Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Berlin. 11. december 1890
holde Skjoldet for Navnet Brandes
11/12 90. |
Louisenstrasse 51. Berlin N.W. |
Kære Ven!
Tak skal du have for dit kammeratlige Brev. Det var – som du kan tænke dig – fornøjeligt for mig at få dette Pust fra vort gamle Venskabs mange hyggelige Timer. Når jeg strax sætter mig til at svare, er det imidlertid, fordi jeg gærne vilde have dig til at udtale dig – helst omgående – i en Sag, som jeg i Går fik Underretning om fra "Børs-Tidende". Man fortalte mig her, at der er anlagt Sag mod Bladet, altså mod Ernst Brandes, for Gudsbespottelse og utugtig Skrivemåde i Anledning af et Par af mine gamle Urbanus-Artikler. På hans Forespørgsel har jeg telegrafisk underrettet ham om, at han i Forhørene gærne må nævne mig som Forfatter til de påklagede Artikler, men forøvrigt kender jeg for lidt til Sagen og er for uvidende med Hensyn til 2 vor Presselovgivning, til at kunne udtale mig nærmere om Historien. Jeg har nu i et Par Måneder boet borte fra Landet, har haft mine Tanker på andre Gebeter, og kun i Ny og Næ læst "Politiken" – så jeg kender intet til den Stemning, der har givet sig Udslag i denne pludselige Retsanklage mod næsten fjorgamle Artikler. Jeg vilde gærne fra en uinteresseret Mand, jeg mener en Mand, der har stået uden for selve Sagerne, have lidt Underretning om, hvorledes denne Sag skal forståes og opfattes, og lidt om, hvorledes min egen Stilling til den egentlig er. At jeg ikke ønsker at løbe fra det Ansvar, der retslig kan komme til at påhvile mig, er en Selvfølge. Men var her ikke Grund til – i Fald det er gørligt – at tage også det Ansvar, der påhviler Ernst Brandes? Jeg står Sagen for fjernt til at se, mod hvem man egentlig ønsker dette Slag rettet. Men jeg er vil ikke holde mig tilbage for ved denne Lejlighed 3 at holde Skjoldet for Navnet Brandes, dersom det er dette, der ved denne Sag søges besudlet.
Gør mig nu den Tjeneste at sætte mig lidt ind i Forholdene og sig mig din Mening om den. Du vil forstå, at jeg vil sætte Pris på at få dit Svar hurtigt, da det måske gælder om ikke at nøle med Handling. Måske kan jeg slet intet gøre, og skal slet intet gøre – de nærmeste Dage vil sagtens vise det.
Det glæder mig, at du har haft lidt Fornøjelse af mine to sidste Bøger1. Du véd, at du hører til en af de få, hvis Dom jeg bryder mig om – og hvis Anerkendelse jeg sætter Pris på. Helt enig er jeg ikke med dig med Hensyn til "Vildt". Egentlig har den unge Mands Karakterudvikling interesseret mig mere end Naturskildringerne. Det ligger måske i, at disse gærne kommer ligesom drattende ud af min Pen2, medens jeg ganske anderledes inderligt lever mig sammen med de optrædende 4 Personer. For mig står derfor også Scenerne mellem "Jeg"'et og den unge Fiskerkone som Bogens centrale Punkter. Derimod har du Ret i, at vi begge ser på Naturen med samme Øjne. Og det er ikke så underligt. Vi er begge Jyder for vor Vorherre – Naturen. Og, du skal se, det bliver nok Jyderne – de lidt sejge, men stærke Jyder – der nu√ kommer frem i Kunst og Literatur.
Da jeg havde læst dit Brev, kom jeg til at tænke på, hvorfor egentlig vi to så sjælden såes, når vi var sammen i København. Egentlig burde vi, der dog er opdraget og udviklet sammen i inderligere Forening end de fleste Venner, ganske anderledes have arbejdet os op i Fællesskab. Men det er forunderligt, som Tiden lægger Dynamit i alle Følelser og sprænger alle Forhold, når man nærmer sig de tredive. Måske samler så til Gengæld Halvtredsindstyveårsalderen de spredte Stumper. Lad os håbe det!
Nu Tak for dit Brev, og mange hjærtelige Hilsner fra din gamle Ven
Henrik P.
Næste Gang, jeg skriver, skal du høre lidt om mine Musæumsbesøg her.
