Censor hos den ideale forlægger

Igennem sine 20 mest produktive år, fra 1890 til 1910, gjorde Henrik Pontoppidan hvad han kunne for ikke at blive slugt af Gyldendals voksende monopol. I sidste ende lykkedes det ikke. Men det er kun én af de historier der fortælles eller bidrages til i de små 300 bevarede og nu opdukkede breve fra Henrik Pontoppidan til forlæggeren Aage Hirschsprung, så langt den største samling bevarede Pontoppidan-breve til en enkelt person. Forbindelsen med det hirschsprungske hus kom til dybt at præge Lykke-Per, skrevet i den samme periode, men ikke udgivet hos Hirschsprung. Helt enestående for sin tid var Pontoppidan gennem en halv snes år konsulent for Det Schubotheske Forlag, hvor han blandt andet gik i brechen for Knud Hjortø og Sophus Claussen.

"Per (…) kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder."
Lykke-Per. Hans Ungdom, 1898, s. 74.

Jøder havde ingen adgang til "Valhal", den eksklusive elevklub på Randers Latinskole, stiftet "i ren nordisk Aand" af den 15-årige Henrik Pontoppidan i august 1872: "§16. Ingen Mosait må optages i Foreningen," skrev han med egen hånd i lovene.

Det var vennen Frederik der ville have det sådan, hævder fortælleren i Drengeaar, Pontoppidans første såkaldte "erindringsbog" fra 1933. Men på foreningens første møde efter at Henrik med sin realeksamen var flyttet til København, blev §16 "udslettet", strøget. Det førte dog ikke til at nogen af byens og latinskolens adskillige jødiske drenge blev optaget blandt de i alt 16 medlemmer Valhal gennem sine tre leveår nåede at få.

I 1933 var Pontoppidan ikke alene, med vore dages øjne, blevet politisk korrekt. Han havde også oplevet at nogle af hans bedste venner var jøder. Allerede på Polyteknisk Læreanstalt kom han i midten af 1870'erne til at omgås nogle sønner af en velhavende jødisk grossererenke Meyer, og i hendes hjem fik han smag for selskabeligheden hos, som han langt senere kaldte det, "en indtil Overmod frigjort Slægt" der intet hensyn tog til "Race eller Troesbekendelse". Oplevelserne i "Villakvarteret" i Rosenvænget afspejledes i debutbogens "Efter Ballet". Under sin første Blokhus-sommer i 1887 havde han følt sig flov over det ferierende borgerskabs nyfigne udelukkelse af hans bysbarn Rebekka Wreschner1, datter af synagogens rabbiner og ivrig efter at overholde de jødiske spise- og adfærdsforskrifter. Ubehaget, og sin egen ubetænksomhed, offentliggjorde han 30 år senere i Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur som "et Minderids" om "Præstens Datter".

Baggrunden for ubehaget i 1887 var måske også at Pontoppidan i 1883 så småt at være begyndt på Brandes' forfatterskab og året efter havde gjort hans personlige bekendtskab. Pontoppidan lod sig nu ikke begejstre over Brandes' Nietzsche-forelæsningerne i 18882, noget personligt forhold mellem de to udviklede sig først i 90’erne efter Brandes’ værdsættelse af samlingen Skyer, og ifølge de bevarede breve går der både år og dag mellem de ses. I 1889 er det broderen Edvard Brandes der formidler kontakten til den tredje bror, Ernst Brandes og dermed Pontoppidans medarbejderskab ved Kjøbenhavns Børs-Tidende.

Men Pontoppidan vandt indgang i andre jødiske familier. I hvert fald fra slutningen af deres femårige samarbejde (fra Krøniker i 1890 til og med Dommens Dag i 1895) omgikkes Pontoppidan privat med Gustav Philipsen (1853-1925). Og senest i 1893 kom han i forbindelse med en anden, nyslået, forlægger: den unge, boghandleruddannede Aage Hirschsprung (f. 1869), søn af tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung (1836-1908). For sin fars penge havde Aage netop købt J.H. Schubothes Boghandel der i generationer havde udøvet forlagsvirksomhed, men nu var sygnet hen under stifterens sønnesøn, Paul Langhoff3s svage ledelse.

Langhoff havde i 1887 indgået en kontrakt med Pontoppidan om en stor samling fortællinger der siden svandt ind til to og i 1890 udkom under titlen Natur. Bogen blev økonomisk en eklatant fiasko, og Pontoppidans forskud havde efterladt et "Mellemværende" til de nye ejere. De var to, for Hirschsprung var gået i kompagniskab med J.L. Lybecker (1862-1923) som han kendte fra sit første læreår hos Høst & Søn4. De omdøbte nu boghandelen til Det Schubotheske Forlag.

Det ældste bevarede spor af forbindelsen mellem Pontoppidan og det hirschsprungske hus er de breve der fra december 1894 udveksles mellem ham og kompagniskabet Lybecker/Hirschsprung. De to stødte ind i det store restoplag af Natur, og med den sans for bogæstetik de begge havde tilegnet sig hos "sønnen" Christian Høst (1847-1900), kvikkede de i slutningen af 1894 bogen op med et nyt omslag5 af grafikeren Kongstad-Rasmussen. Det begejstrede Pontoppidan.

Begge parter havde således interesse i et samarbejde, og i løbet af det følgende år foreslår forlæggerne Pontoppidan at bidrage til en "Serie illustrerede små Romaner". Først den 4. oktober 1895 erklærer Pontoppidan sig "ledig og i Stand til at modtage Deres (…) Tilbud"6. Efter lidt henholdende korrespondance ender det i slutningen af november med en kontrakt om "en udøbt Novelle eller Fortælling". Kontrakten af 28.11.1895 nævner ikke noget forskud.

Men Pontoppidan gjorde sig visse overvejelser som han i et brev alene til Hirschspung gav denne indsigt i. Det drejede sig om "det nye Aktieselskabs Formand og Direktør" for den sammenslutning af Philipsens Forlag med Ernst Bojesens som pr. 12.11.18957 havde resulteret i dannelsen af Det nordiske Forlag, der skulle komme til at udgive Lykke-Per. Bojesen (1849-1925) var direktøren, Gustav Philipsen bestyrelsesformanden. Her på dørtærsklen erklærer Pontoppidan: "Jeg har foreløbig ikke bundet mig noget Sted og er heller ikke bundet af gamle Forhold, så jeg kan forsåvidt handle fuldkommen frit." Forsåvidt! En gæld på 4.500 kr. blev ved årsskiftet overført fra Philipsen til Bojesen, svarende til et årsforbrug noget beskednere end det Pontoppidan holdt sig.

Men fra nu af er det helt overvejende Hirschsprung Pontoppidan korresponderer med, og derfor endte langt hovedparten af hans breve til forlaget i Aage Hirschsprungs private arkiv, som igen endte i Brünniche-familiens besiddelse. Eigil Hirschsprung Brünniche (1906-95), der var barnebarn af Heinrich Hirschsprung og blev direktør for den Hirschspungske Samling, overlod på et ukendt tidspunkt Pontoppidan-forskeren Thorkild Skjerbæk (1918-98) et sæt fotokopier som nærværende forfatter, i sin egenskab af bestyrer for Skjerbækarkivet har kunnet drage nytte af i sin forskning og nu har ladet publicere her på internetportalen. Det var disse Brünniche-ejede breve der i april 2011 blev erhvervet af Det Kongelige Bibliotek.

Kun lejlighedsvis, især når Hirschsprung er ude at rejse, henvender Pontoppidan sig direkte til Lybecker (23 breve til ham er bevaret). Det synes som om Hirschsprung har lagt vægt på at det var ham der stod for den personlige kontakt med forlagets forfattere, blandt dem også Herman Bang og Holger Drachmann, og når det kom til de økonomiske forhold havde Hirschsprung tydeligvis nøglen til pengekassen8. Denne fordeling mellem de to kompagnoner skulle vise sig fatal, men den er helt essentiel for forståelse af hvorfor Pontoppidan gik til vejs ende med Aage Hirschsprung.

Familien Hirschsprung

Den bevarede korrespondance er ensidig. Kun tre breve fra Aage Hirschsprung er bevaret; alle de andre må Pontoppidan i sin vrede have smidt ud. I sit andet ægteskab var han ellers en ganske omhyggelig bevarer af breve9 det var kun sine egne han systematisk destruerede hvis han igen fik dem i hænde.

Allerede som 14-årig blev Aage Hirschsprung indskrevet i sin fars testamente som den der blandt brødrene skulle arve bøgerne10. Men kærligheden skulle ikke vise sig mindre til bøgernes ophav. Den ugifte mand udviste for sine forfattere en grænseløs og generøs omsorg der ikke kunne have været større over for børn. Lybecker bruger i tilbageblik udtrykket "grandseigneur-tilbøjeligheder" om Aage Hirschsprungs lette omgang med de penge han ikke selv havde tjent; i det stykke var han en typisk anden generations millionær. Altid var han elegant klædt, ivrig i sit væsen, musikalsk med en køn stemme til de tyske lieder han foredrog med sin søster Ellen ved klaveret. Han gik på spillekasino og skrev på vers fra Fiesole, var kulturpolitisk med hud og hår Studentersamfundets og Politikens mand, men ikke uden selvironi11. Hans nevø Herbert, der først blev født i 1905, erindrer ham i 1975 som

en lille, spinkel herre med en sort moustache og mørkt hår på siderne af sit næsten skaldede hovede. Elegant så han ud, i et gråt sæt tøj med en hvid nellike i knaphullet. Han spredte en duft af eau-de-cologne om sig (…) Raffinementet med den hvide nellike havde min onkel lært af forfatteren Herman Bang. Det var imidlertid ikke så ekstravagant, som det så ud, for nelliken blev hver aften anbragt i et vandglas på min onkels servante12.

Brevene fra første halvdel af 1896 genspejler en intensiv forfatterpleje. Pontoppidans formelle "ærbødigst forbundne" skiftes allerede i februar ud med et "hengivne" (men først i sommeren 1903 lægges det formelle tiltale-Hr. bort13). Da Pontoppidans søn Steffen fødes i marts 1896, lykønskes der, gives gave og gøres visit. Hirschsprung inviterer Pontoppidan i teatret, forgæves, men får hele to forklaringer på nejet, en hyppig praksis hos den formelt meget høflige Pontoppidan. Også kortspil kom de til at dyrke sammen. Og da foråret kommer, bliver ægteparret, med eller uden de to børn, inviteret til "Skrænten", Hirschsprung-familiens landsted i Skodsborg. Det gentages mange gange siden, og med forældrene opretholder Pontoppidans en venskabelig forbindelse præget af stor 'Elskværdighed'.

I 1894 var Hirschsprung-familien flyttet fra nr. 45 i Bredgade til nr. 43, det gamle Danneskiold-Laurvigske Palæ hvor forældrene indrettede sig på 1. sal med de store saloner og de mange malerier, mens Aage fik sin egen lejlighed på 2. sal. Nede hos forældrene holdt han litterær tesalon for sine forfattere, en alkoholfri parallel til de sammenkomster faderen afholdt for malerne hvor vinen flød. Fra forfatteren Svend Leopold (1874-1942) véd vi at Pontoppidan kom her: "rolig, kølig og fornemt behersket af Ydre og Indre"14. Alt tyder på at det var Aage der introducerede Pontoppidan til forældrene15, og snart blev han, til tider sammen med sin hustru Antoinette, lejlighedsvis gæst enten hos sønnen eller hos forældrene både i Bredgade og i Skodsborg, ofte nok til at familiens Salomons landsted i Lykke-Per ("Skovbakken") synes at ligge nogenlunde samme sted16. Men palæet i Bredgade ("vi føler os næsten hjemmevante i Bredgade 43," skriver Pontoppidan i jan. 1898) danner nok også forlæg for det salomonske hjem i fiktionens Palægade. Også Philip Salomon er søn af en jøde indvandret fra Tyskland etc.

Så det er ikke underligt at mange, senest Marianne Saabye i monografien fra 2002 om Heinrich Hirschsprung, har villet se Aage Hirschsprung som model for Ivan Salomon, Per Sidenius’ overhjælpsomme mæcen, og er måske ikke Ivan næsten opkaldt efter Aages storebror Ivar, mens den ganske ulækre, og slemt racistisk fremstillede, Onkel Heinrich deler fornavn med tobaksfabrikanten, som i øvrigt af disse eller andre grunde undervejs havde "adskillige og måske berettigede Indvendinger at gøre", men til sidst følte sig "tilfredsstillet" af romanen17.

Som næsten altid er der dog ikke tale om 1:1-modelbrug. Pontoppidan hentede nok ydre skaller og dekorationer til eget teaterbrug; visse karaktertræk kunne han låne og blande, men kun få gange klistrer en romanfigur sig synbart op ad en model. Herpå er der to eksempler i Lykke-Per: Dr. Nathan og Ivan Salomon.

Ivan Salomon

Men det er ikke så meget Aage Hirschsprung der er model for Ivan, som det er Albert Berendsen, et tidligt afdødt medlem af den tredje jødiske familie Pontoppidan omgikkes i årene efter sin indflytning i 1888 fra Havreholm til København. Også han havde en bror der hed Ivar, den betydelige radikale politiker Ivar Berendsen (1865-1939). Faktisk kender vi ikke alverden til hverken Albert Berendsen (1860-97) eller Pontoppidans forhold til ham. De lærte hinanden at kende før de blev gift, Pontoppidan med Antoinette og Berendsen med Gustava i henholdsvis 1892 og 1895. Et sandsynligt mødested kan have været caféen Bernina, forlæg for "Gryden" i Lykke-Per, hvor forfattere, kunstnere og journalister (senest, fra 1888, omkring avisen København) cirkulerede fra begyndelsen af 1880’erne, suppleret af andre medlemmer af Studentersamfundet, grundlagt 1882. Eller de kan være kommet i kontakt i kredsen omkring tidsskriftet Ny Jord (1888-89) som Pontoppidan viser sin fortrolighed med, og som Albert Berendsen bidrog til et par gange, dels med en oversættelse fra fransk, dels med en ganske bizar originaltekst.

Berendsen var en fremtrædende forretningsmand i firmaet Sophus Berendsen og prises i denne sammenhæng til skyerne, men både Georg Brandes og Karl Gjellerup fremhævede hans mere naragtige sider; den første taler omtaler ham i Levned som en "ivrig Galloman" der "forbandt et lidt uroligt og naragtigt Væsen med et ypperligt Hoved og et udmærket Hjerte"18, mens den anden ligeud kalder han "latterlig"19. I Lykke-Per finder Skatten (men ikke i senere udgaver) tænker Per på Ivan som "den lille Modelaps".

At Berendsen og Pontoppidan stod hinanden nær, fremgår dels af det "Kreditiv" (dvs. den økonomiske hjælp) Pontoppidan direkte modtog i marts 1891, dels af den arv der i februar 1898 var "det sidste, store Vidnesbyrd om min gamle Vens Godhed for mig" og om "vort mangeårige Venskab"20. At Pontoppidan er sig bevidst at have brugt træk fra Berendsen i Ivan, viser sig i et brev til enken hvori han forklarer hvorfor han ikke i januar ved udgivelsen har sendt hende romanens første bind:

Jeg vil foretrække at sende Dem Værket, når det foreligger færdigt. De vil også først da få det rette Indtryk af Bogen og undgå at forarges over Ting, som efterhånden, som Bogens Idé træder klarere frem, kommer i det rette Lys.

Der er kun én mulig forståelse af disse ord: Albert vil i enkens øjne være en genkendelig (med)model for Ivan, og det er Pontoppidan utilpas ved21.

Om den Ivan man lærer at kende i Lykke-Per. Hans Ungdom, hedder det f.eks.:

en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd, en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende, lutter Tjenstagtighed, bestandig trakterende, saare lykkelig over at færdes mellem saa mange berømte Kunstnere. Det var dette unge Menneskes Ærgærrighed at opdage og fremklække Genier. Med sand Forelskelse kastede han sig over enhver nyopdukkende Fremtoning, i hvilken han mente at kunne gøre sig Haab om at finde et eller andet skjult Talent, til hvis Beskyttelse og heldige Udvikling han kunde bidrage. (…) Per (…) kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder. (s. 67)

Hvad Gustava Berendsen foruden dette ikke fik lov at læse endnu, var skildringen af det oppulente måltid Ivan byder Per på i noget der ligner restauranten i National Scala, nybygget i 1882. En scene der udstiller Ivans uskrømtede glæde ved at give ud.

I et brev efter udgivelsen af sjette bind skriver Georg Brandes at "Ivan [er] vedblivende morsom og sand" (21.6.1902). Man må spørge hvad Brandes mener med "sand": overbevisende i sammenhængen eller sand i forhold til "modellen" som altså i inderkredsen er velkendt.

Dr. Nathan

Men Brandes optræder jo selv i Lykke-Per som den tydeligste model af alle. Om dette er der skrevet en hel litteratur der ofte har citeret Pontoppidan for den indrømmelse at: "Paa en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen (…) Portrætter" i romanen22. Men hvilken side af Brandes "krævede" bogens plan: hans rolle som "lysbringer" eller hans egenskab af national/unational jøde? Selv var Brandes ikke i tvivl når han i anledning af Lykke-Per til Sophus Schandorph besværer sig over at "De Danske er som besatte af dette Jøderi" (brev af 30.12.1899). Ville Brandes have spillet så en markant en rolle i Lykke-Per dersom han ikke have været jøde, men nok en foregangsmand som f.eks. Søren Kierkegaard eller Tietgen? Og hvor markant er rollen i grunden? Berømt ja, sensationel måske, men uundværlig? I romanen lader Pontoppidan jo ikke Per Sidenius have megen respekt for Dr. Nathans aktuelle betydning, og i det store portræt af ham i kapitel 17 lægges der ensidigt vægt på hvad Pontoppidan i et brev til Georg Brandes kalder hans "Modsætning til den sideniuske, sterile Stejlhed" (9.7.1902). Senere i det pontoppidanske forfatterskab blev det Brandes’ ideologiske rolle der kom i centrum; således i digtet til ham i 1912 og afspejlingen af ham i Enslev-figuren i De Dødes Rige. Men i Lykke-Per? Hele romanen ender med at være bygget op over modsætningen mellem det degnedanske tungsind og det jødiske letsind på grænsen til det nietzscheansk overmodige: Per contra Jakobe. Det var netop i perioden med udformningen af Lykke-Per at den personlige kontakt mellem forfatter og model blev udbygget. De tre Brandes-brødre – Georg, Ernst og Edvard – var allerede fra 1888 så at sige den fjerde jødiske "familie", der var med til at kaste lys over den store modstilling i forfatterskabet. Som det formuleres i nævnte kapitel 17 om Nathan: "dette unationale i hans Afstamning, der satte ham istand til at betragte det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme", vel præcis Pontoppidans eget uopnåelige mål som forfatter.

Forfatter og (svigtet) forlægger

Den første bog i samarbejdet med Aage Hirschsprung blev Højsang (1896). Efter at have modtaget de første prøver i renskrift udbetalte Hirschsprung det aftalte honorar med 100 kr. om måneden året ud. Højsang indgik i forlagets prestigiøse, illustrerede "Miniature-Bibliotek" hvor Holger Drachmanns ridderroman Kitzwalde ("Gaa paa Landevejen ud – slaa ihjel") var udkommet som første bind i nov. 1895. Drachmann, til hvem Pontoppidans forhold var ganske speget, fyldte 60 den 9. okt. 1896, og Pontoppidan advarer (i brev af 29.9.) Hirschsprung om at Drachmann eller andre måske ser ugalante hentydninger i ßHøjsang23 og foreslår, lidt kluntet må man sige, at udskyde udgivelsen af den ellers færdigtrykte bog til den 13. At nogen i så henseende tog bogen unådigt op, har vi ingen vidnesbyrd om.

Mindre end en uge efter kom bogen i 2. oplag. Om det var i glæde derover at Hirschsprung generøst foreslog Pontoppidan at lade hans gamle gæld til forlaget "henstå indtil videre", véd vi ikke, for hele tiden kender vi jo kun Hirschsprungs sindelag fra spejlingen i Pontoppidans svarbreve. Men tilbuddet blev grebet med begge hænder:

Jeg har nemlig en Del Klatgæld hos Skræddere, Skomagere og andre Handlende, der generer mig, og som jeg meget gærne vil have ud af Verden. Dersom det altså ikke er Dem imod at udbetale mig hele den store runde Sum på èn Gang eller i hvert Fald i større Portioner og i Løbet af indeværende Kvartal, vilde De gøre mig en stor Tjeneste ved allerede nu at sende mig et Par hundrede Kroner. (19.10.1896)

Den mere ideelle afslutning på forløbet af den første bog fulgte i kvitteringsbrevet "for de mange Penge". Skønt Pontoppidan ikke selv tror på at bogen bliver nogen salgssucces, glæder han sig inderligt over at dette ikke er afgørende for Hirschsprung:

Den Tryghed, jeg i så Henseende føler (jeg havde nær sagt for første Gang i mit literære Liv), er jeg Dem inderlig forbunden for. (…) Jeg glæder mig over med Dem igen at være kommen i Forbindelse med Literaturvenner, der (…) betragter en Bog (…) som et Stykke levende Menneskeliv (22.10.1896).

Med "igen" tænker Pontoppidan nok på Philipsen, der økonomisk var mindst lige så langmodig som Hirschsprung, mens Gyldendal for Pontoppidan står som en markedsøkonomi der lagde ubærlige restriktioner på omfanget af hans dårligt sælgende bøger.

Det fortsatte samarbejde med Det Schubotheske Forlag blev i det næste tiår af mindre nybrydende art: tre genudgivelser, af debutteksterne Kirkeskuden (i 1897) og Et Endeligt (1904; begge fra Stækkede Vinger, 1881), Sandinge Menighed (1903) og Ung Elskov (1906), smukke småbøger med definitive versioner af teksterne. Men forfatterskabets udvikling fortsatte andetsteds. På grund af disse nye udgaver og de løbende udbetalinger fra Hirschsprung kan vi ikke desto mindre i Pontoppidans breve til ham følge tættere med end i brevene til nogen anden adressat.

Således kommer Pontoppidan for skade over for Hirschsprung i slutningen af august 1896 at omtale en bog Ernst Bojesen absolut vil have til Det Nordiske Forlag "inden Oktober"; hurtigt må han berolige Hirschsprung: "Kommer den overhovedet, bliver det først op imod Jul, og da den hovedsagelig vil komme til at indeholde gamle Sager, vil der ikke blive Tale om nogen Konkurrence" (1.9.1896). Blandt de "gamle Sager", som Pontoppidan således ville reaktivere for at afdrage gammel gæld til sin anden nye forlægger, Bojesen, var en fortælling, "Hjærtensfryd", der havde været offentliggjort i 1885.

Beretningen fra det Nyboder-kvarter Pontoppidan som polyteknisk studerende havde boet i 1875-78, blev frøet til det romanværk som i de næste to år voksede op og foldede sig ud omkring den ti år yngre Peter Andreas Sidenius, præstesønnen fra den Randers-lignende østjyske provinsby der "gør" København som studenten Karsten Lund allerede havde gjort det i "Efter Ballet", åbningsteksten i debutbogen Stækkede Vinger. Et romanværk Pontoppidan altså har lovet Bojesen; men ingen breve mellem de to er bevaret herom fra dette år.

Den 19. november 1896 kan Pontoppidan derfor fortælle Hirschsprung at han "sidder med et stort Arbejde, som jeg ikke kan udføre i det Fremmede, i hvert Fald ikke på sådanne Steder, hvor jeg risikerer at få for mange nye Indtryk, – det vilde virke forstyrrende på den Stemning hvorunder Arbejdet er undfanget". Så mens familien bliver sendt til den nye lejlighed i Bakkegårds Allé, bliver Pontoppidan siddende ude i Stenløse for, må vi tro, at arbejde på Lykke-Per. Dykke ned i hukommelsens ælte hvis endnu våde ler omformes til … ja, til hvad? Det står i den første tid måske ikke forfatteren helt klart. Som han senere skriver til Georg Brandes:

Man ser for sig en Række Billeder, Menneskeskikkelser, Situationer, og man gør en Bog af dem i Tillid til, at der er så megen Sammenhæng i Ens Tankeverden, at hvad der såes som et Kaos ganske af sig selv samler sig til et Hele. (11.1.1900)

Den research Pontoppidan endnu ikke ønskede at gøre i udlandet, gjorde han til gengæld i det jødiske miljø omkring Aage Hirschsprung. Det er et plausibelt gæt at det er hertil han hentyder da han over for Bojesen må undskylde at Lykke-Per. Hans Ungdom ikke bliver færdig til julehandlen: "(...) jeg har været nødt til at omarbejde større Stykker af Fortællingen i de Kapitler, hvor jeg bevæger mig på et for mig [tilføjet: lidt] fremmed Område ... nej, ikke fremmed, men uvant..." (1.12.1897) Ganske vist finder den egentlige indføring i "Familjen Salomon", i "et helt Hus for sig selv i Nærheden af Bredgade", først sted i 2. kapitel af næste bind, men det har nok været prisen for trods alt at få første bind ud lige i begyndelsen af 1898: at Pontoppidan, på Bojesens forslag, delte stoffet yderligere op og udgav det i "Hefter". Egentlig drømte han her i begyndelsen af december 1897 om at fuldføre hele romanen, kun opdelt i to "Dele", i løbet af 1898. Det kom til at gå meget anderledes; først i 1904 lå værket færdigt og måtte straks omarbejdes (1905).24

Censor og forlægger

Samtidig med at Lykke-Per finder Skatten, romanseriens andet bind, udkom hos Ernst Bojesen på Det Nordiske Forlag i slutningen af juni 1898, omarbejdede Pontoppidan trilogien om Det forjættede Land, hvis samlede udgave udkom heftevis i løbet af efteråret. Han indgik en kontrakt med Bojesen om overtagelsen af de seks titler25 der op gennem 1880’erne var udkommet på Gyldendal, og begyndte at afbetale den gamle gæld til Jacob Hegel med de månedlige ydelser fra finansloven. Hos Hirschsprung prøvede Pontoppidan samtidig at komme igennem med "en stor Udgave af mine Skildringer fra Alfarvej"26, dvs. jeg-bøgerne fra tiåret: Minder (1893), Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896). Men de to første titler havde Ernst Bojesen overtaget fra Philipsen, og de kom derfor til at indgå i de to bind Fortællinger Pontoppidan i 1899 udgav hos Bojesen. Over for Hirschsprung kom Pontoppidan derfor op med "andre Planer". Det førte til de nævnte nyudgivelser af "små romaner" fra før Gyldendal-tiden, Kirkeskuden og Sandinge Menighed.

Således har Pontoppidan på dette tidspunkt ikke mindre end tre "kreditorer", og noget lille hus har han aldrig ført. Trods stor flid under hyppig sygdom rækker den litterære produktion ikke. Han føler sig derfor i konstant gæld til Hirschsprung. Allerede i april 1897 havde Lybecker under Hirschsprungs bortrejse bedt Pontoppidan udtale sig om et nu ukendt manuskript. Pontoppidans negative konklusion slutter:

Desværre er Stilen grumme tarvelig, Sproget langtfra fejlfrit, – og det var netop gennem Stilens Flugt og Glød, at Emnet skulde få literær Betydning. (19.4.1897.)

Igen i maj læste og afviste han et manuskript for Lybecker. Men først små to år senere blev han ifølge de bevarede breve regelmæssigt "Censor" for Hirschsprung. Fra begyndelsen afslår Pontoppidan dog Hirschsprungs forslag27 om "fast Ansættelse" som forlagets "literære Konsulent".

Måske ikke helt tilfældigt er det første manuskript Hirschsprung sender, af den jødiske forfatterinde Ella Hancke (1877-1960) hvis far, grosserer Johan Philip Hancke troligen hørte til Hirschsprung-familiens omgangskreds. Ella blev i 1901 gift med forfatteren Anton Melbye (1861-1929):

"Ruth Erlandsen" er absolut en ganske fortræffelig Bog, rig, varm og dristig og dog så kvindelig fin og fuld af Ynde. Jeg anbefaler Dem på det varmeste at forlægge den; det er et betydeligt Værk; det er vist længe, siden der herhjemme er fremkommen noget bedre af en så uprøvet Pen; i hvert Fald er det længe, siden jeg har læst en ung Bog, der har gjort et så dybt Indtryk på mig. (brev af 26.1.1899)

Dog foreslår Pontoppidan nogle strygninger i begyndelsen og slutningen, forslag der delvis bliver fulgt.28 Men som sagt og skrevet (31.1.1899):

Jeg er altid til Tjeneste med min Bistand, hvor De mener at kunne have Gavn af den; og jeg vil være glad ved, om jeg engang imellem kan gengælde lidt af, hvad jeg skylder Dem og Forlaget af Tjenester og Offervillighed.

Selv om der aldrig bliver tale om egentlige honorarer for konsulentfunktionen, har den kunnet bidrage til at lette Pontoppidans samvittighed over de svulmende forskud og over Hirschsprungs rolle som økonomisk bybud, pantelåner og udklipsbureau for Pontoppidan: "Min Privatbank" kalder han ham spøgefuldt. Til Lybecker skriver han i september 1899 ligeud: "(...) jeg [er] altid er glad ved at kunne afbetale på den Taknemlighedsgæld, hvori jeg står til det Schubotheske Forlag."

En række aldrig udgivne manuskripter af unævnte forfattere fulgte og fik ord med på vejen som disse: "(...) et uliterært Makværk, hvis sidste Halvdel med Intrigernes Løsning endog er under al Kritik".

I sit forsøg på at finde en faglig praksis opererer Pontoppidan med to kriterier: 1) et litterært: "De vil, literært set, fuldt ud kunne forsvare at forlægge det[te manuskript]" (15.11.1902), 2) et let nedvurderende, kommercielt: "Publikumsbøger"29, det sidste et forlagshensyn han ellers har rost Hirschsprung for ikke at udøve når det kommer til Pontoppidans egne bøger.

Da Hirschsprung ved sin gennemlæsning af et manuskript har sat streger i marginen ved "uforsvarlige Scener og Udtryk", afviser Pontoppidan (10.7.1899) at "agere Censor"; han vil alene "meddele Dem mit Indtryk af Bogen i dens Helhed". Det drejer sig om Axel Thomsens debut Af Kains Slægt som forlaget da også udgiver i 1899. Ikke desto mindre demonstrerer Pontoppidan flere gange den "puritanisme" Georg Brandes siden drillede ham med, f.eks. i sin afvisning i september 1905 af et unavngivet manuskript: "Den Afklædningsscene, der også findes i dette Værk, er efter min Smag ret uappetitlig. Den er sikkert ment som en Kyskhedens Apoteose men lugter ikke desmindre for meget af Bordel." Tænk blot på hvor få "dristige" steder der er i Lykke-Per.

Det vigtigste forfatterskab Pontoppidan som konsulent får holdt over dåben, er Knud Hjortøs. Om manuskriptet til debutbogen Syner (1899) skriver han: "(...) fuld af Galskab men også af Talent og med virkelig geniale Glimt (…) De [har] sikkert her igen (…) fået en af Fremtidens Mænd ind ad Deres Dør" (26.9.1899). Hjortøs næste manuskript, skitsesamlingen 'Spaaner', afviser Pontoppidan:

Forfatterens Talent er for stort til, at han kan være tjent med at udgive disse Bagateller i Bogform. (…) Men jeg må gentage, at min Tro på Knudsen-Hjortøs ejendommelige Digterbegavelse yderligere er bleven bestyrket af denne lille Bog, og at Forlaget vilde gøre vel i stadig at vedligeholde Forbindelsen med ham. (31.5.1900)

Det skete også og for begges vedkommende. Hvor meget af en profetisk selvkarakteristik og forventning til læserne er der ikke i de ord Pontoppidan midt under arbejdet med sit romanværks afsluttende hefte, Lykke-Per. Hans sidste Kamp, skriver om manuskriptet til Hjortøs Støv og Stjerner: "der står et koldt Ensomhedspust igennem den, som vækker Medfølelse og Respekt for dens Forfatter." De to bøger udkom, side om side, i 1904.

Bekymret følger Pontoppidan den skæbne hans anbefalede bøger får. F.eks. beklager han de lunkne, uforstående eller manglende anmeldelser der bliver Ruth Erlandsen, Syner og Af Kains Slægt til del.30

Pontoppidan, der ellers ofte undskylder sin manglende orientering i samtidens litteratur, pejler i sin nye virksomhed tendenser:

Der er åbenbart i Øjeblikket ny Grøde i Luften; unge Talenter pipper frem i disse År med en mærkværdig Frodighed. Jeg læser i Øjeblikket en Bog "Kragehuset" af Johan Skjoldborg31; den er virkelig fortræffelig. Det er det sidste halve Århundredes Oplysningsarbejde blandt Bonden, der nu sætter Frugt også i Literaturen. De fleste unge, mandlige Talenter, i hvert Fald de stærkeste, er jo Bondesønner eller dog Almuesfolk. (20.11.1899)

I slutningen af marts 1900 bliver Pontoppidan spurgt om forlaget skal overtage udgivelsen af det et år gamle tidsskrift Vagten. Han kender det ikke, ud over det sidste nummer han har fået tilsendt, men svarer:

Vagtens sidste Hefte er jo broget nok, adskillige af Bidragene vidner jo også om Talent, men i sin Helhed forekommer Indholdet mig ikke forjættelsesrigt. Men ud af et enkelt Hefte lader der sig jo ikke forme en Dom, og at der virkelig er Grøde i den yngste Literatur, derom er der jo næppe Tvivl. Et andet Spørgsmål er det jo, om det allerede skulde være nødvendigt at have et særligt Tidsskrift for dem. Foreløbigt repræsenterer de næppe nogen bestemt "Bevægelse", som kræver eget Organ. (25.3.1900)

Pontoppidan vasker sin hænder ved at tilføje: "Nu får vi se, hvad De og Deres Kollega beslutter Dem til i dette Spørgsmål." Kompagnonerne bestemte nej, og tidsskriftet gik ind32

På Sophus Claussens forfatterskab, der i disse år udkom hos Schubotheske, er Pontoppidan ikke direkte konsulent, han kommenterer kun de hos Hirschsprung udkomne bøger (Pilefløjter, Mellem to Kyster, begge 1899, og Junker Firkløver, 1900). Men inspireret af Sophus Claussens besøg hjemme i Snertinge blander han sig i udgivelsen af Trefoden og kommer med denne forudsigelse:

(...) jeg troer, at De og måske især Hr. Lübecker (med hvem jeg talte derom, sidst jeg var i København) undervurderer den Betydning, Clausen engang vil kunne få – og tildels vel kan siges allerede at have for Forlaget. Ingen veed, hvad Dag han skriver en Bog, der gør stor Lykke; og netop i Øjeblikket er Udsigten hertil vistnok større end nogensinde, fordi han vistnok nu er blevet mere klar over sine Evners Art og Begrænsning også. (16.5.1901)

Heraf fik Hirschsprung dog ingen glæde. Med gennembrudsbogen Pilefløjter (1904) var Claussen tilbage hos Gyldendal.

"Af Nødvendighed" og "af Overbevisning om mine slette Kvalifikationer" fraråder Pontoppidan i november 1906 Hirschsprung mere at benytte ham som Censor. I alt afgav Pontoppidan gennem de ti år responsa på 66 manuskripter.

Noget for noget

Selv har Pontoppidan betragtet det aldrig aflønnede konsulentarbejde som en modydelse for al den "kredit" Hirschsprung har givet ham. For eksempel har i efteråret 1901 familiens sommerophold i Norge bragt Pontoppidan "i Bagskud med sine Finanser". Undervejs forstrækker Hirschsprung ham, og Pontoppidan havde allerede den 4.9.1901 skrevet:

Jeg håber, De snart vil give mig Lejlighed til at yde lidt Gengæld for al den Ulejlighed, vi forvolder Dem. Jeg antager, at De også i denne Tid får et Væld af Manuskripter ind ad Døren. Jeg er altid parat.

Endnu tydeligere udtrykker han sig en måned senere, da han belåner hele efterårets udbetalinger på finansloven (83,33 kr. om måneden):

De Småtjenester, jeg kan yde Dem til Gengæld ved at være Deres literære Consulent nu og da, berettiger mig naturligvis ikke til at være så fordringsfuld (7.10.1901)

Og han må medgive at han ellers "fra "Nordisk Forlag" (får) et rigeligt Underhold". Hos Ernst Bojesen havde Pontoppidan ved slutningen af 1901 oparbejdet et udækket forskud på 3400 kr. (I alt har han fået udbetalt 4.800). Det indebærer at med finanslovspengene på 1000 kr. og utallige "lån" fra Hirschsprung (i 1901 udgav han ingen bøger på Schubotheske) har årsforbruget ligget på mellem seks og syv tusind kr. Heraf går der hver måned 100 kr. til Marie Pontoppidan, Pontoppidans fraskilte kone. Systemet synes at være dette: For hver finanslovsperiode (1.4.-31.3.) får Pontoppidan udleveret månedlige anvisninger der så kan indløse til rette tid. I nov. 1902 har han hos Hirschsprung "indløst" til og med marts 1903. "Jeg skal lønne Dem derfor ved inden altfor lang Tid at presentere Dem en pænt omarbejdet "Sandinge Menighed"." (19.11.1902).

Efter flere gange at have lagt op til det ("mit metusalemsgamle Løfte"), tager Pontoppidan omsider midt i september 1902 hul på bylden og lover Hirschsprung, ikke blot et skuespil over Højsang (det kom i form af De vilde Fugle s.å.), men "en ny og (forhåbentlig) god Bog til Deres Forlag". Naturligvis, det kan ikke blive før Lykke-Per er færdig – det blev den først to år senere, men "at tage Beslutningen er jo straks et lille Skridt mod Målet og ikke altid det mindste". Hirschsprung må dog endelig ikke fortælle det til nogen, og da slet ikke til Bojesen (15.9.1902). Pontoppidan kan ikke tage beslutningen om at vælge mellem sine to forlæggere, men lægger dog sit guldæg i Bojesens rede, og han plages derfor over for Hirschsprung "tit og mange Gange [af] Samvittighedsnag, fordi jeg ikke synes fri for Ligegyldighed for mine Forpligtelser overfor Dem" (5.1.1903).

Da Ernst Bojesen i september 1903 sælger sig og sit forlag – og dermed Lykke-Per – til Gyldendal, går Pontoppidan i panik og standser sine faste udbetalinger fra Bojesen. I denne situation gør Hirschsprung Pontoppidan et (økonomisk) tilbud hvis nøjere karakter vi ikke kender. Pontoppidan svarer Hirschsprung den 22. oktober:

Jeg er dybt rørt over den Interesse, De ved Deres Tilbud påny har vist min og mines Velfærd. Jeg veed af Erfaring, hvor sjælden en sådan opofrende Deltagelse er selv mellem Venner, og De må tro, at jeg af Hjertet påskønner den. / Misforstå mig altså ikke, fordi jeg mener, at jeg som hidtil bør forsøge at klare mig ved egen Hjælp. Det er måske min eneste tilbageblevne Ærgerrighed: at min Pen skal kunne ernære mig, så jeg ikke (som altfor mange af mine Kolleger) kommer til at ligge den private Godgørenhed til Byrde. Kald det kun en tåbelig Stolthed, – den er dog en Spore, jeg ikke gerne undværer. Skulde jeg nu og da i Samtaler have ytret noget i modsat Retning, har det kun været Spøg, og De kender mig vist også godt nok til at vide, at jeg ikke for Alvor misunder Nogen deres Velstand. Imidlertid (…) det er mig en Tryghed at vide, at jeg ikke vil komme til at stå alene, dersom mit Håb til Selvhjælpen virkelig skulde vise sig forfængeligt.

I januar 1904 forsøger Hirschsprung sig med en mere omfattende kontrakt som ville gøre Schubotheske til Pontoppidans eneste forlag. Det blev aldrig virkeliggjort33 – men heller ikke glemt, af Hirschsprung.

Fra begyndelsen af oktober 1904 til slutningen af marts 1905 er der et seks måneders hul i brevene. Der var ingen Pontoppidan-aktivitet på forlaget i den periode, men brevene omkring perioden indikerer at den økonomiske trafik mellem dem er fortsat, så man må nok gå ud fra at nogle breve rent faktisk er gået tabt. Det første brev efter pausen taler således om nødvendigheden af "et fornyet Arrangement". Men det kommer der ikke meget ud af. Den 28. april taler Pontoppidan om Hirschsprungs accept af "at lade alt gå i den gamle Skure" (28.4.1905).

Da Pontoppidan i sensommeren 1905 offentliggør sin rejseskildring fra den norske vestkyst, skriver han til Hirschsprung at disse artikler "selvfølgelig tilhører det Schubotheske Forlag". Men alligevel er det hos Bojesen/Gyldendal at Pontoppidan i december udgiver Borgmester Hoeck og Hustru, der går tilbage til en Politiken-publikation i 1902. Herover bliver Hirschsprung da også opbragt, og et noget uigennemsigtig skænderi begynder. Det viser at Hirschsprung siden december 1903 har anset sit forlag for at være den rettighedsbærende i forhold til udkast og skitsers senere bearbejdning i bogform.34 Det er da også årsagen til at Hans Kvast og Melusine, som indoptager stof fra Norgesrejsen, i 1907 udkom hos Schubotheske. Logikken i Pontoppidans argumentation undergraves dog af at Den kongelige Gæst, der ligeledes byggede på et udkast fra 1902, også kom hos Hirschsprung. Her udkom også skuespillet Asgaardsrejen, hvad til gengæld så Bojesen blev stødt over.

Det er nok den dårlige samvittighed der i samme december måned 1905 får Pontoppidan til, med baggrund i en kontrakt om den tyske oversættelse af Lykke-Per (Hans im Glück), at takke af og "standse med disse månedlige Udbetalinger, der har bragt min Gæld til Forlaget op i høje Summer" (brev af 1.12.1905). Allerede ved juletid er forholdene dog tilbage i "den gamle skure"35, i februar 1906 overlader Pontoppidan Hirschsprung "Retten til på mine Vegne at forhandle om og modtage Betaling for Benyttelsen af mine Arbejder i Ind- og Udland", og i februar drager han ned til de gamle Hirschsprungs i Norditalien. Det er under denne rejse Pontoppidan opsummerer sit forhold til Hirschsprung med denne apoteose:

Skulde engang imellem mine Følelser "løbe af med mig", som De skriver, når det gælder Deres og mit eget eller vort fælles Forhold til Literaturen, så må De huske på, at jeg gerne i Dem vil se "den ideale Forlægger" – den Mand, vor Tid højlig trænger til. Jeg veed jo, at De i mange Måder virkelig også er det, og det er naturligvis urimeligt at forlange, at der intet må fattes i det Billede, man har dannet sig af sit Ideal, – men min Idealisme er nu engang uforbederlig! (16.4.1906)

Efter Hans Kvast og Melusine hos Hirschsprung er det da også ham af de to forlæggere der i nytårsbrevet får løfte om "en god Bog af mig". Det bliver til den Den kongelige Gæst i juni 1908. Men samtidig sælger Pontoppidan i maj Gyldendal alle fremtidige rettigheder til de titler der i sin tid var udkommet på forlaget, og på de forlag Gyldendal siden havde købt op, for 50.000 kr (minus forskud) udbetalt med 5.000 kr. om året.

Den bitre ende

Som afspejlet i de bevarede breve tyndede forholdet til Aage Hirschsprung nu ud. Alligevel blev det et chok for Pontoppidan da Heinrich Hirschsprung døde i november 1908 og proppen blev sat i. Aage havde kun sin arvelod, og han var blot 39. Det urentable forlag blev ved årsskiftet 1909 overtaget af Gyldendal. Med Pontoppidans betydelige forskudsgæld på ca. 25.000 kr. til Schubotheske stod Gyldendal nu med en ny klemme på Pontoppidan. Hvad der aldrig havde været skrevet ned, kom nu frem: Mundtlig havde Hirschsprung, Lybecker og Pontoppidan i 1903 indgået en aftale om at Pontoppidan skulle have udbetalt 5.000 kr. om året og det, efter Pontoppidans hukommelse, for ti år. Altså ironisk nok et beløb der svarede til det, Gyldendal i 1908 havde indvilget i at betale, på Pontoppidans forslag! Som vi har set, fik Pontoppidan undervejs nogle gange dårlig samvittighed over den voksende gæld til Schubothe, men tilsyneladende var udbetalingerne blevet ved. Nu kunne Pontoppidan ikke alene vinke farvel til den sidste halvdel af pengene, han sad også for underskuddet de første fem år i saksen hos Gyldendal. Vreden skummer i det lange brev 14. februar 1909 til Aage Hirschsprung med denne konklusion: "hele vort forretningsmæssige Mellemværende [har] hvilet på en Misforståelse".

Aage Hirschsprung forsvarer sig med betydelig dygtighed i et af de få breve vi har bevaret fra hans hånd. Hverken han eller Lybecker har nogen erindring om en bindende tiårig aftale-periode. At det ville have fordoblet Gyldendals i 1908 indgående forpligtelse over for Pontoppidan, skriver Hirschsprung dog ikke. Men undervejs har det jo ikke manglet på udbetalinger! Og én skriftlig kontrakt kan Hirschsprung henvise til: den fra 1904 om "en større Roman":

"den blev til et Skuespil "Asgaardsrejen" i 1906. Fortællingen "Hans Kvast" udkom i 1907; den har De dog selv ønsket set under Synspunktet "Smaa Romaner", og "Den kgl. Gæst" som har været det tredje originale Arbejde vi i det her omtalte Span af Tid har modtaget fra Dem er jo ogsaa kun lille i Omfang." (16.2.1909).

Men det var jo endnu slet ikke blevet til nogen ny "stor" roman. Vil man undskylde Pontoppidan, kunne man pege på at han i december 1905 faktisk offentliggjorde den første spæde kim til De Dødes Rige i form af fortællingen om "Søren Smed og hans Sønner", på samme måde som "Hjærtensfryd" i sin tid havde været kimen til Lykke-Per. Alligevel lader det sig ikke nægte at Pontoppidan i vid udstrækning havde spillet dobbeltspil over for de to forlag. Han leverede da også et udglatningsbrev, men derefter er der ikke flere breve bevaret. Dog fremgår det af Pontoppidans fortsatte breve til moderen, Pauline Hirschsprung, at Aage Hirschsprung sendte hilsen både til Pontoppidans bryllupsdag i april og til hans fødselsdag i juli. Aage Hirschsprung indgik som "direktør" i Gyldendals Forlag, men det var mere af navn end af gavn, og hans svagelige helbred gjorde en ende på hans liv i december 1909. Pauline Hirschsprung døde i 1912.

Til Bojesen skrev Pontoppidan 9. januar 1909:

Det glæder mig, at heller ikke De er ked af igen at få mig på Kost. Min Appetit kender De jo. Jeg er umættelig. Det Schubotheske Forlag er det fjerde eller femte, jeg har opædt. Nu er altså selve det Gyldendalske opdækket for mig. Derefter vil der ikke være andet tilbage end Hagerup. Men for ham har jeg altid haft en uovervindelig Afsmag.

Var Aage Hirschsprung langt fra at være ene-model for Ivan, så var Pontoppidans måde at behandle Hirschsprung på dog lige så egocentrisk som den han lod Per behandle Ivan og Jakobe på når det kom til troløshed i forretnings- og kærlighedsaffærer. Den bitterhed der kommer høfligt til udtryk i Aage Hirschsprungs brev over kun at have fået smulerne fra den riges bord, er i sandhed velbegrundet. Det var ikke kun af Georg Brandes man i romanen kunne finde et "Hulspejlsbillede"36, eller som Pontoppidan selv udtrykker det i interviewet om Lykke-Per i 1905: "En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstaaet saaledes har jeg naturligvis oplevet det altsammen, baade Bryllup og Begravelse".

Det var Lykke-Per der ikke kunne lide rige jøder, men det fik han ikke lov at synes i de omarbejdede udgaver (1905 og alle senere) af romanen skrevet i den periode Pontoppidan tættest omgikkes det jødiske rigmandsmiljø i København.

 
[1] Wreschner: Meyer Abraham Wreschner (24.2.1832-27.4.1903) og blandt ni børn Rebakka (27.5.1865-4.4.1891). tilbage
[2] : se HPs anmeldelse af Lundegårds Röda Prinsen i Kjøbenhavns Børs-Tidende. tilbage
[3] Paul Schubothe Langhoff (1862-94). tilbage
[4] Høst & Søn var det fjerde forlag Pontoppidan i året 1890 udkom på, med Reisebilder aus Dänemark. De fire bøger udkom således:
2.4.1890 Reisebilder hos Høst & Søn
13.3.1890 Skyer hos Gyldendal
30.10.1890 Krøniker hos P.G. Philipsen
20.11. Natur hos I.H. Schubothes Boghandel. tilbage
[5] nyt omslag: Det ringe salg af første tilteloplag er årsagen til at det oprindelige omslag (muligvis identisk med titelbladet) i dag ikke synes bevaret nogetsteds. tilbage
[6] alle citater fra brev til de to forlæggere af 4.10.1895. tilbage
[7] 12.11.1895: iflg. H.P. Rohde: Ernst Bojesen, 1958, s. 69 og 151. tilbage
[8] pengekassen: Med selvfølge taler han til sidste om "mit tidligere Firma" 16.2.1909. tilbage
[9] bevare breve: Af mere eller mindre fuldstændige tosidede korrespondancer kan nævnes: Georg og Edvard Brandes, Martin Andersen Nexø, Marius Galschiøtt, Axel Lundegård, Peter Nansen, Johan Rohde, Gustav Philipsen, Ernst Bojesen, Harald Nielsen, Vilh. Andersen, Otto Borchsenius, Fr. Hegel d.y. tilbage
[10] arve bøgerne: Marianne Saabye: Hirschsprung, kunstsamler og mæcen, 2002, s. 145. tilbage
[11] selvironi:Se hans lykønskningsbrev til HP ved forfatterjubilæet i 1906. tilbage
[12] Denne beskrivelse bliver i Marianne Saabyes pen til at han "kunne for så vidt med sine markante træk have en næsten Herman Bang’sk fremtræden" (opus. cit. s. 233). Vil hun antyde af han var homoseksuel? tilbage
[13] tiltale-Hr.: 3.8.1903, og i dagens anledning tilføjes et "altid" til det normale "Deres hengivne". tilbage
[14] Leopold: I sine Erindringer fra min første Forfattertid (1928) skriver Leopold selv om "min Tid – omkring 1900". I midten af 90’erne var han (f. 1874) kun 20 år. Så hans erindringer om te-salonerne er måske af lidt yngre dato. tilbage
[15] forældre: således hedder det i et brev fra slutningen af nov. 1896 at Pontoppidans havde til hensigt at komme i Bredgade "for at hilse på Dem og Deres Forældre", ikke omvendt. Der findes kun ganske få breve bevaret fra HP til Heinrichs Hirschsprungs (otte til Heinrich, tre til Pauline H.). tilbage
[16] "Skrænten": brevene taler om besøg derude fra foråret 1897. tilbage
[17] Indvendinger (…) tilfredsstillet: iflg. brev fra HP til Heinrich Hirschsprung 28.12.1904. tilbage
[18] Hjerte: Levned III,1908, s. 369. tilbage
[19] latterlig: brev af 26.7.1887 til Holger Drachmann, Breve fra og til Holger Drachmann, III, 1970, nr. 582; udgiveren, Morten Borup, identificerer i kommentaren (bd. IV, s. 379) "den latterlige Berendsen" som Alberts ældre fætter, N.J. Berendsen, men denne stærke fagmand ville næppe have givet sig i kast med opgaven at oversætte fra dansk til fransk. Det skal der en amatør til for at turde. tilbage
[20] Venskab: brev af 15.2.1898. tilbage
[21] model: I sin anmeldelse af Lykke-Per (i det svenske Nordisk Tidsskrift, 1906) skriver Niels Møller, efter at have udpeget flere modeller: "Også til en og anden af de jödiske figurer kunde man vel finde forbilleder i virkeligheden." (citeret efter Omkring Lykke-Per, 1971, s. 91. tilbage
[22] Portrætter: interview i Politiken 19.12.1905. tilbage
[23] hentydninger i Højsang: se herom nærmere i min efterskrift til Pontoppidan: Smaa Romaner 1893-1900, 2005, s. 604-05. tilbage
[24] Omarbejdes: Om hele denne udvikling kan læses i mit kapitel om Lykke-Per fra 1964. tilbage
[25] seks titler: Landsbybilleder (1883), Ung Elskov (1885), Mimoser (1886), Fra Hytterne (1887), Isbjørnen (1887) og Spøgelser (1888). tilbage
[26] Alfarvej: brev af 20.11.1898. – "Skildring fra Alfarvej" var oprindelig undertitlen alene på Den gamle Adam. tilbage
[27] forslag: stillet i ikke bevaret brev som HP besvarer 31.1.1899. tilbage
[28] delvis fulgt: se brev til HP fra Ella Hancke af 13.2.1899. tilbage
[29] Publikumsbøger: brev af 10.7.1899. tilbage
[30] anmeldelser: se brev af 28.11.1899. tilbage
[31] Skjoldborg: kom (1903) sammen med Skram (1897) og Gjellerup (1903) i forlagets Vignet-serie. tilbage
[32] bestemte nej: Af brev af 24.4.1900 fra L. Mylius-Erichsen til Gustava Berendsen (KB Tilg. 306) fremgår det at forlaget for at overtage udgivelsen forudsatte at redaktionen skaffede trykning til "moderet Pris", leverede bidragene "til et beskedent Honorar" (for første årgang havde de intet honorar fået) og at de tegnede (d.v.s. tiggede sig til) en kapital på 5.000 kr. til reklame for bladet. Da de to første forudsætninger var opfyldt, gik de (bl.a.?) til den rige enkefrue, og man må tro det ikke lykkedes at rejse pengene, hvorfor forlaget sagde nej. HPs negative holdning havde altså ingen indflydelse. tilbage
[33] planer: planer: se HPs breve af 1.1.1904, 4.1.1904 og 8.1.1904. tilbage
[34] skænderi: i: breve af 4.11.1905 og 6.11.1905. tilbage
[35] : Udtrykket stammer fra et brev af 28.4.1905. tilbage
[36] Hulspejlsbillede: brev til Georg Brandes 9.7.1902. tilbage