Ouverture

FRA BYEN

Hvor længe og sejgt end Sommeren denne Gang har holdt ved – nu maa den dog endelig for Alvor give tabt.

Mere end ét Øjeblik har det set ud, som laa den allerede under. Men næppe har man i ængstelig Hast stukket Næsen i sin Vinter-Garderobe og fordybet sig i sine Galosker, før Solen atter har kigget frem bag Skyerne og triumferende lagt sin beskjærmende Haand over vore Hoveder, over Voldens Træer og Magistratens Blomster-Rabatter.

Bid for Bid, Blad for Blad, har Efteraaret lumskelig maattet tilnippe sig sit Bytte. I natlige Timer har det sneget sig ind igjennem Gaderne, tumlet sig over Torvene og buldret paa Ruderne, som for at forkynde de sovende, at det alt var Herre i Staden.

Men naar man om Morgenen trak sine Persienner op, laa Solguldet ikke des mindre lige blankt og uforstyrret hen over Gadens Brosten. I Skyggen paa den modsatte Side pustede sommerklædte Folk med Hatten i Haanden; Himlen var blank, Fuglene sang, Græsset grønnedes . . . . . . indtil nu endelig Kampen endtes af Oktober-Sydvestens ubarmhjærtige Basketag.

Nu fyger snart de sidste Blade, og man føler sig atter saa hyggeligt hjemme.

Der er nemlig for Byens egne Beboere noget vist fremmedartet ved dette sommerlige Kjøbenhavn. Naar man i Feriens Løb nu og da nødes derind fra sin romantiske Skovskrænt eller sit idylliske Fiskerleje, skynder man sig hurtigst muligst derfra igjen. Disse rene, tørre og underligt stille Gader med deres glødende Brostensbelægning og hvide, sagte klaprende Markiser over tomme Butiksvinduer; disse Rækker af nedrullede Gardiner og kridtede Ruder; disse ligesom uddøde Torve, hvor bierfede Tyskere eller højtidelige Svenskere spejde op fra en rødt indbunden Bog – det farer én alt sammen forbi med et Præg af Uvirkelighed, som et Drømmebillede, man ikke kjendes ved.

Først naar Himlen hænger som et sort Tæppe over Tagene og hver halve Time slæber sine tætte Byge–Slør hen over Gaderne, gjenkender man paa ny sit Kjøbenhavn.

Og den rette hjemlige Følelse fæster Bo hos én den Dag, man atter med drivende Paraply og tilstænket til op paa Hattepulden arbejder sig ind gjennem Østergades Vognmylr og Menneskevrimmel eller befinder sig staaende midt paa Halmtorvet for at skjændes med en Droskekusk eller vente paa en Sporvogn.

Det er en baade interessant og bevæget Tid denne, i hvilken Byen skyder sin Sommer–Ham og retter sig ind i de gamle Folder.

En for én dukker for hver Dag nye kjendte Ansigter frem af Vrimlen – paa de gale Steder og til de vante Tider. Hilsner vexles, og Øjne mødes – mandige Haandslag og ømme Forjættelser for den kommende Kampagne.

Det er som en Livets Fornyelse efter den lange ørkesløse Sommerdvale!

Hvilken Følelse er det saaledes ikke, der betager en den første Gang, man igjen træder ind i Theatrenes Summen og hører Violinerne blive stemte nede i Orkestret, mens man, støttet til Parkettets Balustrade, gjennem Kikkerten inspicerer Damerne paa Balkonen.

Og hvor kan man paa den anden Side ikke blive rørt over at aabne Døren ind til den Kafé, hvor man plejer at drikke sin Absinth, og se alt, lige til Spyttebakkernes Plads og Opvarternes Buk, saa aldeles ved det gamle, trods den lange Adskillelse.

Eller mon ikke mangen ung Dames Hjærte har faaet travlt bag hendes Korset ved Synet af det sidste Bals sammenbyltrede Kjole, der med alle Tegn paa utaalmodig Hast ligger henslængt paa Bunden af Skabet? Mon ikke en bankende Feber-Rødme farver hendes Kinder, naar hun aabner det hvide Paplaag for Fjerblomsternes, Balkortenes og Vifternes Gjemme med denne svage, hengjemte Duft af Parfume – netop stærk nok til at vække hos hende lykkelige Minder om Lys og Musik, Champagneknalden, Latter, Smil og et lille blondt Overskjæg. Thi man har længtes – alle har man længtes derude paa de romantiske Skovskrænter og i de idylliske Fiskerlejer.

Selv dér, hvor man havde faaet sig indrettet en "Østergade" langs Strandkanten, med Promenade fra 2-4, har man i den sidste Maaned smægtende fulgt hvert lille gult Blad og utaalmodig talt Timerne til den Dag, da man anstændigvis atter kunde lade sig se med sin Flyttevogn i Byens Gader.

Fisketurene paa Søen, Blomsterne, Klitten, Skoven og Havet – alt druknede i den ene store Længsel ind mod Blomstringen under Byens Gassole og elektriske Maaneskin.

Urbanus