Rejsen gennem Livet

En Hverdagshistorie

Det var i den gamle, fornemme Købmandsgaard paa Torvet, at den Mand boede, hvorom der her skal fortælles lidt. Han var som Folk er flest, et Menneske med opladt Sind for Livets Goder og med et haandfast Greb paa at forskaffe sig dem. Og Lykken havde smilet til ham, ja, havde ved flere Lejligheder tilkastet ham et Fingerkys. Alt, hvad han i Ungdommen havde drømt om og higet efter, var blevet ham til Del: en blomstrende Forretning, et lykkeligt Familieliv, godt Helbred og et agtet Navn blandt sine Medborgere, tilsidst Rigdom og store Æresbevisninger. Skønt bondefødt og uden anden Lærdom end den, der erhverves i en Krambod, var han bleven Byens førende Mand, den kronede Hersker – "Kong Anders", som man kaldte ham.

Over Porten i hans store Hus sad et pynteligt Vaabenskjold. Det betød dog kun, at han ogsaa var Konsul. Hele Stueetagen var optaget af Kontorer og Prøvelagre, mens Salslejligheden var Familjens Bolig. I et af de mange Vinduer deroppe kunde man ofte se de tre Kongebørns lyslokkede Hoveder, tre Smaapiger; undertiden ogsaa deres smukke Mor, hvem Folk ærbødigt hilste, naar de fik Øje paa hende, mens de gik over Torvet.

Udenfor Byen, en Milsvej borte, havde han et Landsted, hvor han og Familjen tilbragte et Par Sommermaaneder. Huset, der var omgivet af en vidunderlig Blomsterhave, laa højt paa en Bakke med vid Udsigt over Fjorden. Som den Landboer, han inderst inde vedblev at være, følte han sig aldrig lykkeligere, end naar han efter Dagens Gerning inde paa det lumre Kontor kunde gaa omkring i Skjorteærmer og binde Roser op eller lege Saltebrød med Børnene. Dag efter Dag stod hans tre Smaapiger i deres lyse Sommerkjoler udenfor Havelaagen paa den Tid, han plejede at komme fra Byen; og naar de saa en Støvsky rejse sig henne paa Vejen og genkendte hans Vogn, styrtede de jublende ind i Havestuen til Moderen: "Nu kommer Far!"

Rigtig glad var han alligevel aldrig; og det, der trykkede hans Sind, var Tanken om Døden. At al denne redeligt erhvervede Herlighed en Gang skulde glide ham af Hænde og han selv graves ned i Jorden som et Aadsel, kunde til Tider formørke hele Tilværelsen for ham. Ved ethvert Dødsfald indenfor hans Bekendtskabskreds sank han hen i Melankoli. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, at det maaske næste Gang blev hans Tur til at ligge stift udstrakt under et Lagen med sin Konfirmationssalmebog mellem Hænderne. Han troede jo nok paa et Liv efter dette; men da det ikke var en Fortsættelse af det nuværende, blev Tanken ham kun til ringe Trøst.

Han var i sin Tid blevet optaget i Byens højt ansete, to Hundred Aar gamle "Ligbroderlav" og havde ved Indvielsen maattet tømme Lavets store Sølvpokal efter Forskriften. Han havde dermed paataget sig Forpligtelsen til at lægge de døde Lavsbrødre i Kisten og bagefter følge dem til Graven i høj Silkehat og hvide Handsker. Den sidste Del af Løftet havde han troligt overholdt, hvorimod han oftest – som forresten adskillige andre af Brødrene – ved allehaande Udflugter søgte at sno sig fra Forpligtelsen til at bistaa ved Ligets Iklædning. Jo lysere og festligere hans Tilværelse formede sig, desto uudholdeligere blev ham denne Vished om en grufuld Opløsning, som hverken Bønner eller Velgerninger kunde afvende.

Selv ikke herude i sit blomstrende Sommerbo formaaede han at værge sig mod Dødstankens forgiftede Pile. Naar han efter en fornøjelig Søndag med mange Gæster fra Byen, megen god Mad og en Pot Kegler efter Middagen atter blev alene og satte sig hen paa Udsigtsbænken under Blodbøgen for mens Børnene blev lagt i Seng at betragte Solnedgangen, kunde Tungsindet snige sig over ham og knuge den kraftige Mand, saa Taarerne traadte ham i Øjnene. Lyden af Lærkerne, der – usynlige – hang højt oppe under Himlens røde Skyer og ligesom lokkede de smaa, sommerblege Stjerner frem med deres glade Kvidren, forargede ham næsten.

"I har godt ved at synge; I véd ikke, hvad der venter jer, bitte Børn! En Dag skal I ogsaa ligge med stive Lemmer og en hvid Hinde over Øjnene. Færdig!"

Nu skulde det hænde, at det netop blev her i hans Blomsterparadis og midt i Højsommerens Fylde, at den frygtede Gæst første Gang bankede paa hans Dør. Den ældste af Smaapigerne, den lille Astrid, der Dagen forinden havde sprunget omkring i Haven som den gladeste af de glade, blev syg om Natten, og den næste Aften døde hun, elleve Aar gammel. Hendes hvide Kiste blev Dagen efter ført til Byen, hvor Gaderne var strøet med Grankviste og Blomster, som Skik og Brug var. Ved Begravelsen den følgende Dag var Kapellet paa Kirkegaarden overfyldt, og mange maatte staa uden for under Højtideligheden. Der var Folk af alle Slags lige fra Byens Spidser ned til Vaskekoner og Sypiger, der havde følt Trang til at vise deres Deltagelse.

Lidt Nysgerrighed var der jo ogsaa med i Spillet. Man vilde se, hvor smukt der var pyntet, og vurdere Kransene. Mest samledes Opmærksomheden dog om Kong Anders. Man vidste, at Barnet havde været Øjesten, og det hed sig, at han slet ikke havde vist sig paa Kontoret i disse Dage. Som han sad der ved Kisten sammen med Konsulinden, der var tæt tilhyllet i Sort, saa han ogsaa underlig forstenet ud. Selv under Præstens smukke Tale, der satte mange Lommetørklæder i Bevægelse rundt om i Kapellet, viste det sig kun svage Trækninger i hans blege Ansigt.

Sagen var den, at han ikke hørte meget af, hvad der blev sagt. Som saa mange andre af Byens Borgere var han vant til at gaa i Kirke for et Syns Skyld, og under Prækenen sank han gerne hen i sine egne Tanker. Præsten var tilmed en fremmed Mand, der nylig var kommen til Byen og aldrig havde kendt Astrid.

Henimod Talens Slutning faldt der alligevel et Ord, der fik ham til at lytte. Præsten sammenlignede hans lille Pige med en Solstraale, der havde lyst over Hjemmet og nu var slukket, og han tilføjede, at der til Gengæld var tændt et Lys for de Efterladte i Dødens Mørke, en Ledestjerne, der vinkede med en dragende Magt som et af de Blus, der i Folkeeventyrene brænder over de Steder, hvor der ligger en Skat begravet. De Ord maatte han sande. Saadan følte han netop sit Tab. Han havde blot ikke kunnet gøre sig det rigtig klart. Men nu forstod han sig selv. Derude i det ubekendte Land havde han nu sit dyreste Eje. I den evige Nat, der havde fyldt ham med saa dyb en Gru, funklede nu en Stjerne, der vinkede fortrolig og trøstende ned til ham.

I den følgende Tid fulgtes han og hans Kone daglig ud til Graven paa Kirkegaarden, som nu for dem begge var bleven Jordens helligste Plet. Forholdet mellem Ægtefolkene havde det sidste Aarstid være daarligt paa Grund af en Kontordame, som han havde indladt sig med. Barnets Død havde nu igen ført dem i hinandens Arme. Under Taarer havde han angret og hun tilgivet. Hver Dag sad de sammen paa Bænken ved Graven med hinanden i Haanden og talte om deres Førstefødte.

Som saa mange andre sørgende Forældre søgte de Trøst i den Tanke, at deres lille Pige havde været for god for denne Verden. Det Forklarelsens Skær, hvori de nu saa hende, kastede et Genskin tilbage over hendes hele Liv fra Vuggen til Graven. Hun var ikke længer den Astrid, som de ofte havde maattet irettesætte, undertiden endogsaa straffe. Hun var ved Døden blevet ophøjet til et guddommeligt Væsen, omkring hvis fine, lyse Hoved de gyldne Lokker straalede som en himmelsk Glorie. Hver lille Ting, hun havde efterladt, blev omhyggeligt samlet og gemt hen. Et Par løsrevne Blade af hendes Skrivebog, der tidligere vilde være havnet i Skarnkassen, var bleven til en dyrebar Relikvie.

Nogen Tid efter Begravelsen mødte han Præsten paa Gaden og standsede ham for at trykke hans Haand. De fulgtes et Stykke ned ad Gaden; men da han mærkede Præstens afventede Tavshed og saa', at han hele Tiden blev iagttaget med et aarvaagent og mistænksomt Sideblik over Brillekanten, følte han sig stødt og gik skuffet bort.

**
*

Nu gik der en Række Aar, og han naaede op i Halvtredserne. Hans tætte krusede Haar graanede, og Kroppen blev tung. Hans Væsen var ogsaa mere dæmpet end før; men forøvrigt var han tilsyneladende den samme, han altid havde været, en livsfrodig Natur, sine Venners Ven og de Fattiges Velgører. Hvad der dybest inde rørte sig i ham, aabenbarede han ikke for nogen. Med Bondens Undseelse ved at røbe sine personligste Følelser, og forresten ogsaa ganske uden Evne til at give dem et forstaaeligt Udtryk, blev han mere og mere tillukket overfor Fremmede. I Byens Embedsfamiljer saa man derfor ned paa ham trods al hans Rigdom. Navnlig i Præstegaarden betragtedes han som et ringe Menneske, der ikke havde Sans for andet end at leve godt og samle Grunker.

Imidlertid gjorde Døden sin Gerning rundt om hos hans Bekendte og Slægtninge. Stedse hyppigere maatte han lægge en Lavsbroder i Kisten og med høj Hat og hvide Handsker følge ham til Jorden. Hjem efter Hjem opløstes, og der begyndte at blive tomt omkring den aldrende Mand. En Dag blev ogsaa hans Kone ført ud paa Kirkegaarden med stort Følge og sænket ned ved Siden af den lille Astrid, der nu vilde have været treogtyve Aar.

Men Døden havde mistet sin værste Brod, den var ikke det samme Skræmmebillede for ham nu, da saa mange af hans Kære var gaaet forud gennem den mørke Port. For hvert Tab han led, tændtes igen en Stjerne paa Nattedybet hinsides Graven, der efterhaanden glimtede af smaa og store Lys som en høstlig Himmel efter Solnedgang. Forherliget af Savnet genopstod de Hedenfarne i hans Sind til et nyt Samliv, der i en vis Forstand gjorde dem mere inderligt nærværende, end da de levede.

Paa en Forretningsrejse for mange Aar siden, der førte ham til en lille katolsk By i Bøhmen, havde han en Dag set Befolkningen, baade gamle og unge, gaa ind paa Kirkegaaden med Vokslys i Haanden. Af Nysgerrighed var han fulgt med derind, og til sin største Forbavselse havde han set, at der var plantet brændende Lys paa alle Gravene, og overalt laa Mennesker paa Knæ og bad. Han havde dengang syntes, at det var en sær Skik, ja var i Grunden bleven helt forarget over denne Tilbedelse af de Døde. Nu forstod han den bedre. Jo mere Aftenskyggerne bredte sig i hans Liv, desto oftere tyede han selv med sine Sorger ind i Mindets stjernelyse Helligdom. Her fandt han den Opbyggelse, han som oftest forgæves søgte i Kirken.

Ofte maatte han tænke paa et Ord af sin gamle Bedstemor, hos hvem han, den forældreløse Dreng, havde haft sit fattige Barndomshjem. Saa længe man holdt de Døde i Ære, fik det Onde ingen Magt over en. Det havde han hørt hende sige en Dag, da hun sad ved Spinderokken og talte med en anden af Byens gamle Koner. Og nogen anden Tro havde hun vist egentlig ikke haft.

**
*

Det var ikke længer fra Mørket bag Graven, men fra det levende Liv omkring ham, at han nu saa Farerne true. Af hans to Døtre var den ene "rendt af Landet" – som han sagde – med en svensk Sanger. Ogsaa den anden havde giftet sig og var med sin Mand flyttet til Hovedstaden. Han var nu ene i sine mange Stuer, hvor han mere bevogtedes end betjentes af sin Husholderske, en midaldrende Enke med et tækkeligt Ydre, der gjorde sig Forhaabninger om i det mindste at blive betænkt i hans Testamente.

Hans nærmeste Omgang var nu en ældre Sagfører, som Folk i Byen kaldte for Lægprædikanten paa Grund af hans jævne Udseende og højtidelige Udtryksmaade. Det var en skikkelig lille Mand, landsbyfødt ligesom han selv; derfor den eneste af Byens Borgere, han rigtig kunde tale fortrolig med og gøre sig forstaaelig for om de Ting, som han hidtil kun havde talt med sin Kone om.

Den største Del af Dagen tilbragte han nu som før nede i Kontoret; men det var mest for et Syns Skyld og af gammel Vane. Forretningerne blev Aar for Aar tyndere. Yngre Kræfter fortrængte ham med nye Handelsmetoder og en næsten uindskrænket Kredit. Han skulde endogsaa opleve, at det Byraadsudvalg, der havde med Mørtel-Leverancen til den store Havneudvidelse at gøre, foretrak Tilbudet fra en ung Købmand, som han knapt nok kendte af Navn.

Han lod sig dog ikke mærke med noget, – og i Virkeligheden græmmede han sig heller ikke nær saa meget, som Folk i Almindelighed troede. De mange ensomme Timer i Hjemmet og det stedse inderligere Samliv med de forklarede Døde løftede hans Sind op over Hverdagens Fortrædeligheder og forandrede hans Forhold baade til de Medlevende og til hans egen Fortid. Naar han paa sit Kontor fik Besøg af en af de selvtilfredse unge Forretningsfolk, der nu førte Tonen an i Byen, kunde han forlegen slaa Øjnene ned ved Tanken om, at han velsagtens selv engang havde været en saadan Sprade. Og Skamrødmen steg ham mangen Gang op i Ansigtet, naar han bladede i sine gamle Handelsbøger og mindedes Gerninger, som han nu ønskede ugjorte.

Helt havde hans fordums Jeg dog ikke forladt ham. Et festligt Bord med solide Retter og en L'hombre med høje Beter havde endnu den gamle Tillokkelse for ham. Trods sine hvide Haar og sin store Mave førte han ogsaa stadig Nytaarsballet i Klubben op med Amtmandinden uden at mærke, at man smilte af ham bag hans Ryg. Ved Middagsselskaber holdt han den samme Tale, han altid havde holdt, og efter Bordet skæmtede han med de unge Piger, der stødte advarende til hinanden med Albuen, naar han nærmede sig. De satte ingen Pris paa hans bedstefaderlige Kys.

Men naar han ud paa Natten – træt og tung af Vin – kom hjem til sig selv og sine Minders rene og lyse Verden, blev han skamfuld og krøb under Dynen med en uhyggelig Fornemmelse af at have været i Underverdenen, i Skyggeriget, og siddet tilbords med Spøgelser. Det var ogsaa efter Hjemkomsten fra et saadant Selskab, at han bestemte sig for den Indskrift, der engang skulde sættes paa hans Gravsten. Det var ikke et af de gængse Bibelsprog, men et Ord, han første Gang havde hørt i sin Bedstemors lave Bondestue:

"Lyst æfor, mørkt æbag!"

**
*

En Vinterdag gik han en ensom Spadseretur'1 ude i Byens Anlæg. Hans Ven og sædvanlige Ledsager, Sagføreren, var for Tiden bortrejst. Derfor var han i daarligt Humør. Desuden havde han om Morgenen haft Brev fra sin Datter i Udlandet. Hun skrev om meget, som ingen Interesse havde for ham; men tilsidst bad hun ham indtrængende om straks at sende en større Pengesum til Wien, hvor hendes Mand nu skulde optræde paa den store Statsopera og have flere Tusinde Kroner pr. Aften. Hm!

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte han en Mand, i hvem han genkendte Byens nye Præst. Det var en høj, smuk Mand med mørkt Fuldskæg omkring en rød Mund. Han havde aldrig talt med ham, kendte ham kun af Udseende; men i sin nedtrykte Sindsstemning standsede han og gav sig i Snak med ham. Hverken af Ydre eller Væsen havde Præsten nogen Lighed med sin Forgænger i Embedet. Efter Folks Sigende skulde han nok ogsaa tilhøre en anden kirkelig Retning. Ikke desto mindre kom der straks det samme overraskede og mistænksomt mønstrende Udtryk i hans vidt opspærrede Øjne som i Forgængerens.

Det blev da ogsaa kun til et kort og ligegyldigt Ordskifte om Vejr og Vind; hvorefter de skiltes.

Kong Anders var nu en gammel Mand, træt af sig selv og sine Omgivelser, der ikke havde nogen rigtig Virkelighed for ham længere. Kun i Naturen følte han sig nu hjemmehørende i denne Verden og skatskyldig til den. Ude paa sit Landsted, der nu laa gemt i en hel Rosenlund, kunde han sidde timevis paa Bænken under Blodbøgen og glæde sig ved alt, hvad han havde for Øje: de halvtamme Spurve, der nærmede sig med Hovedet paa Siden, Sommerfuglenes luftige Dans og det milevide Udsyn over Fjorden og de grønne Enge. Lærkerne kunde han ikke mere høre; men han vidste jo, at de hang deroppe under Solen og fyldte Luften med deres Jubel. Og han mindedes den Tid, da han forargedes over de smaa Skabningers Sorgløshed. Nu var han bleven deres Lige. Ogsaa for ham smeltede i saadanne Solskinstimer Fortid og Fremtid sammen til et stort, livsaligt Øjeblik. Han havde den samme frydefulde Fornemmelse af at svæve, som han huskede fra sin Barndom, naar han var "faldet i Staver". Grænsen mellem Livets og Dødens Riger udslettedes. Jord og Himmel blev til ét.

Han havde nu kun det Ønske tilbage, at han maatte faa en hurtig og let Død ligesom den lille Astrid, eller som en af hans gamle Venner, der en L'hombreaften i Klubben sank sammen ved Spillebordet midt i en Solo Kulør, som han vilde have brændt sig slemt paa, dersom den var bleven spillet til Ende.

Hans Ønske gik i Opfyldelse.

Det var en Dag i Forsommeren, før han var flyttet ud paa Landet. Der var Fest i Byen, og mange Huse flagede. Det var Skydebrødrene, der havde deres Fugleskydning – en af Aarets store Dage. Tidlig paa Formiddagen blev Fuglekongen afhentet i sin Bolig med Musik og ført gennem Byen i Procession. Vejret var straalende. Foran gik Musikkorpset, en halv Snes sortklædte Herrer med Blæseinstrumenter. Derefter fulgte fire lige store Smaadrenge, paa hvis Skuldre der hvilede en fløjelsbetrukken Baare med en Opstilling af Gevinsterne: en Bowle, en Kaffekande, et Bæger og andre Ting, vægtigt Sølv, der straalede omkap med Solen. Saa kom selve Majestæten i al sin Pragt og Herlighed med et bredt, grønt Silkeskærf over Brystet foruden en Del andre store Værdighedstegn. Derefter kom Æresfølget af Skydebrødre i høje Hatte og med Papegøje-Emblemet i en grøn Roset paa Frakkeopslaget.

Hele Dagen kunde man i Byen høre Skuddene ude fra Festpladsen. Om Aftenen skulde Tronskiftet finde Sted ved en stor Middag med Kanonsalut og Fyrværkeri. Som Selskabets ældste Medlem var Kong Anders bleven særlig indbudt, og han havde da ogsaa lovet at komme. Med Undtagelse af det Aar, da hans Kone døde, havde han endnu aldrig svigtet. Men helst var han bleven hjemme. Han havde ingen Lyst til at agere med i den Narrefest og følte sig desuden ikke rigtig vel.

Hen paa Eftermiddagen tog han sig et varmt Bad for at kvikke sig op, og bagefter sad han i Slobrok og uden Flip ude paa Svalegangen med en Kop Krydderte. Den gamle Svalegang, der helt var overbygget med Vildvin, vendte fra Husets Bagside ud mod Gaardspladsen og de omgivende Pakhuse. Det var Bindingsværks-Bygninger paa fire Stokværk med Stalde og høje Kornlofter, som der nu sjældent var nogen Brug for. For mere end en Menneskealder siden havde han købt Ejendommen af et Fallitbo. Nu skulde velsagtens en af de unge Vindbøjtler med de amerikanske Hornbriller rykke ind her, naar han var borte. Han tænkte derpaa uden Sorg. Værsgo'!

I tidligere Tid, før Fjordens Sejlløb blev reguleret og Engene udtørret, havde Pakhusenes Tage været befolket af flere Storkefamilier, der om Sommeren kalkede de røde Tegl hvide med deres Skarn. Det havde hørt til hans Kones bedste Glæder at sidde her med Børnene og se paa Storkeungerne, naar de gjorde deres første, latterlige Flyveforsøg. Med udbredte Vinger og spjættende Ben balancerede de store Fugle henad Tagryggen, mens Forældrene stod i Reden og saa til. Lille Astrid havde altid villet vide, hvilken af de gamle Storke det var, der havde bragt hende hertil fra Faraos Moser. Hun var saa bedrøvet over, at Moderen ikke kunde huske det. Han saa hendes søde, uskyldige Barneansigt for sig og Moderens muntre Smil og fortabte sig helt i Erindringen.

Men nu kom Husholdersken ud og mindede ham om, at det var paa Tide at komme i Festdragten. Han affærdigede hende med fortrædelig Mine som en, der forstyrres i Andagt. Han skulde nok selv passe Klokkeslettet, sagde han. Lidt efter rejste han sig dog og gik ind i sit Soveværelse.

Med stor Ulyst begyndte han Paaklædningen, og da han til sidst stod i Skjorteærmer foran Spejlet for at binde det hvide Slips, skete der det underlige, at han ikke kunde kende sig selv igen. Det var, syntes han, en ganske fremmed Persons Spejlbillede, han stirrede paa. I det samme svimlede det for ham, og det næste Øjeblik laa han bevidstløs paa Gulvet.

Husholdersken, der hørte det tunge Fald, kom styrtende ind. Med tilkaldt Hjælp fik hun ham løftet op i en Lænestol. Hele Huset kom paa Benene, og der blev sendt Ilbud efter Lægen.

Et Par Timer senere vidste man overalt i Byen, at Kong Anders var død. I de smaa Gyder sad Folk paa Dørfliserne og talte derom tværs over Gaden. Ogsaa til Pavillonen i Grønnevænge, hvor Skydebrødrenes Fest blev holdt, naaede Rygtet naturligvis ud. Det lagde for en lille Tid en Dæmper paa Lystigheden derude; men forøvrigt var der flere, der følte det som en god Tidende, at den Gamle nu var gaaet bort. Han var med Alderen bleven saa fuld af Særheder, at kun Folk som "Lægprædikanten" kunde omgaas ham.

Ved Midnatstid blev den nye Fuglekonge ført i Triumf gennem Byen ledsaget til sit Hjem af alle Skydebrødrene og en stor Folkemængde. Af Respekt for Døden fik Musikken Ordre til at holde inde, naar man naaede Torvet. Tavs som et Ligfølge skraaede Optoget over den store Plads, mens alle uvilkaarligt saa op til den lange Række Salsvinduer i den gamle Købmandsgaard, hvor flere Stuer var oplyste. Det føltes alligevel nu saa underligt, at den Gamles store, tungt vandrende Skikkelse ikke mere skulde ses i Byens Gader.

Det blev da ogsaa en stor Begravelse. Med fuld Honnør stedtes han til Jorden, og der var allerede blevet dannet en Komite til Rejsning af den uundgaaelige Mindestøtte paa Graven. Man havde faaet at vide, at han havde testamenteret en betydelig Del af sin Formue til forskellige af Byens velgørende Stiftelser. Desuden havde han til almindelig Forbavselse oprettet et Legat, hvis Renter skulde anvendes til en stor, aarlig Mindefest for alle Kirkegaardens Døde.

 
['1] Spadseretur: utvivlsomt redaktionens eller sætterens rettelse fra manuskriptets "Spaseretur"; HP brugte ikke d-formen efter 1884. tilbage