Torben og Jytte

En Fortælling-Kres

[gå tilbage]

II

99 Der ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner i sit Anlæg de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som vor soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Appeniner. Lagvis ligger den op ad Bjergmuren med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, saa helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjeldent under Azurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en undersøisk Eksplosion.

Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med Hundrede Altaner 100 lige mod Syd. Foran det ligger et stort, halvt offentligt Palme-Anlæg, som strækker sig helt ned til Søen, hvor det ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Der var derfor af Nogle bleven foreslaaet en Rotur, saa man engang kunde betragte Kysten ude fra Søen. Andre havde derimod anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte der i et amerikansk Menageri; og der var ogsaa blandt Dagens Forlystelser bleven nævnt en averteret Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at tilsidst Ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da ogsaa med det Resultat, at de Fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

101 De standhaftigste – deriblandt flere Damer – gjorde dog Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad tilsidst kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

"Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?" spurgte den første, der var kommen dertil den samme Morgen og allerede havde gjort den Anden en halv Snes Spørgsmaal om deres Medpensionærer.

"Mener De Tyskeren?"

"Nej, den unge Københavner med de lilla Silkestrømper. Han fulgte ogsaa med hende nu paa Roturen."

"Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, hvad De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra Rødekors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage."

"Det er blevet mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer ventes hertil en af Dagene."

"Ja. Han kommer fra Wiesbaden. Han har gennemgaaet en Kur der. Vi venter ham hver Dag."

"Mon der er noget om, hvad jeg har hørt, at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?"

102 "Det har man snakket om Gud veed hvorlænge, saa man maa vel begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der."

"Ja, jeg veed det fra Professor Hagen selv. Han er min Læge."

"Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra det Døde – kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det."

"Ligger De selv hernede for Deres Helbred, Hr. Generalkonsul?"

"Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?" spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder, der hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede sig bag Skægget som gennem et Hareskaar. "Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. – Hvordan er det, Direktør Zaun? De er 103 selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?"

"Nej, jeg lider af Søvnløshed – desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur."

"Ja, Søvnløshed er en skrækkelig Plage. Jeg kender den Tilstand af personlig Erfaring. Sidste Gang var nu i Vinter, da jeg havde faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg laa halvtredje Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for vidtaabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!"

"Ja, jeg veed det jo; den wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse –"

"Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles 104 knusende for Pettermann. – Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler – Historien om Kolumbusægget endnu engang."

"Agter De at opholde Dem her i længere Tid, Generalkonsul Kolding?" vedblev den utrættelige Spørger.

"Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i San Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. Prøv engang! Det er, som om man inddrikker Styrke og Livsmod med hvert Aandedrag."

Han lukkede selv Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt; og da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt ogsaa et helt forklaret Udtryk.

"Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne her," fortsatte han derpaa. "Man maa erkende, at Vorherre her været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus-fecit!"

Med udstrakt Pegefinger skrev han Ordene i Luften; men midt i den afsluttende Krusedulle 105 standsede han pludselig og lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

"Hvordan er det?" frittede Direktøren paany. "Mistede ikke Gehejmeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?"

"Underlig Maade?" sagde Generalkonsulen uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. "Han tog Gift. – Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en Anden, gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er jo i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade."

"En anden Søn?"

"Ja, det er snart længe siden. En rask og Pokkers køn Knægt forresten. Han vilde være Søofficer og var kommen med paa et Øvelsestogt som Lærling, men i en eller anden vestindisk Havn rømmede han fra Skibet sammen med et Par Kammerater for at gaa paa Eventyr."

106 "Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene."

"Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden, saa han er jo nok gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. – Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok. Ham med Kikkerten."

Direktøren fik en Næseklemme frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtsfremspring.

"Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at rekreere sig hernede efter et længere ufrivilligt Ophold i Siberien."

"En Russer? Jamen ... Nej ... Jo, min Sæl og Salighed! Det er Dihmer! Det er ham selv!"

"Godsejer Dihmer?"

"Næ, jeg veed dog ikke ... det Skæg! Og alligevel! ... Jeg tror, jeg vil kalde."

"Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer. Og han ser ikke ud, som om han var til at spøge med."

"Jeg prøver alligevel ... Dihmer! Torben Dihmer!"

107 Skikkelsen derhenne foer sammen og Kikkerten forsvandt hurtigt ned i Kappelommen. Derpaa vendte Manden sig langsomt om efter Lyden.

"Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!"

Generalkonsulen var sprunget op og svang sin hvide Kalabreser1. Et Øjeblik efter stod han nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

"Velkommen tilbage fra de Dødes Rige!" brølte han ham i sin Glæde ind i Ansigtet og traadte derpaa et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham. "Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Siberien. Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene?"

Torben stod foroverbøjet og stregede i Gruset med sin Stok. Han var ulykkelig over dette Møde, følte sig især skamfuld over at være bleven overrasket i en uværdig Situation. Og nu kom ogsaa Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille. Hans Ansigt syntes iøvrigt Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

De tre Landsmænd fulgtes et Stykke henad Stien, 108 og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de mange ledige Bænke. Han kunde derfra bedre i Smug holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket af en Landgang.

Ogsaa Generalkonsulens Tanker var fløjet ud til en vis Person derude i Baaden, og han begyndte straks at føle sig for med en Række venskabelige Spørgsmaal. Han vilde absolut vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa og om han havde truffet Landsmænd "eller maaske Landsmandinder". Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. Han svarede kort, at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, men han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

"Og du? Hvordan lever du? Du er bleven gift, ikke sandt?" spurgte han for at værge sig mod yderligere Toldeftersyn.

"Kære, det veed du da! Med Olivia Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt."

109 Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

"Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. Ingen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 1215 arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord."

"Du ligger hernede med Familjen?"

"Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. Og Naturen er jo lige herlig allevegne. Ja for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset."

Hertil svarede Torben ikke noget. Han vendte sig om mod Direktør Zaun, der sad tavs med bortvendt Ansigt og aabenbart følte sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. Da Torben nu tiltalte ham, smilte han dog straks, ja af lutter Iver snappede han ham Ordet ud af Munden og sagde:

"De kommer oppe fra Rhinegnene. Der har jo 110 været en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende."

Da han hørte, at Torben intetsomhelst vidste derom, trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af "Frankfurter Zeitung", mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved helt forsvandt, mens han søgte en Artikel. Og da han endelig havde fundet den, gav han sig til at læse op af den.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmen tilrette med hele Haanden, endelig hans Avisforslugenhed, denne abeagtige Optagethet af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge. Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land, og for ikke at risikere at faa sit første Møde med Jytte Abildgaard i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig saasnart Direktøren 111 var bleven færdig med sin Oplæsning og sagde Farvel.

"Nej vent dog!" sagde Generalkonsulen. "Om en halv Time begynder Musikken. Saa bliver her livligt."

"Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er jo endnu lidt Rekonvalescent." –

Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Jægerappetit, sov det halve Døgn hen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre se noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog aabenbart været for meget for hans Kræfter.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

112 "Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet," – trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret med sig selv til saadan paa en Studs at kunne taale at have sine kære Medmennesker saa nær ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, skulde han aldrig glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den lange Række dyriske Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, var han bleven greben af Angst.

Opholdet i den store Wiesbaden-Pension mellem de mange fremmede Mennesker havde været ham en daglig Lidelse. Heller ikke Naturen havde forskaffet ham nogen Glæde deroppe mellem Taunusbjergene. Han savnede de vide Udsigter fra Favsingholm. Træerne udenfor hans Vinduer stod som livløse i den uforanderligt stille, graa Flodtaage. Aldrig et Glimt af Himmel, aldrig heller en Tone af det stærke Orgel, som daglig havde spillet for ham derhjemme i Jylland. Blot Piskesmæld og Biltuden og Klokkeringning fra elektriske Sporvogne, der med irriterende Punktlighed hvert andet Minut skurede sig gennem Alleen.

Intet af alt det, der var hændet ham siden han rejste hjemmefra, havde derfor villet blive til rigtig Virkelighed for ham. Alt var gledet ham forbi som 113 Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, som han i Forvirringen havde forlagt, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

Een stor og frydefuld Overraskelse havde han rigtignok haft til Trøst for sine Skuffelser. Han havde glemt, hvor Verden trods al sin Vederstyggelighed dog mylrede af skønne, unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære. Ved Festerne og Koncerterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt Synet af den yndefulde Bevægelse, hvormed Damer af den store Verden bredte de brogede Slæb ud over Gulvet og slog deres Vifter op – saa medfødt naturligt som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Som lyslevende 114 Virkelighed var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Ganske som i gamle Dage omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet, hvad han dog netop havde længtes saa meget efter. Nu saae han til Gengæld ned i en Havekrog med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nastursier i rige Klynger udover Havemuren. Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under tre Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Violer.

Ja – tænkte han – nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Fra en Kirke i Nærheden begyndte det at ringe. Han talte Timeslagene og saae forbavset paa sit Ur. Var Klokken virkelig ikke mere end tre? Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

115 Først om to Timer gik det an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Moder. Og hvad saa? Hvad vilde der ske, inden Sol gik ned? Hvad skulde han læse i Jyttes Øjne? ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

[*]

Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en livlig Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm, og i Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder. Og som overalt, hvor der i Italien høres Musik, var ogsaa Byens egen Befolkning strømmet til og blandede sig kammeratlig mellem de Fremmede.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Mennesker, 116 der boede i Jordhytter oppe i Bjergene, levede af Rødder og tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Alligevel savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude og ro, var nu kommen tilbage til Baadhavnen. Oppe bag Brystværnet samlede der sig gerne nogle Tilskuere, naar en Baad landede. Der skulde selv i stille Vejr en Smule Styrmandskunst til for at bjerge et saa let Fartøj frelst over den svære Undersø. I det farlige Øjeblik havde der ogsaa lydt Angstskrig derudefra; men nu laa Baaden velbeholden ved nogle store, flade Sten, som tjente til Landgang.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, og der blev strakt saa mange hjælpsomme Hænder frem imod hende, at hun paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. Hun havde ogsaa været den eneste af Damerne, der ikke var bleven bange, da Baaden pludselig løftedes af Braadsøen og førtes ind over Skæret.

"Det kan da umuligt være sandt, at det er af 117 Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede," sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Moder, idet nu hele Selskabet begav sig op ad Trappen til Promenaden. "Hun ser jo ud som Sundheden selv."

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Men forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at kunne mødes med Torben Dihmer paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavnernes langsynede Nysgerrighed.

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var saare lykkelig over endelig at have erobret hende fra Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der hele Tiden havde anmasset sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske saae uhyggelig ud i en resedafarvet Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet. De lange Ben slingrede, og Øjnene hang ham ud af Hovedet af Træthed.

"Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa "Victoria". Og nu er det, 118 jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og saa vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem."

"Klokken elleve. Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og sover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre."

"Naar jeg nu beder Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, der er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr."

"Hr. Mohn! Hvad tror De egenligt Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?"

"Til ingen Nytte? Dersom jeg kan gøre Dem en Glæde med det?"

"Jamen det kan De ikke."

"Ikke? ... Det var kedeligt. Hvad skal jeg saa gøre? ... Vil De heller ikke give mig Lov til at skrive til Dem, naar jeg nu kommer til Ægypten? Jeg vil saa gerne fortælle Dem om alt, hvad jeg oplever."

"Sig mig, Hr. Mohn, hvor gammel er De i Grunden?"

"Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i 119 min Alder – det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?"

"Værsgod! Men jeg svarer ikke. Det siger jeg Dem paa Forhaand. – Er der saa ikke lidt mere, De ønsker?"

"Jo. De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, – vil De forære mig dem til Minde om den altfor korte Tid, jeg har haft den Lykke at være sammen med Dem? Vil De?"

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder at leve i. Men netop som hun vilde tage om Blomsterne, huskede hun, hvordan hun engang var kommen i Fortræd, fordi hun havde efterkommet en ganske lignende Anmodning, hvad Vedkommende saa ulykkeligt havde misforstaaet.

"Nej, de Blomster kan jeg ikke give Dem," sagde hun. "Det gør mig ondt; men De veed jo da heller ikke, om jeg ikke selv har faaet dem foræret."

"Saa er det maaske af Hr. von Auen?"

"Nej, det er det ikke. Men saadan noget kan en Kavaler forresten slet ikke spørge en Dame om. Husk dog paa det, Hr. Mohn!"

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen her fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder 120 lyste paa lang Afstand. For at undgaa ham drejede hun ud til Siden, – hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil. Men Generalkonsulen havde allerede opdaget dem og styrede lige løs paa hende.

"Bon giorno! Bon giorno, Signorina! De har vel set den Genopstandne?"

"Hvem?"

"Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Siberien."

Jytte havde et Øjeblik været fuldstændig borte, men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtigt til at samle sig. Uden at sige et Ord vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej hun var kommen for at naa tilbage til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig venligt men meget bestemt ethvert Følgeskab.

Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadhavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre 121 nogen Tid uden at hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden. Men Moderen, som tilsidst mærkede, at der var sket noget, vendte sig under Samtalen spørgende om imod hende, og da hviskede hun, at Torben Dihmer var kommen.

Fru Abildgaard stansede.

"Det er ikke sandt! Har du talt med ham?"

"Generalkonsulen har truffet ham. Han er gaaet herfra for lidt siden."

"Saa maa vi helst gaa hjem. Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe Nogen."

De undskyldte sig hos Oberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske Smug2, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Moder under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre; men skønt Fru Abildgaard gik paa højre Side af sin Datter, kunde hun mærke, hvor febervildt hendes Hjerte slog.

Jytte var mindre end sin Moder og ikke saa mønsterværdig slank men lignede hende iøvrigt Træk for Træk. Det var den samme energiske Holdning og fodsikre Gang. Det var den samme kødfulde Næse, de samme honningbrune Øjne under stærke Bryn. Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for Søskende.

122 De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Kvarter i en Villa med egen, murindhegnet Have, der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. De havde der et Opholdsværelse i Stueetagen bag en tæt bevokset Loggia og desuden to smaa Sovekamre ovenover.

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der under deres Fraværelse havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem. Det var kort efter, at de var gaaet ned til Lunchen paa Hotellet.

"Det har været Dihmer!" sagde Fru Abildgaard. "Hvor det dog er kedeligt!"

Inde i Loggiaen, der var møbleret som et Værelse, fandt de ganske rigtigt hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

"Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme," sagde Fru Bertha og satte sig ned ved et Bord, hvor der stod Skrivesager. "Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?"

Jytte lod, som om hun ikke hørte Spørgsmaalet, og gik videre ind i Stuen. Her løste hun sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet 123 af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

Det hele forekom hende paa eengang ganske fantastisk. Her havde hun gaaet og ventet ham med noget af den samme Følelse, hvormed man læser en Roman, naar man ikke kan begribe, hvordan Slutningen vil blive; – og nu var det pludseligt blevet til fuld Virkelighed altsammen. Torben Dihmer havde staaet derude i Haven og spurgt efter hende. Hun vilde endnu kunne finde hans Fodspor i Gruset, dersom ikke Annunciatas Rive tilfældigt havde slettet dem ud. Det lød som en Fabel. Den Mand, der i alle disse Aar havde været hendes Tankers eneste Fortrolige, hendes hemmelige Medvider og Ven, ham skulde hun nu møde her som en Fremmed, sige "De" til og "Hr. Dihmer" ...

Fra Etageren tog hun Moderens Album og ledte hans Billede frem. Med anspændt Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede sig ved de Træk deri, som hun aldrig havde været indtaget i: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og – aa! – disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske 124 Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig Skæg til! ...

Hun hørte Moderen rejse sig derude og lagde hurtigt Albummet tilbage paa sin Plads.

"Nu er Brevet afsted," sagde Fru Bertha, da hun kom ind. "Jeg lod Annunciata løbe med det. Vi kan altsaa vente ham naar det skal være. Jeg tror derfor, jeg gaar op og klæder mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid."

Jytte nikkede blot. Hun havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i de Noder, der tilfældigt stod fremme, idet hun af og til løb en Passage igennem med den ene Haand.

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage. Det saae ud, som om hun ikke havde flyttet sig i Mellemtiden, dog havde hun et Øjeblik været nede i Haven og udsøgt sig tre smukke, mørkerøde Roser, som laa godt skjult bag en Nodestabel paa Klaveret.

Fru Bertha var pynteligt klædt i en dybviolet Silkekjole med et langt Slæb, der gav hendes høje Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Hun havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig 125 ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur – Havet.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

"Aa hør!" sagde hun tilsidst. "Sæt dig lidt herud, min Pige!"

Jytte kendte Tonen; det varede derfor noget, inden hun viste sig i Døren.

"Kaldte du?"

"Ja, kom lidt herud. Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om."

"Det maa virkelig vente, Mor. Det er paa høje Tid, jeg kommer op og klæder mig om."

"Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig nu her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen."

Jytte tog uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

"Hvad er det saa?"

"Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du nu ogsaa rigtig har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil – han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur."

"Du mener, det er for vor Skyld?"

126 "Hvad mener du selv?"

"Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, – Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder. Gud veed, om han ikke var lidt forelsket i dig. Det vilde der jo slet ikke være noget urimeligt i."

Hendes Ord lød vel ikke som Alvor men heller ikke helt som Spøg, og Fru Bertha blev nu rigtig vred.

"Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Og siden du ikke vil forstaa halvkvæd Vise, saa skal jeg nu betro dig noget, som jeg ikke før har villet sige dig, fordi jeg oprigtig talt ikke troede at gøre nogen Gavn med det. Det Brev fra Torben Dihmer, som vi fik forleden, er ikke det eneste, jeg har faaet fra ham her. Jeg havde tidligere et andet, som jeg ikke har talt til dig om. Han bad mig deri, om jeg vilde sige ham det rent ud, dersom jeg troede, at du helst var fri for hans Selskab."

Jytte sad tilbagelænet i Puden med Hænderne foldede over Knæet og saae stift frem for sig.

"Hvad har du saa svaret ham?" spurgte hun efter nogen Tavshed.

"Hverken Ja eller Nej. Hvad kunde jeg svare? Jeg veed jo igen saa lidt om, hvordan du i Virkeligheden 127 har det i den Henseende. – Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?"

Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed, men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

"Nu synes jeg, vi har snakket nok om Torben Dihmer, Mor. Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet."

"Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. Dihmer har døjet ondt nok og skal ikke holdes hen med Udflugter. Og lad mig nu tale rent ud af Posen engang. Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa for Andre, ogsaa for mig; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i de sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar man faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja."

128 Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

"Hvem skulde det være?"

"Forstaar du virkelig ikke, hvem jeg tænker paa?"

"Er det nogen af dem, vi omgaaes hernede?"

"Ja."

"Er det maaske Generalkonsulen?"

"Nej, det er det naturligvis ikke."

"Er det den unge Mohn da?"

"Aa Snak! Du veed jo meget godt, hvem jeg mener. Det er v. Auen."

"Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?"

"Aa, det er da ikke saa underligt. I har jo spaseret meget sammen. Folk begynder ogsaa at snakke om det, har jeg mærket."

"Naa ja, jeg finder ham underholdende. Han har rejst meget, kender mange fremmede Lande, som det morer mig at høre om. Og forresten er han slet ikke saa arrogant som Folk siger. Det er bare den sædvanlige Plebejer-Misundelse."

"Jeg kender ham egenlig kun af din egen Omtale, Jytte. Da vi havde været sammen med ham første Gang, kaldte du ham en friseret Orangutang og vilde endogsaa have ham indespærret."

Jytte blev rød og gav sig til at glatte Kjolen over Knæet for at skjule sin Flauhed.

"Du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! 129 Du ligner ogsaa i det Stykke Far. Jeg indrømmer, at Hr. v. Auen har sit Væsen imod sig. Nogen Adonis er han heller ikke. Skønt ... han har i Grunden et karakterfuldt Ansigt. Og han kan være meget elskværdig. Hans Øjne er da ogsaa smukke. Jeg holder af at være sammen med ham – det tilstaar jeg gerne. Jeg synes han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har nogen Fornøjelse af at tale med."

"Du mener jo ikke et Ord af alt det, du sidder der og siger, Jytte."

"Hvorfor spørger du mig saa? Og hvorfor skal jeg absolut i Forhør?"

"Hvor du dog er irritabel, Jytte! Du skulde forsøge at tage dig lidt sammen."

"Du kunde jo have ladet mig være!"

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage med Magt.

"Hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Jeg kender dig slet ikke saadan."

"Lad mig nu gaa, Mo'r! Jeg skal op. Lad mig gaa!" bad hun.

"Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor. Er der sket Noget?"

"Nej – ikke Spor! Hvad skulde der være sket?"

Men Fru Bertha lagde nu begge sine Hænder om hendes Hoved og vendte hendes Ansigt om imod 130 sig for at se hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjelaag piplede en Taare frem, Munden bredte sig, og hun sank tungt ind til Moderens Bryst.

"Aa – Mor!"

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske Nyt at se Jytte give sig saadan hen. Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

"Kære Barn, hvad er der dog med dig?"

"Ingenting! Ingenting! ... Jeg vilde bare ønske, jeg var død!"

De sidste Ord beroligede Fru Bertha. Hun var end ikke langt fra at smile. Denne dystre Paakaldelse af Døden vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds Vaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til at Hjertet kunde bære den uden at briste.

Hun strøg Jytte henover Haaret og sagde:

"Vil du sige mig, min Pige ... vil du betro mig. under mit højtideligste Tavshedsløfte ... elsker du Torben Dihmer? Gør du?"

"Ja," kom det glædeløst – som et Suk langt, langt indefra.

"Og du kan give ham dit hele Hjerte? Der er ingen anden Mand, som har nogen Part i det?"

131 "Nej, nej!"

"Jamen saa er jo alting som det skal være! Hvad er der saa at græde for?" sagde hun, mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Med stormende Glæde omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med aabenlys Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

"Lad mig nu gaa op, Mor! Der kunde komme Nogen."

"Ja, gaa – mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne se dig første Gang med røde Øjne."

Men hun kunde daarligt slippe hende; og endnu længe efter, at Jytte var gaaet op, blev hun siddende der i sin Solkrog med Avisen uoplukket i Skødet og mærkede ikke, at Aftenskyggen havde naaet den og at Skyerne derude over Havet begyndte at blive røde. Den Vished, hun nu endelig havde faaet, lagde Sol over hendes Tanker. For første Gang i mange Aar saae hun Fremtiden imøde med et nyt Haab.

Hun fortrød nu blot, at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ækle v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de sad derinde og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun maatte tro hendes Tanker hos en 132 Anden, havde Jytte kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, der røbede, at hun havde siddet der og haft travlt med at finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte hende. Men det var Gudskelov altsaa kun blind Allarm dennegang. Og det vilde da ogsaa have været til at græde Blod over, dersom Jytte efter sin trofaste, tilsyneladende saa haabløse Venten paa en dødssyg Mand netop nu var gaaet hen og havde tabt sit Hjerte til en Anden. Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. – –

Hun hørte Skridt udenfor paa Gruset. "Der er han!" tænkte hun og rejste sig bevæget. Men hun blev skuffet. Det var blot en gammel Herre, en af deres Husfæller, der kom trippende hjem fra sin Eftermiddagstur.

[*]

Jytte sad allerede fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor gerne bliver lidt ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer af hvide 133 Kniplinger. I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir; men ellers bar hun ingen Smykker.

Ogsaa hun havde hørt Skridtene paa Gruset nedenfor. Med Hjertet i Struben havde hun rakt sig frem mod Vinduet og forsigtigt trukket Gardinet tilside. Nu sad hun igen med Hænderne i Skødet og stirrede ind paa sit eget Billede i Spejlet – stirrede med dette mørke, grublende Udtryk, som ingen Andre end hun selv kendte.

Hun kunde ikke komme sig af sin Forbavselse og Skam over den Scene, hun havde givet tilbedste dernede hos Moderen. Hun begreb ikke, hvad der var gaaet af hende. Det var den gamle Angst, der igen kom over hende. Det var Rædselen for, at hendes Kærlighed bare var Fantasteri og Selvbedrag – som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Da hun for lidt siden sagde det "Ja", som Moderen fralokkede hende, havde det været med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Om Torben Dihmer endda kunde se helt ind i hende, saa han rigtig vidste, hvem hun var, og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var jo det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig forkerte Forestillinger om hende. Ingen anede f. Eks., at hun, den "kloge" og i alle 134 Henseender saa "overlegne" Jytte Abildgaard, at hun kunde sidde her saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov. Ingen uden hendes Moder maaske, og hun tav.

Tys! Hun hørte igen Fodtrin dernede paa Gruset. Og dennegang hældede hun sig ikke frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Hun følte det paa sig endnu før hun havde genkendt Skridtene.

Der blev saa højtideligt stille inden i hende. Hun rørte sig ikke, bare lyttede til disse Skridt som var det selve hendes Skæbne, der her indhentede hende. Nu hørte hun ogsaa hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Endelig rejste hun sig og listede hen ved Siden af Vinduet for at kigge bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerulster hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Godsejer Torben Dihmer altsaa. Voi-là tout! – Aa ja, hvor havde han forandret sig! Hvor var han bleven gammel! Det havde virkelig ikke været uden Grund, at han i sit Brev havde spøgt med at ville sende dem sit Fotografi "for at de ikke skulde blive altfor forskrækkede, naar de saae ham."

Moderen holdt hans Haand med begge sine, og det Syn var hende imod. Men nu slap hun endelig, 135 og de gik ind. Et Øjeblik efter hørte hun deres sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Og da maatte hun smile. Det lød med eet saa hjemligt. Saadan havde deres Stemmer saa ofte lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde i sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som Moderen saa godt forstod at tale med ham om. Saadan var hun jo! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For fuldt Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt det før? Men saadan var hun. Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!

Med Fingerspidserne presset fast mod Tindingerne gik hun et Par Gange frem og tilbage over Gulvet, idet hun forsigtigt holdt sig paa den smalle Løber for at hendes Skridt ikke skulde høres nedenunder. Hun ønskede inderligt, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele. Aa Gud – og det var denne Time, hun i alle disse Aar havde drømt saa lykkeligt om! Det var baade til at le og græde over!

Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa de tre mørkerøde Roser, hun havde plukket i Haven. Der havde foresvævet hende noget om at overrække Torben Dihmer dem ved Ankomsten, men hun forstod ikke nu, at hun var kommen paa den Tanke. Med en Spøg paa Læben kunde hun maaske have 136 gjort det; – det højtidelige laa nu engang ikke for hende. Hun havde det i saa Henseende omtrent som den forheksede Prinsesse i Eventyret, der ikke kunde aabne Munden uden at der sprang en Skruptudse ud af den.

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og saae paa dem med sit triste, trætte Udtryk.

Ja – tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Dersom hun virkelig havde en Sjæl – noget hun forresten undertiden tvivlede om – var den i hvert Fald født stum.

... Fru Bertha og Torben Dihmer var imidlertid igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde absolut vise sin Gæst Udsigten derfra, inden Solen sank bag de genuesiske Højder.

Torben beundrede høfligt; men hans Tanker var bleven inde i Villaen, og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto sikrere blev han paa, at han skulde have holdt sig langt borte.

For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to smukke Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse, en hjorteagtig Skikkelse paa høje, slanke Ben, og en tysk 137 Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed. Den Dag, da han mødte paa Banegaarden for at sige Farvel til hende, havde hun egenhændig skrevet sin nye Adresse ind i hans Notebog og udtalt Haabet om at faa ham med paa en Selskabsrejse Jorden rundt. Hun var en sydlandsk Skønhed med gylden Hudfarve og Øjne som et Par Tvillingkirsebær. Hvorfor i Alverden stod han da her? Jorden bugnede af skønne Kvinder, og hvor han kom hen, raktes hvide Arme ud imod ham. Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som ovenikøbet engang før havde ydmyget ham? ...

"Goddag!" lød det muntert bag ved ham.

Han vendte sig hastigt om.

Jytte stod henne paa det nederste Trin af Loggia-Trappen i Skæret af den synkende Sol. Hun holdt Haanden skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole faldt om hende som flydende Guld, hele Skikkelsen lyste i den dybe Aftenbrand som en Aabenbaring.

Hun gik ham langsomt et Par Skridt imøde.

"Goddag!" gentog hun og rakte ham en mat Haand. "Mor har nok skyndt sig at vise Dem vore Herligheder? Hvad synes De? Bor vi ikke smukt?"

Torben bøjede sig i Tavshed. Han tænkte ved sig selv, at han allerede vidste tilstrækkeligt, og han 138 følte det i Øjeblikket næsten som en Lettelse, at Spørgsmaalet nu var afgjort.

De gik alle tre tilbage til Stuen, hvor der begyndte en ret anstrengt Visit-Konversation. Torben gjorde Jytte et Spørgsmaal om hendes Musik, hvad der omtrent var det uheldigste Emne han kunde komme ind paa. Jytte tilbragte stadig flere Timer daglig ved sit Klaver, men det var en Passion, som hun ønskede at have ganske for sig selv. Hun havde lige saa lidt noget praktisk Formaal med sit Spil som i sin Tid med sine sproglige Studier, og jo intimere hendes Forhold til Musikken var bleven, desto mindre holdt hun af at tale om det. Trods sin virkelig store Dygtighed spillede hun ogsaa kun nødigt for Andre.

Hendes Svar til Torben blev da ogsaa blot en Spøg.

"Jo Tak!" sagde hun. "Mit Klaver og jeg er uadskillelige. De kan spørge Mor! Hun kalder os Klister og Malle."

Hun mærkede nu selv, at hendes Tone skurrede, og tav stille.

Fru Bertha gav sig til at udspørge Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.

Jytte havde sat sig hen i en Gyngestol i Nærheden 139 af Døren til Loggiaen. Hun sad med bortvendt Ansigt og havde stadig en forunderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galloperede gennem hendes Hoved omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt for hyppigt til Champagnen eller en Aften havde hørt rigtig megen god Musik. Derfor opfattede hun heller ikke synderligt af, hvad Torben fortalte. Hun hørte kun selve Stemmen, denne mørke, klokkedybe Mandsrøst, der altid havde været saa farlig for Kvinden i hende. Hun kunde endnu huske, hvordan den allerede paa Storeholt havde gjort hende undselig, dengang hun som en trettenaars Tøs traf ham første Gang efter at han var bleven helt voksen.

Hun fandt forresten, at den havde forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget brudt i Klangen. Man kunde høre paa ham, syntes hun, at han var et Menneske, der havde gaaet meget igennem. Det var det samme Indtryk, hun havde faaet af hans Ansigt, da hun saae det paa nærmere Hold, og det havde hurtigt forsonet hende med Forandringen. Hun fandt ham endogsaa smukkere end før. Trækkene havde faaet Liv og Glød samtidigt med, at de var bleven strengere. Og det krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han i sin Vrede lignede en græsk Gud.

Imidlertid sad Torben inde i Halvmørket og iagttog 140 hende med stigende Hede i Blodet. Han følte Luften i Stuen tung, sit Aandedræt besværet. Det var for ham, som om han i en Drøm var bleven ført fire Aar tilbage i Tiden og atter befandt sig i Dronningens Tværgade, hvor han spøgelseagtigt genoplevede svundne Dages halvglemte Pine. Han sad der med en Slags Kvælningsangst, mens han mærkede, hvordan den gamle sejglivede Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte3.

Fru Bertha, der stadig paany maatte sætte Samtalen igang, nævnede nu Generalkonsul Kolding og spurgte, om det forholdt sig rigtigt, at denne Mand var en af hans nære Venner.

"Jeg kendte ham i sin Tid – for længe siden. Han var forresten Husarløjtnant dengang. Nu er han nok gaaet ind i sin Faders store Forretning."

"Kender De ogsaa hans Frue?"

"Nej, men han synes at være meget stolt af hende."

"Ja det tror jeg!" udbrød Jytte, vakt op af sine Tanker. "Hun er jo Profetinde. En af de sidste Dages Hellige. Vidste De ikke det? Hende skal De tage Dem i Agt for. Hun er farlig, vil jeg sige Dem. Hun har allerede gjort Hovedet forstyrret paa en halv Snes Mennesker hernede, og hun har dog kun været her et Par Uger."

Torben lod, som om han var bleven interesseret, 141 og udbad sig nærmere Oplysninger. Og Fru Bertha fortalte da, at Generalkonsulinden var Forkynder af en ny Helbredelsesmetode med Vandkur og en egenartet Gymnastik, som i visse Krese blev dyrket med næsten religiøs Iver.

"Det er en Læge i Kiel – en Doktor Weller – som har lavet den, og der er gjort en mægtig Reklame for den i alle Lande. Folk kommer rejsende til ham fra hele Verden. Hemmeligheden ved hans Mirakelkure skal forresten være den, at han hypnotiserer sine Patienter uden deres Vidende, og de vender saa hjem som begejstrede Apostle for hans System. Men han er jo ikke ene paa Markedet. Det er nærved at blive en hel Mani med de Sundhedsprofeter, og der er stadig Tosser nok, der formelig danner Menigheder om dem efter de bedste Mønstre. Men nu kan De jo selv lære den interessante Frue at kende. Jeg hørte Hotel-Gongong'en før. Vi maa gaa tilbords."

[*]

Under de fire mægtige Lysekroner i Hotellets Spejlsal sad i den følgende Time et Par Hundrede festklædte Mennesker af alle Nationaliteter og spiste ved smaa blomstersmykkede Borde. Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares 142 en Række Kunstværker af Mad, der mere var til Glæde for Øjet end for Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, Postejer i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, fantastiske Taarnbygninger af Fiskerygge opmuret i Majonæs med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver – ialt en halv Snes Retter, af hvilke i hvert Fald Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

Fru Bertha og Jytte sad med deres Gæst i et af Salens Hjørner. Da Chefen paa sin Runde kom der forbi og saae, at der mod Sædvane stod Champagne paa deres Bord, bukkede han anerkendende. Den værdige Herre, der selv var flere Gange Millionær, forudsatte høfligt, at alle hans Gæster ligeledes var det, men ønskede til Gengæld ogsaa, at de viste det i Gerning.

Imidlertid var der trods Champagnen stadig ikke blomstret nogen Feststemning op mellem de tre genforenede Venner. Torben var lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst ved at tabe Taalmodigheden. Hun kendte ham ikke igen. Hvad var det for en Bussemandsmine? Der lod virkelig til at være noget om, hvad Asmus Hagen havde sagt til en fælles Bekendt, at han var bleven en Særling og en Grillefænger.

143 Paa Jytte havde Torbens tavse, lidt ubehjælpsomme Væsen en ganske modsat Virkning. Det gjorde hende selv stille. Her mellem de mange fremmede Mennesker følte hun endnu stærkere end hjemme, hvordan Kærligheden voksede i hende med hvert Minut og gjorde hende baade glad og tryg. Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes. Men den Afgørelse, som for blot to Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, den syntes hende alligevel nu saa selvfølgelig, at det var helt underligt for hende at tænke paa, at Torben dog endnu ingenting vidste.

Hun kom til at tænke paa sin Fader, paa Noget han havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 15 Aar. Han havde taget hende ind til sig i sin Stue, klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting; og han havde saa fortalt hende en gammel Fabel om Menneskenes Tilblivelse. Det var Historien om, hvordan Mand og Kvinde i det Hinsidige skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ned til Verden hver for sig, saa at de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed. 144 "Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting," havde han sagt. "Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer. Andet Raad kan jeg ikke give dig." Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende dengang. Det var saa forunderligt lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en "Halvpart" omkring og søgte efter hende. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Men endnu før hun fyldte de Tyve havde hun opgivet Haabet om at finde den længselsfuldt Savnede. Hun følte sig saa ulig alle andre Mennesker; ja Tanken om en saadan mandlig Dobbeltgænger indgød hende til Tider Skræk og Uhygge. Da hun første Gang forelskede sig i Torben Dihmer løj hun derfor baade for sig selv og ham. Men forresten havde hun vel ikke været helt sikker paa, at han ogsaa var den rette. Først nu vidste hun det. Hun følte det i disse Øjeblikke næsten smerteligt voldsomt, at han var den eneste Mand, hun nogensinde virkelig havde elsket.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall, der optog hele Bygningens Midterparti og var høj og hvælvet som en Kirke. Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole 145 midt paa Gulvet, og Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Varer som Kendere. Der var mange Slags Folk, og hver Nation havde sit Ansigt, men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var Børsmænd fra Berlin og Wien, ferierende Fabriksdirektører og store Handelschefer, tunge og udslukte som frakoblede Maskiner; der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Kærester i dristig Halvnøgenhed illumineret af Diamanter. Der var den allestedsnærværende russiske General, to døtrerige Godsejerfamiljer fra Pommern og en berømt Heltetenor Signor Busini, en stor kælen Kødmasse med Ringe i Ørene og malede Kinder. Men der var ogsaa ganske almindelige Manufakturister og jævne tyske Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad stille henne i Krogene og andægtig udsvedte Bordets Glæder. Der var en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte megen Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Ved den ene af Salens Vægge var der af en Forhøjning og nogle store Bladplanter dannet en aaben Scene, hvor der hver Aften efter amerikansk Mønster optraadte en Række Artister til Gæsternes 146 Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et Tintamaresque-Teater4. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af de lange Sofaer ved Væggen, hvor de plejede at sidde under Aftenunderholdningen. Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud; men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand af interesseret Hvisken og Spørgen. Blandt Jyttes specielle Venner fremkaldte nu Torbens Opdukken stor Nysgerrighed. Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen nærmede sig øjeblikkeligt og lod sig forestille for at faa at vide, hvem han var. Han optraadte med hofmæssig Elskværdighed; men Torben, der genkendte Manden som en af Jyttes Kavallerer fra om Formiddagen, hilste ham med isnende Tilbageholdenhed.

I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i Salens ene Ende førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommelige Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinnene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru 147 bar det umaadelige Slæb af æblegrønt Fløjl, og bagefter fulgte en Tjener med en Dværghund i en Kurv. Dette pyntede og opsminkede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte bagefter regelmæssig til Varieteunderholdningen. Med noget Besvær blev det bragt til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, hvor det gav en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.

Torben var imidlertid bleven bortført af sin Ven Generalkonsulen, som absolut vilde forestille ham for sin Kone, der sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg. Det viste sig at være en ganske køn, noget korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemme. Bag Gevandtets hvide Folder rundede sig en Barm af udpræget moderlig Form; men Ansigtet besad trods en selvsikker Mine den vage, kønsløse Fylde, der som en Søskende-Lighed præger saa mange velhavende unge Fruer, der føder deres Børn under Kloroformmaske.

"Jeg ønsker Dem velkommen her til Sollandet," sagde hun paa en Maade, som om det var hende, der var Værtinde der. "Ja, De ser nok ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo Alle. Hvorlænge tænker De at blive her?"

148 "Jeg rejser saa snart som muligt," svarede Torben mørkt.

"Længes du allerede hjem?" udbrød Vennen. "Er det dine Køer og Faar og Stude, du ikke kan undvære længer? Du skal jo have faaet stor Interesse for Landvæsenet, har man hørt."

"Aa ja; jeg kan virkelig undertiden faa Hjemve efter de Umælende."

"Ja – hjem til Naturen! Det er netop ogsaa vort Løsen!" begyndte Generalkonsulen, men en lille Bevægelse af Fruens Haand standsede ham brat.

"Vil De sige mig, Godsejer Dihmer," tog hun derpaa selv Ordet. "Kender De det wellerske System? ... For Dem som Sociolog og Politiker maa det have særlig Interesse at lære denne store Bevægelse at kende. Jeg skal tillade mig at sende Dem en Brochure – "Folkenes Velfærd" hedder den – den er udgivet af vor Forening, og De vil bag i Bogen finde Uddrag af Breve og andre skriftlige Vidnesbyrd om den Velsignelse, som den wellerske Sundhedslære allerede har bragt til mangfoldige Hjem i alle Lande."

"Det drejer sig om en Verdensbevægelse, forstaar du. Helt ovre i Tokio har vi en Missionsstation," faldt hendes Mand ind men blev igen bragt til Tavshed af Fruens Lillefinger.

"Selve Bogen maa jeg ogsaa bede Dem om at 149 læse med Velvilje. Vi har kaldt den en første Ledetraad til systematisk Udvikling af legemlig og sjælelig Harmoni, og Dr. Weller har avtoriseret den. Den er udarbejdet i populær Form men paa uangribeligt videnskabeligt Grundlag, i nøjeste Overensstemmelse med Fysiologiens Love. De fleste Nutidsmennesker har jo af lutter Ukyndighed vanrøgtet baade Sjæl og Legeme saa sørgeligt, at en Sundhedslære maa begynde helt forfra, saa at sige med en A. B. C. Det nye Menneske maa opbygges i os lige fra Naturgrunden; derfor begynder vi med Tyggeøvelser ligesom hos det diende Barn og gaar herfra gradvis frem gennem Arm- og Benbevægelser svarende til Barnets forskellige Alderstrin, indtil det svækkede Legeme er bleven modent til den egenlige Gymnastik."

"Ja, Gymnastikken er Styrkens og Manddommens Amme!" fik Generalkonsulen endelig Lov til at efterplapre. "Det Ord lancerede min Kone fornylig i en brillant Artikel i vort Foreningsblad – den maa du absolut læse! Det er ogsaa slaaende sandt, hvad Professor Rosenheim sagde i et Interview forleden – –"

Der blev i det samme ringet paa en Klokke. Den første Artist stod – dybt bukkende – paa Scenen. Det var en hæslig lille Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress.

150 Torben greb straks Lejligheden til at trække sig bort. Men paa Vejen hen til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der hele Tiden ubemærket havde kreset omkring ham paa Afstand.

"Undskyld, Godsejer Dihmer, vil De tillade mig at opholde Dem i to Minutter?"

Tidspunktet kunde ikke have været uheldigere valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads ved Siden af Jytte, og han saae nu ogsaa, at Jytte laante hans Kikkert for at betragte Mandslingen paa Tribunen.

"Hvormed kan jeg tjene Dem?" spurgte han brysk.

I stadigt Haab om at blive genkendt tog Direktøren sin Guldlorgnet af og præsenterede ham sit nøgne Ansigt.

"Det er ikke saa ganske lige til at forklare. Jeg vilde derfor gerne have Lov til at aflægge Dem et Besøg en Dag, naar det passer Dem. Forresten har jeg en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt, Professor Asmus Hagen. Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg vilde kunne træffe Dem her."

"Er De taget herned for at træffe mig?" spurgte Torben aandsfraværende.

"Naa – næ – det er maaske for meget sagt. Professor Hagen er min Læge og har ordineret mig Rekreation. Men jeg nægter ikke, at naar jeg har 151 valgt at lægge min Rejse om ad denne Kant, saa var det især af Hensyn til, at De ventedes hertil. I salig April-Foreningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren."

Et Sted i Baggrunden af Torbens Bevidsthed dukkede der et Erindringsbillede frem, som lyste klart et Nu men var borte med det samme. Han havde set for sig en lavloftet, røgfyldt Sal med en hujende og mjavende Forsamling omkring en Talerstol, paa hvilken denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

"Det er da ikke om Politik, De vil tale med mig?" spurgte han.

"Jo ... unægtelig."

"Men De veed dog vist, at jeg i lang Tid har holdt mig borte fra al Deltagelse i den politiske Debat."

"Netop derfor."

"Det forstaar jeg ikke."

"Som sagt – det vilde blive for omstændeligt at udvikle her. Dersom De vil opgive mig en Tid, da jeg kan træffe Dem, skal jeg tillade mig at søge Dem en af de nærmeste Dage."

Der var et Par Gange bleven tysset paa dem af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om imod dem og krævede 152 Tavshed. De havde ikke lagt Mærke til, at der efterhaanden var bleven ganske stille i Salen. Den sortegraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Med forbløffende Livagtighed eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde fanget den, hørte man først dens vrede Kogen i hans lukkede Haand, derpaa dens hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det indbildte lille Kræ frem ved den ene Vinge. Da han tilsidst trykkede det ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko og man hørte det lille fugtige Svi-vit, hvormed den masedes, blev han hyldet af hele Salen saa hjerteligt som nogen Løvedræber paa en romersk Arena.

Torben havde trukket sig bort fra Direktør Zaun uden at sige Farvel og uden at give ham sin Adresse. Og i Stedet for at gaa tilbage til sine Damer, søgte han ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt.

Her kastede han sig i en af de store Læderstole og gav sig ganske hen i sin Fortvivlelse.

Han havde den samme Fornemmelse som han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte det, som om alt dette med hans Helbredelse var en ulykkelig Indbildning. Var han ikke meget snarere 153 død for længe siden og ført ned i Underverdenen, nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm? ... Hvad skulde han gøre? Han følte sig aldeles hjælpeløs. Og Jytte sad derinde og havde det aabenbart rigtig rart i dette Skyggerige, der syntes ham saa uudholdeligt dumt og uværdigt! ... Men han var syg. Uhelbredeligt syg. Det nyttede ikke at ville lyve sig fra det. Hans forvendte Syn havde Asmus Hagens Piller ikke kunnet rette paa. Hans inderste, egenlige Jeg gik endnu stadig Afmagtens og Livsskyhedens triste Krykkegang derhjemme i de mørke Stuer paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed havde deroppe i Ensomheden ædt sig ind i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar – havde forhærdet sig til en fiks Ide, der gjorde hans Eksistens uhyggelig endogsaa for ham selv. I Stedet for at rejse til München, hvor en stor og smuk og glad Kvinde ventede ham, sad han her og sukkede som en forelsket Konfirmand; – ja havde han ikke staaet dernede ved Vandet idag og udspioneret Jytte gennem en Kikkert ligesom den skinsyge Ferdinand i Operetten? Saa vidt var det allerede kommet med ham! Det var Resultatet af den kloge Asmus Hagens 154 Trolddomskunster. Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ...Og Asmus maatte jo have forudset det, siden han udtrykkeligt havde anbefalet ham at være forberedt paa alle en ny Pubertetsperiodes Latterligheder og Galskaber! –

Inde i Salen var Negeren imidlertid bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der sparkede omkring sig til et kannibalsk Spektakel af Kastagnetter og Tamburiner: Mændene figurerende med aabenstaaende Skjorter og Svømmebukser, Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Triko. Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Jytte havde igen laant Hr. v. Auens Kikkert, dog kun for at søge efter Torben. Hun havde holdt Øje med ham baade da han blev forestillet for sin Vens Kone og siden, da han opholdtes af Direktør Zaun. Men pludselig var han forsvunden for hende, og hun begyndte at blive urolig.

"Hvor har Vorherre den unge Hr. Mohn i Aften?" spurgte Oberverwaltungsgerichtsraten, da hun gav ham Kikkerten tilbage. "Skulde det være blevet til Alvor med hans Rejse?"

"Det er det vel nok."

"Jeg har virkelig ondt af den unge Mand. Han 155 skulde have haft Lov til at dø i Fred i sit Hjem. Han kommer aldrig levende tilbage."

"Nej, det gør han vel ikke," sagde Jytte uden at vide, hvad hun svarede paa. En Angst havde betaget hende. Hun sad og overvejede, om hun skulde sige det til Moderen, at Torben Dihmer var gaaet. Maaske var han bleven syg ...

I det samme saae hun ham komme inde fra Læseværelserne, og hendes Øjne blev dybe, og hun smilte af hemmeligsfuld Lykke. Hun vidste det ikke selv, men Hr. v. Auen saae det og straks gik Elskværdigheden af ham. I samme Øjeblik, Torben naaede hen til dem, rejste han sig op og vendte ham sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

Paa Grund af Torbens Nærværelse følte Jytte sig pludselig generet af de kortskørtede Damer og deres raa Hvin, og hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

"Detteher er ækelt," sagde hun. "Jeg tror heller ikke, at Torben Dihmer morer sig."

Baade Moderen og Torben var lette at overtale. Naar Fru Bertha i det hele taget deltog i disse Aftenunderholdninger, var det kun for at skaffe Jytte en Adspredelse, at hun ikke skulde sidde derhjemme og falde sammen eller ødelægge sig ved Klaveret.

156 Udenfor var det klart Maaneskin. Det saae ud, som om det havde snet. Stien foran dem, Appelsintræernes og Skærmpinjernes tætte, mørke Løvmasser og Hustagene nede i Byen var vinterligt hvide. Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det, og hun sagde ogsaa nogle Ord derom; men iøvrigt fulgtes de op til Villaen i Tavshed.

Ved Gitterporten ind til Haven sagde Torben Farvel.

"Vil De allerede gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt," sagde Fru Bertha. "Sig mig, vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente sammen med os imorgen Klk. 9? Vi faar den serveret her hos os selv, og det er virkelig ganske hyggeligt. Altsaa: Paa Gensyn!"

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind for at lade de unge tage Afsked alene. Hensigten var lovlig tydelig og forstemte Jytte. Hun skyndte sig at give Torben Haanden for at følge ind med Moderen; men da han holdt hende tilbage, blev hun alligevel staaende.

"Tilgiv ... Men jeg maa bede Dem sige Deres Moder, at hun ikke skal vente mig imorgen."

"De kommer ikke?"

"Nej ... jeg rejser."

"Rejser? Men De er jo lige kommen?"

"Ja; og jeg skulde aabenbart helst være bleven 157 helt herfra. Det var en Misforstaaelse af mig. Det indser jeg godt nu. Jeg passer ikke længer til Selskabet her."

"Men hvad er det for noget?"

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten. Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Han saae prøvende paa hende.

"Vilde det ikke være Dem imod, at jeg kom og gik her ligesom i gamle Dage hjemme i Dronningens Tværgade? ... Tør jeg endnu betragte mig, som en Ven og en lille Smule af en Kammerat?"

"Ja – naturligvis!" sagde hun men søgte dog nu at trække sin Haand til sig.

Han saae hende rødme i Maaneskinnet, og han følte hendes Hjertes Uro gennem Pulsslaget i hendes Haand, som han ikke vilde slippe. For sin egen Skyld vovede han dog ikke i Øjeblikket at trænge stærkere ind paa hende. Han mærkede, at han var i Færd med at miste Selvbesindelsen. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, og hans Tanker var løbske.

Han nøjedes med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den med Ærbødighed. Og idet hun nu gik ind, blev han staaende med blottet Hoved, indtil hun var ude af Syne, og fulgte derefter Lyden af hendes Skridt paa hele Vejen op gennem Haven. Først da han havde hørt Døren 158 deroppe blive lukket, vendte han sig om og gik langsomt bort.

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod som om hun var optaget af Læsningen.

Jytte var hende taknemlig for denne Forstillelse. Hun havde gerne sat sig hen hos hende og smaasnakket en lille Tid om ligegyldige Ting, inden hun gik i Seng. Uvilkaarligt frygtede hun Ensomheden oppe i sit Kammer. Men hun følte sig heller ikke helt tryg overfor Moderen, var bange for, at hun alligevel skulde give sig til at tale om Torben Dihmer og maaske spørge hende ud. Og hun havde jo i Virkeligheden ingenting at fortælle. Det hele var ogsaa kommet ganske anderledes end hun havde ventet. Hvad havde hun i Grunden svaret? ... Men nu vidste han det altsaa.

"Jeg tror, jeg gaar op med det samme," sagde hun og lukkede sit Klaver.

"Ja, gør du det! Det er heller ikke for tidligt."

Jytte gik mod Sædvane hen og kyssede Moderens Kind til Godnat. Fru Bertha holdt stadig Øjnene i sin Avis. Først efter at Jytte var gaaet, saae hun op. Og da smilte hun lidt og saae tankefuldt frem for sig.

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte staaende 159 ved Vinduet nogen Tid uden at lukke det. Hun troede endnu at kunne høre Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik et Menneske, der nu raadede over hendes Liv; en fremmed Mand, til hvem hun havde betroet sin hele Lykke. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan, og hun havde selv villet det saadan. Tidligere havde hun ikke kunnet lade være med at holde af Torben Dihmer, endskønt hun egenlig ikke havde villet det; men nu følte hun, at hun ønskede at tilhøre ham, at hun længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med Sjæl og Legeme – ja, ogsaa med sit elskovssyge Legeme.

Gennem hendes Erindring jog paany det vilde Skrækkens Tog af alle hendes gifte Veninder, som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme. Hun havde været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den 160 fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv i det sletteste Selskab. Skulde det nu times hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? – Men da vilde hun hellere dø.

Hun lukkede Vinduesskodderne i med en skudrende Bevægelse og tændte Lys. Hun var kommen til at fryse og vilde skynde sig i Seng. Men de mørke Tanker blev ved at flagre om hendes Lykke som Natsværmere omkring et Lys og lod sig ikke forjage. Da hun sad foran Spejlet i sin Natdragt og plukkede Naalene ud af sit Haar, sank Hænderne tungt ned i hendes Skød og blev liggende der.

Hvorfor skulde netop hun blive den ene af Tusinde, hvem Kærlighedsdrømmen ikke skuffede? Tilmed kendte hun i Grunden slet ikke sin tilkommende Mand. For det var jo saadan, at hun alligevel igen havde taget fejl af sine Følelser eller været troløs imod dem. Det var jo en hel anden Mand, hun var kommen til at holde af. Den Torben Dihmer, hun i alle disse Aar havde længtes efter, ham havde hun allerede halvvejs glemt. Det var denne underligt stille og barske Fremmede, hun nu elskede og havde knyttet sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. 161 Saadan var hun! Og hun vilde aldrig blive anderledes! ...

Hun havde saa ofte maattet høre, at hun lignede sin Moder, og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet – grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende...

Hun hørte Moderen komme op ad Trappen. Hurtigt krøb hun i Seng og slukkede Lyset. Da Døren til Sideværelset lidt efter sagte gik op, lod hun, som om hun sov.

[*]

162 Torben var nu kommen ned i Byen. Han gik stadig langsomt, med den solide Gang, der var ham egen. Men hans Holdning var forandret, hans Hoved havde løftet sig, og han holdt Hatten i Haanden for at svale sin brændende og bankende Pande.

Mørk og øde laa Gadens Snevring foran ham. Hist og her brændte en døsig Petroleumslygte, men Butikkerne var tilskoddede, og Maanelyset naaede ikke derned. Et Par Steder sad endnu en sovende Tigger, der mekanisk rakte Haanden frem, da han kom forbi; men ellers mødte han næsten allevegne kun Genlyden af sine egne Skridt.

Han mindedes den Stemning, hvori han for faa Timer siden havde gaaet her, og han følte, at det store Under virkelig nu var fuldbyrdet med ham. Det var, som om en sejg og børstet5 Ham var bristet omkring ham. Alt var forandret. Livet laa atter for ham i al sin Herlighedsglans – skænket ham som en Gave af en ung Kvindes Haand. Saa var der altsaa alligevel Trolddom til i Verden! Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, som han om Eftermiddagen havde fundet saa generende, saa hilste han den nu næsten med Henrykkelse. Der var jo ogsaa i denne ramme Uddunstning et Pust 163 af den skønne, mangfoldige Virkelighed, som han nu igen tilhørte.

Paa et Hjørne var en enkelt Frugtbod aaben, et dybt Portrum, i hvis Bund en hel Familje sad hyggeligt sammen omkring en Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. Han gav sig da til at se paa nogle blomstrende Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke midt imellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen tidligt den næste Morgen. Og da han nu saae, at Pigen var smuk og havde brune Øjne ligesom Jytte, spurgte han ikke om Prisen men lagde overgiven to Guldstykker i hendes Haand.

"Behold dem!" sagde han til det forskrækkede Pigebarn og lukkede hendes Fingre over dem. "Og forvar dine Øjne godt!"

Han gik videre men havde slet ingen Lyst til at gaa hjem til sit Hotel, hvor kun den vante Ensomhed ventede ham. Det faldt ham nu ind, at der maatte være smukt ude paa Strandpromenaden, og han bestemte sig til at gaa derud.

Det viste sig, at Maaneskinnet havde lokket mange Andre ud, og en af de første, han fik Øje paa, var Direktør Zaun.

Den lille Mand gik med Armene paa Ryggen 164 aldeles fordybet i sine egne Tanker ... En Artikel i det sidst ankomne Nummer af Times havde gjort ham alvorligt bekymret for Portugals Skæbne. Han var kommen til at se Landets politiske og økonomiske Forhold i et meget mørkt Lys og følte sig ængstet ved Tanken om dets Fremtid. Han havde nu benyttet sin Aftentur til at udkaste en Plan til en Omordning af Landets indre Styrelse og stod just i Begreb med at grundfæste Finanserne ved Hjælp af et evropæisk Statslaan paa 50 Millioner Milreis, da en Maaneskygge faldt hen over hans Ansigt og fik ham til at løfte Hovedet.

Det var Torben, der var standset foran ham.

"Himlen har øjensynlig en Bestemmelse med os, Hr. Direktør! Det er tredje Gang, vi mødes idag. Skal vi ikke bøje os for Kendsgerningen og gøre hinanden Følgeskab et lille Stykke? Vor Samtale før paa Hotellet blev saa taabeligt afbrudt."

Hr. Zaun saae overrasket op paa ham, satte sin Guldlorgnet paa, tog den af igen med en stor Armbevægelse og bukkede.

"Med største Fornøjelse!"

"Det var om Politik, De vilde tale med mig."

"Unægtelig!"

Han satte Lorgnetten tilbage paa Næsen, og denne vanemæssige Bevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde "Aprilforening"s 165 Diskussionsaftner, hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel. At han siden var bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, at han i hvert Fald paa Grund af sin Partitroskab og store Offervillighed spillede en vis politisk Rolle i Kulissen, huskede Torben ogsaa godt, og det var netop derfor, han havde standset ham.

Direktørens Tanker havde i et Hop vendt sig fra det betrængte Portugal og stod allerede midt i det danske Folketing fuldrustet med ny reformatorisk Iver. Han meddelte, at Stemningen i Tinget var trykket, og at Ministeriet efter al Sandsynlighed vilde lide et alvorligt Nederlag ved Afstemningen om Husmandsloven.

"Men det er forresten kun, hvad jeg straks ved Lovens Fremlæggelse sagde til Landbrugsministeren. De maa højere op med Statsbidraget, sagde jeg, ellers faar De ikke Socialdemokraternes Stemmer, og de kan i dette Tilfælde ikke undværes. Men Hans Excellence pillede sig gudhengivent i Næsen og mente, at det gik saamænd nok. Det sædvanlige Svar! Og nu har vi Resultatet. Partiet vil igen faa et tabt Slag at indføre i sine efterhaanden temmelig bedrøvelige Krigsannaler. Og om et halvt Aar har vi Valgene! Dersom vi ikke nu tager os alvorligt sammen, betragter jeg det slet ikke som udelukket, at vi om nogle Aar igen har Reaktionen siddende 166 paa Taburetterne med Absolutismen som Konsejlspræsident, Chauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som Kultusminister. Saadan staar Sagerne!"

"Jeg har set, at der forberedes et stort Landsmøde for Partiet," sagde Torben. "Saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen at forsøge at komme overens om et nyt Program."

"Ogsaa det – ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde – i fornødent Fald at fremtvinge – et radikalt Personskifte. Magtens Sødme har været adskillige af vore Førere for ambrosisk. De er bleven tunge i Sædet og har lagt sig Ufejlbarlighedsmave til. Det er paa Tide, at der skaffes Plads for friske Kræfter, der kan føre Udviklingen videre. Og nu fortæller jeg Dem næppe noget Nyt, Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at i hvert Fald mange af de Yngre har set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet sig oprigtig over, at De nu har genvundet Deres Helbred."

Han blev afbrudt af et Udraab fra nogle Spaserende, der havde stillet sig hen ved Brystværnet for at iagttage et Raket-Fyrværkeri, som blev sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib. Skibet gik saa langt ude, at man ikke kunde se andet af det end Lysningen fra Koøjnene. Ildstraalerne syntes at stige op fra selve Havfladen som Sprøjtet fra en 167 Spøgelsehval, der boltrede sig derude i Maaneskinnet.

"Senest til November skal vi jo have Valg," fortsatte Direktøren og vandrede videre, efter at de begge havde staaet stille et Øjeblik. "Men jeg anser det ikke for usandsynligt, at Ministeriet vil forsøge en Opløsning paa Husmandsloven. I saa Fald faar vi Valget allerede i Juli; det vil med andre Ord sige, at vi kun vilde have fire Maaneder til at træffe vore Forberedelser. Jeg tilstaar, jeg vilde i den nuværende Situation betragte det som et politisk Selvmordsforsøg, og jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at forhindre en saadan Overrumpling af Vælgerne."

Han kastede sig ud i en Beregning af Partiets Valgudsigter, og det viste sig, at han havde den hele hovedsvimlende Statistik fra det forrige Valg magasineret i sin Hjerne. Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden fra Vesterhav til Østersøen, legede hans Tanker forelsket med et Par smaa Tal af den lille Tabel. Dersom alt gik efter hans Forventning, tænkte han, maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire, allerhøjst om fem Maaneder, og til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han uden Undseelse kunde hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden 168 og byde hende at bo der en Del af Sommeren. Der var derfor ingen Tid at spilde. Han vilde straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa Godsinspektøren skulde alarmeres ...

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning og nu begyndte at skrige.

"Vi maa ved dette Valg møde med vore allerbedste Navne. Baade Reaktionen og Socialdemokratiet skal overraskes ved at se, at Partiet endnu har en Reserve af Elitetropper. Jeg skal betro Dem – De bringer jo ikke Sagen videre – at Deres Ven Professor Hagen har lovet os at lade sig opstille i en af de københavnske Højrekrese. Han er jo meget optaget af sin Videnskab og sin store Praksis – vel ogsaa af sine udbredte selskabelige Forbindelser – det er utroligt, hvad den Mand kan overkomme! Han stiller sig heller ikke i Haab om at blive valgt, blot for at markere sit Standpunkt."

Paa Torbens Spørgsmaal om, hvilke nye Mænd man iøvrigt vilde finde paa Partiets Kandidatliste, nævnede Hr. Zaun en Del Navne, som han slet ikke kendte, og et Par andre som fik ham til at studse; men da han tænkte, at der kunde foreligge en Forveksling, gik han ikke nærmere ind paa Sagen. Han var ogsaa allerede bleven træt af Samtalen. 169 Idet han nu standsede for at sige Farvel, spurgte han blot:

"Tænker De ikke selv paa at søge Plads i Tinget?"

Hr. Zaun slog Øjnene ned og stod en lille Tid tavs. Men pludselig kastede han sig bagover og vrinskede af Lystighed, som om han var bleven kildet:

"Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror i saa Fald ikke De vil faa Medhold i Partiet. De veed maaske ikke, at jeg engang blev opstillet i en Landkres og fik nøjagtig 32 Stemmer, hvoraf de 3 ovenikøbet var ugyldige. Folk med denne Slags Næse," – han rev paany Lorgnetten fra Øjnene og stak sit blege Dæmon-Ansigt frem – "er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet."

Hans Tone gjorde Torben forlegen, og han beredte sig til at gaa.

"Vort Møde var jo ganske tilfældigt," sagde han. "Og denne Samtale har jo været hel privat. Jeg veed ikke engang, om jeg har Lov til at opfatte Deres Henvendelse som et officielt Tilbud fra Partibestyrelsen."

"Absolut! Jeg har udtrykkeligt faaet Mandat til 170 at forhandle med Dem. Jeg kan ogsaa godt med det samme betro Dem, at vi har forbeholdt Dem en af vore solideste Krese. Hvad forresten er en Selvfølge! Gud bevares – det manglede jo bare, at vi skulde lade vor tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!"

Han var traadt et Skridt tilbage og bøjede sig med et stort Smil ned til Jorden med Hatten i Haanden.

Torben smilede med af Høflighed men fandt det nu paa høje Tid at bryde af. Med sine sidste Ord havde Hr. Zaun rørt ved indslumrede Følelser, som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa eengang!

"Jeg foreslaar, at vi fortsætter en anden Dag. Vi træffes vel nok i Ny og Næ paa Hotellet, men forresten bor jeg derhenne i "Pension Beausite". Og nu maa De tilgive mig, at jeg har ført Dem saa langt bort –."

"Det har været mig en Fornøjelse. Og desuden har jeg Ordre til at bevæge mig saa meget som muligt i Luften. Ogsaa om Aftenen."

"De ligger hernede for Deres Helbred, Hr. Zaun?"

"Ja, jeg lider desværre i høj Grad af Søvnløshed."

"Ja, det kan være slemt! Jeg beklager Dem virkelig. Læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?"

171 "Ok nej, man overkommer desværre saa lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar, – der sker jo saa uhyre meget omkring i Verden – og det har dog altsammen Interesse. Men det bliver stadig mere vanskeligt at faa blot et løst Overblik."

"Ja – Danaïdernes Kar," sagde Torben halvt for sig selv, idet han saae ned i Hr. Zauns nervøse Ansigt med de opalblege, vildt melankolske Øjne, – han tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger. Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværenheds-Mani, der var en af de moderne Sygdomme.

"De har maaske set, at Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Mere end 300 Mennesker skal være omkomne. Det er skrækkeligt! I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa har krævet Menneskeliv – henved et halvt Hundrede tror jeg. Og hvad mener De egenlig om Portugal? Jeg vil sige Dem: jeg frygter for, at vi en Dag læser om et Lands Fallit. Det er dog ikke Smaating!"

Torben skottede ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, fik han oprigtig Medlidenhed med sin forhenværende Med-Fordømte, denne stakkels Mand, der maatte kaste et rigt Hjertes naive Følelse fredløs ud for Vinden, 172 fordi han ikke selv havde Nogen at holde af og være god imod.

Han rakte ham venligt Haanden.

"Jeg ønsker Dem en fredelig Nat, Hr. Zaun! Og altsaa – paa Gensyn!"

 

[gå frem]
 
[1] Kalabreser: (ty.) en slags bredskygget, blød hat. tilbage
[2] Smug: snæver gyde; smøge. tilbage
[3] Nessusskjorte: Herakles' kone Deianeira havde af den døende kentaur Nessus (Herakles havde såret ham dødeligt) fået at vide at hvis hun iførte Herakles en skjorte vædet med Nessus' blod, ville han forblive hende tro. Men det viste sig at skjorten var giftig og dræbte Herakles under store lidelser. tilbage
[4] Tintamaresque-Teater: scene, hvor tilskuerne kun ser de agerendes ansigter ell. hoveder gennem huller i et tæppe, mens kroppene er malet på tæppet. tilbage
[5] børstet: besat med børster. tilbage