Smaa Romaner 1885-1890

437

Efterskrift til DSL-udgaven

Af Flemming Behrendt©

Siden Knut Ahnlunds store og indgående disputats fra 1956 er adgang blevet åbnet til et righoldigt brevmateriale der delvis er gjort alment tilgængelig med brevudgaven af 1997. Brevene anvendes her for første gang til belysning af de Smaa Romaners indbyrdes komplicerede tilblivelse der derfor ikke kan afhandles bog for bog som de efterfølgende udblik over den samtidige kritik og eftertidens behandling. – Til Pontoppidans bøger henvises med årstallet til 1. udgaven hvor intet andet er angivet. De øvrige henvisninger er til litteraturlisten som er ordnet kronologisk. I Tillægget gives en kronologisk oversigt over Pontoppidans skønlitterære prosatekster uden for de tre store romaner.

I den danske litteraturs historie tegner Henrik Pontoppidan (1857-1943) sig mægtig og tydelig. Han er også nem at memorere. Århundredeskiftet lå midt i hans liv, hans tre store romaner drejer sig om det samme nav: Det forjættede Land blev lagt på tegnebrættet 16 år før år 1900, De dødes Rige blev afsluttet 16 år efter og Lykke-Per blev til fra fire år før til fire år efter med en afgørende og lang pause omkring selve århundredskiftet.

Mindre klart tegner billedet sig af det Pontoppidan længe kaldte sine Smaa Romaner. Han endte med at kalde dem noveller. I tre massive bind Noveller og Skitser (1922-30) blev alt det samlet uden for de tre store romaner som Pontoppidan fandt værd at samle på. Gerne ville han have haft plads til Mands Himmerig (1927), fremgår det af breve fra årene 1929-30 til Gyldendalforlæggeren Frederik Hegel d.y.

Men fra de tre bind bortviste han rigtig meget af hvad han havde skrevet før århundredskiftet. Helt kasseret blev tidligt Mimoser (1886) og Spøgelser (1888), og resten havde han i årenes løb skrevet mere eller mindre radikalt om. Enten til sine første samlede Fortællinger I-II (1899) eller i nye selvstændige udgivelser af Vildt (1899), Sandinge Menighed (1903) og Fra Hytterne (1905; hvori En Bonde 438 nu indgik). Andre tekster – som Isbjørnen – blev skåret drastisk ned. Af alle disse revisioner fortrød Pontoppidan selv kun, i 1922, den omskrivning han i 1905 havde foretaget af Nattevagt (1894).

Længe blev der praktiseret et forbud mod offentliggørelse af Pontoppidans breve og journalistik. Det byggede på en formulering i den aftale Pontoppidans datter, Else Thomsen (1894-1984), i 1952 indgik med Det kongelige Bibliotek om overdragelsen af de breve og andre papirer hun havde efter sin far. "Efter min Død maa intet andet trykkes end hvad jeg selv allerede har udgivet – eller vil komme til at udgive – i Bogform, eller hvad der mellem mine efterladte Papirer muligvis udtrykkelig vil blive betegnet som færdige til Trykning. Derimod ingen Avis- eller Tidsskriftartikler, ingen Breve, Digte eller lignende."

Denne formulering findes på et maskinskrevet stykke papir der er bilagt aftalen, men som hverken er dateret eller underskrevet. Traditionen har bestandigt betegnet den som "Pontoppidans testamente", men om noget testamente i streng juridisk forstand er der ikke tale.¹

Dattersønnen, advokat Henrik Thomsen, kunne i 1998 konstatere at det eneste egentlige testamente fra Pontoppidans hånd stammer fra 1923. Her bestemtes det at datteren efter gældende lovregler skulle forvalte "mine efterladte Arbejder saavel offentliggjorte som ved min Død ikke offentliggjorte".

Else Thomsen fraveg enkelte gange bestemmelserne i aftalen af 1952. Hun gav Elias Bredsdorff (1964) tilladelse til at referere og citere af brevene, og hun gav 1979 Gyldendal lov til at genoptrykke Mimoser. Ifølge Else Thomsen skulle det have været en brevudgave – måske brødrene Brandes' brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd (udgivet 1939-42)? – der fik Pontoppidan til i sine sidste år at reagere restriktivt i forhold til testamentet fra 1923.

At Pontoppidan – bortset fra gentagne afvisninger af optryk af Mimoser og Spøgelser – heller ikke i sit testamente formulerede noget krav om Ausgabe letzer Hand, skyldes formentlig at han aldrig havde drømt om at noget andet skulle ske. Han havde jo netop gjort sine værker færdige med deres seneste udgave. I den kontrakt af 1908 hvori Pontoppidan overdrog forlaget Gyldendal rettighederne 439 til forfatterskabet, står da også at "Nye Optryk skal bestandig foretages efter de gennemsete Udgaver".

Vor tid ser anderledes på dette, og nærværende udgave er blot en konsekvens af den udvikling der har fundet sted – også i behandlingen af Pontoppidans forfatterskab. Beslutningen om med dette bind af fremlægge førsteudgaverne af de seks første Smaa Romaner er dog principiel, ikke udtryk for noget synspunkt hos udgiveren om at den første version ud af flere i hvert enkelt tilfælde også skulle være den kunstnerisk bedste. Men nu har læseren i hvert fald muligheden for selv at tage stilling; en mulighed der i mere end hundrede år ikke har eksisteret for hovedparten af disse bøger.

Tilblivelsen

... en pludselig Overflod på Emner,
der trængte sig ind på mig,
og ikke gav mig Tid til at fuldføre det ene,
før jeg måtte i Kast med det andet.

Henrik Pontoppidan til Fr. V. Hegel 15.9.1885

De fem bøger, eller seks Smaa Romaner, der er samlet i dette bind, har en højst kompliceret tilblivelseshistorie. Tilsyneladende hulter til bulter opstod de i deres forfatters hoved som ideer, planer, skitser og udkast og en derefter følgende lang række af gennemskrivninger og tilretninger, tilføjelser og ændringer. Og det altsammen kun indtil 1. udgaven lå på salgsbordet. Hvad derefter fulgte, er som antydet ikke mindre kompliceret.

Første gang navnet på en af de senere Smaa Romaner dukker frem, er ved juletid 1883. To år tidligere havde Pontoppidan udgivet debutbogen Stækkede Vinger, i april 1883 "Fortællingen" Sandinge Menighed og i december samme år samlingen af Landsbybilleder. Den sidste var udkommet hos justitsråd Fr. V. Hegel på den Gyldendalske Boghandels Forlag, og det er til denne generøse forlægger at Pontoppidan den 23. december skriver fra sin bopæl i Hjørlunde ved Slangerup:

"Som Hr. Justitsråden véd, er jeg i Færd med at lægge den sidste 440 Hånd på et Arbejde ('Mimoser, to Kvindeportræter'), som jeg håber at blive færdig med indtil Februar næste År."^'1.

Dog må det være Mimoser der – uden navns nævnelse – omtales allerede i et brev til Hegel 4. oktober 1883. Pontoppidan skriver om afviklingen af forholdet til sin første forlægger Andreas Schou at "den Fortælling, der skulde være udkommen på hans Forlag i dette Efterår, vil komme til at vente til efter Nyår, da det ikke vil være heldigt at få to Bøger ud samtidigt". Den 9. maj 1884 hedder det nemlig i det næste brev til Hegel om Mimoser (af Pontoppidan her kaldet en "Novelle" som "jeg nu længe har gået og arbejdet med") at den "skal komme ud alene (uden at trykkes af en samtidig Samling Småhistorier) og ikke på nogen Betingelse hos Schou".

Det er tvivlsomt om Pontoppidan i oktober 1883 var kommet meget videre end til titlen. Gennemgående – som af princip – er Pontoppidan overoptimistisk i sine breve til forlæggerne med hensyn til færdiggørelses- og afleveringstider. At Pontoppidan af Schou har modtaget et forskud for en samling evt. indeholdende Mimoser, fremgår af formuleringen "ikke på nogen Betingelse". Schou har en klemme på Pontoppidan som på sin side ingen grund ser til at få gjort et manuskript færdig til ham lige nu da han jo har forladt samarbejdet og må prioritere de ting højere der kan bringe brød i skabet hjemme i Hjørlunde hvor det andet barn netop var blevet født tre måneder før; "en Tid, da jeg så at sige måtte sidde med Pennen i Hånden både Dag og Nat for at min Familje kunde leve uden at føle en Literats Kår altfor trykkende," som han i 1934 udtrykte det i et brev til Inger Holt.

Det kan derfor heller ikke undre at andre Smaa Romaner i mellemtiden er på vej op til overfladen endnu før de er navngivet som sådanne.

Overordentlig indtaget. Hm!

I midten af januar 1884 var Pontoppidan begyndt at offentliggøre Isbjørnen i Morgenbladet. Det skete med Otto Borchsenius som mellemmand. Den 13 år ældre litterat var blevet Pontoppidan en god 441 mentor, ven og agent efter at han godt to år tidligere havde antaget Pontoppidans debut, den lille fortælling "Et Endeligt", til offentliggørelse i Ude og Hjemme hvis litterære redaktør han var. Til det ansete ugeblad var Pontoppidan et halvt år efter blevet fast, men først efterhånden flittig, bidragyder.

Morgenbladet havde været bondepartiet Venstres hovedstadsorgan siden 1878, de sidste tre år med politikeren Viggo Hørup (1841-1902) og Georg Brandes' bror, forfatter og også han senere politiker, Edvard Brandes (1847-1931) i redaktionen men med venstrehøvdingen Chresten Berg (1829-91) som politisk og økonomisk chef. Af politiske grunde havde Berg nu løsrevet sig fra disse "europæere" og smidt dem ud af redaktionen for sammen med andre at danne det "danske Venstre", af modstandere kaldet "Den danske Bevægelse". Den nye redaktør K.P. Kristensen (senere Korsgaard) skulle per 1. januar overtage redaktionen, og det var til ham at Borchsenius henvendte sig med Pontoppidans som sædvanligt endnu ikke helt færdige manuskript til føljetonen, og han lovede også at forhandle honoraret.

Efter at to af de i alt syv afsnit af Isbjørnen har været trykt, skriver Pontoppidan den 18. januar undskyldende til Fr. V. Hegel på Gyldendal:

"Jeg håber ikke, at De, Hr. Justitsråd, læser min 'Isbjørn', som for Tiden står i 'Morgenbladet'. Jeg bekjender med Sorg, at dette løse Udkast er kommet altfor tidlig ud i Verden. Men en Gang i Tiden tror jeg, der kan komme noget godt ud af det".

Hegel har tilsyneladende ikke taget ham det ilde op. I hvert fald indbyder han ham – i brev af 20. januar – til afskedsfest for digteren Holger Drachmann der sammen med sin kone skal rejse sydpå for længere tid. Festen skal foregå fredag den 25. januar, og blandt de indbudte gæster er også Otto Borchsenius. Det er længe siden Pontoppidan har været inde i hovedstaden fra Hjørlunde; han har selv skrantet, og hans kone er højgravid. I Morgenbladet står det femte afsnit af Isbjørnen, det sidste fra Grønland, og Pontoppidan er taget tidligt ind for at ånde byluft og snuse nyt. På Strøget møder han to gange i dagens løb Georg Brandes og hilser hver gang ærbødigt. Brandes studser og spørger hvem han har for sig (Levned III, s.77).

442

I samtalens løb roser Brandes Isbjørnen skønt den altså blev trykt hos "fjenden", og Pontoppidan gemmer sin ugegamle sorg bort over føljetonens løsagtighed og glæder sig uskrømtet over anerkendelsen som han samme aften hos Hegel nævner over for Borchsenius og senere – i udateret brev af 9. el. 16.2. – vender tilbage til. Selv gør Brandes et notat i sin dagbog om mødet: "rart Indtryk".

I øvrigt var det ikke kun Brandes, der udtrykte sig rosende om Isbjørnen. Chresten Bergs boede på det tidspunkt endnu i Hillerød, og familien var gode venner med Pontoppidanbrødrene fordi fru Maren Berg som ung havde været i huset hos deres forældre og siden opretholdt forbindelsen. Under et besøg ude i Hjørlunde erklærer hun sig "overordentlig indtaget i den", fortæller Pontoppidan i nævnte brev til Borchsenius.

Pontoppidan er dog på den anden side også lidt forbeholden over for al denne ros. Han tilføjer i en parentes et hum! og atter to hum'er efter Brandes (jf. Isbjørnen kap. IX hvis Hm!'er forekommer allerede i avistrykket 7.2.1884): "'Hvad skal det Hum sige?' – vil du måske spørge, men jeg kan måske også få dig til at besvare det. Jeg nægter ikke, jeg selv er lidt i Vildrede med det."

Ved afskeden på fortovet den 25. januar havde Brandes opfordret Pontoppidan til en dag at besøge ham. Det skete ved frokosttid tirsdag den 18. marts.

Aftenen før besøger Pontoppidan Borchsenius der advarer ham mod at lade sig besnære af Brandes. Da Pontoppidan den følgende mandag rapporterer til Borchsenius, er tonen da også mere nedstemt:

Mit Besøg hos Brandes var et sådant, som en Sammenkomst mellem to så forskjellige Mennesker må blive; men for Resten meget interessant. Vi talte mest om Drachmann, og det endte egentlig med, at han (Br.) – noget spydig – presenterede mig for en Trediemand som 'Medlem af den danske Bevægelse'. Jeg fortryder ingenlunde mit Besøg, men giver dig for Resten Ret i, at man hellere må holde sig lidt for meget tilbage overfor sligt, end det modsatte.

443

Temmelig ligegyldig

Pontoppidans brev af 9. maj 1884 til Hegel var forårsaget af en rykker han samme dag havde modtaget fra Andreas Schou der ikke alene mindede ham om hans gæld, men også stillede et konkret forslag til dens afvikling. Da Schous brev ikke er bevaret, kender vi ikke forslaget, men af Pontoppidans svar fra den 13. maj forstår man at Schou så at sige har lagt pres på Pontoppidan ved at tale ilde om ham i byen: "Da jeg imidlertid stod temmelig ligegyldig overfor, hvorledes vort rent forretningsmæssige Forhold vilde vende sig, ventede jeg, indtil De selv fremsatte Deres Ønske i den Retning."

Med andre ord: Pontoppidan har også været "temmelig ligegyldig overfor" at få Mimoser færdig da det færdige manuskript afleveret til Schou ikke ville kunne omveksles i likvider. Men i brevet til Hegel tilbyder han nu at gøre det færdigt hvis Hegel vil betale ham ud af hans gæld til Schou mod at overtage manuskriptet. Meddelelsen om Mimoser i brevet fra december var således ikke udtryk for at denne bog på det tidspunkt indgik i Pontoppidans tanker om samarbejdet med Hegel.

Hegel siger ja til at give ham 1500 kroner; de vil efter Pontoppidans egen mening kunne dækkes ind ved salget af Mimoser. Men han siger også ja til løftet om at få Mimoser færdig til trykning i juli (brevkoncept af 12.5.), og Pontoppidan må gentage dette løfte om aflevering "inden Juli Måneds Udgang, og jeg tror den vil blive god". Alligevel vil Hegel ikke påbegynde trykningen, før hele manuskriptet foreligger.

Den følgende søndag d. 18. kan Pontoppidan med triumf i pennen sende Schou hans knap 1.000 kroner. Der blev således lidt til overs til brødskabet.

Pigerne Martha og Agnete

Men så går Mimoser atter i skuffen. Gennem to sommermåneder, fra slutningen af juni til slutningen af august, offentliggør Pontoppidan i stedet og under sit sædvanlige mærke, Rusticus, en første version af Ung Elskov i Ude og Hjemme – "Af Pigen Marthas Historie" hedder den.

Den blev ligesom Isbjørnen skrevet sideløbende med offentliggørelsen 444 og voksede langt ud over det planlagte. Dens første afsnit bar kun den sædvanlige Rusticus-overskrift "Fra Landet", men ridser hele miljøet omkring Balderød Sø, Færgekroen og dens beboere op.

Pontoppidan sendte manuskriptet til Borchsenius søndagen efter at hans andet barn, Johanne, var blevet døbt hjemme i Hjørlunde, og Borchsenius trykker det den følgende søndag den 29. juni. Men den bebudede fortsættelse lader vente på sig i tre uger. Først er det næsten for varmt til at arbejde, så bliver Pontoppidan syg, og da andet afsnit har været trykt, må han bede om mere plads:

"Fortællingen er voxet så betydeligt i mit Hovede, at der ikke kan være tale om at få den på mindre end en tre, fire Gange eller Numre." (23.7.1884. – Alle de her citerede breve til Borchsenius er alene dateret med ugedagens navn, men lader sig ud fra indholdet med stor sikkerhed datere som anført og så nogenlunde under overholdelse af den senere med blyant (af Borchsenius?) anførte datering med måned og år.)

Mellem 4. og 5. afsnit bliver Pontoppidan igen syg og må afstå fra at deltage i Det danske Venstres store fest på Skodsborg Badehotel for den norske statsminister Johan Sverdrup og hans netop gennemførte parlamentarisme, "skjønt jeg nødig opgiver det. Jeg har ikke i så lang Tid været til slige Ting, at det nu kunde more mig" (5.8.). En uge senere er han stadig syg, "mat af ved hver Stolegang at have måttet aflevere en halv Pægl Blod," men sender "en Smule (...) for dog at bringe en Fortsættelse" (5. afsnit). "At gjøre Fortællingen helt færdig har jeg ikke kunnet magte; men med næste Omgang skal den bestemt være sluttet. Jeg håber nu, du tilgiver mit Tarmsår." (12.8.)

Optakt og seks kapitler var det i alt blevet til af et omfang der svarer til to tredjedele af den senere Ung Elskov.

Næppe var denne smertefulde proces ovre før Pontoppidan skrev en helt ny tekst til de første to numre af Hjemme og Ude der fra oktober 1884 afløste Ude og Hjemme, stadig med Borchsenius som litterær redaktør. Igen blot under titlen "Fra Landet" og mærket Rusticus. Da teksten uændret blev optrykt tre år senere i antologien 445 Fra Land og Sø, hed den Agnete, "Fortælling af Henrik Pontoppidan".

I begyndelsen af november lod Pontoppidan, også i Hjemme og Ude, trykke en Introduktion ("1ste Kapitel af en Novelle, der om nogen Tid vil udkomme paa den Gyldendalske Boghandels Forlag"). Over knap fire A4-store tidsskriftssider er det et koncentrat af den senere Mimosers første 40 sider; ganske langt fra den endelige form, et udkast nærmest. Pontoppidans forrige bidrag til bladet, den 19. oktober, var ikke "Fra Landet", men "Fra Byen", for første gang under mærket Urbanus. Denne "Ouverture" genfindes i Mimoser som indledning til Anden Dels første kapitel (ovf. s. 124-26).

I løbet af et år havde Pontoppidan således lagt køl til fire både uden at få gjort nogen af dem sejlklare. Der skulle gå endnu et år førend den første af de Smaa Romaner forlod hans værft.

Ideen opstår

Ideen om en sådan særlig genre opstod hos Pontoppidan da Ung Elskov var ved at være færdig. Han luftede den første gang i et brev til Fr.V. Hegel i september 1885, sendt fra Langtved Færgekro ved Bramsnæs Vig. Mimoser var ikke, som ellers lovet, blevet afleveret, og Pontoppidan havde kun offentliggjort nogle få og små tekster i den forløbne del af 1885. I marts måned var deres ældste barn, den toårige datter Karen, død, et hårdt slag som deprimerede og isolerede Pontoppidan. Den sparsomme produktive tid var gået med at bearbejde de mange udkast og især Af Pigen Marthas Historie der ikke før har været omtalt over for Hegel:

Jeg sender Dem hermed Manuskriptet til en lille Fortælling, hvormed jeg gjerne på ny vilde åbne for min literære Virksomhed. Der kunde, særlig over for Dem, Hr. Justitsråd, være Grund til at forklare min lange og for mig selv uventede Tavshed. Den skyldes vel nærmest min Frygt for at aflevere et Arbejde, før jeg selv føler mig tilfreds dermed, og dernæst en pludselig Overflod på Emner, der trængte sig ind på mig, og ikke gav mig Tid til at fuldføre det ene, før jeg måtte i Kast med det andet. Derved har jeg fået samlet mig en hel lille Suite af forholdsvis ensartede 446 Fortællinger, som jeg derfor også nu gjerne vilde udgive under et fælles Mærke, uden at de dog på anden Måde skulde stå i Forbindelse med hinanden. Den foreliggende er den mindste af dem, og jeg havde så tænkt mig, at den så meget omtalte 'Mimoser' skulde følge. Jeg har ment det bedst at begynde med denne [altså Ung Elskov], fordi den ikke indeholder Spor af Polemik, og vilde derved gjerne have betegnet en lille Forandring i min Arbejdsmåde. Tillige er den skrevet i en Stil og med et Emne, der falder i de flestes Smag. (…) Sammen med Manuskriptet følger en lille Tegning til Omslaget, som De muligvis vil benytte. Den er nem at skjære, og fremstiller Huset, hvori Fortællingen foregår (Breve I, s. 70-71; dér fejlagtigt dateret til 1884).

At Ung Elskov skulle vise sig mindre end de øvrige Smaa Romaner på bedding, kom ikke til at gælde for Isbjørnen. Men både Mimoser og Spøgelser endte med at blive længere. Om den nævnte tegning var en skitse af Pontoppidan selv, vides ikke, men det endelige omslag blev ifølge forlagskladden udført af tegneren Knud Gamborg.

Skønt halvdelen af oplaget fra Landsbybilleder stadig er usolgt, beslutter Hegel at trykke også Ung Elskov i 2.000 eksemplarer. Men Pontoppidan er optimistisk (i brev formentlig af 21.9.); han sidder nu hjemme parat til at modtage korrekturerne. Gerne snart, da han agter sig en tur til Jylland inden vinteren. På titelbladet får Pontoppidan sin vilje med hensyn til at nummerere de Smaa Romaner, men Hegel skulle ikke have noget af "ved Foden af Bladet at forjætte Fortsættelsen i Ord som: 'Små Romaner ville udkomme med nogle Måneders Mellemrum'", hvad Pontoppidan ellers foreslog ham i et udateret brev.

Motiveret slutning

Men Ung Elskov var ikke helt færdig. En mandag omkring 1. oktober skriver Pontoppidan til Hegel, at

En Ven, der har læst 'Ung Elskov' efterhånden som den blev sat, har bebrejdet mig dens Slutning som for umotiveret. Det er en 447 Bebrejdelse, som har ramt omtrent alt, hvad jeg har skrevet, og jeg vilde nødig i denne Retning atter være Gjenstand for Kritik. Jeg har derfor skrevet et Par Sider til, i det Håb, at Hr Justitsråden ikke vilde have noget derimod, når det – som jeg ogsaa tror – forøger Bogens Værd (Breve I, s. 74).

Denne ven er utvivlsomt P. N. Holst, en tre år ældre studiekammerat fra Pontoppidans tid på Polyteknisk Læreanstalt, som livet igennem ikke alene fulgte ham som en litterær skygge og altid havde tid til at læse med på korrekturerne (nogle gange endda gøre det alene) og komme med kritik og rettelsesforslag, men også flere gange kautionerede for Pontoppidans store forskud. Han blandede sig igen ved Mimoser, og omtalen af ham i breve og dedikationseksemplarer viser at han holdt ud med Pontoppidan til sin død i 1926 (se også min kronik "Pontoppidans slibesten", 1965).

Spørgsmålet er nu hvilken ændring Holst fremkaldte. Det "Par Sider" Pontoppidan fremsendte, må omfatte tekst der ikke i nogen form findes i Af Pigen Marthas Historie. Men denne springer i forhold til Ung Elskov fra Tredje Dels kapitel 2 (ovf. s. 63) direkte til sin korte slutning:

Da Jesper til Middag, svedt af sit Arbejde, kom ind i Kroen for at se til sin Kjæreste, var hun ikke at finde noget Steds. I alle Stuerne, hvor han kom, var der tomt, skjønt han mærkeligt nok ganske bestemt syntes at have hørt hendes Trin lige forinden. Moderen fortalte, at hun om Morgenen var stødt paa hende i Gangen, men da havde hun set saa forstyrret ud og ikke svaret hende. – Om Aftenen var det, man fandt hendes Lig mellem Sivene i Aaen.

Rusticus

Det er altså denne fælles slutning, Marthas selvmord, der i sidste øjeblik får sin motivering udbygget. Til alt held findes manuskriptet til Ung Elskov bevaret, i øvrigt som det eneste til nærværende række af Smaa Romaner. I manuskriptet, der befinder sig på Det kgl. Bibliotek (Coll. 418, 4˚) og af samleren er blevet indbundet i blåt papir, mangler siderne 43-45. På side 48 slutter teksten 448 øverst på siden og lader – helt undtagelsesvist fra det øvrige manuskript – resten af siden stå tom, før kapitel 5 begynder øverst side 49. Denne sides nederste to centimeter er klippet af så overgangen til side 50 falder mellem de to linjer tankestreger ovenfor s. 75.

De tre manglende sider i manuskriptet svarer til teksten i kapitel 2 fra "Med aandeløs Hast ..." (ovf. s. 64) og kapitlet ud.

Umiddelbart tilbyder der sig ingen forklaring på hvad der er tilføjet. Så man må spørge teksten: Hvorfor er det nødvendigt (velmotiveret) for Martha at begå selvmord? Fordi 1) hun er blevet svigtet af studenten som hun ikke kan leve uden; 2) fordi Jesper af moderen har fået at vide om hendes manifeste utroskab – og hun dermed er skandaliseret (et motiv, der senere, i Minder (1893) og Det store Spøgelse (1907) er 3) fordi hun ikke kan leve med tanken om at skulle giftes med Jesper?

Ad 1) At studenten har svigtet hende, får Martha at vide af Lars Énøje på side 67 (altså i manuskriptets nuværende lakune), og hun er dånefærdig af fortvivlelse. Problemet er blot at tre manuskriptsider svarer til mere end den tekst der nu står på de tilsvarende bogsider. Var der tale om en tilføjelse, burde det være omvendt. Denne begrundelse for selvmordet er i øvrigt den eneste der gives i Af Pigen Marthas Historie.

Ad 2) At Jesper er blevet underrettet af moderen om Marthas utroskab, fremgår af manuskriptets side 49 som følger efter den halvtomme side 48, men denne ene side kan ikke repræsentere brevets "et Par Sider". Desuden er moderens afsløring omhyggelig forberedt tidligere i manuskriptet med Lars Énøjes oplysning (ovf. s. 66) om at hun gik tidlig hjem fra markedet – nemlig for at holde øje med datterens færden.

Ad 3) Marthas lede ved at skulle giftes med den henrykte Jesper og hendes overvejelse af muligheden for enten at fortælle ham sandheden eller blot kynisk at fortie den, samtidig med at hun forkaster mindet om den foragtelige student, er samlet i kapitel 3, og i kapitel 4 kuldkastes så alle hendes fornuftige overvejelser af ønskedrømmen om studentens tilbagekomst.

I manuskriptet svarer disse to kapitler til siderne 46-48. Disse sider er betydeligt tættere beskrevne end de foregående i manuskriptet 449 (knap 900 ord per side over for 550 på side 42), og de ender som nævnt med den tomme plads på side 48. Med en tænkt rettelse i begyndelsen af kapitel 5 fra "Da hun næste Morgen vaagnede" til tekstens "Da hun næste Gang vaagnede" ville en oprindelig direkte forbindelse mellem kapitel 2 og 5 være tænkelig. Men det forudsætter at også det nuværende manuskripts side 49 (med beklipningen forneden der antyder yderligere revidering) er nyskrevet. Men hvorfor har det så aldrig haft noget andet sidenummer? Forsigtig konklusion: det er kapitel 3 og 4 der er tilføjet.

Denne hypotese giver ingen forklaring på hvorfor side 43-45 mangler i manuskriptet, og om de oprindelig har indeholdt en anden tekst end den der tilsvarende findes i den færdige bog. Endelig kunne en helt anden forklaring være den at Hegel har afvist flere rettelser end de mange Pontoppidan allerede, men helt i det små, havde påført korrekturen. Med kendskabet til den Hegelske langmodighed er denne forklaring ikke sandsynlig – og Pontoppidan tillod sig da også at sende tilføjelsen direkte til trykkeriet (Breve I, s. 74).

... det er en virkelig god Bog

Men hvad var der sket med Mimoser? Til de ydre forklaringer der ovenfor er søgt på Pontoppidans desengagement i projektet, kommer nogle nok så afgørende indre. Der gik "hanske" i det. Kimen, måske kølen, var ganske vist lagt til fortællingen før Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil En Hanske (der udkom i begyndelsen af september 1883) havde sat sit præg på sindene og debatten. Selv om man ikke ville acceptere at det var Mimoser Pontoppidan hentydede til i det ovenfor (s. 440) citerede brev fra oktober 1883, omtales den i december som et manuskript Pontoppidan "i længere Tid har arbejdet på" og håber at have færdig til februar.

I løftebrevet til Hegel (14.5.1884, jf. ovf. s. 443) fortsætter Pontoppidan: "Hvad Titlen angår, beder jeg Dem, Hr. Justitsråd, at betragte den som en dyb Hemmelighed, idet den nemlig angiver så meget om Bogens Tendens. Jeg har ellers kun betroet den til Borchsenius", til hvem han en halv snes dage efter skriver:

450

Jeg arbejder ellers i denne Tid ufortrøden, og med så megen Lyst, som jeg ikke har gjort længe. Det er min 'Mimoser'; den bliver virkelig god. Tjen mig i ikke at nævne Titlen, men bevare den som en Hemmelighed; den oplyser nemlig så meget om Bogens Tankegang.

Som vi har set, er titlen noget af det ældste i bogen, men af de to breve fremgår det at Pontoppidan i ordet Tendens ikke nødvendigvis lægger det samme som hans samtid (og eftertid) gjorde i sammensætninger som tendensdigtning og tendenslitteratur. Senere, i september 1885, ville Pontoppidan jo udskyde Mimoser til fordel for Ung Elskov fordi denne "ikke indeholder Spor af Polemik" (ovf. s. 446). Modsat altså Mimoser. I december 1883 hed bogen " Mimoser. To Kvindeportræter" (ovf. s. 440), og mere véd vi ikke om det. I maj 1884 havde bogen en "Tendens" eller en "Tankegang", men man kunne fristes til at tro at det har for Pontoppidan enhver bog; vi ville tale om dens pointe. At bogen ender med at være "polemisk" betyder ikke nødvendigvis at den er (ment som) tendentiøs. Måske tværtimod.

Som tidligere anført lovede Pontoppidan sin forlægger at Mimoser skulle være færdig i juli 1884. I stedet skrev han Af Pigen Marthas Historie og først helt fremme i oktober måned dukkede bogen igen op i brevvekslingen.

Pontoppidans havde besluttet at flytte fra Hjørlunde til sin kones hjemby, Østby, på den anden side af Roskilde Fjord, og den 26. bad han Hegel om penge til flytningen selv om han helst ville have ventet med anmodningen "indtil jeg havde afleveret Manuskriptet til 'Mimoser'". 2. november stod "Introduktion" at læse i Hjemme og Ude, og 19. december skrev Pontoppidan til Borchsenius: "Om et Par Dage sender jeg Hegel det fuldstændige Manuskript til 'Mimoser'; det er en virkelig god Bog."

Alligevel må han den 2. januar 1885 til Hegel undskylde sin vedvarende tavshed, men så snart hans syge barn er uden for fare, vil han komme til byen "for at aflevere Dem det så længe ventede Manuskript til 'Mimoser'". Så blev der tavst om Mimoser, men vi har jo tidligere citeret Pontoppidans "Frygt for at aflevere et Arbejde, før jeg selv føler mig tilfreds dermed" (ovf. s. 445).

451

En sørgelig erfaring

Den opfattelse har været gjort gældende (Bredsdorff 1964 II, s. 45-47), at en utilfredshed hos Fr.V. Hegel med "tendensen" i Mimoser skabte gnidninger og krav fra forlæggeren om omarbejdelse og dermed trak færdiggørelsen i langdrag. Men når Pontoppidan i de citerede breve til Hegel taler om "den så længe ventede" og "så meget omtalte" Mimoser, er det ironiske hentydninger til hans egne mange løfter om aflevering – til dels afgivet for at opnå (flere) forskud. Og hvorfor skulle han – i brev af 4.5.1886 – bede Justitsråden ikke at afskrækkes af de mange rettelser hvis denne selv med sin henstilling havde dikteret dem? Der er intet vidnesbyrd om Hegels utilfredshed med bogen undervejs selv om han bagefter over for en utilfreds Alexander Kielland indrømmer at "Det er ganske vist ikke nogen heldig Bog, den kjære Pontoppidan i Aar har leveret. Han er deri kommet ind paa Ting, han ikke tilfulde kjender" (17.12.1886; L.C. Nielsen 1909, s. 483). Så havde han søgt at blande sig, var resultatet ikke faldet ud til hans tilfredshed.

Knut Ahnlund forsøger at forklare afbrydelsen af arbejdet med Mimoser med "hänsyn till hustrun och hennes släkt" (Ahnlund 1956, s. 259), men kommer ikke med nogen nøjere begrundelse for denne antagelse. Er det den kvalmende idyl hvorfra Drehling i realiteten flygter gennem sin utroskab, der skulle kunne give Pontoppidans hustru og svigerfamilie en dårlig smag i munden? Endvidere mener Ahnlund, at "Det är rimligt att tänka sig att han påbørjat Mimoser under intrycket av En Hanske (...) men i sista stund inhiberat [aflyste, forbød sig selv] sin polemik. Säkert är det emellertid inte. Det kan också ha varit så att boken ursprungligen inte haft något att gøra med Bjørnsons skådespel."

Pontoppidans første kontakt med Hegel fandt sted "nogen Tid" før hans brev af 4. oktober 1883, fremgår det af brevets indledning (Breve I, s. 47). For han ville først "have forklaret [sig] for Hr. Schou". Det skyder det senest mulige tidspunkt hvorpå Pontoppidan kan have talt med Schou om Mimoser, så langt tilbage i tiden at Ahnlund må have ret i sin sidste formodning: at Mimoser fra begyndelsen ikke havde noget med En hanske at gøre. Ahnlund fortsætter: "kanske var førfattaren oviss om hur radikal han skulle gøra tendensen" (s. 260). For Ahnlund er Mimoser "otvivelaktigt 452 en av Pontoppidans mera førbryllande", forvirrende bøger (s. 262). Derfor kunne begge parter i den såkaldte sædelighedsdebat tage den til indtægt. Et bidrag til gåden, og måske til dens løsning, er et brev til forlæggeren Paul Langhoff fra 10.6.1888, altså godt halvandet år efter udgivelsen i december 1886, hvori Pontoppidan maner til tavshed om deres fælles projekt indtil manuskriptet er overbragt:

forinden nævner jeg aldrig selv til nogen, hvad jeg arbejder på, og jeg har (fra 'Mimoser') en sørgelig Erfaring for, hvorledes sådanne Forhånds-Meddelelser i et Blad aldeles betog mig Lysten til at fortsætte Arbejdet og ødelagde det for mig.

I det aktuelle tilfælde var der tale om en yderst nøgtern lille meddelelse i Politiken dagen før om at Pontoppidan ville udsende en bog på et andet forlag end det sædvanlige, så et brev-dementi måtte til over for Jacob Hegel på Gyldendal (Breve I, s. 90). Thorkild Skjerbæk har fundet to sådanne "Forhånds-Meddelelser" der for Mimosers vedkommende kan komme på tale. Den første stod i Morgenbladet 12.9.1884, hvor det i al kort- og uskyldighed meddeles at "Af Henrik Pontoppidan vil der i den nærmeste Tid udkomme en større Fortælling". Ingen titel nævnt, men tre måneder efter meddeler Pontoppidan jo Borchsenius at nu afleverer han Mimoser (se ovf. s. 450). Så det er vanskeligt at se at denne notits kunne have ødelagt noget på dette tidspunkt, da den overholder det løfte Pontoppidan afkræver både Hegel og Borchsenius, at titlen skal være en hemmelighed (brev til Borchsenius 16[?].5.1884). På den anden side er der ingen grund til at betvivle sandheden af hans ord til Langhoff.

Pontoppidan hævder i det brev til Hegel af 24.10.1884 hvori han beder om lov til at offentliggøre dette "1ste Kapitel", at det er Hjemme og Ude 's redaktør der har henvendt sig til ham om offentliggørelse. De vidste begge at redaktøren var Otto Borchsenius, men han nævnes ikke ved navn i brevet. Det Pontoppidan bad om lov til, var jo at tjene ekstra penge ved den forlods offentliggørelse. Men tirsdagen før skriver han til Hegel at "Det Kapitel, der på 453 Søndag præsenteres i 'Hjemme og Ude', er rigtignok ikke meget betydeligt – sådan som en Indledning og Forhistorie jo sjældent er – og jeg er også halvt kjed over, at det kommer der. Men inde i Bogen er der, tror jeg, Scener af virkelig Værdi" (udateret brev fra 28.10.1884).

Alt tyder således på, at 1884-introduktionen i Hjemme og Ude er hentet fra en fuld version af Mimoser, jævnfør den forudgående "Ouverture" som kan være hentet sammesteds.

Denne version må for det første have været kortere end den endelige hvis man tør gange op fra en sammen ligning med de første 40 sider af bogudgaven hvor forholdet meget præcist er 1:2. I september 1885 (se ovf. s. 446) vurderer Pontoppidan Mimoser til nu at være længere end Ung Elskov (UE=24.000 ord; Introduktion "ganget op"=16.000 ord; Mimoser =32.000 ord; forholdet mellem de tre er altså som 3:2:4).

Men for det andet viser sammenligningen mellem Introduktion og den endelige bogudgave at det strømførende lag slet ikke er nedlagt i teksten endnu. For eksempel mangler alle de tre henvisninger i Introduktion, som Jørgen Tiemroth gør til bogens første sider i sin "individuationsanalyse" af Mimoser (Tiemroth 1986, s. 72-76): kancellirådens tale om "Naturens store Moderskjød" (ovf. s. 81), hans ønske om at opdrage sine døtre "i hans Billede" i "et frit, roligt, enfoldigt Liv i Naturens Moderskjød" (s. 84) og fortællerens karakteristik af Byberg som tilhørende de naturer der "egentlig synes aldrig at blive helt voxne" (s. 83).

Den anden forhåndsmeddelelse Skjerbæk har fundet, stod i Morgenbladet den 22. februar 1885. Pontoppidan havde i et brev den 2. januar over for Hegel bebudet det "så længe ventede Manuskript" såsnart hans syge barn er uden for fare. Men herefter bliver der tavst om bogen indtil Pontoppidan tager den op i sit store brev om genoptagelsen af sin "literære Virksomhed" (ovf. s. 445).

Som Introduktion har "novellen" som nævnt hverken titel eller undertitel. Da bogen udkom som en af de Smaa Romaner, havde den undertitlen "Et Familjeliv", i 1883 var den planlagte undertitel "To Kvindeportræter". Ændringen er velbegrundet. Den færdige roman er snarere et portræt af to mænd, kancelliråd Byberg og Anton Drehling, end af de to besvegne søstre, Kamma og 454 Betty. Især den første af kvinderne spiller en ren skyggerolle i den færdige roman, mens Betty som den fugleunge hun sammenlignes med, helt er i hænderne på Anton. Romanens spillende ironi og psykologiske filigran er koncentreret om de to mænd. Sammen indgår de i det aparte "Familjeliv", hvis ofre de to kvinder bliver.

Sædeligheden

Hvad årsagen nu ellers var, blev der således skabelsestid nok til at Pontoppidan kunne lade sit fortsatte arbejde med Mimoser påvirke af den hede debat om sædeligheden der i disse år drønede ham om ørerne. Men i hans eget bakspejl har disse påvirkninger, som stump for stump er tydelige nok, været mere til skade end til gavn.

Debatten havde på en måde været i gang længe før Pontoppidan betrådte den litterære scene, og han prøvede at samle den op ved at rekvirere Stuart Mills Kvindernes Undertrykkelse (fra 1869) i Georg Brandes' oversættelse (s.å.) da Hegel i januar 1884 havde tilbudt ham at ønske løs fra forlagets hylder (Breve I, s. 60-63).

Det var en bog der også efter Brandes' egen mening kom til "at indlede den moderne Kvindebevægelse i Danmark" (Levned III, 1908, s. 236). Men det var i første omgang ikke en debat der omhandlede kønsmoralen, selv om Brandes og hans ledsagere i det moderne gennembrud forfægtede en "fri kærlighed", ubundet af det borgerlige ægteskabs krav om renhed før og troskab under. Men i september 1883 brød Bjørnstjerne Bjørnson ud ved i sit skuespil En Hanske at plædere for kravet om at manden burde gå lige så seksuelt "ubesmittet" ind i ægteskabet som det af den gamle moral blev forlangt af kvinden. Herved blev sløret revet af den indarbejdede dobbeltmoral hvorefter borgerskabets mandfolk holdt sig til de prostituerede før ægteskabet og forlangte uplettede i det.

Det er klart at det billede Pontoppidan allerede i Introduktion tegner af Byberg og hans døtres (og deres afdøde mors) holdning, skriver dem ind i kulturen før Mill og En Hanske. End ikke kancelliråden i al sin naive troskyldighed kunne vel forestille sig at Klosterbaronen (eller Klosterbamsen, som han hedder i Introduktion) skulle have levet noget rent liv før ægteskabet med Kamma, og da det er gået galt, nøjes Betty – men først i Mimoser – med at lade en 455 "isnende Angst" minde hende om den viden hun hele tiden har haft om Antons "Plet" (ovf. s. 100).

Kravet om at (en afsløret) utroskab ubønhørligt og uafhængigt af enhver anger hos ægtemanden bør føre til skilsmisse, blev ikke rejst af Bjørnson, men skriver sig snarere fra den debat den såkaldte indignationslitteratur skabte med udgangspunkt i Henrik Ibsens skuespil Et Dukkehjem (1879).

Den moralske konflikt i Mimoser drejer sig alene om utroskab i ægteskabet og den overbærenhed den svegne part – for sin egen eller for kærlighedens skyld – kunne vise.

Mimoser beskæftiger sig overhovedet ikke med sædelighedsdebattens to hovedemner: den hykleriske dobbelt moral i henseende til de vidt forskellige krav der stilles til manden og kvinden før ægteskabet, og prostitutionen. Det sidste med undtagelse af Antons mors abrupte udbrud om "Venushulerne" (ovf. s. 156). Et udbrud der tager udgangspunkt i de to besøgende prostitutionsbekæmpere, men i bogens indre sammenhæng snarere er rettet mod sønnens forpupning i det landlige ægteskab væk fra fællesskabet med moderen.

Hvad der må have standset Pontoppidan, var en følelse af at hans projekt blev oversvømmet af sædelighedsdebattens tidevand så det til sidst druknede hans bog. Da han omsider havde fået den gjort færdig, gav reaktionen ham jo ret. Kombattanter rev og flåede i bogen for at hale den over på deres side og gik derved glip af dens egentlige pointe, "Tendens" om man vil: problemet ligger et andet sted. Hvis man gemmer sig for livet, løber én over ende.

Konklusionen må være at Mimoser ikke var et partisk indlæg i sædelighedsfejden, som Elias Bredsdorff vil det (se også Bredsdorff 1973, s. 162-70), men en bog Pontoppidan ville have skrevet – og kæmpede hårdt med at skrive – helt uafhængig, men i detaljerne selvfølgelig efterhånden ikke upåvirket af Bjørnsons skuespil og den debat brandesianerne rejste omkring det.

Mimoser er mit store Håb

Næste gang vi i brevvekslingen med Fr. V. Hegel hører om Mimoser, er i begyndelsen af maj 1886. Pontoppidan har været i Sverige, men måtte rejse hjem før tid på grund af sygdom i familien.

456

Heldigvis går det nu mod det bedre, og jeg har atter taget mig selv i Kraven for dog endelig at gjøre disse gjenstridige 'Mimoser' helt færdige, skjønt Tiden jo imidlertid er bleven så fremrykket, at vi snart har Som meren for Døren.

Det er nu kun Gjennemlæsningen og Gjennemrettelsen der står tilbage, og dersom denne kan tilendebringes i Løbet af 8 à 12 Dage, håber jeg, Justitsråden vil lade den trykke endnu i dette Forår. Det, jeg sender i Dag, er kun den første Fjerdedel, og mere at betragte som et Slags Olieblad fra det forjættede Land. Jeg beder Dem nemlig, Hr. Justitsråd! ikke at afskrækkes af de mange Rettelser i Manuskriptet. Det er den første af mine Bøger, jeg – på Slutningen nær – selv har været fornøjet med. Om et Par Dage håber jeg at kunne sende Dem den næste Fjerdedel og således videre, efterhånden som det bliver færdigt (4.5.1886).

Det manuskript Pontoppidan på dette tidspunkt gennemlæser og gennemretter, kan næppe være det gamle manuskript hvorfra Introduktion var hentet halvandet år forud. Ordet "Gjennemrettelse" kunne friste til at tro, at en anden (f. eks. Holst?) havde skrevet en ny udgave ren. Men selv om det er såre beskedent hvad vi kender af rettede manuskripter fra Pontoppidans hånd, er det med den øvrige viden vi har, ikke spor usandsynligt at det er sit eget, nyligt afsluttede manuskript han nu endnu en gang læser igennem og – som sædvanligt, han forudser det jo – retter yderligere i.

Hegel svarer den 7. maj og tilråder at bogen på grund af det dårlige bogmarked først udkommer til efteråret. Dette forslag accepterer Pontoppidan, men "Jeg fortsætter ikke desto mindre nu Gjennemarbejdelsen, så at jeg om en Ugestid kan overbringe Dem det fuldstændige Manuskript, der måske nok vil blive lidt større end fra Begyndelsen påregnet, men dog næppe vil overstige 15 Ark" (11.5.1886, Breve I, s. 76).

Hegel har spurgt, hvad han tænker sig med det bind småfortællinger Hegel har liggende af ham. Pontoppidan mener nu de vil have godt af at lagre da de "vist alle har været trykt før", og i øvrigt har han en helt ny samling i udkast, og kan den blive færdig til august, "var det måske bedst at udgive dem til Efteråret og lade 'Mimoser' vente [2]."

457

Sådan kom det nu ikke til at gå. Men udskydelsen af Mimoser til efteråret gav Pontoppidan anledning til endnu en gang at forhale færdiggørelsen. Den 25. maj skriver han til Hegel at varmen har tvunget ham til at søge skovene, og at han derfor ikke er blevet færdig med manuskriptet. "Nu er jeg atter her tilbage, og i Slutningen af denne Uge tænker jeg at være færdig med Bogen."

Men nej. Efter at være flyttet fra Østby til direktørboligen, "Slottet", på den nedlagte papirfabrik i Havreholm ved Esrom, begynder Pontoppidan et dobbeltløb mellem Mimoser og det der bliver til Fra Hytterne, men som endnu hedder "Bondelivs-Skildringer". Han har hidtil fastholdt ideen om at den skulle udkomme før Mimoser, men da han ikke er færdig med manuskriptet, henstiller han i et brev fra august til Hegel,

om det af den Grund ikke var bedst at begynde Trykningen af 'Mimoser' strax og alligevel at lade den udkomme før 'Bondeliv', altså så snart som muligt. Ifald De samtykker heri, vilde jeg gjerne bede om at måtte få Manuskriptet herud, for at jeg endnu en Gang kan efterse det, før det kommer til Trykkeriet, og allerhelst have Lov til at indsende det til Trykkeriet efterhånden som det bliver gjennemset. 'Mimoser' er mit 'store Håb', så jeg vilde gjerne have det frem for Publikum i så ren en Stand som mulig (20.8.1886).

Først den 3. september sender Pontoppidan Hegel de første tre ark (dvs. ca. 50 bogsider), men advarer selv "af Forsigtighedshensyn" mod at begynde sætningen før yderligt manuskript om nogle dage er kommet frem. "Mine fordums Synder anbefaler jo Forsigtighed i denne Retning!" (Breve I, s. 77-78).

Pontoppidan er efter sin "nøjagtige Beregning" nået frem til at bogen vil blive på ca. 15 ark hvis den bliver trykt på samme måde som Ung Elskov. Det blev den, men endte på kun 12 ark. Så enten har Pontoppidan talt forkert eller også blev bogen i sin allersidste fase eller under korrekturlæsningen skåret ned med en femtedel. Det sidste lyder ikke sandsynligt.

Lidt senere på måneden eller ind i den næste er Pontoppidan begyndt at modtage korrektur og skriver i et udateret brev:

458

Jeg håber inden ret mange Dage at kunne sende Slutningen til Trykningen; og det er da min Overbevisning, at jeg endnu ikke har tilendebragt en Bog, der er så meget ved, som ved denne. Jeg anser den egentlig for det første Værk af mig, der har nogen Betydning.

Men slutningen når først frem efter at Pontoppidan den 28. oktober har fået sin første søn (der blev døbt Hans Broby). Det sker med et brev af 1. november der meddeler at slutningen er afleveret direkte til trykkeriet, og brevet fortsætter:

Jeg sender Dem disse Linier endnu i Aften, da jeg ikke kan andet end antage, at De har måttet fatte Mistillid til min Pålidelighed; og jeg nægter det ikke: det er jo nu på høje Tid.

Her kom så Holst ind. Pontoppidan er inde fra Havreholm og skriver – en onsdag lidt senere i november – i udateret brev fra Jernbanehotellet på Halmtorvet (den nuværende Rådhusplads):

Den af mine Venner, der har hjulpen mig med Korrekturerne af 'Mimoser', har anbefalet mig – således som i sin Tid med 'Ung Elskov' – endnu mere at imødekomme Publikums Trang til [at] erfare noget om de optrædende Personers 'senere Skjæbne'. I det Håb, at Justitsråden ikke har noget derimod, har jeg derfor i Dag tilstillet Trykkeriet et Par Sider med slige tilfredsstillende Oplysninger, og jeg håber, at Bogen nu i det hele fremtræder i en Skikkelse, der kan skaffe den Læsere. Det er den femte Bog, jeg sender ud i Verden – mulig bliver det dog også den femte Skuffelse.

Dette "Par Sider" er Antons brev til moderen (ovf. s. 174). Ganske overraskende, må man sige, at det ikke for Pontoppidan havde været vigtigt at vise hvorledes Anton reagerede på at få samme behandling som Klosterbaronen havde fået; men at han først nu former den kyniske lethed hvormed Drehling kommer over tabet. Særlig vægt kan der heller ikke for Pontoppidan have ligget på at 459 få den replik med som anmelderne kastede sig over, at "vor Moral (...) er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker". Men Pontoppidan havde jo selv, omend måske nok i en tidligere fase, været utilfreds med slutningen (jf. ovf. s. 456).

For Tiden under Pressen

Efter Mimosers udgivelse omkring 1. december 1886 koncentrerede Pontoppidan sig om færdiggørelse af samlingen Fra Hytterne der udkom i april det følgende år. I samme måned nævner han i en ansøgning om understøttelse på finansloven Isbjørnen som en udgivet bog og Spøgelser som "for Tiden under Pressen" (Breve I, s. 81).

Skønt disse to titler – med den sædvanlige forsinkelse – faktisk er Pontoppidans to næste bøger, havde han anderledes grandiose planer om "en større Roman" (se nærmere herom Kielberg, Rømhild 1997, s. 14-15). Men forlægger Hegels betingelser for i denne sammenhæng at finansiere en påtænkt udlandsrejse fik i den omgang at trække følehornene til sig og i stedet indgå en aftale om nu at gøre Isbjørnen færdig. I et brev af 18. juni forpligter Pontoppidan sig til mod et månedligt forskud på 200 kr. at aflevere "det fuldstændige Manuskript på ikke mindre end femten Trykark til 'Små Romaner III' inden 15. Septb. d. År."

Pontoppidans interesse for Grønland var af gammel dato, vakt i hans studietid på Polyteknisk Læreanstalt hvor en af hans lærere i geologi, Knud Steenstrup, på en ekskursion havde fortalt studenterne om sine egne oplevelser deroppe. De optog Pontoppidan så meget at han natten lang læste i Grønlandsforskeren H.J. "Rinks berømte Værk om 'Grønland og dets Beboere'", jf. Hamskifte, 1936, s. 67/ Erindringer, 1962, s. 112; Grønland, geographisk og statistisk beskrevet udkom i to bind 1852-57. Når han i sommeren 1876 blev så skuffet over ikke at komme med på en geologisk ekspedition til Grønland, skyldtes det snarere den sindets optagethed af naturen og livet deroppe som Steenstrup og Rink havde tændt, end polyteknikerens interesse for geologi. Derfor skriver han i sin første selvbiografi at den "lange Række Begivenheder, som skulde ende med at omstyrte alle mine Fremtidsforhaabninger, saa der i Stedet for 460 en Ingeniør blev en Skribent af mig" begyndte netop med professor J. F. Johnstrups annoncering af den forestående ekspedition og hans opfordring til studenterne om at søge optagelse på den.

Den Nat, der fulgte, blev en af de uroligste, jeg havde oplevet. Først henad Morgenstunden faldt jeg i Søvn, men ogsaa i Drømme jog jeg bjørneskindsklædt og højt raabende hen over den grønlandske Indlandsis med fjorten halsende Hunde foran Slæden (se Hamskifte, s. 64-71/ Erindringer, s. 111-14).

Svend Norrild har i sin Dansklærerforeningsudgave af Isbjørnen afdækket en anden kim til bogen: modellen for Thorkild Müller, som allerede Vilh. Andersen havde udspurgt forfatteren om (1917, s. 47). Til sin gode bekendt i de sene år, forfatteren Niels Jeppesen, har Pontoppidan på opfordring fortalt at det var en jævnaldrende kollega til faderen "fra hvem jeg har historien om hans attestats", og udfrittet af Jeppesen udbyggede Pontoppidan sin erindring, som Jeppesen giver videre til Norrild:

En aften kl. 7, da vi skulle spise, var far ikke kommet, og han plejede ellers at møde præcis, og da han endelig kom, lo han så hjerteligt, hvilket han heller ikke plejede. Han fortalte da, at han havde haft besøg af en gammel studenterkammerat, som havde fortalt om sit liv på Grønland. Det er 'Isbjørnens' historie (Norrild 1949, s. IX; Niels Jeppesen 19 fSørby51, s. 23).

Norrild har endvidere (men først i 1957) overbevisende identificeret modellen som Morten Fabricius Dan Hammer (1808-74) hvis mor var adoptivdatter af en grønlandsk missionær. Hammer fik ganske rigtigt en meget dårlig embedseksamen med samme karakter som Müller og var 1837-46 missionær på Grønland. I Pontoppidans fødeår blev han præst i Kongerslev.

Ahnlund har spurgt sig, om Pontoppidan mon også havde Rink fremme da han så skrev avisudgaven af Isbjørnen : "møjligen (...); i varje fall øverensstämmer lokalfärgen med Rinks framställning" (1956, s. 427, note 1). Det hindrer dog ikke teksten i på en meget 461 lang række punkter at være temmelig langt fra virkeligheden (se noter).

Bogmanuskriptet til Isbjørnen blev måske afleveret til tiden den 15. september, for dagen efter skriver Pontoppidan til Hegel fra Jernbanehotellet at han forgæves har opsøgt ham "for at sige, at jeg gjærne vilde behandle enkelte af de grønlandske Partier i 'Isbjørnen' lidt fyldigere, hvorfor jeg vilde bede om Tilladelse til at beholde[!] Manuskriptet en Ugestid. Jeg skal da samtidig eller lidt senere sende Manuskriptet til Romanen. Den første bliver nøjagtig 10 Ark, den sidste c 15."

Isbjørnen endte på 128 tryksider svarende til kun otte ark, og Spøgelser blev på 216 sider svarende til knap 14 ark. Det kunne tyde på at det ikke blev til så meget med udvidelsen af de grønlandske partier som Pontoppidan havde tænkt sig. Sammenligner man avisudgaven fra Morgenbladet med bogudgaven fra 1887, er de tre udvidelser der springer i øjnene, Thorkilds første utok-fangst (ovf. s. 197-98), den brede introduktion af Ephraim og Rebekka (ovf. s. 199-201) og indbjærgningen af kæmpehvalen (ovf. s. 204), men de udgør tilsammen langtfra to ark=32 sider.

Hvad der i øvrigt var blevet tilføjet i Danmarksdelen samler sig hovedsageligt om kapellan Ruggaard (i avisudgaven hedder han Basse). Hele beskrivelsen af hans ankomst og indretten sig, hans ambitioner og hans intrigeren – jf. ovf. kap. 8 (s. 214-18) – er ny. Men også skildringen af Müller aftenen før bispens besøg, scenen i kirken før og efter dennes ankomst og den bevingede slutpointe – "I har de Tyranner, som I fortjener" – kom først til i bogudgaven.

Avisudgaven slutter: "Da Bispen næste Søndag kom til Søby, var Bamsen sporløst forsvunden. Alt stod urørt i hans Hule, og han var ikke set i Sognet et Par Dage. – Senere fik man at vide, at han var taget tilbage til Grønland; men man har intet hørt om ham siden."

At kysse på hånden

Om Spøgelsers tilblivelse fortæller kilderne meget lidt. Pontoppidan lod 1884-teksten "Fra Landet" (se ovf. s. 445) optrykke i 1887 i antologien Fra Land og Sø under titlen Agnete og med undertitlen "Fortælling". Herfra var fjernet 1884-tekstens slutning:

462

Dette var Agnetes Debut, som er mig fortalt af hendes egen Mund. Skulde jeg seere erfare noget om hendes Skæbne, skal jeg som trofast Korrespondent meddele Dem det.

Det var tilsyneladende endnu ikke sket godt to år efter. Sammenligner man nøje optrykket med førstetrykket, må man konstatere at Pontoppidan i hvert fald ikke selv kan have læst korrektur, så havde han f. eks. rettet trykfejlen Ønsker for Insker (jf. ovf. s. 252). Men af det godt halvhundrede småforskelle på de to tryk er der kun fire egentlige, men ubetydelige tekstrettelser, og ingen af dem behøver nødvendigvis at være foretaget af Pontoppidan. Ingen af rettelserne fra 1884 til 1887 går igen i 1888-teksten. Meget tyder således på at Pontoppidan blot har ladet 1884-teksten optrykke (minus slutningen) fordi han endnu ikke havde noget hverken at ændre eller tilføje. På den anden side er det overraskende at der i forholdet mellem 1884- og 1888-teksten – det drejer sig om de to første kapitler – kun er tale om stilistiske rettelser af den hos Pontoppidan velkendte art der ikke synes underlagt noget ændret sigte med teksten (som det f. eks. var tilfældet med Mimoser). Agnete-figuren er færdigkonciperet i 1884, men ikke hendes udvikling, for de sidste linjer i 1887-teksten (svarende til de næstsidste i 1884-teksten) måtte væk i 1888: "Og efter den første Avdiens havde Agnete baade sagt 'Deres Naade' og kysset paa Haanden." – Jf. ovf. s. 264: "en Smule stolt af, at hun (...) dog havde (...) hverken sagt "Deres Naade" eller kysset paa Haanden."

De 15 ark Pontoppidan i september 1888 nævner som Spøgelsers længde, er muligvis identisk med den overgrænse Pontoppidan siden, i et interview i 1905, fortalte han var blevet pålagt af Hegel – faderen eller sønnen, det fremgår ikke. Til sønnen Jacob havde Pontoppidan efter Fr.V. Hegels død i julen 1887 et mere distant forhold og begynder samarbejdet på bar bund. I februar beder Pontoppidan ham oplyse om salgstallene for sine hidtidige bøger fra forlaget, "da jeg har et Manuskript liggende, som jeg mulig bestemmer mig til at udgive"; efter al sandsynlighed er det Spøgelser, der er tale om.

Jacob Hegel kan fortælle at Landsbybilleder har solgt 600 ekspl., Ung Elskov 900 ekspl. og Mimoser 1050, mens tallene for Fra Hytterne 463 og Isbjørnen ikke kan opgives præcist. "Den Førstnævnte har (...) ikke fundet noget stort Publicum hvorimod 'Isbjørnen' sikkert har gjort(overstreget: nogen) en Del og fortjent Lykke," skriver Jacob Hegel med en venlig rettelse i sit koncept til svarbrevet (21.2.1888).

I marts måned afleverer Pontoppidan manuskriptet, og bogen udkom omkring 1. juni i 1500 ekspl. Pontoppidan skriver den dag til Hegel: "Jeg tænker, min lille Spøgelsehistorie i disse Dage ser Lyset. Gid den nu må kunne 'gjøre sig' lidt. Jeg synes, der er ganske gode Ting i den."

Spøgelser fik som undertitel "En Historie" som genrebetegnelse i modsætning til de mere indsnævrende eller ironiske undertitler på de foregående Smaa Romaner : "Idyl", "Et Familjeliv" og "Et Portræt". Med Vildt blev undertitel opgivet indtil videre.

Et Guds ord fra København

Omkring Pontoppidans to næste bøger, Skyer og Krøniker, opstod der problemer som ikke nærmere skal behandles her, men de fjernede Pontoppidan fra Hegel og førte ham til P. G. Philipsens Forlag hvor først Krøniker, siden trilogien om Det forjættede Land udkom. Men undervejs gjorde Pontoppidan en afstikker til Det Schubotheske Forlag. Det ældste bevarede brev til forlagets daværende indehaver, Paul Schubothe Langhoff (1862-94), er det ovf. citerede brev af 10.6.1888. Hvilket manuskript der her var tale om, er helt uvist, men en måned senere (17.7.1888) kvitterer Pontoppidan for et beløb der efter brevets ordlyd må være et forskud. De bevarede breve til Langhoff er for størstedelen udaterede og svære at placere præcist. Men meget tyder på at Pontoppidan har kørt dobbeltløb mellem Hegel og Langhoff om samlingen Skyer der endte med at udkomme på Gyldendal i marts 1890. At Pontoppidan har følt sig i gæld til Langhoff fremgår også af en undskyldning (i udateret brev) for at Pontoppidan ikke kunne stå for "Touristforeningens Tilbud" nemlig om udgivelse af den tysksprogede Reisebilder aus Dänemark der udkom i april 1890. I stedet for Skyer hvorom et brev til Langhoff fra 1889 synes at handle, tilbød Pontoppidan i februar 1890 Langhoff en bog med i alt syv "Fortællinger". Det mærkelige 464 er at listen over disse fortællinger begynder med Vildt og ender med En Bonde. Undervejs må Pontoppidan have ombestemt sig.

Vildt var blevet udkastet som en dagbogs-føljeton i Kjøbenhavns Børs-Tidende, efter alt at dømme skrevet samtidig med offentliggørelsen i ni afsnit fra 21. september til 3. oktober 1889 forudgået af en optakt i brevform den 19.9. hvori brevskriveren til sin "Kære Ven!" afslår en jagtinvitation og lover i de kommende dages "Dagbog" i avisen at give en begrundelse i "en novellistisk Form".

Avisudgaven (A) koncentrerer sig om krybskyttehistorien og klapjagten på den undvegne forbryder, og med sin brug her af gendarmeriet tidsfæster den klart begivenhedsforløbet til efter 1885. Knut Ahnlund har (1956, s. 200-201) fremhævet hvordan kimen til bogudgaven (B) er nedlagt i en efterfølgende Urbanus-dagbog af 26. november 1889 (optrykt i Poul Carit Andersen 1970, s. 115-17) som viser tilbage til Pontoppidans egen ungdom i egnen omkring Langtved Færgekro og Bramsnæs Vig på Sjælland (se herom H. P. Rohde 1981, s. 69-74). Urbanus-artiklen handler om hvordan synet af en opsprættet hjort hos vildthandleren i Vimmelskaftet kalder et ungdomsbillede af romantisk, smægtende idyl frem af Urbanus' hukommelse ("Jeg var kun sytten Aar"). Billedet indgår i bogudgaven (ovf. s. 347) som hjulnav for ungersvendens øre omdrejninger i kødets og kærlighedens karussel.

I forhold til A er B ikke blot gennemskrevet, men radikalt udvidet med et erotisk aspekt der sætter teksten på linje med de foregående Smaa Romaner i hvis række teksten nu bliver indlemmet. Først her individualiseres jeg-fortælleren der halvt ironisk og af ubestemmelig alder (gendarmen er forsvundet!) kigger tilbage på sig selv som den naive 17-årige og forløbne københavnske natursværmer der efter sin første kærlighedsskuffelse i byen nu søger lægedom i naturen og forgæves gør sine hoser grønne hos den unge fiskerkone der slet ikke optræder i avisudgaven. Også den farende so (ovf. s. 383) kommer til og lægger endnu et lag til den naturforskrækkelse af blod, vold og brynde der sender den lille bybo retur.

En anden kim eller katalysator kan have været Georg Brandes' anmeldelse af Emile Zolas Menneskedyret i Peter Nansens tidsskrift Af Dagens Krønike hvortil Pontoppidan selv var bidragyder (og 465 hvoraf han anmeldte flere numre i Kjøbenhavns Børs-Tidende. Pontoppidan var i disse år en flittig Zola-læser, bl. a. gennem oversættelserne i Politikens føljeton (jf. Breve II, s. 114), og hans journalistik rummer klare henvisninger til Zolas to foregående romaner, La Terre (1887; føljeton i Politiken s. å.) og Le Réve (1888, på da. s. å.), som f. eks.:

Med 'La terre' har sikkert [Zolas] gigantiske Trods kulmineret. Eller er 'Drømmen' blot et Foster af en foreløbig Hvile, som han efter sin aarelange Kamp nok kan have haft nødig? (Kjøbenhavns Børs-Tidende, 18.8.1889/optrykt Pontoppidan 1994, 46-49).

La Béte humaine udkom i marts 1890, og Georg Brandes' artikel om "Dyret i Mennesket" stod i tidsskriftets juni-nummer. Heri kunne Pontoppidan – mens han igen sad og skrev på Vildt ? – læse at bogen handler om "Tilintetgørelsesdriften, det grusomme Instinkt, der fører til Ødelæggelse og Mord, og [Zola] har opfattet dette Hang i dets hemmelighedsfulde Sammenhæng med den erotiske Drift" (s. 510).

Er det ikke præcis denne "hemmelighedsfulde Sammenhæng" Pontoppidan nu spænder sin historie op i? I stykket der spejler dagbogen af 26.11.1889 (se ovf. s. 347-48), fyldes den 17-åriges hjerte af en hellig andagt "der fik mig til at skælve af Vellyst og Angst". Jagten på det kvindelige køn ser han som "ogsaa et Slags Krybskytteri" (ovf. s. 382), og under soens faren hensætter dens mord på de nyfødte unger hans legeme i en sitren af øm forventning, "en Nerverystelse, der ingenlunde var ubehagelig" (ovf. s. 384). At det til sidst er netop lokomotivet der bringer helten tilbage til den kontrollerede civilisation, skal dog næppe uden videre tages som en direkte henvisning til Zolas så langt mere drastiske roman om togføreren der løber grassat når han forlader sit lokomotiv.

Da Pontoppidan i februar 1890 "ihærdigt" arbejdede på Vildt, regnede han med at de syv fortællinger kunne snige sig op på de 20 ark Langhoff "helst vil have Bogen på". Under arbejdet – efter afbrydelsen med Reisebilder – svulmer nu Vildt op til hen mod det 466 dobbelte af føljetonen, og samtidig synes Pontoppidan at have opgivet tanken om at den skal indgå i en samling, og foretrækker nu at den kommer som selvstændig bog i rækken af Smaa Romaner. Denne proces er ikke dokumenteret; man må slutte sig til den baglæns fra det næste brev til Langhoff der først er fra september, skønt bogen egentlig skulle være udkommet i foråret:

Så gerne jeg end vilde, formår jeg ikke at gøre Bogen 20 Ark stor uden at bringe en ny Fortælling ind, hvilket jeg for det første vil anse for at være ødelæggende, og som jeg tillige for Øjeblikket næppe magter. Jeg beder Dem altså denne Gang nøjes med godt og vel 16 Ark. Det bliver således c. 400 Kr. som jeg bliver Dem skyldig (26.9.1890).

Men Vildt ender ikke på 16 ark; i den færdige bog fylder den kun godt ni ark. Nogen ide om hvad der ikke kom med, er det umuligt at have. Da Pontoppidan allerede én gang har fundet En Bonde egnet til bogudgivelse hos Langhoff, må det være denne der efterfølgende har presset på for at lade den indgå i det som derefter fik fællestitlen Natur og udkom en månedstid efter Oscar Madsens oversættelse af Zolas Menneskedyret.

En Bonde bragte dog stadig ikke Natur højere op end de knap 14 ark. Historien havde været trykt som bidrag i Venstres Bog for 1890 (udg. aug. 1889), men i forsøget på at opfylde sin forlæggers ønske udvidede Pontoppidan teksten, først og fremmest ved at indføre en børnenes medspiller nummer to, prokuratoren Lønborg i al hans fremstillings omstændelighed.

Det har teksten ikke vundet ved. Skønt også den er udvidet til næsten det dobbelte, føjes der intet væsentligt til årbogens hårde, stramme historie om den gamle bonde der kvæles af sin egen familie og kun finder et åndehul i stald og på mark indtil han må give sig, og også de brutalt rives fra ham. I sin oprindelige version er det en historie på højde med de bedste af landsbybillederne.

Ikke kun fra et genresynspunkt har Pontoppidan ret: udvidelsen med En Bonde er "ødelæggende"; den er ingen lille roman.

Natur solgte fra begyndelsen ikke godt. Da Aage Hirschsprung (1869-1909) i 1893 sammen med J. L. Lybecker (1862-1923) overtog Det Schubotheske Forlag efter unge Langhoffs tidlige død, besluttede han derfor året efter at gøre en særlig indsats for at få pengene 467 hjem på bogen, fik Kongstad Rasmussen til at tegne et omslag og forsynede bogen med nyt titelblad. Det ny titeloplag blev udsendt i 1100 eksemplarer, og i et brev til de unge forlæggere glæder Pontoppidan sig over det "smukke Omslagsbillede" og tilføjer: "Måtte De nu blot få lidt Fornøjelse af den" (21.12.1894). Men endnu efter at Vildt i 1899 var kommet i ny, selvstændig udgave og En Bonde samme år var forsvundet ind i Fra Hytterne og i 1905 (i dennes "Anden Udgave") røg ud igen, kunne Natur i 1908 (ifølge en annonce bag i Det store Spøgelse ) købes nedsat til omkring det halve af den oprindelige pris.

Modtagelsen

Ung Elskov

udkom den 29. oktober 1885. Pontoppidans hensigt – at betegne en lille forandring i sin arbejdsmåde – blev noteret af anmelderne. Edvard Brandes var en af de første. Efter at være blevet fordrevet fra Morgenbladet (jf. ovf. s. 441) lagde han som redaktør ved det nystartede Politiken den politik hårdt at placere forfatterne på den ene eller den anden fløj i den ideologisk prægede kulturkamp. Med Pontoppidan var han endnu ikke kommet på venskabelig fod, og han vidste ikke rigtig hvad han skulle stille op da han tre uger efter udgivelsen anmeldte bogen. Så han begynder sin anmeldelse sådan:

Den, der har set nogle af Corots Landskaber, vil mindes denne Maler, medens han læser Henrik Pontoppidans ny Bog. Det er fortrinsvis Morgendæmring eller Aftenskumring, den franske Kunstner fremstiller. En Egn, hvor Himmel og Jord mødes, hvor de faste Konturer opløser sig, og hvor en fin, diset Luft gyder et Taageslør af mystisk, erotisk Art over Naturen. Man føler, at Dagen vil fødes i ny Straaleg lans, eller at Natten vil vælde frem i skælvende Uhygge, men endnu er intet fast: alt er uvist, sløret, hemmelig hedsfuldt. Og de Skikkelser, man skimter utydeligt, er let svævende Nymfer eller dansende Ellepiger, selv om Corot i Virkeligheden mente at male Bønderpiger fra den nærmeste Landsby. Om det saa er hans Køer, saa strækker de sig i Engen 468 paa en egen mytologisk Maade, parate til naar det skal være at bortføre en Europa. Et sådant Landskab kalder Henrik Pontoppidan for Ung Elskov. Han præsenterer det for os i Morgengys og Aftenskumring; og han anbringer ved den 'hængende Skovkrans' hvorunder Mørket sagte glider frem, 'Søens store dagblinde Øje', der langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik.

Edv. Brandes' sammenholdelse med Corot er det bedst tænkelige indicium for at Pontoppidan har kendt og ladet sig smitte af den franske maler Camille Corot (1796-1875) og hans anvendelse af naturen til i sine billeder at skabe de følelser og stemninger som Brandes meget præcist karakteriserer. Den "hængende Skovkrans" og "Søens store, dagblinde Øje" som Brandes henviser til, bringer umiddelbart tanken hen på Corots flere gange – og med mange års mellemrum – anvendte motiv fra Riva ved Gardasøen i Lombardiet. Pontoppidan kan om ikke andet have kendt dette eller lignende Corot-billeder fra litografiske gengivelser.

Efter at have sat spørgsmålstegn ved det "jyske" i naturskildringen og det nutidige i handlingsgangen rekapitulerer Brandes pigen Marthas historie, "den gamle Historie og den gamle Ulykke", og slutter:

Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke, men han føler Trang til at fremstille den hemmelighedsfuldere end den er. Derfor snart Dæmring, snart Skumring i hans Bog, men ikke den klare Dag, der lader et ubarmhjertigt Lys falde over Mennesker og Ting. Hvem véd, om ikke Hr. Pontoppidan er galt underrettet og om Martha nu ikke sidder som Dunkens velnærede Kone, istedetfor at spøge ved Nattetid under St. Hansormens Mærke (Politiken 20.11.1885).

469

Den sidste sætning lyder jo næsten som en forudsigelse af Ung Elskovs andenudgave; (se ndf. s. 490).

To dage senere bliver bogen anmeldt under mærke i Social-Demokraten af C.E. Jensen (1865-1927) der ved arbejderavisen blev en af de trofaste og indsigtsfulde, men også ideologisk dogmatiske Pontoppidan-anmeldere i lauget. Han indleder sin anmeldelse med en samlet karakteristik af det hidtidige forfatterskab og betegner Pontoppidan som en skildrer af "de uforligelige Modsætninger, det moderne Samfund rummer". Om den nye genre skriver C.E. Jensen:

Forfatteren har Ret i at kalde den en 'lille Roman'. Thi Sujettet vider fra det lokale Spillerum og den enkelte Situation Gyldigheden ud mod det almenmenneskeliges og uundgaaeliges Horizont. Saalunde gækker Kærligheds Kogleri Menneskenes Børn: skal altid dens Lyst købes med Lykkes Tab hos en af Parterne – han sukke smærteligen efter hendes Uopnaaelighed – hun lide til Døde under en andens Kulde og Mættelse?

C.E. Jensen mener at kunne afdække "Bogens Hemmelighed": "attraaende at give Ungdomselskovens Væsen sit samlede Udtryk, sin fortættede Duft, har Digteren hensat Tildragelsen paa en Jordbund, han har søgt og udstyret med alt, hvad i dansk Natur klinger harmonisk med dens Grundakkorder" (Social-Demokraten, 22.11.1885).

I en endnu længere – og mere gammeldags ortograferet – anmeldelse end Edv. Brandes' lovpriser regeringsorganet Berlingske Tidendes anonyme anmelder den 30. november Ung Elskov, også han efter tidens skik på avisens forside:

Som sædvanlig i Pontoppidans mindre Fortællinger er det ogsaa i denne ikke saa meget Handlingen som Skildringen af Charakterer og Situationer, det kommer an paa; men der er i den Henseende præsteret noget saa Kjønt og Betydeligt, at den lille Historie i al sin Simpelhed [dvs. enkelhed] er i høi Grad virkningsfuld. Hovedpersonen er en ung Kvinde, der voxer op under raae og plumpe Forhold, som hun i aandelig Henseende er saa overlegen, 470 at hun føler sig piint og trykket af dem, og Fortællingen skildrer den Conflict (...), i hvilken hun gaaer tilgrunde. Det er, som Titlen antyder, det Erotiske, der hidfører den, og Skildringen af, hvorledes dette vaagner i hende og faaer Magt over hende, er psychologisk interessant og samtidig med, at der er baade Glød og Farve i den, udført saa discret, at Ingen fornuftigviis kan tage Anstød af den, saameget mindre som Forf. tiltrods for den Sympathi, han føler for den unge Pige, og ogsaa forstaaer at vække hos Læseren, ingenlunde giver hende Medhold, men klart og bestemt peger paa hendes Skyld. Det er et mørkt Livsbillede, han opruller for os, men det er gjort med en Kunst, der ikke et Øieblik taber Skjønhedsvirkningen af Sigte, og med Anvendelse af betydelige Midler, og man kan uden Overdrivelse betegne hele Digtningens Grundstemning og den Virkning, den gjør, som ægte tragisk.

Anmelderen peger på "en vis Lighed" med "En Kjærlighedshistorie" fra Landsbybilleder (se ndf. s. 490):

I dem begge stilles to Arter af Kjærlighed overfor hinanden, paa den ene Side den umiddelbart erotiske Følelse, den 'romantiske' Kjærlighed, paa den anden Side den, i hvilken det Erotiske vel indgaaer som et Moment, men i hvilken Hensynet til, at det gjælder om at leve Livet sammen som Mand og Hustru, er det overveiende.

Efter at have rost stemningen i naturskildringerne konkluderer anmelderen at

'Ung Elskov' er en realistisk Bog, som ikke lægger an paa at idealisere, men det Sceneri, i hvilket Fortællingen er henlagt, kaster ikke destomindre en poetisk Glands over den".

Først dagen efter Berlingske Tidende anmelder Otto Borchsenius (ligeledes anonymt) i Morgenbladet den bog der var kommet ud af den "tidligere Række Smaaskizzer" som Pontoppidan havde offentliggjort mens Borchsenius redigerede Ude og Hjemme. Borchsenius sætter egentlig ikke "denne Omarbejdelse", som han kalder den, over den oprindelige tekst selv om forfatteren har undgået de farer "der altid lurer paa en Kunstner, naar han vil reproducere sin 471 Studie til et udført større Billede". Så Borchsenius vil ikke anerkende den ny genrebetegnelse, men fastholder at "den lille Historie har (...) bevaret sin skizzeagtige Karakter". Mere uforbeholdent positiv er han i sin almene karakteristik af Pontoppidans prosa der "allerede nu hører til den bedste, vi har herhjemme", og vidt belæst erklærer han ligeud at "med finere Forstaaelse er hverken den gryende Kjærlighed eller den overvældende Lidenskabs Rus i lange Tider skildret herhjemme". Borchsenius finder da også en forborgen lyriker i Ung Elskov:

Det skulde undre os, om Henrik Pontoppidan ikke har en Bunke lyriske Digte liggende i sine Gjemmer. Hans Talent peger i den Retning. (…) Henrik Pontoppidan kunde sikkert skrive gode Vers (Morgenbladet, 1.12.1885).

I det konservative Dagbladet opfattede den anonyme anmelder (23.2.1886) Ung Elskov som et velkomment frafald fra den naturalistiske bekendelse, "der aabenbart altid har været ham mere i Klæderne skaaren end i Kjødet baaren". Også forfatterkollegaen Erik Skram (1847-1923) dømte frafald fra det moderne gennembrud, men det skete først i januarheftet fra 1887 af Tilskueren:

Henrik Pontoppidan er en af dem, der da han begyndte, skrev for alle nyt følende danske Mænd og Kvinder. Han var frisk som den gryende Sommerdag, munter og spodsk og medfølende tillige. Han havde den unge Skoles Ævne til at tale glat og stærkt om de fleste af de Ting, der for Tiden rører Menneskenes Hjærter, og de unges Vilje til ikke at bruge andet i sin Kunst end det virkelig sete og følte. Og han havde sine egne Ord. Der stod en Em om hans Bøger fra Engen og fra Byen, som ingen kunde tage fejl af: ham var det, som skulde blive saa god for Danmark, som Kielland havde været det for Norge. Saa skrev han 'Ung Elskov'. Man traf paa duftrige Ord. Den store Skovsø og den hensmuldrende Kro laa i vore Drømmes Land, – hvor var dette ikke smukt! – Men var det virkeligt? De fleste lod det blive ved Spørgsmålet. Det var ikke paa sin Plads 472 at mistænke Pontoppidan for Digt i den banale Betydning af Ordet.

Men det skulle komme med Pontoppidans næste bog (jf. ndf. s. 471).

Mimoser

De ældste reaktioner der kendes på den nyudkomne Mimoser, er ikke anmeldelser, men breve. Først et fra moderen der den 4. december 1886 til datteren Margrete skriver at

Den kære Henrik bragte mig i Gaar sine 'Mimoser'. Det er en meget smuk Bog udenpaa, nu skal vi se, hvad der er indeni. Han naaer næppe som sine Doktorbrødre at komme til 3. Oplag, – men hidtil har han dog hævdet sig godt (Ostenfeld 1984, s. 51).

Den 7. december har den af mange formodede skydeskive for det hele, Bjørnstjerne Bjørnson, læst bogen og får luft over for Sophus Schandorph:

Du, hvem er Henr. Pontoppidan? Er han en pjalt, en rigtig æstetisk dansk en, eller er han ænnu ikke afgæret og klar? For det er umulig at fatte hans 'Mimoser'; hvad mener han?! Og så ikke én originalt iagttat figur! (Bjørnstjerne Bjørnson 1953 I, s. 271).

En lille uge senere har moderen fået læst bogen, men er sengeliggende, så det er en anden af Pontoppidans søstre, Inger, der skriver til Margrete:

Jeg tror nok, Moder havde haft i Sinde at sende Jer Henriks 'Mimoser', men da hun ikke er glad ved den, vil hun ikke give Jer den. Jeg er ogsaa alt andet end glad ved den, skønt den er meget malende og fængslende skrevet. (...) Den har gjort et stærkt og uhyggeligt Indtryk paa mig" (10.12.1886, Ostenfeld, s. 51).

Da moderen er blevet rask, omtaler hun selv i sit næste brev til Margrete

Henriks Bog, der efterlader Afsmag, hvor fint den end er skrevet. Det gjælder rigtignok om Henrik, hvad jeg nylig har læst om en anden ung Forfatter: at Realismen er ham i Klæderne skaaret, mens Romantikken er ham i Kjødet baaret. Jeg haaber, han snart bliver kjed af at løbe om i de fremmede Klæder (18.12., smst., s. 52).

Den 13. december raser Alex. Kielland til Hegel over bogen:

Pontoppidan skuffer mig frygteligt; – er det noget at skrive for en 473 voxen Mand? – hans Stil er desuden nu ligesaa opfyldt af Adjektiver som Schandorphs. Det er besynderligt, hvorledes en ung dansk Forfatter med Talent kan skrive saa ganske løst flydende ovenpaa eller ved Siden af sit Lands og sin Samtids Liv og Trængsler [3]. Det er omtrent som i gamle Dage, naar Skjalden gik tilveirs i Skyerne, forat glemme Verdens Tummel; og dog var det siste, jeg læste af Pontoppidan, noget udmærket aktuelt og levende,

hvormed Kielland nok snarere hentyder til Landsbybilleder end til Ung Elskov (L.C. Nielsen 1909, s. 480). Hegels svar til Kielland er citeret ovf. s. 451 og er først skrevet to dage efter, at de første to anmeldelser havde stået i aviserne den 15. december.

I Politiken skriver Edv. Brandes bogen ind i sædelighedsfejden og rejser ingen tvivl om på hvis side Pontoppidan står i den:

Henrik Pontoppidans Mimoser er en Protest mod de ny Ægteskabstheorier.

Han griber de antinorske hib i bogen:

Fra Udgivelsen af Et Dukkehjem over den mellemliggende Kvindeemancipationsliteratur lige indtil Kulminationen i En Handske har Skønliteraturen været opfyldt af en Livs-Moral, der havde lidet eller intet med Virkeligheden at skaffe. Det var overalt trange Fjælde og intetsteds aaben Mark (Politiken, 15.12.1886).

Med August Strindberg som forkæmper for "Naturens Ret imod den falske Moral" er den danske litteratur langsomt ved at rette sig og "bereder sig paa en Revolution". For Edv. Brandes hører Pontoppidan med Mimoser hjemme i denne revolutionshær. Så det er en "kættersk Bog", der tvivler "om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saalænge Mændene er saa haardhændede, eller rettere naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof". Det går romanens to kvinder så helt galt "fordi de stiller større Krav til deres Ægtefæller end de Stakler kan fuldkomme".

Men Brandes finder ikke psykologien hverken i Drehlings eller Klosterbaronens adfærd velbegrundet eller dækket ind af Venushule-replikken (ovf. s. 156), som han selvfølgelig bringer. Brandes forstår heller ikke – og "det er det eneste Udanske i Fortællingen" 474 – hvorfor landstingsmand Drehling ikke kan tage hjem i weekenderne "om saa [han] var fra den yderste vestjyllandske Kreds", et forhold også W. i Dagens Nyheder (se ndf.) falder over.

Men Brandes taler pænt om "den bløde og indsmigrende Buestrøgs-Stil som Pontoppidan besidder", og slutter sin anmeldelse:

Bogen er rig paa smaa, fortrinligt fortalte Episoder. Den er overordenlig underholdende, baade dristig og vittig, og den vil saaledes efter al Sandsynlighed blive meget læst. Den burde i hvert Fald læses for sit gode Dansks Skyld. Hr. Pontoppidan er en af vore faa ægte Prosaister – saa sleben og elegant i sit Sprog, at Damerne maaske af den Grund vil tilgive ham hans Kætterier.

Samme dag anmelder C.E. Jensen (stadigt under mærket C.E.) Mimoser i Social-Demokraten. Efter et meget fyldigt referat hvori han karakteriserer dagen op til Drehlings ægteskabsbrud som "et af de bedst fortalte Partier i Bogen", konkluderer han – efter at have citeret Hottentot-stedet fra Nice-brevet (ovf. s. 174):

Og det turde være dette, Henrik Pontoppidan har villet haft frem med sin nye Bog: at vor konventionelle Moral paa Kønsspørgsmaalets Omraade er en Mimose-Moral, en Rør-mig-ikke-Moral, som snærper sig sammen med forargelige Miner, saa saare man berører den med ubehandskede Fingre. Som en bestemt Jordbund i Forbindelse med et vist Klima har opfostret de følsomme Mimose-Planter, saaledes har en kunstig moralsk Atmosfære fremklækket vore kvindelige Mimoser, som udfolder sig yndig og dufter sødt i Hjemmets varme Mistbænk, plejet af Mandens trofaste Omhu, men hvis sarte Fibre straks trækker sig blysomt ind i saaret Kyskhed, hvis han et Øjeblik forglemmer sig hos en anden Kvinde. Ved at male det Drehling'ske Familieliv, har Pontoppidan villet vise, hvor kvalmende Luften er i visse moderne Hjem, hvor usund og karakternedbrydende; og han har som Modsætning villet hævde Naturdriftens Ret trods al paahyklet Lastværdighed og Skarnagtighed, dens Krav paa Tilfredsstillelse trods al Jeronimus-Moral og Dameemancipationsmoral.

475

Det er en frisk og fornøjelig skrevet Bog. Pontoppidans fine Ironi er godt dølgende og godt dulgt – næsten for godt. Men paa den anden Side er Personernes Væsen – og særlig Mimosernes, Anton er bedre karakteriseret – ikke tilstrækkelig gennemtrængt til udtømmende at kunne dokumentere den mandlige Utroskabs Indflydelse paa de kvindelige Skæbner.

Samme dag skriver Pontoppidan – ikke til C.E. Jensen, men til Edv. Brandes:

Jeg beder Dem modtage min oprigtige Tak for de velvillige Ord, hvormed De i Dag i 'Politiken' har omtalt min sidste Bog. Jeg hører nu fra forskjellige Sider – og til min store Overraskelse – at Bogen ikke er god. Det er mig en Skuffelse; men nu, da jeg gjøres opmærksom på Fejlene, kan jeg ikke benægte deres Existens. Man er under tiden besynderlig blind – måske dum – mens man skriver. Uden selv at ane det, arbejder man sig ihærdigt og med Begejstring dybere og dybere ind i Urimeligheder, forelsker sig formelig i dem og forfusker sin oprindelige Tanke. Det må – kan jeg forstå – være gået mig på denne Måde også denne Gang (15.12.1886).

Tre dage senere lyder det fra Edv. Brandes til Strindberg at "Du bør læse (...) maaske ogsaa Pontoppidans velmente Bog 'Mimoser', skønt den er svag" (18.12.1886; Georg og Edv. Brandes 1939, bd. VI, s. 93).

Den følgende dag gør Dagbladets anonyme anmelder sig til talsmand for, at romanen "paa ingen mulig Maade [må] betragtes som et Forsvar for Ægteskabsbrud. Ingen Forfatter har maaske nogensinde sunget Ægteskabet en smukkere og varmere følt Lovsang end Pontoppidan i den Skildring, han i 'Mimoser' giver af Anton Drehlings og Bettys lykkelige Dage". Anmelderen bruger det afsluttende brev til at karakterisere Drehling som en mand, der – trods brevets frivole tone og tilsyneladende ro – er gået moralsk til bunds. Hofjægermesterinden finder han en "Anakronisme". Hun må være 90 og ikke 60 "med den Djærvhed og Mangel paa Delikatesse, som var ejendommelig for den i Aarhundredets første 476 Decennium opvoxede Generation. Der er her en Mangel paa historisk Sans og tillige paa Realisme" som ikke svarer til den "moderne Radikalisme"s ofte uopfyldte krav om "den allervirkeligste Virkelighedsskildring". Men i øvrigt roser anmeldelsen stærkt bogen og specielt Pontoppidan for med stor selvstændighed at gå "paatvers af alle Theorier" i sin hævdelse af at "hvert enkelt Tilfælde bør betragtes efter sin egen Natur" (Dagbladet, 19.12.1886).

Næste dag igen offentliggjorde Kalundborg Dagblad et anonymt indlæg der i pressekredse fik navnet "den sørenske Epistel" efter bladets redaktør Andreas Sørensen. Heri blev Edv. Brandes angrebet for i sin anmeldelse af Mimoser at havde gjort sig til Talsmand for "den fri Kjærlighed".

Onsdag den 22. december bragte Morgenbladet et langt indlæg af digteren og præsten Chr. Hostrup, en god ven af Pontoppidans præstebror Morten. Hostrup skriver "med særligt Hensyn til Dr. E. Brandes' Anmeldelse". Efter megen formel ros på den ene side – til personskildringens troværdighed – fortsætter Hostrup:

Paa den anden Side er det heller ikke uforstaaeligt, om baade Venner og Fjender af 'den fri Kjærlighed' betragter Bogen som en af denne ny Guddoms Missionærer, da selve det Skilt, den bærer, for det første Blik kunde synes at tyde paa noget i denne Retning. Det undrer mig derfor ikke, at Dr. E. Brandes i 'Politiken' helt har taget ' Mimoser ' til Indtægt for den sædelige Reform, som han i sine literære Anmeldelser saa vedholdende arbejder for. Han kalder jo rigtignok denne Fortælling 'en Protest mod de ny Ægteskabstheorier', men ved disse nye Theorier forstaar han – mærkelig nok – ikke sine egne, men Bjørnsons om én Mand og én Kvinde, og overhovedet de Ægteskabstheorier, som bygges paa, at Utroskab i Ægteskabet er Ægteskabsbrud, at det bryder Ægteskabet, en Theori, som i alt Fald næppe kan kaldes splinterny, da den i tusind Aar har været den gjældende hos os og ogsaa er trængt ind i vor borgerlige Lovgivning. Dog, det er mig det samme, om Dr. Brandes i dette Punkt betragter sig som den konservative, der kæmper for det bestaaende, og mig som Fremskridtsmanden – lad os holde os til ' Mimoser '. (...)

477

Har [forfatteren] haft nogen anden Tendens end den at male sandfærdige Billeder af Livet, saa maa det vel snarere være den at vise, at 'Jægerlivet' er den allersletteste Forskole til Ægtestanden.

Men hvorfor saa Titlen ' Mimoser '? Ja, det maa jeg lade Forf. om. (...) Skulde det være Forfatterens Mening, at Kamma og Betty tilsidst burde have taget deres faldne Mænd til Naade, saa forarger den Mening mig slet ikke; jeg bryder mig ikke om en almindelig Regel for saadanne Tilfælde og overlader det ganske til den enkelte Kvinde selv, hvad hun under slige Omstændigheder kan og maa gjøre (Morgenbladet, 22.12.1886).

Juleaften bragte Morten Pontoppidan i sit uafhængige kirkelige tidsskrift Tidens Strøm en rimet omtale af sin brors bog og dens forhold til ægteskabets påståede krise, og det er igen "Venushulerne" der står for skud (citeret Ahnlund 1956, s. 266-67).

Men selv under julegilderne diskuterede de Mimoser. På besøg oppe hos Pontoppidan i Havreholm fortæller Bertel Elmgaard (1861-94), forfatter og medarbejder ved Morgenbladet, "at man i den nærmeste Fremtid kan vente Udbruddet af en stor 'europæisk' Krig, idet Bj Bjørnson skal have i Sinde – formodentlig med Hostrup som Våbendrager – at slå et kraftigt Slag for sin Sædeligheds-Theori." Således fortæller Pontoppidan det videre til Edv. Brandes i et svar på dennes opfordring til i Politikens spalter at blande sig i diskussion om hans anmeldelse af Mimoser. Brandes har sendt Pontoppidan "den sørensenske Epistel", men Pontoppidan takker nej:

At oplyse Verden om, hvad jeg har ment med 'Mimoser', synes mig at ville smage vel meget af – enten en Falliterklæring eller Reklame, og jeg kan det så meget mindre, som jeg vedvarende betvivler, at Bogen – fornuftig læst – overhovedet lader sig misforstå.

Men hvis den europæiske krig virkelig bryder ud, "kunde man måske få Lejlighed til at sige et eller andet borgerligt Ord, der ikke lod noget tilbage at ønske i Tydelighed. (...) De Angreb, hvor for De efter Deres Anmeldelse af 'Mimoser' har været Gjenstand, er – synes mig – mere dumme end onde. Det er i det hele mere Menneskenes 478 Dumhed end deres Ondskab, der i disse Tider kan fylde en med Bekymring. Jeg håber, det ikke skal vare længe, før man atter er på det rene med, at jeg i alle Fald ikke står på Dumhedens Side" (28.12.1886, Breve I, s. 79-80).

Juledag havde ellers selveste Georg Brandes givet ondt af sig i en anmeldelse i Politiken af Strindbergs Giftas II, hvori han bebrejder de "andre Digtere" der altfor hyppigt lader én uklar over hvad de vil.

(...) naar man læser Anmeldelserne af en hel Del nye Digterværker som Tre Par [af Alex. Kielland] , Mimoser, Mannfolk [af Arne Garborg] og andre, i hvilke uden altfor stor Vanskelighed det stik Modsatte af det, Digteren synes at have ment, serveres Læseverdenen som Bogens Udbytte, forstaar man Strindbergs Ulyst til at være blot og bar Poet (Politiken, 25.12.1886).

Så det blev en slags konklusion anmelderen i det i kulturel henseende tolerante, godsejerstøttede Dagens Nyheder mellem jul og nytår kunne drage, at kritikerne "angaaende Fortællingens Grundtanke" er uenige. Selv mente bladets kritiker (W.), at Pontoppidan havde "stillet sig saa temmelig objektivt overfor Konflikten", men tilføjede dog: "Men vil man endelig lægge en i høiere eller ringere Grad tendentieus Hensigt ind i Bogen, kan Forfatteren i alt Fald mindst siges at være optraadt som Apostel for den frie Kjærlighed," og igen støtter en anmelder sig på det afsluttende brev, skrevet af en mand der gennem sit ægteskabsbrud er endt "i et blaseret Livssyn, en valen Finden sig tilrette i Selskabslivets smaa Nydelser hvorved Personligheden forflygtiges og Tilværelsen bliver unyttig og hensigtsløs" (Dagens Nyheder, 29.12.1886).

Samme dag skrev Alex. Kielland fra Frankrig til Edv. Brandes efter nu også at have læst hans anmeldelse: "(...) jeg blev meget overrasket [over, at] du fandt den dristig. Jeg synes ikke, den er paalidelig i Skildringen, lidt overlæsset i Stilen, samt snobbet. Han kjender ikke disse høie Herskaber, saaat han tilbørligt kan tumle dem overlegent. Derimod har han Ret - hvad du modsiger – i at Baronen falder over Malkepigen; – thi det er nedarvet hos ham 479 som det selvfølgeligste: hvor der ligger en Malkepige, der lægger man sig" (Georg og Edv. Brandes 1939, bd. V, s. 218).

Men punktum var ikke sat endnu. Først i det nye år skriver Bjørnson i et udateret brev til Hegel²: "'Mimoser' har ærgret os alle; hvad fanden vil fyren? Jeg læste Hostrups svar til Edv. Brandes i anl. den og ber dig takke ham innerlig, hvor har jeg ikke væntet på en hjærtevinnende protest! Men – 'Mimoserne'? Hvad mener fyren? At disse mæn skulde været tilgit af disse kvinner?"

Senere i brevet vender Bjørnson tilbage til Pontoppidan, han kan ikke få ham ud af tankerne: "Fortæl mig om Pontoppidan: er han blet bonde? Er dette sant? Har han noget at leve af? Og hvorledes er også han kommet op i denne forvirring af den fri kærligheds fantaster? In i denne sykdom? Det har været mig en stor skuffelse; ti han forekom mig at være sun" (L.C.Nielsen 1909, s. 149-50).

Den 14. januar anmeldte nu Morten Pontoppidan bogen i Tidens Strøm og tog igen udgangspunkt i enkefru Drehling:

Hendes Livsfilosofi er meget næm. Den synes ikke at gaa ud paa andet end at nyde Livet og bryde sig Pokker om Moralen. Hun er saa liberal paa dette Omraade, at hun ikke skyr Faren for at synes lige frem lidt svinsk i sin Tænkemaade. (...) Dersom det ikke var en literær Trossætning, at en Fortælling skal indeholde nogen samfundsreformatorisk Kraftessens, kunde man tænke sig Fru Drehling helt udeladt, og Bogen vilde derfor have været en lige smuk og underholdende Roman, og den vilde endda have beholdt den i Titelen antydede Tendens, idet den næmlig vedblev at være en Henstilling til Konerne om ikke altfor rask at bryde Staven over deres Mænd (især hvis de er Herremænd) naar de er faldne for en Fristelse og kommer kønt og beder om Forladelse (Tidens Strøm, No.16, s. 125).

I januarheftet af Tilskueren (jf. ovf. s. 471) harcellerer Erik Skram i et langt og spydigt referat over bogens mangel på "levende Mennesker". Om den ironiske titel siger han:

480

Hr. Pontoppidan har ment, at disse to Fruer var for ømskindede. Men det var det, som skulde bevises. Er Tilstanden først saaledes – og det har Hr. Pontoppidan indrømmet ved at gaa ud der fra som givet – at Kvinderne vil have ens Moral i Ægteskabet for begge Køn, saa maa den, der ler der af, støtte sin Latter med Grunde, ellers udsætter han sig for at blive ene med sin Munterhed: umiddelbart indlysende er Ironien ikke. Og der findes ikke Beviser i 'Mimoser'. (...) Var Fortællingen ikke mod Slutningen saa direkte og alvorlig meddelende, skulde man tro, at Forfatteren for Spøg havde efterlignet tidligere Romanskriveres daarlige Maner med at lade blodløse, ud af Luften grebne Figurer agere til Fornøjelse for et nyfigent Publikum, som kun læser Bøger for Begivenhedernes Skyld. (...)

Det er med Forundring og Beklagelse, man læser 'Mimoser'. Pontoppidan var det frodigste Talent blandt de unge, og nu har han sendt en tom Bog ud i Verden. Af den gode Kunstner er der kun et vist lækkert Foredrag tilbage og saa glimtvis nogle rammende eller morsomme Bemærkninger. Men dette er naturligvis langt fra Hr. Pontoppidans sidste Ord. På næste Bogmarked møder vi atter 'Sandinge Menigheds', 'Landsbybilledernes' og 'Stækkede Vingers' udmærkede Forfatter (s. 66-67).

Herman Bang gjorde et indspark ved i et brev til Amalie Skram (24.2.1887³) at sammenligne med Flauberts Madame Bovary og dens "Klarlæggen af et enkelt Tilfælde. Det vi alle gør – – med den Forskel, at vi ikke skriver "Fru Bovary" men "Mimoser" (oh, du Kunstens Vidunderlighed, du frygtelige Bog!)". Det er ganske vist ikke helt klart hvilken af bøgerne der er "frygtelig" eller hvad "frygtelig" betyder. Men at Bang finder Mimoser dårlig, er der næppe tvivl om.

Endelig kom, i april måned, ovennævnte Bertel Elmgaard i en lang artikel om "Norsk Bohéme-literatur" overraskende ind på et forhold ingen af Mimosers anmeldere havde berørt:

Men for øvrigt turde der være noget ret karakteristisk i, at Hr. [Christian] Krohg [i Albertine], uagtet sin meget priste Dristighed, ikke tør følge sin Heltinde længer. Jeg tror, det hænger sammen med et stærkt Drag af Spidsborgerlighed i vor nyere Literatur. Den moderne Dristighed eller Vildskab, om man vil, i Bøgerne, har, naar det kommer til Stykket, mere honnet Ambition end varmt Zigeunerblod i Aarerne. Man erindre blot Værker som 'Et Besøg', 'En Forlovelse' [begge skuespil af Edv. Brandes], 'Mimoser' og 'Tre Par'. Ingen Sinde har man i vor Literatur set en saadan Ængstelse for at tale ligefremt. Der er noget saa uendelig snusket, ufrit og forkomment i den Maade, hvorpaa 481 Forfatterne grupperer og manøvrerer med Motiver og Karakterer for at klare det voveligt anlagte Æmne med en Tvetydighed eller skjult Frivolitet (Tilskueren, 1887, s. 324-25).

I et udateret brev til Tilskuerens redaktør, Niels Neergaard, kalder Pontoppidan hentydningen for "et lille Æselsspark imod mig, endog af mit eget Muldyr, og dersom det ikke var for tåbeligt, kunde jeg næsten have Lyst til at sætte mig på Ryggen af dette Dyr og ride det til Vands". Neergaard har opfordret Pontoppidan til at skrive bidrag. "For min egen Skyld kan jeg unægtelig også have Interesse af at vise mig i 'Tilskueren', for at Tidsskriftets Læsere mulig kunde få et lidt heldigere Indtryk af mig som Forfatter end det, dets forskjellige Anmeldere nu nogle Gange har søgt at bibringe dem." (Breve I, s. 80, hvor brevet fejlagtigt er sat i direkte forbindelse med Skrams anmeldelse og derfor dateret januar).

Isbjørnen

Først 12 dage efter udgivelsen blev Isbjørnen, denne gang anonymt, anmeldt i Politiken af Edv. Brandes. Artiklen er længe om at komme i gang med sit emne, og lidt fadt roser den bogen for "kostelig" humor og "guddommelig" lystighed i skildringen af Müllers sjællandske liv. Anmeldelsen slutter om den forjagede præst:

Han har talt uden Salvelse, han levede uden Ostentation, han udsagde hvad han ansaa for rigtigt, han trøstede Folk paa Dødssengen med jævne Ord uden Skriftsprog, men han hverken lærte eller levede i den officielle Kristendom – alle Statskirkens Præster og de Mange, der staar bagved dem, jager Grønlandsfareren tilbage til Sælhundene igen.

Pontoppidans nye og fortrinlige Bog er det danske Sidestykke til Kiellands Sankt Hansfest og ingenlunde ringere end det norske Angrebsskrift (16.12.1887).

Juleaften anmelder Berlingske Tidende anonymt bogen kort og afvisende:

Forf. har aabenbart benyttet de stærkeste Farver for at stille sit Præste-Ideal i Modsætning til de Sjælehyrder, der fremtræde paa en mere civiliseret Maade, som synes at have Forfatterens 482 Mishag. (...) Som ved alle lignende Tendentskildringer^'2 med polemisk Braad (...) mærker Læseren snart Hensigten og mister Tilliden til Fortællingens Sanddruhed^'3.

Også C.E. Jensen har problemer med sanddruheden og er skuffet over bogen fordi den ikke "griber (...) saa kraftigt ind i Nutidsliv og almene Tilstande, som man er vant til af Arbejder fra den Haand". Mellem Mimoser og Isbjørnen havde jo ligget Fra Hytterne fra april måned som C.E. Jensen havde været meget begejstret for; hans anmeldelse heraf er optrykt i Preben Hansen 1998. I sin anmeldelse af Isbjørnen går han nøjere ind på det forhold at Pontoppidan ikke selv har været på Grønland. Skønt C. E. Jensen finder det grønlandske "Maleri udført med den nydeligste og mest bestikkende Kunst", spørger han alligevel:

er det fuldtud ærligt af Henrik Pontoppidan at beskrive Landskaber og Mennesker, som han kun kender paa anden Haand, gennem fremmed Beretning? Er det i stræng Forstand Naturalisme? (...) det forekommer os, at Forfatteren i Tillid til sin sikre Sprogkunst her er kommet ind paa et Skraaplan, som ikke er uden Betænkelighed.

C.E. Jensen finder ikke at man får "Greb om, hvad Pontoppidan har villet med Bogen" [...]:

Forfatteren har tilstræbt at give en Repræsentant for Kampen mod den officielle Kristendom her til Lands – og for saa vidt savner Bogen den Rammekraft, som f. Eks. udmærker Pontoppidans Studier af Almueliv og Fattigforsørgelse paa Landet. En Særling som 'Isbjørnen' repræsenterer, saa vidt vi skønner, intet som helst Fremskridtsarbejde. Skildringen af hans Livsførelse faar derfor ingen agitatorisk Betydning – den er næppe dybtgaaende og omfattende nok til at have en selvstændig kulturhistorisk-kunstnerisk Værdi (Social-Demokraten 8.1.1888).

Erik Skram havde i Tilskuerens juni-juli nummer 1887 kippet med flaget over Pontoppidans tilbagevenden i Fra Hytterne til den gode, "tydelige" kunst der bygger på det forfatteren har oplevet som virkelighedens 483 vidne. Om Isbjørnen har han intet andet pænt at sige end at den ubetinget er morsom. Men Pontoppidan har manglet den kunstneriske frihed selv at have været i Grønland, "hvor den indholdsrigeste Del af Fortællingen foregaar". Hans "Portræt" er "skreven ud af det Indtryk, som mundtlig eller skriftlig Meddelelse har gjort paa Forfatteren" (Tilskueren, maj 1888, s. 416-17).

Derimod var Kielland gnæggende fornøjet med Isbjørnen. I et brev fra 28. januar 1888 til Jacob Hegel kaldte han den "fuldt ud mesterlig" og beklager at den endnu ikke er blevet rost efter fortjeneste. Brevet fortsætter:

Pontoppidan har noget af det guddommelige Had til sit eget Kjød, som er det beste ved Fædrelandskjærligheden; – første Gang saa jeg det i Novellen om ham, som 'meldte sig', – da der var skudt på Estrups Knap ["To Gange mødt" i Tilskuerens februar-nummer, siden i samlingen Skyer, 1890]; men så skrev han de snottede 'Mimoser'; nu i Isbjørnen er han igjen der, hvor jeg vil have ham: på Nakken af sit Samfund som isandhed trænger til skarp Lud og grove Børster.

Med de noget matte anmeldelser er det ikke underligt at Pontoppidan inderligt glæder sig over venlige ord fra Sophus Schandorph⁴ over for hvem han kvitterer i brev af 30. april:

Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor stor en Opmuntring det er for mig, at De synes om min lille Bog. Det er dog for at vinde Bifald hos Mænd som Dem, at man skriver; og lykkes det én, kan man roligt lade Spækhøkerne grine (Breve I, s. 88).

Spøgelser

Som så ofte er det Edv. Brandes der lægger ud med at anmelde. Han gør det venligt-ironisk, skriver bl.a. med en henvisning til den romantiske franske forfatter George Sand:

Hver kyndig Romanlæserinde vil, forslugen siddende midt i Pontoppidans fint førte Skildring af Agnetes Hændelser paa Slottet, mærke i sin smukke Næse Duften af de første Blomster, 484 hun vil skænke ham. Agnete og Grev Frederik maa blive et Par, ellers gives der ingen smaa Romaner mere i Verden. (...) Man spørge ikke, naar denne Begivenhed er foregaaet; den er ikke dateret. Man skal glæde sig over Stilens udsøgte Ynde og blide, tynde Farver, der minder om skønne, engelske Landskabsbilleder, paa hvilke en gammel Borg hæver sig tryllende frem fra en mørk Park. Man skal glæde sig ved en Digterkaprice, der ser Spøgelser ved højlys Dag. (Politiken, 5.7.1888)

Berlingske Tidendes anmelder er fortsat anonym, men er tydeligt den samme som har anmeldt de tidligere bind af Smaa Romaner. Han antyder at Spøgelser er spekulation, men anerkender at "Bogen har et ikke ringe Fortrin i stemningsfuld og eiendommelig Naturskildring. (...) Vi maae haabe, at Forfatteren næste Gang finder naturligere Staffage til sine smukke Malerier" (Berlingske Tidende, 17.7.1888).

I Social-Demokraten er C.E. Jensen ikke blidere: "Hvad i al Verden er Meningen med hans ny lille Roman?" Anmelderen ønsker sig af Pontoppidan flere studier "i den overalt foregaaende Brydning mellem Kapitalisme og Proletariat" som Pontoppidan dyrkede før Isbjørnen og Spøgelser: "Tænke sig blot, at den københavnske Arbejderstands Roman – og den udtømmes ikke hverken med to eller tre 'smaa Romaner' – ikke er paabegyndt endnu!" Men nej, Pontoppidan fortsætter med at skrive om steder han ikke har været i tillid til sin 'stilistiske Evne'. "Det er en daarlig og unyttig Underholdnings-Literatur, Pontoppidan har slaaet sig paa. – Men forhaabentlig behøver han blot at faa tilraabt et kraftigt 'til Orden!' for at genoptage Vandringen paa den smalle og brydsomme Sti, der aleneste fører til Salighed i Literaturen" (Social-Demokraten 3.8.1888).

Erik Skram anmeldte ikke Spøgelser. Men i sine erindringer fortæller Johannes Jørgensen om Skrams opfattelse af bogen:

Henrik Pontoppidan havde jeg lært at kende i 'Studentersamfundet'; en Aften, kort efter at hans lille Roman 'Spøgelser' var udkommet, havde Erik Skram i den rettroende Realismes Navn gennemheglet den romantisk uvirkelige Bog. Pontoppidan havde 485 i en lang Nattesamtale, vædet af megen Pjolter, forsøgt at forsvare sine ændrede Kunstprinciper, men under livligt Bifald af Stuckenberg og mig havde Skram nedlagt Nyromantikens Drage (Mit Livs Legende, Anden Bog. Taarnet, 1916, s. 18).

Vi véd ikke hvornår Skram i Studentersamfundet gav forfatteren det glatte lag, men nok allerede forinden skrev Pontoppidan den 14. august til sin svenske forfatterven Axel Lundegård fra Blokhus: "Jeg er i temmelig sort Humør; med mine 'Spøgelser' er det vist gået rent ad Helvede til, og jeg har ingen rigtig Lyst til at fortsætte" (cit. efter Breve I, s. 92).

Natur

Den første der anmelder Natur som udkom en måned efter Krøniker og otte måneder efter Skyer, er Otto Borchsenius, og han anmelder de tre bøger samlet. Forholdet mellem de to før så nære venner havde udviklet sig katastrofalt, men det går for vidt i denne sammenhæng at komme nærmere ind herpå. Anmeldelsen i Morgenbladet er usigneret, men der kan ingen tvivl være om at den er skrevet af Borchsenius.

Det er således i forlængelse af sin opfattelse af Pontoppidan som den der bør give positive skildringer af landbefolkningen, at han fremhæver En Bonde på bekostning af samtlige øvrige tekster i de tre bøger: "Der er en Simpelhed og Kraft i den lille Skildring, der ikke staar meget tilbage for Turgenjews 'Kong Lear i Landsbyen'".

I Vildt fremhæver Borchsenius "de Naturskildringer og Naturstemninger, som sikkert udgjør Pontoppidans egentlige Styrke som Forfatter. Man kunde vel næsten paastaa, at Pontoppidan fremdeles fornemmelig virker ved sin sjældne Fremstillingsevne." Men Borchsenius efterlyser en "indre Udvikling" hvis ikke "det letløbende i Talentet" skal blive til størst fare for forfatteren selv. Efter kraftige spark til Krøniker og Skyer slutter Borchsenius' artikel: "De to smaa 'Natur'-Romaner er imidlertid den sidste Bog, Henrik Pontoppidan i Aar har udsendt. Vi tager det gjærne som et Varsel om, at Skepticismen og Pikanteriet, Blasertheden og Negationen nu er bragt som Offer paa Naturens Alter" (Morgenbladet 26.11.1890).

486

Det går i disse år med Pontoppidan som det gik med Mimoser: der bliver revet i ham fra alle sider. Selv når Edv. Brandes føler sig mest skuffet over hans bøger, bliver han ved med i Politikens spalter at rose dem – eller i hvert fald forfatteren. Om Natur og dens forfatter skriver han:

Pontoppidan er egenlig ene Hane i Kurven herhjemme, den som man har Lov at vente sig mest af. Han befinder sig i den lykkelige Alder, hvor man ikke endnu er gammel og dog har traadt sine Børnesko. (...) Pontoppidan – med en Række af fine, muntre, personligt og udsøgt skrevne Noveller som literær Ballast – staar saaledes, at en Bog af ham burde være mer end en Vinding for Læseverdenen og en Nydelse for de Literære, nemlig en Begivenhed.

Men det er desværre ikke tilfældet med Skyer og Natur. Brandes så gerne at det skyldtes at hans kritikerkolleger roser de forkerte ting. Men da han selv omsider når frem til teksterne, mener han om En Bonde at den ikke er "særdeles original i sit Æmne", Geijerstam har lige skrevet en lignende historie, og "Det er Zola, som med Jord [La Terre, 1887] har givet Stødet til en Literatur, der paa en anden Maade end tidligere vil behandle Jordbrugernes Liv og Karakter".

Brandes beundrer dog "den overordenlige Finhed, hvormed Mennesker og Landskab bringes i Overensstemmelse med hinanden, sættes i samme Stemning. Med tilsyneladende svage Farver – fjærne fra al tysk Kolerering – gives en Række Fysiognomier, hele Bondens Familie, højst anskueligt." Om Vildt (som Brandes aldrig når frem til at nævne titlen på) hedder det afslutningsvis at Novellens Mangel ligger i, at Fortællerens Person ikke hænger organisk sammen med dens Tildragelser og Stemninger. Og denne Mangel hænger atter sammen med Pontoppidans Lyst til at gemme sig bort bag sin Produktion. Han skyer den personlige Griben-ind og Optræden. Dog Fortællingen er saare underholdende, og den udmærker sig ved en Friskhed i Udtrykket, der virker ganske betagende. Pontoppidans Stil hører som sagt til vor allerbedste Prosa nuomstunder, og vittig og sjælfuld er 487 han trods nogen. Han burde været vort Publikums Yndling (Politiken, 2.12.1890).

Fra Berlin takker Pontoppidan da også pligtskyldigst for den "så hædrende Anmeldelse" (11.12.1890). Samme dag skriver han anderledes indgående til vennen, maleren Johan Rohde, som tilsyneladende har overbetonet naturskildringerne i Vildt. Pontoppidan korrigerer:

Egentlig har den unge Mands Karakterudvikling interesseret mig mere end Naturskildringerne. Det ligger måske i, at disse gærne kommer ligesom drattende ud af min Pen, medens jeg ganske anderledes inderligt lever mig sammen med de optrædende Personer. For mig står derfor også Scenerne mellem "Jeg"'et og den unge Fiskerkone som Bogens centrale Punkter.

Mens på intet tidspunkt Edv. Brandes synes at ville tage genrebetegnelsen Smaa Romaner alvorligt, fastslår Vilhelm Østergaard (V.Ø.) nogle dage senere i Dagens Nyheder, der nu tilhørte den kristeligt-konservative Ferslewske presse, at forfatteren ikke synes at have lagt nogen "bestemt literær Plan" til grund for sine nu i alt seks Smaa Romaner, så forskellige de er "baade i Indhold og Væsen". Østergaard finder dem også af meget svingende kvalitet, men de to sidste "staar betydeligt over samtlige foregaaende Bind med samme Fællestitel" og"maa overhovedet regnes blandt hans bedste Arbeide" (6.12.1890).

Det samme mener en uge senere Berlingske Tidendes stadig anonyme anmelder: "Begge eie i fortrinlig Grad de Egenskaber, der have givet disse smaa Romaners Forfatter en fremragende Plads blandt vore Novellister, en reen og afrundet Form, Kraft og Farve over Personer og Skildring" (14.12.1890).

Som Østergaard gør også denne anmelder gældende: "At Forfatteren [i Vildt] opstiller Undtagelse som Regel, behøver vel neppe at tilføies." Om "[d]en anden Fortælling eller Roman, thi for Pontoppidan synes disse to Begreber Eet" bemærker anmelderen kun, at den ikke "er blottet for Actualitet, hvilket Indtryk yderligere støttes ved en sand og paalidelig Dialog og Skildring".

488

Ifølge Dagbladets usignerede anmeldelse vidner de to tekster om "hvor Meget Pontoppidan kan give, naar han for en Stund frigjør sig fra sine socialistisk-revolutionære Stylter, paa hvilke han gjør en mere komisk end egentlig imponerende Figur" (17.12.1890).

Omarbejdelserne

Henrik Pontoppidan er ikke færdig med en Bog, fordi den er skreven og udgiven. Han vedbliver at arbejde videre med den, han tager det engang afgivne for sig igen og omarbejder det, til det tilfredsstiller ham paa hans nuværende Udvikling. J.C.[Julius Clausen?] i Berlingske Tidende 19.12.1906 i anmeldelse af Ung Elskovs 2. udgave

Til samtlige seks tekster findes der som omtalt forarbejder, kompositorisk af fuldt omfang med hensyn til Ung Elskov, Isbjørnen, Vildt og En Bonde, kun optaktsmæssigt til Mimoser og Spøgelser. De fire førstnævnte blev også alle ændret mere eller mindre i senere udgaver.

Planen om at udsende en samlet udgave af sine Fortællinger udskød Pontoppidan i 1899 fra foråret til efteråret. Den 3. februar skriver han til sin daværende forlægger Ernst Bojesen:

Jeg begyndte for nogen Tid siden at gennemse dem; men Omarbejdelsen af 'Det forjættede Land' har gjort mig så led ved at rode med mine gamle, døde Hjernefostre, at der må gå nogen Tid, før jeg får den vamle Ligstank ud af Næsen og kan tage fat igen, – og ganske uden Ransagelse af mine hensovede Jeg'ers Hjærter og Nyrer kan jeg ikke få mig selv til at lade dem gå ud i Verden med Klassicitetens Spøgelsemærke. Med andre Ord: der må en Sigtelse til; jeg må overveje, hvad der bør medtages, og hvad jeg skal udelade; – men i Øjeblikket er jeg slet ikke oplagt (...) til det Arbejde (Breve I, s. 193).

Ved afslutningen af arbejdet med de to bind Fortællinger der udkom samlet i december 1899, skrev Pontoppidan til Bojesen at de 489 "kommer til at indeholde alt, hvad der af mine mindre Arbejder har vundet noget Navn". Ordet "Sigtelse" går dog ikke alene på fravalget af Mimoser og Spøgelser, men også på den minutiøse granskning af hjærter og nyrer i de fire andre Smaa Romaner fra årene 1885-90 hvoraf kun to af samme grund slap med indenfor i Fortællinger: Isbjørnen og En Bonde. Ung Elskov og Vildt måtte vente. Eller var det fordi de ikke havde vundet Navn nok?

At Pontoppidan mente udskydelsen af Spøgelser som en kassering, fremgår for eksempel af at han anvendte første halvdel af kapitel 3 (ovf. s. 254-57: ... bort gjennem Porten) i Lille Rødhætte 1900, skønt Spøgelser endnu i 1904 averteredes til salg bag i Pontoppidans egen Et Endeligt. Og i sidste bind af Lykke-Per overtog Inger lidt forkortet, men omtrent ordret Agnetes naturbetagelse og møde med hinden (ovf. s. 266-67/Lykke-Per VIII (1904), s. 224-26/Lykke-Per II (1918), s. 342-43).

Det ældste kendte spor af Mimosers likvidering findes i et svarbrev til kritikeren C. E. Jensen fra 24. 12. 1893: "De skriver om 'Mimoser' og 'Skyer', at de vistnok 'allerede er glemte'. For den første Bogs Vedkommende håber jeg det;" (Breve I, s. 141).

Pontoppidan har aldrig forklaret hvorfor han slog hånden af de to bøger. Det kan skyldes de helt overvejende negative anmeldelser som fik ham til over for Edv. Brandes at strække våben med hensyn til Mimoser. Eller en opfattelse af at han havde "forfusket den oprindelige Tanke" under indtryk af øjeblikkets debat (ovf. s. 475). Det kan for denne bogs vedkommende have spillet ind at den – også ud i Pontoppidan-familien – blev forbundet med hans egen ægteskabelige situation og derved gav ham afsmag. Men det kan også skyldes at de var formeksperimenter der bragte Pontoppidan så meget videre at de to bøger for ham selv forvandlede sig til slagger fra den litterære højovn. Vi véd det ikke, men lægger mærke til at han i 1931 skrev til den litteraturstuderende Inger Holt at "jeg har gjort mig Umage for at glemme (...) min tidligste Produktion" (Breve II, s. 257).

Ung Elskov

Som nævnt kom Ung Elskov ikke med i Fortællinger i 1899. Først efter at Lykke-Per var gjort færdig, blev den nu mere end 20 år 490 gamle tekst taget frem. Den fik ikke alene gransket sine indvolde; den fik en hjertetransplantation der forandrede pulsslaget.

Pontoppidan tog en anden tekst der var blevet sorteret fra i Fortællinger, da Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887) blev samarbejdet under den sidste titel, nemlig "En Kjærlighedshistorie" (jf. Berlingske Tidendes anmelder ovf. s. 470). Historien om Grethe og Mads og deres fornuftsægteskab bruges nu som positivt modstykke til den ulykkelige historie om Martha der oven i købet i denne udgave myrder Jesper da han forsøger voldtægt imod hende. Over for disse to par sættes endelig et tredje (eller fjerde, om man regner Thyssen og mor Ellen for et kærlighedspar): kapellanen Berthelsen og Rebekka, datter at stedets provst Hjort.

Dertil føjede Pontoppidan en fortæller af samme type som den der optræder i "Magister Globs Papirer", d.v.s. Minder (1893), Den Gamle Adam (1894) og Højsang (1896): en pebersvend med hjertekvababbelser, en komisk-fornuftig ræsonnør med vemodige erindringer. På bagsiden af titelbladet til 1906-udgaven hævder Pontoppidan at denne fortæller er af ældre dato: "I nærværende Udgave er Fremstillingen ført tilbage til den Jeg-Form, hvori Fortællingen oprindelig fremkom i 'Ude og Hjemme'." Det er dog en sandhed med modifikationer.

Den fortæller der indledningsvis fremlagde sin beretning for Ude og Hjemmes læsere, havde en helt anden karakter og lignede til forveksling det fortællermærke, Rusticus, hvorunder Pontoppidan skrev hovedparten af sine bidrag til Ude og Hjemme. Hvad der siden blev første kapitel i den første bogudgave, fremtrådte ikke som en del Af Pigen Marthas Historie, men stod under mærkets normale rubrik "Fra Landet" tre uger før det angiveligt "1ste Kapitel" blev bragt. Optakten introducerer ganske vist – lidt bardus – Martha og hendes mor (svarende til ovf. s. 36: "Men fra denne dag slog Tungsindet" og kapitlet ud, hvor tungsindet her er direkte begrundet med Marthas ja til Jesper), men først i de sidste linjer annonceres "denne Egn og disse Omgivelser" som "Skuepladsen for en Tragedie, i hvis Mysterier jeg næste Gang skal indvie Dem. Den er en af disse dagligdags, som enhver kjender, og som aldrig hører op, før vi alle bæres bort paa Dødens Flaggermusvinger." Og forud for 2. Kapitel lægger fortæller-jeg'et den objektive rapportørs klare afstand 491 de gengivne beretninger, der "maa staa for Fortællernes Regning; jeg gjengiver kun" (Ude og Hjemme, 7. årg. s. 479 og 525).

Men forud for 3. Kapitel kommer en jeg-tekst der er næsten lige så lang som hele det følgende kapitel. Rapportøren ændrer nu karakter og træder ind i handlingen som en "gammel Jægersmand, der var Marthas Ven, ja halvt fortrolige". Han tegner sit sidste erindringsbillede af hende: "jeg nærmede mig over Gruset" og det er til ham hun direkte udtrykker sin fortvivlelse – over det som først nu skal berettes, og den gamle jægersmand tager endda forskud på den lovede tragedie: "Nu ligger du nede i din friske Grav" – og giver en makaber skildring af den kommende forrådnelse (smst. s. 541-44).

Dette episke roderi, der skyldes at forfatteren skrev om kap med offentliggørelsen, afklarer Pontoppidan i første omgang til bogformen ved helt at tage fortælleren ud af billedet og gøre ham til den mere traditionelle overordnede og alvidende, implicitte man-beretter.

Efter at have skrevet de tre Smaa Romaner med "Magister Glob" gennemgik Pontoppidan i 1898 for Det Schubotheske Forlag "hele Blichers Produktion, foretog Udvalget" og manglede blot at skrive forord da trykningen standsedes fordi Gyldendal kom først med et udvalg; det var jo 50-året for Blichers død (brev til Ernst Bojesen, 24.3.1911).

Dette er baggrunden for nu i 1906 at lade en explicit fortæller, den gamle forlibte skolelærer Thyssen, få sit eget, "blicherske", spil kørende med flere af personerne, og det er da også i hans mund at "Elskoven" skildres som "en Besættelse. Ingen veed, hvorfra den kommer; ingen kender dens Veje; ingen kender Raad for dens Ve. Den kommer og svinder efter Love, der er dunkle og gaadefulde og fylder os med Gru. Den er vort Livs Lyst og Forbandelse, vor Salighed og vor evige Pine, vort Himmerig og vort Helvede"(1906, s. 35/N&S I 1950, s. 105).

Men den nye udgang på bogen svarer helt til ånden i den gamle udgave fra 1885. Moderen til den Grethe der har indgået fornuftægteskab med grimrianen "Lille Mads", har denne afskedssalut til fortælleren:

492

"For nærensti' den jen er Kaal og den aanden Pig', saa er der misæl, hvad der skal til, om de ellers vil vær' skikkelige og go'e ved hverandre. Og saa kommer jo æ Bø'n og Sygdommer og den Slavs og saa et Liv i Stræv og Lyst. Jo jo – bitte Thyssen! – det er noet bedre, end det her Fjamskeri, som de kalder for Kærlihed!" (1906, s. 150/N&S 1950, bd. 1, s. 154)

Her kan man også se at skønt (modellen for) lokaliteten hele tiden har været jysk, har sproget ændret sig fra det (let) sjællandske ("Herre Gudheden"; ovf. s. 34) til det nu nogle steder udpræget jyske.

I omarbejdelsen – den heldigste, men også mest omkalfatrende i forfatterskabet – indgår endelig et par krøniker: om "Præsten og Herremanden", som Pontoppidan havde fjernet til andenudgaven af Krøniker i Fortællinger I (1906, s. 86-90/ N&S I 1950, s. 126-28), og en krønike – måske oprindeligt skrevet for at indgå i en ny samling – om "den dovne karl og den unge pige" (1906, s. 71-72/N&S I 1950, s. 120-21).

Ikke mange anmeldere gjorde noget stort væsen af omarbejdelsen med undtagelse af Berlingske Tidendes J.C. (Julius Clausen) der videre skrev (jf. ovf. s. 488): "kun Kernen og Hovedfigurerne er bevarede, medens Rammen er en helt anden. Man kan sige, at det er et næsten helt nyt Arbejde for sig, præget af Pontoppidans Modenhed og mandige Ro. (...) [Han] har sammentrængt Stoffet stærkt, beskaaret alskens bred og overflødig Tale, hvilket vil sige det samme som, at Pontoppidan nu staar som bevidst Kunstner overfor sit Arbejde" (19.12.1906). Som helhed er 2. udgaven dog længere end 1. udgaven (forholdet er 5:7).

Andenudgaven af Ung Elskov overføres uforandret til første bind af Noveller og Skitser (1922), dog uden sin undertitel og notitsen om tidligere udgaver. Men Pontoppidan havde ikke ladet teksten stå urørt. I et publiceret foredrag i 1914 om Kirken og dens Mænd citerede han et par afsnit af andenudgaven med talrige rettelser af præcis samme karakter som dem han foretog en detail i 1906. En ny munter metafor bliver endog indsat om præstegårdens overbeværtede gæster der blev kørt "halvdøde tilbage, liggende i Bundhalmen med Hovedet ud over Bagsmækken ligesom Spædekalve." (jf. N&S I 1950, s. 100).

493

Isbjørnen

blev til Fortællinger I forkortet med 20 procent (fra 19.954 ord til 14.511) hvilket er det dobbelte af den gennemsnitlige forkortelsesgrad i Pontoppidans omarbejdelser.

Det er efter Müllers tilbagekomst til Danmark at de kraftige strygninger finder sted: helt forsvinder scenen med de tre bønder der ikke kan forstå Müllers afskaffelse af tiende (ovf. s. 222-27).

Men Knut Ahnlund (s. 354) var den første til at gøre opmærksom på den vigtige tilføjelse i 1899-udgaven der gav Thorkild Müller et ekstra bevidsthedsniveau:

I Virkeligheden var han dog hverken saa sløv eller ligegyldig, som han gav sig Udseende af. Den uforanderlige Sindsro, han bar til Skue under alle Ydmygelser, var nærmest en tilvant Grimace, bag hvilken han fra Barnsben havde skjult Sorgen og Skammen over at være født som et saa ynkværdigt og ubrugeligt Menneske; — det var en Slags Fortvivlelsens Ligegladhed, der undertiden i ensomme Øjeblikke kom Selvmordstanken nær. Mere end een Gang havde han virkelig tænkt paa at ende sit usle Liv; men Tanken paa Moderen havde bestandig holdt hans Haand tilbage.

Hvad hans Ydre angik, saa blev han nu heller ikke smukkere med Aarene, hverken i andres eller i sine egne Øjne (Fortællinger I, 1899, s. 154/Noveller og Skitser I, 1950, s. 263).

Tilføjelsen er en slags videreførelse af den tilføjelse i forhold til 1884-udkastet der gør det til Thorkilds bevidste idé at obstruere sin eksamen med total tavshed (ovf. s. 189).

En anden tilføjelse i 1899 griber – henover 1. udgaven i 1887 – tilbage til 1884-teksten fra Morgenbladet, men dog ikke således at man må forudsætte at Pontoppidan har haft den ved sig. Det drejer sig om den scene hvor Thorkild sidder foran sin bjælkehytte og med hånden under hagen stirrer ned på eskimoernes sommeropbrud. Imellem sideskiftet ovf. s. 195/196 lyder henholdsvis 1884- og 1899-teksten:

494

Der var ikke den Ting, der undgik hans aarvaagne Øje. Han fangede hver munter Lyd, der steg op til ham gjennem den stille, stærke Luft; fulgte som med hele sit Legeme hver Flok eller Familje, der endelig blev færdig og snakkende, kjævlende, leende kravlede op efter; slap dem ikke et Øjeblik ud af Syne, men fulgte dem med stigende Uro – Skridt for Skridt – ja hele den tunge, besværlige Fart over Klippebrokker og slibrige Mosskraaninger, indtil de omsider som smaa mørke Prikker forsvandt bag Fjældkammen.     Men selv da sad han længe med Blikket stift hæftet paa Stedet og den bankende Glød i sine Kinder, som aabnede Bjærget sig for hans Øjne og han bag det saa ud over selve den glade Rensjagt paa de store, frodige Sletter; Skindteltene under Fjældskraaningen, med de stærke, brune Kvinder lejrede derinde omkring Tranbaalet; Renens rappe Klov over Mosset, Hundeglam efter, Skud i Luften, Hallo og Skrig, ny Skud og Solen sitrende over det altsammen ...     Han tog hurtigt Øjnene til sig, trak Vejret tungt og dybt, rystede bekymret paa Hovedet og lagde det i sin Haand.

Hele Dagen havde han siddet saaledes og holdt Udkig. Han havde med Blikket fulgt hver Familie, der omsider var bleven færdig til Afrejse og under Latter og Snakken begyndte den besværlige Vandring op over Klippebrokker og stejle Mosskrænter, indtil de efter Timers Forløb forsvandt som smaa, mørke Prikker bag de hvide Fjældkamme. Og selv, naar de forsvandt, var han bleven ved at stirre efter dem, som om Bjærget havde aabnet sig for hans Øjne, og han bag Klippetinderne skuede ud over de vide, frodige Højsletter ... saae Teltene, der blev rejst under Skrænterne med deres lange Træstager og det smukke Tarmskindstæppe foran Indgangen; saae de store, rygende Tranbaal, hvorom de brune Kvinder sad lejrede under aaben Himmel; saae den flygtende Ren med sine Kalve; hørte Hundeglam, Hallo og Skrig, mens Solen sitrede over det bløde, glinsende Mos ... Saa havde han — pludselig angstfuld — taget Øjnene til sig, presset Ansigtet ned i sine store, fregnede Hænder og siddet hensunken i hæftig Sjælekamp.

De to tekster er meget forskellige – også Pontoppidans sædvanlige rettelsesmåder taget i betragtning. Det er fristende at tro, at der her er tale om et "indre" behov for at gendanne en facet der for resolut var blevet strøget i den første bogudgave. Et fascinerende indblik i det arbejdende forfatterværksted.

495

Der er flere eksempler af denne art. Det lille afsnit om det Thorkild kalder sin "Blødagtighed" (ovf. s. 208-09), var nyt i 1887 og ryger ud igen i 1899.

En anden af de mange ændringer er interessant fordi den viser hvor minutiøst Pontoppidan overvågede sin teologisk/ideologiske udtryksmåde for det religiøse. Det drejer sig om slutscenen på den lykkelige del af Thorkild Müllers Grønlandsophold (ovf. s. 206):

naar han med Bibelen i Haanden havde samlet sit Folk, der andægtig og med stirrende Øjne fulgte den smukke Mirakkelmand nede i Solens Vugge, kunde dette Smil brede sig, alt som han læste, indtil Taarerne randt ham ned over Kinderne. [1884]

naar han i den lille Stenkirke eller under den aabne Himmel samlede sine Skarer omkring sig og med Biblen i Haanden paa sin egen frejdige Maade og efter fattig Evne søgte at løfte Sløret for Livets underfulde Gaade, saa lyste disse Skindskikkelsers Øjne og deres Hjærter bankede. [1887]

naar han om Vinteren i den lille Stenkirke eller om Sommeren under den aabne Himmel samlede sine Skarer omkring sig og paa sin egen, djærve Maade og efter fattig Evne søgte at løfte Sløret for Livets og Dødens Gaader, kunde han faa Hjærterne til at banke inde i de stive Skindbylter, fordi han selv var saa fuld af Taknemlighed, at Lovsange til Livet og dets Herre af sig selv fødtes paa hans Læber. [1899, s. 175]

At den sidste ændring foretages midt under udarbejdelsen af romanen Lykke-Per giver ekstra stof til eftertanke.

I det hele taget er Isbjørnen og Ung Elskov eksempler på, hvor vanskeligt det kan være at vælge mellem de forskellige udgaver.

De forholdsvis store strygninger Pontoppidan foretog i 1899, går ikke mindst på det burleske som Edv. Brandes satte så stor pris på, men som forfatteren måske nu selv finder for ungdommelig. Strøget er således optakten til scenen med de tre bønder: "Han ligesom trængte til at give sig Luft. (...) de hidsige Renjagter deroppe paa de store Højsletter under Indlandsisen. -" (ovf. s. 222), og i det hele er der saneret i Müllers løben grassat mod slutningen: ud går "I det hele var Pastor Müller (...) baade efter Salmesangen og 496 Prædiken." (ovf. s. 218f). Også i det ondskabsfulde portræt af kapellan Ruggaard (jf. ndf. s. 508) er der strøget, f. eks.: "Aftenen forud (...) et Juletræ i Drømme" (ovf. s. 228f).

På den anden side er det denne 1899-tekst generationer af elever, studenter og andre læsere gennem nu et helt århundrede har læst med begejstring, for Dansklærerforeningens udgave af Isbjørnen er aldrig blevet ført à jour med originaludgaven. Hvilken tekst tilhører i virkeligheden mest nationen, kunne man kættersk spørge de principielle eller svorne tilhængere af førsteudgaverne.

Natur

Vildt blev ikke optaget i Fortællinger (1899) på Det Nordiske Forlag, men kom samme år i en såkaldt "Vignet-Udgave" på Det Schubotheske Forlag der stadig lå inde med rettighederne. I serien var i forvejen udkommet Kirkeskuden (1897); senere fulgte Sandinge Menighed (1903). Vildt blev illustreret af Fritz Syberg. Af strukturelle ændringer er den vigtigste at fortællerens indledende forelskelse i den unge fiskerkone (ovf. s. 364-69: "Saa hændte det en Dag (...) ja, jeg troer jeg græd";) er flyttet til før hans bekendtskab med vildttyven Andreas og dermed bedre integreret i fortællingens forløb. Med frem er også flyttet ovf. s. 362: "trods mine sytten Aar (...) mit Hjærte dybe Vunder", men det unge menneske er nu gjort et år yngre. Rettelserne, de mindre omgrupperinger og adskillige strygninger er i øvrigt så mange at Thorkild Skjerbæk formoder at udgaven "– i hvert fald delvis –" er trykt efter nyt manuskript (Skjerbæk 1970, s. 332).

Karakteren af de små ændringer fremgår ganske godt af fortællerens morale mod slutningen; det er 1. udgavens formuleringer (ovf. s. 405), der fremgår af parenteserne:

Jeg vendte mig bort med Had og Afsky. (Det var, som om jeg med ét forstod) Jeg forstod nu de mørke og onde Magter, der (lurede) lurer derude i Naturens lokkende Skød og (forførte) forfører os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig (vakte) vækker alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst.

497

(Jeg tog mig til Hovedet ...)
Jeg vilde bort ... bort fra denne Trolddom ... fra disse tusinde onde (lumske) Øjne, der (bleve ved at stirre) stirrede paa mig fra Hav og Himmel og fyldte mig med Rædsel.

Altså: forkortelse, modernisering, generalisering og forenkling. Med moderne computerteknik kan forkortelsen og forenklingen måles sådan: 1. udgaven er på godt 22.000 ord, mens 2. udgaven er på knap 19.500, altså en for Pontoppidan almindelig forkortelsesprocent på 11. Forenklingen kommer til udtryk ved at der i 1. udgaven er 19 ord per sætning, i 2. udgaven kun 13, idet antallet af sætninger fra 1. til 2. udgaven er steget fra 1176 til 1473 sætninger.

Der forekommer dog også enkelte ciselerende udvidelser, og det er apropos Zola (jf. ovf. s. 466) fristende at anføre denne fra slutscenen (ovf. s. 406):

Da jeg havde naaet Jernbanestationen og fra en Kupé hørte Signalklokkerne lyde og Telegrafen snurre og Lokomotivet pruste og hvæse utaalmodigt; og da jeg saa' den travle Menneskemasse mylre frem paa Perronen . . . fik jeg en Fornemmelse, som om jeg var vaagnet op af en hæslig Rus, en lang, tung Bedøvelse.

Da jeg havde naaet Jernbanestationen, følte jeg en vidunderlig Befrielse. Synet af den travle Menneskemasse paa Perronen, Lyden af Signalklokkerne og Telegrafens Snurren, det fremilende Lokomotivs taktfaste Stempelslag – hele denne fornyede Berøring med Kulturen og det lovordnede Samfund fyldte mig med en taknemlig Glæde, der var nær ved at bringe Taarer i mine Øjne.

Da Vildt i 1922 indgik i Noveller og Skitser I, blev det unge menneskes alder ført tilbage til sytten, men kun den første af de tre gange, hans alder nævnes (ovf. s. 347; jf. s. 362) – en fejl der aldrig er blevet rettet. På et enkelt punkt greb Pontoppidan tilbage til avisudgaven, nemlig ved at tilføje en optakt: Kandidaten, der havde nægtet at deltage i selve Jagten, tog nu Ordet og fortalte følgende:". Resten af teksten er identisk med 1899-udgaven.

En Bondes forvisning er nævnt ovenfor s. 467; den blev taget til 498 nåde igen i Noveller og Skitser I i 1922 der rummer 1899-udgaven af Fra Hytterne. At der med Naturs bearbejdelse af novellen fra Venstres Bog (A) (jf. ovf. s. 466) var tale om en oppumpning, bekræftes af at Pontoppidan ved tekstens revision i 1899 (C) hvor den indgik i Fra Hytterne i Fortællinger I, beskar netop Lønborgs rolle, især mod slutningen. Længdemæssigt forholder de tre tekster, A, B og C, sig til hinanden som 3:6:4, så der var fra B til C tale om en forkortelse langt ud over den sædvanlige tiendedel. Strøget i C blev også Per Bondes lykkelige erindring om den ældste søns barndom (ovf. s. 425) og hele kapitel 8 om køberens besøg på gården og scenen efter lidkøbet; alle tre stammede de dog fra A.

Eftertidens behandling

Hverken samtidens kritikere eller eftertidens fortolkere har gjort noget stort nummer ud af de Smaa Romaner som en selvstændig Pontoppidan-genre, og det er nærliggende at spørge, hvordan og hvorfor Pontoppidan kom på tanken.

Fra begyndelsen af sit forfatterskab havde Pontoppidan accepteret de gældende genrebetegnelser. Stækkede Vinger (1881) bestod angiveligt af tre "Skitser" og "En Fortælling". Det blev Sandinge Menighed (1883) også kaldt på titelbladet, mens Landsbybilleders fem historier manglede en genrebetegnelse fra forfatterens hånd, men da han fortsatte rækken med Fra Hytterne (1887), fik den "Nye Landsbybilleder" som undertitel. Siden – i forordet til andenudgaven af Fra Hytterne (1905) – betegnede Pontoppidan dem som"(Smaa)fortællinger". Mimoser blev fra begyndelsen kaldt en "Novelle" (som f. eks. også Erik Skrams 290 sider store Gertrude Colbjørnsen, 1879), Agnete en "Fortælling" og Spøgelser "En Historie"./p>

"Skitser" var også den genrebetegnelse Borchsenius fastholdt om "den lille Historie" Ung Elskov efter omarbejdelsen fra de oprindelige "Smaaskizzer". Ordet syntes dog ikke at have nogen nedladende klang heller i anmeldernes pen og kunne trænge helt op i bogens titel som hos Vilh. Topsøe i Skizzer (1863). Lars Peter Rømhild har – i Gyldendals Litteraturleksikon, (1974) – karakteriseret 499 skitsen i forhold til novellen som uden "egl. fiktionshandling"; men dette gælder ikke for Pontoppidans skitser i Stækkede Vinger.

Den opfattelse at en "fortælling" er "et stykke fiktionsprosa hvis omfang er større end novellens og mindre end romanens" (Jørgen Dines Johansen smst.) gælder i hvert fald ikke i forholdet mellem " Agnete . En Fortælling" og Mimoser omend vi ikke kender længden af den tekst der af Pontoppidan selv blev betegnet som en novelle (ovf. s. 440). Men Pontoppidans vej til den "store" roman var lang trods de tidlige planer om en sammenfattende og bred skildring af "Bondelivet".

Endnu i slutningen af 1888 skrev han i en anmeldelse af Sophus Schandorphs næsten 500 sider store roman Birgittes Skæbne:

det er (...) med en vis Mistro, man i vore Dage tager en Bog paa fire Hundrede og otteoghalvfjerdsindstyve Side i Haanden. (...) Det er de smaa Rammer, de smaa Romaner, der er Tidens Løsen, og hvortil vi, de Nydende, instinktmæssig søger hen. Det er de smaa Æmner, de enkle Motiver, som den store og alvorlige Kunst for Tiden med Forkærlighed vælger, fordi den der kan tilfredsstille sin Trang til at fordybe sig.

Længere fremme i Pontoppidans meget lange dobbeltartikel om Schandorphs roman hedder det med langt mere ramasjang:

Paa 160 Sider skal en Digter kunne udtrykke, hvad han har paa Hjærte, Resten er blot Fyldekalk, Slakker, der skriver sig fra en ufuldstændig Udsmæltning af Digtningens Guld ud af det for haandenværende Raastof, og som skal fjærnes (Kjøbenhavns Børs-Tidende 4.12.1888).

Allerede det følgende år var Pontoppidan dog midt i det han i brevene til sin forlægger kaldte "min Roman" (Breve I, s. 100), omend han offentligt helt til den sidste side af Dommens Dag (1895) kalder den "Fortællingen om det forjættede Land" der i sin samlede udgave fra 1898 fylder 565 sider. Da Pontoppidan første gang 500 udgav et større udvalg hvori også indgik én af de Smaa Romaner, nemlig Isbjørnen, blev det da også under titlen Fortællinger I-II, 1899.

Men genrebetegnelsen Smaa Romaner blev fastholdt i en liste på omslaget til 4. udgaven af Det forjættede Land i 1903 hvor Mimoser og Spøgelser mangler, men Kirkeskuden, Sandinge Menighed og de mellemliggende Nattevagt, Den gamle Adam, Højsang og Det ideale Hjem er føjet til de nu i alt 11 Smaa Romaner. Genrebetegnelsen blev da også i 1905 brugt på bindet af Borgmester Hoeck og Hustru, og s.å. anvendt på de nye udgaver af Den gamle Adam og Nattevagt.

I 1920 korresponderede Pontoppidan med Gyldendal om at genudsende de Smaa Romaner. Det lykkedes ham kun over for Frederik Hegel d. y. at komme igennem med en selvstændig udgave af Hans Kvast og Melusine (1920). I denne udgave er anbragt en ny oversigt som i sin opbrudte kronologi sandsynligvis stammer fra forfatteren selv og viser de ideer han havde om at sammenstille de Smaa Romaner i grupper:

I stedet blev det til først to, siden et tredje samlende bind. Gyldendalredaktøren Axel Garde foreslog ganske vist i 1922 betegnelsen "Romaner og Fortællinger", men Pontoppidan indvender (i udateret brev), måske nu lidt træt af de mange forhandlinger og overvejelser frem og tilbage: "Kan vi ikke ganske simpelt kalde de to 501 Bind for 'Noveller'?" og tilføjer så i samme brev: "Som undertitel må nødvendigvis stå 'Et Udvalg', da det ellers kan se ud, som om jeg selv har forkastet de Fortællinger, der ikke kommer med". Det fremgår ikke af forlagskorrespondancen hvem der så foreslog "Skitser" tilføjet, men det kunne passe at titlen på P. Hansens udgave af Blcihers Samlede Noveller og Skitser fra 1882, der stod i Pontoppidans reol, har dannet forbillede.

Skulle man alligevel søge at karakterisere de Smaa Romaner som en særlig Pontoppidan-genre, kunne det være at den lille roman i modsætning til novellen ikke drejer sig om en afsluttet begivenhed, men om et (livs)langtrækkende forløb der omformende griber ind i hovedpersonens/hovedpersonernes liv. Det gælder i hvert fald for Martha, hele "familjen" i Mimoser, pastor Müller, Agnete og den unge fortæller i Vildt, mens En Bonde, trods det for titelpersonen afgørende forløb, er for pointeret og intrigeagtig drejet til at høre hjemme blandt de Smaa Romaner. Men det gælder også for alle de følgende Smaa Romaner – hvad enten de fra begyndelsen blev kaldt sådan eller ej – at de i et hulspejl samler et livsløb.

F.J. Billeskov Jansen har anlagt det synspunkt på de Smaa Romaner at de var Pontoppidans udgave af det journalistisk aktuelle problem-drama, hvormed Ibsen og Bjørnson satte samtiden i kog: "Han adlød da her, mere end noget Sted, Parolen: at sætte Problemer under Debat. Uden at forpligte sig paa den fremsatte Løsning sætter han Spørgsmaalstegn ved Samfundsmoralens Normer" (1978, s. 75-76; jf. Tiemroth 1988 ndf. s. 508).

Den følgende gennemgang tilstræber på ingen måde at være udtømmende, men vil fremhæve de originale synsvinkler, litteraturhistorikere og -analytikere har anlagt på teksterne og dermed dokumenteret deres fortsatte evne til at udfordre fantasien og skærpe tanken.

Ung Elskov

Knut Ahnlund bestemmer (1956, s. 256-57) Ung Elskov som en hybridform mellem tendenslitteratur og sjælehistorie, "mellan romantisk stämningsnovell och parodierad romantik" hvilket afspejledes i den forvirrede kritik. Bogen er en landsbyhistorie der visselig indeholder naturmystik og skovensomhed, men af ganske begrænset rækkevidde og med en tydeligt mærkbar tese: "att kärlekens prioritet framfør alla andra hänsyn är en absurditet bland 502 bønderna, där praktisk duglighet och omsorgen om jorden måste vara det utslagsgivande. Det verkar som om førfattaren gått till verket før att skriva en tragedi men sedan inte motstått frestelsen att använda en parodisk stilhärmning." Ahnlund ser Af Pigen Marthas Historie som en graciøs pastiche der i bogudgaven afløses af en skærpet satire. Samtidig anvender forfatteren en "nobiliserad føljetongsstil" hvor det ikke altid er helt nemt at mærke den tilsigtede parodi.

1906-udgaven betragter Ahnlund som et originalt værk der med blichersk voldsomhed ender i voldtægt, drab og selvmord. Hovedpersonen er ikke længere Martha, men fortælleren, den afskedigede skolelærer Thyssen, selv et offer for de lidelser han skildrer.

I sin fænomenologiske Jung/Grof-analyse af Pontoppidans første forfatterperiode frem til 1904 karakteriserer Jørgen E. Tiemroth (1986, s. 66-71) Ung Elskov som en beretning om et menneske, Martha, der aldrig når frem til at hæve den skat hendes drømme og higen ellers skulle forløse i en frigørelse fra "moderskødets mørke". Balderød Sø er hovedsymbolet for dette skød, denne "uhyre Grav" (ovf. s. 10). Med til at fastholde hende er den ubevidste animus, der ifølge Jung "netop ofte optræder som et kollektiv, et råd af vise fædre af ubestemt antal hvis udsagn om dit og dat ikke tør betvivles". Et sådant råd er det at "Spritklubben" udgør. Det er fra det – fuldt så meget som fra Jesper – at Martha i sidste ende flygter ud i selvmordet.

Om 1906-udgaven der tidsmæssigt ligger uden for hans ramme, bemærker Tiemroth blot at hovedtemaet nu gennemspilles med manden og kunstneren som hovedagerende, den endnu ikke "fødte". "Omskrivningen finder sted i en periode, hvor netop kunstnerens muligheder for at nå frem til en fri og moden personlighed, der former sit eget liv, tegner sig noget problematisk for forfatteren" (1986, s. 71).

Mogens Pahuus (1995, s. 183-85) forholder sig alene til andenudgaven og karakteriserer (s. 188) fortælleren, landsbydegnen Thyssen, som "en forsigtig og resigneret karakter, fuldstændig ligesom fortælleren i Blichers En landsbydegns dagbog. Morten Vinge og Thyssen deler grundstemning i forhold til tilværelsen. For dem 503 begge gælder det at de kommer frem til at se lidenskaben 'som en magt i hvis greb menneskehjertet er viljeløst' [citatet ej ordret; jf. Noveller og Skitser I, 1950, s. 105]".

Mimoser

Mens samtidens anmeldelser og kommentarer lå i idel klammeri om at erobre Mimoser for hver deres side i den ideologiske kamp, overbeviser især den senere eftertids spindsfindige og interessante analyser om at Mimoser trods forfatterens egen senere forkastelse virkelig er en god bog.

Vilh. Andersen bemærkede om den: "Moralen er, noget groft taget, at de sande Venushuler er de Dukkehjem, hvori Mænd bortskørtes. Bogen er, som det sømmer sig for Lejligheden, Pontoppidans kaadeste, med grove Karikaturer, bl. a. af en norsk Sangerinde ..." (1934, s. 403).

Cai M. Woel karakteriserer Mimoser som "en direkte Afstandtagen fra Bjørnsons intolerante, næsten asketiske Krav til de to Køn", og finder i øvrigt det afsluttende brev "mesterligt. Ærligt, redeligt, næsten vellystigt, og dog med en stum og skjult Smærte bag Ordene" (1945 I, s. 47).

Ahnlund (1956, s. 261) anser Anton Drehling for bogens egentlige hovedperson, og tilføjer så efter en gennemgang af samtidens kritik:

är inte Mimoser en smula misskänd? Det är rigtigt att människoskildringen inte är särdeles nyanserad. Bokens ärende var aktuellt, människorna är tilskurna efter idéerna och før att passa till de problem de skulle ställas infør. (...) Men dessa schabloner är säkert ett avsiktligt stilmedel. (...) Det är icke någon enhetlig stämning i Mimoser, en sådan skall man inte alltid vänta sig hos Pontoppidan. Han hade i lika grad hånets och lidelsens gåva. Inte minst i hans småromaner är denna skiftning av själva hållningen ett särdrag (1956, s. 268-69).

Det var Elias Bredsdorffs disputats (1964) der satte gang både i den diskussion der er givet bidrag til i det ovenstående afsnit om tilblivelsen (jf. Fl. Behrendt 1964a), og i en debat mellem en anden opponent 504 ex auditorio, kritikeren Jens Kruuse, og litteraturforskeren Erik M. Christensen.

Jens Kruuse (1968) tog udgangspunkt i sin kritik af Bredsdorff for ikke at tage "et absolut hensyn til tekstens helhed, hver gang den benyttes", og Kruuse kaldte det "retningsbestemmelse", "når man benytter en tekst i f. eks. idéhistorisk, genrehistorisk, åndshistorisk, biografisk sammenhæng" (s. 46).

Bredsdorff tolkede Mimoser således: "– med en omskrivning af Ibsens ord kan man sige, at bogens moral er, at man skal afholde sig fra at præstere den ideelle fordring hos ganske almindelige godsejere! At de to dydige mimoser hver især opløser deres ægteskab for tid og evighed for en bagatels skyld – det var konsekvensen af de bjørnsonske synspunkter! Og så naturligvis angiveriet i spørgsmål om utroskab" (1964 II, s. 48).

Heroverfor sætter Kruuse sin opfattelse: " Mimoser (...) indledes med en lang, vittig, komisk skildring af faderen, kancelliråd Byberg. Med den slås bogens tone an, dens holdning er humorens eller ironiens. Pontoppidan forsøger med sin lange indledningsskildring af kancelliråden at føre læseren ind i en grundstemning . Kompositionen er denne stemnings udfoldelse. Det motiverende er overalt en konfrontation af virkelighed og uvirkelighed, personskildringer byggende på kritik af karakteren, ingen figur har rene motiver, ingen er uden selvbedrag. (...) Byberg er en latterlig lille person. Men han er prototypen for de mange pontoppidanske skikkelser, der står i skæringspunktet mellem idé og virkelighed, de fejlslagne håbs store fantaster og tåber" (1968, s. 50-51).

For Kruuse foregår alt i bogen "i et komisk skær, men af en egen varme, hvor det gælder Betty. Stilprincippet er det negative element i de positive situationer" (s. 52). Det "er væsentligt for forståelsen af Mimoser, at man ser hvordan den ironiske, den humoristiske, den satiriske holdning er fastholdt i alle situationer. (...) ironi (...) er Mimosers kerne. (...) Det gælder for hver eneste person i bogen, at forfatteren forholder sig kritisk til dem, deres motiver er urene, deres hensigter skumle, deres karakter underkendes, alle er de løgnere, uvirkelighedsdyrkere af forskellig grad, alle er de selvbedragere og afslørede illusionister" (s. 53).

Bogen ender efter katastrofen "i ligegyldighed, udsvedet, 505 udbrændt, kynisk – selvbedragernes redningstilstand. (...) Mimosers verden er komisk-rørende, ironisk-kritisk. Til optaktens romantiske løgnagtighed i borgerlig og efterromantisk komik svarer aldeles slutningens moderne løgnagtighed i den frie kærligheds komik; romanen konfronterer mange slags uvirkelighed med mange slags virkelighed, det er en bog om forvildelser, alle grader af uærlighed, uoprigtighed, virkelighedsflugt og selvbedrag, og en grusom slutning med et koldt brev fra Anton i Nice er en negativ kommentar til det, der på siden før var sygdommen til døden" (s. 54).

Så Kruuse afviser ganske Bredsdorffs opfattelse af Drehlings mor som "forfatterens egentlige talerør" (1964 II, s. 48), "et umuligt begreb" (1968, s. 55): "I en bog af Mimosers grundstemning indgår denne person, fru Drehling, sammen med de andre i illusions-virkelighed-kontrasten. At gøre hende til forfatterens talerør er en naivitet, som må skyldes just retningsbestemtheden" (s. 55-56).

Jens Kruuses artikel munder ud i en erklæret mistænkeliggørelse af "muligheden af litteraturhistorie" fordi den så nemt bliver "retningsbestemt" (s. 57). Til det indvendte Erik M. Christensen samme år i et festskrift til Jens Kruuse at Bredsdorffs behandling af Mimoser snarere må betegnes som "skævtolkning", og at Kruuses "skeptiske konklusion" ikke er holdbar (1968, s. 88). EMC påviser derefter at Kruuses egen tolkning af Mimoser er "retningsbestemt" fordi han bygger den på et eksternt Pontoppidan-udsagn fra 1910 om at det afgørende (for Pontoppidan som forfatter) er den grundstemning, hvori eller "hvorindi" et værk er skrevet. "Det er ikke muligt at fortolke uden at gøre det i forhold til et eller andet" (s. 90). Så ingen tolkning er retningsløs.

Både Kruuse og EMC peger på det forhold, at samtiden ikke forstod Mimoser så klart og entydigt som Bredsdorff eller Kruuse: "Ved isoleret tolkning af udvalgte steder i romanen kunne man dengang få, hvad resultat man ville, og det kan man også i dag. Kruuse har ret i, at Bredsdorffs tolkning kun tager hensyn til udvalgte dele af Mimoser ; men at 'brandesiansk' skævtolkning lader sig præstere, er dog ikke Bredsdorffs skyld – det er Pontoppidans, for Mimoser har træk, som i datiden for enhver læser måtte vise hen til parterne og stridspunkterne i sædelighedsfejden" (EMC, s. 91).

EMC tolker derefter den norske sangerinde (ovf. s. 146f) som et 506 indirekte portræt af Bjørnson, "kyskhedskravets Bjørnson som kæmpekvinde og skrålhals", og han ser "Sprutbakkelsen" som et lignende "hib til Brandes" og citerer hele stykket: "Hun hørte til den Slags Mennesker (...) under Mændenes selvtagne Herredømme" (ovf. s. 111).

Indrømmes må det dog at præstekonen derefter udvikles som ikke "blot kvindesagskvinde i efterfølgelse af Georg Brandes", men også som "sædelighedsforkæmperske à la Bjørnson". Dog er der, "i det mindste i hende, en indre sammenhæng mellem den brandesianske forkyndelse og kampen imod den. De to er, i hende, to alen af ét stykke" (s. 93).

EMC gør nu gældende, at Mimoser "sigter mod sædelighedsfejden og ikke kan forstås som helhed uden at blive placeret i forhold til fejden" (s. 94): "Hovedsynspunktet er dette: tilværelsen er i stort og småt en naturgivet magtkamp, som tillader flugt, men ikke kender holdbar sejr eller varig harmoni. I forhold til det bliver sædeligheds fejden ikke blot en lokal, men en overfladisk foreteelse. Deraf dens fornøjelighed, men deraf også den mørkere dybdevirkning. Alle handlinger stammer fra uændret naturgivne lag, hvis umiddelbare eller middelbare tilstedevær symboliseres på hver side i bogen; kraftcentre, som ingen erkender, endsige behersker. Man søger i stedet at beherske hinanden" (s. 94).

Bogens hovedsynspunkt, som EMC også finder udtrykt hos Ahnlund, Bredsdorff og Kruuse, er tilværelsen tolket som kamp:

romanen hævder kampens betingelser som naturgivne og uundgåelige; den frigør ikke sig selv som æstetisk helhed fra de betingelser, og kan ifølge sit hovedsynspunkt ikke gøre det. Som litterær organisme må bogen derfor være aggressiv på sin egen måde. Derfor trives den i demonstrativ grad på litteratur, på lån og allusioner, parodi og pastiche; den opbruger eventyrstof og myte så vel som samtidig virkelighed og velment engagement. Alt er næring for dens tematisk bestemte rastløshed. (...)
    Litteraturhistorisk kan man i korthed sige, at Henrik Pontoppidan i Mimoser. Et Familjeliv samtidssatirisk varierer det naturalistiske nederlagsmotiv, som er et grundmotiv i firsernes danske litteratur fra [J. P. Jacobsens] Niels Lyhne til [Herman Bangs] Tine, 507 og som halvfemsernes halv- og helreligiøse med vilje og held momentvis fortrænger (s. 99).

Birgitte Hesselaa anfører i sin efterskrift til det første optryk (med moderniseret retskrivning) af Mimoser (1979) at "1970'ernes debat om kernefamilien har nok gjort nutidige læsere mere opmærksomme på Pontoppidans skildring af familien som isolerende og barnagtiggørende institution". Hun finder i øvrigt at Byberg "i al sin kønsrolle-forvirrethed og naivitet" måske i dag er bogens mest interessante psykologiske portræt (Mimoser 1979, s. 114 og 115).

Ovenfor (s. 453) har været nævnt Jørgen E. Tiemroths behandling af Mimoser. Om romanen som helhed siger han:

Land- og byliv, mandligt og kvindeligt, fortid og nutid, borgerskab og aristokrati stilles op mod hinanden, og capriciøst vendes der undervejs op og ned på gængse vurderinger og foretages perspektiviske kovendinger, så modsætningsparrene tildeles uventede værdier. (...)
    Det er dog ikke så meget søstrenes reaktion på deres ægtemænds utroskab, der påkalder den egentlige interesse. Kammas finder sted på et tidligt tidspunkt, og Bettys bliver knap til en slutpointe, for livet går videre, som det nu kan, ikke for Betty, men for hendes uheldige ægtemand, der får muligheden for en ny start. Det er gennem hans ægteskabs historie, at Pontoppidan demonstrerer, hvorledes hjemmene, hvor væsener som Betty residerer, gør mænd til ængstelige kælesyge børn. Kvinder som Betty, hvis opfostring stort set har formet sig som en fortsættelse af moderhulens bekyttede liv, bliver selv i deres ømt bekymringsfulde hjælpeløshed til "omslyngende mødre", ikke blot for børnene, men også for ægtemanden (Tiemroth 1986, s. 72-73).

Tiemroth ser Drehlings "tragikomiske historie" som udtryk for "den for tidligt verdenstrættes beredthed til regression". Derfor har han "ikke mere modstandskraft overfor fristelser end en naiv nyfigen skoledreng; og han lider da også som den artige dreng på gale veje grumme samvittighedskvaler både før og efter faldet. (...) Anton Drehling har aldrig dristigt givet sig vækstens bevægelse i vold 508 og vundet og fastholdt den art barnlighed, der åbner mod stadig videre horisonter" (s. 75-76).

I sin efterfølgende bog (Maskespil, 1988) afsiger Tiemroth en hård dom over Mimoser set i relation til den "københavnske flanørholdning" (s. 25) Pontoppidan efterfølgende udviste som journalist ved den radikale hoved stadspresse (hvor Pontoppidan foruden lidt i Politiken i perioden aug.-dec. 1889 skrev næsten dagligt i Kjøbenhavns Børs-Tidende ): "Pontoppidan [opdager] under arbejdet med 'Mimoser' (...), hvorledes den behændige svæven formår at berøve de store livsproblemer deres tyngde og egentlige provokatoriske, måske omvæltende kraft, så de kan håndteres, uden at for meget på den ene eller anden led sættes over styr" (smst. s. 33).

Isbjørnen

Om kapellan Ruggaard skrev Pontoppidan i et brev til teologen Hans Koch der havde udtrykt sig negativt om forfatterskabets præstefigurer:

Jeg vurderer i det hele og store ikke Nutidsslægten særdeles højt, heller ikke Præsterne; alligevel vil De ikke mellem mine mange – måske et halvt Hundrede – Præsteskikkelser finde en eneste lav eller ond eller lurvet Person, endsige et Vrængebillede (...) Den eneste, mig bevidste, Undtagelse er en sølle Kapellan i 'Isbjørnen', en af mine tidligste og ungdommeligste Bøger (12.2.1914; Breve II, s. 9, hvor en fremmed hånds (modtagerens?) blyantsunderstregninger i det med blæk skrevne brev er medtaget som kursiveringer).

Vilh. Andersen kalder Thorkild Müller for "en ypperlig Karton" til Emanuel Hansted i Det forjættede Land (de er jo bl. a. fælles om at afvise tiende), men fandt i øvrigt lidt for meget Sandinge Menighed i det grønlandske miljø (1917, s. 48-49).

Knut Ahnlund ser bogens motiv i modsætningen mellem lære og liv:

[Den] är gestaltet med ett øvermått av burleska och makabra effekter och historien är en konstnärlig øverdrift av verkeligheten. 509 (...) I Isbjørnen med dess inverterade patos går den radikale pessimismen i Pontoppidans människouppfattningen redan i dagen. Han är en reformator utan tro till reformer. Det är betecknande att när han här før førsta gången skildrar en utøvere av den praktiska kristendomen låter han denna tro bli ødesdiger før sin bärare (1956, s. 353-55).

Klaus P. Mortensen bruger Isbjørnen til denne karakteristik:

Den lille roman munder ud i, at de undertrykte ikke ved, hvad der er deres eget bedste, og denne pointe er kendetegnende for det tidlige forfatterskabs samfundskritik. Den er nemlig udpræget intellektuel i både form og sigte. Den er ikke skrevet for eller til de undertrykte, men om dem for andre, som ikke umiddelbart kender til armoden og nedværdigelsen. Den er skrevet for borgerlige, potentielt radikale læsere, der ud fra en lignende fremmedhed i forhold til det bestående gribes af indignation over undertrykkelsen og samtidig vender sig imod den kristent-idealistiske, borgerlige tilværelsesopfattelse, som gør borgerne blinde for de overgreb der finder sted (1982, s. 43).

I sin bog om Pontoppidan som anarkist siger Niels Kofoed om Isbjørnen, at Thorkild Müller "undsiger ikke fællesskabet, men det skyder ham fra sig, fordi han ikke kan leve på dets betingelser uden at forråde sit egentlige væsen. Jeg opfatter dette som den egentlige konflikt i hele forfatterskabet" (1986, s. 96), jf. i Spøgelser : "selv de fattige og fortrykte, hvis Sag han havde gjort til sin, forstod sjælden denne tavse mørke Særling" (ovf. s. 243).

Spøgelser

Da Pontoppidan i 1908 overdrog hele sit forfatterskab til Gyldendal, skete det med denne reservation: "Udgivelsesretten til 'Mimoser' og 'Spøgelser' (som jeg ikke ønsker genoptrykt) forpligtes jeg og mine Arvinger til heller ikke at overdrage nogen anden" (brev til Ernst Bojesen 22.4.1908).

To gange blev det forsøgt at overtale Pontoppidan til alligevel at genudgive bogen. Første gang var det en medarbejder på forlaget, 510 Axel Garde, der gerne ville inkorporere bogen i en billigbogsserie, men Pontoppidan svarede:

'Spøgelser' hører til de af mine ældre Bøger, som jeg for længe siden har stemplet til Brokkassen. Den er heller ikke mellem de Skrifter, jeg i sin Tid afhændede til Gyldendal. Sammen med 'Mimoser' blev den udtrykkeligt udskilt (se vor Kontrakt). Jeg har ikke siden forandret min Mening om Bogen og ser den derfor ikke gerne optrykt påny (12.9.1917).

Anden gang var da professor Johs. Brøndum-Nielsen i 1940 sendte Pontoppidan bogen og spurgte om han aldrig havde tænkt på at genudgive den, hvortil Pontoppidan svarede:

Jeg tilbagesender her min Fortælling (...) Til min Overraskelse må jeg indrømme, at den ikke er uden en vis Værdi. Når jeg alligevel ikke kan tænke mig at lade Bogen optrykke, endsige at gøre Forsøg på at forbedre den ved Omarbejdelse af Slutningen, er Grunden den, at jeg aldeles ikke kan kende mig selv i den. Dersom ikke mit Navn havde stået på Titelbladet, kunde jeg have tiltroet en mig helt fremmed Debutant Forfatterskabet, og det må vel være Forklaringen på, at jeg så totalt har glemt den (cit. efter Aarhuus Stiftstidende 2.7.1944).

Ikke desto mindre er der (med Klaus P. Mortensens ord) "en solid tradition for at betragte Spøgelser som markør for et vendepunkt i forfatterskabet og for i denne forbindelse at læse grev Frederiks ord, om den (sjælelige) lidelse der er større end den sociale nød [jf. ovf. s. 310], som symptom på Pontoppidans afvikling af det sociale engage ment" (1982, s. 68).

Det var tilfældet hos Bent Haugaard Jeppesen i hans Henrik Pontoppidans samfundskritik (1962): "'Spøgelser' handler inderst om Pontoppidans samvittighedskvaler, dels over den udvikling, der førte ham bort fra hytterne (det kølige forhold til de tidligere venner i Østby), dels over det uholdbare i ægteskabet med den bondefødte 511 hustru, over den nye forelskelse og tilnærmelsen til Antoinette Kofoeds københavnske bourgeoisi-milieu" (1962, s. 50).

Men – indvender Klaus P. Mortensen: "Er det uafviseligt at Pontoppidan befandt sig i en personlig krise (...) og at den er determinerende for forfatterskabets udvikling, så er det dog ikke i sig selv ensbetydende med at den lader sig læse klipvis ud af teksterne på tværs af deres komposition, for fiktionen er ikke en oversættelse af det biografiske, men tværtimod en omformning deraf som overskrider de private erfaringer" (1982, s. 69).

Også Knut Ahnlund sætter først Spøgelser ind i den biografiske sammenhæng: "I den lilla misskända romanen, skriven på Havreholm under det kritiska slutskedet av hans äktenskap och lantliv, har Pontoppidan givit Spøgelse problemet den dubbla illustration det hade i hans liv: de spøken som Agnete har att strida mot är gemenskapslivets, arvets och barndomsintryckens, de som hennes medspelare konfronteras med är naturlivets och ensamhetens" (1956, s.198). Senere betegner han Spøgelser som kulminationen af Pontoppidans kætterier mod tidens æstetiske og stilistiske trossætninger: "Pontoppidan har här obekymrat blandat alla tänkbara grepp, och tonen är stundom munter, stundom nykter, stundom elegisk-sentimental. (...) Spøgelsers gammalmodiga dräkt (...) hjälpte honom troligen att komma fram med vad han hade på hjärtat. Boken är också hans ditintills personligaste" (smst. s. 356-57).

Det er "fraværet af den ironiske fortæller [der] har fået de fleste til at anse Spøgelser for mislykket," skriver Klaus P. Mortensen. "Romanen er da heller ikke helstøbt, men tydeligvis blevet til under et pres for at formulere de nye erfaringer, et pres der har været så voldsomt at Pontoppidan i mange passager griber til episke og psykologiske klichéer" (1982, s. 65). I stedet sætter KPM Spøgelser ind i en forløsningssammenhæng hvor det for begge de to hovedpersoner er forholdet til faderen der binder, hos Agnete som seksualangst, hos Frederik som direkte had til faderen. Det er begge fædre, der går igen i titlen (s. 68 og 66).

Jørgen E. Tiemroth fortolker Spøgelser som en død-genfødelses-historie hvori "Agnetes bestemmelse på erkendelsens og selvovervindelsens 512 vej [er] at blive den unge herremands fylgje og rive ham ud af hans dødelige isolation og bitterhed, ligesom han skal føre hende mod videre horisonter og større indsigt" (1986, s. 81 og 85). At de ender med at nyde den befriende "elevation" fra Sevillas tage "er vel en væsentlig årsag til, at 'Spøgelser' allerede ved sin fremkomst af kritikken blev befundet utilfredsstillende" (s. 85); jf. Pontoppidans egen bemærkning herom til Johs. Brøndum-Nielsen.

Ikke uden sammenhæng med Tiemroths fremstilling karakteriserer Niels Kofoed i sin samtidigt udgivne bog symbolikken i Spøgelser som "håndfast", men siger om dette "vendepunkt i forfatterskabet", at

Spøgelser er en bog om hjertets myter. Den vil udtrykke, at i kærligheden som lidenskab stræber manden efter at virkeliggøre den kvindelige side af sit væsen, og kvinden efter at erkende de maskuline sider i sit. I kraft af lidenskaben nærmer de komplementære typer sig hin anden, og valget af partner er derfor en ubevidst proces, der manifesterer sig som skæbne. Det ideale par er en androgyn helhed af næsten incestuøs karakter. 'Han trak lidt paa det venstre Ben, ligesom hendes Fader havde gjort. Var det ikke underligt?' [jf. ovf. s. 291] (...)
    Det er Agnetes personlige ret til kærlighed og livslykke, der er bogens egentlige tema, og med al den uforfærdethed, som Pontoppidan var i stand til at opvise, fremstiller han valgsituationen i tilspidset form. Han understreger, at selvstændigheden er vigtigere end solidariteten, fordi der er en undertrykkende faktor på færde overalt, hvor pligtfølelse går frem for livsudfoldelse (1986, s. 102-03).

Mogens Pahuus (1995, s. 162-63) er enig med Billeskov Jansen (1978, s. 62) i at der "ingen tvivl [er] om, at begrebet 'spøgelse' er inspireret af Ibsens Gengangere (fra 1881)":

Både Agnete og greven hjemsøges af spøgelser, d.v.s. forestillinger og holdninger, som hidrører fra barndommen, og som virker prægende langt fremover. Spøgelser er, hvad der rører sig i 513 én, uden at man er sig det helt bevidst. Derfor omfatter spøgelser også driftsrørelser (det er dem greven helt til slut hentyder til). Det er her bemærkelsesværdigt, at Pontoppidan allerede på dette tidspunkt anerkendte muligheden af, at de kan overvindes. Det er jo en mulighed, som han ikke tror på i Ørneflugt (fra 1894), og også Lykke-Per påbegyndtes som en roman, der skulle demonstrere spøgelsernes magt. Men som påvist af Behrendt (1971, s. 103-20) ændredes denne konception undervejs i skrivningen.

Vildt

Vilh. Andersen er den første til at fremhæve scenen overført fra Kjøbenhavns Børs-Tidende til 1. udgaven hvori hinden i begge tekster hinker lidt på det ene ben (1917, s. 24-25; jf. ovf. s. 347), og tilføjer: "Udtrykket er med Urette fjernet af anden Udgave [dvs. 1899]". I sin litteraturhistorie betegner Vilh. Andersen senere Vildt som"poetisk Naturalisme i Halvfjerdsernes Forstand" (1934, s. 395).

Knut Ahnlund anser ganske vist ikke Vildt for en af forfatterens bedre tekster:

Men omständligheten har sin logiska motivering: det gäller att visa hur den unge mannen tar smått før stort, hur hans naturbetagenhet drar i väg med honom. (...) De førträngda instinktarna kommer til utbrott, hos den världsfrämmande och stillsamme bubbler det upp något från djupet, nattsidan av hans väsen blottas. Pontoppidan hade ett stort intresse før det omedvetnas psykologi: kommer vi utanfør vårt vanlige rørelsemønster kan den dagklare ytan grumlas av bottenslam som virvlas upp.

Den egentlige svaghed ser Ahnlund i, at Pontoppidan, "mer eller mindre medvetet, använder ett motiv til att camouflera ett annat. Hånet mot huvudstadsborna är utsidan av den centrale upplevelsen, nämligen den fara som naturhängivenheten inneburit i hans ungdomsliv" (1956, s. 202-03).

Klaus P. Mortensen ser to bevægelser i romanen:

514

Den ene manifesterer sig i jegfortællerens rejse ud til naturen og det landlige liv, som fører videre ned i de elementære drifter – og derpå lige lukt tilbage hvor han kom fra og stadigvæk opholder sig i skrivende stund: i panisk angst for hvad der lever uden for kupeens beskyttende, fortrængende vægge. Den anden kommer frem i den implicitte fortællers bevægelse ud af den onde cirkel, som fortællerjeg'ets naturforhold udgør. Naturens farlighed er ligesom dens tempelfunktion et produkt af den virkelighedsomdigtning byborger-jeg'et foretager (1982, s. 77).

En lignende konklusion drager Jørgen E. Tiemroth i sin karakteristik af Vildt som en bog om "den ualvorlige higen":

Stræben efter at befordre liv og efter at sætte liv til synes noget lige nødvendigt for livet og bereder vejen for den enhed, der omfatter alt og er personlighedens fjerne mål; men det erkendes først, efterhånden som vejen tilbagelægges, og beretteren er ikke moden til at gå den. Han søger tilbage mod en embryonisk 'oceanisk' ekstase, til den vage udifferentierede drømmeverden, han før levede i; men den er nu endnu mere ubestemt og svævende end før, endnu mere drøm og opleves med lukkede øjne (1986, s. 98).

En Bonde

Detroniseringen af En Bonde til fortælling gemte den også bort for litteraturhistorikernes øjne. Kun Vilh. Andersen sætter den ganske højt:

Den lille Fortælling er god naturalistisk Kunst, men Zola er det ikke. I Romanen 'Jorden', der udkom to Aar før [skal være tre] og har samme Emne som 'En Bonde', er Jorden paa latinsk Vis opfattet, delvis ogsaa fremstillet som en symbolsk Skikkelse, Tellus, 'en Kvinde, der dræber, og for hvis Skyld man myrder'. I Overensstemmelse hermed udvikles Handlingen, de Gamles Aftægt og den unge Slægts Kamp om Jorden, gennem en Række Kraftudladninger af den raa Natur, der i Voldsomhed langt overgaar hvad der skikker sig for den sindige Dansker.
515
    Hos Pontoppidan er der slet ikke noget Symbol. Man mindes intet Øjeblik om at Per Bondes Tragedie, Kampen mellem en gammel og ny Tid, mellem Forældre og Pontoppidan lader ikke som Zola sin egen Personlighed, sit Temperament ledsage Begivenheden i sin Roman som Koret i Tragedien, i hvis Raaber Handlingen giver Genlyd. Hans Kunst er her ikke Naturalisme i fransk, i al Fald ikke i zolask Forstand. Den er blot – som han siger – Natur, et trofast Aftryk af Stoffet i et beslægtet Sind. Netop fordi Pontoppidan ikke taler i sit Stof, formaar han at bringe Stoffet til at tale. Man kommer til at tænke paa hvad Zola i 'Værket' [ L'Œvre, 1886] lader Romanforfatteren sige ved Malerens Død: 'Vort Slægtled har været alt for dybt nede i Romantiken. Der maa en Generation til endnu, maaske to, før man maler og skriver logisk, med Sandhedens høje og rene Simpelhed'. Der er noget af denne Logik, denne Simpelhed hos den franske Maupassant og mere hos den danske Pontoppidan (1917, s. 22-23).

Udgavens tekst

Hos Gyldendal blev Pontoppidans bøger – som forlagets øvrige – udsendt indbundet i et væld af farver. Det har ikke været muligt at optælle dem præcist, men nogle af dem, kendt fra samlere, er nævnt foran ved den enkelte titels bogbeskrivelse. Ikke alle var lige begejstrede skønt Pontoppidan ikke ses at have ytret sig. Alex. Kielland skrev for eksempel til Hegel da han i 1880 havde fået sin første bog ud på forlaget, at han fandt "Udstyret af de indbundne Exemplarer (...) over al Beskrivelse horribelt":

"Jeg finder dem stygge de indbundne Bøger – ildrøde – græsgrønne – himmelblaa – fortvivlet violette – med tykke Guld klatter – som en Række udmaiede Bondepiger en Søndag Formiddag. En fin Bog maa være simpel og solid som en engelsk Kuffert" (cit. efter L.C. Nielsen 1909, s. 434-36).

I nærværende udgave er ikke alene de stygge farver fraveget, men også spatiering og indrykning efter en linjes luft. En stedvis skiften fra den gennemgående spatiering til kursiv i Ung Elskov er således ikke registreret (med datidens løse sats kan det nogle gange være vanskeligt at afgøre om 516 der er tale om en spatiering). Det samme gælder de forskellige måder anførselstegn er angivet på (« » eller » «).

Nærværende udgave er et forsøg på at nå frem til den tekst det var forfatterens intention at fremlægge. Der er derfor foretaget visse rettelser i forhold til 1. udgaverne. Men udgiveren har haft det som overordnet princip at disse rettelser burde være så få som mulige. Således er der ingen normaliseringer foretaget, hverken for – helt mod datidens praksis – at opnå en ensartet bogstavering eller tegnanvendelse eller for at lette tilegnelsen for en moderne læser. For som Svend Grundtvig skrev i forordet til sin lille Dansk Haandordbog fra 1872: "Hos os [danskere] har imidlertid Usikkerheden længe været saa stor, at ikke to Forfattere ere enige om Stavemaaden, og at næppe én og samme Forfatter skriver sit Modersmaal ens i to af sine Bøger" (s. VI).

Det kan tilføjes at heller ikke inden for samme perm skriver – eller tegnsætter – Pontoppidan sit modersmål ens. Men Pontoppidans breve bevidner at han ikke var uinteresseret i ortografien, og han havde tidligt tilsluttet sig højskolefolkets begejstring for det skandinaviske å som han praktiserede i samtlige sine manuskripter, men aldrig i sine bøger undtagen i Kirken og dens Mænd (1914).

Disse indbyrdes forskelle skal have lov at blive stående. Det gælder eksempelvis i anvendelsen af store og små begyndelses bogstaver (den Gamle/den gamles med fire linjers mellemrum ovf. s. 281), et eller to ord (aller første/allerførste, imorgen/i Morgen, nogen Sinde/nogensinde eller ovf. s. 268 derinden for efterfulgt af derudenfor); dog er de ganske få forekomster af sammenskrivningen efterat rettet (jf. rettelseslisten nedenfor). Generelt staves ordene overalt således som man må formode at forfatteren har ønsket dem stavet med undtagelse af egentlige stavefejl (som Melanchton for Melanchthon ovf. s. 215). Åbenbare sætterfejl er stiltiende rettet (som manglende respekt for aigu'en i Lars Énøje). Derimod respekteres vekslende stavemåder af f. eks. tusind/tusend, Ærende/Ærinde, snevre/snævre, em>Familje/Familie, Himlen/Himmelen, Skuldren/Skulderen etc., eller formen ud af Døren (ovf. s. 424) /ud ad Døren. Men eksistensen af manuskriptet til Ung Elskov kan godt give den mistanke at det ofte snarere er sætteren end forfatteren der har bestemt staveformen; således svarer de fire forekomster af gjærne til gerne i manuskriptet. Uændret står også den meget svingende anvendelse af diakritiske tegn: skét/sket, hôtel/hotel, fo'r/fór.

Af særlig interesse er former med -x-/-ks-: strax, voxe, Praxis, sex etc. Skønt alt andet tyder på at En Bonde i den form den fik i Natur, er skrevet efter at Vildt var afsluttet (jf. ovf. s. 466), er der langt flere x-former i En Bonde end i Vildt, hvor kun strax/straks, vexlet/vekslet og f. Ex. forekommer. 517 Derimod overholder En Bonde, på linje med de forrige Smaa Romaner, den praksis med x der først blev ændret af kultusministeriets bekendtgørelse af 7.6.1889. Udkastet til En Bonde havde stået i den i retskrivningsmæssig henseende onservative Venstres Bog, mens udkastet til Vildt stod i den kulturradikale avis Kjøbenhavns Børs-Tidende. Sammenligner man de to udkast på dette punkt, fremviser det ældre Vildt-udkast (fra sept. 1889) kun én x-forekomst (af strax) mens 1. udgaven har over en snes (vexlet, strax, f. Ex. og Hex over for vekslet, vekslede, straks og Heks). Det yngre udkast til En Bonde har derimod kun x-former. Så enten skriver En Bonde sig fra før sommeren 1889, eller også har højst sætterne på den ene af de to publikationer overholdt forfatterens retskrivning i manuskripterne. Derimod må der have været en klar forskel på Pontoppidans manuskripter til de to tekster i Natur. At den sidst skrevne er den mest konservative, kan skyldes at Pontoppidan i Vildt har været tilskyndet til med udgangspunkt i den progressive ortografi i Børs-Tidende at overholde den nye regel, skønt den ikke er gennemført, mens tidspresset og det konservative forlæg fra Venstres Bog derefter har fået ham til at falde tilbage til gammel praksis.

Et særligt problem har stavemåden ørene budt. I Ung Elskov findes snart Ørerne (over for manuskriptets Ørene), snart Øren (over for ms. Ører), mens i Isbjørnen formen Ørene er enerådende. Den ældre og den yngre flertalsform kæmper med hinanden: Øren over for Ører.

Man får også andre muligheder for at iagttage udviklingen i den pontoppidanske ortografi gennem den periode udgavens fem hovedtitler dækker.

I sin nævnte Haandordbog anbefaler Sv. Grundtvig at stryge -j- i afledninger på gæ – af ordet gå og accepterer i øvrigt kun nødigt "dette overflødige Bogstav": Pontoppidan beholder i Ung Elskov j'et, i Mimoser findes formerne side om side, i ét tilfælde med og uden j på samme side: utilgjængelig og utilgængelig (ovf. s. 109). Det samme gælder for Isbjørnen og Spøgelser, men i Natur er j forsvundet overalt efter k og g foran fortungevokal af typen kjære>kære, som det også er tilfældet i Pontoppidans breve (se Breve I, s. 107).

Normaliseret i denne udgave er derimod anbringelsen af komma og punktum i forbindelse med anførselstegn så vor tids skik overholdes. I sine manuskripter skrev Pontoppidan, som de fleste, anførselstegnet lodret over komma eller punktum, så det har været op til sætterens tilfældige praksis eller vilkårlighed at anbringe dem på linjen i forhold til hinanden. For dog at synliggøre den store mangel på typografisk orden og konsekvens, er antallet og anbringelsen af punkter – to, tre eller fire – mellem 518 ord og sætninger gengivet i streng overensstemmelse med originaludgavens hvor det første punkt (af fire) langtfra altid er identisk med et punktum. Det kan man så lægge mærke til eller lade være som man nu har lyst, men uden at blive generet i læsningen.

Foruden indlysende stave- eller sættefejl (Kakkelovskrogen) er mangler i trykket stiltiende rettet (f. eks. bindestreg ved orddeling) og den nævnte flytning af punktum eller komma om på den anden side af anførselstegn. I alt er foretaget 127 af sådanne rettelser. De øvrige rettelser er:

s. 9, l. 2 f.n.: naâr >nå'r (i overensstemmelse med ms.)
s. 16, l.13 f.n.: alt de > al det (i overensstemmelse med ms.)
s. 19, l. 1 f.o.: indflettede han forblommede > indflettede han saa forblommede (i overensstemmelse med ms.)
s. 19, l. 13 f.n.: Nu skulde det > Nu skulde dette (i overensstemmelse med ms.)
s. 30, l. 18 f.o.: "den hemmelighedsfulde>"Den hemmelighedsfulde (i overensstemmelse med ms.)
s. 38, l. 6 f.n.: Dags > Dages (i overensstemmelse med ms.)
s. 50, l. 3 f.n.: jeg skal sige dem > jeg skal sige Dem (i overensstemmelse med ms.)
s. 57, l. 18 f.n.: igjen! > igjen? (i overensstemmelse med ms.
s. 60, l. 1 f.o.: han klage > hun klage (i overenstemmelse med ms )
s. 74, l. 18 f.n.: Jeg véd det ikke? > Jeg véd det ikke.
s. 74, l. 12 f.n.: Véd de det ogsaa. > Véd de det ogsaa?
s. 74, l. 11 f.n.: Hører Du? > Hører du? (i overensstemmelse med ms.)
s. 97, l. 9 f.o.: naar han var gaaet > naar han var gaaet, (der er plads til kommaet for enden af linjen i originaltrykket)
s. 105, l. 7 f.n.: nyfødt Grønt > nyfødt Grønt, (der er plads til kommaet for enden af linjen i originaltrykket)
s. 146, l. 12 f.n.: der i Byen > dér i Byen (konsekvensrettelse)
s. 169, l. 4 f.n.: der > dér (konsekvensrettelse)
s. 173, l. 10 f.o.: ethver Hensyn > ethvert Hensyn (konsekvensrettelse)
s. 224, l. 12 f.o.: efterat > efter at (konsekvensrettelse)
s. 282, l. 8 f.o.: Hænder, > Hænder
s. 286, l. 14 f.o.: Bakkerne: satsen er her så stærkt læderet at kun bogstaverne B, a og - efter et ikke meningsgivende mellemrum -– opstregerne på to mulige k'er kan skelnes. Læsningen er en tydning ud fra sammenhængen, og kommaet er tilføjet.
519
s. 294, l. 13 f.o.: Efterat > Efter at s. 307, l. 11 f.o.: end sige > endsige.
s. 336, l. 1 f.n.: farvel > Farvel (konsekvensrettelse).
s. 363, l. 3 f.o.: fremkaldt (...) Forandring og: indføjet i overensstemmelse med den "Rettelse" der er omtalt ovenfor s. 342.
s. 363, l. 4 f.o.: efterat > efter at
s. 366, l. 10 f.o.: "Ja jeg skal" > "Ja, jeg skal" (konsekvensrettelse)
s. 367, l. 10 f.o.: I det > Idet (i overensstemmelse med 1899-udgaven)
s. 372, l. 9 f.n.: Værsgo > Værsgo' (konsekvensrettelse)
s. 382, l. 17 f.o.: dèr > dér (konsekvensrettelse)
s. 429, l. 17 f.o.: Per Bonde > Per Bonde, (der er plads til kommaet for enden af linjen i originaltrykket)

Afslutning

Årene 1885-90 er for Pontoppidan omvæltningens tid. Det store lyse billede af "Bondeliv" han i 1883 drømte om at male (Breve I, s. 53), fik han ikke gjort andet ved end et enkelt fragment ("Klørknægt" i 1887), og først i det følgende tiår fik han skrevet Det forjættede Land som et stort mørkt billede af en bybos fatale møde med landlivet.

De seks Smaa Romaner er hovedsageligt skrevet på ældre, personligere eller mere abstrakt erindrings- og erfaringsstof end Landsbybilleder og Fra Hytterne, og kun Vildt foregår på et genkendeligt Sjælland. De er skrevet i et interregnum hvor Pontoppidan frigør sig fra den tætte portrættering af det miljø han har boet i, og som han endnu ikke har afstand nok til at bearbejde i en mere dybtgående form.

Pontoppidan gik ind i denne femårsperiode som en lykkelig familiefar, men undervejs mistede han både et barn og en hustru. Han fandt den næste, men først da perioden var ovre, kunne han gifte sig med hende – i april 1890, dagen efter at skilsmissen fra hans første kone var gået igennem og han havde givet afkald på sine to børn.

Men trods krisepræget var disse år kunstnerisk frugtbare. I den politiske novellesamling Skyer – med betegnelsen "Fra Tidsrummet 520 1885-1890" – gav han sin indignation ny retning, og ser man på det arbejde han i de Smaa Romaner gjorde med stil og stof, er udviklingen radikal. Bøgerne emmer af indesluttet og grænsesprængende kropslighed, selv i Isbjørnen er det blodrigdom snarere end teologi der støder an hos præsteskabet. Ideologisk betegner Spøgelser en anfægtelse som slet ikke var udfoldet i det lille udkast fra 1884. Hvorledes det manuskript til Mimoser Pontoppidan ikke afleverede til Hegel i december 1885, så ud, véd vi meget lidt om. Men den udgivne tekst er et højt raffinement af ironi og psykologisk indsigt. Det er næsten umuligt at forestille sig at de kvaler Drehling gennemgår under sin forelskelse i Fru Conerding, skulle Pontoppidan selv først gennemgå efter udgivelsen (skønt det fremstilles sådan i Familjeliv, s. 24f/ Erindringer, 1962, s. 200f).

Tidligt i perioden (juni 1886) flytter han til det store hus i Havreholm – også for at få arbejdsro. Uden at kunne hente ny ydre inspiration eksperimenterer han med stoffet i en grad han ikke før har gjort, også med en anden miniform: krøniken. Det sker under betydelig usikkerhed om mål og midler, hvor en mand som Holst to gange kan blande sig og formå forfatteren til at sætte et ekstra punktum for at komme publikum i møde. Men også med en stigende fornemmelse af sin vej frem, selv om det kostede ham dyrt. Det var ikke som Elias Bredsdorff ser det (1964 II, s. 38), et temporært frafald fra den brandesianske radikalisme Pontoppidan talte om i et brev til Edv. Brandes fra krisesommeren 1888 med opbruddet i ægteskabet og de dårlige anmeldelser af Spøgelser:

De er så venlig at spørge mig om, hvorfor jeg hænger med Hovedet. Jeg har virkelig adskillig Grund dertil. Jeg synes ikke, jeg ser nogen Ende på de Bryderier, der nødvendig følger med de første Skridt på Forfatterbanen. Jeg har nu gjort otte Skridt, d.v.s. udgivet otte Bøger, og jeg synes, jeg er lige nær, ja næsten fjærnere fra ethvert Mål end nogensinde. I Begyndelsen havde jeg en tryg Fornemmelse af at høre med til noget; nu står jeg udenfor alt. I Begyndelsen gjorde jeg mig kun meget beskedne Forventninger, der blev højt honorerede. Nu begynder jeg selv at tro på og få Tillid til mit Talent, og nu er der såre få, der bryder sig om det (15.8.1888).

521 Godt et årstid før havde han bemærket til Otto Borchsenius der fandt Fra Hytterne "en March paa Stedet": "Tager jeg mine tre sidste Bøger 'Ung Elskov', 'Mimoser', 'Fra Hytterne' ... kunde de egentlig ikke lige så godt være skrevne af tre forskjellige Forfattere?" (10.5.1887. Breve I, s. 83).

I disse år blev grundlagt den flåde af (som Vilh. Andersen siden udtrykte det) proviantbåde, der skulle lejre sig om de store romaners skibe. Selv optog de Smaa Romaner proviant fra de mange artikler og tidsskriftbidrag Pontoppidan levede af at skrive i store mængder i 1880'erne.

Den franske forfatter Marcel Brion (1895-1984) der i 1950'erne og 60'erne var kritiker af udenlandsk litteratur i dagbladet Le Monde og siden blev medlem af Det franske Akademi, fremhæver i sit forord til den lille samling Smaa Romaner der foreligger på fransk, stærkt de Smaa Romaner (som han kalder nouvelles) på bekostning af både fortællingerne og de store romaner:

Il y a dans les romans de Pontoppidan une dominante politique et polémique qui ne peut plus guère trouver d'échos en nous, (...) et dans [les œuvres mineurs] il a eu souci de faire dominer le sociologue sur l'artiste, et le partisan, presque, sur le psychologue.
    Ce sont ses nouvelles qui nous émeuvent, et éveillent en nous de toujours vivants échos, [... og Brion finder i dem] une sorte de sentiment nihiliste, la certitude que tout est néant, que l'action méme, si généreuse, si ardente, si désintéressée qu'elle soit, masque pour un temps seulement la décourageante condition des hommes (Le visiteur royal, 1990, s. XIII-XI).⁵

Snarere end som proviantbåde strækker de Smaa Romaner sig i dag som perler på en tråd gennem det færdige forfatterskab.

(Paris, januar 1999; revideret Nantes, maj 2016)

For gode råd og kærkommen hjælp takker udgiveren Henrik Pontoppidans dattersøn, nu afdøde advokat Henrik Thomsen, nu afdøde advokat Lisi Thomsen, bibliotekar René Herring, nu afdøde lektor Erik Gudmand-Høyer, professor Erik Hansen, nu afdøde Esther og Thorkild Skjerbæk, fhv. rektor, cand. theol. Henrik Wilhjelm, stud. mag. Mette Lynge Hansen, nu afdøde lærer Anita Behrendt, nu afdøde professor, dr. phil. F. J. Billeskov Jansen, Lisbeth Schwenn, Gyldendals arkiv, Else Marie Kofod, Dansk Folkemindesamling, nu afdøde Erland Munch-Petersen, Danmarks Biblioteksskole, og kolleger i Nordisk Netværk for Editionsfilologer.

Litteratur

(foruden direkte citerede kilder er anden væsentlig, nyere litteratur anført)

Manuskript til Ung Elskov, Coll. 418,4˚
Georg Brandes' dagbog januar 1884 i G. Brandes' arkiv III.9
Breve til Ernst Bojesen i Gyldendals arkiv B4c
Breve til Otto Borchsenius i NKS 4656,4˚
Breve til Edv. Brandes i Tilg. 447
Brev til Axel Garde i Gyldendals arkiv
Breve til og fra Fr. V. Hegel i NKS 3742,4˚
Breve til og fra Jacob Hegel i NKS 3742,4˚
Breve til Inger Holt på Gøteborg Universitetsbibliotek
Brev til C. E. Jensen i NBD 2. rk.
Brev til Hans Koch i Rigsarkivet
Breve til Paul Langhoff i NBD 2. rk.
Brev til J. L. Lybecher og Aage Hirschsprung
Brev til Johan Rohde i Utilg. 514
Breve til Sophus Schandorph i NKS 4640,4˚
523 Brev til Andreas Schou NBD 2. rk.
Brev fra Alex. Kielland til Jacob Hegel i NKS 3742,4˚

Hvor intet andet er angivet, befinder brevene sig på Det kgl. Bibliotek, og bøger nævnt nedenfor er trykt i København.

1872	Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning . Bogen kom i 2. udg. i 1880 og med et tillæg i 1882.
1889-90	Peter Nansen (red.): Af Dagens Krønike. Maanedskrift for Literatur, Kunst og Politik.
1905	C.C. Clausen: Stenografiske Interviews XLIII. Henrik Pontoppidan, Hver 8. Dag, 10. September.
1908	Georg Brandes: Levned (III), Snevringer og Horizonter.
1909	L.C. Nielsen: Frederik V. Hegel. Breve til ham og fra ham. Et Mindeskrift II.
1914	Henrik Pontoppidan: Kirken og dens Mænd. Et Foredrag. Optrykt med indledning af H. P. Rohde 1984.
1917	Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab.
1933	Henrik Pontoppidan: Drengeaar.
1934	Poul Carit Andersen: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi. (forkortet PCA).
1934	Vilh. Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. IV.
1936	Henrik Pontoppidan: Hamskifte.
1938	Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld.
1939-42	Georg og Edv. Brandes' Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd, udgivet af Morten Borup m. fl. I-VIII.
1940	Henrik Pontoppidan: Familieliv.
1940	Paul V. Rubow: Henrik Pontoppidan, artikel i Dansk biografisk Leksikon, bd. XVIII. Optrykt i sammes Betragtninger, 1947 og i DBL 3. udg. 1982, bd. 11.
1943	Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv.
1944	Ejnar Thomsen (red.): Henrik Pontoppidan til Minde.
1945	Cai M. Woel: Henrik Pontoppidan I-II.
1949	Svend Norrild: Indledning til Isbjørnen, udgivet af Dansklærerforeningen. 2. Opl.
1950	Henrik Pontoppidan: Noveller og Skitser 1-3. Et Udvalg. Andet oplag.
1951	Poul Carit Andersen: Digteren og mennesket. Fem essays om Henrik Pontoppidan.
1951	Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan.
1953	Bjørnstjerne Bjørnsons brevveksling med danske 1875-1910, Første bind 1875-1889.
1953	Marcel Brion: Préface til Henrik Pontoppidan: Le visiteur royal. Paris (genudgivet 1990). Indeholder Den kongelige Gæst, Borgmester Hoeck og Hustru og Ung Elskov.
1956	Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i førfatterskapet (disputats). Stockholm.
1957	Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende . Tanker og tendenser i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Århus. Optrykt 1977.
1957	Svend Norrild: Indledning til Isbjørnen, udgivet af Dansklærerforeningen. 4. udg.
1959	Jørgen Ottosen: En karakteristik af Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881-91.
1962	Henrik Pontoppidan: Erindringer . Samlet optryk af de fire erindringsbind.
1962	Bent Haugaard Jeppesen: Henrik Pontoppidans samfundskritik. Studier over den sociale debat i forfatterskabet 1881-1927. 2. udg. 1977.
1964	Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. I. En redegørelse for brevvekslingen. II. En kritisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandes-linjen i dansk åndsliv.
1964	Fl. Behrendt: Henrik Pontoppidan og "forlæggernæven". Jyllands-Postens kronik 8.7.
1964	Fl. Behrendt: Henrik Pontoppidan. Genetisk-tekstkristiske studier i forfatterskabet, især 1890-1908.
1965	Flemming Behrendt: Pontoppidans slibesten. Om Henrik Pontoppidans "lydhøre ven" P. N. Holst, der rettede stil i hans romaner. Berlingske Aftenavis' kronik 9.6.
1968	Jens Kruuse: Retningsbestemmelse. Kritik, nr. 5.
1968	Erik M. Christensen: Om Mimoser til forsvar for litteraturhistorie. I Festskrift til Jens Kruuse.
1970	Poul Carit Andersen: Omkring "Vildt". I Henrik Pontoppidan: Vildt, s. 105-20.
1970	Thorkild Skjerbæk: Kunst og budskab. Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab.
1970	Niels Birger Wamberg: Digterne og Gyldendal. Kapitler af et forlags historie.
1971	Flemming Behrendt: Fra ledefigur til hovedperson. Om Lykke-Pers tilblivelse. I Knut Ahnlund (red.): Omkring Lykke-Per.
1972	Johs. P. Olsen: Vejledning i Henrik Pontoppidan: Fra Hytterne, 6. opl.
1973	Elias Bredsdorff: Den store Nordiske krig om seksualmoralen. En dokumentarisk fremstilling af sædelighedsdebatten i nordisk litteratur i 1880'erne.
1978	F.J. Billeskov Jansen: Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere.
1979	Birgitte Hesselaa: Efterskrift til Henrik Pontoppidan: Mimoser.
1979	Thorkild Skjerbæk: Efterskrift til Henrik Pontoppidan: Magister Globs papirer.
1981	H.P. Rohde: Det lyder som et eventyr – og andre Henrik Pontoppidan-studier.
1982	Klaus P. Mortensen: Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan.
1984	Ib Ostenfeld (red.): Breve fra Marie Oxenbøll Pontoppidan til hendes børn. Anden samling.
1986	Poul Behrendt og Henrik Pontoppidan: Det ideale Hjem. Matriarkatet i nutiden.
1986	Niels Kofoed: Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie.
1986	Jørgen E. Tiemroth: Det labyrintiske sind. Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881-1904. Odense.
1988	Jørgen E. Tiemroth: Maskespil. Odense.
1989	Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske aviser 1634-1989, bind 2. Odense.
1994	Henrik Pontoppidan: Meninger & holdninger. Red. af Erik H. Madsen. Århus.
1995	Mogens Pahuus: Selvudfoldelse og selvhengivelse. Livssynet hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan. Aalborg.
1995	Thorkild Skjerbæk: Hvad gør vi ved Henrik Pontoppidans "kasserede" ting? Bogens Verden nr. 2, 1995.
1997	Henrik Pontoppidans breve I 1880-1913, II 1914-1943. Udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff.
1997	Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild: Kommentarbind til Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land.
1998	Preben Hansen og John Chr. Jørgensen: C. E. - Kritikeren C.E. Jensen. Liv og værk.
2005	Janet Garton: Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere.

531

Noter

Rangklasser

I det danske samfund hvori Pontoppidans Smaa Romaner foregår, indtog man rang i tre sammenhænge: som adelig, i kraft af sit embede eller efter værdig indsats på linje med det stadig bevarede ordenssystem. Det er på sidstnævnte måde apoteker Byberg er blevet kancelliråd. Grundloven af 1849 havde ganske vist afskaffet "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret" (§97), men det formindskede ikke glæden og misundelsen over disse titler der formelt fortsat uddeltes af statsoverhovedet. Pontoppidan anvender dem da også gerne i satirisk-ironisk øjemed. Den gældende Rangforordning gik tilbage til 1746, revideret i forordningen af 1808 og forøget med en kgl. resolution i 1874.

Embedsmænd og titelindehavere (hvis hustruer fulgte med og beholdt titlen også i enkestand) var opdelt i ni rangklasser, hver for sig igen opdelt i rangnumre. De titler der optræder rundt omkring i de Smaa Romaner, placerer sig som følger i systemet:

1. rangklasse: Gehejmekonferensraad. Den mindre fine titel Geheimeraad blev kun givet indtil 1808.
2. rangklasse nr. 5:Kammerherre.
2. rangklasse nr. 7: Hofjægermester.
2. rangklasse nr. 12: Konferensraad.
3. rangklasse nr. 3: Virkelig Etatsraad.
3. rangklasse nr. 9: Etatsraad.
4. rangklasse nr. 3: Virkelig Justitsraad.
5. rangklasse nr. 3: Justitsraad.
6. rangklasse nr. 1 eller 7: Kancelliraad. Rangnummeret afhænger også her af om kancelliråden er "virkelig" eller ej. Distink tionen forekommer ikke hos Pontoppidan.

532

Den fiktive tradition

Pontoppidan bruger talrige steder i disse fem bøger at henvise til bogtitler, til ordsprog og talemåder, til legender og sagn, og han citerer i Ung Elskov et digt. Men bortset fra henvisningen til Stuart Mills Kvindernes Undertrykkelse (ovf. s. 113) og den meget dækkede henvisning til Grieg/Ibsen (ovf. s. 149) i Mimoser, synes alle disse henvisninger til samtiden at være fiktive. Udgiveren har i hvert fald ikke kunnet verificere en eneste af dem, men de er nævnt på rette sted blandt de følgende noter.

Realkommentarerne til udgavens Pontoppidan-tekster er indlejret i de respektiver udgaver her på netstedet.