Knud Hjortø

(1869-1931; født Knudsen Hjortø, navneforandring 1904) havde en relativ sen debut i 1899 med Syner. Henrik Pontoppidan var konsulent for forlaget og skrev om manuskriptet til Aage Hirschsprung i brev af 26.9.1899. Ogå de følgende manuskripter fra Hjortø-Knudsen, som han endnu hed, blev forelagt Pontoppidan, som afgav erklæring først om "Spåner" (31.5.1900), så om Hjemme fra Egnen (25.9.1901) og endelig om manuskriptet til Kraft (19.1.1902). Hjortø ville ikke tage efter Pontoppidans kritik af Kraft, men imødegik den kraftigt, og Pontoppidan resignerede i brev til Hirschsprung af 27.1.1902. Den 5. jan. 1903 har Pontoppidan modtaget manuskriptet til Folk. 18.1. er han næsten færdig med at læse det, men nogen konsulentudtalelse er ikke bevaret, kun omtales bogen i et brev af 14.9.1903. Hjortøs næste bog, Støv og Stjerner (1904) giver Pontoppidan en behersket ros af i brev af 17.5.1904. I et brev af 2.11.1905 beklager Pontoppidan at To Verdener, den første roman i en trilogi, ikke vinder fortjent opmærksomhed. I 1906 beder Knud Hjortø Pontoppidan om en anbefalingsskrivelse i forbindelse med en ansøgning til kultusministeriet; han får den (anbefalingen og brevet er trykt i Bay & Bredsdorff, nr. 184). I et brev af 3. juni takker Hjortø Pontoppidan. Men de to synes aldrig at have mødt hinanden, og efter Hjortøs død skriver Pontoppidan i et brev til Jørgen Bukdahl (B&B, nr. 474) at

Mest har det glædet mig at se Hjortø så forstående sat på Plads. Skade, at han ikke oplevede denne sene men så vel fortjente Oprejsning for mange Års Ligegyldighed og Tilsidesættelse. Den vilde sikkert have glædet ham.

Hjortø var dog, ligesom Pontoppidan selv, blevet portrætteret – som "den dybest egocentriske Aand" i den danske litteratur – i Henri Nathansens Portrætstudier, 1930 s. 105-32.