Henrik Pontoppidan til Aage Hirschsprung
Sendt fra Snertinge. 19. januar 1902 (og 20. januar)
må opfattes som en Kladde
| 19d Jan 1902. | Snertinge. |
Kære Hr. Hirschsprung!
Knudsen-Hjortø's Manuskript, som jeg hermed endelig tilbagesender, vidner jo på hver anden, eller i hvert Fald på hver tredje Side om hans Talents Styrke. Derimod synes han mig denne Gang mindre ejendommelig end i sine forrige Bøger. "Kraft" ligner lidt for meget visse andre af Nutidens og Fortidens Tendensbøger og virker alene derved ikke særdeles frisk eller ung. Men dette er virkelig Skade, fordi den Harme, der udtaler sig i den, synes ærlig og kraftig nok til, at den kunde have skabt sig sin egen Form, om den blot havde fået Tid dertil. Nu flyder den altfor meget ud i almindelige Avisfraser, om hvilke man mangen Gang kunde bruge Bogens eget Hånsord: "Uld og Flæsk". Arbejdet har ikke den tætte, sluttede Form, der kunde og skulde have givet det Karakteren af en knyttet Næve. Der er "flade" Øretæver, der langes ud på krys og tværs, og hvoraf få virkelig rammer.
På Hovedpersonen falder der uden Forfatterens Ønske et halvt komisk Skær. Forgæves spejler man 2 efter den Åndsmodenhed og Styrke, han siges at besidde, og som får alle andre end netop Læseren til at se en Fører i ham. I Forholdet til Bogens unge Pige viser han sig jo endda lidt sølle. Alligevel, det er Skildringen af dette Forhold og af hans forgæves Kamp mod Medbejleren, den i mange Måder ypperligt tegnede Levison, som giver Bogen dens Værdi. Herpå skulde Virkningen samles; fra denne Kamp – og ikke fra de lange Deklamationer – skulde vi lære hans Overlegenhed at kende, og vi vilde da ganske anderledes føle det bitterlig tragiske i, at det er den behændige Undermåler, der bliver den for[e]trukne. Slutningen af Fortællingen troer jeg ikke meget på; at Giftermålet skulde have den Virkning på den unge Dame, at hun straks opdagede Æselhovedet på sin Ægtemand, er ikke rimeligt. Hun vil snarere blive endnu mere blændet af ham. Og i hvert Tilfælde: den Måde, hvorpå hun (S.265-70) skrifter for hamden anden√ og byder sig til igen, er ganske urimelig. Hele den Scene er himmelskrigende falsk. Den Medynk, den vil kunne vække, vil kun gælde Forfatteren.
Når Fortællingen med alt dette helt igennem interesserer, er det, fordi den røber, hvad der for Tiden gærer i mange unges Sind, og vel netop i de bedste af de unge. Derfor bør den sikkert heller ikke forkastes. 3 Men Forfatteren vilde gøre sig selv, sin Forlægger og sine Venner i Litteraturen en stor Tjeneste ved at gøre sin Bog til Genstand for en grundig Gennemarbejden, så den selv blev mere præget af den Sammentrængthed, den just tager Ordet for. Jeg troer, at der endnu i så Fald kan komme noget fortræffeligt ud af den, hvorimod den nu nærmest må opfattes som en Kladde.
d.20d Jan.
Jeg har idag modtaget Penge og Brev. Tusind Tak for Elskværdigheden. Da De har sendt Kvitteringsblanket til Udfyldning, sender jeg foreløbig ikke flere Finanskasse-Kvitteringer. Vi kan så tales ved om Afviklingen, når vi ses.
Ja, det vilde være morsomt at komme til København; men jeg er endnu for meget Patient dertil. Siden jeg sidst skrev, har jeg måttet holde Sengen. Jeg var igår kun sålænge oppe, at jeg kunde få skrevet de ovenstående Linjer om K. Hj.s Bog.
Venlige Hilsner
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
