det øvrige Selskab ud paa den store Terrasse, der strakte sig langsmed hele Hotellets Forside og var tækket med et Solsejl. Her drak man Kaffen iflæng og indledede Dagens Narrebejlen.

Fru Bertha stod et Øjeblik og talte med den amerikanske Oberstfrue. Da hun saae sig om, havde Jytte og Hr. v. Auen allerede fundet hinanden; og 235 lidt efter saae hun dem gaa sammen ned i Parken i livlig Underholdning.

Det Syn bestemte hende. Nu skulde der en Ende paa denne letfærdige Leg med Livet og Døden – om saa det yderste Middel maatte voves! Vilde Jytte ikke frivilligt gaa ind til sin Lykke, skulde hun tvinges derind uden selv at vide af det.

Hun opsøgte straks Generalkonsulinden, og i den følgende halve Time gik de to Damer frem og tilbage paa Havegangen nedenfor Terrassen, mens Jytte og Hr. v. Auen spaserede ovre paa den anden Side af den store Græsplæne.

Fru Bertha forhørte sig forsigtigt om Dr. Wellers Personlighed, spurgte ligesom tilfældigt om hans Alder, om hans Væsen overfor sine Patienter og om hans Diskretion. Men pludselig, da hun mærkede, at hendes Hænder rystede, blev hun angst for at forraade sig, sagde derfor hurtigt Farvel og gik hjem alene.

Paa Vejen op til Villaen maatte hun flere Gange standse af Træthed og Svimmelhed. Hjertet dirrede inde i Brystet. Da hun naaede Loggiaen sank hun ned i Sofaen og blev siddende der med lukkede Øjne.

Og nu, da Ophidselsen var ovre, vidste hun godt, at det hele var omsonst, fordi hun aldrig vilde kunne overvinde sin Sky for at løfte paa det Mørkets 236 Forhæng, bag hvilket Livets skjulte Kræfter virkede, aldrig vilde faa Mod til at tage Jyttes Skæbne i sin egen Haand og styre den efter sin Vilje. Her stod hun ved Grænsen og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun ogsaa var paa at kende Vejen til sit Barns Fred og Lykke – hun vovede ikke at tage Ansvaret paa sig.

"Ske din Vilje!" lød det i hendes Øre med Grandtantens barske Stemme. – Ja ja! Hun gav tabt! Livets misundelige Gud vilde faa sin Hævngerrighed tilfredsstillet. Hun var træt nu og kunde ikke mere.

Gitterlaagen dernede peb paa sine Hængsler. Jytte kom gaaende tankefuldt op gennem Haven. Paa Trappen standsede hun med et lille forskrækket Udbrud, da hun opdagede Moderen.

"Sidder du her? ... Jeg saae dig jo nylig nede paa Hotellet."

"Jeg kom for lidt siden."

"Er du ikke rask?"

"Jo – hvorfor det?"

"Jeg troede, du var gaaet ned til Stranden. Det plejer du jo. Jeg vil gaa op og hvile mig lidt."

I Døren vendte hun sig om og føjede til:

"Dersom Torben Dihmer skulde komme her igen, saa bliver jeg oppe paa mit Værelse, Mor!"

[*]

237 Da Torben om Formiddagen havde sagt Farvel til Fru Bertha udenfor Apoteket, gik han ind i en Blomsterbutik, hvor han med stor Omhu valgte nogle smukke Orchideer, som skulde sendes Jytte nøjagtigt ved Femtiden, der var det Klokkeslet, da hun havde givet ham sin Mund den foregaaende Dag derude mellem Bjergene. Derefter var han gaaet hjem til sit Hotel opfyldt af Tanken om, hvordan han dog skulde faa Tiden til at gaa, indtil han igen fik hende at se.

Men efter den anden Frokost kom der Post fra Favsingholm, og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.

Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra Inspektør og Godskasserer. Der fulgte desuden fra Inspektørens Haand et særskilt, "fortroligt" Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse. Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.

En Dag var Provst Broberg kommen kørende ind gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med sig, hvad der straks havde gjort hans Tilsynekomst tvetydig. Da man 238 nu saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, anede man, at Mads Vestrups Time var slaaet. Snakken om Præstens Forhold til Konen paa Bakkegaarden havde i den senere Tid faaet Træsko paa, og Folk var belavet paa en Katastrofe.

Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk. Ved Synet af Vognen rejste han sig bleg fra sin Plads, sagde, at han ikke befandt sig vel, og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. Men Mads Vestrup var som opslugt af Jorden. Der blev raabt paa ham flere Gange, og man søgte i Stalden og Laden uden at finde ham. Først efter at Provsten havde ventet næsten en halv Time kom han frem ovre fra Vedskuret, hvor han havde holdt sig skjult. Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede.

Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt. Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst, at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, endda det var gaaet op for ham, at det forvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester. Sit Ansvar overfor Gud blandede han Ingen i; men han haabede ved denne redelige Tilstaaelse at kunne formilde sine 239 jordiske Dommere og afværge den Embedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. I sin Rædsel for at miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag hemmeligt til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, – ja i den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til Ministeren.

Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham som for en Spedalsk. I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at Folkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk Brøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En Røgter paa en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang. Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt. Bagefter kom Stine haltende og de andre Børn, hver 240 med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da Pigen senere kom op.

Mads Vestrup havde forinden taget Afsked med sin Menighed paa en Maade, der hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her med høj Røst bekendt sin Brøde. Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han, at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om "visse fjantede og æresyge Provster", der bolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak. Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter Sognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin 241 knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:

"Men Hævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer – her eller hisset!"

Hans Familje havde nu fundet et foreløbigt Asyl paa Viborgegnen hos en af Fru Stines Slægtninge, mens han selv havde taget Staven i Haand for at fortsætte Kampen mod de vantro Præster som en Slags Vandreprædikant. Til Trods for, at der foruden den uundgaaelige Afskedigelse hang en Trusel om Tiltale for Krænkelse af Kirkefreden over hans Hoved, havde han paany præket Oprør ved et Par Møder, som han maatte holde i Krostuer, da ogsaa Forsamlingshusene var bleven lukket for ham. Han havde her efter endt Tale ladet sin Kasket gaa rundt, og dette Indfald havde et Par af Egnens Aviser gjort lidt Løjer med i en Notits. Men forøvrigt beskæftigede Pressen sig ikke mere med ham. Efter at hans Sag havde givet Bladene kærkomment Stof til nogle Dages Rabalder, gik den i Papirkurven, og det store Publikum havde allerede glemt den for friskere Sensation.

– – Torben skød Papirerne fra sig.

Han havde gennemset dem et Par Gange med skiftende Følelser, snart optaget, snart frastødt, men havde hver Gang tilsidst lagt dem bort med afgjort Ubehag. Der steg fra den hele Affære en altfor 242 kraftig Mindelse af den stramme Lugt, som Mads Vestrup førte med sig ind i alle Situationer.

Forøvrigt overraskede det ham ikke, at han bed fra sig nu. Det vilde sikkert heller ikke blive let at binde Munden paa ham. Aviserne skulde nok blive nødt til igen at beskæftige sig med denne Ulv i Faareklæder efter at man havde klippet Ulden af ham. Hans Glubskhed vilde blot vokse med Modstanden. Og den Tanke foruroligede ham. En Anelse om en genkommende, blodhungrende Korsdrager-Tid gled gennem hans Sind og gjorde ham modløs. Han havde al Respekt for den rabies theologorum2, der lurede hos de fleste Danske og havde voldet saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt for den af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden.

Det blev ham mere og mere en Overbevisning, at et Tidsskifte igen var ved at løbe ud. Midnatstimen var allerede naaet og Spøgeriet i fuld Gang allevegne. Godt at han havde sit Favsingholm! Her kunde Jytte og han sidde velforvaret under den desperate Dødningedans, indtil det igen gryede – for dem selv eller deres Børn.

Der blev banket paa hans Dør. Tjeneren kom ind og meldte, at en Dame ønskede at tale med ham. Det var Fru Bertha.

243 Hendes Udseende forskrækkede ham.

"Jytte er da ikke bleven syg?"

"Nej nej, – i hvert Fald ikke paa den Maade, De mener. Men lad os sætte os. Jeg er bleven lidt træt."

"Dihmer!" sagde hun saa og saae over paa ham med Fortvivlelse i Blikket. "De maa være forberedt paa at faa Noget at høre, der vil gøre dem meget ondt ... og som vist ogsaa vil overraske Dem. Jeg kommer paa Jyttes Vegne ... Ja, saa er i Grunden Alting sagt. Hun veed nu, at hun ikke kan blive Deres. Det har hun ikke Mod til selv at sige Dem; derfor bad hun mig om at gaa til Dem. Jeg kender jo ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage, fordi det er gaaet op for hende, at hun holder af en Anden. – De maa ikke dømme hende altfor haardt, skønt jeg veed, at hun fortjener det. Hun veed det ogsaa selv – tror jeg da. Men ellers vil jeg tilstaa for Dem, Dihmer, skønt Jytte er mit eget Barn – ja, det er tungt at maatte sige det – men jeg tror, jeg skal lykønske Dem til, at hun ikke bliver Deres. Jytte har aldrig været i Stand til virkelig at knytte sig til Nogen. Det er ligesom med hendes Gerning, som hun heller aldrig for Alvor er gaaet op i, – ikke engang Musikken. 244 Da hun var ung, syntes jeg tidt, at hun var saa mærkeligt voksen og udviklet for sin Alder, – nu synes jeg snarere, at det er omvendt, og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. – – Men det var ikke om hende, vi skulde tale. Det var om Dem, Dihmer! Hvad vil De nu?"

"Jeg?" sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget om Stolens Armstykker. Hans Hoved havde løftet sig, men Ansigtet var hvidt og Blikket udslukt.

"Jeg finder mig vel nok tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at gro synderligt fast hos mig. Jeg vender simpelt hen tilbage til den Tilstand, jeg befandt mig i blot for to Dage siden."

"Ja ja. Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der venter Dem saa længselsfuldt, saa vil De snart glemme denne Skuffelse – det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm?"

Torben rystede afgjort paa Hovedet.

"Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar –."

"Igaar er ikke idag, Fru Abildgaard. Ensomheden længes jeg ikke tilbage til; den kender jeg nu godt nok. Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at faa Øjnene rigtig op efter min lange Søvn."

"Ja ja, De vil rejse – det er godt! Nye Oplevelser 245 – friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. Jeg kan huske, De talte den første Aften om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa mange Ting – det er jeg overbevist om. Og naar Direktør Zaun næste Gang banker paa Deres Dør, vil han ikke gaa forgæves. Tror De ikke ogsaa selv det?"

Hertil svarede Torben ikke noget, og Fru Bertha forstod, at han ønskede at blive alene. Lidt efter stod hun ogsaa op, klappede tavs hans Kind og gik bort.

Efter at Torben havde fulgt hende ud, stod han en Tid tvivlraadig ude paa sin Altan og saae flere Gange paa sit Ur uden selv at vide det. Derpaa gik han i stor Ophidselse tilbage til Døren for at ringe paa Tjeneren. Med Fingren paa Knappen betænkte han sig endnu engang men trykkede saa energisk til.

"Vil De pakke mine Kufferter. Jeg rejser iaften. Men først maa De sørge for, at der bliver telefoneret til Rejsebureauet efter en Billet til München. Sovevogn. Har De forstaaet?"

[*]

246 Jytte stod paa den Tid ved Vinduet i Dagligstuen og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen; Moderen havde selv sagt hende det.

Det var begyndt at mørkne. Skyggen steg for hvert Minut højere op ad Træstammerne, og Himlen i Vest flammede.

Hun gik engang imellem omkring i Stuen og gav sig noget at bestille men vendte i sin Utaalmodighed bestandig tilbage til sin Udkigspost ved Vinduet. Paa Etageren laa Torbens Orchideer; de var kommen netop som Moderen var gaaet. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig selv til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun frøs og følte sig ilde. Ensomheden og det voksende Mørke gjorde hende desuden angst. Ved hver Lyd foer hun nervøst sammen. Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær foruroligede hende. Det stod der bag Træerne som et ondt Varsel.

Da hun endelig saae Moderen komme op gennem Haven, brød hun ud i et uvilkaarligt: "Aa – Mor!" Hun saae, at hendes Gang var tung og vaklende: hun gik og støttede sig til sin Parasol, og Haabløsheden stirrede tomt ud af de stivnede Træk.

247 Som i et Syn saae hun hende for sig saadan som hun forleden, da Torben kom, havde staaet derude paa Havegangen og taget imod ham i sin dejligt farvede Silkekjole med den store Sølvkam i Haaret, mens hun selv stod skjult bag Gardinet oppe i sit Kammer og straks havde følt et modbydeligt Naalestik i Hjertet. Nu kunde hendes Skinsyge triumfere. Paa en eneste Dag var Moderen bleven gammel.

Hun trak sig sky bort fra Vinduet efterhaanden som Moderen nærmede sig. Tilsidst satte hun sig hen i Sofakrogen, hvor der nu var helt mørkt.

Fru Bertha blev et Øjeblik staaende i Døren.

"Er du herinde, Jytte?"

"Ja."

"Har du klædt dig om? Det er vist paa Tide," sagde Moderen noget efter, idet hun lagde sit Overtøj.

"Jeg bliver hjemme idag. Jeg har lidt Hovedpine."

"Ja, jeg gaar saa heller ikke ned. Vi kan jo faa en Kop Te bragt herop."

Fru Bertha satte sig hen til Vinduet. Hun støttede Hagen i sin Haand, og Ansigtets Profil tegnede sig som et Skyggerids mod Skæret af den flammende Verdensbrand derude.

"Ja, nu er det altsaa sket, Jytte," sagde hun, da de havde længe siddet tavse begge to. "Dihmer gør 248 sandsynligvis Alvor af den store Rejse Jorden rundt, som han talte lidt om forleden. Saa er han dig forhaabenlig langt nok borte!"

Jytte svarede ikke. Moderens Bitterhed gjorde ondt. Kunde hun have handlet anderledes? – spurgte hun sig selv. Hvor meget eller hvor lidt hun nu holdt af Torben Dihmer, saa vidste hun jo dog, at heller ikke han var den "Tvillingbroder", hun havde ventet paa fra sin Barndom, – Befrieren, der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. Og dog! Skulde hun maaske alligevel have sagt Ja for Moderens Skyld?

Nej, nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede kun at kunne sove, sove – synke endnu dybere ned i sin tusindaarige Søvn uden nogensinde at vækkes og uden at have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte. Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver. Det vilde nok ogsaa dennegang hjælpe hende over de slemme Dage, der maatte komme.

 

[gå frem til Storeholt, kapitel I]
 
[1] bar Bakke: staa paa bar bakke (fra no.), staa paa bar bund; være blottet for alt; ikke have tag over hovedet. (ODS, Bakke 4.) tilbage
[2] rabies theologorum: teologernes galskab; udtrykket tillægges Melanchton. tilbage
['1] < Sa tilbage
['2] Hun: < Han. tilbage