Isbjørnen

Et Portræt

Forestil Dem, min Læser, et stort, luerødt Ansigt, ned fra hvilket der hænger et langt, snehvidt og filtret Skjæg, mellem hvis grove Haar der undertiden skjuler sig flere gamle Levninger af grøn Søbekaal, Brødkrummer eller lysebrun Snustobak, end strengt appetitligt er. Sæt hertil en mægtig, isblank og knudret Pandebrask, bagtil bekranset af lange, hvide Nakkehaar, der slaar Krøller ud over Frakkekraven, et Par smaabitte, tykke, lodne Øren, tykke, hvide, bomuldsagtige Bryn og en uformelig, svagt blaanende Næse mellem et Par store, vandblaa, stift stirrende Øjne.

Tilføj endelig i dette Ansigt et uafladeligt, ligesom ubevidst Minespil, en hyppig Smilen i Tanker, en munter Kniben det ene Øje sammen eller en pludselig, umotiveret Hæven og Sænken af de svære Bryn, ledsaget 6 af tilsvarende Bevægelser af Arme eller Skuldre – og De vil saa nogenlunde kunne danne Dem et Billede af Gjenstanden for hele Uggelejre Herreds Forfærdelse, for alle Præsternes Rædsel, Skolelærernes Indignation og Bispens Fortvivlelse Sognepræst til Søby og Sorvad: Thorkild Asgur Ejnar Fredrik Müller.

Yderligere kan det forøvrig anføres, at Pastor Müller var præcis tre Alen i Højden, at han havde mistet en Finger paa den venstre Haand, og at han bestandig – Sommer saa vel som Vinter – viste sig for Verden i samme gamle, fedtede og forunderlige Dragt, bestaaende af en stor Hundeskindskabuds med Skygge, et Par graatærnede Benklæder og en tynd, blankslidt, sort Underfrakke, der var knappet stramt om hans mægtige Kæmpekrop; dertil tykke Skaftestøvler, der lugtede surt af Tran, og en Egekjæp med forsvarlig Jernspiger paa Enden.

End ikke i den strengeste Vinterkulde var han at formaa til at foretage nogen Forandring i denne Paaklædning. Selv naar det rigtig bundfrøs omkring ham, tog han sig blot en eftertrykkelig Pris af en rød Blæreskindspung, som han altid førte med sig, knappede 7 Frakken tættere til og saa' sig forøvrig triumferende omkring, som nød han ret til Marv og Ben den isnende Vind, der kildrede ham gjennem Huden.

Hændte det nu ved en saadan Lejlighed, at han paa sin Vej mødte en sammenkrøben Synder, der – indbyltet i Tørklæder, med dryppende Næse og rindende Øjne – kom imod ham langs Grøftekanten, standsede han regelmæssigt med sit aller luneste Smil, satte Haanden knyttet i Siden og vendte sig imod ham med et Udraab som f. Ex.:

"Halløj, De dér! . . . . Pas for Guds Skyld paa, De ikkefryser fast til Pelsen!" – – hvorpaa han fortsatte sin Vejmed denne mægtige, øredøvende Latter, der satte Luften iForfærdelse i vid Omkreds og fik de to store, gule, slunkne Hunde, deraltid fulgte ham, til at springe op med Snuden i Vejret og hyle i vild Glæde.

Og Smilet blev liggende i hans Ansigt, og Læberne bevægede sig i deres muntreste Mimren, saa længe han bare hørte den knirkende Lyd af Sneen under sine Støvlesaaler. Endnu paa den sidste Bakke foran Byen standsede han regelmæssig og rettede sine Bjørnelemmer 8 som for ret indtrængende at fylde Lungerne med Luftens Isnaale, inden han krøb ind under Taget paa sin mørke Præstebolig.

Denne, der laa i Udkanten af Byen, i et fugtigt Hul under Bakkeskraaningen, var en gammel, affældig Kasse, som Vinterdage halvt begravedes af Snemasserne, der hvirvlede ned over den oppe fra Højderne og i hvide Driver fyldte Gaardsplads og Have, saa kun Træer og Busketoppe ragede op. Fodhøje Volde laa langs alle Murene, og oppe paa det sammensunkne Tag hang formelige Laviner ud over Indgangsdøren, der var saa lav, at Præsten maatte dukke sig for at komme igjennem den ind i Forstuen.

Herinde modtoges han nu ikke af nogen mild og hyggelig lille Præstekone med kruset Kappestrimmel og fromt glattet Haar, der huslig tog hans Stok og Hue, børstede Snestøvet af hans Frakke og smilende klappede hans vaade Kind. End ikke denne ellers saa allestedsnærværende lille muntre Præstegaardsfrøken var der til at kaste sig om hans Hals, rykke ham i Skjægget og kalde ham sin "slemme, store, stygge, dejlige Bamsefa'er". Der var ikkun en gammel, rød Hankat, der 9 kom snigende langs Væggen inde fra en tom Stue med en Rotte i Flaben og hurtig smuttede ind i et andet stort og tomt Rum paa den anden Side af Gangen, hvor en nyslagtet Kalv hang midt under Loftet med opsprættet Mave for at faa Livvarmen af sig.

Det kunde vel i det hele siges, at var Pastor Müller selv en Ubegribelighed for de fleste, saa var "Hulen" – som hans Bolig rent ud benævnedes blandt hans Sognebørn – det ingenlunde mindre.

Nu skulde man, Ærlig talt, ogsaa kun vanskelig kunne tænke sig noget, der mindre mindede om disse lune, hyggelige, tæppebelagte Smaarum med Bogreoler, Skilderier og magelige Lænestole, i hvilke vore smaa, hyggelige Landsbypræster plejer at pusle om i Slobrok og Tøfler med deres Piber og Prækner. Her var der, selv i Præstens egen Stue, ikke saa meget som en Klud over Vinduet; Gulvet var sort som en nyvendt Ager, og det simple, mere end mangelfulde Bohave – en gammel Voxdugssofa, et Par Smaaborde, en tom Reol og en brøstfældig Trælænestol med Læderhynde – var spredt omkring i 10 Værelset uden blot det tarveligste Krav til Hygge og Orden.

Det eneste oplivende var en ejendommelig Samling af store Bjørnehuder, Sælhundeskind, Hvalrostænder, Rensdyrshorn etc., der var slaaet op paa den ene, store Endevæg som paa et Musæum. Men ikke langt herfra, i Krogen ved Ovnen, stod til Gjengjæld et ikke meget indbydende lille Bord med Levninger af Søbekaal i en Lerskaal, en Humpel Rugbrød, en Kande med Fedt eller Smør og en Kniv.

Sagen var den, at Søbypræsten var en Eneboer og levede i et og alt som en saadan. Eller rettere: hans Hjem var hele Egnen, hvis Skove og Lyngbakker, Kjær og Moser han fra Morgen til Aften gjennemstrejfede med sin Bøsse eller sit mægtige Egespir – skræmmende Børn og vejfarende Folk med sit Vildmandsudseende og sin overmodige Latter.

Han havde vel i sit Brød et gammelt, sort Kvindfolk, der skulde være som en Slags Husholderske for ham og Præstegaardens øvrige Beboere. Men dette Menneske havde Pastor Müller strax fra den allerførste Dag erklæret Krig paa Kniven. I sin Egenraadighed 11 tillod han hende næppe nok at lave hans Mad, endsige nærme sig hans Stue, og han kunde blive som aldeles rasende over dette lille listende og forskræmte Fruentimmer, som Forholdene tvang ham til at have i sit Hus, naar han en enkelt Gang mente at spore hendes Fjed paa hans Enemærker.

Idet han derfor nu – i sit fortræffeligste Vinterhumør – traadte ind i sin Stue, standsede han først efter Sædvane paa Tærsklen for at forvisse sig om, at alt stod urørt derinde, saaledes som han sidst havde forladt det. Da intet mistænkeligt forefandtes, tog han sig med sine krumme, af Frosten stivnede Fingre en forsvarlig Snus af den røde Skindpung, og gav sig derefter til paa egen Haand at berede sig et Maaltid . . . . Han satte Skaalen med Søbekaalslevningerne forsigtig ind i Kakkelovnen, lagde et Par Fyrrepinde overkors til de halvt udslukkede Emmer, gned sig fornøjet i de valne Hænder og stillede sig tilsidst, da Vedet begyndte at fænge, forventningsfuldt op foran Skaalen for at iagttage, hvorledes dens Indhold efterhaanden blev flydende, medens han samtidig omhyggelig 12 indsnuste den første svage Grønkaalsduft, der steg op fra den fedtede Rand.

Pludselig fik han en Idé. Han vendte sig om paa Taaspidsen, listede hen til et Hængeskab, der var anbragt paa Væggen i den modsatte Krog, aabnede det forsigtigt og fremdrog af dets Dyb med et underfundigt Smil en papiromvunden Flaske, af hvis Indhold han derpaa omhyggelig og under de pudsigste Ansigtsfordrejninger og Skuldertrækninger fyldte to smaabitte farvede Glas, der stod paa det lille Bord mellem Smørret og Brødhumplen . . . . Da dette var fuldbyrdet, bankede han op i Loftet med saadan noget som Stødtanden af en Narhval, som han halede frem bag Sofaen; hvorpaa han sagte, og mens et forventningsfuldt Smil bredte sig i hans Ansigt, lod sig synke ned i den gamle, brøstfældige Lænestol, der knagede under Vægten af hans vældige Legeme.

Ovenover, hvor Kapellanen Ruggaard havde sine Værelser, hørtes nu en Stol blive skubbet tilbage. Et Par Filtsko gik over Gulvet deroppe – helt hen til den modsatte Ende af Huset, hvor de derpaa forsvandt ned ad en knirkende Trappe .... En Del Døre 13 blev lukket op og lukket i hele det tomme Hus igjennem. Endelig bankede det paa Præstens egen.

Kapellan Ruggaard var en ung, trediveaarig Theolog, plump af Skikkelse, med et besynderlig fladt, blegt og skjægløst Ansigt med underlig gammelagtige Træk. Indhyllet i en graa Slobrok, som han paa Ængstelig Vis holdt sammen over Maven med den ene Haand, blev han staaende i Døren og saa' hen paa Lænestolen med et gjennemtrængende og spørgende Blik gjennem de runde, stærkt slebne Brilleglar.

"Det forekom mig," sagde han endelig med bred jysk Dialekt, idet han førte den frie Haand op til Brillerne. "Det forekom mig, at Pastoren bankede."

"Jeg? . . . Naa, ja" – fo'r den Gamle op, ligesom af Tanker. "Ja vist, ja vist . . . Det var bare det . . . jeg vilde blot tillade mig at forespørge hos Ds. Højærværdighed, om De muligvis ikke skulde kunne lade Dem friste af et Par uskyldige Mavedraaber? Jeg har taget mig den Frihed at skjænke Dem et lille Glas; for jeg mente, at dersom min 14 høje Foresatte netop i Dag skulde have Deres beklagelige Tilfælde, saa – –."

"De véd jo meget godt, Hr. Müller," afbrød Kapellanen ham med en kun slet skjult Indignation. "De véd jo meget godt, at jeg aldrig drikker Spiritus. Det forekommer mig virkelig, at den Spøg snart bliver lidt for gammel. Det skulde i Sandhed glæde mig meget, om det var Dem muligt at finde paa noget andet at divertere Dem med."

"Ak, ja – ja vist – naturligvis," sukkede den Gamle og rystede ligesom skamfuld paa Hovedet . . . "Men skulde dog alligevel ikke Ds. Højærværdighed være at formaa til at trine inden for i en ringe Broders Hi og husvale hans Aand med en liden Lædskedrik af Deres grundige dogmatiske Granskninger? Om min høje Foresatte vil være saa god at træde nærmere, skal jeg øjeblikkelig lade hente en halv Tønde Kul og en Fodpose . . . For sig mig en Gang . . . Pneumatologi, ikke sandt? . . . Anthropologi, er det ikke saaledes? . . . Men hvorledes var det nu – om De ikke vil skæmmes ved at give en stakkels uvidende Broder et lille Ind-blik – Petrus Lombardus, ikke sandt? . . ."

15 Men Kapellanen blev staaende i Døren. Han saa' ned paa denne Olding med en Blanding af Medynk og Forargelse.

"Synes De virkelig, Hr. Müller," sagde han tilsidst, da Præsten endelig tav. "Synes De virkelig, at det passer sig for os at tale om disse Materier paa denne Maade? Det forekommer mig sandelig, at der i vore Dage er Folk nok til at spotte og haane det hellige, saa vi vel skulde vogte os for ikke selv at give Anledning til Forargelse. Jeg vægrer mig virkelig ved at tro, Hr. Müller, at De finder dette at være en passende Anvendelse af Tiden, naar der baade her og alle Vegne hersker saa megen Vankundighed og aandelig Nød, der venter paa vor Hjælp. . . . Jeg kan saaledes fortælle Dem, Hr. Pastor, at der i Eftermiddags under Deres Fraværelse har været Bud fra Hjulmand Povlsen fra Sorvad Overdrev, hvis gamle Moder – hvad De maaske erindrer – ligger for Døden; hun skal i alle Fald være meget daarlig. Pastorens Kjøretøj var naturligvis – som sædvanlig – ikke i Orden; men jeg lovede at komme, saasnart det var muligt. Nu er jo imidlertid baade Vejr og Vej bleven aldeles 16 ufremkommelig, og den stakkels Kone ligger sandsynligvis og venter, – og det blot, fordi Pastoren ikke vil give Lars Besked om, at han skal holde sit Slædetøj i Orden. . . . Desuden har De vist været af den Venlighed, Hr. Müller, at gjemme min Rejsepels for mig. I alle Fald har det ikke været mig muligt at finde den i de sidste Dage. Det skulde i Sandhed glæde mig meget, om De snart vilde bringe mig den tilbage."

"Herre Gud, er den stakkels Kone syg – er hun syg," sagde den Gamle, atter ligesom i Tanker. . . . Pludselig rejste han Hovedet, og hans Ansigt var nu et eneste stort Smil:

"Hør, véd De hvad, Hr. Biskop! – Véd De, hvad jeg har tænkt paa?"

"Nej – det véd jeg vist ikke."

"De burde ved Gud gifte Dem, Hr. Ruggaard."

"Gifte mig? . . . Hvad mener De med det?"

"Jo, ser De . . . jeg læste forgangen Dag om disse nye Patent-Kakkelovne – disse transportable, De véd nok. . . . Sig mig: kunde De ikke ha'e Lyst til at gifte Dem 17 med saadan en? Det maatte dog bestemt være noget for Dem! Tænk! – den kunde De nok saa dejlig spasere med under Armen, naar De gik ud; og om Natten kunde den ligge og varme Dem i Sengen . . . Frisk Indfyring Morgen og Aften, som der staar i Annoncerne. Hvad siger De til det? Var det ikke en god Idé?"

"Maaske jeg saa, Hr. Pastor, maatte faa Lov at vende tilbage til mine Studier. Jeg vilde oprigtig talt i saa Fald være Dem meget taknemlig," afbrød atter Kapellanen ham, bukkede med ironisk Høflighed og forsvandt med det samme ud af Døren.

Pastor Müller lagde sig tilbage i Stolen og sendte efter ham en af disse vældige Lattersalver, der fik Støv og Møl og Spindelvæv til at sitre i alle Krogene og Rotterne til forskrækket at rulle sig sammen og spidse Ørene under de gamle Gulvbrædder. . . . . Oppe over Loftet hørtes atter Filtskoenes Trin og Stolen, der blev sat til rette. Men endnu sad den Gamle dér med fremstrakte Ben og Hænderne foldede over Maven og gottede sig over sit Indfald.

Pludselig sprang han op, rystede Manken 18 og saa' sig omkring. Det var allerede mørkt. Ved Skjæret fra Kakkelovnen faldt hans Øje paa de to smaa Glas, der stod urørte paa Bordet. Resolut gik han over Gulvet og satte to Fingre om det ene og tømte det; derpaa om det andet og sendte rask dets Indhold samme Vej.

Saa snoede han sig omkring, greb Stokken i Krogen, Kabudsen fra Knagen – og var ude.

Det var tæt Snefog, Bælgmørke, Nordenstorm. Sneen røg fra alle Kanter og samlede sig i mandshøje Driver langs Gjærderne og i alle Sænkninger. Men Præsten satte sin Pigstav i Jorden og lagde sig frem imod Stormen, fulgt af sine Hunde. . . . . Thi langt paa den anden Side Bakkerne laa jo en gammel syg Kone og ventede.

Imidlertid dalede Støvet derhjemme i "Hulen" atter jævnt og uforstyrret ned gjennem den rolige Stueluft. I Aftenens ubrydelige Stilhed stak Rotterne deres spidse Snuder op af Hullerne i Krogene, løb over Gulvet, bedes, peb og væltede sig under Sofaen, mens Edderkopper, Møl og Mider lydløst og graadigt færdedes oppe i Bjørnehuderne 19 og i de gamle Spindelvæv under det røgbrune Loft. Og henne over Ilden i Ovnen stod Søbekaalen og snorkede stille hen til ingen Ting.–

Om denne Præst, hans Liv og mærkelige Levnet, er det, disse Blade skal berette.

II.

Der existerede for et Par Menneskealdre siden – og mulig existerer der derfor endnu – en kongelig Anordning, et ministerielt Reskript eller noget lignende, i Følge hvilket fattige theologiske Studerende, der vilde forpligte sig til efter endt Examen i et længere, forøvrig ubestemt Tidsrum at virke som Præster oppe i vore grønlandske Besiddelser, af Staten kunde erholde en aarlig, ikke ganske ubetydelig Understøttelse til deres Studeringers Fortsættelse.

Et menneskekjærligt Reskript!

Alligevel var der – i hin paa Theologer ellers saa overvættes rige Tid – ingenlunde mange, der fulgte Opfordringen. Og de faa, der gjorde det, var ingenlunde altid af den mest udsøgte Slags.

Det var, om sandt skal siges, i Almindelighed 21 mer eller mindre havarerede Existenser, som Livet paa en eller anden Maade havde taget for haardt paa, – synkefærdige Vrag, der i Nøden greb denne Udvej som den sidste, fortvivlede Redningsplanke.

Sagen var den, at dette "forøvrig ubestemte" Tidsrum, for hvilket man forpligtede sig, som Regel strakte sig over det meste af vedkommendes Liv. Kun i sjældne Undtagelsestilfælde og under ganske særlige Omstændigheder kunde en tidligere Benaadning forventes.

Man forstaar derfor let de Følelser, med hvilke et saadant ungt Menneske lod sig forskrive til denne livsvarige Forvisning, – den stille Gysen, hvormed han tænkte paa den Dag, da Kaldsbrevet vilde komme og Skibet lægge ud og Byens Spir og Taarne forsvinde under Bølgen med den Kyst, som han maaske aldrig mere skulde gjense eller i det heldigste som en gammel Graaskæg med sneblændede Øjne og stivnede Lemmer efter en livslang levende Begravelse deroppe i den evige Isørkens frygtelige Ensomhed og tomme Mørke.

Maaske vil det ogsaa forstaas, at det under 22 disse Forhold og med disse Udsigter for Øje ikke altid kunde være det mest exemplariske Liv, disse "grønlandske Studenter" – som man kaldte dem – førte i den korte Tid, de endnu havde at leve i.

I Virkeligheden var det endog meget ofte akkurat det modsatte.

Fortidens Ulykker, Skuffelser, Savn og Nød havde paa Forhaand løsnet Grunden under deres Fødder; og Bevidstheden om at have "solgt sig" dræbte snart den sidste Rest af menneskelig Værdighed i deres Bryst . . . . De levede for sig selv, en besynderlig lyssky, ligesom underjordisk Tilværelse i berygtede Smøgers Mørke og Kjælderbeværtningers Bagstuer, hvor de med en fortvivlet Graadighed tog for sig af Livets forskjellige Goder, inden det blev forsilde; benyt tende Tiden Dag og Nat ligesom med en Feber efter at prøve alt, efter at tømme i sig af alt, mens der endnu var Lejlighed, . . . . indtil de en Nat kom hjem til deres tomme Kvist og ved at tænde Spiddelyset blegnede ved Synet af et stort, blaat Brev med Fakultetets røde Segl, der laa og ventede dem, indeholdende Anmodningen om hurtigst mulig at indstille sig til den theologiske 23 Examen for med første Skib at drage op til – "Syndernes Forladelse, Kjødets Forsagelse og den evige Is", som det hed mellem de ulykkelige.

Og Thorkild Asgur Ejnar Fredrik Müller, der hørte til iblandt dem, havde ikke været anderledes end de fleste.

Mange vil maaske endnu fra hine Tider mindes en svær, stor og kejtet Fyr, der gjærne var til Latter overalt, hvor han viste sig, og som altid var i Vejen med sin kluntede Krop og sine lange Lemmer, skjønt han bestandig gned sig op langs Husvæggene og ved alle Lejligheder gjorde sig saa lille og ubemærket, som det blot var ham muligt.

Sikkert vil de i saa Fald huske ham fra en Forelæsning i det theologiske Avditorium, til hvilken han en Gang ligesom af en Fejltagelse havde forvildet sig, og hvor hans Tilsynekomst strax i Døren vakte en saadan Munterhed, at han atter skyndsomst fortrak, . . . . eller maaske endnu bedre fra en af hin Tids smudsige og uhyggelige Studenterbillardstuer, hvor han ofte sad hele Dage igjennem i en og samme mørke Krog, med Albuerne paa Knæene, Hagen hvilende i Hænderne, 24 som sov han indvendig, mens han med et drømmende, halvslukt Blik saa' ud paa Vennerne omkring Billardet og blot nu og da langsomt trak Mundvigene op til et sløvt Smil, naar det behagede en af disse at slaa ham kraftigt paa Skulderen, hælde en Snaps Brændevin ud over hans Hoved eller paa anden Maade være vittig paa hans Bekostning.

Uden nogen Sinde selv at sige et Ord eller tage Del i Lystigheden, men taalmodigt findende sig i at blive benyttet af Kammeraterne til en hvilken som helst Slags Spøg, kunde han ofte sidde saaledes timevis uden at røre sig, – som et alt for stort, godmodigt Dyr, der forlængst var blevet enigt med sig selv og andre om, at det i et og alt var født som en Umulighed.

Om dette havde der nu virkelig ogsaa blandt alle hersket en sjælden rørende Enighed, omtrent fra samme Stund den lille Thorkild for første Gang aabnede sine store, vandblaa Øjne i Moderens Sovekammer.

Og Meningerne havde ikke forandret sig, efterhaanden som de kluntede Lemmer voxede ud og Kroppen rakte sig.

Baade Slægt og Venner kunde ikke højlydt nok forsikre, at han var og blev en Umulighed. Og hans stakkels lille bekymrede og fortumlede Moder kunde under Opvæxten ikke ofte nok tage ham mellem sine Hænder for at forkynde ham, hvor ringe et Haab han turde gjøre sig for Livet; hvor lidet han maatte vente, at dette vilde bringe ham; og hvorledes man med Taalmod og Ydmyghed maatte bære de Aag, som Vorherre lagde paa ens Skuldre.

Thorkild saa' Dagens Lys i en lille jysk Provinsby, hvor hans Fader, der var Adjunkt, pludselig døde kort Tid efter Drengens Fødsel, efterladende Moder og Barn i trange og sørgelige Kaar. Paa en velhavende Slægtnings Bekostning og under hans strenge Opsigt blev han i sit tiende Aar sat ind i Byens Latinskole for efter et Ønske, som Faderen endnu paa sit Dødsleje indstændigt havde gjentaget, og som de efterlevende derfor mente at burde gjøre sig til Pligt at opfylde, at uddannes for den studerende Stand.

Det var lange og kvalfulde Aar for det ulykkelige Barn. Mere endén Gang var man 26 lige ved i Fortvivlelse at opgive Forsøget. Men da han endelig i sit tyvende Aar, efter de utroligste Anstrængelser og endda kun ved en ren Slumpelykke, slap igjennem Studenterexamen, lod Familjen ham Øjeblikkelig indskrive til grønlandsk Præst, idet man fik den stakkels svage og forkuede Moder gjort begribeligt, at dette var den eneste tænkelige Udvej.

Thorkild selv gjorde ingen Modstand men tog denne Afgjørelse med samme stumme Ligegyldighed, hvormed han fra Barnsben havde vænnet sig til at finde sig i alt uden Indvendinger.

Og da det først ret var gaaet op for ham, hvor det egentlig var, man havde anbragt ham, hvor han havde sin Plads – saa fulgte han fra samme Dag trolig alle "Grønlænderne" i Hælene, baade til de mørke Smug og til Kjælderbeværtningernes Bagstuer, uden nogen Sinde at tænke over, om det mulig burde eller kunde være anderledes.

I fire Aar levede han saaledes, uden egentlig ved nogen Lejlighed at vaagne af den Sløvhedstilstand, hvori han mere og mere 27 sank ned. Et vildt, rødligt Skæg groede ham efterhaanden ud af det store, fregnede Ansigt, mens de plumpe Lemmer og den tunge Krop voxede indtil det latterlig uformelige . . . . "Bjørnen" kaldtes han allerede den Gang blandt Kammeraterne. Og virkelig mindede han, naar han saaledes sad imellem dem, hensunken i sin Dvaledøs, med de store røde Labber for Munden og det lodne, ludende Hoved ned over Brystet, – virkelig mindede han da om en mægtig, tæmmet Vildbams, for hvis sløvt stirrende Øjne taagede Drømmesyner og uklare Billeder af Barndomsegnens Skove, Moser eller vidtstrakte Enge nu og da gled forbi.

. . . . Men nu hændte det just i disse Aaringer, at en usædvanlig streng Vinter bortrev et Par af de danske Præster i det nordligste Grønland. Og da Thorkild en Nat kom hjem til sin tomme Kvist, fandt han derfor – længe før han havde ventet det – ved Spiddelyset sit "blaa Brev" liggende paa Bordet.

Det var første Gang i sit Liv, at han følte Knæene vakle under sig. Tre Gange læste han Skrivelsen helt igjennem, inden han 28 fuldt havde forstaaet den. Saa lod han sig synke ned paa Sengekanten, med Brevet mellem Hænderne, og faldt i dybe Tanker.

Men som han saaledes sad, fødtes en Idé i hans Hjærne, – en Idé, hvis Snildhed overraskede ham selv paa samme Tid, som han ikke kunde forstaa, at ingen anden havde faaet den for længe siden. Det gik nemlig op for ham, at man jo umulig kunde gjøre ham til Præst. Han vidste med sig selv, at han var blottet for enhver theologisk Kundskab. Han havde i alle disse Aar ikke aabnet en Bog, og siden hint mislykkede Forsøg paa at liste sig ind til en Forelæsning havde han næppe set Universitetets Mure. Han var fuldstændig "bar" . . . . Og nu var det, han havde regnet ud, at ifald han ved den skriftlige Examen afleverede alle sine Opgaver ubesvarede og ved den mundtlige Prøve ikke sagde et levende Muk, saa kunde man umulig give ham nogen Karakter – og følgelig vilde man blive nødt til, i alle Fald foreløbig, at lade ham blive hjemme.

I hele den Maaned, han af Fakultetet havde faaet tilstaaet som Frist, gik han nu og pønsede paa Iværksættelsen af denne Plan, 29 uden at betro den til nogensomhelst endog af sine nærmeste Kammerater. Og da Tiden kom, fulgte han den samvittighedsfuldt og uden Blinken.

Der blev en ordentlig Latter rundt paa Studenterknejperne, da det fortaltes om den grønlandske Bams, at han havde leveret alle sine skriftlige Opgaver "isblanke" op.

Men Thorkild havde her gjort Regning uden højere Vedkommende.

Paa en Forespørgsel hos disse fra Fakultetet indløb nemlig underhaanden det Svar, at Kandidaten nødvendigvis under alle Omstændigheder skulde have Examen, og det endog saa betids, at han som ordineret Mand kunde afgives til Kolonierne med første afgaaende Skib . . . . Og saaledes muliggjordes da den Komedie, der endnu mange Aar efter skulde leve som et Sagn i det theologiske Fakultet.

For et propfuldt Avditorium af unge og Ældre Præste Emner, der var strømmet sammen for at overvære denne Forestilling, maatte den arme Thorkild løbe Spidsrod gjennem alle de theologiske Fag, af hvilke der var flere, han ikke en Gang kjendte af Navn.

Med Hænderne tungt hvilende paa sine Knæ, Øjnene stift i Gulvet, latterlig endog for sig selv i sin sorte, lejede Kjoledragt, der stumpede for Hænder og Fødder, sad han dér paa sin Stol uden at røre sig og saa' ud, som havde han blot det eneste Ønske: at Jorden vilde aabne sig under ham og opsluge ham for stedse. . . . . Det saa' undertiden helt uhyggeligt ud. Professorerne snoede og vred sig som Orme – røde og fortvivlede – ruskede ham i Frakkekraven og raabte ham ind i Øret . . . . men ikke en Stavelse kom over hans blege, sitrende Læber.

Endelig, i det aller sidste Fag, da Examinator – næsten under Avditoriets Jubel – ved en Slags Overrumpling fik skruet ud af ham, hvornaar "omtrent" Luther levede, fik Sagen dermed en Ende . . . . Og med sit vix non contemnendus, sit Præstebevis og Bispens strengeste Formaninger til flittigt og samvittighedsfuldt at indhente det saa sørgeligt forsømte, sendtes han da "pr. omgaaende" op til det nordligst tænkelige Præstekald i den vide Verden.

End ikke Moderen fik han sagt et sidste 31 Farvel . . . . Skibet laa sejlklart paa Reden, og en Eftermiddag i Begyndelsen af April lettede det Anker.

Ingen var der til at tage Afsked med ham; – og snart skjulte Mulm og Taage den hjemlige Kyst for hans stirrende Øjne.

III.

Dér, hvor Landet højnede sig og Fjældene – nøgne og sorte – traadte ud i det store, isopfyldte Hav, bøjede en bred Fjordarm sig rolig ind mellem to skyhøje Klippebarme og trængte dybt ind i Kystlandet.

I Mundingen var den vid og rummelig som et Sund, fuld af smaa, snedækkede Øer og klippefulde Skjær, over hvilke Tusinder af snehvide Fugle kredsede og fyldte Luften med Skrig. Men efterhaanden som den naaede ind, blev den bestandig smallere, trængtes i sit bugtede Leje bestandig snevrere sammen mellem de høje, bratte, nøgne Fjældvægge, der stod dér, Tinde over Tinde, i et graat, tavst og trøstesløst Øde, – indtil den tilsidst, inderst inde, paa ny videde sig ud og endte som i en lille fredelig Indsø, der dækkede Bunden af en mægtig, dyb Klippekjedel, hvis mere jævnt skraanende Sider og mosgrønne, 33 gullige eller med Krægebærris bevoxede Klipperevner spejlede sig i dens stille, krystalklare Vande.

Det kunde vel af og til i den korte Sommer hænde – især imod Storm – at et Hvalfangerskib fandt Vej herind mellem Fjældene og vakte Ekkoet op med sine klirrende Ankerkjættinger og sine Menneskestemmer, . . . . eller at en af Storhavets Hvaler forvildede sig ind mellem Skjærene og piskede Vandet i Vrede, indtil den med Sprøjt og Larm slap ud igjen.

Men ellers laa Stilheden dyb og slumrende mellem de rolige Fjælde, Nat og Dag uden at brydes, . . . . kun ligesom sat i Musik af Midnatssolens summende Myggesværme, der stod derude over det gyldentfarvede Vand som sorte, dansende Slør, hvor igjennem Solstøvet sigtedes.

Nu og da lød et lille Plask ude fra Dybet, hvor en sort, blank Ryg skjød sig op og forsvandt. Brede, buttede Snuder stak hist og her op i Vandskorpen for at drikke Luft og dukkede derpaa lydløst under.

Ned ad Fjældsiden kom den blaagraa Ræv med langsomme, søvnige Skridt. Paa en 34 Afsats i Klippen standsede den, saa' sig ligegyldigt om, rystede Pelsen, og gik videre, . . . . fulgte derpaa et Stykke langs med Søbredden, hvor smaa, mangefarvede Kiselsten glimtede fra Bunden af det klare Vand, snappede dovent efter en Myg, gabede rødt og begyndte endelig med sin spidse Snude at rode op mellem en Bunke gamle, afgnavede Ben, der laa uden for Indgangen til en forladt, halvt sammensunken Hule af Mostørv og Sten, ind i hvis Kjølighed den tilsidst selv forsvandt.

Men rundt omkring Søen, spredt under Klippeskrænterne, laa en hel lille By af saadanne smaa, sammensunkne Jordkuler – de Indfødtes kummerlige Vinterboliger – som de ved første Glimt af Vaar og Sol i Huj og Hast havde forladt for at ty op til den glade Rensdyrjagt inde paa de store Højsletter under Indlandsisen.

Ogsaa en Slags tarvelig Stenkirke fandtes her, bygget op mod selve Klippesiden og med et simpelt Trækors over Indgangen. Og oppe paa Fjældskrænten, i Ly af et Par store, af gulligt Lav beklædte Klippeblokke, hang 35 en rødmalet Bjælkehytte med hvide Vinduesrammer, Bræddetag og en indhegnet Gaard for Hundene.

Men ogsaa denne var nu forladt. Kun Ræven luskede nu og da ved Aftentid herop med Pelsen fuld af Myg og gav sig dovent til at gnubbe sig op ad Hjørnestolperne.

Men naar den lange Vinternat nærmede sig og Sneen begyndte at lægge sig tæt over Landet, vaagnede der Liv i denne øde Stenkjedel. Fra Øst og Syd kom smaa, skindklædte Skikkelser ned over Fjældsiderne med Hundekobler og tungt belæssede Slæder, vinkende og raabende til hinanden paa lang Afstand gjennem den tykke Sneluft. Nogle paa Ski – i strygende Fart ned over Skraaningerne!

Samtidig kom andre vestfra, ind igjennem Fjorden, i deres store, gule Skindbaade og smaa Kajakker . . . . to, tre Familjer i Følge, snakkende, kjævlende, leende, klodsede og ubehjælpsomme i al deres stive Skindtøj . . . . Fruentimmerne ved Aarerne, gulbrune og sortøjede, nogle med Patteglutter bag paa Ryggen i Amauten . . . . og alle Baadene fulde af Skindbylter, Spæk, Klumper af blodigt Sælhundekjød, Fuglevildt, stinkende Huder og 36 store, opspilede Rensdyrmaver fyldte med Blandinger af Mel, Gryn eller Ærter, som de havde tusket sig til paa Handelspladsen sydefter.

Hver Dag bragte nye Familier til Kolonien. Der blev et Liv Søen rundt af disse smaa, travle, skindklædte Skikkelser, der endnu var som halvt berusede af Sommerens Sol og den vilde Jagt oppe under Højlandsisen. Vinterboligen skulde ordnes, Sten og Mos skulde samles, de nye Huder spredes ud over Klipperne for at vindtørres. Oppe i Fjældrevnerne, paa afsides Steder, blev Vinterforraadet nedlagt i Stendysser og omhyggelig tildækket med Huder og Sne. Og inde i Hulernes Mørke vraltede de gamle, krogede og skaldede Koner snakkesalige omkring og bredte Skindene over Sovebrixerne, fyldte Tran i Vægstenslampen og hængte den store, sorte Kogegryde op over denne under det lave, vaadt dryppende Loft.

Og alt imens sank Solen for hver Dag dybere og dybere under Horisonten, og Mulmet gled ind fra Nord med tætte, kolde Snefald og bidende Isvinde.

Men selv i dette Vinternattens maanedlange Mørke, naar Landet laa begravet under de favnehøje Driver og Havet stod ispakket og mørkt, saa langt Øjet naaede, saa levede man dog, om ogsaa ofte fattigt nok, heroppe under Sneen . . . . Hist og her faldt et lille bitte rødligt Skjær fra en Hules Tarmrude hen over det hvide, tavse Dække, der gjærne havde sænket sig lidt over en saadan Plet paa Grund af det ophedede Rum nedenunder. Nu og da kom en Skindbylt krybende ud paa alle fire fra den lange, lave, stensatte Gang, der fra Hulen førte ud i det fri. Og altid gik de store, slunkne Hunde søgende omkring og hylede klagende i de bitterkolde Nætter.

Ude paa Fjorden, skjult i Frosttaager, stod stivfrosne Fangere paa Vagt ved Sælhundenes Blæsehuller . . . . urokkelige i timevis, med Harpunen parat i den højre Haand, kun nu og da varsomt løftende den ene Fod for ikke at fryse fast til Isen. Andre gik ude mellem Skjærene med Bue og Pil . . . . bestandig videre og dristigere, efterhaanden som Vinterforraadet slap op og Frosten lukkede alle Sunde.

Men var end Sulten og Nøden mangen 38 Gang stor paa denne Tid, saa døde man alligevel sjældent helt heroppe; knurrede næppe en Gang over sin ublide Skjæbne. Selv naar det sidste Stykke frosne Spæk var fortæret og endog Vægstenslampen under Loftet gaaet ud af Mangel paa Næring, saa rullede man sig blot tættere sammen i Mørket over Stenbrixerne, tavst lyttende til de vilde Vinde, der rasede hen over ens Hoved, taalmodigt og gudhengivent ventende paa den Stund, da Sneen paa Tinderne atter første Gang tændtes af dette røde Guldskjær, der bebudede, at Solen – Solen! – var i Anmarsch.

Da kom de krybende ud – store og smaa Skindbylter – fra alle Hulerne omkring Søen, rejste sig paa de vaklende Knæ, strakte Armene frem og stirrede med de matte, forsultne Øjne op imod dette fremmede Lys, der ligesom legede paa Fjældkammene. Selv gamle Krøblinge og de, hvem Sulten havde udmattet, saa de ikke kunde støtte paa Benene, maatte bæres ud i det fri for at overbevises om, at det virkelig var sandt, og for at se paa, hvorledes nu Skjæret Dag for Dag listede længere ned ad Klippesiderne.

Og naar saa tilsidst en smal, rødglødende Rand pludselig kiggede op over den blaanende Fjældkam i Syd, og Solens store, blodrøde Kugle roligt hævede sig op i den straaleklare Luft, – da blev der ingen Ende paa Lyksaligheden.

Store Glædestaarer randt ned ad de udhulede Kinder. Man raabte og klappede i Hænderne, humpede ellevildt om paa de kluntede Lemmer og faldt hinanden om Halsen af lutter Rørelse. Mødre rakte deres Børn frem paa Armene, mens de skreg i vild Henrykkelse, og Børnene rakte deres smaa, magre Hænder ud imod den store Varmekilde og blandede deres svage Stemmer i det fælles Halleluja Raab.

Sekinek! Sekinek!

Men for hver Dag herefter hævede den blodige Kugle sig bestandig højere paa den blaa Himmel, læggende et Liv af Farve og Glød over Hav og Land, hvor Sneen svandt i stride, skummende Strømme ned ad Fjældsiderne.

Og da den tilsidst slet ikke mere forlod dem, men alt blev en eneste, straalende, solsitrende Dag, begyndte det at myldre op fra 40 alle Klipperevner og Spalter med ungt, glinsende Mos og rødligt Lav, der skjød sig frem og hagede sig fast og dækkede som et festlig spraglet Blomstertæppe alle Skrænter og Dale. Krægebærrene pippede frem, Bøllebuske og de tommehøje Pileris satte smaabitte Blade. . . . og alt til disse frygtelige, ligesom underjordiske Drøn rundt om fra Kysten – Skud paa Skud – hvor Isfjældene brød sig løs fra Landet og satte Kursen ud over det blaa, gjenaabne Hav.

Rolig og majestætisk gled disse Polarhavets mægtige Sejlere hen under den vinfarvede Himmel . . . som Æventyrslotte . . . som svømmende Krystalpaladser, med Tinder og kuplede Taarne, solrøde, azurblaa eller ligesom dryppende af Blod og Guld.

IV.

Der var noget usædvanligt paa Færde nede omkring Søen. Folk løb ilsomt frem og tilbage paa Strandbredden, halede ud af Hulerne de Pjalter af Huder, Skind og sammensyede Tarme, som de i Vinterens Løb ikke havde fortæret, samlede deres Fangeredskaber og Køkkentøj og pakkede det altsammen paa de kajakformede Hundeslæder eller i de store, gule Konebaade, der i Række stod opskudt bag "Fjøren".

Det var Vinterkolonien, der var i Færd med at bryde op. Nu, da Solen endelig var kommen, hastede man for at komme op til den glade Renjagt paa de vide Højsletter under Indlandsisen. Enkelte af Hulerne var allerede tomme, Beboerne draget tilfjælds. Og de, der var tilbage, tænkte blot paa at gjøre sig færdig til hurtigst mulig at følge efter.

Oppe paa Klippeskrænten, paa en Bænk 42 uden for den lille Bjælkehyttes Dør, sad Thorkild.

Han sad – efter gammel Vane – med Hagen i Haanden, Albuen støttet paa Knæet, og fulgte spændt med Øjnene denne travle Opbruds Færd dernede omkring Søen: Slæderne, der blev pakket og snøret, Hundene, der blev koblet, de syge og svage, der blev baaret ud og lagt tilrette ovenpaa Skindbylterne.

Det havde været en lang og tung Vinter for ham – denne første.

Med den pludselige Trang til at virke, til at føle alle sine Evner og Kræfter taget i Brug og lagt i Beslag, der var vaagnet hos ham heroppe i denne kolde, styrkende Luft, havde han strax, følgende Bispens Formaning, kastet sig over sine Bøger. Døgn efter Døgn havde han denne lange Vinternat siddet derinde under den døsige Tranlampe i sin lille ensomme Bjælkestue, med Hovedet fast presset mellem sine Hænder, og læst og læst i "Kristendom og Hedenskab", "Præk Jesus mellem de Vankundinge", "Gylden Skatkiste", "Gangbare og anvendelige Methoder til højst 43 nødvendig Indpodning af den kristne Læres Sandheder"– Skrift efter Skrift, en hel Kiste fuld, som Missionsselskabet havde givet ham med paa Rejsen.

Men hvor ivrigt han end fordybede sig; hvor samvittighedsfuldt han end lukkede sig inde, saa dæmpede det dog ikke en stundesløs Uro i hans Indre, – en vaagnende Angst for noget lavt og foragteligt, han følte i Færd med at bryde frem hos sig, og som truede med at tage Magten over ham.

Han kunde gribe sig i at staa timevis uden for sin Dør og følge de vilde Jagtskrig ved Sælhundemyrderierne ude paa Isen eller den rasende Forfølgelse af en anskudt Bjørn . . . . med en Lidenskab som den, der undertiden i hans første Drengeaar havde været hans stakkels Moder til saa megen Bekymring og bragt alle Slægtningenes Afsky over hans Hoved.

Det var endnu ikke ret mange Dage siden, han en Morgenstund havde gaaet i Tanker paa et afsides Sted ude ved Søbredden. Paa én Gang fik han Øje paa en stor Sælhund, der laa og vuggede sig behageligt i Vandet bag en solbeskinnet Isflage nær 44 ved Kysten; og pludselig grebet af en uimodstaaelig Drift kastede han sig da lynsnart ned paa Jorden, inden han var bleven sét, krøb lydløst hen bag en Klippeblok, det tæt derved ragede ud i Vandet, og gav sig derfra til at skrabe med Stenene paa Strandkanten og samtidig at fløjte sagte og blidt, saaledes som han havde sét og hørt de Indfødte gjøre det . . . . Ganske rigtig begyndte ogsaa Sælhunden at lytte og se sig ligesom forundret omkring, hvorpaa den langsomt dukkede under. Men lidt efter viste den atter sit store, runde, lyttende Hoved i Vandskorpen og nu tættere ved Land. Thorkild havde imidlertid ikke rørt sig. Hans Hjærte bankede hæftigt i Siden; og han var bleg af Spænding, idet han nu igjen – men ganske svagt – gav sig til at skrabe paa Stenene og med Læberne at frembringe disse bløde, langtrukne Lokketoner. Dyret stak sin brede, børstede Snude lige i Vejret, spilede Næseborene op og forsvandt saa paa ny. Men da det nu for tredje Gang dukkede frem, og denne Gang ganske nær ved Thorkild, slyngede han i samme Nu med al sin Kraft ennævestor, skarpkantet Sten lige imod dets Hoved . . . . Han sprang 45 op med et halvt Skrig. Stenen havde ramt midt i Pandebrasken, og Dyret var Øjeblikkelig dukket under. Men da Vandet i det samme farvedes rødt, gik der en Gysen igjennem ham. Han skammede sig over sig selv. . . . og med en fortvivlet Følelse af sin egen Lavhed og sin ulykkelige Natur gik han hjem, stængede sin Dør og begravede sig atter mellem sine Bøger.

Men end ikke her hjemme mellem de fire nøgne Vægge kunde han nogensinde holde sine Tanker fængslede ved Bogen, hvor meget han end søgte at tvinge dem under sin Vilje. Ved hver mindste Lyd, der naaede op til ham fra Søen, rejste han lyttende sit buskede Hoved, og inden han vidste et Ord deraf, sad han fortabt i Gisninger over, hvorfra Lyden vel kunde skrive sig – om det mulig var Kajakkerne, der vendte hjem fra Fangst, eller Flænserne paa Stranden, eller maaske Ungdommen, der dansede Pingasut i Maaneskinnet foran Hulerne? Men hørte han Kajakmændenes bekjendte Raab, naar de stod ind i Fjorden med Fangst, kunde han umulig holde sig rolig længer; han maatte ud at se, hvad der var paafærde, og hvad de bragte hjem.

Ofte maatte han i denne Tid tænke paa sin Fa'erfa'er, som han aldrig havde sét, men om hvem en af Moderens gamle Tjenestepiger, der havde kjendt ham nøje, mangen Gang, mens han var Barn, havde fortalt ham mange forunderlige Æventyr.

Han havde gjennem disse den Gang dannet sig den Forestilling om ham, at han havde været saadan noget som Krybskytte og havde levet og boet halvt som en Vildmand inde i de store Rold Skove nær ved Thorkilds Fødeby; at han havde været en stor Kæmpekarl med et vildt, rødt Skjæg, en Slagsbroder, en Drukkenbolt, som havde været Familjen til megen Sorg.

Dette sidste sluttede han blandt andet deraf, at hans Moder aldrig nogen Sinde havde omtalt ham. Kun en eneste Gang havde han hørt hende nævne hans Navn, idet der i et af hendes mest bekymrede Øjeblikke slap hende ud af Munden, at han – Thorkild – lignede ham. Og han huskede endnu, hvilket underligt betagende Indtryk dette den Gang havde gjort paa ham.

Men herved var det just, hans Tanker nu atter dvælede, mens han sad her paa Bænken, 47 med Hovedet i sin Haand, og stirrede ud over den travle Opbruds-Færd dernede omkring Søen: Slæderne, der blev pakket, Bylterne, der blev snøret, Hundene, der blev koblet . . . . Der var ikke den Ting, der undgik hans aarvaagne Øje; han fangede hver mindste Lyd, der steg op til ham gjennem den stille, stærke Luft; fulgte som med stigende Spænding hver Flok eller Familje, der endelig blev færdig til Afrejse og snakkende, kjævlende og leende kravlede op ad Fjældskraaningen. Ikke et Øjeblik slap han dem da af Syne, men fulgte dem Skridt for Skridt paa hele den tunge, besværlige Vandring op over Klippebrokker og stejle Mosskrænter, indtil de tilsidst som smaa, mørke Prikker forsvandt bag Fjældkammen.

Men selv da sad han længe med Blikket stift hæftet paa Stedet, som om Bjærget aabnede sig for hans Øjne, og som om han bag Klippetinderne saa' ud over selve den glade Renjagt paa de vide, frodige Højsletter . . . . Teltene, der var rejst under Skrænterne med deres lange Træstager og det smukke Tarmskindstæppe foran Indgangen; de store, rygende Tranbaal, hvorom de brune Kvinder 48 sad lejrede under den aabne Himmel; den flygtende Ren med sine Kalve; Hundeglam, Hallo og Skrig, og Solen sitrende over det bløde, glinsende Mos . . . .

Han tog hastig Øjnene til sig, pressede Ansigtet ned i sine store, fregnede Hænder og sad længe saaledes uden at røre sig.

Pludselig hævede han Hovedet. Nede fra Stien, der langs Fjældskrænten førte op til hans Bolig, hørtes Skridt og Menneskestemmer, der nærmede sig.

Lidt efter dukkede ogsaa to skindklædte Skikkelser op – en mandlig og en kvindelig – i hvilke Thorkild strax gjenkjendte den gamle Ephraim og hans Datter Rebekka eller "Solen", som hun undertiden kaldtes paa Grund af sit milde Udseende. Han vidste ogsaa, at de kom for at tage Afsked; han havde hørt Hundene gluffe af glad Forventning nede ved Fjøren.

Ephraim var en lille, lidt duknakket Person paa et Par korte Ben, med smaa, runde Arme og et langagtigt, meget mørkebrunt Ansigt, i hvilket et Par usædvanlig udviklede Øjenbryn og et Sæt vel bevarede Tænder var de eneste Prydelser.

Selve Øjnene viste sig nemlig kun som to smaa, lidt skjæve Streger højt oppe under Brynene, og Næsen var saa flad og uudviklet, at den nærmest tog sig ud som en lille tilfældig Hudlap mellem Kindbenene.

Han havde i sin Tid hørt til Koloniens voveligste Fangere og regnedes endnu blandt dens paalideligste og Ædrueligste Familjeforsørgere. Men disse sidste strænge Vintre, i hvilke han undertiden – som de fleste andre forøvrigt – havde maattet ernære sig af Tang og nogle gamle Angmasæthoveder, som de gravede op under Sneen fra Affaldsdyngerne, havde taget haardt paa ham, og han saa' svag og lidende ud. Desuden havde han i denne Vinter mistet to af sine bedste Hunde, der var døde af Sult; og om alt dette gav han sig nu strax til vidtløftig at berette for Thorkild, idet han urokkelig blev staaende dér foran ham med Hænderne foldede over Maven og ligesom mekanisk løftede og sænkede de buskede Bryn uden at aabne Øjnene.

Thorkild forstod næppe Halvdelen af, hvad den gamle i sit besynderlige Blandingssprog fortalte ham. Han stirrede ufravendt, 50 ligesom undseeligt, ned paa Jorden og nikkede blot nu og da adspredt og tankefuldt.

Imidlertid stod ogsaa Rebekka lidt forlegen et Stykke borte og skottede i Smug og nysgjerrigt hen paa denne underlig sky og tavse Præst, som ingen ret kunde blive klog paa. Selv var hun en lille munter, buttet én paa atten Aar, over hvem Vinterens Nød og Elendighed syntes at være gaaet ganske sporløst hen. Hun var af en mere lys Hudfarve end Faderen, havde en smukt formet Pande, skinnende hvide Tænder bag tykke, brune, livslystne Læber og smaa, mørkebrune Øjne, der saa' skjælmske og forstandige frem mellem de lange, grove Vipper. Hun bar en Dragt af rødfarvet Skind, der sluttede stramt om hendes korte, stærke, sammentrængte Krop. "Toppen" – Haartoppen – af blaasorte, stride Haar, var bundet stramt op i et Kvarters Højde og omviklet med et spraglet Skindbaand. Paa Fødderne havde hun et Par splinternye, med hvidt broderede Kamikker, som det øjensynlig var hende meget om at gjøre, at Præsten skulde faa at se; og det var aabenbart, at hun nylig havde vasket sig; thi Snavset sad ikke som et jævnt Lag over hele Ansigtet men i 51 smaa Klatter rundt om paa de struttende Kinder.

Pludselig afbrød Thorkild den gamles lange, ensformige Passiar og spurgte med dump Stemme, hvornaar de rejste.

Uden Overgang eller Forandring i Tonen begyndte da Ephraim med samme Vidtløftighed at udbrede sig over deres Rejseforberedelser og Sommerplaner. De skulde – sagde han – slaa Følge med tre andre Familjer, hver paa fem Personer, med hvilke de havde haft Vinterbolig tilfælles, og om et Par Timer skulde de bryde op for at være over det første Fjæld inden Aften.

Thorkild var for længst igjen sunket hen i sine Tanker.
Men lidt efter gav han sig atter – temmelig sagte og uden at løfte Hovedet eller se op fra Jorden – til at spørge ud om Renjagten og om Livet deroppe paa Højsletterne. Og da spurgte den gamle ham tilsidst rent ud, om Præsten maaske tænkte paa at følge med.

Thorkild løftede hurtig sit buskede Hoved, ligesom studsende. Derpaa gled er besynderligt, sky Smil over hans Ansigt.

Ephraim, der tænkte, han maaske var 52 gaaet for vidt i sin Dristighed, søgte ogsaa paa sin Side at slaa Ytringen hen i Spøg; og lidt efter tog de alle hjærtelig Afsked og ønskede hinanden et glædeligt Gjensyn til Efteraaret.

Men da de var gaaet, satte Thorkild sig træt tilbage paa Bænken og saa' tungt og bittert frem for sig.

Paa én Gang sprang han op, traadte hen til Fjældkanten, satte sine store Hænder for Munden og raabte:

"Ephraim! . . . . Ephraim! . . . ."

Dernede paa Stien vendte den lille Skikkelse sig om og saa' spørgende op.

"Palase! . . . . Oi?"

Thorkild var ikke i Stand til strax at svare. Han var bleven meget bleg, hans Hænder rystede, og hans Tunge vilde ikke lystre ham.

– – Men da om Aftenen de Folk, han havde lejet til at sejle sig til sit Annex ved Handelspladsen sydefter, kom for at afhente ham, fandt de til deres Forbavselse Huset tomt, Døren stænget og Vinduerne tilspigrede.

Præsten var draget tilfjælds med Ephraim og hans Følge.

Han var blandt de første, der kom tilbage, da Sneen faldt – paa Ski ned over Fjældtragtens Sider, fulgt af sine Hunde.

Men de, der ikke havde sét ham siden Vinteren, kunde næppe kjende ham igjen, saa forandret var han bleven.

Det var ikke alene det, at hans Hoved havde rejst sig, hans Ryg rettet sig; at han havde faaet Liv i Øjnene og Farve over Kinderne. Men der var virkelig kommet ligesom noget af Sletternes vide Uendelighed i hans Blik, noget af Jagtens gjaldende Hallo i hans mægtige Stemme, ja selv en Mindelse om Renens rappe Klove i hans springske, hastige Tale.

Han var blevet et andet . . . et nyfødt Menneske. Han havde mærket det selv næsten fra den aller første Dag, hvorledes nye og friske Livskilder var brudt frem i hans 54 Indre . . . . Han følte sig endnu ganske ør. Han havde været – han vidste næppe selv, hvor vidt omkring. Snart med én Flok, snart med en anden, efterhaanden som han lærte Folkene og Sproget at kjende, havde han strejfet om fra Laxefangsten langs Elvene til Jagten under den blinkende Højlandsis, ja endog en Gang vovet sig op paa selve denne sammen med Ephraim og hans Sønner for at forfølge en Rudel, hvis Spor man havde kjendt. Og da Folkene først ret havde mærket, af hvad Spæk deres nye Præst var skaaret, havde det heller ikke varet længe, før de betragtede ham næsten som en af deres egne . . . . Han havde sovet i deres Skindtelte mellem Kvinder og Børn, med et Bjørneskind over sig og en Bylt Huder under sit Hoved. Han havde spist sammen med dem omkring den store Fællesgryde – Rensdyrskinker, Krægebær kogt i Spæk, Edderfugleæg og frem for alt Sommerens skattede Herreret: de store fyldte Rensdyrmaver med deres Indhold af halvfordøjet Planteføde og Spyt. Til Gjengjæld havde han lært dem at skyde med en gammel Bøsse, som han havde haft med sig fra Kjøbenhavn, og som havde vakt deres himmelstyrtende 55 Forbavselse. Og ofte, naar Dagen hældede og de – trætte af Jagten og mætte og søvnige – sad lejrede omkring de rygende Tranbaal, havde han bidraget til Underholdningen ved at fortælle dem Bibelhistorie eller Æventyr og aller helst vilde Jagtkrøniker, som han huskede fra sine Drengeaar, saa de lyttende havde rejst sig op paa Armene med maabende Munde.

Og nu standsede han ikke. Nu, da Taget en Gang var sluppet, Springet gjort, lukkede han Øjnene, stoppede Ørene til . . . . og lod sig glide.

Endnu inden Vinteren havde islagt Fjorden og lukket Sundene, havde han lært sig selv at styre en Kajak, at sigte med en Harpun og liste sig næsten lige op i Næsen paa Sælen. Med Fuglepilen lærte han at gjennembore Rypen i Flugten og træffe den springende Hare langt borte . . . . Tiden fløj fra ham ude mellem Skjærene ved Utokfangsten eller i en Slæden med sexten halsende Hunde til Forspand . . . i dagevis op over Fjældene efter Ræven. Og ofte kunde han næppe komme hjem om Aftenen og faa lagt 56 sig under Skindtæppet i Sengen, før der atter blev banket paa hans Rude.

"Hvad godt?"

"Bjørn i Fjorden – Præst!"

"Hejsa! – Bjørn!" . . . . Bøssen fra Væggen, Pelsen paa, og ud igjen i Natten.

– – Han gled, han gled.

Det kunde vel endnu til Tider hænde, naar Blodets vilde Fart sagtnede for en Stund, at han da ligesom saa' sig selv i Ansigtet – og slog Øjnene ned.

Han kunde da pludselig blive ligesom bange for sig selv, for sin egen Haand, der endnu var blodig efter den sidste Flænsning, for sit uklippede Skjæg og Klangen af sin dybe Stemme. Han saa' da igjen for sig sin Bedstefaders Billede, saaledes som han havde dannet sig det i sin Barndom; mindedes den Tavshed, der altid havde hvilet om dennes Navn, og det underlig rædde Glimt i sin bekymrede Moders Øjne den eneste Gang, hun havde taget det paa sine Læber . . . . Og sammenbøjet af Foragt for sig selv, af Anger og Fortvivlelse, kunde han da knuge Hænderne sammen og love at kæmpe mod sin ulykkelige 57 Natur og trygle Gud om Hjælp til endnu at reddes og vindes tilbage for Menneskelivet.

Saaledes sad han en Aftenstund sønderknust udenfor sin Dør med Hovedet mellem sine Hænder.

Dødtræt var han vendt hjem ude fra de yderste Skjær, hvor et stort Drivaadsel af en Kæmpehval Dagen i Forvejen var indstrandet og siden bragt i Land. Hele Kolonien havde i den Anledning været paa Benene, for at enhver kunde faa sin Part af Byttet. Thorkild havde med sædvanlig Iver deltaget i den besværlige Indbjærgning og senere forestaaet saavel Sønderhugningen af det store Dyr som Uddelingen mellem Parthaverne; og efter i over et Døgn udelukkende at have færdedes mellem disse uhyre Stykker af blodigt Kjød saa' han nu overalt kun rødt for sine Øjne.

Over hans Hoved hvælvede sig den dybblaa Himmel, tæt besat med klare, gyldne Stjærner. Nu og da kastede et Nordlys sig hen over den og forsvandt igjen; og ude i Øst steg Maanen langsomt op over Fjældkammen, kastende et underlig mælkeagtigt Skjær hen over den nyfaldne Sne . . . Nede omkring Søen, hvor Tarmruderne over Hulerne skimtedes som smaa, 58 svagt rødligt lysende Prikker i alt det hvide, lød Lystighed og Sang, foranlediget af den uventede Velstand, hvori hele Kolonien ved denne rige Fangst pludselig var bleven stedet. Travle Skindbylter krøb ud og ind; og endog Hundene legede af Glæde.

Pludselig mærkede Thorkild en Haand paa sin Skulder.

Han saa' op. Dér stod – i det fulde Maanelys – Rebekka og smilede ned til ham. Han kjendte hende ikke strax. Hun var i en hvid, ganske ny Anorak, kantet for Hals og Haandled med sort Hundeskind og pyntet med røde Baand; dertil havde hun spraglede Sælhundeskindsbenklæder, broderet med rødt op ad Forsiden, rødfarvede Kamikker og et guldindvirket Baand viklet om Haartoppen.

Han saa' op paa hende, som vaagnede han af en Drøm. Maanen skinnede ind paa hendes hvide, dejlige Tænder og gav hendes Øjne en dyb, spillende, grønlig Glans.

"Men kjære! . . . . Er det dig, Rebekka!"

Ja, vist var det hende! lo hun med sin lidt tørre, næsten knebrende, men hjærtelige Latter. Havde han ikke hørt, at hun kom?

59 "Men – men min sødeste Pige! . . . . Kom og sæt dig! Du – du er saa fin! Du er pyntet!"

Nej, nej, hun kunde ikke blive. Hun skulde bare hilse og sige, at Fa'er havde fanget Ulk til Præsten, saa dersom han havde Lyst, saa var Mo'er netop nu i Gryden.

"Men hvad er det, du siger, Barn!" sagde Thorkild, endnu ganske fortumlet. "Har din Fa'er fanget Ulk til mig?"

Ja vist havde han saa. Og Præsten maatte skynde sig lidt, for de ventede allesammen paa ham . . . . Og for Resten skulde hun bede ham om at tage Bibelbogen med, for naar de havde spist, vilde de gjærne høre nogle Historier af den rigtige Slags – helst den, han nok vidste, om Manden, der skulde flænse sin Søn og stege ham. Den holdt de allesammen saa meget af.

"Nej, nej," sagde Thorkild og tog sig pludselig til Hovedet. "Jeg kan ikke i Aften . . . . jeg har ikke Tid . . . . jeg skal –"

Men Rebekka vilde ikke høre paa Indvendinger. Hun kravlede selv ind i hans Stue, slukkede Tranlampen, der brændte derinde 60 over en opslaaet, støvbelagt Bog, lukkede hans Dør og rakte ham derpaa Haanden.

Men nu hændte der noget, hun ikke havde ventet. I Stedet for at følge, drog Thorkild hende til sig med en pludselig Voldsomhed, tvang hende ned paa sit Skjød, bøjede hendes Hoved tilbage og trykkede hende et, to, tre brændende Kys tæt under det ene Øre.

Hun blev strax noget fortumlet over disse uforberedte Kjærtegn; men da hun laa i hans Arme, saa' hun op paa ham med et besynderligt, ikke fornærmet Blik . . . .

Nede foran Ephraims Hule kunde man alene af de mange dybe Fodspor i Sneen skjønne, at der maatte være noget usædvanligt paa Færde indenfor. Den lange, lave Indgangs isbedækkede Vægge var ogsaa ganske blankslidte af de mange stive Skindklæder, der i Dagens Løb havde presset sig frem imellem dem, og naaede man paa alle sine fire hen til Enden af Gangen og stødte den lave Dør op, fandt man den indknebne Hule fyldt af Mennesker, for Størstedelen Medlemmer af de tre Familjer, der beboede den . . . Rundt omkring langs de drivende og dryppende 61 Stenvægge laa de paa Brixerne: Mænd, Fruentimmer og Børn i Flæng – alle nøgne; thi Heden og Osen herinde var forfærdelig.

En gammel hjulbenet, lasket og ganske skaldet Kone, sort af Sod og Snavs, og med et Skindforklæde over Lænderne, stod henne ved den sorte Gryde, der hang i Loftet over Tranbaalet midt i Stuen. Og henne i en Krog sad en Flok stilfærdige Børn og suttede ivrigt paa store Kjødstykker, hvis Spæk og Saft drev dem ned over Fingrene.

Man havde opgivet at vente længer paa Præsten og kunde ikke begribe, hvor i Alverden Rebekka blev af. Enhver havde med Fingrene taget sit Stykke af Gryden og sad eller laa nu og snittede det itu med sin Kniv, mens Hulen fyldtes af Larmen fra disse mange snaksomme og smaskende Munde og af den tykke Em, der steg op fra disse brune, ophedede Legemer, som Baalskjæret belyste.

Endelig hørtes Skraben udenfor og Præstens kjendte, hule "Ohøj!" naar han kravlede igjennem Indgangen. Dørlemmen stødtes op, og 62 under glade Velkomsthilsner rundt fra alle Brixerne krøb Thorkild ind i Hulen.

Han kastede Pelsen af sig, strøg sig op i Haaret, der var varmt og uredt, og gav sig strax i Lag med Fisken, som den gamle Kone ved Halen trak op fra Gryden med sine sorte Fingre. Han var usædvanlig oprømt, snakkede i ét væk, lo og støjede. Og da han havde spist og var blevet mæt, og Vandkrukkerne var gaaet rundt, fortalte han først om Trolden, der fæstede syv Jomfruer i Bjærget, med et Liv, saa de alle maatte holde sig paa Maven af Latter, og siden om Drengen uden Far og Mor, uden Venner og uden Frænder, – saa de tilsidst alle sad og græd omkring ham med store, fede Taarer trillende ned over de buttede Kinder.

Men henne i Hulens mørkeste Krog sad Rebekka, der havde sneget sig ind bag Thorkilds Ryg, uden at nogen havde mærket det. Hun sad paa Hug, indhyllet i et Skindtæppe, og med det halve Ansigt skjult i sin Haand; ikke et Sekund slap hun Thorkild med sine besynderligt stirrende Øjne.

. . . .

Han gled, han gled.

Han mærkede det tilsidst ikke selv, hvorledes hvert Holdepunkt, ét efter ét, gled bort under hans Fødder. Aarene gik, og Dagene svandt, og han holdt næppe Tal paa dem.

En skjøn Dag giftede han sig endog – med Rebekka naturligvis.

Han saa' jo nok, at hendes Ansigt kunde have været regelmæssigere, Øjnene større og mere sjælfulde, Kroppen mindre firkantet. Men han saa' ogsaa den barnlige Glæde, der lyste ud af disse Øjne, hver Gang hun lod sine korte Fingre stryge gjennem hans lange, bløde Haar; den Trofasthed, hvormed hun altid ventede ham derhjemme i den lille Stue og spejdede efter hans Komme, naar han var ude paa sine Langfarter med Slæden og Hundene; den taknemlige Tryghed endelig, hvormed hun kunde lægge sig ind til ham under Skindtæppet, naar i de mørke Vinternætter Snestormen fór over Huset og rystede Væggene.

Han var lykkelig.

Og Rebekka var lykkelig. Og hveranden Sommer oppe ved Renjagten sprang en lille, buttet Grønlænder frem af hendes Skjød.

Forbindelsen med Hjemlandet havde han efterhaanden helt afbrudt. Han huskede nu med et Smil den Spænding og Uro, hvormed han i sin Tid havde ventet paa, at Kajakposten – én Gang aarlig – skulde dreje ind fra Fjorden. Nu var alt blevet ham fremmed derhjemme, Kammeraterne havde glemt ham; hans Slægtninge spurgte end ikke til ham; og da der endelig et Aar heller intet Brev kom fra Moderen, men kun en kort Meddelelse fra en Prokurator om hendes Død, glemte han tilsidst Hjemmet helt.

Men heroppe levede han et langt, glæderigt Liv, der fyldte hans Sjæl med Taknemlighed. Mellem disse fattige, nøjsomme Mennesker lærte han en Lykke at kjende, han ikke havde drømt om. Her fandt han, mens hans Haar graanede, det Hjem, der var blevet hans Barndom nægtet, de Venner, han altid havde savnet, den Gjærning, der blev forstaaet og gjorde ham elsket. Han blev til sidst ligesom alle disse Naturbørns fælles Fader, deres Raadgiver og Trøster. Og naar han i den lille Stenkirke eller under den aabne Himmel samlede sine Skarer omkring sig og med Biblen i 65 Haanden paa sin egen frejdige Maade og efter fattig Evne søgte at løfte Sløret for Livets underfulde Gaade, saa lyste disse Skindskikkelsers Øjne og deres Hjærter bankede.

– Heroppe blev Thorkild en gammel Mand.

VI.

Hvorfor han da ikke blev deroppe? Hvorfor han dog alligevel tilsidst drog hjem? – Ja, vidste han det rigtig selv?

En Sommer oppe ved Renjagten mærkede han med ét, at han begyndte at Ældes. Det havde været en usædvanlig vedholdende og streng Vinter. Sneen laa paa Klipperne til langt ind i Sommeren, og Isen stod endnu sammenskruet i Fjorden, den Gang de brød op og drog tilfjælds. Thorkild havde mellemstunder skrantet lidt. Og nu, da Sommervarmen meldte sig, kunde han ikke ret vinde med de andre. Han led til Tider af en let Aandenød; følte ogsaa nu og da en svag Susen for Ørene, der tvang ham til at blive hjemme omkring Teltene og pusle om mellem Fruentimmerne og Børnene, mens de andres muntre Hallo og Skud hørtes ude fra Sletterne.

Dette passede ham ikke ret. Han blev undertiden lidt gnaven og vanskelig at gjøre tilpas; og en Dag, da Rebekka kom ud i Teltaabningen, saa' hun ham sidde i en tankefuld Stilling med Haanden under Kind paa en Sten noget borte.

Da Rebekka stille nærmede sig og varsomt lagde sin Haand paa hans Skulder, gik der som et lille Gys igjennem ham, og han saa' adspredt op. Da hun spurgte ham, hvorfor han sad dér saa ene, rejste han sig og svarede undvigende; . . . og i de følgende Dage gik han besynderlig stille og højtidelig omkring paa afsides Steder uden at blande sig mellem de andre.

Rebekka blev meget bedrøvet. Hun kunde ikke forstaa, hvad det var, der saaledes kunde optage hans Tanker. Naar han nu og da kom ind til hende i Teltet, mødte han hendes bekymrede Miner ved tavst og mildt at klappe hende paa Skuldren; men han undgik hendes spørgende Øjne.

Tilsidst mærkede ogsaa Vennerne med Sorg, at der var noget usædvanligt i Vejen med ham. De spurgte ham, om han var syg. Han svarede: Maaske!

Men det var ikke det. Han længtes; . . . . længtes som den bjærgtagne, der pludselig hører Hjembyens Klokker ringe over sit Hoved.

Det havde været – han vidste ikke selv hvad: et gammelt, kjendt Navn, en tilfældig Tanke, en enkelt lykkelig Erindring maaske, der pludselig havde slaaet til Lyd i hans Sjæl, og som i disse tomme og ørkesløse Dage havde trængt sig ind paa ham for lidt efter lidt at vække til Live hele dette Mindernes stærke, uimodstaaelige Væld, der under de mange Aars barske og rastløse Færd havde ligget ligesom tilfrosset i hans Indre.

Ofte var der – naar han saaledes sad ene og lod sit Blik vandre hen over disse nøgne Fjældvægge og trøstesløse Tinder, som overalt omgav ham, og som hans Fod nu ikke længer kunde naa, – ofte var der da vaagnet i ham en Længsel efter endnu en Gang at hvile i Skyggen af sit Hjemlands store Skove, efter at mærke Duften af Blomster, at strække sine Lemmer i en saftig Kløvereng og føle linde Luftninger fra modne Agre stryge hen over sin Kind, . . . . eller at ligge stille oppe paa de grønne Banker, med Haanden under Nakken, paa den solvarme Jord, og lytte til 69 de muntre Lærkers Smaaklokker under den hvidskyede Himmel; at se ud over Kjærene med de rødbenede Storke, over de bugnende Marker med det brølende Kvæg, over straatækkede Byer, over støvhvide Veje, hvor Folk og Vogne kom og gik; strikkende Koner med Malkespanden paa Hovedet, fløjtende Høstfolk med blinkende Leer over Nakken, svinglende Kornlæs, skumsvedte Heste . . . . ja, blot en Hest! Det gik nu først op for ham, at han snart i fyrretyve Aar ikke havde sét en Hest.

. . . . Og var han saa kommen til at tænke paa sin Moder, sin stakkels ulykkelige og forladte Moder, – saa var der opstaaet hos ham et hæftigt Ønske om dog en Gang at se hendes Grav og plante en Blomst paa den som et Tegn paa sin sønlige Kjærlighed og som en stille Bøn om Tilgivelse for al den Sorg og Bekymring, hvormed han fra sin Fødsel havde fyldt hendes lille skrøbelige Hjærte.

Maaske var der endelig ogsaa endnu en og anden gammel Ven, som vilde blive ganske glad ved at se ham igjen, og til hvem han kunde fortælle om hele dette sit forunderlige 70 Liv heroppe . . . . Peter Brammer, Kristoffer Birch, Anton Hansen og hvad de nu allesammen hed! Hvor de vilde blive forbavsede, naar han en skjøn Dag traadte ind ad deres Dør og sagde: Hvem er jeg? Kan I huske Bjørnen? For her sér I ham! . . .

Hans Længsel steg med hver Dag. Han nægtede det vel længe for sig selv og skammede sig over, hvad han kaldte "sin Blødagtighed". Men alligevel kunde han ikke tvinge denne Stemme til at tie. Bedst som han troede den overvunden og død, listede den sig over ham og tog ham fangen, hvormeget han end kæmpede derimod.

Da derfor Rebekka om Vinteren pludselig døde, kunde han ikke modstaa længer. Med næste Sommerpost skrev han indstændigt hjem til Ministeren, og Aaret efter stod han med Udnævnelsen i sin Haand.

Der blev stor Sorg og Jammer hos alle deroppe i den lille Koloni, da de fik at vide, at deres gamle Ven og Fader vilde forlade dem. Thorkild selv var stærkt bevæget og fortrød sin Gjerning i samme Øjeblik, han saa', den havde baaret Frugt. Men nu maatte det ske, siden det havde været Guds Vilje. Ved Afskeden 71 græd de alle, Mænd og Kvinder, der stod samlede paa Stranden i en sørgmodig Klynge; og Thorkild selv fik store Taarer i sine stirrende Øjne, da han viftede det sidste Farvel til sine Børn, som han nu saa længe ikke skulde gjense. Først til næste Sommer skulde de følge efter ham, naar han havde faaet sig indrettet i sit nye Hjem.

– – Og saaledes gik det da til, at "Bjørnen" en Dag i Eftersommeren uforvarende dumpede ned som en Forskrækkelse i Søby og Sorvads blideligt henslumrede Menighed.

Der fortaltes, at Bispen nær havde faaet et af sine apoplektiske Anfald den Dag, da denne Kæmpeskikkelse med de store, stirrende Øjne, den tykke, blaanende Næse og med Skjægget hængende som Istapper ned over Brystet traadte ind ad hans Dør og nævnte, hvem han var.

Det traf sig tillige saa uheldigt, at denne lille fine Bisp ikke var nogen anden end hin Kristoffer Birch, Thorkild Müllers gamle Byesbroder og Skolekammerat, hvis Billede oftere i hans Udlændigheds sidste Tid var dukket op i hans Erindring. Og da han nu strax ved første Øjekast gjenkjendte ham, slog han glædestraalende sine mægtige Haandflader sammen og udbrød med et Forundringsbrøl:

"Nu har jeg mine Buxer fulde! . . . Er det dig, du gamle Stoffer, der erbleven Bisp! Saa skulde da ogsaa – –" og hermed slog 73 han op den vældige Latter, der fik Væggene til at ryste.

Hvorledes Avdiensen endte, meldte Beretningen ikke. Men Rygtet om den frygtelige "Isbjørn" – som han øjeblikkelig døbtes – løb hurtig som en Ild over hele Herredet, hvis Præster alle brændte af Begjærlighed efter at tage denne deres grønlandske Kollega nærmere i Øjesyn.

Man blev hurtig enig om, at han var komplet umulig. Bisp og Provst satte sig strax i Bevægelse for underhaanden paa en eller anden Maade at faa dækket over Fejltagelsen og skaffet ham bort igjen, inden det blev til alt for aabenbar Skandale. Den aller første Dag, da Thorkild – i sin Hundeskindskabuds og med sine store, trannede Søstøvler – fra sin Præstegaard vandrede igjennem Landsbyen, var baade Børn og Fruentimmer flygtet for ham ind i Husene, og en gammel Mand, som han mødte paa Vejen, var af Forfærdelse gaaet halvt fra sin Forstand, da han pludselig var standset foran ham og havde lagt sin tunge Haand paa hans Skulder med de Ord:

"Her sér du for dig, min blege Ven, en gammel Ishavsfarer og Bjørnejæger, der har 74 sét og kjendt Ting, min Fa'er, som hverken du eller nogen af jer allesammen her har saa meget som drømt om . . . . Se frisk op! Her er ikke noget at ryste i Kamikkerne for. Vi to skal nok komme ud af det sammen, det kan jeg se paa dit Ærlige Ansigt."

. . . Thorkild Müller mærkede jo nok den Forfærdelse, han allevegne vakte omkring sig, men i sin Enfoldighed betragtede han den som en Art Ærefrygt, en naturlig Respekt for den Mand, der havde ført dette lange og mærkelige Liv saa langt fra sit Fædreland. Han var gjennem snart fyrretyve Aar bleven alt for vant til Hyldest paa Grund af sine personlige Fortrin til nu at forstaa, at man ikke ogsaa hernede maatte beundre og misunde ham hans kraftige Skikkelse, hans for hans Alder saa usædvanlige Styrke, hans Haardførhed og stolte Skjæg. Og i Stedet for at føle sig trykket af sin komplette Umulighed spaserede han tværtimod (og det var netop det, der gjorde Sagen saa betænkelig) frejdigt og selvtillidsfuldt omkring med oprejst Hoved, hjemsøgte strax alle omliggende Præstegaarde, hvor han kunde vente at træffe gamle bekjendte, og anbragte sig ved alle tænkelige 75 Forsamlinger og Møder, hvor mange Folk var strømmet til, dristigt og ikke uden en vis Forfængelighed paa de mest iøjnefaldende Pladser og stillede sin Vankundighed og sin blaa Næse til Skue med en Ugenerthed, der satte selv Skolelærerne i Forargelse.

Der gik tilsidst næppe en Dag, uden at Rygtet løb med et eller andet, som fik hans Kaldsfæller til at rødme af Skam paa Standens Vegne. Saaledes havde han en Gang ved et stort Bondebryllup, hvortil han som Sognets Præst var indbuden, pludselig smøget sine Benklæder op over Foden for at fremvise sine Lægge. Derefter havde han løftet Bruden, siddende paa en Stol, i strakt Arm op mod Loftet; hvorpaa han triumferende havde set sig omkring og opfordret Ungdommen til at gjøre ham det efter.

Men ved samme Lejlighed, hvor netop mange af Egnens mest formaaende Folk var til Stede, var der forefaldet en Scene, der skulde faa sin Betydning for ham, idet nemlig Byens Skolelærer en lille, vissen Familjefader med en vigtig og arrig Mine – der fra den første Dag havde baaret Nag til ham, og hvem Gildets forskjellige Goder nu havde gjort dristig, ligefrem 76 foreholdt ham det upassende i hans Opførsel.

Thorkild Müller havde den Aften blot svaret ved i sin Overgivenhed at vende Mølle med Fyren, saa Kager, Æbler, Cigarer og Sukker i store Masser var trillet ud af den ulykkeliges rummelige Baglommer; og han havde derved for denne Gang opnaaet at faa Latteren paa sin Side.

Men alligevel kom der efter denne Dag noget i den hemmelighedsfulde Spillen omkring hans lange, blaa Læber, noget i den Maade, hvorpaa han nu og da listig kneb det ene Øje sammen eller pludselig hævede og sænkede de bomuldsagtige Bryn, der tydede paa, at han begyndte at forstaa og blive opmærksom.

Der kunde da komme et pudsig underfundigt Udtryk i hans Ansigt – saadan som hos en rigtig Bjørn, der, efter uforvarende at have faaet et Slag over Ansigtet og nyst lidt paa det, lumskelig løfter sig paa Bagbenene, mens den med sin gode, lune Bamseforstand tænker ved sig selv: Ho, ho! Godtfolk! – Paa det Lav! – ho, ho! – Det skal vi nok komme ud af, Venner!

Det blev ham efter denne Tid en sand Fornøjelse at strejfe rundt i Egnen og skræmme Livet af Folk med sin frygtelige Latter; at stikke sit Vildmandshoved ind i hvert andet Hus og standse de vejfarende med et eller andet meningsløst Udbrud som:

"Hallo, De dér! . . . . Er I vaagne paa Kvisten?"

Uden selv at være klar over Grunden følte han det mer og mer som sin Opgave at agere Bussemand for hele Egnen. Navnlig blev det ham en stedse større Fryd uforvarende at dumpe ned i en eller anden stilfærdig Præstegaard i Nabolaget og se Damerne forfærdet flygte til alle Sider ved hans blotte Komme. Han nød som en Lækkerbidsken sine kjære Embedsbrødres blege Raseri under hans sønderklemmende Haandtryk, deres stumme Harme over hans djærve, kollegiale Skulderklap. Og naar han havde faaet sig anbragt midt i Stuen med sine surt stinkende Transtøvler og rolig havde taget sig en forsvarlig Pris af Blærepungen, saadan som en, der ikke har Hastværk og ikke tænker paa foreløbig at lade sig fordrive, begyndte han regelmæssig paa sine gyselige grønlandske Beretninger, der – 78 for at bruge et Udtryk, der netop i denne Anledning var anvendt – "kunde faa en Slagter til at rødme".

Tilsidst sad man bogstavelig talt hele Vinteren i en bestandig Rædsel for "Bjørnen" rundt omkring i alle Præstegaardene. Naar man havde erfaret, at han var ude for at "søge Føde" – som han selv rent ud kaldte det – kunde Damerne formelig ryste, hver Gang de hørte én trampe Sneen af sig ude i Forstuen. Og med Gru og Gysen holdt de sig for Næsen ved Tanken om, hvad det vel skulde blive til, naar man til Sommeren – efter hans eget Udsagn – kunde vente alle hans otte Grønlænderbørn herover for at hjemsøge Egnen!

Forbitrelsen mod ham og Afskyen for ham steg med hver Dag. Og da han tilsidst ved et Præstekonvent, hvor alle Herredets Præster var forsamlede, pludselig efter Diskussionens Afslutning viste sit frygtelige Ansigt paa Talerstolen og derfra begyndte at slaa til Lyd for sine sædvanlige grønlandske Krøniker – i et Sprog og en Tone, saa Ordstyreren tilsidst maatte fratage ham Ordet – blev alle enige om, at nu maatte det være forbi; nu 79 var det nødvendigt at tage alvorlige og kraftige Forholdsregler for dog endelig at sætte en Stopper for denne Forargelse, der var til Skam og Skjændsel for den hele Stand.

Imidlertid var Ulykken den, at Thorkild Müllers Sognebørn efterhaanden var kommen til at holde af ham.

Da den første Forskrækkelse havde sat sig, saa' de nemlig, at der bag dette mærkværdige Ydre og dette forbavsende Væsen skjulte sig en Mand, der forstod dem, saadan som de ikke var vant til at blive forstaaet af deres Præster, – en Mand nemlig, der ikke selv var fremmed for nogen af de Følelser, som rørte sig i dem, og til hvem de derfor kunde henvende sig med deres smaa Bekymringer og store Sorger som til en af deres egne.

Han kunde komme ind i deres Stue som en af deres Jævninge, sætte sig med Gemytlighed ved deres Bord og ret af Hjærtens Lyst stille sin Sult ved deres daglige Retter, drikke en Snaps med dem uden at blive forlegen, slaa ind paa selv den saftigste Spøg og føle sig selv-fjerde i en Stue uden strax at begynde at holde Foredrag eller prædike. Deres syge eller døende fyldte han – af gode 80 Grunde – ikke med uforstaaelige Bibelsprog og højtravende Forklaringer; men han satte sig stille ned paa Sengekanten og talte jævnt og beroligende til dem, læste et Stykke for dem af Testamentet eller et Par Salmevers og sørgede for Resten for paa bedste Maade at mildne deres Smerter og gjøre deres Sind let og fortrøstningsfuldt.

"I skal ikke være forknytte," plejede han gjærne ved slige Lejligheder at sige. "I har jo ikke saadan gjort noget videre ondt, vel? Og dersom I har, saa er jeg sikker paa, at I fortryder det nu. Vorherre er saamænd heller ikke saadan en gammel Gnavpotte, der sidder og regner den saa nøje ud paa Regnebrædtet. I skal se – han er saamænd helt skikkelig og vil nok tage godt imod jer."

Ikke heller kunde det jo – selv af Thorkild Müllers bitreste Fjender – benægtes, at der virkelig var kommet Liv og Bevægelse i Søby Sog-nets døde Masser, der ellers altid havde været berygtede blandt alle embedssøgende Præster paa Grund af deres ringe Sans for alt, hvad der laa uden for deres timelige Velfærd. Disse Folk, der hidtil havde skjøttet deres Salighedssag ved blot nøjagtig at betale 81 Præsten hans Tiende til den bestemte, fastsatte Tid og forøvrig møde til Aarets tre store Højtider for at ofre og med Børnene til Daab og Konfirmation, de begyndte nu – det kunde ikke fragaas – i bestandig tættere Masser at strømme til de Kirker, som forhen ofte havde staaet lukket mange Søndage i Træk af Mangel paa Tilhørere.

Og naar saa Thorkild Müller steg op paa Prædikestolen – med sin sjælden helt propre Pibekrave – og strax paa sin joviale Maade begyndte: "God Dag, Venner! Her har I mig igjen! Dejligt Vejr – men koldt, hva'? . . . . Naa! Saa var det vel for Resten, at jeg i Dag skulde fortælle jer noget om den Gang, da Jesus kom hen til denne her Enke – hvad var det nu, hun hed? – naa, det kan nu være lige meget . . . . Skjønt, vent lidt! – lad mig se efter i Bogen; det kan jo dog alligevel være ganske morsomt at se, hvad den Dame har heddet," – – saa kom der Liv i de mange velnærede Ansigter, Ørene spidsedes og ikke en Sætning gik tabt for dem. Undertiden kunde han i Talens Løb blive saa humoristisk, at man sad i højlydt Latter over hele Kirkegulvet. Men til andre Tider kunde 82 han saa igjen selv blive saa grebet af Bevægelse, at store Taarer gled ham ned i Skjægget.

Tilsidst strømmede Folk til hans Kirker endog fra helt andre Sogne, hvor man begyndte at faa Smag for denne Art af Gudstjeneste. Og da kjendte hans kjære Embedsbrødres Forbitrelse ingen Grænser.

Selv en grundtvigiansk Nabopræst, der holdt af at spille Friskfyr, og som derfor havde gjort sig bred med ved enkelte Lejligheder at tage ham i Forsvar, begyndte nu at indsé, at dette var for galt; at nu var Bægeret fuldt; nu turde man ikke et Øjeblik længer vente med for Alvor at standse denne uhørte Skandale.

VIII.

Paa dette Tidspunkt var det, at der tilflød Sognet det lille Stykke Velærværdighed, der bar Navnet N. P. Ruggaard.

Han skyldtes et i meget venskabelige Former affattet Tilhold fra den lille, diplomatiske Bisp, der havde sine Grunde til ikke at gaa alt for haardhændet frem imod en gammel Kammerat, som havde haft Lejlighed til at lære hans Ungdomsliv nøje at kjende. "Paa Grund af Sognets ikke almindelige Udstrækning og Hr. Pastorens allerede fremrykkede Alder" – hed det lemfældigt i Skrivelsen, mens Bispen i sit stille Sind og med aabent Blik for Hr. Ruggaards ejendommelige Evner fortrøstningsfuldt tænkte: med ondt skal ondt fordrives.

Thorkild Müller grundede længe over disse mange omhyggelige Omskrivninger og glatte Talemaader, indtil det efterhaanden 84 gik op for ham, hvad der i Virkeligheden laa bag.

Han forstod da, at det igjen var hans gode Kaldsbrødre, der havde været paa Spil, og som nu ved dette Skridt paa lumskelig Vis vilde søge at fortrænge ham. Men da selve "Snigmorderen" – som han strax havde døbt ham – endelig arriverede, og Thorkild for første Gang saa' dette lille blege og bebrillede Individ krybe ud af Fodpose og Kavaj og præsentere sig som hans Kapellan, maatte han le himmelhøjt.

At sende ham denne lille Stump af et Mandfolk paa Halsen forekom ham saa grundkomisk, at han øjeblikkelig maatte ud i Byen og fortælle Vennerne om sin "drabelige" Banemand.–

Imidlertid gav denne sig uanfægtet og uforstyrret til at indrette sig oppe i sine Værelser og pakke ud af det Vognlæs fuldt af Kasser, Kister og Kufferter, som han havde ført med sig. Han bredte et lunt Tæppe ud over Gulvet, hængte egenhændig nye, blomstrede Gardiner for Vinduerne, anbragte sine mange og vel holdte Piber i en Række paa Væggen og en Kristusfigur af Gibs over 85 Skrivebordet. I en Krog stillede han sin Beholdning af Tobak (to hele Tønder og en Kasse Cigarer), og over Sengen fæstede han et selvlysende Kors med en gudelig Inskription.

Med særlig Forkjærlighed dvælede han ved Opstillingen af sine Bøger, som han én for én omhyggelig afbørstede, forinden han med Skjønsomhed anbragte dem paa Reolen. Det var mest gamle og værdiløse Ting, som han i pundevis havde kjøbt i en Kjælder for at fylde op; og da han var færdig, dækkede de ogsaa næsten en hel Væg, saaledes som i Bispens eget Studerekammer.

Dennes Portræt i Glas og Ramme havde han ogsaa forsynet sig med og anbragte det paa en iøjnefaldende Plads over Sofaen mellem Billeder af Luther og Melanchthon.

I det hele manglede han intet: han havde en grøn Skjærm til at hænge over Lampen, en lille Kvast med Fidibusser, en Voxstabel og to smaa Blomstervaser af Porcellæn; ja selv en Spyttebakke og en lille Dug til at lægge under Vandkaraflen havde han ikke forsømt at bringe med sig.

Da alt omsider var paa sin Plads, svøbte han sig ind i sin graa Slobrok, satte sig paa en Stol midt paa Gulvet og lod Blikket langsomt beskuende drage rundt i Stuen – saadan som en, der staar foran Virkeliggjørelsen af en længe næret Drøm, ved Enden af en lang og møjsom Bane, paa hvis lykkelige Fuldendelse han næsten ikke har turdet tro.

Kapellan Ruggaard hed oprindelig ganske beskedent Niels Peder Madsen og var en velhavende Bondes Søn fra de fede, østjyske Egne, i hvem Stedets Præst under Konfirmationsforberedelsen snart havde set ualmindelige Evner nedlagt.

I sit femtende Aar blev han derfor sat i Kjøbstadens lærde Skole og havde her foretaget den første Forandring med sit Navn ved Tilføjelse af Stedbenævnelsen Ruggaard. Senere havde han ladet det undergaa en Ombytningsproces fra Ruggaard Madsen til Madsen Ruggaard, og derfra var det hurtig bleven til Niels Peder M. Ruggaard eller blot N. P. M. Ruggaard, indtil han tilsidst ganske havde bortkastet det besværlige Madsen og alene bevaret Navnet Ruggaard.

En ganske tilsvarende Forvandling var paa samme Tid foregaaet med hans Person. Den lille rødmussede og firskaarne Bondedreng med de klare Øjne var efterhaanden bleven bleg og fed; det store, runde Hoved var sunket dybere ned mellem Skuldrene, og de store, farveløse Øjne stirrede frem med et stikkende, ligesom grisk Blik; kun det brede Maal var endnu bevaret som et uafhjælpeligt Minde om den Stand, hvorfra han var udgaaet. Og som han sad dér sammenkrøben i sin graa Slobrok, med sit lysegule, ganske kortklippede Haar, sine store, runde Briller, sin brede, flade Næse og fuldkommen blodløse Hud, lignede han en Maddike, en af disse blege, lyssky Ormeskabninger, der strax indfinder sig overalt, hvor Raaddenskab begynder, og som set i Mikroskop synes at stirre en i Møde med et Par store, dumme og graadige Hornøjne.–

Skjønt der naturligvis fra de overordnedes Side intet som helst var Kapellan Ruggaard betydet, havde han dog en klar Forestilling om, hvad hans Opgave her i Sognet foreløbig var, og hvad man ventede af ham.

Han indsaa' tillige, at der her aabnede sig en bekvem Lejlighed for ham til at erhverve sig sine høje Foresattes Gunst, foruden til at virke til Gavn for Kirken og dens Anseelse; og han havde allerede i Forvejen meget grundigt overvejet, hvorledes han bedst skulde forene disse to Bestræbelser og i det hele rettest burde gribe Sagen an.

Han var klog nok til at indse, at det var nødvendigt at gaa frem med stor Forsigtighed over for en Befolkning, der allerede var sunket saa dybt i Forblindelse, ifald det skulde forundes ham at aabne deres Øjne og lede dem tilbage paa den rette Vej. Derfor begyndte han ogsaa sin Mission med meget beskedent at fremstille sig for Egnens formaaende Folk som Pastor Müllers sande Ven og oprigtige Beundrer, idet han paa samme Tid ved sin egen Bondefødsel, sit brede Maal og en gjennemført jævn og ligefrem Optræden i Müllers egen Stil yderligere søgte at erobre deres Hjærter og vinde deres Tillid.

Først lidt efter lidt vovede han – og endda altid kun paa Tomandshaand og i de varsomste Udtryk – at begynde Bearbejdelsen.

Men de dumme Mennesker vilde slet ikke forstaa ham, naar han saaledes i Samtalens Løb nu og da lod en lille Mine springe, idet han ved en eller anden, ligesom tilfældig henkastet Bemærkning, et beklagende Skuldertræk eller en tungsindig Hovedrysten søgte at tiltrække sig deres Opmærksomhed og vække deres Eftertanke. Og naar han tilsidst i sin Utaalmodighed rent ud søgte at betyde dem, at den kjære Pastor Müller, tiltrods for sine mange fortræffelige Egenskaber, som han – Kapellan Ruggaard – tilfulde vidste at skatte, dog desværre led af en beklagelig Svaghed, en sørgelig Svækkelse, som det jo ikke nyttede længer at skjule; at han rent ud sagt neppe var helt ved sine fulde fem, og at det overhovedet kun var en stor Fejltagelse, en Kjæde af Misforstaaelser, der havde skaffet dem ham paa Halsen, . . . saa smilte Bønderne blot paa deres svedne Maade og mente, at Müller alligevel var god nok, som han var: de forlangte ham i alle Fald ikke bedre, men sagde endda Tak til, at de havde faaet ham til Sognet.

Det var nemlig saa langt fra, at den Forargelse, Thorkild Müller havde vidst at 90 vække rundt om mellem Velærværdighederne, havde virket afskrækkende paa hans Sognebørn, at de tværtimod fulgte ham med stedse stigende Stolthed, jo mere Modstand og Opsigt han vakte.

Og da de mærkede den Forfølgelse, der mere og mere aabenlyst blev sat i Gang imod ham fra hans Embedsbrødres Side, sluttede de sig endnu tættere, næsten begejstret, sammen omkring ham, idet de følte, at dette var en Sag, der var fælles for dem alle, og som de ikke turde svigte. Komme hvad der vilde – de skulde vide at værne om deres gamle Ven og staa Last og Brast ved hans Side.

Kapellan Ruggaard formelig skummede af indædt Raseri.

Han havde tænkt at vinde en let Sejr over denne uvidende Grønlænder, der ikke kunde mere end sine tre Troesartikler, ja næppe en Gang disse helt korrekt. Men de dumme Mennesker lo ham lige op i Ansigtet, naar han talte til dem om sine Studier og sit Universitetsliv; de viste ikke mindste Respekt for hans fortrinlige Examiner og imponeredes end ikke af hans store Bogsamling, 91 naar de en sjælden Gang beærede ham med deres Besøg.

Tilsidst var det end ikke langt fra, at de, smittet af Müllers Exempel, begyndte at behandle ham paa en overlegen Maade, ja endog gjøre sig lystig paa hans Bekostning. De kaldte ham rent ud "Hr. Madsen", blot for at drille ham. Og ved en Lejlighed, hvor ogsaa Pastor Müller var til Stede, havde en ung Fyr pludselig rejst sig op og sagt:

"Dér har vi saamænd Hr. Kapellan Rugbrød!"

Denne dumme Vittighed havde de saa alle let af; og Müller selv havde sendt en Lattersalve op mod Loftet og senere ved enhver Lejlighed, hvor der var mange til Stede, gjort sig en Fornøjelse af med Højtidelighed at forestille ham for Forsamlingen som:

"Min højærværdige Foresatte – Hr. Biskop Madsen Rugbrød!"

I det hele var Pastor Müller bleven om mulig endnu galere end nogen Sinde før. Baaret oppe af Bøndernes bestandig stærkere Tilslutning, hentende ligesom nye Kræfter af hver Haan og Modstand, han vakte omkring sig, og med et stedse klarere Syn for, hvad 92 det egentlig var for en Kamp, han – uden ret selv at vide det – havde rejst; hvor det egentlig var, Tampen brændte – skridtede han frem i sit Overmod uden at lade sig anfægte.

Der løb hver Dag de frygteligste Rygter. Og i sin afmægtige Harme skrev Kapellan Ruggaard dem allesammen samvittighedsfuldt op – i sikker Fortrøstning til, at Retfærdigheden og den hellige Sag dog alligevel tilsidst vilde bringe Sejren hjem.

Snart fortaltes det, at Pastor Müller var sét at dukke ind til en berygtet Enkekone ude paa Marken, i hvis Hus han derefter havde opholdt sig i flere Timer; – snart, at han havde siddet en hel Eftermiddag i Hundeløse Kro og drukket Brændevin og Øl sammen med et Par fordrukne og ildesindede Skovarbejdere, der var hele Egnens Skræk.

Men Ulykken vilde nu, at Konen siden den Dag førte et skikkeligt og sædeligt Liv. Og hvad de to Skovarbejdere angik, saa saa's de en Søndag ikke længe efter til alles Forbavselse i Kirken, hvor de sad meget stille og andægtige og hørte baade efter Salmesangen og Prædiken.

En Gang blev Thorkild Müller kaldet til en gammel, døende Mand, hvis Liv ikke heller havde været saa meget exemplarisk, og som navnlig aldrig havde sat sine Fødder i Kirken, fordi han – som han sagde – "aldrig havde haft Tøj dertil". Han havde nu sendt Bud efter Præsten for at faa lidt at vide om det andet Liv; og Müller havde da givet sig til at fortælle, hvad han selv tænkte derom.

Da Thorkild var færdig, laa Manden en Stund og grundede. Derpaa sagde han:

"Ja, men – faar vi da hverken Ædelse eller Drikkelse deroppe?"

Müller maatte benægte dette.

"Og der er hverken Koner eller Kjærester si'er I? –"

Nej – deroppe toges ikke til Ægte.

"Ikke Skraatobak heller?"

Men da Müller ogsaa hertil maatte svare benægtende, vendte den Gamle Hovedet om mod Væggen, som om han vilde sige, at det Himmerig brød han sig ikke om at komme i.

Müller, som saa' denne Bevægelse, blev eftertænksom og stirrede længe ned mod Gulvet.

Pludselig rejste han Hovedet og sagde, 94 at det var noget Snak, han før havde fortalt ham, for i Himmerig fik alle det præcis saaledes, som de selv ønskede det. Og for at gjøre sin Tanke rigtig forstaaelig for ham udviklede han nu nærmere, hvorledes man i det hele deroppe i Himlen bare behøvede at ønske, saa stod det der strax. Dersom han derfor skulde føle Sult deroppe, saa vilde der sikkert nok strax blive dækket et Bord for ham, fuldt af de kosteligste Retter, som han selv kunde vælge iblandt. Ifald han fik Lyst til en Kone, vilde der øjeblikkelig findes en ved hans Side. Ja, selv om han virkelig skulde føle Trang til Skraatobak, saa vilde saamænd Vorherre selv med Glæde række ham en Ende, for han kunde ikke nænne at sige nej til sine kjære Børn, som var døde i Troen paa ham som deres ejegode Fader; han vilde, at hos ham skulde alle føle sig som hjemme.

Efter denne Forklaring vendte Manden atter tilfreds og beroliget sit Hoved. Derpaa foldede han Hænderne og modtog det hellige Sakrament; og lidt efter sov han salig ind i sine Fædres Tro.

Men da denne Historie blev bekjendt, rejste der sig et Ramaskrig. At fremstille 95 Vorherre som en almindelig Skjænkevært og Sjælenes Hjem som en smudsig Beværtning – det gik dog over alle Grænser.

Provsten satte sig strax ned for i en fortrolig Skrivelse at meddele Bispen det passerede. Han omtalte tillige Besøget hos den berygtede Kone og "Usømmelighederne" i Hundeløse Kro, og endte med en Tilføjelse om, at man vel efter dette kun kunde gribe til den Forklaring – som (tilføjedes der i Parenthes) ikke heller var ualmindelig saavel i som uden for Sognet – at Pastor Müllers aandelige Evner ikke længer var usvækkede, men at han maatte siges at lide af allerede i høj Grad udviklet Sjælsforstyrrelse.

Saaledes indløb endnu et Par lignende Skrivelser.

Tilsidst slog Bispen utaalmodigt Knoen i Bordet og tog en afgjørende Beslutning: han meldte sin Ankomst.

IX.

Der blev et Røre rundt omkring i Præstegaardene.

Endelig . . . Endelig! tænkte de smaa Velærværdigheder og gned sig triumferende i Hænderne: de vidste, hvad denne Bispens pludselige Ankomst i Virkeligheden betød.

Men ogsaa Thorkild Müller var efterhaanden bleven saa klog og havde faaet en saadan Øvelse i at stave og lægge sammen, at det denne Gang hurtig blev ham klart, hvad den egentlige Mening med dette var.

Han forstod, at dette var det indledende Skridt til et Forsøg paa for Alvor at fælde ham, – til rent ud at faa ham afskediget fra hans Embede. Men han lod sig ikke afskrække. Denne Gang skulde ogsaa han for Alvor knytte Næven, saa de skulde lære deres Overmand at kjende.

Saa optaget var han af dette og af de 97 mange Planer, der tumlede i hans Hoved, at han slet ikke mærkede den, om ikke Forskrækkelse, saa dog lille Beklemmelse, som denne uventede og pludselige Anmeldelse af Bispens Komme i første Øjeblik foraarsagede enkelte Steder i Sognet.

Nu var denne ogsaa sat i Scene paa en Maade, der aabenbart havde til Hensigt paa Forhaand at virke afskrækkende paa Befolkningen. Kapellan Ruggaard og Sognets Skolelærere pilte omkring med betænkelige og hemmelighedsfulde Miner, som om noget forfærdeligt var i Anmarsch. Der fortaltes, at alle Sognets Skoler skulde inspiceres og alle Skolebørnene skarpt gjennemhøres; at Kirkerne, Kirkegaarden og overhovedet alle Forhold, Kirke og Skole vedrørende, skulde nøjagtig undersøges; ja Rygtet vilde endog vide, at Bispen vilde forlange de sidste fem Aargange af Sognets Konfirmander fremstillet paa Kirkegulvet for personlig at overhøre dem.

Thorkild Müller var selv stadig ved straalende Mod; aldrig havde han maaske været i saa lystigt Humør som i disse Dage. Han havde sine Planer færdige i Hovedet, og havde allerede i Stilhed rejst sig paa Bagbenene 98 for at møde Bispens Anslag med en Trumf, der skulde sætte alle hans kjære Embedsbrødre i det vildeste Raseri.

Søndagen, før Bispen ventedes, lod han ved Kirkestævne kundgjøre, at alle Tiendeydelser til Embedet for Fremtiden skulde bortfalde, saa længe han var Præst, ligesom ogsaa Offer og deslige fra den Dag ikke længer vilde blive modtaget, men ønskedes anvendt til bedste for Sognets fattige. . . . Han vidste, at dette var Præsternes ømme Punkt; og han var stolt over sin Beslutning, som han forøvrig længe forinden havde gaaet og pønset paa.

For at forvisse sig om, at ogsaa alt gik til efter hans Opskrift, overværede han selv Skolelærens Oplæsning foran Kirkedøren. Og da denne var endt, og alle Ansigter forbavset og spørgende vendte sig imod ham, sagde han:

"Naa Venner! . . . . Har I saa forstaaet det?" – hvorpaa han bortfjærnede sig med sin øredøvende Latter.

Han ligesom trængte til at give sig Luft. Og da han var kommen hjem og havde kastet 99 Præstekjolen af sig og spist sig en god Livfuld Søbekaal, tog han hastig sit Egespir og sin lodne Kabuds, fløjtede af sine Hunde og gik derefter en lang Tur paa mange Timer op over Bakkerne, helt uden om Mosen og op til Højderne ved Havet.

Det var en Dag i Begyndelsen af April. Sneen var smeltet af Jorden, og hist og her pippede de friske grønne Spirer op over den sorte Muld og frem af de vinterblege Græs- og Rugagre, der i lange, smalle Skifter skjød sig op over Bakkerne, blinkende af Væde. Over hele den frodige, blødt formede Egn hvilede en let, bølgende Dis af grødefuld Fugtighed, der nede over Mosen samlede sig saa tæt, at Solens Straaler ikke kunde trænge igjennem den. Alt laa og ligesom drømte smilende i det sidste, flygtende Vinterblund, lykkeligt og forventningsfuldt – rede til hver Dag og Time at slaa sine hundrede Blomsterøjne op, naar Solen fik Magt og alle Taager vilde svinde.

Thorkild Müller gik med raske Skridt hen over de opblødte Markveje, satte sin Pigstav fast i Jorden, rystede Manken og formelig fnyste af Kamplyst.

100

Han havde taget Kabudsen af Hovedet for at svale sin Pande, der var varm af den Mængde Tanker og Planer, der gjærede og tumlede sig inde bag den. Hans Ansigtsmuskler, hans Arme og Skuldre var i en uafbrudt Bevægelse. Snart lagde han det ene, store Bryn helt ned over Øjet, snart løftede han dem pludselig begge to med en frygtelig Ansigtsforvridning helt op til Issen. Snart standsede han og fægtede med Armene, snart satte han igjen Kabudsen paa og lo.

Han forstod, at dette vilde blive det afgjørende Slag, alvorligere end noget andet. Han gottede sig allerede i Tankerne over det samstemmige Skrig, der fra hans kjære Embedsbrødre vilde rejse sig imod ham efter dette. Han saa' dem alle – lige til den lille, fine Bispemand, hans egen gamle Christoffer Birch – hvorledes de vilde vride og vende sig under hans Basketag . . . Men de skulde ikke faa ham knækket! . . . De skulde dog en Gang for Alvor faa at fornemme, at de virkelig havde sluppet en Bjørn ind i Faarefolden.

Men dette sidste Indfald tiltalte ham i den Grad, at han atter maatte standse midt paa 101 en Bakke for at lade sin vældige Latter runge ud over Egnen. Han maatte give sin stærke Spænding Luft. Han følte ligesom en Trang til at lade sin frygtelige Stemme rulle rensende hen over denne bløde, roligt blundende og taageslørede Natur, der var ham som et Billede paa hans egen Ungdoms daadløse, tomme og uvirksomme Drømmeliv.

Og alt som han fortsatte sin Vandring, arbejdede hans Tanker sig op i en stedse vildere Gjæring . . . Han følte sig som Midtpunktet for en mægtig Kamp, støttet af det store, underkuede Folk, der var begyndt at vaagne, og som i bestandig større og stærkere Flokke vilde samle sig omkring ham. Det vrimlede i hans Syner med smaabitte, pudsige Præsteskikkelser, der skreg og raabte op imod ham med truende Fagter og knyttede Næver. Og idet han ligesom saa' denne sorte, pibekravede Sværm blive trykket længere og længere ud mod det staalgraa, brydende Hav, der laa for ham dernede under Bakkernes Fod med sine hvide Brændingsstriber, kom der et Minut det samme vilde Glimt i hans Øje, den samme pludselige Glød over hans 102 Kind, som i gamle Dage tændtes under de hidsige Renjagter deroppe paa de store Højsletter under Indlandsisen.–

Da han ud paa Eftermiddagen kom tilbage til sin "Hule", bankede han efter Sædvane op i Loftet til Kapellan Ruggaard. . . . Nu skulde han have sig en ordentlig Spas med sit eget lille Stykke Velærværdighed efter denne Historie!

Men foruden de sædvanlige Filtsko hørte nu Thorkild Müller til sin Forundring en hel Samling af tunge Støvler bevæge sig deroppe over Gulvet – vandre langsomt hen over Loftet, mudre ned ad Trappen i den anden Ende af Bygningen, gjennem hvilken derpaa en Del Døre blev lukket op og lukket i, indtil hans egen endelig aabnedes og Kapellan Ruggaard højtidelig traadte ind, fulgt af tre af Sognets rigeste og mest formaaende Bønder.

De to af disse varhøje, tunge Skikkelser med brede røde Ansigter og et mørkt, glat Haar, der bag til var klippet ganske lige af, som efter en Lineal, over de glinsende, fyldige og vel barberede Nakker. Det var de to bekjendte, rige Brødre Antonsen, der fra første 103 Færd havde hørt til Thorkild Müllers solideste Støtter, og som i det hele betragtedes som en Slags Førere for Folkene dér paa Egnen.

Den tredje derimod var lille og uanselig og havde et ligesom forskræmt Udtryk i sine smaa, stundesløse Øjne, med hvilke han agtpaagivende fulgte enhver af de to andres Bevægelser, ligesom han overhovedet bestræbte sig for nøjagtig at efterligne disse med Hensyn til Holdning og Ansigtets Udtryk.

De var alle i deres sorte Søndagsvadmel og saa' alvorlige og eftertænksomme ud. De vide, posede Benklæder faldt et langt Stykke ud over de butsnudede, blanktpudsede Støvler; og ned paa disse stirrede de nu alle tre, efterat de bag Kapellanens Ryg var kommen ind i Stuen.

"Hvad Pokker!" udbrød Thorkild Müller og saa' forbavset fra den ene til den anden. "Har I haft Avdiens hos Højærværdigheden, Venner?"

"D'hrr. har haft den Tillid til mig ja," svarede Kapellanen med en Stemme og et triumferende Smil, der gjorde Præsten endnu mere forvirret.

Men ingen af Bønderne selv saa' op, 104 hvorimod de én efter én stiltiende søgte sig Pladser at sidde paa – de to Brødre i den gamle Voxdugssofa tæt ved Døren, den lille Mandsling paa Kanten af en Stol ved Siden af, præcis i samme Stilling som de andre, med den højre Arm hvilende paa det tilsvarende Knæ, Hovedet lidt paa skraa og den venstre Haand knyttet i den venstre Side.

Kapellan Ruggaard forblev foran Døren, hvorfra han med et glædedirrende, skadefro Blik paa skraa over Brillerne nøje iagttog Pastor Müllers Udseende.

Endelig brød den ene af Brødrene den lange, trykkende Stilhed ved – uden at se op, og i det hele med en lidt usikker Stemme – at sige:

"Naa, saa vi skal ikke betale Tiende, Müller?"

Thorkild, der med skrævende Ben og Hænderne i Siden var bleven staaende midt paa Gulvet og med stigende Forbavselse havde set fra den ene til den anden, snurrede sig nu rundt paa Hælen og udbrød:

"Aahaa! . . . er det dét, Godtfolk! . . . Nej, naturligvis skal I ikke betale Tiende, Børn, naar jeg har sagt det. Det kan I da nok 105 begribe. Hvad pokker skal I betale de dumme Tiendepenge for? Hvad Mening er der déri? Ikke den mindste! . . . ikke den mindste, Børn! Det kan jeg forsikre jer for!"

Bønderne saa' paa skraa hen efter hinanden fra deres Huer, som de sad og drejede i Haanden, mens nu Müller ivrig begyndte at vandre op og ned ad Gulvet med stærke, drønende Skridt for at udvikle dette for dem.

Der var slet ingen Grund til de Tiender, sagde han. Hvorfor kunde ikke han lige saa godt leve af sin Gaard,

ræstegaarden, som de af deres? Hans var endda ikke saa lidt større, havde bedre Jorder og svarede dog færre Afgifter – blandt andet netop denne Tiende. Det var i det hele kun saadan en gammel daarlig Skik fra den Tid, da Jorden ingen Ting var værd. Men nu havde Sagen forandret sig. Tænk blot! 70 Tønder Land, veldyrket, gjældfri Jord uden Afgifter! – Og hvem tilhørte saa egentlig denne Præstegaardsjord? Den var jo i sin Tid netop taget fra Bønderne, da disse drev deres Jord i Fællig, saa de havde saamænd derigjennem givet 106 Betaling nok for det Arbejde, en Præst gjorde for dem.

Han talte sig bestandig ivrigere og varmere, og mærkede derved ikke, hvorledes Bønderne Gang efter Gang saa' op paa ham med et mørkt, ligesom sky Blik og derpaa stille nikkede hen til Kapellanen, der stod dér ved Døren med sine klamme Hænder foldede foran sin graa Slobrok, Hovedet blidt paa Siden, og dette lille fromme Smil, der syntes at svare: Kjære Venner! Hvad har jeg ikke altid sagt jer!

Da Thorkild Müller omsider standsede, saa' Bønderne atter ned i deres Huer, og der blev igjen en lang, trykkende Stilhed.

"Jamen . . . Tienderne," begyndte den lille med en pibende Stemme. Men han fortsatte ikke.

"Nu, ja – for Pokker!" udbrød Thorkild utaalmodig. "Har I ikke forstaaet det, Børn?"

Der var ingen, der svarede. Den Smaa gjorde et lille Tilløb dertil ved ligesom at snappe efter Vejret; – men efter at have kastet et forskræmt Blik om paa de andre, tav ogsaa han.

Endelig trak den største og bredeste af 107 Brødrene op i sine Buxer og sagde, idet han kastede et Øje op i Loftet og begyndte at vippe med Huen i sin Haand:

"Det er dog vist ikke værd, Müller, at vi begi'er os paa de Dele. La' os ikke rende grassat, Müller."

"Nej, la' os endelig ta'e den lidt med Rimelighed," sagde den anden Broder.

"Og bruge vores Fornuft," faldt den lille ind med Eftertryk. Men der faldt en Stilhed efter dette sidste Ord, og alle saa' atter ned, som var det allerede for meget sagt.

Thorkild Müller stod igjen midt paa Gulvet med skrævende Ben og flyttede sine stirrende Øjne fra den ene til den anden – og derfra hen paa Kapellanen.

"Hvad er dette her, Børn?" sagde han omsider med usikker Stemme; han begyndte at kunne forstaa.

"Hm!"

"Hm – ja, Gu' er der noget i, hvad Kapellanen si'er. Man kan jo godt være paa den rigtige Side og alligevel fare med Varsomhed."

108

Det var atter den største af Brødrene, der talte.

Men den lille Mandsling gjentog det strax Ord for Ord med sin lille pibende Stemme og saa' sig derpaa stolt omkring, som om det egentlig var ham, der havde sagt det.

Thorkild Müller greb med begge Hænder om Ryggen paa den store Lænestol, der stod ved Siden af ham, og løftede den i Skulderhøjde op fra Jorden. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, – og med al sin Kraft satte han nu atter Stolen ned paa Gulvet, saa det drønede i Stuen.

"Hvad Fanden er dette her?" raabte han. "Er det Spøg eller Alvor? Har I været oppe hos den Køter dér" – han pegede paa Kapellanen – "for at komme mig paa tværs? Herud med Sproget! – I sidder dér og mumler i Skjægget. Hvad er der i Vejen med jer, Venner? Har I ikke mere Fortrolighed til mig – eller hvad skal alt dette her sige? For Fanden – saa tal! – saa tal!"

Men i dette Øjeblik tvivlede ingen af dem længere om, at Kapellanen jo havde haft Ret: Denne Mand kunde umuligt være ved sine fulde fem. Hans Øjne var bleven røde som 109 en Tyrs, og han formelig skjælvede af Raseri.

Lidt efter rejste de sig ogsaa alle op for at tage Afsked.

"Ja, det var bare det, vil vilde sige, Müller."

"Bare det, vi vilde sige," gjentog den lille, der efterhaanden var bleven kry og syntes at føle sig Situationen overlegen.

. . . Men endnu, da de var gaaet, stod Thorkild ubevægelig og saa' mod Døren og derpaa omkring paa Væggene og ned ad sig selv og hen paa Sofaen og op paa Loftet – som om han virkelig ikke var sig fuldt bevidst, om han drømte eller var vaagen.

Han skulde imidlertid ikke længe forblive i Uvished.

Den Mistænksomhedsgift, som Kapellan Ruggaard listelig og under de forskjelligste Former – draabevis eller gjemt i smaa Sukkerpiller – havde søgt at indsmugle i Befolkningen, begyndte endelig at vise sine Virkninger.

Sikkert kunde Thorkild Müller ellers endnu længe have ført sine gode Søby og Sorvad Bønder frem i sit Ledebaand – skjønt allerede enkelte frygtsomme i den sidste Tid jævnlig havde set sig tilbage med en noget betænkelig Mine – men at en Præst ikke vilde tage imod Tiendepenge – Penge, som han havde gammel lovlig Hævd paa – det kunde da enhver se, var Galmandstanke.

Og da der derved først var blevet ét saart Punkt, én bar Plet for Kapellan Ruggaards 111 Forestillinger hos disse Folk, hvem den pludselige Melding om Bispens Ankomst i Forvejen havde gjort modtagelige, varede det ikke længe, før de alle indsaa', hvor langt de egentlig havde ladet sig forlede til at gaa frem, og at det sikkert var raadeligst i alle Fald forløbig at sunde sig en lille Smule.

Der blev en almindelig forsigtig Trækken-sig-tilbage over hele Linien – og bestandig stærkere, jo voldsommere Thorkild Müller nu tumlede frem. Hele denne Uge før Bispens Ankomst rasede han som et vildt Dyr rundt i Sognets Byer for at samle sine Tropper, Ægge de vaklende og rejse Bevægelsen paany.

Men han fandt alle Ørene lukkede saavel for sine Trusler som for sine Overtalelser. Med ét Slag var det tilsidst blevet dem alle klar, at de havde en gal Præst.

Mange Steder, hvor han kom og bankede paa, smuttede Mændene ud og gjemte sig i Staldene for at blive fri for at tale med ham, mens de lod Konerne tage imod ham inde i Dagligstuen og sidde og snakke ham efter Munden, indtil han gik.

Andre Steder vilde de slet ikke lukke ham ind, ja pudsede endog i deres Forskrækkelse 112 Hundene paa ham, naar han kom til deres Dør med sin Pigstav, sine af Vejsølet tilstænkede Klæder, sit uredte Haar og Skjæg og det blege, af Ophidselse fordrejede Ansigt.

Selv nogle blandt Egnens Højskoleungdom, der gjærne vilde spille Friskfyre, og som derfor strax – fulde af Kamplyst – havde stillet sig ved den gamle Kæmpes Side, blev stadig tammere og tammere, efterhaanden som den skjæbnesvangre Dag nærmede sig. Og da den tilsidst oprandt, var der i hele Sognet næppe en eneste, der ikke til Beroligelse for sin egen Samvittighed havde fjærnet sig saa vidt mulig fra denne Mand, over hvem Dommen nu skulde holdes.

Aftenen forud var der usædvanlig stille inde i Byen. Det var, som om man vilde formilde Guderne ved at gaa tidlig til Ro.

En styg, kold Taage var ved Solnedgang steget op fra Mosen og havde lagt sig ind over Byen, saa det dryppede fra alle Tage og Træer. Alt var sort og klamt. Ikke en Stjærne lyste.

Ogsaa henne ved Præstegaarden var der mørkt.

Kun en smal Lysstribe kastedes ud i 113 Taagen fra Kapellan Ruggaards Gavlværelse, hvor han selv sad i Lænestolen ved sit Skrivebord, indhyllet i sin graa Slobrok, og med dette ydmyge og gudhengivne Smil, som i disse Dage ikke forlod ham.

Han stirrede gjennem sine runde Briller ufravendt ind i Lampen og saa' for sig ligesom en lang Allé, et dybt Perspektiv, i hvis ene, fjærne Ende han øjnede sig selv – Bondedrengen, den foragtede og latterliggjorte Student – i Fløjelsdragt, i Bispeornat og med Kommandørkorset om Halsen.

Og hans Sjæl fyldtes med Taknemlighed, hans Øjne med fromme Taarer.

Neden under ham – i "Hulen" – hvor alt var mørkt, og hvor den tætte, kolde Taage væltede ind gjennem de aabentstaaende Vinduer, sad "Bjørnen".

Han sad i Stolen midt paa Gulvet – urokkelig foroverbøjet, med Ansigtet begravet i sine Hænder, som om han sov. Dødtræt var han segnet om her efter i mange Dage ikke at have faaet Hvile.

Lige til det sidste havde han ikke kunnet faa sig selv til at tro, at alt virkelig skulde være uigjenkaldelig tabt.

114

I mange Timer havde han siddet saaledes uden at røre sig, og Stilheden omkring ham var saa dyb, at selv Rotterne begyndte at kigge frem fra Hullerne i Krogene med deres spidse Snuder og tumle sig under Sofaen.

Paa én Gang løftede han langsomt Hovedet og saa' sig forvildet om; – rejste sig saa fra Stolen og næsten slæbte sig hen til Vinduet, hvor han derpaa urokkelig forblev staaende – støttet med Armen og Hovedet til Vinduesposten – og stirrede tankefuldt ud i den graa, iskolde Taage.

Men som han saaledes stod, foregik der lidt efter lidt en Forandring i hans Udseende. Eller var det Luften, der blev lysere udenfor? Taagen, der lettede? . . . Der kom ligesom Lys over hans forgræmmede Ansigt, hans Hoved rejste sig, ja hans Mund smilede tilsidst – saadan som et Barn, der ser et Juletræ i Drømme.

115

XI.

Det blev, som mange allerede Aftenen forud havde spaaet.

Den med saa megen Spænding og Ængstelse ventede Højtidsdag oprandt med Foraaret i Følge.

Netop som Kirken i Søby første Gang ringede sammen til den Gudstjeneste, hvortil Bispen havde meldt sin Ankomst, skiltes de kolde Taager ad, og Solen brød frem med sit lyseste Smil, som om Vorherre selv vilde være til Stede og lægge sin Velsignelse i denne Forsoningsfest.

Fra alle Veje og Byer strømmede pyntet Kirkefolk til mellem de lysegrønne, vædetindrende Agre, over hvilke Lyden fra Lærkernes fine Malm blandede sig med Kirkeklokkens Toner som til et eneste frydefuldt: Lovet være Herren!

|116

Da Klokkerne ringede sammen for anden Gang, var Kirken allerede fuld af en stille, andægtig snøftende og hostende Menighed, der fyldte hver Plads helt op til de to Rækker af Rørstole og den broderede Kurvestol foran disse, der i Koret ventede paa Bispen og hans Følge.

Der var en stærk Spænding udbredt over Forsamlingen. Nogle sad og stirrede ligesom forlegne ned mod Gulvet, som om de for sidste Gang gjorde op med deres egen Samvittighed. Men de fleste saa' spørgende og Ængstelig paa hinanden, som om de vilde sige: hvad mon dette vil blive til?

Flere af Thorkild Müllers forhen nærmeste Venner var ganske udebleven for ikke at komme i Forlegenhed, ifald han skulde tænke paa at gjøre Skandale i Guds eget Hus. Man kunde i saa Henseende vente sig, hvad det skulde være, efter den Maade, hvorpaa han i de sidste Dage var raset frem. Ude i et Hus paa Marken skulde han endog – fortaltes der – have slaaet Knoen i Bordpladen, saa den sang, og rent ud sagt, at han vilde præke Oprør.

Der var derfor Grund nok til Ængstelig 117 at spørge, hvad vel denne Time vilde bringe.

Oppe i Koret gik Kapellan Ruggaard frem og tilbage ved Alteret og talte højt med sig selv af lutter Spænding og Bevægelse. Han havde børstet sit hvidgule Haar ganske glat ned til den ene Side, for at faa et endnu frommere og mere verdensforsagende Udseende, og hjemme i sit Værelse havde han hængt en pragtfuld Evighedskrans om Bispens Billede foruden et Par mindre om Luthers og Melanchtons.

Flere af Nabosognenes Præster havde allerede indfundet sig og med Værdighed anbragt sig henne paa de to Rækker af Rørstole, hvorfra de med en Blanding af Medlidenhed og Nysgjerrighed betragtede den fortabte Menighed, som om de vilde sige: Vildledte Faar! Vil I endelig vende tilbage til Hjorden? Eller vil I fremture i Eders syndige Forhærdelse?

Uden for Kirkeporten stod Sognets Skolelærere i sorte Kjoler og hvide Slips for at give Vink til Klokkeren og sende Bud ind til Præsterne, saasnart Provstens Vogn – med 118 hvilken Bispen vilde komme – skulde vise sig over Bakkerne.

Han havde meldt sin Ankomst til Kl. 10 præcis for strax uden Ophold at bivaane Gudstjenesten. Senere paa Dagen vilde han indfinde sig i Skolerne og derpaa tage tilbage med Provsten inden Aften.

Men endnu var Thorkild Müller ikke kommen.

"Det manglede bare!" sagde den lille visne Skolelærer, som Thorkild i sin Tid havde endevendt ved Bondebryllupet, og som siden havde forfulgt ham med et tænderskjærende Had. "Det manglede bare, at han skulde lade Bispen vente paa sig! Det kunde saamænd ligne ham, den Fyr! . . . Gud ske Lov og Tak, om det skulde blive os forundt snart at blive af med det gale Menneske – den – den – um – Slagter – rent ud sagt."

Hans Kollega, den tykke Mortensen, der var som et uformeligt Stykke Flæsk og saa stoppet med Fedt, at han i de sidste Aar lige netop havde kunnet ræbe Amen, gryntede samstemmende.

"At tænke sig denne Frækhed!" vedblev den anden med en Stemme, der slog over 119 af lutter Arrigskab og indædt Galde. "Nu mangler Klokken kun to Minutter i ti, og endnu viser han sig ikke! De skal faa at se, Mortensen! – han vil lave Skandale. Han nærer sig ikke, den – den – um – Studepranger – før han faar lavet Skandale inde i selve Kirken . . . Han skal nok i Nat have været aldeles rasende derhjemme, har jeg hørt. Men han ligger paa sine Gjærninger, den Fyr! . . .

Kapellanen fortalte, at han hele Natten havde hørt ham rumstere neden under, saa det var forskrækkeligt. . . De kan tro, han har haft noget for . . . Han tænker nok paa at spille Bispen et eller andet Puds derhjemme. Han dyr sig saamænd ikke, om ogsaa – – Men, Gud bevares! Mortensen . . . dér er jo Vognen! . . . Jakob! ring! – ring! for Fanden!––"

Klokken begyndte at lyde, den lille visne Degn fór ind i Kirken, og strax efter kom alle Præsterne forvirrede og raadvilde ud.

Hvad skulde der gjøres? Pastor Müller var endnu ikke kommen! Det kunde aldrig gaa an – det var jo uhørt! Der maatte øjeblikkelig sendes Bud efter ham – –

120

Men i det samme holdt Vognen foran Kirkeporten.

Bispen var en lille, meget smuk Mand, med et klogt, skarpt tegnet Ansigt, en høj, smal Ørnenæse og smaa, dybtliggende Øjne med et gjennemtrængende Blik under store og buskede Bryn.

Han hilste tavst, en Smule kjøligt paa de tilstedeværende Præster, saa' sig derpaa søgende omkring og spurgte roligt:

"Er Pastor Müller ikke til Stede?"

apellan Ruggaard kom krybende ud fra Klyngen med Hovedet paa Siden, Hænderne foldede foran Præstekjolen og sine store, stikkende Øjne næsten væltende ud af Hovedet af lutter ydmyg Tjenstivrighed.

Han maatte desværre melde Hs. Højærværdighed, at Hr. Pastor Müller endnu ikke havde indfundet sig; men der skulde øjeblikkelig blive sendt Bud efter ham.

Bispen saa' koldt paa ham med et Udtryk, der i det hele ikke tydede paa Forelskelse.

De skal ingen Ulejlighed gjøre Dem," svarede han kort. "Hr. Müller véd, at Tiden 121 er berammet til Klokken ti. Den mangler endnu et Minut . . . Lad os gaa ind."

Men i det samme fik han Øje paa Skolelærer Mortensen, der paraderede ved Indgangen – ganske bleg og forpustet af den Anstrængelse, som den uvante oprejste Stilling voldte ham.

Efter at have betragtet ham lidt, spurgte Bispen temmelig hvast:

"Hvad er Deres Navn?"

Mortensen fik af Forfjamskelse sit eget Navn galt i Halsen, saa den anden Degn, der i dyb Ærbødighed stod ved Siden af med en Cylinderhat foran paa Maven, tilsidst fandt sig foranlediget til at svare for ham.

Bispen flyttede da hurtig sine gjennemtrængende Øjne hen paa denne og sagde endnu mindre blidt:

"Kan den Mand ikke svare for sig selv? Hvad hedder da De selv?"

"Mikkelsen!"

"Ja, saa," sagde Bispen med en uhyggelig Betoning; hvorpaa han gik ind i Kirken, fulgt af sit pibekravede Følge.

Mikkelsen og Mortensen saa' spørgende paa hinanden og derpaa forbløffede ud i Luften.

122

"Hvad mente han med det?"

"Ja. Gu' véd."

"Hvad var det egentlig, han sa'e?"

"Sa'e han noget?"

"Næ."

"Det var da løjerligt."

124

XII.

Der blev stor Bevægelse inde mellem Kirkens mange tætpakkede Hoveder, da den lille Bisp i Silkekjolen og med Kommandørkorset om Halsen traadte ind i Koret og – efter at have kastet et hastigt, ligesom mønstrende Blik ud over Forsamlingen – satte sig til rette i den broderede Kurvestol.

Præsterne anbragte sig i Tavshed paa Rørstolene bag ved ham, og et Øjeblik blev der saa stille i hele Kirken, at man kun hørte Klokkens Summen oppe i Taarnet.

Saa tav endelig ogsaa den.

Den lille Skolelærer stak Hovedet ud af sit Aflukke og saa' spørgende hen paa Kapellan Ruggaard. Denne saa' igjen raadvild paa Provsten, og denne igjen paa Bispen, der imidlertid sad ganske ubevægelig med Hænderne løst foldede i sit Silkeskjød og saa' stift og utilgjængelig frem for sig.

124

Først i dette Øjeblik gik det op for Folk nede i Kirken, at Thorkild Müller endnu ikke var kommen, og at det var ham, man ventede paa.

Der blev almindelig Bestyrtelse. Hvad skulde dette sige? Hvorfor var han ikke kommen? Kunde der være hændet ham noget? Eller . . . skulde han mon virkelig have til Hensigt at holde Bispen for Nar? . . . Det kunde man dog ikke tro. Det vilde dog ved Gud være at drive Spasen lovlig vidt . . . Men hvad kunde Meningen være? . . .

Alles Øjne samlede sig efterhanden paa Bispen. Over hele Kirken strakte man Hals og løftede sig paa Tæerne for at iagttage det bestandig mørkere og mere tillukkede Udtryk i dennes Ansigt.

Endelig stak han sin Haand inden for Kjolen, trak sit Guldur frem og gav derpaa et Vink til Kapellan Ruggaard, der spændt stod som paa Kattespring ved Siden af Alteret.

Kapellanen lod øjeblikkelig Vinket gaa videre til Degnen, der derpaa traadte frem og indledede Gudstjenesten.

Alle bøjede Hovedet; Bønnen blev holdt, 125 og Salmesangen begyndte. Men for hvert Vers steg Spændingen i hele Forsamlingen; thi Thorkild Müller lod sig vedvarende ikke se, og Pladsen foran Alteret stod endnu tom.

Man kunde nede fra Kirken iagttage, at Kapellan Ruggaard gjennem Provsten førte en Underhandling desangaaende; men Bispen rystede blot paa Hovedet, og alle Præsterne saa' atter spørgende paa hinanden.

Hvad skulde dette blive til? Mon Müller da slet ikke vilde indfinde sig? Og hvad mon Bispens Hensigt egentlig var?

Da Salmen var til Ende, ventede man endnu en Stund, i hvilken der igjen over den store Kirke var saa musestille, at det formelig gav et Sæt gjennem hele Forsamlingen, da en Mand nede i et af de bageste Stolestader tabte en Salmebog paa Gulvet.

Saa rejste Bispen sig fra sin Stol og gik op til Alteret, – tog rolig sit Lommetørklæde, tørrede sig om Munden, vendte sig mod Forsamlingen og begyndte Altertjenesten.

Men dette rørte Menigheden, saa de alle næsten skamfuldt bøjede Hovedet . . . Det var denne Mand, de havde søgt at trodse; og 126 saa var der ikke saa meget som Skyggen af en Bebrejdelse at spore i hans Ansigt!

Idet hans klare, smukke Stemme lød hen over deres Hoveder, følte de en sælsom Højtid sænke sig ned over dem – en tryg Hvile og Fred, saaledes som de ikke længe havde kjendt den. Det var, som om milde Engle igjen havde taget Bolig herinde under de luftige Hvælvinger, fra hvilke Thorkild Müller havde skræmmet dem bort med sin frygtelige Bas.

Da Messen var forbi, gik Bispen atter ned og satte sig rolig tilrette i Stolen, hvorpaa Samlesangen igjen begyndte.

Det var en Salme med mange og lange Vers, men der var næppe en eneste i Kirken, der længer for Spænding og Bevægelse kunde fæste Tankerne ved Sangen. Man fik at vide, at der nu var sendt Bud efter Müller, og mange sad formelig og rystede af Ængstelse for, hvad der skulde ske.

Men Sangen forstummede, og endnu havde ingen vist sig.

I mere end fem Minutter sad man derpaa under Dødsstilhed og iagttog hinanden eller saa' op mod Bispen, der stadig sad urokkelig og stirrede frem for sig.

127

Pludselig blev der Bevægelse henne mellem Præsterne, Provsten rejste sig op og nikkede til Degnen, der fik travlt og smuttede ud. Lidt efter hørte man Døren op til Prædikestolen blive aabnet og Trappen knirke under Trin . . . Endelig! – Nu var han der! . . .

Men da man i Stedet for Thorkild Müllers store Vildmandshoved saa' Kapellan Ruggaards runde, fede, maddikehvide Ansigt dukke op over Prædikepulten og ydmygt bøje sig ud over denne med dette fromme Smil, der lyste som en Velsignelse ud over den hele Menighed, – da begreb man, at noget afgjørende maatte være hændet.

Og der gik som et stille Gys over hele Forsamlingen.

"Herren være lovet –" begyndte Kapellanen.

Og alle foldede Hænderne og gjentog for sig selv:

Herren være lovet!

Men først, da Gudstjenesten var forbi, og man strømmede ud af Kirken, erfarede man Sagens rette Sammenhæng: "Bjørnen" var om Natten pludselig rejst bort. Han havde128 kun taget sine Hunde og sit Egespir med sig; men paa hans Dør fandt man skrevet med Kridt og store Bogstaver hans Afskedshilsen i de Ord:

I har de Tyranner, som
I fortjener.

I Søby og Sorvad har man siden intet hørt fra Thorkild Müller. Man fik blot at vide, at han strax var rejst tilbage til Grønland.

Maaske lever han deroppe endnu.