Torben og Jytte
En Fortælling-Kres
I
3 Der var nu gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derop vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:
"Saa slap jeg alligevel hjem til Favsingholm!"
Som det skamskudte Vildt bryder ud af Flokken, naar det mærker Døden komme, og vakler ind i Tykningen for at forbløde i Ensomhed, saadan havde han søgt herop til sin forladte, østjyske Fædrenegaard med den Beslutning at dø uden Vidner.
Det gamle Herresæde laa ved en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sit høje, kullede1 Tag i dens døde Vande. Siden Torben Dihmers Fader, Etatsraaden, forulykkede paa en Rejse, havde kun Avlsgaarden været beboet. Sønnen havde dengang været en tolvaars Dreng uden Moder; og da han heller ingen Søskende havde, var Hjemmet blevet opløst. Man 4 sendte ham til Herlufsholm for at opdrages der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.
Nu var han vendt hjem for at visne og dø. Men endnu efter tre Aars Forløb havde Knokkelmanden ikke faaet Bugt med ham. Han tilhørte en gammel livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfader var den bekendte Kammerraad Klavs Dihmer, der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund2, som kørte ind til Randers i en almindelig, stiv Bondevogn med et Forspand af to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der skabtes i en trang Tid en ny Indtægtskilde for Landet. Om hans egen Pengekiste fortaltes det, at den vejede Manden selv op, og det var da ogsaa ham, der igen havde samlet Favsingholms Jorder til et Gods. Forbogstaverne i hans Navn sad med god Grund lueforgyldt indmuret i Gavlen af den høje Ladebygning.
Ogsaa Torbens Fader havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Men trods disse glorværdige Forbilleder brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, 5 tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine socialøkonomiske Studier og lære Verden at kende.
Han vilde være Politiker, Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese, hvor han undertiden optraadte paa Diskussionsmøderne, var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med det mærkelige Vædderansigt og den omhyggelige Haarskilning viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen – og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved sin urokkelige Saglighed og et underfundigt Lune.
Ogsaa den københavnske Dameverden havde interesseret sig for den unge jyske Junker med det egenartede Ydre og de mange Penge. Fra alle Sider var han bleven efterstræbt og forkælet – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.
Paa Favsingholm havde han i alle disse Aar kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Ugestid huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han derinde i sin Bedstefaders brede Armstol og frøs paa 6 Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø. Men saa svag han ogsaa var – Ungdommens Uro sad ham stadig i Blodet. Han var jo endnu ikke 30 Aar. Trods Aandenød og Hjertebanken og slappe Knæ maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt op og ned ad Gulvet med sin Støttekæp for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Han var den hele Dag rastløs paa Færde som et indespærret Dyr, der endnu efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke vil opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden.
I det sidste Aarstid havde han dog forandret sig meget. Han ønskede nu ikke selv andet end at blive udløst af sin Elendighed. Svækkelsen havde naaet Øjnene, saa han daarligt kunde læse. Time efter Time sad han ørkesløs hen uden noget Værge mod Dødstankernes sorte Flok.
Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde engang for 18 Aar siden siddet sammen paa Skolebænken i Randers. Ogsaa senere havde de truffet hinanden i København som Studenter. Ved hans Hjemkomst havde Præsten gjort ham et Besøg; men han havde ved den Lejlighed – ganske uopfordret – givet sig til at udspørge ham om hans Forhold til Religionen, var derfor bleven afvist, 7 da han næste Gang kom til Favsingholm, og havde ikke vist sig der siden.
Nu sendte Torben Dihmer selv Bud efter ham for at høre noget om, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv. Men trods timelange Samtaler aabenbarede der sig ingen frelsende Himmelstige over det to Meter dybe Jordhul, som hans Tanker Dag og Nat kresede om.
Bitrest for ham var det dog næsten at tænke paa, at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han, der havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, han sad nu her og maatte dø med to tomme Hænder. "Ikke engang den stakkels Doktordisputats naaede jeg at faa færdig" – tænkte han tit. Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans lille Moder fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade noget Spor.
Endnu spaserede han daglig en Rundtur i Parken sammen med sin gamle Plejerske, Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig. Paa solvarme Dage kunde han endog vove sig helt ud til Leddet ved Stakkehaven3 for at høre Lærkerne eller se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden. Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket; og som han 8 stod der i en lang graa Ulster, gulbleg og med stive Øjne, der pressede sig frem mellem Laagenes kødrøde Rande, var Indtrykket ogsaa uhyggeligt.
Han pintes selv frygteligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende, og som han troede endnu grellere end det i Virkeligheden var. Derfor havde Porten paa Favsingholm været lukket for alle Fremmede. Han vilde Ingen se.
Nu var der heller ikke mange af Egnens Folk der brød sig synderligt om at komme der. Ensomheden og Dødsangsten havde givet den før saa fredsommelige Mand et mørkt og stridbart Sind. Indtil den gamle Barbara kom til Gaarden havde han skiftet Sygeplejerske hver Maanedsdag, fordi hans Væsen, saa stilfærdigt det var, dog skræmmede dem. Han kunde have de urimeligste Indfald. En Dag fandt han paa, at han ikke vilde spise, en anden, at han ikke vilde vaske sig. "Til Kirkegaardsrotterne kan jeg vel være køn nok," mumlede han saa. Haar og Skæg lod han vokse, saa det strittede omkring ham som Tjørneris; og paa samme Maade fandt han en trist Tilfredsstillelse ved at lade alt i Huset og Parken forfalde.
"Lad det vente, til jeg er død," var hans monotone Svar, hver Gang hans Inspektør foreslog et nødvendigt Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. "Det maa vel engang faa Ende med mig."
[*]
9 Saa hændte det ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Det var en mørk Dag med en tung Skyhimmel paa Vandring ud mod Øst. Den Syge havde haft en daarlig Nat; endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.
Gamle Barbara stod inde i Opholdsstuen og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun til sin Forskrækkelse hørte en Vogn rumle ind i Slotsgaarden. Hun aabnede et Vindu paa Klem. En nedslaaet Kalesjevogn med to Herrer holdt nedenfor Trappen.
Den ene af Herrerne kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?
"Er Mikkelsen da bleven ren tumpet!" udbrød hun pludselig og trak Vinduet til med et Smæld. Hun havde set begge Herrerne staa ud af Vognen og følges op ad Trappen. Hun havde ogsaa set Kusken lange en Haandkuffert ned.
Hun skyndte sig ud for at standse dem i Forstuen. Helt ophidset sagde hun her den Fremmede lige i Ansigtet, at han kunde ikke komme ind.
Doktoren traadte imellem.
"Hør nu her, Søster Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. 10 Professoren er rejst hertil fra København for at hilse paa ham. Vil De øjeblikkelig gaa ind og melde, at Professoren er her."
Men den Gamle stod som en Mur.
"A haar min Instruks," sagde hun paa et fremmedartet Jysk. "Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen."
"Men her skal jeg dog vel i alle Tilfælde ikke blive staaende," sagde nu Professoren – en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt.
Noget i hans Tone gjorde Barbara betænkelig. Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Med en mistroisk Skulen førte hun de to Mænd gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der tilligemed Spisestuen og Sovekamrene var de eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.
Den unge Professor blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og saae sig tavs omkring i det store, mørke Sygeværelse med det røgsværtede Loft, det falmede Tapet og de andre triste Vidnesbyrd om Opløsning og Forfald. Saa vendte han sig mod Barbara, der var bleven staaende ved Døren, og sagde med uvilkaarligt dæmpet Stemme:
"Vær saa god at gaa ind og sig til Godsejeren, at Asmus Hagen er her. Vil De sige ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen."
Med ny Forskrækkelse i sine smaa, mørke Øjne 11 saae den Gamle hen paa Randersdoktoren og tilbage igen paa den fremmede Mand.
"Herren veed saa ikke, hvordan det er fat med Godsejeren?"
"Vist saa! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden Underretning," sagde han. Og da Barbara endnu tøvede, tog han sin Tegnebog frem og skrev et Par Linjer bag paa et Visitkort. "Vil De bringe Godsejeren dette. De forstaar, at her er Tale om en Ordre".
"Men Godsejeren ligger tilsengs."
"Saa bring ham det paa Sengen. Og nu maa det være nok med Indvendinger."
Endnu nølede den Gamle. Hun var bragt ganske ud af Fatning ved dette Besøg. Alene det at høre en fremmed Røst i disse Rum fyldte hende med onde Anelser.
"Hvad Pokker er det for et Spøgelse, min kære Ven her har anskaffet sig?" spurgte Professoren, da hun endelig var gaaet. "Skal det forestille en Sygeplejerske?"
Doktor Mikkelsen trak paa Skuldren.
"Det er en forhenværende Vaagekone herinde fra Herredet. Jeg har gentagne Gange foreslaaet at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men Godsejeren vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær 12 Magt over hans syge Sind. – Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud."
"Ja ja. Der bliver forhaabentlig senere Lejlighed til en Konference her. Jeg siger Dem nu Tak for Ledsagelsen."
"Ingen Aarsag. Jeg har som sagt et Par Patienter her i Nærheden, som jeg dog skulde se til."
Da Asmus Hagen var bleven alene, lod han igen sit hurtige Blik løbe rundt i Stuen og faldt i Tanker. Det var bleven ham fuldkommen klart, at Vennens Sindstilstand foreløbigt var en større Fare for ham end den egenlige Sygdom. Han var derfor glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længer. Det var aabenbart paa høje Tid han kom med Hjælpen.
Barbara vendte nu tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik. Asmus Hagen forlangte imidlertid at blive ført ind til ham med det samme; men da gjorde den Gamle sig igen stiv som en Huggeblok og spærrede ham Vejen, og da han trængte paa, fik hun det Indfald at fortælle, at Godsejeren var gaaet ud paa Natskrinet4. Hun havde lige været Vidne til den voldsomme Sindsbevægelse, hendes Herre var kommen i blot ved at læse den Fremmedes 13 Navn paa Kortet. Skulde han nu ovenikøbet overraskes under Paaklædningen?
Asmus Hagen maatte slaa sig tiltaals og gik paa Undersøgelse omkring i Stuen, mens han ventede. Paa en Hylde over Skrivebordet fandt han en gammel støvet Foliant i Svinelædersbind, som han forresten havde lagt Mærke til straks ved sit Komme. Det viste sig at være en snurrig tysk Bearbejdelse af nogle Oldtidsværker om Lægekunsten. Baade Hippokrates' og Aretæus' Navne spøgede i rødt Tryk paa de mørnede Blade. Men hvad der især fik ham til at gøre store Øjne var, at der rundt om i Bogen laa løse Papirer med Optegnelser og Citater skrevne med Vennens Haand.
Han gav sig til at undersøge ogsaa de andre Bøger paa Hylden. Der var et stort astronomisk Værk i flere Bind og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden fandt han en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen forfattet af en Mand, der kaldte sig "Den troldkyndige i Cordova". Ogsaa denne var fuld af Noter.
Hvad i Alverden! Hvordan var al denne gamle Galskab kommen her?
Uvilkaarlig vendte han sig mod Barbara, der laa paa Knæ foran Kakkelovnen og livede Ilden med en Fjervinge. Men i det samme blev en Dør bag ham 14 aabnet. Torben Dihmer traadte besværligt over Tærskelen.
Asmus Hagen blev et Øjeblik staaende uden at sige noget. Saa vel forberedt han havde været, studsede han dog nu ved Synet.
"Hvordan kommer du her?" spurgte Torben og blev staaende i Døren, idet han støttede sig til Karmen med den ene Haand. Han stod der med sænket Hoved i en falmet Slaabrok af brunt Klæde og havde store, graa Filtsko paa Fødderne.
"Torben! Gamle Ven!" udbrød Asmus og gik hen imod ham med udbredte Arme.
"Kom mig ikke for nær!" sagde Torben og holdt en Haand ud fra sig. "Jeg stinker allerede!"5
"Aa Snak! Jeg er netop ganske overrasket over, hvor rask du ser ud. Du har sandelig holdt dig tapper!"
Han lagde sine Hænder op paa Vennens Skuldre; men ved denne fortrolige Berøring kom Torben til at skælve. Det saae et Øjeblik ud, som om han skulde overvældes af sin Bevægelse; men han mandede sig op og slap Dørkarmen for at gaa ind i Stuen. Han kom dog ikke langt, før det svimlede for ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp, og nu kunde han pludselig ikke komme af Pletten. Asmus Hagen maatte tage ham under Armen og føre ham hen til hans Lænestol 15 ved Kakkelovnen, hvor Barbara i Forvejen havde lagt et Par Puder tilrette.
I den følgende Time sad de to Venner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.
Asmus Hagen vovede sig foreløbig ikke til at stille Spørgsmaal; han fortalte løst og fast om sine egne Oplevelser, mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Han bragte Hilsen fra fælles Venner, og da Torben Dihmer mistænksom spurgte ham, hvad der havde ført ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, gav han en Historie tilbedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus og nu havde benyttet Lejligheden til endelig at gøre ham et Besøg.
"Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os, end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det er over to Aar siden jeg hørte fra dig?"
Torben Dihmer nikkede.
"Jamen det er absolut højst utilstedeligt – som vor gamle Rektor sa'. Har du virkelig gaaet her og glemt alle dine Venner?"
"Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min Sygdom at skrive om. Hvorfor skulde jeg plage jer med den?"
16 "Naa, til mig kunde du da egenlig nok have skrevet om den."
"Jeg vilde netop, at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en, der er død – for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg forresten, I havde forstaaet."
"Naa, hør nu! Du tager virkelig lovlig tungt paa din Tilstand, kære Ven! At du er syg, er jo sikkert nok, men –."
"Anstreng dig ikke! Den trøsterige Tale ved Baaren kan du gerne spare dig. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig."
Asmus Hagen saae ud af Vinduet og overvejede et Øjeblik. Saa gav han sig igen til at snakke i Øst og Vest om København og fælles Bekendte. Blandt andre nævnede han – ligesom tilfældigt – sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan Vennen ved den blotte Lyd af Navnet lukkede Øjnene som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han straks af og gjorde ham et Par Spørgsmaal om hans Søvn og Appetit.
Lidt efter sagde han:
"Jeg skrev paa det Kort, jeg sendte ind til dig, at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?"
"Ikke stort. Naar man hænger i Galgen, gaar Nysgerrigheden af En – veed du nok."
17 "Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Paa den Maade kan du aldrig blive rask. Nu skal jeg minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet maa man aldrig slippe!"
"Det vil jeg dog netop helst. Og det er jo bare jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Misèren med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag. Dette her er ikke til at udholde!"
De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sin Haand for at skjule, at han maatte kæmpe med Graaden.
Der blev nogle Øjeblikkes Stilhed, saa rejste Asmus Hagen sig. Han gik lidt frem og tilbage over Gulvet, satte sig saa hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om hans Skulder.
"Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, da Videnskaben – og jo ikke mindst min egen – gør et nyt Mirakel hver Dag. Der er Grund til at tro, at din Sygdom ikke er saa farlig, som vi allesammen har ment ..... Ja, du ser paa mig! Men du kan jo nok forstaa, at jeg ikke her siger noget uovervejet. Dit Tilfælde falder rigtignok ganske udenfor mit eget Omraade; men jeg har paalidelige Erfaringer at støtte mig til."
18 Torben havde forsøgt at afbryde ham. Nu klappede han Vennens Haand, som laa paa hans Skulder, og sagde:
"Jeg kender dit gode Hjerte, Asmus! Du vil saa gerne hjælpe. Men lad det nu være nok! Du veed dog, at jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt for at blive rask. Jeg har søgt Evropas berømteste Specialister, baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim –."
"Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du selv studeret," sagde Asmus med et Nap i hans Øre og lo. "Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig, Junker Torben! Saa skal jeg fortælle dig, hvordan det er gaaet til, at jeg har faaet Mistanke til vor gamle Diagnose."
Han gik igen ud paa Gulvet. Med Tommelfingrene i Ærmegabet og de andre otte Fingre spillende paa sit høje Fuglebryst gav han sig til at berette.
"Ser du, da jeg i Foraaret var i Paris og besøgte Hospitalerne, talte jeg ogsaa med den berømte Overlæge Dr. de Bèze, og han gjorde mig bekendt med nogle Undersøgelser, han netop var i Færd med. Han var kommen til den Overbevisning, at visse sygelige Tilstande, som man hidtil har tilskrevet inkurable Forandringer i Hjertets Væv, i flere Tilfælde har som tilgrundliggende eller i hvert Fald som medvirkende Aarsag et skjult Myxødem. Du kender den 19 Sygdom – en Destruktion af Skjoldbruskkirtlen; den maa jo ganske vist i Øjeblikket siges at være uhelbredelig, men dens Virkninger har den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig formaaet at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form. Under en Stuegang fik jeg Lejlighed til selv at undersøge hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Jeg har nu staaet i Brevveksling med Dr. de Bèze, og for et Par Uger siden skrev han til mig, at Resultatet af Behandlingen fuldt ud havde svaret til Forventningen. Af hans Patienter var 87 pCt. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende Slørugle6, var endogsaa kommen saadan til Hægterne, at hun havde genoptaget sin Profession paa selve Hospitalet og for Velanstændighedens Skyld maatte fjernes i Utide. Og nu maa jeg gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Samtidig har jeg korresponderet med Schinders i Nauheim, og ogsaa med din nuværende Læge, den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen, har jeg staaet i Forbindelse bag din Ryg. Og for at drive Frækheden til det yderste er jeg altsaa nu kommen i højstegen Person for med din Tilladelse at foretage en sidste Undersøgelse."
Torben, der flere Gange under Vennens Tale havde slaaet afvisende ud med Haanden, sad nu stille og saae ned for sig.
20 "Det er jo umuligt", sagde han tonløst.
"Der er ingenting umuligt."
"Men jeg føler det dog bedst selv. Se paa mig! Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver."
"Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde med dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket. Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu blive den lykkeligste af os alle!"
[*]
Et Par Timer senere sad Asmus Hagen ved Vinduet og røg en Cigaret efter et forsinket Frokostmaaltid. Han var godt tilfreds med Resultatet af sin Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.
Torben sad i Sofahjørnet med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.
"Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Du skal se, inden der er gaaet tre Fjerdingaar ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal optræde med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøvserne og 21 henrykke Hoffets Damer med din velskabte Person. Lys, Luft – und Liebe. Med denne moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Underværker. Se der!"
En af Husets Piger var kommen ind. I raadvild Forlegenhed blev hun staaende henne ved Døren med en Skaal fuld af friske Blomster.
"Hvad er det?" spurgte Torben næsten brysk – ængstet af en Anelse.
"Ja – tænk dig! – dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igaar med Tante Bertha – ja med Jytte forresten ogsaa – og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere Anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig saa om at hilse, og i Aftes paa Banegaarden stod der et Bud med de Blomster til dig i en Æske. Har de ikke holdt sig godt? Aa, Jomfru, bring dem dog hen til Godsejeren!"
Torben afviste Pigen og undskyldte sig med, at han ikke taalte Duften.
"Sæt dem hen paa Bordet!" befalede han.
"Du skal forresten høre noget mærkeligt", sagde Asmus, da Pigen var gaaet. "Mens alle vi Andre ærlig talt – nu kan jeg jo godt sige det – ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, gamle Ven, saa har min kække Kusine hele Tiden haardnakket holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var 22 som en fiks Ide, hun havde faaet. Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men saadan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige."
Torben rejste sig. Han taalte ikke flere stærke Indtryk. Hans Tanker svimlede. Ligesom løsslupne Duer, der sidder og trykker sig omkring det aabnede Slag – lysblændede, raadvilde og forskræmte – vilde de tilbage til Ensomheden og det tilvante Mørke.
I det samme kom Barbara ind igen. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.
"En Præst?" sagde Asmus Hagen og gjorde store Øjne.
Torben blev lidt ærgerlig.
"Sagde I ikke, at her var Fremmede? Forresten ... Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup."
"Vestrup?"
"Ja, husker du ham ikke fra Studentersamfundet og Aprilforeningen? En Bondestudent her fra Egnen."
"Vent lidt! Er det Skidtmads?"
"Ja ja. Han har forresten forandret sig meget. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!"
Asmus Hagens smukke og kloge Øjne blev atter store af Overraskelse, da Præsten kom ind. Det var en Mand af Middelhøjde, lavbenet men med bugnende Overkrop og tung af Fedme. Han bar Briller men 23 ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. Han var mørk i Huden som en Bonde og var ogsaa paaklædt som en Bonde, bar en bredskødet Frakke af Dyffel og et blomstret Bomuldstørklæde knyttet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.
Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen Fremmede til Favsingholm. Han havde fra sit Vænge set Hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem Landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu saae Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin Nysgærrighed. Til sin Ærgrelse og Skam følte han overfor denne elegante og verdensvante Herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne Forsagthed, der i gamle Dage saa tidt havde faaet ham til at slaa Øjnene ned for Folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet blev han urolig ved Synet af den andens brocherede7 Silkevest og fik travlt med at knappe sin Frakke over Brystet, fordi hans egen var mærket af mange Aars Brug.
Hvad der overraskede Asmus Hagen var ikke desmindre netop den Selvsikkerhed, som Aarene havde givet den forrige Bondestudent, hvem han taaget erindrede som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik. Han hilste paa ham med nogen Forbeholdenhed og sagde:
24 "Jeg har vist allerede set Deres Hjem. Er det ikke Præstegaarden, der ligger straks paa højre Haand, naar man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket Stuehus med mange Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor paa Ryggen af Ladebygningen?"
"Jo, det er mit Hjem," svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret, idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig Bemærkning om "den lille københavnske Laps".
Der sad nu de tre gamle Studenterkammerater i den hældende Dag og holdt med Besvær en Samtale vedlige ved at opfriske Minderne fra Ungdomstiden. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Ikke med en Mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig Agtelse paa Grund af hans glimrende Løbebane. Tilsyneladende udeltagende, men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han og strøg sig med Haanden over sin ubarberede Hage. Det lød som om han gned sig med Sandpapir.
I Virkeligheden vidste han dog rigtig god Besked. Han havde ofte læst den unge Professors Navn i Aviserne og set ham løftet i Højsædet som den moderne Medicins Førstemand herhjemme. Men den Slags Døgnberømmelse misundte han Ingen. Hvad 25 betød sligt i Evigheden? Dersom han havde villet det, kunde han ogsaa godt selv have siddet derovre i København med et landskendt Navn og haft baade Universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede Personer rendende paa sine Trapper. Det var saamænd ikke mere end et Par Dage siden han igen havde faaet en Opfordring til at overtage Folketingskresen her for at bevare den for Demokratiet8.
Torben trak sig mere og mere ud af Samtalen. Han var glad ved at sidde et Øjeblik uforstyrret med sine egne Tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store Nyhed. Men da han vilde begynde paa en Forklaring, gik det hurtigt i Urede for ham.
"Fortæl selv, Asmus!" sagde han og strøg sig over Panden.
Mads Vestrups mørkegraa Øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens Fortælling. Han var i Begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et Forsøg paa at have ham tilbedste. Men ogsaa da han havde forstaaet, at det var Alvor, forholdt han sig tavs. Noget i den Tone, hvori denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, fik ham til at slaa Blikket ned.
Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig Forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres Hensigt 26 at give ham hans Sundhed tilbage, saa vilde mange der paa Egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor.
"Hans Miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen," sluttede han.
Asmus Hagen forstod godt, at der blev tilkastet ham en Handske; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Som den fede Præst sad der med Hænderne foldede over Brystet og med Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, saadan at Saalerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk Indtryk paa ham, – det var jo den genopstandne Anders Tikøb9!
"Det glæder mig, hvad De der siger, Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres Kaldsbrødre havde kaldt Lægerne for Djævelens Haandlangere. Der er altsaa i det Spørgsmaal en Divergens indenfor Kirken."
Mads Vestrup løftede sit tunge Hoved.
"Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af Ungdommens Lærere. Mener De, at Lægen i sin Gerning kan undvære Herrens Velsignelse?"
"Spørgsmaalet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, saa plejer jeg at sige til mine Studenter, at der ikke er Videnskaben noget Tilfælde bekendt, hvor Virkningen af et Lægemiddel 27 ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig Proces, ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse. En Spiseskefuld amerikansk Olje f. Eks. virker ogsaa efter min personlige Erfaring ganske suverænt. Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg den samme Virkning."
Mads Vestrup saae over paa ham med paatagen Forbavselse. Han formelig maabede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste Menneskers alvorlige Mening – spurgte han – at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv? Det var jo da at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad "Aanderne" i en Kampesten og besværgede dem ved Trolddom. Saa forstod han da bedre den katolske Overtro paa hellige Kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis maatte fordømme ogsaa denne Form for Genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han spørge: hvad hjalp det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygnede hen og Hjertet forhærdedes? Herpaa skyldte den højlærde Videnskab endnu Menneskeheden Svar.
"Det Svar har De dog faaet allerede i Deres Skoletid, Hr. Pastor! Corpore sana, mens sano. I et sundt Legeme en sund Sjæl – det var Lægekunstens Motto lige fra dens ældste Dage."
Paa sin uforanderligt sindige, næsten søvnige Maade svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte 28 han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske Visdomsord, som ved nærmere Betragtning kun var en kønt klingende Frase. Fordi et Menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor ogsaa hans Sjæl forkrøblet, hans Hjerte urent? Saae man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende Legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et raaddent Indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en Læge, naar han ikke følte sig som Guds ydmyge Redskab, fik Mod til at bruge sin Kunst paa andre Mennesker. Han handlede jo saa rent i Blinde. De syge Folk f. Eks. dernede paa det Pariser-Hospital – hvor kunde Lægerne saa sikkert vide, at der var gjort en Velgerning mod dem ved den Helbredelse? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans Raadslagning havde Videnskaben endnu ikke fundet Vej. Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde der maaske i flere Tilfælde være Grund til at fortryde det "Mirakel", der var bleven gjort med dem.
Asmus Hagen begyndte at blive utaalmodig.
"Jeg foreslaar, Pastor Vestrup, at vi gaar over til et andet Emne. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket."
Men den Tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig 29 kyse af en overlegen Mine. Asmus Hagens Bemærkning havde tværtimod den Virkning, at han nu kom i Ornat og faldt ind i Præketonen. Med orglende Stemme talte han om den oprørske Selvraadighed, der havde grebet Tidens Børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, saa naar Herrens Time kom for et stakkels Menneske, vilde al selvskabt Herlighed opløse sig som et Blændværk, al selvskabt Styrke bøjes som et Siv. Naar Mørket lagde sig paa vore Øjelaag, og det udtærede Legeme krummede sig i Angst og Pine – hvad hjalp saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande fandtes dog ingen Medicin.
"Da har vi dog f. Eks. Morfin," sagde Asmus Hagen.
Det kom som henkastet, men Ordet fløj gennem Luften med sikkert Sigte og ramte Mads Vestrup lige i Hjertet med en Kraft, saa det næsten kunde høres. Hans tykke Ansigt aabnede sig paany med et ganske molboagtigt Udtryk af Forbavselse – og dennegang uden al Forstillelse.
"Ja – Gift!" sagde han og skottede til Torben med et ængstet Blik.
"Det kan man gerne sige. Men denne Gift har den moderne Lægevidenskab forvandlet til en Velsignelse for Menneskeheden. Paa nogle faa Øjeblikke 30 bringer den en lidende Stakkel Fred baade til Legeme og Sjæl, saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Moders Bryst. Den lille Glassprøjte er bleven et profant Naademiddel, der bevisligt for manges Vedkommende har gjort Kirkens Trøst overflødig."
Mads Vestrup havde hørt paa dette med sammenbidt Mund. Ved de sidste Ord vendte han igen Øjnene mod Gulvet. Blodet sang i hans Øre; han maatte ty til Bønnen for ikke at give efter for en vild Lyst til at springe op og slaa den frække Spotter midt i hans glatte Porcellænsansigt.
Asmus Hagen betænkte sig et Øjeblik. Men han havde faaet Blod paa Tanden og ønskede at give sin Modstander Naadestødet.
"Deres Standpunkt forstaar jeg i det hele ikke, da jo ogsaa Kristus efter Biblen optraadte som Læge og altsaa selv har givet Eksemplet. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi Andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten ogsaa finder ret inkonsekvent af ham med hans Opfattelse af Tilværelsen. Naar man betragter denne Verden som en Jammerdal, kan man just ikke kalde det en Barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret Menneske at gøre ham levende igen. Der er f. Eks. Historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt Blod, sikker paa Himmeriges Glæder, er taget bort fra 31 Verdens onde Fristelser og Farer. Og saa – bare for at gøre Propaganda for sin religiøse Ide – –"
Længere kom han ikke. Mads Vestrup tumlede op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det havde været hans Hensigt at slynge den i Hovedet paa ham, men Synet af Barbara, som i det samme tilfældigt kom ind, bragte ham til Besindelse. Han stod et Øjeblik graa i Ansigtet og stirrede ned paa Asmus Hagen med Skum i Mundvigene. Saa gik han bort uden Farvel.
Barbara fulgte ham ud.
Asmus Hagen saae lidt forbløffet efter ham og derpaa hen paa Torben.
"Du er vred paa mig, gamle Ven!" sagde han og gik hen og lagde sin Haand paa hans Skulder.
"Du havde ikke Lov til at krænke ham. Han var dog min Gæst."
"Javist! Det var dumt! Og jeg gør dig min Undskyldning. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Et Par Kloakbrønde – fulde til Randen af den frommeste Ondskab. Tag dig i Agt for ham! Jeg kender den Slags Folk?10"
"Ja, mon du ogsaa gør det?"
"Aa du, jeg har truffet Mage til de Øjne baade 32 herhjemme og i Udlandet. Vi har endnu Middelalderen stikkende rundt om i Krogene. Endogsaa ved Universiteterne, du! Det er nærved at blive uhyggeligt! Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af Smuthullerne. Og havde de Karle Magt som de har Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande."
"Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig selv i gamle Dage, at du gad set alle Præster og Degne hængt."
Asmus, der var gaaet ud over Gulvet, drejede sig om paa Hælen med Hænderne i Siden og lo.
"Det gør jeg endnu! Jeg haaber bare, at det skal blive overflødigt. De vil revne af sig selv ligesom Troldene i Eventyret. Af Misundelse og afmægtig Arrigskab. Din gode Ven, Hr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. – Hvad er han i Grunden for en Person? Han stammer her fra Egnen?"
"Hans Moder var en fattig Væverenke herinde fra Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var lidt bange for hende som Barn, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. Hun levede forresten sine sidste Aar hos ham her i Præstegaarden."
"Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede," sagde Asmus; han var standset ved en Hylde med gamle Stenalder-Redskaber, som han gav sig til 33 at undersøge. "Det maa vel være et godt Kald, han har her? Du forstaar, jeg dømmer efter Omfanget af Mandens Mavesæk. Hvor kan du egenlig holde ud at se paa alt det gudfrygtige Flæsk uden at faa Kvalme?"
"Embedet er ikke synderlig stort," svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. "Men han skal være en god Økonom. Der er dem, som endogsaa kalder ham gerrig. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han gaar i stadig Bekymring for Udkommet. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt Menneske. Med al sin Gudsfrygt har han et tungt Sind."
"Atra bilis11 – ja. Jeg saae det straks. Har han mange Børn?"
"Det tror jeg ikke. Men han har nok andre huslige Genvordigheder. Hans Kone skal være bleven halvvejs Krøbling efter den sidste Barnefødsel. Og du kender maaske Talemaaden om Kødets Brand i en treaars Tyr og en velnæret Præst."
Asmus kom smilende tilbage over Gulvet.
"Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige Visdom? – Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se paa dig, at du er træt."
[*]
34 Mads Vestrup var imidlertid kommen ud af Gaarden og stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med Knap oveni Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandleddet.
Til den ene Side laa de milebrede Enge og den skjulte Fjord, til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle, nøgne Lerskrænter. Landevejen fulgte paa det første Stykke Engbreden men bøjede derpaa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne. Her naaede han Skoven, hvis høstlig-røde Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Baal.
Trods sit voldsomme Sjælsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser, som han havde taget paa i Anledning af Besøget paa Herregaarden. Men hans Tanker var i Himlen. Deroppe knælede han for sin Gud og spurgte bævende, hvorlænge han endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han dog ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa denne triumferende Satansyngel, der indbildte Menneskene at kunne forvandle Livet til en Sum af straffefri Nydelser og Døden til en vellystfuld Hendaanen?
Han svarede sig selv: men lad dem kun trodse! 35 Regnskabsdagen og det store Skriftemaal undflyede de ikke. Engang skulde de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud levede og var deres Dommer!
Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne blot som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rigtig menneskefordærvende, et rent ud djævelsk Paahit, dersom disse frække Gudløse, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i alle Vellyster, ikke skulde bære saa meget som Erindringen om deres Synder med sig over i det Hinsidige, dersom deres raadne Sjæl ved Lægens Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk og være borte med det samme – vejret hen som en skiden Lugt. Men saadan legede Vorherre heller ikke! Nej, naar Helvede i deres Dødsstund aabnede sit Mørkegab for at opsluge dem, saa var der sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.
Han var kommen ud af Skoven og kunde begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa et Stykke inde paa det aabne Land og sendte ham en kraftig Tørveos imøde. Vinden trykkede Skorstensrøgen ned over Tagene og førte den med sig ud over Markerne, saa 36 det saae ud, som om Jorden dampede. Den yderste, gulkalkede Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Detektivøjne ganske rigtigt havde set. Den lignede ellers aldeles de andre Gaarde i Byen; kun stod der ingen Hæs omkring den. Det meste af Embedsjorden var i Tidens Løb solgt fra; der var kun levnet en god Husmandslod, som kunde føde tre-fire Køer og nogle Faar.
Da Præsten naaede hjem, søgte han ikke straks ind i Stuen men gik først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at paase, at intet var bleven forsømt her under hans Fraværelse. Dog var han idag ganske aandsfraværende paa sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de fortrolige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Helt mekanisk plukkede han op, hvad han fandt paa Gulvene, her en tabt Roe, hist en Tot Hø, og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, glemte han at holde sin daglige Dunderstale til ham om det syndige i at sløse med Guds Gaver.
Han blev staaende i den aabne Stalddør og saae ud over Markerne, mens Aftenklokken ringede. Køernes hyggelige Gumlen og Drynen12 bagved ham, Mælkestraalernes Kogen i Strippen og Kattens Pusleleg i Halmen – al denne Naturens frodige Smaasnakken, 37 som han ellers havde et saa aabent Øre for, overdøvedes denne Aften af Stormvejret i hans Sind.
Han stod og tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, paa den mørke Fortvivlelse, der vilde have slaaet ham med Vanvid, dersom ikke Gud i sidste Øjeblik havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Moder, hende, som han halvvejs havde forglemt derovre og helt havde fornægtet i Sind som i Skind for at komme til at ligne de andre skidte Knægte i Babelsbyen. Derinde bag den hvide Kirkegaardsmur laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse. Han kunde ude i Aftenrøden akkurat skelne de to høje Popler, der havde skygget over det fattige Barndomshjem ved Grusgraven; derfor stod han saa ofte her, naar Aftenklokken ringede, og samlede Sindet til Lovprisning og Tak for den stærke Englevagt, som Gud i denne lille værkbrudne Kvindes Skikkelse havde sat for ham ved hans Indgang her i Syndens og Dødens Verden.
Derude under Vesthimlens flammetungede Skyer kunde han ogsaa skimte den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar daglig gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. Det hændte ham da undertiden, at han kom til at slaa Følge med Torben 38 Dihmer, der i Sommerhælvten boede hjemme paa Favsingholm og red til Skolen paa en Nordbag. Selv maatte han gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Støvlerne; de hang ved Tornystret og maatte ikke tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ham især i en mjødbrun Fløjlsdragt med Bælte og lange Ridegamasjer. I den Dragt havde den unge Junker en Tidlang bedaaret hans enfoldige Bondehjerte. Men saa en Dag havde hans Moder snakket til ham derom og sagt: "Hvordan tror du vel, saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?" Og det Ord havde løst Fortryllelsen.
Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han sig om og gik ind.
Da han sad ved Aftensbordet sammen med sin Familje og sine Husfolk, og efter at Bordbønnen var bleven læst af det ældste Barn, en lille Pige paa syv Aar, spurgte hans Kone ham, om det var sandt, at der var kommen en københavnsk Professor til Herregaarden med en ny Medicin, som kunde gøre Godsejeren rask. Stine Hvedebrødskone havde fortalt det i Køkkenet.
"Naa, har den gamle Sladrekælling allerede faaet den Historie at rende med. Ja, lad os nu først se! Maaske er det ovenikøbet Løgn og Mundsvejr det hele. – Satan skal ikke for tidligt triumfere!"
39 De sidste Ord brast ud af ham som en Torden, og alle saae forbavset op. Den Mindste, en lille Dreng paa tre Aar, foldede forskrækket Hænderne; men ogsaa de andre Børn var bleven blege af Angst. De vidste, at naar deres Fader skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.
Moderen spurgte heller ikke mere, og Maaltidet skred frem under tyngende Tavshed.
Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Mads Vestrup, der saae ud som en Fraadser, krævede streng Nøjsomhed af sin Husstand og blev aldrig træt af at prise Selvforsagelse som ethvert Menneskes Pligt mod Gud og Næsten. Det kunde undertiden hænde ham, at han selv bukkede under for sin Naturs stærke Krav, især naar han blev sat for en af sine Livretter, Risengrød eller Blodpølse eller fyldte Hvidkaalshoveder, men til daglig gennemførte han sin Afholdenhed med stor Strenghed.
Inden de nu rejste sig fra Bordet, holdt han en lille Tale om det, som var sket ude paa Herregaarden. Hver Dag i Aaret, sagde han, og hver Time paa Dagen gjorde den kære Gud de dejligste Mirakler for os; han lod sin klare Sol skinne over Verden, kaldte nærende Korn og yndige Blomster frem af Mulde, skabte smaa levende Menneskebørn i sine 40 Engles Billede og lagde dem i vore Arme. Og alt saadant fandt Verdens Børn bare "naturligt" og ikke Snak værd, ja der var jo dem, som ikke engang syntes, at det var noget at sige Tak for. Men ikke saasnart havde en Doktor en Smule Held med Kniven eller med et Pulver, saa vidste vi straks ikke, hvordan vi var vendt, om det var Vorherre eller os selv, der styrede Verden. Men det vilde han sige, at i dette Hus taaltes ingen Formastelighed, og enhver maatte nu forstaa, hvad Tale der her turde føres om den Sag, som rimeligvis i den kommende Tid vilde optage Sindene paa Egnen.
Efter disse Ord bad han selv frabords; hvorpaa han tog den Mindste ved Haanden og gik ind i Dagligstuen.
Her plejede han at sidde lidt i Mørkningen med Børnene og fortælle dem et eller andet, oftest noget af den hellige Historie. Han, som var en daarlig Prædikant, havde en egen Gave til at tale med Børn. Navnlig forstod han at faa de Smaa til at lytte; og saadanne Øjeblikke, da de samledes om hans Stol, eller naar de om Dagen fik Lov til at følge ham ud i Marken eller i Stalden, var altid festlige Oplevelser for Børnene til Trods for, at Mads Vestrup var en nidkær Opdrager, der i sin Bibeltroskab ikke glemte at omsætte Faderkærligheden i Tugt og Formaning.
Men denne Aften forlod han dem straks efter Bordet 41 og gik tavs over i sit eget Værelse paa den anden Side af Gangen.
Den Mindste, en lille treaars Krøltop, blev staaende med Fingren i Munden og fulgte ham tildørs med Øjnene. Han var færdig at græde men vovede ikke at følge efter. For ham som for de andre Børn var Døren til Faderens Stue Indgangen til et helligt Sted – bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.
Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han henne i sin korte Voksdugssofa og røg en Pibe Tobak, hvad der var den eneste Luksus, han tillod sig. Fru Stine var en lille, hofteskæv Kone nær Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. Hun var Datter af en forhenværende Skolelærer der fra Egnen, og de blev forlovede i hans allerførste Studenterdage. Dengang var hun en rødmosset Landsbypige, som Karlene sloges om; men da de endelig kunde gifte sig, var hun allerede begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.
Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og blev staaende lidt og skruede paa den, mens hun ventede paa, at han skulde tale til hende. Hun havde noget paa Hjerte, stod og tyggede paa et Navn, som hun ikke havde Mod til at nævne. Det var den fremmede 42 Professor paa Favsingholm, som hun vilde have Lov til at søge Raad hos for sin syge Hofte.
Men Mads Vestrup sad som indemuret i sine egne Tanker, ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende13 Halslyd.
"Var der noget, du vilde?" spurgte han endelig.
Stemmen lød saa fjern, Tonen var saa ligegyldig, at hun opgav at tale og haltede ud med Haanden paa Hoften. Men forinden havde hun set sit Snit til at tage et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde og lægge det fra sig paa Bordet uden at hendes Mand mærkede det.
Ved Døren standsede hun igen og spurgte:
"Saa kommer du ikke ind til Børnene i Aften?"
"Nej, jeg har en vigtig Sag at overveje, Stine. Det er den her Skrivelse, som jeg forleden fik fra Venstres Hovedbestyrelse. Jeg maa jo sende et Svar."
Der slog en ny Frygt ud af den lille Kones forgræmmede Træk.
"Du vil jo ikke stille dig, Mads. Det vil du da ikke? Det har du jo saa bestemt sagt."
"Men om nu Gud befalede mig det? ... Jeg har næsten den Tro, at Maalet er fuldt og Tiden kommen, da Herren vil samle de forsprængte Rester af sin Menighed og byde os at plante Golgata-Mærket midt i Døgnets Helvede. – Men gaa nu ind til Børnene, saa skal vi siden tale om det. Jeg har ogsaa noget at fortælle dig."
43 Folk, der bedømte Mads Vestrup efter hans Ydre, tog gerne helt fejl af ham og ansaae ham blandt andet for en Mand med en taabelig Selvfølelse. I Virkeligheden havde han meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Aldrig var det faldet ham ind, at han kunde være udset til at blive den genrejsende Kraft i det danske Folk og den danske Kirke. Han vidste altfor godt, at hans boglige Viden var mangelfuld, og at han heller ikke besad den ydre Personlighed eller den Art Veltalenhed, der virkede paa Masserne. Han havde derfor hidtil uden lang Betænkning afslaaet de forskellige Opfordringer til at træde ind i det offentlige Liv, som han i Aarenes Løb havde modtaget – rigtignok for det meste af Folk, der uden at bekymre sig om hans religiøse Anskuelser kun kendte ham som den paalidelige Demokrat, der paa Valgdagen var Stiller for Almuens Talsmand.
Saa sad der ogsaa i hans Sind en skjult Frygt, der havde holdt de dumpe Kampdrifter i hans Blod i Tømme. Ungdomsminderne fra den store By skræmmede ham. For sin Barnetro frygtede han vel ikke mere; men der var andre Farer i Sodoma, og han havde jo set, at kun faa af de Mænd, som kom ind i det politiske Livs Hvirvel, slap ud derfra uden at have taget Skade paa Karakteren. Selv støtte jyske Bønder i Vadmel vendte efter blot et Par Aars 44 Rigsdagsliv hjem med al Hovedstadens Fordærvelse hængende i Klæderne.
Endelig var der ogsaa den økonomiske Side af Sagen. Trods Diæterne var det slet ikke saa sikkert, at han vilde kunne holde sig skadesløs. Og Familjen kunde han ikke føre med sig. Hans Kone maatte overtage ikke alene Børnenes Opdragelse men ogsaa Tilsynet med Bedriften, og hvordan skulde det vel gaa? Hvad vilde der ikke kunne bortødsles ved Sløseri og Tankeløshed under hans Fraværelse? Han havde sagt til sig selv, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at tage Vare paa havde den Pligt at blive ved Stavnen, og altsaa kunde han heller ikke være udset af Forsynet til at blive en Fører for Folket.
Men nu havde Oplevelsen paa Herregaarden sluppet den bundne Vildskab løs hos ham. Han hørte Hærskrig i Luften, hver Gang han saae Asmus Hagens Porcellænsansigt for sig. Kampens Dage var sikkerlig kommen nu. Derom følte han sig mere og mere overbevist. Og var det virkelig Herrens Vilje, at ogsaa han, som der stod skrevet, skulde beskikke sit Hus og binde op om sine Lænder, – nu, saa var han ogsaa beredt!
Han havde rejst sig fra Sofaen for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Synet af det Brev, som hans 45 Kone havde efterladt paa Skrivebordet, og han stod nogle Øjeblikke og saae forbavset paa det med den pudsige Maaben, der var ham egen.
"Hvad er det for et Brev?" sagde han højt.
Det viste sig, at Konvolutten, som var aabnet, bar hans Kones Navn, og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.
"Hvad er det her for Kæltringstreger?"
Pludselig løb Blodet ham fra Kinderne, og hans Hænder begyndte at ryste. Brevet, der var undertegnet "En Troende af Menigheden", indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. "Din Mand har sin Gang der tidlig og silde, og Oleane er en Møgmær, som jo Alle veed."
Mads Vestrup undersøgte nøje Haandskriften, Frimærkets Poststempel og tilsidst selve Konvolutten, idet han holdt den op for Lampeskæret. Og nu svulmede Halsen paa ham, og Ansigtet blaanede, som om han skulde kvæles.
"Nej, dette er dog –!" sagde han og slog Haanden i Bordet.
I tre Skridt stormede han over Gulvet, rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var ladet paaklem:
"Stine! Er du derinde? ... Vil du komme et Øjeblik."
46 Det varede temmelig længe, inden hun kom, og det var med en utryg Stirren, hun klemte sig ind ad Døren og blev staaende op ad Væggen med Haanden paa Hoften. Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som nogen angerfuld Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.
"Hvad er det her for noget?" spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.
"Ja, hvad er det?" sagde hun og rettede sine mørke Øjne paa ham med en dristig Anklage.
"Hold op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det it'. Jeg har jo Beviser!"
Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var engang imellem hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.
"Jeg har ikke skrevet det," sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.
"Du lyver! Du lyver! Jeg siger dig, jeg har Beviser! Du har jo været saa dum at tage en af mine egne Konvolutter. Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok, du skamløse Kvind! Det er jo it' første Gang, du har kastet Skarn paa hæderlige Kvinders Rygte og bagvadsket din egen Mand. Men at sætte dig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. – Pøj, siger jeg! Pøj! – Gjorde jeg dig din Ret, 47 saa slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa Enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er, og tage sig i Vare for dig."
Denne sidste Trusel fik endelig Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.
"Aa Mads; jeg veed it' selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg – saa syg – saa syg."
Mads Vestrup gik stakaandet op og ned ad Gulvet, og Sveden drev ham ned ad Kinderne. Men bedst som det var, gav han sig til at slide Brevet i mange smaa Stykker. Gik saa hen til Kakkelovnen og kastede det paa Ilden.
"Ja, ja – Stine!" sagde han allerede formildet. "Lad saa den Historie være glemt da, ligesom jeg har glemt og tilgivet de andre. Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags."
Han havde sine Grunde til ikke at gaa altfor strengt i Rette med hende. Skønt der snart ikke var et Kvindemenneske paa Egnen lige ned til Fattighusets gamle Kællinger, som hun ikke havde haft ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en Straaild. Han kunde ikke skjule for sig selv, at Synet af en blomstrende Kvinde virkelig ofte førte hans Tanker paa Afveje. Med Blu maatte han daglig bekende det for sin Gud. Ja, der havde været Tider, navnlig i hans første Præsteaar, da han 48 i sin dybe Skam derover alvorligt tænkte paa at gøre Fortræd paa sig selv for at blive Forargelsen kvit. Heller ikke kunde han sige sig fri for at have set paa Jørgen Stauns Oleane med urene Øjne; men han vidste ogsaa, at han fra det Øjeblik, han var bleven klar over Faren, havde lagt Bukke paa Vejen imellem dem. I mere end en Maaned havde han ikke sat sin Fod i det gamle Hjem, som dog i saa mange Aar havde været ham en kær Tilflugt. Derfor forstod han ikke, hvordan Stine var kommen til sin Mistanke. Men han havde mærket det før, at hun kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.
Den ulykkelige Kone tørrede sine Øjne. Der var noget, hun vilde sige; men det blev hver Gang kun til en Snøften. Først da hun havde rejst sig og allerede stod ved Døren, fik hun det endelig frem.
"Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm?"
Mads Vestrup standsede sin Gang over Gulvet og sagde forundret men uden Uvilje:
"Vil du sige mig, hvad det skulde gøre godt for, Stine?"
"Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom?"
"Synes du ikke, vi har prøvet nok af den Slags? 49 Du kan jo ikke allerede have glemt, hvordan det gik ifjor, da du – meget mod min Vilje – tog ind til Randers og søgte ham denher omrejsende Bandagist og Markskriger. Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner kastet paa Møddingen! Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen!"
"Men denher er jo da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de første."
Mads Vestrup rystede tungt paa Hovedet.
"Stine! Jeg har sagt dig det tidt: Der er kun een sand Læge for os Mennesker. Det er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort Kors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde hisset. Der er ikke Frelse i noget andet."
Da Stine var gaaet, satte Mads Vestrup sig hen i Sofaen for at vende tilbage til de stærke Tanker, som han paa en saa uværdig Maade var bleven revet ud af. Men den kampmodige Stemning var jaget paa Flugt og vilde ikke lade sig indfange. Hverdagens Bekymringer havde paany trukket sin magiske Kridtstreg omkring ham, og han stønnede pludselig højt som en Trækokse under Aaget.
[*]
50 Ude paa Herregaarden var alle Lysene slukket, da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene, og Torben havde været saa udmattet af Dagens mange Sindsbevægelser, at han endnu tidligere var bragt til Hvile. For at skaffe ham Søvn havde den medicinske Troldmand tilberedt ham et Pulver, som var nøje afpasset efter hans hele Tilstand. Han var da ogsaa hurtigt faldet til Ro, og for første Gang i lange Tider sov han uden Afbrydelser lige til Daggryet.
Gamle Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op et Par Gange i Løbet af Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget at drikke eller blot for at underholde ham lidt i de lange, søvnløse Timer, – Barbara var hvert Øjeblik oppe af sin Seng og lyttede ængstelig ved Dørklemmen14. Men hun hørte ham stadig sove med rolige Aandedrag og blot snakke lidt i Søvne nu og da.
Først den sprukne Morgenklokke ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed, som han ikke længe havde kendt, slog han Øjnene op og huskede nu, hvad der var sket. I det samme gik det op for ham, at det var Dagskæret 51 og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinerne, at Natten allerede var omme, – og han blev liggende i stille Forundring. Det var, som om han langsomt vaagnede af en anden, endnu dybere Søvn. De døde Klokkeklemt derovre, det søvndrukne Spurvepip ude i Haven, de regelmæssige Hvin af Pumpestangen ovre ved Materialskurene – alle disse kendte Lyd, som nu i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde bebudet ham en ny Dag med ny Angst og ny Pine – de naaede ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.
Barbara, der havde hørt, at han var vaagnet, kom nu ind og begyndte sin foreskrevne Melding om Vejret og Vindretningen. Men Torben havde ikke Taalmodighed til at høre paa hende idag; han vilde straks op. Det kneb for den Gamle at faa ham til at blive i Sengen, indtil der var bleven ordenlig varmt i Stuerne.
Ved Otte-Tiden sad han ved Tebordet sammen med Asmus. Vennen var lidt morgensur. Han savnede sin Avis med de friske Nyheder fra København, og for dette Savn havde han ingen Medicin. I en lidt irriteret Tone gav han sig til at tale om de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her.
"Om jeg kan begribe, hvad der har været din Hensigt med det Studium. Det har forhaabenlig dog kun været for Kuriositetens Skyld."
52 Torben vilde helst ikke ind paa Sagen; men da Asmus blev ved at gaa ham paa Klingen, lod han sig tilsidst fralokke en Bekendelse. Han forklarede, hvorledes han allerede paa et tidligt Tidspunkt af sin Sygdom havde haft en Fornemmelse af, at hans Befindende med det bestandige Op og Ned var under Indflydelse af visse Fænomener i Naturen og ude i Himmelrummet. Ikke alene virkede alle atmosfæriske Forandringer straks ind paa hans Nervesystem, fremkaldte Svimmelhed og anden Forstyrrelse, saa han kunde forudføle en Storm eller et Tordenvejr længe i Forvejen; men ogsaa alle regelbundne Naturbegivenheder, de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet havde forekommet ham at indvirke paa hans Tilstand. Han havde da søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen af lignende Iagttagelser, og dette havde ført ham ogsaa til Studiet af Oldtidens og Middelalderens Lægekunst.
Asmus, der havde hørt paa ham med sine rundeste Øjne, fik tilsidst et mørkt og bekymret Udtryk; men da han mærkede, at han blev iagttaget, skyndte han sig at smile.
"Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig vaagen. Du plejer Omgang med Præster, studerer 53 Mystikere og forfalder til Trolddom! ... Men du var nu altid et lille Stykke af en gehejm Drømmer, Junker Torben!"
"Du tror med andre Ord ikke paa den Mulighed, at –"
"Gudbevares! Alt er muligt! Dersom du vilde fortælle mig, at Maanen er den synlige Bagdel af en Gud, der har vendt os Ryggen, saa turde jeg ikke benægte det. Men jeg for min Del holder mig til de fattige Kendsgerninger."
"Men det er jo netop Kendsgerninger, jeg har villet undersøge. Og de Iagttagelser, jeg mener at have gjort paa mig selv, bekræftes af Andre. I vor egen Landalmue f. Eks. er – ganske ureflekteret naturligvis – Fornemmelsen af en kosmisk Indvirken paa Blodet og dets Kraft slet ikke noget ualmindeligt. Det har jeg ogsaa faaet mundtlig konstateret af den gamle Kone, der passer mig; og hun har en lang Erfaring at tale af."
"Mener du den lille Kælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som om hun kunde være kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft."
"Naa ja, men der findes altsaa ogsaa literære Vidnesbyrd af videnskabeligt uddannede Mænd fra alle Tidsaldre. Jeg kunde nævne en Autoritet som Tyge Brahe, dersom jeg ikke var bange for at blive mistænkt for ogsaa at tro paa Astromanti15. Men – for 54 at holde mig til Landsmænd – du kender maaske Peder Palladius og hans Visitatsbog? Han er flere Steder inde paa det samme. Hos ham er det dog væsenlig endnu blevet ved den enfoldige Fornemmelse. Niels Hemmingsen derimod – vel et af de fineste og skarpsindigste Hoveder, Norden har frembragt – taler af personlig Erfaring ganske aabent om en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet."
"Ja, du maa undskylde, men den Videnskab lugter mig for meget af Kirkegaarden. Og nu maa du tillade mig at sige dig et Alvorsord. Jeg vil bestemt fraraade dig at fortsætte med den Slags Studier. Det er aldrig sundt for en Patient at beskæftige sig for indgaaende med sin egen Tilstand. Særlig har den Art eksperimenterende Trang til at føle sig i Kontakt med Elementarkræfterne – et for os Læger velkendt Symptom – nedbrudt Konstitutioner, der var stærkere end din. Det er maaske undskyldeligt, at vi Mennesker gerne vil have vore Lidelser betragtet fra et højere Synspunkt end Laboratoriekælderen; men Videnskaben maa have sig frabedt at blive engageret i den Anledning og henviser uden Misundelse til Æstetiken og Teologien. Det skal jeg nu ikke komme nærmere ind paa. Sig mig blot – uden Fortrydelse – vor gode Hr. Skidtmads skulde vel aldrig have haft en Finger med i Spillet her?"
55 "Hvor falder det dig ind!" sagde Torben stødt, og Samtalen blev nu en Tid hængende ved Mads Vestrup, fordi han paany følte sig forpligtet til at værge Præsten mod Vennens Spot.
Der kom dog ingen virkelig Varme i hans Forsvar for ham; dertil var der altfor meget hos Manden, der bød ham selv imod. Navnlig var der en gammel, grim Erindring fra Drengeaarene, som hans Tanker aldrig kunde komme udenom. Dengang de sad paa Skolebænk sammen derinde i Randers, havde der en kort Tid bestaaet et Slags Venskab imellem dem. Han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens Ugle. Mads var ikke saa lidt ældre end sine Kammerater og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet uden Beskytter; men han var en umodig Dreng, der helst krøb i Krog og først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Dag paa Legepladsen hændte det saa, at de selv kom op at brydes. Det begyndte i Spøg men blev efterhaanden Alvor. Kammeraterne slog Kres omkring dem, og deres Tilraab hidsede dem yderligere op. Det blev en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Mads var ham overlegen baade i Masse og Styrke, alligevel blev han ikke kastet, før den anden lumskelig begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes 56 det ham at vende sig, saa Mads kom til at ligge underst, og et mægtigt Glædeshyl fra Tilskuerkresen hilste Goliats Nederlag. Men saa skete der noget. Da Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Ansigtet.
Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at Inspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke Vadmelsryg, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne. Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden. Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, edderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.
Ikke længe efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til Herlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet. Mads Vestrups fuldkomne 57 Hjælpeløshed i den store, fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, – men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord, fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i Studentersamfundet, da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken. Men pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København, og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm, optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. – –
Op ad Formiddagen, da Solen kom frem, foreslog Asmus, at de skulde køre en lille Tur. Torben lod sig tilsidst overtale, og til hans Overraskelse gjorde baade Bevægelsen og den friske Luft ham godt. Genmødet med Omverdenen virkede dog næsten for stærkt paa ham. Synet af de fremmede Marker gjorde ham sky, og da han paa Vejen ind gennem den efteraarsrøde Skov hørte en Fasankok skogre, blev han saa bevæget, at han uvilkaarligt greb Vennen i Armen.
Asmus begyndte igen at tale om sin Kusine, Jytte Abildgaard.
58 "Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Jeg begriber det ikke. For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende. Men der maa velsagtens være en bestemt hun gaar og venter paa."
Torben vilde ikke høre mere. Han sagde, at han begyndte at føle det koldt, og gav Kusken Ordre til at vende. Og ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at den kloge Asmus dog i enkelte Punkter var mærkeligt naiv. Han huskede, at han mellem Linjerne i flere af hans Breve havde læst den samme Formodning om Grunden til, at hans Kusine ikke giftede sig. – Han vidste det bedre selv! Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen, var det temmelig sikkert ikke paa ham.
Da de kom hjem, blev de modtaget af Doktor Mikkelsen fra Randers, hvem Asmus af egen Magtfuldkommenhed havde sendt Bud efter. De to Herrer havde derpaa en længere Forhandling nede i Haven, og nu fik Asmus pludselig Uro paa sig og maatte nødvendigt være tilbage i København næste Morgen. Torben forsøgte ingen Overtalelse. Det pinte ham at mærke, hvor Aarene havde gjort dem fremmede for hinanden; og trods den store Taknemlighed, han følte, længtes han efter igen at blive alene. Ud paa Eftermiddagen rejste Asmus saa fra Favsingholm.
59 Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den; og han blev staaende ved Vinduet for at kunne følge Vognen lige til den drejede ud af Alleen.
Resten af Eftermiddagen sad han stille i sin Lænestol ved Kakkelovnen. Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang, eventyrlig Rejse tog han paany sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Han sad der med Haanden under Hovedet og hørte Vinden stryge saa husvant langsmed Muren. Han fulgte Lyden af de klaprende Træsko ovre i Avlsgaarden og hørte – langt borte – Brølet af det hjemvendende Kvæg. Og han følte, at der i alt dette var noget, der havde vokset sig fast til hans Hjerte, og som han vilde komme til at savne.
Og han tænkte paa sin Moder, der havde siddet her ligesom han og ventet paa Dødens sidste Krampetag. Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men ofte i disse Aar havde han kunnet høre hendes hule Hoste, den som Tjenestefolkene havde talt saa meget om, da han var lille. Derhenne i det lukkede Skab laa ogsaa en lille Pakke af hendes Breve fra Forlovelsestiden. Det skyldtes rimeligvis Faderens pludselige Død, at de endnu eksisterede; det havde næppe været Meningen, at de skulde læses af Andre. Men han kunde alligevel ikke fortryde at have trængt sig ind i sine Forældres Fortrolighed. 60 Disse Breve havde givet ham hans Moder tilbage og dermed ogsaa i meget givet ham en klarere Forstaaelse af sig selv. Hun, som havde været blot et Navn for ham og et traditionelt Idealbillede, var her traadt ham næsten haandgribeligt imøde, var vokset ud af de fine Skrifttegn som et levende, temperamentsfuldt Menneske, fra hvem han uden stor Vanskelighed kunde aflede enkelte af sine egne Karaktertræk.
Han rejste sig op og slæbte sig lidt omkring ved sin Stok, mens Stuen mere og mere fyldtes af et rødligt Aftenlys. Han standsede tilsidst ved Skrivebordet og blev staaende et Øjeblik med Haanden paa Pladen, mens han skottede op til den Række Værker paa Boghylden ovenover, der havde vakt Vennens Forargelse. "Naa ja," tænkte han. "Det Verdensproblem kan jeg endelig gerne lade ligge. Det var dog kun et Tidsfordriv for mig i min Ensomhed." Men der var andet her, som det ikke vilde blive saa let for ham at skilles fra. I de mange aabne Rum under Hylden og inde i Skabene paa Siderne var der fuldt op af Dokumentpakker og andre Papirer, der tilhørte Gaardens Arkiv. Han havde en Dag ladet dette hente op fra det brandfri Lukke i Kælderen for at have en Sysselsættelse, og saalænge hans Øjne endnu taalte Arbejdet havde han daglig været beskæftiget med at bringe Orden i det. Der 61 var Regnskaber, Skøder, Forhørsudskrifter, Kontrakter og Familjebreve fra de sidste to Aarhundreder, og selv den tilsyneladende ligegyldigste Lap havde haft noget at fortælle ham om de Mennesker, der havde levet her paa Gaarden endnu længe før den kom i hans Familjes Eje. Disse gamle Papirer havde fyldt de øde Stuer omkring ham med Genfærd og Genlyd af mange ejendommelige Fortidsskikkelser og paa en Maade givet ham Erstatning for det Liv, han var lukket ude fra. Nu vilde han sagtens hurtigt glemme alle disse døde Venner for de levende. Den hele mangfoldige Skyggeverden skulde igen forsvinde i Graven!
Han gik tilbage over Gulvet og standsede igen i nogen Afstand fra det runde Midterbord, hvor Jytte Abildgaards Blomster endnu stod. Han betragtede dem med Skyhed. Hvad vilde hun ham egenlig? – tænkte han. Hvad mente hun med alle sine Blomstergaver? Var det et Medlidenhedstegn, eller troede hun virkelig selv, at hun havde ventet paa ham? – Men det var jo umuligt!
Han havde langsomt nærmet sig, og nu bøjede han sig ned over Blomsterne, idet han tænkte paa, at hendes Øjne havde hvilet paa dem. Tilsidst tog han Skaalen mellem sine Hænder og løftede den helt op til sit Ansigt og lod sig gøre svimmel af Duften.
Da hørte han Døren gaa. Barbara kom ind og 62 spurgte, om hun ikke skulde tænde. Han svarede ikke men vinkede hende til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet uden Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere. Tilsidst slap han den Gamle og gik nogle Skridt uden Støtte.
"Jeg skal sige Jer, Barbara," sagde han paa sin tørre Maade. "Imorgen begynder jeg at danse Galopade."
En Timestid efter laa han i sin Seng, og skønt han ingen Sovepulver tog, gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men omkring Midnat slog han Øjnene op med et dybt Suk, vækket af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var Jytte Abildgaard, han havde drømt om, blev han med eet lysvaagen.
[*]
Den første Gang, han havde set Jytte Abildgaard, var paa Storeholt, Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor de mødtes i Sommerferien. Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar med bred Mund og Stumpnæse; selv var han femten, Asmus omtrent i samme Alder. Hun kom fra Samsø, hvor hendes Fader paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun 63 havde sat de to korrekt afrettede Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ugenerte Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene paa Engen som en Dreng. Han huskede især en solhed Dag, da Asmus og han sad i en Baad ude paa en Sø, der hed Grønnevandet, og drev efter Gedder. Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun dukkede sig ned i Sivene og begyndte at smøge Klæderne af sig, og et Øjeblik efter kom hun svømmende hen imod dem. Det lange, brune Haar flød efter hende paa Vandskorpen, og da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfrue-Unge og lo højt. Han havde siden undertiden tænkt paa, at hendes Naturlighed dog næppe havde været helt saa paradisisk som han dengang troede. I hvert Fald havde hun paa Hjemvejen taget dem begge i Ed paa, at de ikke vilde sladre af Skole. Han kunde endnu se hende staa der i Enggræsset med en lyseblaa Langkjole og paa sin ivrige Maade rykke dem i Ærmet for at de skulde sværge rigtig højtideligt.
Den Sommer han blev Student mødtes de paany, og ogsaa dennegang var det paa Storeholt. Hun var nu halvvoksen, og han forelskede sig en Smule i hendes brune Øjne og den friske Mund med de 64 mange smaa hvide Tænder, der var som en overskaaren Hyben at se paa. Hendes Fader var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familjen var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun havde den Sommer en jævnaldrende Veninde med sig, en fregnet og skævskuldret lille Plapremund, en kvindelig Polichinel16, og de to var uadskillelige. Med et Udtryk, som om de tilsammen bar Verdens dyreste Hemmelighed, fulgtes de Arm i Arm hele Dagen endog til Steder, hvor der i Virkeligheden kun var Plads til een.
Derefter gik der næsten seks Aar, før de igen saaes. Jytte havde i Mellemtiden taget Studentereksamen med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk uden noget andet Formaal end at erhverve sig en Magistergrad. Selv var han endelig bleven Kandidat og havde i alle disse Aar ikke tænkt synderlig meget paa hende til Trods for, at han ofte havde faaet hendes Skønhed og Klogskab fremstillet i bengalsk Belysning af Asmus og Andre. Men hans Hjerte var dengang pantsat andre Steder.
Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende overraskede ham. Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarere under end over Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han kunde endnu huske hendes Dragt af ildgul Silke med en perlestukken Kniplings-Bertha17, 65 der ærbart indrammede de jomfruelige Skuldre. Det lokkede Haar bar hun dengang kortklippet med en Skilning paa den ene Side.
De fik hinanden tilbords, og hun satte ham paany i Forbavselse ved den naturlige Ligefremhed, hvormed hun straks fortalte ham, at hun havde vidst, han skulde komme, og havde glædet sig til at træffe ham. Hun var netop vendt tilbage fra en Italiensrejse med sin Moder, og selv agtede han sig en af Dagene til Paris; alligevel talte de næsten udelukkende om Storeholt.
Han nævnede forsøgsvis ogsaa Grønnevandet, men da det gik op for hende, hvad han tænkte paa, saae hun bort og blev lidt rød. Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge kunde i det højeste endnu spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af hendes gyldenbrune Øjne, i Smilets Friskhed og saa i denne frimodige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Folk, der ikke kendte hende.
Allerede ved dette første Møde fik deres Underholdning en saa fortrolig Karakter, at hun spurgte ham tilraads om sine Studier. Han talte til hende om hendes Fader, der et Par Aar forinden var død som Minister; og da han for Spøg forhørte sig om 66 hendes egen politiske Trosbekendelse, erklærede hun aabenhjertigt, at hun aldeles ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, at Nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set, sagde hun, hvor forpint hendes Fader var kommen hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger, og hun var overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidligt lagde ham i Graven.
Ogsaa efter Bordet blev de siddende sammen, hvad der vakte nogen Uro rundt omkring, hvor gamle og unge Herrer stod og trippede for at komme til med deres Kur. Hendes Moder maatte tilsidst hen og minde hende om, at der var andre gamle Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.
De Dage, der fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Sky. Han havde jo været forelsket før, ja det havde i Almindelighed været ret farligt for ham at komme paa Tomandshaand med en smuk Dame, da der gerne blev en eller anden Slags Forlovelse ud deraf. Nu følte han sig for første Gang grebet af den mystiske Magt, der fletter to Menneskers Livstraad sammen og fuldbyrder deres Skæbne. Dag for Dag udsatte han sin Pariserrejse for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og tilsidst kom det da ogsaa til en Erklæring.
Det var ude paa Langelinje, en frisk Solskinsdag med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet – 67 han skulde ikke glemme den Dag! Sammen med Jyttes Moder og hendes garderhøje Faster sad de paa en af Bænkene længst ude. Fasteren havde som sædvanlig erobret Konversationen og fortalte med hæs Droskekuskestemme om sine astmatiske Anfald, om sin Gigt og de tyve andre Sygdomme, hun indbildte sig at lide af. Imens sad han i sine egne, forelskede Tanker og ridsede i Gruset med sin Stok, og Jytte, der havde Plads ved Siden af ham, begyndte tilsidst skalkagtigt at tegne hans Figurer efter med Spidsen af sin Parasol. Da han opdagede det, mødtes deres Øjne med en Dristighed, der bagefter aabenbart forskrækkede hende og drev Blodet højt op i hendes Ansigt. Senere, paa Vejen ind til Byen, tog han Lejligheden iagt og friede straks da de blev alene; og saa sikker var han paa sin Sejr, at han nær ikke havde villet tro hende, da hun – højst ulykkelig – bad om Betænkningstid. I et lille, anstrengt, halvt humoristisk Brev bad hun ham Dagen efter om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Pariserrejse længer.
Han havde godt vidst, at der var andre Mænd, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Der var navnlig Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom, og hvis aandfulde Personlighed og triste Livshistorie tydeligt havde 68 gjort et stærkt Indtryk paa hende. Men Manden var over 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Nu tvivlede han dog ikke om, at det var for dette gamle Menneskes Skyld, hun gav ham Kurven og derved beredte ham hans Livs første alvorlige Nederlag.
Nogle Maaneder senere hørte han saa i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende tre Aar, mens han flyttede om i Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Gang paa Gang nye Rygter om forestaaende Forbindelser, som dog aldrig blev til noget. Han maatte da ofte tænke paa den vemodige Ytring, hvormed hun havde sluttet sit ellers saa spøgefulde Brev til ham, "at det vist overhovedet ikke var Vorherres Mening med hende, at hun nogensinde skulde blive gift".
Saa var det en Vinterdag kort efter hans Hjemkomst, at de uforvarende mødtes i Ridehuset. Hun var nu bleven 22 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Det mørkebrune Haar havde hun i Mellemtiden ladet vokse; det laa – lidt egenraadigt umoderne – i en svær Fletning omkring Hovedet, hvad der i første Øjeblik gjorde hende lidt fremmed for ham. Noget nyt var det ogsaa at se hende tilhest, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, 69 om denne nye Sportsinteresse maaske var en Virkning af hendes Bekendtskab med den svenske Væddeløbsbaron, som man engang havde villet gifte hende med. Nogen god Rytterske var hun under alle Omstændigheder ikke bleven; hun havde stadig saa meget for med Hesten. Men Ridedragten og den sorte Fløjls Jockeyhue klædte hendes energiske Skikkelse henrivende.
De fandt snart igen den gamle, kammeratlige Tone. Som om der aldrig havde været noget Brud i deres Forhold sluttede hun sig paany til ham med denne søsterlige Tillidsfuldhed, der var særlig farlig for ham, der ikke havde kendt hverken Søster eller Moder og derfor altid havde en næsten sygelig Trang til kvindelig Forstaaelse og Ømhed.
Hun fortalte ham, hvad han forresten allerede vidste, at hun havde opgivet Videnskaben for at slaa sig paa Musik. Paa hans Spørgsmaal om Aarsagen svarede hun, at hendes Lyst i Grunden altid havde staaet til Musikken, og for at faa en Afgørelse havde hun saa en Morgen talt paa sine Bluseknapper. Senere hørte han af Andre, at hun virkelig fra den samme Dag havde overflyttet hele sin mærkværdige Viljekraft fra Bogen til Klaveret og allerede var en anerkendt Dygtighed. En af hendes Lærere paa Konservatoriet skulde have sagt om hende, at dersom hun blot havde Ærgerrighed som hun havde 70 musikalsk Forstand og Arbejdsevne, vilde hun kunne blive en Virtuos af Rang.
I de følgende Par Uger mødtes de daglig paa det samme Sted, indtil hans Læge forbød ham alle stærke Bevægelser, ogsaa at ride. Siden saaes de mest i hendes Hjem hos Moderen – "Gehejmeraadinden", som Fru Abildgaard oftest blev kaldt af Fremmede, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt. De to Damer levede den Vinter temmelig stille. Fru Abildgaard havde Aaret forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. Desuden havde de mange Forlovelsesrygter, der overalt flagrede op af Jyttes Fodspor, efterhaanden isoleret dem noget. Det var ikke langt fra, at der var ved at lægge sig et Tvetydighedens Skær over dem. Jytte talte engang selv derom med nogen Bitterhed. Hun var til Tider aabenbart ikke saa lidt forpint.
"Synes De ikke, Jytte har forandret sig meget?" spurgte Moderen ham engang, da de sad alene sammen i Dagligstuen.
Han maatte give hende Ret. Frimodigheden var borte. Der kunde i Øjeblikke, da hun faldt hen i sig selv, liste sig noget tungt og forsagt ind i hendes Træk; og kom hun inde fra Ensomheden i sin egen 71 Stue, laa der ofte et Slør af Træthed over de skønne, kloge Øjne med det hemmelighedsfulde Skyggespil.
Han havde selv i de forløbne Aar oplevet et og andet, der havde givet ham Afsmag for Verden og faaet ham til at føle sig ensom. Han gjorde derfor ingen alvorlig Modstand, da han mærkede, hvordan Kærligheden igen begyndte at spinde sine gyldne Traade imellem dem. Men til nogen fornyet Erklæring kom det alligevel aldrig. Der mærkedes altid paa Bunden af Jyttes Væsen en Skyhed, som i sidste Øjeblik holdt ham Ordet tilbage paa Tungen. Han maatte ofte tænke paa de halvtamme Raakid, man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, som flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.
Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de forskrækkede og bønfaldende Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.
Bedst huskede han hende dog fra den Aften, da de stod i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog den sidste Afsked. Det var Dagen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa sin Kur – og hente sin Dødsdom. Han havde 72 fulgt hende hjem fra en Koncert, hvor de havde været lige aandsfraværende begge to, og de spøgte og lo nu af lutter Forlegenhed. Havde hun maaske kunnet se det paa ham, at han igen stod og tyggede paa Frierordet? Med paafaldende Hastværk stak hun sin Haand ud af den røde Aftenkaabe. "Naa, saa skal De altsaa igen paa Farten! Ja ja, Lykke paa Rejsen da!" – Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.
Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid altid opholdt sig. Han havde takket med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der ikke været imellem dem. Hvor kunde da Asmus komme paa den Tanke, at det netop var ham, hun gik og ventede paa? Det var jo aldeles urimeligt, og han vilde ikke tro paa det.
"Hun vil, hvad hun vil; og hun vil altid det umulige," havde Asmus sagt om hende. Var det maaske Forklaringen?
Først om et halvt Aar vilde han faa Besked. Endnu seks lange Maaneders Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled et Øjeblik i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed. Og han tænkte i sin Utaalmodighed: Hvad har jeg vundet? Ikke 73 saa saare har Døden maattet slippe sit Tag i mig, før Livets urolige Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine.
Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne under Vinduespanelet, gjorde ham roligere. Saa er Klokken Et! – tænkte han. Det lille Mørkevæsen, der aabenbart førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Han havde vænnet sig saadan til Lyden, at han kunde ligge og længes efter den i sine søvnløse Timer, og denne haarde, standhaftige Gnaven virkede i Nattestilheden med en ejendommelig manende Alvor. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den henne fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Døre og Vinduer som en Tyv.
I det samme aabnedes Døren til Barbaras Kammer sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun stod derhenne i Skørt og Natkappe og skyggede for Lyset med Haanden, saa kun hendes eget lille bløde Gammelkoneansigt blev belyst. Paa Væggen bagved hende strakte et uhyre Skyggerids af hendes Hoved sig helt op under Loftet, hvor Aftegningen af Kappebræmmen vimrede paa Gibsdækket som et selvstændigt, levende Væsen. En vækket Natsværmer foer forvildet om et Sted deroppe og baskede med Vingerne.
"Kom kun ind. Jeg er vaagen," sagde han. "Ræk 74 mig mine Piller og giv mig lidt at drikke. Jeg er tørstig."
"Har Herren ikke sovet?"
"Jo – lidt. Se efter, hvordan Vejret er."
Barbara trak et af Gardinerne op, tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.
"Vinden er i Sønder," sagde hun.
"Ja, jeg syntes det nok. Jeg kunde ogsaa høre Nat-Ekspressen før. Vi skal have mere Regn."
Barbara tussede hen til et Bord ved Væggen, hvor hun gav sig til at blande ham en Drik af frisk Hyldebærsaft. Lyset stod foran hende paa Bordet, saa næsten hele Stuen nu fyldtes af hendes Skygge. Torben havde rejst sig paa Albuen, og mens han betragtede hende, faldt han i Tanker. Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket op af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Hun havde ogsaa undertiden siddet her ved hans Seng og forkortet ham Tiden med sine enfoldige Fortællinger om de Mennesker, hun havde lært at kende i sin lange Vaagekonetid; og det forekom ham ofte, at hun trods sine Dages tilsyneladende Ensformighed havde oplevet mere end de fleste og trods sin Indskrænkethed var bleven klogere paa Livet end nogen Anden, han havde kendt. Men det 75 var vel, fordi hun hørte til disse sjeldne Mennesker, der altid havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem. Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 70 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun kommen til Randersegnen, hvor hun var bleven gift, misbrugt og tilsidst ladet i Stikken af en fordrukken Mand.
Hvad skulde der nu blive af hende? Hun forstod sig hverken paa Termometermaalinger eller moderne Aseptik, havde overhovedet ingen anden Uddannelse som Sygeplejerske end et langt Livs Erfaring og Selvopofrelse. Derfor vilde Folk ikke bruge hende.
Men han var for træt til at tænke paa det nu. Da han havde drukket lidt, bad han hende slukke og gaa til Ro.
[*]
Mads Vestrup kom den næste Dag gaaende ude fra sin Roemark, da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en magelig Kalesjevogn. Den lille graamankede Mand sad indhyllet i en Plæd og dampede saa mægtigt af en Cigar, at hele Skyer stod ham ud af Munden.
Da det gik op for Provsteparret, at den store 76 Skikkelse i smudsig Lærredsjakke og Træsko, der kom gaaende saa tungt gennem Vejens Pløre, var Pastor Vestrup, krummedes deres Læber af et ægteskabeligt Tvillingsmil fuldt af overbærende Ringeagt blandet med Uhygge. Mads Vestrup gjorde paa sin Side ogsaa stramme Miner og gryntede ildevarslende, da han i Frastand genkendte Køretøjet. Han havde ikke fjerneste Respekt for sin højt ansete Kaldsbroder, der var en yndet Prædikant og Folketaler, og han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.
Men Provsten lod standse, og de kom i Snak.
Til yderligere Ulykke begyndte Provsten straks at tale om Godsejeren og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget, som han bagefter vilde fortryde, tav Mads Vestrup bomstille. Provst Broberg hørte til de saakaldte liberale Teologer, der var ham endnu mere til Forargelse end de rene Fornægtere. I hans Øjne var denne løvemankede Prælat intet andet end en æresyg Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristendommens strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.
Samtalen blev da ogsaa kun ganske kort. Efter en afsluttende Bemærkning, som gav Provsten Lejlighed til at meddele, at han var paa Vej til Randers for efter særlig Indbydelse at holde et religiøst 77 Foredrag ved en Tombola-Festlighed i Raadhussalen, blev der givet Tegn til Kusken, og Vognen kørte videre.
Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes Mads Vestrup som et indskrænket og noget forstyrret Hoved, der ikke var til Pryd for Standen. Nogen selskabelig Omgang med ham havde ingen af dem; de kendte ham kun fra Landemoderne, hvor han kunde sidde og gabe ganske ugenert under de interessanteste Meningsudvekslinger. En Gang havde han midt under selve Stiftsprovstens Foredrag rejst sig op og forladt Salen med Hænderne i Bukselommerne som en halvfuld Bonde, der tramper ud af en Krostue i et naturligt Ærinde. Naar han en sjelden Gang selv tog Ordet under en Diskussion, satte han Forsamlingen i Forlegenhed ved et Urede af mørk og gaadefuld Tale, som hans Dialekt og grødede Mæle gjorde endnu mere uforstaaelig for de fleste.
"Det Menneske vil engang ende i en Daarekiste," forkyndte nu ogsaa Provsten, saasnart Vognen var kommen udenfor Hørevidde. "Han burde næsten ikke have Lov til at sidde i Embede."
"Og nu vil man dog gøre ham til Rigsdagsmand," sagde Provstinden.
"Aa Snak! Det maa være en Krønike. Jeg veed jo nok, at Hovedbestyrelsen, da jeg afslog at 78 stille mig, sendte en halv Snes Opfordringer ud og saa at sige greb Navnene i Flæng; men dette vilde dog være for galt. Der maa i det hele sættes en Stopper for, at disse Jøder sidder derovre i København og tager Bestemmelser for os uden engang at raadføre sig med Mænd, der kender Forholdene. At stille Pastor Vestrup op her, vilde jo være Galmandsværk. Han vilde ikke engang faa Stemmerne fra sit eget Sogn."
"Ja," sagde Provstinden, "saa synes jeg virkelig lige saa godt, vi kunde beholde Værtshusholderen. Saa meget mere som de to jo ligner hinanden som et Par Brødre."
Ud af Provsten foer en mægtig Røgsky fulgt af en munter Latter.
"Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Tænk, om Folk tog fejl af dem paa Valgtribunen og raabte Hurra for Præsten i den Tro, at det var Værtshusholderen – eller omvendt. Hvilken Situation!"
"Ja, jeg stemte skam paa Sørensen!" sagde Provstinden.
"Jeg med! Jeg med!" galede Provsten; og den fornøjeligste lille Tvillinglatter tumlede med Vinden ud over Markerne, mens det harmonisk samstemte Ægtepar rullede videre gennem det vaade og tunge Efteraarslandskab.
79 Nu havde Mads Vestrup netop samme Morgen sendt Partibestyrelsen i København sit Svar, der var et absolut Afslag. Endnu hele den foregaaende Dag havde han af en Slags Skamfølelse holdt det hen med Afgørelsen; men da han om Aftenen var kommen i Seng, havde hans Kone pludselig givet sig til at græde, og da han spurgte om Grunden, havde hun slaaet Armene om hans Hals og bønfaldet ham om ikke at forlade hende og Børnene, fordi hun kunde føle paa sig, at der i saa Fald vilde times dem alle en stor Ulykke. Han var hurtigt faldet tilføje, og det var ved samme Lejlighed kommen til fuld Forsoning mellem Ægtefolkene. Som saa mange Gange tidligere havde Mads Vestrup hyttet Skindet bag sine husfaderlige Pligter, og forøvrigt retfærdiggjorde han sig med den Betragtning, at det ret egentlig var en forfængelig, ja en formastelig Indbildning at tro, at Himlenes Herre skulde trænge til Menneskers Hjælp i sin Kamp mod den Onde. Guds Rige havde modstaaet vildere Stormløb end det, der i Øjeblikket skabte dets Trængselsdage, og dets Sejr var jo selve Verdensløbets Endemaal.
Med Hovedet hvilende tungt paa sin Kones Skulder var han sovet ind. Men allerede under Morgenbønnen følte han, at Afgørelsen alligevel havde kostet ham en Del af hans Selvagtelse dennegang. Han bad uden Frimodighed, vovede ligesom kun at 80 nærme sig sin Gud ad Omveje. Ogsaa af den Grund havde han været saa tavs under Mødet med Provsten. "Hvad har jeg at lade den Mand høre?" – havde han tænkt. "Vi er jo lige lunkne begge to!"
Da han nu kom tilbage til Præstegaarden, gik han sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden men vidste det knap selv og trak sløvt paa Benene. Pludselig mærkede han en lille Haand lægge sig tillidsfuldt i hans. Det var den Mindste, der var kommen løbende ved at høre hans Skridt. Purken saae op paa ham med sine lydige Øjne, der smilede af Glæde og Taknemlighed. Underlig bevæget tog Mads Vestrup ham op paa sin Arm og kyssede ham. Det var næsten, som om Barnet havde forstaaet, hvad her var foregaaet, og vilde vidne for ham hos den store Dommer.
"Der er kommen et Brev til dig fra Herregaarden," meldte hans Kone ham, da han traadte ind i Stuen. "Her var et ridende Bud."
"Fra Favsingholm? Det kan jeg da næsten ikke tro. Hvor er det?"
Brevet var fra Torben Dihmer selv. I høflige Vendinger beklagede han, hvad der forleden Dag var sket, og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg og drikke en Kop Eftermiddagste hos ham, da han havde en vigtig Sag at tale med ham om.
Hvad kan det dog være? – tænkte Mads Vestrup. 81 Han kunde paa Brevets Tone forstaa, at det ikke var til Præsten der dennegang sendtes Bud. Han havde da ogsaa helst besvaret Indbydelsen med Tavshed. Men Nysgerrigheden lod ham ikke have Fred. Allerede den næste Dags Eftermiddag gav han sig paa Vej.
Han mødte dog med en højst uselskabelig Mine og erklærede straks, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter, da han ikke ønskede at nyde noget. Torben bød ham Plads og spurgte, om han ikke i det mindste maatte lade noget Sodavand bringe ind. Men ogsaa dette Tilbud afslog Mads Vestrup kort og bestemt, skønt Sveden dampede af ham.
Herefter lod Torben alle Omsvøb fare og gik lige til Sagen. Han sagde, at han nu igen paa saa mange Maader og ved saa mange Minder var bleven knyttet til sit Fødested og derfor gerne vilde have, at der vedblivende skulde være et Hjem her, ogsaa naar han var borte. Han havde tænkt paa, at Sognet savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Ønske at oprette et saadant i den tomme Godsforvalterbolig.
"Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde lægges i Hænderne paa min Inspektør i Forening maaske med en Godsskriver, – et saadant Væsen bliver jeg rimeligvis alligevel nødsaget til at anskaffe mig. Og saa skal der naturligvis være en Økonom. Men 82 jeg mener, at Offenligheden har en Ret til at kunne kontrollere en saadan Stiftelse, og det maa jo ogsaa være betroede Folk fra Sognet, som tager Bestemmelse om, hvem der skal optages i Hjemmet. Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Jeg forbeholder mig kun een Plads – en Hædersplads rigtignok – til Barbara, min trofaste Plejerske. Men der sidder jo rundt om saa mange Stakler uden ordenlig Pasning. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg kan huske fra Barn."
Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sit mest forbavsede Udtryk men sad nu tilsyneladende ligegyldig og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.
"De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?" spurgte han.
"Det har jeg ikke sagt. Men Lægerne mener altsaa, at jeg skal rejse til et sydligere Klima hurtigst muligt. Allerede om nogle Maaneder antog Professor Hagen, jeg kunde tage herfra."
"Og hvorhen gaar saa Rejsen – om man tør være saa fri at spørge?"
"Det bliver sagtens til Italien. Jeg tror, det er Meningen, at jeg skal gennemgaa en af disse Solkure, som er bleven saa moderne. Hjemvejen lægger 83 jeg vel saa over Paris, skønt det lyder for mig som et Eventyr, at jeg virkelig maaske skal gense den vidunderlige By."
"Hm – Paris! Ja, det kan jeg tænke!"
Mads Vestrups mørkegraa Øjne blev saa store bag Brillerne. Han sad med bøjet Nakke og skævede op til ham som en nikket Tyr18.
"Paris er jo en livlig By med mange Slags Adspredelser," sagde han. "Og nok ikke altid af de bedste. Man taler jo mest om den By som et stort Kvindemarked. – Naa, men siden De saadan har hele Rejseplanen færdig i Hovedet, saa maa De altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere end han kan staa ved?"
Hans Tone begyndte at falde Torben for Brystet; men han vilde for enhver Pris undgaa et nyt Sammenstød.
"Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saae mig i Spejlet, var jeg helt tilfreds med mig selv."
"Oprigtig talt, jeg ser ingen Forandring."
"Ja, ja; jeg har alligevel ikke længer Lov til at tvivle om Kurens Virkning. Og nu har jeg altsaa følt Trang til at give min Taknemlighed et synligt Udtryk."
Præsten, der havde lagt sig tilbage i Stolen med 84 Armene korslagte over Brystet, saae ved disse Ord hen paa ham med forstilt Mine.
"Taknemlighed?" sagde han. "Det forstaar jeg ikke? Mod hvem?"
"Hør, Pastor Vestrup, lad os ikke igen komme ind paa de Spørgsmaal; det fører dog ikke til noget."
"Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa har jeg ogsaa kun at sige Dem, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille. Det foretrækker jeg at lade Dem vide med det samme."
Der fulgte en længere Pavse.
"Mon De rigtig har forstaaet mig, Pastor Vestrup? Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Alderdomsasyl, et Gæstehjem eller hvad man nu vil foretrække at kalde det –"
"Ja mig er det lige et, hvad det bliver kaldt. Det er jo noget, De selv er Herre over. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke befatte mig med. Nu har jeg sagt det."
I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers, da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede 85 ham op i Ansigtet. Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel – den kloge Asmus, der syntes saa hareøjet og vindig19 men var en Seer!
"Naa ja – saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden," sagde han. "Til Skolelærer Hansen f. Eks. Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder?"
"Det skal jeg ikke videre udtale mig om. Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens Ærendsvend her i Menigheden."
Nu blev det Torben for meget. Nu vilde han af med den Mand. Han taalte pludselig ikke længer Synet af ham, og den stramme Bondelugt af Stald og Tobak og gammel Sved, der altid havde været ham til stor Plage, følte han nu ganske uudholdelig.
"Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte, og det er jo saa ikke værd at forlænge Samtalen. Jeg antager, at den maa være lige saa pinlig for Dem som for mig. Jeg ønsker dog endnu at sige Dem dette, Pastor Vestrup: jeg forstaar jo meget godt Grunden til Deres Holdning. De kan ikke tilgive mig, at jeg ikke har ladet mig begejstre for Deres Livsanskuelse, og nu skal hele Sognet straffes i den 86 Anledning. Det vilde være komisk, dersom ikke den hele Tankegang var saa uværdig."
Han sagde det sidste med beraad Hu for at blive ham kvit med det samme. Men Mads Vestrup blev siddende. Saa saarbar han var paa sin himmelske Herres Vegne – for personlige Fornærmelser havde han til Gengæld en sand Æselshud. Han var desuden glad ved at have faaet denne Lejlighed til at skaffe sig Oprejsning i Vorherres Øjne og ønskede ikke at give den fra sig allerede. Han svarede Torben med at kalde det en underlig Tale, at han skulde kunne have nogen privat Tilfredsstillelse af at gøre andre Mennesker til Kristne. For ham maatte Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Naar han havde søgt ham, var det efter Guds Bydende og som Kirkens Tjener og ikke i eget Ærinde. Og forresten var han jo heller ikke kommen ganske uopfordret.
Han havde talt roligt og ikke uden Værdighed; men Torben bad ham nu rent ud om at gaa. Saa rejste Mads Vestrup sig endelig, hilste tavs med et kejtet Buk og gik bort uden at give ham Haanden.
"Barbara!" sagde Torben, da den Gamle lidt efter kom ind. "Hent min Ulster! Jeg vil gaa en Tur i Parken."
"Men det blæser, Herre!"
"Saa meget desto bedre! Her trænger til at luftes ud!"
[*]
87 Mads Vestrup gik langsomt ad Hjemmet til. Han gik med Blikket fæstet til Jorden. Et nyt, mørkt Uvejr var brudt ind over hans Sind. Dog havde han heller ikke dennegang glemt at smøge sine Søndagsbukser op forneden.
Han naaede op gennem Skoven og havde det aabne Land liggende for sig under en flyvende Skyhimmel. Her standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at lade Blæsten køle sit blussende Hoved. Blikket fulgte en Flok Krager, der styrede forbi, og da de var forsvunden blev det hængende i Luften – mørkt, vildt og fortvivlet.
Ja, Satan var en gavmild Herre at tjene! Nu laa Livet atter for dette gudløse Menneske som en sorgløs Leg. I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvedpølen vinkede der ham ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da underkastet sig? Havde Satan sejret? ...
Han saae sig omkring. Og da han ingen Mennesker kunde opdage i Nærheden, forlod han Vejen og skraaede ind over en Stubmark, idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke.
Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Da han engang troede at se et lyst Kvindehoved dukke op over Hækken omkring Blegepladsen, standsede han 88 brat og vilde vende om. En Flok Duer steg i det samme op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som af en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark noget borte. Synet virkede paa ham som en truende Advarsel; men han var i sine Drifters Vold og gik videre.
I Porten mødte han Gaardsdrengen.
"Er Jørgen Staun hjemme?" spurgte han.
Nej, han var lige kørt til Randers, fortalte Drengen.
"Naa er han det. Det var kedeligt nok," sagde Mads Vestrup; men det lød ikke helt oprigtigt.
Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning, der lige saa lidt som Gaardens andre Længer gav den rette Forestilling om Ejerens Formuesomstændigheder. Paa gammeldags Vis laa Møddingen midt i Gaardsrummet, omhyggeligt tilklappet og plejet som en Slags Have, hvor Hanen og Hønsene livede op som Tulipaner.
I det østre Fremmers, der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen, standsede Mads Vestrup, da han fornam en Duft af Haarolje, og snuste begærligt Luften til sig. Enten maatte Oleane eller Pigen nylig være gaaet der igennem. Bag Bryggersdøren tilvenstre hørte han nu ogsaa Nynnen og Lyden af en Vandøse.
Han genkendte Stemmen og vendte sig sky til den 89 modsatte Dør. Men i det samme aabnedes Bryggersdøren paaklem. Et halvpaaklædt Kvindemenneske med stort, gult Haar stak Hovedet frem.
"Aa, er det dig," sagde hun og trak sig lidt tilbage. "Bedstemo'er har spurgt saa meget efter dig. Hvorfor har du it' været her saa længe? Gaa nu ind, saa kommer A straks."
Mads Vestrup bankede paa Døren og kom ind i en mørk, tilsyneladende mennesketom Stue, der hilste ham Velkommen ved et tikkende Bornholmerur.
"Det er mig – Mads Vestrup!" sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa.
Forhænget for en Alkove blev ført til Side og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Moder. Den gamle Kone havde været sengebundet i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.
"Er det Præsten?" sagde hun og lagde sin lange, gule Benhaand skyggende over Øjnene. I krænket Tone lod hun ham derpaa vide, hvor længe det var siden, at han havde været der og holdt Andagt med hende.
Uden at svare noget til hendes Bebrejdelser tog 90 Mads Vestrup en Stol og satte sig hen ved hendes Seng.
Han havde tidligere ofte tyet til denne stille Aftægtsstue, naar hans Sind var tungt og uroligt. Det var et af de faa Steder, hvor han endnu fandt Forstaaelse af sin enfoldige Tro. De fleste Hjem i Sognet var i hans Øjne smittede af moderne Vantro. Flere af Menigheden havde ligefrem løst Sognebaand til Provst Broberg eller en af de andre Judaspræster i hans Nabolav. Den gammeldags Fromhed, han havde taget i Arv fra sin Moder, havde gjort Mads Vestrup til en dybt ensom Mand.
Den syge Aftægtskone havde altid Biblen eller Salmebogen hos sig i Sengen; men forøvrigt var hun med Liv og Sjæl tilstede overalt paa Gaarden, idet hun havde vænnet sig til at erstatte Synet med Hørelsen. Hun havde i Almindelighed bedre end nogen Anden Rede paa, hvor Redskaberne var at finde og hvem der sidst havde brugt dem. Hun kendte alle Køerne i Stalden paa Brølet alene og vidste paa Dagen, hvornaar hver af dem skulde kælve. En Gang om Aaret, i Højsommertiden, blev hun i sine Dyner baaret udenfor til Havegærdet for at se ud over Agrene og skønne over Høstudsigterne; og siden laa hun bag sit Forhæng og holdt Tal paa Læssene, naar der kørtes ind.
"Jørgen er nok taget til Staden," sagde Mads 91 Vestrup, da de havde talt lidt om Vejret. "Det var da ellers en sær Tid."
"Han maatte derind til Doktoren med Pigen. Hun skulde have snittet en bolden Finger. Saa vilde han i det samme snakke til ham om sit Bryst. Han er saa plaget i denher Tid."
Saa var Oleane altsaa alene hjemme. Det var et underligt Træf – tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. Og han angrede, at han ikke havde agtet paa den. Han var jo kun kommet her for at se hende, – ikke for paany at fristes.
"Ja, lad os saa bede sammen, Mette," sagde han.
Han foldede Hænderne og begyndte med at læse Fadervor. Da han kom til Ordene "Led os ikke i Fristelse" gjorde han et længere Ophold og fortsatte derpaa stærkt bevæget.
Andagten var knap tilende, før Oleane kom ind og hilste ham med et kraftigt Haandtryk.
"Vi var saamænd nær ved at tro, du havde taget Vejen med dig sidst," sagde hun spydigt og lagde sig ned foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. Hun havde et stort, frodigt Legeme men var ellers ikke køn, idet hun engang havde faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. Mads Vestrup vendte sine Øjne fra hende, mens hun sad der paa Hug og 92 hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Som en ung Jættekvinde sad hun der i Skæret fra Ilden og pustede paa de sammenragede Gløder. Bagefter rystede hun med et mægtigt Spektakkel sine Skørter og sit rene Bomuldsforklæde, hvorpaa hun satte sig hen paa Bænken under Vinduet med et Strikketøj og sendte ham et frittende Øjekast over Pindene.
Mads Vestrup og Oleane var Bysbørn fra Barndommen og sagde derfor du til hinanden. I Opvæksten havde der ogsaa været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdoms frie Vis. Nu havde Livet igen ført dem sammen, idet Oleane for tre Aar siden var bleven gift med Jørgen Staun, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge. Mads Vestrup havde dog kun kendt sin egen Svaghed, indtil de nu i Høsten havde været sammen ved et Bryllup. Her kom de til at sidde nogen Tid alene ude i Lysthuset, og bedst som det var, brast Oleane ud i Hulken og sagde, at hun følte sig saa ulykkelig. Han havde i Forvejen af sig selv forstaaet, at hun ikke var tilfreds i sit Ægteskab med Jørgen Staun, især fordi han ingen Børn skaffede hende; alligevel gjorde det et underligt Indtryk paa ham at se hende, der ellers var saa djærv i sin Mund og førte sig med næsten karleagtig Raskhed, sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg som et lille Barn. Han 93 lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men denne Berøring maatte hun have misforstaaet, hun slog Armene om hans Hals og sagde, at hun endnu holdt saa meget af ham. Han vristede sig løs, og de havde siden ikke set hinanden uden om Søndagen i Kirken.
Nu sad hun derhenne paa Bænken under Vinduet og havde lagt det ene Ben skødesløst over det andet, saa en mørkerød Strømpe kunde ses næsten op til Knæet. Mads Vestrup vendte stadig Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke, hvordan hendes blanke Øjne anglede efter hans, og han maatte idelig have sit Lommetørklæde frem for at tørre Sveden af sig, denne kolde Sved, der saa villigt sprang ham ud af Kroppen under alle Sindsbevægelser. Han havde hidtil ikke troet paa Byens Sladder, der længe havde haft saa travlt med Oleane og ligefrem villet gøre hende til et mandgalt Fruentimmer. Men hendes Væsen idag gjorde ham mistænksom.
Uret paa Væggen slog, og han rejste sig for at gaa. Det var nu ogsaa bleven mørkt baade ude og inde. Kun det flakkende Skær af Kakkelovnsilden lyste lidt omkring i Stuen. Oleane lagde Strikketøjet fra sig for at følge ham ud.
"Det behøves ikke," sagde han. "Bliv du kun herinde."
94 Men hun fulgte ham alligevel.
Ude i Forstuen fandt han til sin Forbavselse Gaardsdøren laaset og stænget. Nøglen var endda taget ud.
"Ja, her render saa mange Bisser i den her Tid," forklarede hun. "Saa satte A Stangen for. Du kan jo ogsaa lige saa godt gaa igennem til vort."
"Jeg plejer at gaa ud den samme Vej, jeg er kommen ind," sagde han bydende. "Luk op her!"
"Hys! Hys!" hviskede hun fortroligt. "A maa snakke med dig, Mads Vestrup! Hvorfor har du it' været her saa længe?"
"Luk op!" gentog han og ruskede af al Magt i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven indringet. Satan havde været ude efter hans Sjæl og ført ham i et Baghold.
"Vil du it' snakke med mig, gør A en Ulykke paa mig. Nu veed du det, Mads Vestrup!"
"Du glemmer, at det er din Præst, du taler til," svarede han, idet nu ogsaa hans Stemme sank ned til en Hvisken.
"Aa, lad kuns Præsten være udenfor dether! Du er vist it' helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it' mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. A har jo selv overrasket dig engang. Og du har vel ogsaa nok vidst af, at Jørgen 95 var kørt væk med Pigen. Ellers var du vel it' kommen netop i Dav."
"Nu kommer du med Nøglen, si'er jeg; ellers gaar jeg lige med det samme ind til Mette og fortæller hende, hvad Slags Menneske du er."
"Ja ja. Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it. Nu skal A hente Nøglen."
Hun gik ind i Bryggerset og derfra videre gennem Køkkenet ind i Stuen. Han hørte hende ogsaa aabne Døren til det lille Kammer bagved, der brugtes til Skabsstue; men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede uden at der hørtes en Lyd derinde fra.
Det var ved at blive uhyggeligt. Han mindedes hendes dystre Tone og den Trusel, hun havde udslynget. "Hvad kan et Kvindemenneske af hendes Slags ikke finde paa!" sagde han til sig selv og begyndte igen at svede koldt.
I sin Angst tænkte han først paa at gaa tilbage til Aftægtsstuen og der afvente Jørgen Stauns Hjemkomst; men han kom saa til at huske paa, at man kunde komme i Fortræd og blive straffet, dersom man i et Tilfælde som dette ikke gjorde Anskrig. Han tvang da Modet op i sig, gik gennem Bryggerset og standsede i Døren til Køkkenet.
"Oleane ... hvor bliver du af?" kaldte han og blev bange for sin egen Stemme, da han ikke fik 96 noget Svar. Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.
Nu stod han inde i Stuen. Ogsaa her lyste kun Gløderne i Kakkelovnen, der spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i Kogerummet klaprede uroligt med sit Laag.
"Oleane!" kaldte han igen; men Tavsheden slog ham isnende imøde som fra en aaben Grav. Selve Angsten drev ham fremad nu. Han rev Døren til Kammeret op, og her skimtede han ogsaa hendes Skikkelse. Hun sad paa en af Klædekisterne og hvilede Hovedet i sin Haand.
"Hvorfor sidder du der? .... Hvad er der dog i Vejen med dig, Oleane?"
Hun rejste sig tavs op og vilde gaa ham forbi; men i sin store Glæde over, at hun levede, spærrede Mads Vestrup hende Vejen. I samme Øjeblik følte han hendes Arme omkring sin Hals.
"Aa! A vidste det jo, Mads, at du endnu holdt lidt af mig. Nu vil vi være glade med hinanden og glemme alle vore Sorger."