Isbjørnen - udkast
Avisudkastet i Morgenbladet, jan. 1884, til Pontoppidans lille roman fra 1887, Isbjørnen.
1)
[Første afsnit: 16.1.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
I.
Tænk Dem et stort, luerødt Ansigt, ned fra hvilket der voxer et langt, hvidt og filtret Skjæg, som i sig bærer flere gamle Levninger af grøn Søbekaal og brun Snustobak end strængt appetitligt er. Sæt hertil en blank knudret Pandeskal, som bagtil bekranses af lange, hvide Nakkehaar, der krøller ud over Frakkekraven; et Par smaa, tykke, lodne Øren; tykke, bomuldsagtige Bryn og en uformelig, let blaanende Næse mellem store, vandblaa, stillestaaende Øjne.
Tilføj endelig i dette Ansigt et besynderlig muntert, ligesom ubevidst Minespil; en hyppig Smilen i Tanker, en lun Kniben Øjnene sammen eller godmodig Hovedrysten, – og De vil ud af alt dette saa nogenlunde have et Billede af Gjenstanden for hele Uggelejre Herreds Forbavselse, for alle Nabopræsternes Rædsel, Skolelærernes Indignation og Bispens Fortvivlelse – Sognepræst til Søby og Sorvad: Thorkild Asgur Ejnar Fredrik Müller.
Skulde De, som jeg, have været saa heldig, eller uheldig, at møde ham paa en Vej, vil De sikkert – det være sig Sommer eller Vinter – bestandig have set ham i den selv samme gamle fedtede og forunderlige Dragt, bestaaende af en stor mølgnavet Lammeskindshue og en tynd, blankslidt Figurfrakke, knappet aldeles stramt om hans mægtige Kæmpekrop; med den ene Haand knyttet i Siden, den anden forsynet med et Uhyre af et Egespir, der foroven endte i et Hjortetakshaandtag, som han for hvert Skridt satte i Jorden med et eftertrykkelig Stød.
Kun i den strængeste Vinterkulde, naar andre byltede sig ind i Tørklæder og Shawler og lodne Vanter, gjorde han den Forandring, at han – knappede Frakken op; en Knap for hver Grad under Frysepunktet. Og naar alting rigtig bundfrøs omkring ham i Nordenstorm og Snetykning, slog han den endda helt til Side, idet han smilende rystede sine hvide Lokker og saa sig omkring, som nød han ret til Marv og Ben den isnende Vind, der gjennem Skjorteaabningen bed ham ind paa det nøgne haarede Bryst.
Og skulde det nu netop være en saadan Dag, De tilfældigvis kom imod ham langs Grøftekanten – sammenkrøben af Kulde, med frostblaa Næse og rindende Øjne – da vilde han ufejlbarlig med sit luneste Smil og Haanden i Siden vende sig om imod Dem i saadan noget som et:
"Halløj, De dér! Pas for Guds Skyld paa, De ikke fryser fast til Pelsen!" for derpaa at fortsætte sin Vej med denne mægtige Latter, der satte Luften i Forskrækkelse i vid Omkreds og fik de to-tre store, gule, slunkne Hunde, der gjerne fulgte ham, til at springe op med Snuden i Vejret og hyle i vild Glæde.
Og Smilet blev liggende i hans Ansigt, og Læberne bevægede sig i deres muntreste Mimren paa hele Vejen hjem over Bakkerne, saa længe han blot hørte den knirkende Lyd af Sneen under sine Støvlesaaler eller Vinden pibe sig om Ørerne. Og endnu paa den sidste Skraaning ned mod Præstegaarden vilde han vende sig om og rette sine Bjørnelemmer, for at se Sneen lige Øjnene og fylde Lungerne, inden han krøb ind under Taget til sin Hule.
Herinde kom der nu imidlertid ikke – som man maaske var berettiget til at vente – en lille buttet, venlig Præstekone med kruset Kappestrimmel over det fromt glattede Haar og tog imod ham i Forstuen, skilte ham af med Hue og Stok eller bragte varme Tøfler. End ikke denne ellers saa allestedsnærværende lille muntre, fortryllende Præstegaardsfrøken var der til at kaste sig om hans Hals, rykke ham i Skægget og kalde ham sin "ækle store stygge dejlige Bamsefar". Der var kun en gammel, rød Hankat, der kom snigende langs Væggen inde fra den tomme Spisestue med en Rotte i Flaben og hurtig smuttede ind ad den halvaabne Dør til selve "Hulen", der laa strax paa den anden Side Gangen bag Havestuen og Kjøkkenet.
Did ind gik ogsaa Præsten, – efter at han selv havde sat Stokken i Krogen og kastet Kabudsen op paa Knagerækken.
Men "Isbjørnens Hule" var virkelig den Betegnelse, hvorunder Præstens Studereværelse gik ude mellem Folket. Og var Præsten selv en Ubegribelighed for de fleste, saa var Hulen det ikke mindre.
Man skulde, ærlig talt, ogsaa kun vanskeligt kunne tænke sig noget mere fjernt fra disse lune, tæppebelagte Smaakamre med deres magelige Mahognimøbler og tætte Damp af vellugtende Tobak, Bogreoler og gammeldags Lænestole, mellem hvilke vore smaa, hyggelige Landsbypræster i Slobrok og Klædesko plejer pusle om med deres Prædikener og Piber.
Her var ikke saa meget som en Klud over Vinduet. Gulvet var sort som en nyvendt Ager, og det simple, mere end mangelfulde Bohave spredt omkring i Værelset uden blot det tarveligste Krav til Hygge og Orden.
Midt paa Gulvet flød en gammel skrøbelig Trælænestol med et opslidt Læderhynde; under de tæt tilfrosne Ruder et lille rødmalet Bord med Levningerne af Søbekaalen i en Skaal, en Humpel Rugbrød, en Kande med Fedt eller Smør og en Kniv. I en Krog bag Jernsengen var der kastet Skidentøj og mugne Støvler i Bunke; og tæt herved strakte en høj Reol sig op imod Loftet med en Række landøkonomiske Skrifter samt – paa en særlig Hylde – en dansk og en grønlandsk Bibel.
Det eneste oplivende var en ejendommelig Samling af store Bjørnehuder, Sælhundeskind, Hvalrostænder og Rensdyrshorn, der var slaaet op paa den ene, Endevæg som paa et Museum. Men alt var som overdraget med et Net af aargamle Spindelvæv og grønligt Skimmel; og allevegne – i Kroge og paa Hylder – laa der Støv paa Støv i hele Bunker, hvori "levende" bevægede sig.
Der saa saa øde, saa forladt ud. Ikke et Solglimt gik nogensinde gjennem Ruderne eller varmede Væggene, der drev med Fugtighed. Og rundt om laa den gamle, vidtløftige Præstegaards store tomme Værelser hensunkne i den samme dybe, døde Søvn, hvori egentlig intet forstyrrede dem; Aaret rundt uden Afbrydelse . . . I Havestuen laa Sæd; og det kunde hænde, at Folk, der kom i nødvendigt Ærinde, pludselig forskrækkedes af en opsprættet Kalv eller nyslagtet Gris, som var hængt op i Døren til en af Gjennemgangsstuerne for at svales.
Thi Søbypræsten var en Eneboer og levede i et og alt som en saadan. Eller rettere: hans Hjem var hele Egnen, hvis Skove og Lyngbakker, Moser og Kjær han fra Morgen til Aften gjennemstrejfede med sin Bøsse eller sit mægtige Egespir – skræmmende Børn og vejfarende Folk med sit Vildmandsudseende og sin godmodige Latter.
Og imens dalede Støvet derhjemme i Hulen stille, langsomt og jævnt rindende ned gjennem den kolde, indstængte Luft, som intet satte i Bevægelse, – Lag paa Lag, ensformigt og utrætteligt, Aar ud og Aar ind, over Bord og Gulv og den grønlandske Bibel. Og i den ubrødelige Stilhed stak Rotterne deres spidse Snuder op af Hullerne i Krogene, løb over Gulvet, smuttede ind under Sengen, legede, bedes, peb; mens Edderkopper, Møl, Midder og Skindlus lydløst og graadigt færdedes oppe i Bjørnehuderne og i de aargamle Spindelvæv under det røgbrune Loft. –
Da Pastor Müller derfor nu – i sit fortræffeligste Vinterhumør – kom hjem til sin Hule, standsede han først efter Sædvane i Døren for at more sig ved at se de sidste forskrækkede Rottehaler forsvinde ned i deres Huller; tog derpaa – ligeledes af gammel Vane – med sine krumme, af Frosten stivnede Fingre en eftertrykkelig Snus af en gammel Blæreskindspung, som han halede op af Lommen; satte endelig Skaalen med Søbekaalslevningerne ind i Kogekakkelovnen, der – rød af Rust – stod i det ene Hjørne, og lagde et Par Fyrrepinde over Kors til de halvt udslukkede Emmer.
Efter med mange Omstændigheder at have faaet dem til at blusse, gik han over Gulvet og aabnede Døren til et Hængeskab, der var anbragt paa Væggen mellem Bjørnehuderne, stak Hovedet halvt ind i det og uddrog tilsidst med stor Forsigtighed af dets dunkle Dyb en papiromvunden Flaske, hvis Indhold han yderst omhyggelig skjænkede op i to smaa bitte farvede Glas, der stod paa en Bakke ved Siden af Rugbrødet.
Derpaa bankede han op i Loftet med saadan noget som Stødtanden af en Narhval, og lod sig, idet Smilet langsomt bredte sig i hans Ansigt, falde ned i Lænestolen, der knagede under Vægten af hans vældige Legeme.
Ovenover, hvor Kapellan Basse havde sit Værelse, hørtes nu en Stol blive skubbet tilbage. Et Par Filtsko gik over Gulvet deroppe, helt hen til den modsatte Gavl, hvor de forsvandt ned ad en knirkende Trappe; og efter at en hel Del Døre var lukket op og lukket i, hele det tomme Hus igjennem, bankede det endelig paa Hulens.
Kapellan Basse var en ung Mand med et gammelagtigt Ansigt og ikke meget større end en af Præstens langskaftede Søstøvler. Indhyllet i en graa Slaabrok, som han paa en ængstelig Maade med begge Hænder holdt sammen over Maven, blev han staaende i Døren og saa hen paa Lænestolen med et koldt, spørgende Blik gjennem de stærkt slebne Brilleglas.
"Det forekom mig," sagde han endelig, idet han førte den ene Haand op til Brillerne. "Det forekom mig, at De bankede."
"Ja vist, ja vist," – for den Gamle op som af Tanker og saa hen imod de to smaa Glas paa Bordet. "Skulde ikke Ds. Højærværdighed muligvis kunne lade Dem friste af et Par uskyldige Mavedraaber? Dersom mine Lugteorganer ikke skuffer mig, har min høje Foresatte netop i Dag Deres beklagelige Tilfælde, og saa . . ."
"De ved jo meget godt", afbrød Kapellanen strængt, eller i alt Fald med et slet Forsøg paa at skjule sin Indignation. "De ved jo meget godt, at jeg ikke drikker Spiritus. Det forekommer mig virkelig, at den Spøg snart bliver lidt for gammel. Det vilde i Sandhed glæde mig meget, om det var Dem muligt at finde paa noget andet."
"Ja vist saa, ja vist saa – naturligvis. Men skulde dog Ds. Højærværdighed alligevel ikke være at formaa til at trine indenfor i en ringe Broders Hi og husvale hans Aand med en liden Lædskedrik af Deres dybe dogmatiske Granskninger? Om min høje Foresatte vil være saa god at træde nærmere, skal jeg strax lade hente en halv Tønde Kul og en Fodpose . . . Sig mig en Gang – Pneumatologi, ikke sandt? hva'? – Anthropologi? ja . . . Men hvordan er det nu – om De ikke vil skæmmes ved at give en stakkels uvidende Broder et lille Indblik – Petrus Lombardus, hva'? . . ."
Men Kapellanen blev staaende i Døren. Han saa' ned paa ham med en Blanding af Medynk og Forargelse.
"Synes De virkelig", sagde han tilsidst, da Præsten var bleven ved en Stund. "Synes De virkelig, det passer sig for os at tale om disse Ting paa denne Maade?" Hans Stemme dirrede let, og en svag Rødme var skudt op i hans pulserende Tindinger. "Det forekommer mig sandelig, der i vore Dage er nok til at spotte det hellige, saa vi vel skulde vogte os for ikke selv at give Anledning til Forargelse. Jeg vægrer mig virkelig ved at tro, Hr. Müller, at De finder dette at være en passende Anvendelse af Tiden, naar der her og alle Steder findes saa megen Vankundighed og aandelig Nød, der venter paa os Her har saaledes i Eftermiddags været Bud fra Hjulmand Povlsen fra Sorvad Overdrev, hvis gamle Moder, som De ved, ligger af Tyfus; hun skal være meget daarlig. Deres eget Kjøretøj var naturligvis som sædvanlig optaget af "Bedriften" – helt i Teglværket, tror jeg, og kom ikke hjem før Aften. Nogen anden Befordring var i Øjeblikket ikke til at skaffe, men jeg lovede, at en af os skulle komme, saa snart Deres Kjøretøj kom hjem. Nu er jo Vejret aldeles ufremkommeligt, og den stakkels Kone ligger sandsynligvis og venter. Desuden har De jo været af den Venlighed at sende Rejsepelsen bort; det skulde i Sandhed glæde mig, om De snart fik den tilbage."
"Herre Gud! er hun – er hun syg," sagde den gamle som i Tanker; hans Ansigt var nu et eneste stort Smil . . . "Hør, ved De hvad, Hr. Biskop, De burde ved Gud gifte Dem med en af de nye Patent Kakkelovne, som kunde spasere med Dem under Armen og ligge i Sengen hos Dem om Natten –, frisk Indfyring Morgen og Aften, som der staar i Annoncerne! De gaar da for Guds Skyld med Mavebælte, Hr. Basse? Ellers burde De min Sandten . . ."
"Maaske jeg saa, Hr. Pastor, maatte faa Lov at vende tilbage til mine Studier; jeg vilde, oprigtig talt, i saa Fald være Dem m e g e t taknemlig," afbrød atter Kapellanen, bukkede med ironisk Høflighed og forsvandt med det samme ud af Døren.
Pastor Müller lagde sig tilbage i Stolen og sendte efter ham en sine vældige Lattersalver, der fik Støv og Midder til at sitre i alle Krogene og Rotterne til forskrækket at rulle sig sammen og spidse Ørene under Gulvbræderne.
Filtskoene gik atter over Gulvet der oppe, og Stolen blev sat til rette. Men endnu lang Tid efter sad "Søby-Bamsen" urokkelig i samme Stilling med de svære Arme hængende slapt ned paa hver sin Side af Stolen og Benene fremme, mens Smilet langsomt døde hen i hans Ansigt. De store, stillestaaende Øjne, der var som fastfrosne til deres Huler, stirrede tankefuldt ud over Gulvet, og han rystede gjentagende paa Hovedet.
Men lidt efter lidt syntes der at lægge sig som et nyt Skjær over hans Ansigt. Eller var det det sidste Skjær af den nedgaaende Sol, der ogsaa fik Støver herinde til at rødme svagt? . . . Han smilte paany. Han var helt hensunken, og Smilet bredte sig. Men det var ligesom ganske nyt; som hentet fra en hel anden Verden, langt borte fra, – eller som et Barns, der ser et Juletræ i Drømme.
Pludselig sprang han op, ligesom rystede Manken, og saa sig om. Det var næsten mørkt. Hans Øje traf Glassene paa Bordet. Og han gik med stærke Skridt over Gulvet, satte to Fingre om det ene og hældte det i Halsen; stod lidt og grundede, satte endelig med rask Beslutning ogsaa to Fingre om det andet og sendte hurtig dets Indhold samme Vej.
Derpaa snoede han sig omkring, greb resolut Biblen fra Hylden, Stokken fra Krogen, Huen fra Knagen – og var ude.
Det var tæt Snefog, med Bælgmørke, Nordenstorm. Sneen røg fra alle Kanter og samlede sig i mandshøje Driver langs Gjærderne og i alle Sænkninger. Men Søby=Bamsen satte sin Pigstav i Jorden og lagde sig frem imod Vinden, fulgt af sine Hunde. Thi langt paa den anden Side Bakkerne laa jo en gammel syg Kone og ventede paa ham.
Hjemme i Hulen faldt Støvet atter jævnt og tæt gjennem den stille Luft. Rotterne listede forsigtig op af Hullerne, løb over Gulvet, bedes, peb og væltede sig under Sengen; og henne paa Kogeovnen stod Søbekaalen og snorkede hen til ingen Ting.
2)
[Andet afsnit: 17.1.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
II.
Der existerede for henved et Par Menneskealdere siden – og derfor existerer der maaske endnu – en Anordning, et kongeligt eller ministerielt Reskript eller noget sligt, hvorved fattige theologiske Studenter kunde erholde Understøttelse af Staten til Studeringernes Fortsættelse, naar de vilde forpligte sig til efter overstaaet Examen i et længere – for Resten ubestemt – Tidsrum at virke som Præster oppe i vore grønlandske Besiddelser.
Et menneskekjærligt Reskript!
Underligt nok var der – i hin paa Theologer ellers saa overvættes rige Tid – alligevel ikke mange, der fulgte Opfordringen. Og de faa, som fulgte den, var ikke altid af den mest udsøgte Art.
Det var i Almindelighed helt eller halvt havarerede Existenser, som Livet paa en eller anden Maade havde taget for haardt paa. Synkefærdige Vrag, der i Nøden greb det som den sidste, fortvivlede Redningsplanke. Skuffede Melankolikere, der havde haabet saa længe i Sorg og Savn og Usselhed, at de tilsidst havde opgivet alt, og som alligevel med en stille Gysen tænkte paa den Dag, da Kaldelsen vilde komme og Skibet lægge ud og Spir og Taarne forsvinde under Bølgen med den By, de enten aldrig mere skulde gjense eller i det højeste som en gamle, hvide Gubber med sneblindede Øjne og ligesom af Frost stivnede Lemmer, – efter et langt, ensomt, indholdsløst Liv i den evige Isørkens uhyre Tomhed og maanedlange Mørke.
Man vil maaske forstaa, at det med disse Udsigter for Øje just ikke altid kunde være det mest exemplariske Liv, disse "grønlandske Studenter" førte.
I Virkeligheden var det ogsaa – navnlig mod Slutningen – meget ofte netop det modsatte.
Forrige Tiders Ulykke, Skuffelse eller Nød havde nu en Gang løsnet Grunden under deres Fødder. Og det var, som de med Bevidstheden om at have "solgt sig" blot sank dybere, bestandig dybere – ned i en ligesom underjordisk, lyssky Tilværelse, i berygtede Smøgers Mørke og Beværtningskjælderes Bagstuer, hvor de med en fortvivlet Graadighed tog for sig af Livets forskjellige Goder, inden det blev forsilde; nyttende Tiden gjennem Nat og Dag med en Feber for at prøve alt, saa længe der endnu var Lejlighed, – indtil de en Nat kom hjem til deres tomme Kvist og ved at tænde Spiddelyset fandt et stort, blaat Brev med Fakultetets Segl og Anmodning om hurtigst mulig at indstille sig til Examen, for med næste Skib at drage op til – "Syndernes Forladelse, Kjødets Forsagelse og den evige Is", – som det hed mellem de ulykkelige.
Og Thorkild Asgur Ejnar Müller, som var imellem dem, var bedre end de fleste andre.
Mange vil maaske endnu fra hine Tider mindes en svær, stor og kejtet Fyr, der gjerne var til Latter, hvor han viste sig, og som altid var i Vejen med sin Krop og sine lange Lemmer, skjønt han bestandig strøg sig langs Husvæggene og ved alle Lejligheder gjorde sig saa lille og ubemærket, som det var ham muligt.
De vil huske ham fra en eller anden Forelæsning, til hvilken han ligesom havde forvildet sig. Eller endnu bedre fra en af den Tids uhyggelige Studenterbillardstuer, hvor han ofte sad hele Dage igjennem i den mørke Krog, med Albuerne paa de spidse Knæ og Hagen urokkelig hvilende i Hænderne, som sov han indvendig; – følgende med et halvslukt Blik Vennerne om Billardet, idet han kun nu og da langsomt trak Mundvigene op til et halvsovende Smil, naar det behagede en af dem at slaa ham paa Skulderen eller være vittig paa hans Bekostning.
Uden nogen Sinde selv at sige et Ord eller tage Del i Lystigheden, men med Taalmodighed findende sig i at blive brugt til en hvilken som helst Spøg fra de andres Side, sad han ofte saaledes, Time efter Time, uden at røre sig – som en alt for stor, godmodig Bjørn, der var enig med sig selv og andre om, at den i et og alt var født som en Umulighed.
Dette havde man nu i Virkeligheden ogsaa været omtrent fra den første Gang den lille Thorkild aabnede sine store, vandblaa Øjne i sin Moders Sovekammer.
Og Meningerne forandrede sig ikke, alt som de kluntede Lemmer voxede ud og Kroppen rakte sig.
Familjen og Vennerne lagde tværtimod, efterhaanden som Aarene skred frem, mindre og mindre Skjul paa, at han v a r umulig. Og den stakkels lille, fortumlede Moder kunde ikke ofte nok tage ham mellem sine Hænder og forkynde ham, hvor ringe Haab han kunne gjøre om Livet; hvor lidt han maatte vente, det vilde bringe ham; og hvorledes man med Taalmod og Ydmyghed maatte bære de Aag, Vorherre lagde paa ens Skuldre.
Da han derfor som ved et Guds Under endelig slap igjennem Studenterexaminerne, fik man ham øjeblikkelig indskrevet til grønlandsk Præst, idet man forstod, at dette var den eneste Mulighed.
Thorkild gjorde ingen Modstand, men tog alt med den samme stumme Ligegyldighed, hvormed han under hele sin Opvækst havde taget alt andet, – som noget helt selvfølgeligt, der nu en Gang ikke lod sig ændre.
Og da det først ret var gaaet op for ham, hvor det egentlig var, han var anbragt; hvor han have sin Plads, – saa fulgte han trolig alle "Grønlænderne" i Hælene – baade i de mørke Smug og i Beværtningskjældernes Bagstuer – uden nogen Sinde at vaagne af sin Halvsøvn eller tænke paa, om det kunde eller skulde være anderledes.
Men i disse Aar hændte det just, at en usædvanlig streng Vinter bortrev flere af Præsterne i det nordlige Grønland. Og Thorkild Müller derfor en skjønne Nat kom hjem fra Beværtningen, fandt han sit "blaa Brev" liggende paa Bordet.
Det var første Gang i sit Liv, han følte Knæene vakle under sig. Han læste Skrivelsen to Gange helt igjennem og satte sig derefter ned paa en Stol med den i Haanden.
Da den stærkeste Bevægelse var ovre, slog det ham ligesom pludselig gjennem de fortumlede Tanker: at han i al denne Tid ikke havde aabnet en theologisk Bog; ja at selv den Smule Skolelærdom, han en Gang havde faaet banket ind, næsten helt var dunstet bort, saa han var fuldstændig "bar".
Han greb sig i at lede op i sin Hukommelse efter Aarstal og Navne; indtil det hele atter flygtede bort for ham, og han blot sad tilbage med en dump, ubestemt Følelse af, at der nærmede sig noget . . . noget mere end almindeligt ... noget helt galt ...
Men da han tilsidst havde slaaet det fast hos sig selv, at han var "bar" – saa bar, at han ikke vilde blive hjulpen, om han sad i Bøgerne Nat og Dag hele Resten af Tiden – gik han, ligesom beroliget, i Seng, og sov tungt og uden Afbrydelse til den næste Dags Middag.
Men da han var kommen til Besindelse og hans Øjne traf Brevet paa Bordet, faldt Søvnen strax over ham paa ny. Og han sov, og sov igjen, hele Natten, uafbrudt, indtil den næste Morgen.
De følgende Dage drev han ene omkring i Gaderne, nede ved Havnen og rundt paa Pladserne, hvor Arbejdet var stærkest og Tummelen størst. Men Søvnigheden vilde ikke forlade ham. De laa som en Mare og tyngede ham næsten bogstavelig til Jorden.
Han følte sig undertiden saa tung og træt i Lemmerne, som kunde han lægge sig til at sove paa den bare Stenbro og lade Menneskestrømmen passere over sig uden at vaagne.
Sine Venner undgik han. Men i alle de kjendte Ansigter, han flygtigt havde set, laa der det samme Smil, som fortalte ham, hvad de ventede.
Og Maanedsdagen efter foregik da saa endelig den Komedie, man havde glædet sig til, og som endnu mange Aar efter skulde leve som et Sagn i det theologiske Fakultet.
For et propfuldt Auditorium af henrykte unge og ældre Theologer, ja selv Præster og Lærere, der var strømmet til for at se den berømte "Grønlænder", der havde leveret alle sine skriftlige Opgaver blanke op, maatte den arme Djævel passere Fag for Fag uden at kunne svare et eneste Ord.
Med Hænderne paa Knæene, Øjnene i Gulvet, og et Ansigt som et Lig, sad han paa Stolen uden at røre sig.
Professorerne vred og skruede sig som Orme – røde og fortvivlede – ruskede ham i Kraven, raabte ham ind i Ørerne, men ikke en Stavelse kom ud over hans dirrende Læber.
Men Sagen var den, at han skulde have Examen.
Og da de derfor endelig i det allersidste Fag – næsten under Auditoriets Jubel – fik skruet ud af ham, hvornaar "omtrent" Luther levede, afgjordes dermed Sagen; nu kunde de give ham karakter. Og med sit vix non contemnendus, sit Præstebevis og Bispens strengeste Formaninger til flittig at indhente det forsømte, sendtes han op til det nordligst tænkelige Præstekald i den vide Verden.–
(Fortsættes).
3)
[Tredje afsnit: 20.1.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
III.
Dér, hvor Landet højnede sig, og Fjældene – nøgne og sorte – traadte ud i det store, isopfyldte Hav, bøjede en bred Fjordarm sig rolig ind mellem to mægtige Klippebarme og skar dybt ind i Kystlandet.
I Mundingen hvid og rummelig som et Sund, fuld af smaa Øer og klippefulde Skjær, trængtes den bestandig i sit Leje smallere indefter, mellem høje, bratte, nøgne Fjældvægge, der stod der: tavse og graa, Tinde over Tinde, i et trøstesløst Øde, – indtil den tilsidst, helt inde, atter videde sig ud, idet den endte som i en hel lille fredelig Indsø paa Bunden af en stor og dyb Kjedel, hvis mere jævnt skraanende Sider og mosgrønne, gullige eller med Krægebærris bevoxede Klipperevner spejlede sig i dens stille, fredelige Vande.
Det kunde vel, af og til, i den korte Sommer hænde – især mod Storm – at et Hvalfangerskib fandt Vej herind mellem Fjældene og vakte Ekkoet op med sine Ankerkjættinger og sine Menneskestemmer. Eller at en af Havets store Hvaler forvildede sig ind gjennem Skjærene og piskede Vandet i Vrede, indtil den med Sprøjt og Larm slap ud igjen.
Men ellers laa Stilheden dyb og slumrende mellem de rolige Fjælde, Nat og Dag uden at brydes, – blot ligesom sat i Musik af Midnatssolens summende Myggesværme, der stod derude over Vandet som sorte, dansende Slør, hvor igjennem Solstøvet faldt.
Nu og da lød et lille Plask ude fra Dybet, hvor en sort, blank Ryg skjød sig op og forsvandt. Brede, buttede Snuder stak hist og her op i Vandskorpen for at drikke Luft, og dukkede under.
Ned ad Fjældsiden kom den blaagraa Ræv med langsomme, søvnige Skridt. Paa en Afsats i Klippen standsede den, saa' sig ligegyldigt om, rystede Pelsen, og begyndte endelig med Snuden at rode om mellem en Bunke gamle, afgnavede Ben, der laa uden for Indgangen til en forladt, halvt sammensunken Hule, bygget af Sten og Græstørv, ind i hvis Kjølighed den tilsidst selv forsvandt.
Thi rundt omkring Søen laa der spredt som hel lille By af disse Jættestuer eller sammensunkne Jordkuler – de Indfødtes kummerlige Vinterboliger, som de ved Vaarens første Solglimt i Huj og Hast havde forladt for at ty op til den glade Rensdyrjagt inde paa de store Højsletter – efterladende Dalen til dens Sommersøvn og Ræven til dens Kjedsomhed.
Men naar de lange Vinternætter nærmede sig, og Sneen havde lagt sig tæt over Landet, begyndte de igjen at vise sig på Højderne. Fra Øst og Syd kom de ind Fjældsiderne med deres Hunde og tungt belæssede Slæder, vinkende, raabende til hinanden paa lang Afstand gjennem den snetykke Frostluft. Andre paa Ski – i flyvende Fart ned over Skraaningerne!
Samtidig kom de gjennem Fjorden i Baade og Kajakker – to, tre Familjer i Følge; snakkende, kjævlende, leende, klodsede og ubehjælpsomme i al deres stive Skindtøj – styrede lige ind i "Fjøren"; Konerne ved Aarerne, nogle med Patteglutter bag Amauten, og Baadene fulde af Skindbylter, Spæk, Klumper af Sælhundekjød, og Rensdyrmaver med Brændevin, som de havde tusket sig til paa Handelspladsen sydefter.
Hver Dag bragte nye Familier til Kolonien. Der blev et Liv og en Færd Søen rundt af disse smaa, muntre, skindklædte Skikkelser, der endnu var som halvt berusede af Sommerens Sol og den vilde Jagt oppe under Højlandsisen.
Vinterboligen skulde ordnes, eller maaske en helt ny sættes op. Sten blev der samlet, de nye Huder spredt ud for at vindtørres; oppe fra Klipperevnerne blev Græstørven hentet – alt med det samme lykkelige Smil i de brede, godmodige Ansigter . . . . Og inde i Hulerne vraltede de gamle, krogede Koner omkring og havde travlt med at lægge Skindene til rette paa Brixen, fylde Tran i Vægstenslampen og ordne Gryden over den, alt imens sank Solen dybere og dybere under Horisonten og tilsidst helt forsvandt.
Men selv i denne Vinternattens maanedlange Mørke, naar Landet laa begravet under taarnhøje Driver og Havet ispakket, saa langt Øjet naaede, saa levede man dog heroppe under Sneen. Hist og her faldt et lille bitte rødt Skjær hen over den fra en Hules Tarmrude; og nu og da kom en Skindbylt krybende paa alle fire ud fra den lange, lave, stensatte Gang, der fra Hulen førte ud i det fri.
Og var end Sulten og Nøden mangen Gang stor paa denne Tid, saa døde man dog ikke helt heroppe; knurrede ikke en Gang, men rullede sig blot sammen paa Brixen og gav sig roligt hen i sin Skjæbne. Og ved det første fattige Solglimt over de højeste Snetoppe, sprang man op med Liv i alle Lemmerne pakkede de Pjalter sammen, som man ikke havde ædt, og drog med det taknemmeligste Smil op til Rensjagten ude paa de store Højsletter.
Her oppe levede Thorkild.
Paa disse Højder, i denne stærke kolde Luft drak han Sundheden i sig. Mellem disse Mennesker vaagnede hans Natur, rettede han sin Ryg og følte Marven i sine Knogler.
Det kom ikke paa en Gang. Han mærkede det vel ikke engang selv, idet han betragtede disse smaa, muntre, nøjsomme, skindklædte Skikkelser og deres Færd, hvorledes nye Livskilder lidt efter lod brød op i hans indre; hvorledes Dag for Dag hans bundne Kræfter løstes, saadan som han en Gang havde haabet, – blot ad andre Veje, imod andre Maal.
Hans Hus var tømret oppe paa Fjældskrænten mellem to mægtige Klippeblokke – lunt og tæt for Snefald og Nordpolens Isvinde.
Et lille rødmalet Hus. Bjælkevægge, Bræddetag, hvide Vinduesrammer og en indhegnet Gaard for Hundene.
Denne indhegnede Gaard var en Opfindelse af Thorkilds Formand – en gammel Drømmer, der havde haft forskjellige forskruede Ideer om, hvorledes han skulde hævne sig paa Skjæbnen ved netop at udføre et uhørt Kæmpeværk, et stort Omvæltningsarbejde, der skulde bringe hans Navn til alle Tider.
Denne gamle Særling skyldtes i det hele forskjellige mærkværdige Indretninger i og omkring Huset; men af de fornuftigste var en – ganske vist højst besynderlig – Stol eller Bænk af Rensdyrshorn, Knogler og Mos, som var anbragt under den ene Klippeblok, og fra hvilken man havde en ejendommelig storladen Udsigt ud over Søen og Fjældene – ja selv et Kig langs over Fjordindløbet, mellem Skjærene, helt ud til Havet, hvor Isklipper – blaa, grønne, eller af Solen røde – uafladelig svømmede forbi.
Her havde, i rolige, stille Dage, den gamle Drømmer siddet med sin Pibe og udkastet de store Planer til Grønlændernes fuldstændige Civilisation, mens han lod Blikket glide langs Søens Rand, hvor de muntre, smaa Skindbylter krøb ud og ind i Hulerne eller passede paa Sælen ude paa Isen.
Nu var Thorkild her.
IV.
Der måtte være noget usædvanligt paa Færde nede omkring Søen. Folk løb frem og tilbage paa Strandbredden, samlede sig i Flokke, dansede rundt og jublede i vild Glæde. Smaa og store Skindbylter kom krybende ud af Hulerne, klappede i Hænderne og pegede til hinanden ud imod Fjordmundingen, hvor en smal, glødende Rand af en stor Kugle netop tittede op over en af de fjærneste Fjældkamme. Det var Solen, Solen selv. Man vidste jo den vilde komme. Men havde jo med Hjærtet hoppende i Livet ventet paa den fra første Gang, Sneen paa Tinderne tændtes af dette røde Skjær, der fortalte, at den var nær; og siden havde man næppe bestilt andet end at iagttage, hvorledes det for hver Dag naaede længere og længere ned ad Fjældsiden.
Der var ingen Ende paa Lyksaligheden. De matte forsultne Øjne stirrede og stirrede, indtil store Glædestaarer randt ned ad Kinderne. Man lo, hoppede om paa sine kluntede Lemmer og faldt tilsid[s]t hinanden om Halsen af lutter Rørelse.
Et Øjeblik efter var Synet forsvundet, Solen under; og det røde Skjær listede sig langsom bort op ad Fjældsiden.
Men for hver Dag herefter hævede den store, blodige Kugle sig bestandig højere paa den blaa Himmel, læggende et Liv af Farve og Glød over Hav og Land, hvor Sneen svandt som en Dugg – i springende, skummende Strømme ned ad Siderne. Og da den tilsidst slet ikke mere forlod dem, men alt var en eneste, straalende, solsitrende Dag, begyndte det at myldre op fra alle Klipperevner og Spalter med ungt, glinsende Mos og rødligt Lav, der skjød sig frem og hagede sig fast og dækkede som et Lgen over alle Fjeldsiderne – alt ledsaget af de frygtelige, underjordiske Drøn rundt om fra Kysten – Skud paa Skud – hvor Isfjælde brød sig løs og satte Havet i et Oprør, der hver Gang sporedes herinde i Søen.
Nede mellem Hulerne var der stor Travlhed for at komme afsted til Fjælds. Mange af Familjerne var allerde forsvundet, dels gjennem Fjorden i Bade og Kajakker, dels op ad Bjergsiden til Sletterne under Højlandsisen. Hvert Øjeblik blev en ny Hule tom, og de faa, der endnu var tilbage, løb omkring for hurtigst muligt at følge efter.
Oppe under Klippeblokken sad Thorkild.
4)
[Fjerde afsnit: 24.1.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
IV [fortsat]
Han sad – efter gammel Vane – med Hagen i Haanden, Albuen støttet paa Knæet, og saa ud over det bevægede Liv dernede.
Men der var som en Feber i hans hede Øjne og over de hule Kinder, hvor Rødmen kom og svandt som paa en Jomfru; en brændende Uro gjennem hele hans Blod, der meddelte sig til enhver af hans Miner eller Bevægelser, mens Blikket usikkert flakkede om mellem den travle Opbruds-Færd nede omkring Hulerne, mellem Bylterne, blev snørt; Hundene, der blev koblede; Slæderne, der blev pakkede . . . Der var ikke den Ting, der undgik hans aarvaagne Øje. Han fangede hver munter Lyd, der steg op til ham gjennem den stille, stærke Luft; fulgte som med hele sit Legeme hver Flok eller Familje, der endelig blev færdig og snakkende, kjævlende, leende kravlede op efter; slap dem ikke et Øjeblik ud af Syne, men fulgte dem med stigende Uro – Skridt for Skridt – ja hele den tunge, besværlige Fart over Klippebrokker og slibrige Mosskraaninger, indtil de omsider som smaa mørke Prikker forsvandt bag Fjældkammen.
Men selv da sad han længe med Blikket stift hæftet paa Stedet og den bankende Glød i sine Kinder, som aabnede Bjærget sig for hans Øjne og han bag det saa ud over selve den glade Rensjagt paa de store, frodige Sletter; Skindteltene under Fjældskraaningen, med de stærke, brune Kvinder lejrede derinde omkring Tranbaalet; Renens rappe Klov over Mosset, Hundeglam efter, Skud i Luften, Hallo og Skrig, ny Skud og Solen sitrende over det altsammen . . .
Han tog hurtigt Øjnene til sig, trak Vejret tungt og dybt, rystede bekymret paa Hovedet og lagde det i sin Haand.
Det havde været en lang og tung Vinter for ham – denne første.
Med den pludselige Trang til at virke, til at føle alle sine Evner og Kræfter taget i Brug og lagt i Beslag, som strax var vaagnet hos ham heroppe i denne kolde, styrkende Luft, havde han efter Bispens Formaning kastet sig over sine Bøger og Time efter Time i den maanedlange Vinternat siddet derinde under sin Tranlampe med Hovedet presset mellem Hænderne, og læst og læst i "Kristendom og Hedenskab", "Præk Jesus mellem de Vankundinge", "Anvendelige Methoder til Indpodning af Kristendommens Guldkorn mellem Hedninger" – Skrift efter Skrift, en hel Kiste fuld, som Missionsselskabet havde givet ham med paa Rejsen.
Men hvor meget han end fordybede og begravede sig, saa dæmpede det ikke en stigende Uro i hans Indre; en hemmelig Angst for noget lavt, foragteligt, han følte var i Færd med at voxe op i ham, og som han fornam det var hans Pligt til det yderste at bekjæmpe.
Han kunde gribe sig i at staa timevis og følge de vilde Jagtskrig ved Sælhundemyrderiet ude paa Isen eller den rasende Forfølgelse af en anskudt Bjørn – med en Lidenskab som den, der nu og da i hans første Drengeaar havde været hans stakkels Moder til saa megen Sorg og vendt hele Familjen fra ham. Og med en fortvivlet Følelse af sin egen Lavhed, sin ulykkelige Natur og totale Umulighed lukkede han sig atter inde mellem sine Bøger.
Men midt under Læsningen kunde han pludselig rejse Hovedet op imod Lampen ved en eller anden Lyd nede fra Søen, hvis Betydning han kjendte; – enten det var Kajakkerne, der kom hjem fra Jagten, Skud ude fra Skjærene eller Ungdommen, der dansede i Maaneskinnet foran Hulerne. Og inden han vidste det, sad han fortabt i Gisninger: om hvormeget, de havde S[sic!]kudt? Om det muligvis var Jakob, der kom hjem fra det strandede Drivaadsel af en Hval … eller – Guds Død! – om det netop var dette, de slæbte ind … Han havde allerede Pelsen paa sig og var ude af Døren. Men hørte han Kajakmændenes bekjendte Raab, naar de stod ind i Fjorden med Fangst, kunde han umulig holde sig rolig længer; han maatte ud at se, hvad der var paafærde, og hvad de bragte hjem.
Han maatte ofte i denne Tid tænke paa sin Farfar, som han aldrig havde set, men om hvem en af Moderens gamle Tjenestepiger ofte, mens han var Barn, havde fortalt ham mange underlige Ting.
Han havde faaet den Forestilling om ham, at han havde været saadan noget som Krybskytte og halvvejs havde levet og boet som en Vildmand inde i de store Skove; en stor Kjæmpekarl med et stort brunt Skjæg; en Slagsbroder, en Drukkenbolt.
Moderen selv havde aldrig omtalt ham. Faderen havde gode Folk i sin Tid taget sig af; han var kommen til at studere, var bleven Adjunkt, men døde tidlig. Thorkild kunde næppe huske ham.
Kun en eneste Gang havde Moderen nævnt Bedstefaderens Navn. Det var i et af hendes mest bekymrede Øjeblikke, det slap hende ud af Munden, at han, Thorkild, lignede ham. Og han huskede endnu, hvilket underligt Indtryk, det den Gang havde gjort paa ham. –
… Nu var der snart helt tomt nede omkring Søen, og de, der endnu var tilbage, vilde være borte om et Par Dage.
Thorkilds Uro steg med hver Time. Han var syg; havde virkelig Feber; vandrede frem og tilbage inde i sin Stue og ude under Klippeblokkene, hvor han nu og da med et sky Blik saa ud over Fjældkammene; – gik ind igjen, prøvede paa ny med Bøgerne og lagde sig i sin Seng for at sove – sove fra alt. Men han kunde ikke nedkjæmpe det.
Og da endelig de Folk, han havde lejet til at sejle sig sydefter til Handelspladsen, kom op for at hente ham, fandt de til deres Forbavselse Huset tomt, Døren lukket. – – Præsten og hans Hunde var dragne over Fjældet med den sidste Familje.
* *
*
Han var blandt de første, der kom tilbage, da Sneen faldt – paa Ski ned over Tragtens Sider, fulgt af sine Hunde. Men mange, der ikke havde set ham siden Vinteren, kunde næppe kjende ham igjen.
Det var ikke alene det, at hans Hoved havde rejst sig; at Haar og Skjæg var voxet langt, Kroppen fyldig. Eller at der var tændt en Sol i hvert Øje, en Brand over hver af de buttede Kinder. Men der var kommet som noget af selve Jagtens gjaldende Hallo i hans Stemme og mægtige Vildmandslatter; noget af Sletternes vide Uendelighed i hans langthenskuende Blik og af Renens rappe og snare Spring i hans Tales Fodskifte.
Det havde været ham som en ny Daab, en ny Gjenfødelse – en eneste Lyksalighed fra samme Øjeblik kan lukkede sin Dør og fløjtede paa sine Hunde. Han var endnu helt fortumlet; vidste undertiden ikke ret, om han havde Fødderne ved Jorden, saa let følte han sig. Han havde været paa de tusinde Steder, snart med en Flok, snart med en anden, alt som han lærte Folkene og Sproget at kjende.
Han havde sovet i deres Telte, danset med deres Kvinder, og nu og da prædiket fra en Klippeknast eller Mostue, naar mange var samlede – glødende Prædikener om Livets Lyst og Livets Lykke.
Og nu standsede han ikke. Han følte, hvor han gled; hvordan hvert Holdepunkt, et for et, glippede under hans Fødder. Men han lukkede Øjnene, stoppede Ørene til og lod sig glide.
Han lærte snart at styre en Kajak, at sigte med en Harpun og liste sig næsten lige op i Næsen af Sælen. Og da Befolkningen først ret havde forstaaet, af hvad Spæk han var skaaret, varede det ikke længe, før de helt og holdent betragtede ham som en af deres egne.
(fortsættes).
5)
[Femte afsnit: 25.1.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
Det kunde dog endnu til Tider hænde ham, naar Blodets Fart endelig sagtnede for en Stund, og hans Kræfter var løbne trætte, at han da ligesom saa' sig selv i Ansigtet og slog Øjnene ned.
Han kunde da blive som bange for sig selv og sin egen Person, for sit røde sitrede Vildmandskæg og Lyden af sin store Stemme. Han saa Bedstefaderen for sig, mindedes den Tavshed, der havde hvilt om dennes Navn, det underlig rædde Glimt i sin bekymrede Moders Øje den eneste Gang, hun havde taget det paa sine Læber. Og sammenbøjet af Foragt for sig selv, af Anger og Fortvivlelse, kunde han folde Hænderne og love at ville tage sig sammen, kæmpe med sin Natur, for med Guds Hjælp endnu at reddes og vindes tilbage til det sande Menneskeliv.
Men saa var der en, der rørte ved hans Skulder.
Han saa' op.
Dér stod en ung Pige og lo ned til ham. Og som vaagnende af en styg Drøm blev det ham nu først klart, hvor han var og hvor forstyrret han saa ud. Han havde hverken Pels eller Hue og sad dog ude under Klippeblokken paa den gamle Bænk i over otte Graders Kulde. Pigen blev ved at le.
Men kjære! – er det dig, Rebecca!
Ja, naturligvis var det hende, lo hun stærkere; hun var en lille munter, buttet en med skinnende hvide Tænder og tykke brune Læber, missende smaa Øjne, der saa kloge og forstandige ud mellem de grove Vipper, og en tør, næsten knebrende, men hjærtelig Latter.
Den næsten nye Dragt af rødfarvet Skind med enkelte Prydelser sad temmelig stramt om hendes korte, stærke, sammentrængte Krop. "Toppen", Haartoppen, af sorte, stride Haar, var bundet op i et Kvarters Højde over Hovedet med spraglede Skindbaand, og man kunne se, hun havde vasket sig; thi Snavset sad ikke som et jævnt Lag over det hele, men i smaa Klatter rundt om paa de struttende, glade Kinder.
Men – men min sødeste Pige! sagde Thorkild, endnu helt fortumlet. Kom og sæt dig. Du – du er saa fin! Du er pyntet.
Nej, hun vilde ikke blive. Hun vilde bare sige, at Fa'er havde fanget Ulk til Præsten, saa dersom han vilde, saa var Mo'er netop nu i Gryden.
Men hvad er det, du siger Barn? Har din Fa'r fanget Ulk til mig.
Ja vist havde han det. Og nu maatte han skynde sig lidt, for Mo'r og Fa'r ventede.
Nej, nej – han kunde ikke … han skulde netop …
Men hun var allerede borte. Nede paa Skraaningen vendte hun sig endnu en Gang om og raabte op, at han skulde skynde sig, og da løb Thorkild ind efter Hue og Pels og fulgte efter hende.
Udenfor Hulen hørte han allerede Spektaklet af de mange snaksomme Munde, og idet han kom ind, sad Medlemmerne af de tre Familjer, der beboede den, lejrede paa Brixene omkring Tranbaalet; – alle nøgne – thi Heden herinde var forfærdelig. En gammel hjulbenet, lasket Kone, sort af Sod og Snavs, stod ved Gryden og kastede en stor Skygge op på Loftet og hen i en Krog, hvor en Flok Børn stilfærdig sad og suttede paa store Kjødstykker. Men over hele Rummet laa en pirrende Duft af Kaffe, som allerede havde gjort sin Virkning paa de livlige brune Legemer langs Brixene og paa de leende, snakkende Ansigter, der belystes af Baalskæret og som alle paa en Gang vendte sig, da Thorkild dundrede paa og kom krybende ind.
"Guds Fred herinde!" raabte han med hele Stemmen, da han havde rejst sig i sin fulde Højde, saa Haaret naaede Loftet. "Det er ret, Venner! – Fisken i Gryden, Mor! – Kaffen omkring, ikke sandt? Og saa op meden Gang, du Skjævben! – jeg ser, du sidder der."
Nu blev der Latter og Lystighed, saa det hørtes langt bort. Men henne i den bageste Brixekrog sad Rebecca me det halve Ansigt skjult i sin Haand og slap ikke Thorkild med Øjnene.
. . . .
Han gled, han gled.
Han mærkede det tilsidst ikke selv. Der gik Aar efter Aar, og han holdt næppe Tal paa dem. Tiden fløj fra ham ude mellem Skjærene ved Utokfangsten, med Slæden over Fjældene efter Rævene; og han kunde ofte næppe fra [faa?] lagt sig under Skindtæppet hjemme i Sengen, før det atter bankede paa Vinduet?
Hvad godt?
Bjørn i Fjorden, Præst!
Hejsa! Bjørn!! .. Riflen af Væggen, Pelsen paa og ud igjen i Natten.
Naturligvis giftede han sig; – med Rebecca selvfølgelig. Han saa jo nok, at hendes Ansigt kunde have været smukkere og mere rent, Øjnene større og klarere, Kroppen mindre firkantet. Men han saa ogsaa hendes aldrig svigtende Glæde ved at lade Fingrene stryge hen over hans lange, bløde Haar; den Tryghed hun følte ved at lægge sig ind til ham under Skindtæppet, naar i de mørke Vinternætter Snestormen fór over Huset. Og hver Sommer oppe ved Rensjagten sprang en lille Grønlænder frem af hendes Skjød.
Forbindelsen med Hjemlandet havde han egentlig helt afbrudt. Han huskede i et Smil den Spænding, hvormed han de første Aar ventede paa, at Kajakposten – én Gang aarlig – skulde dreje ind fra Fjorden. Nu var for ham fremmed derhjemme; Vennerne havde glemt ham, nye Navne var i Aviserne af Spørgsmaal, han ikke brød sig om. Intet af det gamle. Og da der endelig et Aar heller intet Brev fandtes fra Moderen, men en kort Meddelelse fra en Prokurator om hendes Død, glemte han tilsidst Hjemmet helt.
Men heroppe levede han et langt Liv saa lykkeligt, som han aldrig havde drømt sig det. Heroppe fik hans aabne Ansigt dette Smil, der aldrig forlod ham – enten han sad med seksten Hunde foran Slæden, halvt flyvende hen ad Sneen, mange Mile fra Hus og Hjem; eller han vendte tilbage fra Jagten med Riflen paa Nakken og hilste op til Klippeblokkene, hvor Rebecca med fjorten smaa Skindbylter omkrig sig modtog ham ved Indgangen.
Og ofte, naar han med Bibelen i Haanden havde samlet sit Folk, der andægtig og med stirrende Øjne fulgte den smukke Mirakkelmand nede i Solens Vugge, kunde dette Smil brede sig, alt som han læste, indtil Taarerne randt ham ned over Kinderne.
Heroppe blev Thorkild en gammel Mand.
(Fortsættes.)
6)
[Sjette afsnit: 3.2.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
V.
Hvorfor han da ikke blev deroppe? Hvorfor han dog tilsidst drog hjem? – Det er ikke godt at vide det. Men en Sommer oppe paa Rensjagten mærkede han med ét, at han begyndte at ældes.
Det havde været en usædvanlig haard Vinter. Sneen laa paa Klipperne til langt ind i Sommeren, og Isen stod endnu sammenskruet i Fjorden, da de drog op. Thorkild havde mellemstunder skrantet lidt. Og nu, da Sommervarmen meldte sig, kunde han ikke ret vinde med. Han led af en let Aandenød; følte ogsaa af og til en svag Susen for Ørerne, der tvang ham til at blive hjemme omkring Teltene og pusle om mellem Fruentimmerne og Børnene, mens de andres muntre Hallo og Skud hørtes ude fra Sletterne.
En Dag, da Rebecca kom ud i Teltaabningen, saa hun ham da sidde i en tankefuld Stilling med Haanden under Kind paa en Sten noget fra. Over begge hans Knæ laa udbredt en gammel Avis, og ved Siden af ham paa Jorden en Række af det foregaaende Aars Post, som han havde taget med herop.
Da Rebecca nærmede sig, stod han op; men da hun spurgte, svarede han adspredt. Og i de følgende Dage gik han underlig stille og højtidelig omkring, tog oftere til Postpakken og søgte ensomme Steder. Rebeccas bekymrede Miner mødte han ved tavs og mildt at klappe hende over Skuldren, men han undgik hendes spørgende Øjne.
Med Sorg saa alle Vennerne paa, hvordan han mer og mer gled fra dem; og det blev ikke bedre, alt som Sommeren skred frem.
Det var aabenbart; han længtes, – længtes som den bjærgtagne, der pludselig hører Hjembyens Klokker ringe ovenover sig.
Det havde vel været et eller andet kjendt Navn, han var stødt paa, og som paa sin egen underlige Maade havde slaaet til Lyd i hans Sjæl; maaske en enkelt lykkelig Erindring, der i disse tomme, ørkesløse Dage havde trængt sig ind paa ham, for derpaa, lidt efter lidt, men bestandig stærkere, at vække til Live det Mindernes stærke Væld, der i de mange Aars barske, rastløse Færd havde ligget ligesom tilfrosset i hans Indre, at spinde ham ind og trylle ham til sig med denne egne, blødgjørende Magt, som Barndomsminderne ejer.
Sikkert er det da ogsaa, naar hans Blik vandrede hen over de nøgne Fjældvægge og trøstesløse Tinder, som omgav ham, men som hans Fod nu ikke længer kunde naa, sikkert er der da vaagnet i ham en Længsel efter endnu en Gang at hvile i Skyggen af sit Hjemlands store Skove; efter at strække sine Lemmer i en solstegt Kløvereng og føle den linde, duftfyldte Luft stryge hen over sin Kind fra en moden Ager; eller ligge stille paa en Lyngbakke med Hænderne under Nakken og lytte til de Lærkers Smaaklokker, se ud over Kjær og spættede Marker med Rækker af broget Kvæg; over straatækkede Byer og støvhvide Veje, hvor Folk og Vogne kom og gik: rødkindede, fuldbarmede Piger i Særkeliv og Mælkespanden paa Hovedet, syngende, fløjtende Karle med Leen over Nakken, svinglende Kornlæs, skumsvedte Heste, en Stork hen over Byen, eller en Svale – blot en Svale!
Og naar han er kommen til at tænke paa sin stakkels Moder, saa er der vel opstaaet hos ham et Ønske om dog en Gang at se hendes Grav og plante en Blomst paa den som et Tegn paa sin sønlige Kjærlighed og som en Bøn om Tilgivelse for al den Sorg og Bekymring, hvormed han fra sin Fødsel havde fyldt hendes lille skrøbelige Hjærte.
Maaske var der endelig ogsaa endnu en og anden gammel Ven, som vilde blive glad ved at se ham igjen, og som han ved en Toddy og en Pibe kunde fortælle om sit forunderlige Liv heroppe . . . . Peter Brammer, Kristoffer Birch og hvad de nu allesammen hed! Hvor de vilde blive forbavsede, om han en skjøn Dag traadte ind til dem og sagde: Hvem er jeg? Kan I huske Bjørnen? For her har I ham! . . .
Hans Længsel steg med hver Dag. Og da saa Rebecca om Vinteren døde, betænkte han sig ikke længer, men skrev med næste Sommerpost ydmyg hjem til Bispen. Aaret efter stod han med Udnævnelsen i sin Haand. Halvt i Hemmelighed, uden at tage Afsked med andre end sine aller nærmeste, drog han bort og sejlede hjem og dumpede ned som en Forskrækkelse i Søby og Sorvads fredeligt henslumrede Menighed.
VI.
Der fortaltes, at Bispen nær havde faaet et af sine apoplektiske Anfald, da denne store Bjørn med de stirrende Øjne, den tykke, blaanende Næse og Skjægget som Istapper ned over Brystet traadte ind ad hans Dør og nævnte, hvem han var.
Som man kan forstaa, blev Forvirringen ikke mindre blandt Sognets Nabopræster, da de først havde haft Lejlighed til ret at tage ham i Øjesyn; og Rygtet om "Søby-Bamsen" fløj som en Vind ud over hele Stiftet og skræmte Folk op i alle Præstegaardene.
Man blev hurtig enig om, at han var aldeles umulig; og Bispen og Provsten satte sig strax i Bevægelse for paa en eller anden Maade at faa dækket over Fejltagelsen og skaffe ham bort igjen, inden det blev til alt for aabenbar Skandale.
Det var nu i Virkeligheden ogsaa i alle Maader saa bagvendt med ham som tænkes kunde. Men i Stedet for at føle sig trykket af sin egen Umulighed, gik han – og det var det værste – tværtimod omkring med en Frejdighed og Selvsikkerhed, stillede sig op i første Række ved alle tænkelige Forsamlinger og Møder og viste sin blaa Næse og sin Vankundighed frem med en Ugenerthed, som selv satte Skolelærerne i Forargelse.
Det kunde umulig blive ved med at gaa. Der forløb næppe en Dag uden man hørte om noget, der maatte faa hans Kaldsfæller til at rødme af Skam paa Standens Vegne. Og da han endelig tilsidst ved et Præstekonvent, hvortil han naturligvis havde indfundet sig, pludselig efter Frokosten viste sig pa aTalerstolen og begyndte de gyseligste Historier oppe fra Grønland, slog man fast, at n u maatte der tages alvorlige og kraftige Forholdsregler.
Thi der var noget i den hemmelige Spillen omkring de lange blaalige Læber og i den Maade, hvorpaa han nu og da kneb det venstre Øje sammen og satte Haanden i Siden, der tydede paa, at han baade hørte og saa.
I Virkeligheden havde da ogsaa denne Modtagelse mellem gamle Venner virket paa ham som en Slag i Ansigtet; men han var klog nok til ikke at aabenbare det for Verden. Han tog det som en rigtig Bjørn: nøs lidt af det og rejste sig derpaa lumskelig paa Bagbenene, idet han med sin gode Bamseforstand smaalo lunt inde i Skægget og mumlede: ho, ho! Godtfolk! – Paa det Lav altsaa! – ja, ja da!
Og han lod sig ikke forskrække. Hvad der maaske i gamle Dage havde kunnet faa ham til at krybe i Krog – baade de medlidende Smil og den aabenbare Forargelse – det styrkede nu kun hans Selvfølelse og Mod. Og det var, som om det blotte Gjensyn af denne hjemlige, bløde, roligt hvilende og blundende Natur, der var som et Udtryk for hans egen Ungdoms marvløse, uvirksomme Drømmeliv, fik ham til at ryste Manken stoltere og føle sine Kræfter dobbelt.
(Sluttes)'1
6 [fejl for: 7])
[Syvende afsnit: 6.2.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
Det blev ham en Fornøjelse at strejfe omkring i Egnen og skræmme Livet af Folk med sin mægtige Vildmandslatter; stikke Hovedet ind i hvert andet Hus og standse de Vejfarende med et eller andet meningsløst Udbrud som:
"Hallo, De der! . . . . Er I vaagne paa Kvisten?"
Navnlig var det ham en Fryd uforvarende at falde ind i en eller anden stilfærdig Præstegaard og se de smaa forskræmte Frøkener flygte til alle Sider for hans rædselsfulde Grønlandshistorier, – eller allerhelst i en hel Præsteforsamling og føle sine kjære Embedsbrødre vride sig af Raseri under hans sønderklemmende Haandtryk og djærve, fortrolige Skulderklap.
Man sad da bogstavelig ogsaa tilsidst i en bestandig Rædsel for "Bjørnen" rundt om i alle Præstegaardene. Især om Vinteren, naar man vidste, han var ude at "søge Føde" – som han kaldte det – kunde en skikkelig Familje selv helt inde i Landet formelig ryste, hver Gang de hørte nogen trampe Sneen af sig ude i Forstuen.
Thi Thorkild Müller udvidede bestandig sin Virkekreds"[sic! det første " mangler] – som han ogsaa kaldte det. Uden ret at være klar over Grunden, følte han det mer og mer som sin Opgave at være Bussemand for Egnen, at lade sin mægtige Stemme rulle rensende ind gjennem alle disse smaa lune Studerekamre og forstyrre alle højtidelige Forsamlinger med sine evindelige grønlandske Krøniker.
I sine ledige Stunder vendte han saa hjem og vederkvægede sig med det lille Stykke Velærværdighed, han havde ovenover sin egen Hule. Og aldrig var hans Glæde større, end naar han – helst for saa stor en Forsamling som mulig – med stor Højtidelighed kunde præsentere det lille Menneske som sin høje Foresatte "Hr. Biskop Balle".
Ophidselsen imod ham voxede derfor med hver Dag mellem hans "kjære Embedsbrødre". og det var kun en længe tilbagetrængt Harme, der hav sig Luft paa hint Præstekonvent, da man endelig bestemte sig til at tage alvorlige og kraftige Forholdsregler.
Men Ulykken var den, at Thorkild Müllers Sognebørn efterhaanden var kommen til at holde af ham. Da den første Forskrækkelse havde sat sig, saa de lidt efter lidt, at der bag ved dette mærkværdige Ydre og forbavsende Væsen, laa en Forstaaelse af dem, som de ikke før havde mødt blandt deres Præster. Og de dumme Mennesker vilde slet ikke indlade sig paa, hvad Kapellan Basse og andre i Hemmelighed søgte at indsmugle hos dem: nemlig at Müller ikke var rigtig til at stole paa – rent ud sagt ikke helt ved sine fulde fem, og at det overhovedet kun var en stor Fejltagelse, der havde skaffet dem ham paa Halsen.
Bønderne smilte blot paa deres sindige Maade, og mente at han var god nok, som han var; d e forlangte ham nu ikke bedre. Og efterhaanden som Tiden gik, sluttede de sig netop bestandig tættere til ham og var glad ved, at de dog nu endelig havde faaet en Mand, som de kunde forstaa og som de kunde gaa til med deres smaa Bekymringer og store Sorger som til en af deres egne.
Thorkild Müller var – og det var sagen – ikke fremmed for noget af, hvad der rørte sig hos dem. Han kunde af Hjærtens Lyst deltage i alle deres Glæder, drikke en Snaps med dem uden at blive forlegen og føle sig selv-femte i Stuen uden strax at begynde at holde Taler. Deres syge, deres Barselskvinder eller døende fyldte han – af gode Grunde – ikke med uforstaaelige Bibelsprog og højtidelige Forklaringer, men satte sig stille paa Sengekanten og talte jævnt og beroligende til dem ud af den inderlige Medfølelse, som ved saadanne Lejligheder helt brød frem af sin Skal, læste for dem et Stykke af Bibelen eller en Salme og sørged ellers for paa bedste Maade at mildne deres Smærter og gjøre deres Sind let.
Det kunde heller ikke nægtes, at der virkelig var kommet Bevægelse i Søby-Sognets døde Masser, der fra Arilds Tid havde været berygtede blandt alle embedssøgende Præster paa Grund af deres ringe Sans for alt højere Liv. Disse Folk, der i et Aarhundrede havde troet at afgjøre deres Salighedssag ved blot nøjagtig og korrekt at betale Præsten hans Tiender til den bestemte, fastsatte Tid, de var – det kunde ikke fragaas – virkelig vaagnede og fyldte i bestandig tættere Masser de Kirker, som de forhen Søndag efter Søndag havde ladet uænsede og tomme. Og saa langt fra at lade sig afskrække af den Forargelse, det mer og mer blev Thorkild Müller en Trang at vække rundt om mellem Velærværdighederne, fulgte de ham tværtimod med stedse stigende Stolthed, jo mere Modstand han vakte.
Men en Bevægelse mellem Bønder forplanter sig hurtig. Og da en skjønne Dag Gjæringen slog over i et af Nabosognene, kjendte de kjære Embedsbrødres Forbitrelse ingen Grænser.
I afmægtig Harme gjentog og gjentog de det for sig selv, at n u maatte der gjøres noget, at n u var Bægeret fuldt. Gang efter Gang gav de hinanden højtidelig Hænder paa, at nu skulde Pletten vaskes af deres hidtil hæderlige Stand; og Kapellan Basse, der i Tidens Løb var bleven aldeles skummende, listede omkring i Sognet og dryppede, Draabe for Draabe, sin hemmelige Gift ind i Sjælene.
Men altsammen uden Virkning.
Baaren oppe af den bestandig stærkere Tilslutning, med nye Kræfter for hver Haan og Modstand, han mødte, og med stedse klarere Syn for, hvad Kampen gjaldt, gik Thorkild Müller frem med sine Kæmpeskridt uden at lade sig anfægte. Men da han vidste, de sad omrking ham og nøje vogtede paa hver mindste Uregelmæssighed, han maatte begaa, for at komme ham til Livs, var han – og det forbitrede snart allermest – fornuftig nok til aldrig i noget Punkt at gaa et Haarsbred uden for Loven. Han prædikede nøjagtig hver Søndag efter den forskrevne Text, begravede og døbte saa korrekt og regelret, som skulde han have været oppe i det til Examen, konfirmerede og tog til Alters i den Grad lovmedholdeligt, at det var umuligt at fælde ham..
Men mellem Provsten og Bispen løb hemmelige Skrivelser og Klager. Snart var det i Anledning af, at Thorkild Müller havde kastet sig over Landvæsenet og Dyrkningen af sin Jord med en Iver og Lidenskab, der var usømmelig for en Kirkens Tjener. Snart var det Provstens Beklagelse over at maatte meddele Hs. Højærværdighed, at Præsten i Søby igjen var bleven set i Hundeløse Kro, drikkende Øl med et Par der i Egnen temmelig berygtede Skovarbejdere; eller at han paany ved et folkeligt Møde havde opført sig paa en Maade, der ikke stemmede overens med den præstelige Værdighed, samt at hele hans Færd og besynderlige Levemaade kun kunde vække Forargelse blandt alle rettænkende kristne, dersom man da ikke – hvad der maaske var det rimeligste, indskjødes det i en Parantes [sic!] – vil gribe til den Forklaring – som ikke er ualmindelig uden for selve Sognet, tilføjedes det i en anden Parantes – at hans aandelige Evner ikke helt kan kaldes ubedærvede.
Saaledes indløb Skrivelse paa Skrivelse. Tilsidst slog Bispen Knoen i Bordet og tog sin Bestemmelse: han meldte sin Ankomst.
7 [fejl for: 8])
[Ottende afsnit: 7.2.1884:]
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
(Sluttet.)
Der blev Røre rundt omkring i Præstegaardene. Endelig – endelig! lød det fra Studerekammer til Studerekammer. Men Thorkild Müller vilde møde Bispen med en Trumf, og saa fandt han paa en genial Idé.
Søndagen forud lod han ved Kirkestævne kundgjøre, at for Fremtiden, saa længe h a n var Præst, skulde alle Tiendeydelser til Embedet bortfalde (Offer havde han alt forlængst givet Afkald paa). Han havde sin Gaard – Præstegaarden – den vilde han og kunde man leve af, ligesaa vel som Bønderne af deres.
Han var selv saa optaget af denne sin Bestemmelse, at han slet ikke mærkede den forunderlige sære Stilhed, der pludselig blev udenfor Kirkedøren, da Degnen havde endt sin Oplæsning, skjøndt han ikke stod tre Skridt derfra. Hans Pande var varm af den forvirrede Mængde Tanker, der tumlede sig inde bag den; og for at svale sig gik han strax efter Gudstjenesten en lang Tur opover Bakkerne imod Søen.
Han forstod, at dette vilde blive det Slag, alvorligere end de andre. Han gottede sig allerede i Tankerne over det samstemmige Skrig, de vilde rejse imod ham, saa dem alle lige til den lille snurrige Bisp vende sig under det . . . . Men de skulde ikke faa ham knækket. De skulde dog for Alvor faa at se, at de havde sluppet en Bjørn ind i Faarefolden.
Denne sidste tanke tiltalte ham i den Grad, at han standsede midt paa en Bakke for at lade sin vældige Latter rulle ud over Engene. Han maatte give sin stærke Spænding Luft; og alt som han fortsatte sin Vandring, arbejdede hans Tanker sig op i en stedse vildere Gjæring.
Han følte sig som staaende i en stor Kamp, støttet af det store Folk, som han var kommet til at elske, og som i bestandig større Flokke vilde samle sig om ham. Det vrimlede i hans Syner med smaabitte pudsige Præsteskikkelser, der skreg og raabte med truende Næver op imod ham; og idet han saa denne hele Samling blive trykket længere og længere ud mod Havet, kom der det samme vilde Glimt i hans Øjne, som der i gamle Dage tændtes under de hidsige Rensjagter oppe på de store Højsletter.
Men da han kom hjem til sin Hule og efter Sædvane bankede op i Loftet til Kapellan Basse, hørtes ikke alene de bestandige Filtsko, men tillige en hel Samling Støvler at bevæge sig hen over Gulvet deroppe; og lidt efter aabnedes Døren højtideligt af Kapellanen og tre Bønder.
"Hvad Pokker!" begyndte Præsten næsten mer end forbavset "Har I haft Avdiens hos Højærværdigheden, Venner?"
"D'hrr. har haft den Tillid til mig ja," svarede Kapellanen med et forunderligt gjennemtrængende Smil og en glædedirrende Stemme, der gjorde Müller ganske forvirret. Han saa fra den ene til den anden af Mændene, der hørte til hans bedste Venner og solideste Støtter; men ingen af dem saa paa ham, hvorimod de stiltiende søgte sig Pladser at sidde paa – to paa Sengekanten, en i Stolen ved Siden af. Kapellanen blev staaende et Stykke fra Døren.
Manden i Stolen og den ene af dem i Sengen var høje tunge Skikkelser. Den tredje lille og med et ligesom forskræmt Udtryk i sine Øjne, hvormed han agtpaagivende fulgte enhver af de andres mindste Bevægelser.
Præsten stod endnu midt paa Gulvet, med begge Hænderne i Siden, og saa forbavset paa dem, indtil endelig den ene – den største – lettede lidt paa Hovedet og sagde:
"Saa vi skal ikke betale Tiende, Müller."
"Nej, vist ikke nej; Hvad skal I det for?" svarede han rask; han forstod det endnu ikke.
Bønderne saa hen paa hinanden fra Huerne, som de sad og drejede i Haanden. Men Müller begyndte at vandre op og ned ad Gulvet for at udvikle det for dem.
Der var slet ingen Grund til de Tiender. Hvorfor kunde ikke han lige saa godt leve af sin Gaard som de kunne det? Hans var endda ikke saa lidt større og svarede dog færre Afgifter Det var bare saadan en gammel daarlig Skik fra den Tid, Jorden ingen Ting var værd. Og hvem tilhørte saa egentlig Præstegaardsjorden? Den var jo netop ttaget af Bøndernes Jorder, saa det var saamænd Betaling nok for det Arbejde, en Præst gjorde, skulde han tro.
Han talte sig bestandig varmere og mærkede heller ikke nu, hvorledes Bønderne Gang efter Gang saa op paa ham med et sky Blik og derpaa stille nikkede hen til Kapellanen, der stod og gned Hænderne henne ved Døren – med dette Smil, der lyste over hans Ansigt, som om han vilde sige: hvad har jeg ikke altid sagt!
Da han standsede, blev der længe stille. Bønderne saa atter ned i Huerne, og han paa dem. Han var pludselig bleven bleg.
"Jamen . . . Tienderne", begyndte den lille; men det fortsattes ikke.
Endelig trak den største af dem op i sine Buxer og sagde, idet han saa hen til Siden.
"Det er vist næppe værd, at vi begi'er os paa de Dele. La' vos inte løb grasat[sic!], Müller."
"Nej, la' vos ta'e den lidt med Rimelighed", sagde den anden.
"Og bruge vores Fornuft", kom den lille ind; men der faldt en Stilhed Ordene og man saa ned, som var det strax for meget sagt.
Müller stod midt paa Gulvet og flyttede sine Øjne fra den ene til den anden.
"Hvad er dette her, Børn?" sagde han; hans Stemme var usikker.
"Hm!"
"Hm!"
"Hm – ja, Gu' er der noget i, hvad Kapellanen si'er. Man kan jo gjærne være paa den rigtige Side og dog fare med Varsomhed."
"Ja, vist saa," sagde de andre to; og Hr. Basse nikkede opmuntrende til dem.
Giften havde omsider gjort sin Virkning. Meget kunde sikkert de gode Søby og Sorvad Bønder endnu være gaaet med til, skjøndt allerede enkelte frygtsomme Sjæle i den sidste Tid havde set sig tilbage og ment, om man dog alligevel ikke gik vel haardt frem. Men at en Præst ikke tog imod Tiendepenge – Penge, som man havde gammel lovlig Hævd paa – det kunde da enhver se var Galmandstanke.
Og da der først var blevet et ømt Punkt, en bar Plet for Kapellan Basses Forestillinger i disse Hjærter, der i Forvejen var bleven lidt urolige ved pludselige Melding om Bispens Ankomst, saa var som om man med et saa, hvor langt man havde vovet sig frem, og følte, at det sikkert var raadeligst forløbig at sunde sig lidt.
Der blev en almindelig ængstelig Trækken-sig-tilbage over hele Linjen – bestandig stærkere jo mere man nærmede sig Tidspunktet for Bispens Ankomst, og hvor den vrede Bamse rasede frem, mødte han kun de samme usikre, sky Blikke og den samme talende Tavshed.
Men hans kjære Embedsbrødre gned sig triumferende i Hænderne; og ligesom ragende op over den hele Bevægelse stod Kapellan Basse med dette Smil, der lyste som en Velsignelse ud over den ganske Menighed.
* *
*
Da Bispen næste Søndag kom til Søby, var Bamsen sporløst forsvunden. Alt stod urørt i hans Hule, og han var ikke set i Sognet et Par Dage.
Senere fik man at vide, at han var taget tilbage til Grønland; men man har intet hørt om ham siden.
