Den kongelige Gæst. En Krønike

Af Henrik Pontoppidan

Naar Folk, der selv boer midt i en stor Bys Hurlumhej, tænker paa Livet ude paa Landet, forestiller de sig gerne en Tilværelse, hvor Dagene glider trægt afsted, og hvor hver eneste af Timens tresindstyve Minutter henrinder med en højtidelig Omstændelighed som den, hvormed et gammelt Bornholmerur udmaaler Evigheden i en gammel Kones stue. Og dog er der ingen Steder, hvor Tiden løber hurtigere og Dagen føles kortere, end netop paa Landet og just paa Grund af Ensformigheden der. Ugerne, Maanederne, et helt Liv forsvinder for En, næsten uden at man mærker det.

Hver Gang den unge Læge Arnold Højer og hans kønne lille Frue kom til at tænke paa, at de snart havde været gift i fem Aar og havde boet i Sønderbøl lige saa længe, faldt de hen i dyb Forbavselse. Men noget mere ensomt Sted end Sønderbøl skulde man nu ogsaa lede efter. I selve Byen boede der kun Bønder, og paa den halvt opdyrkede Hede, der strakte sig udenom, laa der, saa langt Blikket naaede, kun smaa, spredte Hytter. Ikke engang en Præstefamilje fandtes der.

Dog følte de slet ikke deres Ensomhed. Indenfor det Plankeværk, der omgærdede Boligen med Gaardsplads og Køkkenhave og gav Læ for de barske Storme, havde de fundet deres lille Eden, hvor allerede en lille Kain og en lille Abel tumlede i Græsset, mens forskellige nyttige og frugtbare Dyr snadrede, klukkede og gryntede omkring ved Udhusene. Forøvrig fik de nu og da Besøg af Slægt og Venner; og desuden var der den daglige Post og den ugenlige Læsetaske, – saa der var nok at tage Vare paa, og de følte sig meget lykkelige.

Nu hændte det, at nogen af Fruens københavnske Familje meldte deres Besøg i Fastelavnen, og alt i Huset stod just beredt til Modtagelsen, da et Telegram bragte Afbud. Der var i sidste Øjeblik kommen Forhindringer, Rejsen maatte udsættes til en anden Gang.

Skuffelsen hos de unge Lægefolk var naturligvis stor, men galdt dog mest de store Forberedelser, der var bleven gjort, den megen gode Mad i Kælderen og den stedfundne, besværlige Omrykning i Huset. Savnet af de udeblevne talte de mindre om. Ja, da den første Misstemning havde fortaget sig, var de i Grunden begge to ganske tilfredse med at være bleven uforstyrrede i deres lille Paradis.

"Ved du hvad," sagde Fru Emmy ganske aabent, da de i Skumringen, efter at alt i Huset var bragt tilbage til den gamle Orden, som sædvanlig sad sammen inde i Mandens Stue og ventede paa Postens Komme, "det havde maaske slet ikke været saa morsomt med den Indkvartering. Jeg har i disse Dage ligesom ikke følt mig hjemme i mine egne Stuer."

Arnold Højer saa smilende over paa sin kønne lille Kone. Dersom han ikke havde siddet saa langt borte fra hende og ikke nylig havde maattet rejse sig for at stoppe sin Pibe, vilde han have givet hende et Kys for disse Ord, der saa ganske udtrykte, hvad han netop selv sad og tænkte paa.

I nogen Tid talte de nu om saadanne huslige Anliggender, der paa Grund af de foregaaende Dages Uro syntes dem at være bleven forsømt. De fordybede sig i Børnenes Sundhedstilstand, drøftede Betimeligheden af at give den ældste Dreng en Skefuld Olje den næste Morgen, beskæftigede sig derefter med Fjerkræets Befindende og lignende Ting.

Endelig kom Posten, der var bleven forsinket paa Grund af Snevejr. Hængelampen over Bordet blev tændt, og Mand og Kone havde just faaet fat hver i sin Avis, da de løftede Hovedet ved Klokkelyden fra en Kane, der svingede op foran Døren og stansede.

Et Øjeblik efter kom Pigen næsten løbende ind og fortalte meget optaget, at der var en fremmed Herre derude, som bad om at maatte hilse paa Doktoren og Fruen.

"Sagde han ikke sit Navn?" spurgte Lægen.

"Næ, men jeg kendte Kusken. Det var Præstens i Østerbøl."

"Saa er det vel Præstens Svoger – Landinspektøren."

"Nej, Jøsses Kors! Det er ingen Mand her fra Egnen. Og en fin Herre er det vist," tilføjede hun med hviskende Stemme. "Han sad i en stor rød Pels."

Fru Emmy havde faaet travlt. Som det ikke sjælden hændte hende, havde hun ikke faaet Tid til at klæde sig om, men var endnu i sin Morgendragt, der ikke ret vel egnede sig til at forestilles Fremmede. Ogsaa Doktoren saa med nogen Bekymring ned ad sig selv. Han plejede allerede tidlig paa Eftermiddagen at gøre sig det mageligt i Slobrok og broderede Slæbere.

For hans Vedkommende var der imidlertid ikke noget at stille op. Man kunde ikke lade den Fremmede vente.

"Bed Herren komme ind," sagde han til Pigen, da hans Kone var forsvunden gennem Sovekammerdøren.

Han havde akkurat faaet Tid til at rejse sig, da Døren sloges op for en middelhøj, førladen, kunstnerklædt Person, der med en syngende Stemme hilste Godaften. Det var en Mand, der efter hans høje Skaldepande og strittende, graabrune Haarkrøller at dømme var henimod de Halvtres. Men i hans skægløse Ansigt sad et Par ungdommeligt blodfulde Læber og et Par brune Øjne, der lyste af Liv.

"Det er Hr. Doktor Højer, jeg har den Ære at hilse paa?"

"Ja."

"Saa maa De tillade mig at begynde med en Anmodning, som rimeligvis vil overraske Dem noget, … jeg vil nemlig gerne bede Dem, at De vil være saa venlig at fritage mig for en Præsentation af dette mit statsborgerlige Menneske og tillade mig at fremtrine for Dem som en slet og ret, navnløs Vejfarende. Ja, jeg ser, De studser! Jeg indrømmer, at min Anmodning, som overhovedet min Nærværelse her, min uforskammede Paatrængenhed, om De saa vil, trænger til en nærmere Forklaring. – Men skal vi ikke sætte os?"

"Ja vil De behage at tage Plads."

"Tak. – For altsaa at gaa lige bus paa Sagen, min Herre: jeg kom nu i Eftermiddag til Østerbøl, Deres Naboby, hvor Præsten er en gammel Ungdomsbekendt af mig. Jeg havde ikke set ham i mange Aar, og det har længe været min Lyst en Dag at overraske ham herovre i hans landlige Idyl. Saa skal det nu være saa uheldigt, at han netop er rejst bort med sin Familje,… der var ikke andre hjemme end en Karl og et Par Piger, og De vil forstaa min Fortvivlelse, naar jeg fortæller Dem, at jeg har gjort en lang Rejse alene for dette Besøgs Skyld, og at jeg undervejs var bleven saadan rigtig opsat paa at fejre en munter Fastelavn hos min gamle Ven, der i sine unge Dage – hvad De maaske har lidt vanskelig ved at forstaa – var en lystig Fætter og i det hele en prægtig Fyr. Og saa træffer jeg bare tomme og kolde Stuer, der tilmed var oversvømmet af Opbyggelsesliteratur og samfundsnyttige Skrifter om Hønseavl og Børneopdragelse, hvad der nu engang ikke er min Livlektyre. Ja, saa var det, jeg kom paa den frække Ide at gaa paa Gæsteri her paa Egnen og anraabe den menneskelige Barmhjertighed. Af Tjenestefolkene fik jeg at vide, at der en Milsvej borte boede en elskværdig Lægefamilje; og da mine egne Heste var udmattede, lod jeg Præstekarlen spænde for, – ja, og her sidder jeg nu, Hr. Doktor, og anmoder Dem allerydmygst om Tilladelse til at tilbringe et Par Timer under Deres gæstfri Tag og passiare med Dem i al Utvungenhed."

"Gudbevares – De er hjertelig velkommen. Det vil naturligvis være baade min Hustru og mig en Glæde, om De hos os kan finde nogen Erstatning for Deres Vens Selskab. Men tillad mig, Hr. –"

"Jeg forstaar Dem, De mener, at alt dette dog endnu ikke er Forklaring af, hvorfor jeg beder Dem vise mig den Tillid at maatte forblive unævnt hos Dem. Men indrøm mig dog, elskværdigste Hr. Doktor, at om jeg nu forestillede mig som Grosserer Petersen fra Aarhus eller Arkitekt Hansen fra København, saa vidste De derfor ikke en Smule mere om mig, og vi vilde blot opnaa at afpæle vor Samtale, at trykke den ind i en Krog, Højstærede, og berøve vor Ordkunst den Charme, som den netop faar ved at tumle sig ubændig mellem Himmel og Jord. Har jeg ikke Ret? Det er jo desuden Fastelavn, hvad der giver Menneskene en Slags Berettigelse til at optræde under Maske og bryde Hverdagslivets Former. Kald det iøvrig kun et Lune af mig, et taabeligt Indfald, en fiks Ide, naar De bare vil forstaa, kære Herre, at jeg – alvorlig trykket, som jeg virkelig er, af min Paatrængenhed – føler mig langt friere overfor Dem i Forklædning."

Den unge Læge kom til at le. Der var noget uimodstaaelig smittende i den fremmede Mands Lystighed.

"Gudbevares – naar De ønsker det. Men –", tilføjede han med nogen Uro, da han hørte sin Kone tænde Lampen inde i Dagligstuen – "noget maa vi dog kalde Dem. Hvorledes skal jeg f. Eks. forestille Dem for min Hustru?"

"Nu, kald mig da … ja, f. Eks. … kald mig Prins Karneval!"

Arnold Højer kom igen til at le og denne Gang ganske højt, men ogsaa endnu mere kejtet end før.

"Det er … om jeg saa maa sige … første Gang, vi har haft kongeligt Besøg," sagde han.

"Bravo!" udbrød den Fremmede opmuntrende. "Jeg kan mærke, De hører til mine Folk, Hr. Doktor!"

Nu kom Fru Emmy frem i den aabne Dagligstuedør. Hun var i sin sædvanlige, tørvebrune Eftermiddagskjole, som hun blot havde pyntet med en begsort Brystsløjfe. Den Fremmede rejste sig og hilste hende med stor Artighed.

"Maa jeg" – sagde hendes Mand leende – "forestille dig en celeber Gæst: Hr. Prins Karneval!"

Fru Emmy, der paa Forhaand var forbavset paa Grund af Herrernes højrøstede Munterhed, saa ved disse Ord fra den ene til den anden og betragtede tilsidst sin Mand med et fornærmet Blik:

"Hvad skal alt dette sige?" spurgte hun.

"Det skal sige, bedste Frue, at det er Fastelavn, og at jeg virkelig er den, jeg udgiver mig for. De kender da min berømmelige Familje. Jeg er en Søn af den ærværdige Hr. Uglspil. Min Broder hedder Hans Kvast og Harlekin er min Fætter. Mit Hjemsted er Slaraffenland, og jeg er Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv lægger sig paa Tungen af Folk."

Fru Emmy saa igen – og dennegang strengt – paa sin Mand, der var bleven forlegen, mens han dog for Skams Skyld vedblev at le. Han tog nu Ordet og gentog omstændelig den andens Forklaringer fra før, hvad der dog slet ikke formildede hende. Med en næsten umærkelig Hovedbøjning, der skulde sige den Fremmede, at naar hendes Mand havde modtaget ham, kendte hun naturligvis sin Pligt, trak hun sig tilbage til Dagligstuen. Herrerne fulgte lidt efter.

Den unge Læge saa slukøret ud. Han ventede i Utaalmodighed paa, at den Fremmede nu skulde opgive sin Spøg og gøre sin Skyldighed. Men den glade Mand lod, som om han aldeles ikke havde mærket det pludselige Omslag i den lovende Fastelavnsstemning, og kæmpede tappert for at holde Underholdningen gaaende. Tilsidst satte han sig ganske uopfordret ved Klaveret, aabnede det og lod Fingrene løbe nogle Gange prøvende op og ned ad Tangenterne.

"Det er nok længe, siden der har været spillet her," sagde han; hvortil Arnold Højer kortfattet svarede, at hans Kone ikke længer havde Tid til at dyrke sin Musik.

"Tid!" – udbrød den Fremmede og slog pludselig med Kraft Hænderne i Tangenterne. Derpaa begyndte han at spille. Fru Emmy løftede Hovedet og gjorde store Øjne. Han havde ikke spillet mange Takter, før hun hørte, at han var en Mester.

"Kendte De den?" spurgte han hende.

"Nej … Hvor den var smuk," kom det uvilkaarligt.

"Det var forresten bare Introduktionen. Kunde De li' at høre Fortsættelsen? Det er en Festmarsj."

Hun blev igen mere tilbageholdende.

"Dersom De selv har Lyst," sagde hun.

"Godt, saa klemmer jeg paa! Men" – han saa rundt paa nogle Lampetter, der var anbragt omkring paa Væggene og hvori der endnu sad nogle tilstøvede Lys fra det sidste Barnedaabsgilde – "saa maa De tillade mig at lade et Par af disse Stjerner funkle. Det er en Musik, der skal høres i Festbelysning. Hr. Doktor, De vil nok hjælpe mig!"

Arnold Højer saa tvivlraadig hen paa sin Kone, der imidlertid med et Skuldertræk lod ham forstaa, at der nu ikke var noget at gøre, nu maatte de lade Manden løbe Linen ud.

Men den Fremmede nøjedes ikke med Lampetterne. Han tændte trods Fruens Tilløb til en Indsigelse ogsaa alle de otte Lys i Kronen under Loftet.

"Vist saa, Frue! Se, hvor det straaler! Ja, hvad kan ikke saadan et Dusin Lysepraase udrette!… Hør, jeg faar en Ide! Er det ikke, som om disse Stjerner siger os, at ogsaa vi skal klæde os i Galla paa denne højhellige Aften? Jeg har heldigvis taget min Kuffert med mig. Og De, lille Frue … De har naturligvis fra fordums Dage en allerkæreste himmerigsblaa eller helvedrød eller himmalajafarvet Silkekjole hængende derinde i Klædesskabets Gravmulm, hvor den kun er til Glæde for Møllene. –Ja, nu ser De igen saa utilgivende paa mig og skæver hen til Deres Mand, som om De vilde spørge, om ikke Tidspunktet endelig er kommet til at kaste mig paa Døren. Men De gør det ikke. Jeg er som min berømte Grandonkel, Hans sataniske Majestæt, om hvem det hedder, at ingen kan give ham en Finger uden o.s.v. – Lucas VII.8."

Arnold Højer var igen begyndt at le højt med sin uvilkaarlige Latter, hvorimod Udtrykket i Fruens kønne lille Ansigt skiftede raadvildt og halvt ulykkeligt mellem Fortørnelse og Smil.

"Hvad er det dog, De har i Sinde?" brød hun ud. "Jeg tror, De vil vende op og ned paa Huset."

"Ja – helst. Jeg har jo sagt Dem, hvem jeg er! Jeg vil foranstalte en Opstandelsesfest for … ja, for alt det, der – saare utaknemligt – er gemt hen i Krogene, begravet i Mørket, givet til Pris for Møl og Spindelvæv. Vær nu føjelig. Bagefter, Frue, skal jeg spille for Dem … spille Dem ind i den syvende Himmel. Skal det være en Aftale? Om tyve Minutter mødes vi her igen, hver i sin bedste Puds. Aa, Hr. Doktor, vær saa god at vise mig Vejen til Gæsteværelset – nej, det er sandt, jeg ved, hvor det er; Pigen satte før min Kuffert derind. Altsaa: Paa Gensyn, mit Herskab!"

Døren var knap bleven lukket bag ham, før Fru Emmy foer hen til sin Mand.

"Hvad skal vi dog stille op med det gale Menneske! Du skulde ikke have taget imod ham, Arnold."

"Jeg tror virkelig, han har gjort dig bange," sagde han leende og trykkede hende uvilkaarlig ind til sig, – det var saa længe, siden han havde set dette barnlig forskræmte Ansigtsudtryk, som han dog kendte saa godt.

"Hvem, mener du, kan han være?"

"Jeg ved ikke. Men det er jo en Barndomsbekendt af Præsten, saa jeg kunde da ikke godt vise ham Døren. Navnet er jo for saa vidt ogsaa ligegyldigt."

"Hvad skal vi da gøre?"

"Ja, er vi begyndt, bliver vi vel nødt til at spille Komedien tilende med det gale Spektakel. Han er jo forresten ganske pudsig. Og det er jo Fastelavn."

"Jamen mener du da … synes du da virkelig … at vi skulde, som han sagde, pynte os?"

– Nej, saagu skal vi ej. Vi sætter en Flaske Vin paa Aftensbordet, saa har vi saamænd rigelig gjort vor Skyldighed baade overfor Præsten og Fastelavnen."

"Ja, for dersom det kunde more dig … jeg mener, dersom du kunde have nogen Fornøjelse af det. … Jeg har jo ikke haft min lyse Silkekjole paa siden vort Bryllup."

Hun havde givet sig til at dreje paa hans øverste Vesteknap.

"Ej, jeg tror, du lirker –"

"Nej, slet ikke … paa ingen Maade. Jeg finder det ganske vanvittigt, fuldkommen naragtigt. Men naar vi alligevel skal gaa her og spille Komedie … Og, som du siger, det er jo Fastelavn."

"Du har Ret. En fornuftig Samtale kan der dog ikke føres med det Menneske. Lad os saa for engangs Skyld slaa Gækken løs."

"Men det er jo ganske vanvittigt… aldeles taabeligt," vedblev Fru Emmy at gentage, mens hendes Mand under en halvt overgiven, halvt forlegen Lystighed trak hende med sig hen imod Sovekammeret.

Da Pigen kort efter stak Hovedet ind for at melde, at Bordet var dækket, var der ingen andre tilstede end den Fremmede, der allerede havde faaet sig omklædt og var beskæftiget med at flytte nogle blomstrende Planter fra Vindueskarmen ind i Stuen.

"Jøsses Kors!" udbrød Pigen ved Synet af den oplyste Stue. "Hvad gaar her for sig?"

"Ved hun det ikke, gamle Sukkerbasse. Her ventes stort Besøg iaften."

"Hvem kommer?" spurgte hun grinende og kom nærmere paa sine Sutter, meget smigret af den fortrolige Tiltale.

"En, som Øjne ikke ser og Øren ikke hører, lille Hjertetyv! Men kom nu her og hjælp. Vi skal have pyntet op i Stuerne."

Udenfor paa Gangen skyndte i dette Øjeblik Husherren sig afsted i Skjorteærmer. Han havde et Lys i Haanden og var paa Vej op til Loftet, hvor hans Livkjole hang etsteds i Pulterkammeret. Da han kom tilbage til Soveværelset, havde hans Kone netop faaet Silkekjolen paa. Hun stod foran Spejlet og gjorde sig tynd om Livet for at faa Bæltet hægtet.

"Næ!" – udbrød han i uvilkaarlig Beundring og gik hen imod hende med udbredte Arme.

"Ikke røre!… Synes du, den endnu klæder mig?". – Hun kunde næsten ikke faa hægtet for Nervøsitet, saa angst havde hun været for, at han skulde le af hende. Hendes Hjerte var formelig kommen til at banke, da hun hørte ham komme tilbage gennem Gangen.

"Du er storartet, Emmy! Jeg kan jo næsten ikke kende dig!… Hør, det var i Grunden en morsom Ide!"

"Synes du da, at jeg ogsaa kan tage denne her paa?" – Hun tog fra en rød Æske paa Toiletbordet en Haarpynt bestaaende af to store Blade i Sølvfiligran, der tilsammen dannede et Diadem. "Husker du den?"

"Om jeg gør! Lad os se; tag den paa." – Han stod bag ved hende og saa over hendes Skulder ind i Spejlet, mens hun rødmende paasatte sig det lysende Smykke. – "Det er storartet … aldeles glimrende! Du er dejlig, Emmy!"

I et pludseligt, ubehersket Udbrud af en halvglemt Lykke kastede hun sig ved disse Ord tilbage imod ham, lagde Hænderne om hans Nakke og saa ham op i Øjnene: "Synes du det virkelig, Arnold?"

I det samme blev der med stor Kraft slaaet en Akkord an paa Instrumentet inde i Dagligstuen, … Festmarsjen lød ind til dem som en stormbrusende Sejrsfanfare. De rørte sig ikke. Ligesom tryllebunden af disse Toner blev hendes Hænder liggende om hans Nakke; og idet hun lukkede Øjnene, trykkede hun Gang efter Gang hans Mund ned mod sin.

Arm i Arm gik de derpaa ind i Stuen. Nu, da deres Sind var stemt i Samklang med Festligheden omkring dem, var der ikke længer nogen Forlegenhed hos dem. Inde i Spisestuen havde den Fremmede imidlertid ogsaa faaet pyntet op efter bedste Evne. Alt, hvad der fandtes i Huset af gammelt Sølv og smukt Porcellæn var bleven anvendt til Udsmykning, og midt paa Bordet stod en Skaal med nogle store, gule Roser, som han havde haft med i sin Kuffert. Om det saa var den gamle Pige, der ellers næsten ikke var til at drive ud af sit Køkkenskørt og sine Sutter, havde han ganske forhekset hende og faaet hende til at klæde sig i Højtidsdragt og hvidt Forklæde.

Saa gik de tilbords. Den megen gode Mad, der havde været tiltænkt de udeblevne Familjegæster, fik nu den allerbedste Anvendelse; men iøvrigt var det hverken Maden eller Vinen, der vedligeholdt Feststemningen, skønt den første langhalsede Flaske hurtig blev afløst af en anden og denne igen af en lille spindelvævsbesat Tykkert med gammel, fin Madeira, som de unge Lægefolk havde haft gemt i Kælderen til en eller anden meget højtidelig Lejlighed og nu lod springe.

Da de havde spist, og mens de endnu sad ved Bordet, begyndte den Fremmede at synge. Han havde i sin Kuffert ogsaa medbragt en lille Mandolin og gav en Række skælmske Kærlighedsviser tilbedste, der vakte megen Munterhed, ikke mindst hos Fru Emmy¹, skønt Ordene tidt var dristige nok. Men han var nu ogsaa højst indtagende, som han sad der – bred og smilende – med Instrumentet paa Knæet og de brungraa Haarkrøller strittende omkring den blanke Isse som en Vinløvskrans.

Tilsidst sang han en Vise om Eventyret, der drog formummet omkring i Verden med et synligt Følge af Puslinger – drilske Nisser og bukkefodede Trolde – som det lokkede frem fra de mørke Lofter og Kældere, hvorhen Menneskene i deres Uforstand havde manet dem. Og han tog sin Pokal og udbragte et Leve for disse smaa, genfærdsagtige Hjertetyve og Forstandsrøvere og Søvnforstyrrere, der ligesom visse Forraadnelseskim i Vinen holdt Livets Drik frisk og fik den til at moussere.

Arnold Høyer greb leende sit Glas for at klinke med ham; men i det samme faldt hans Blik paa hans Kone, som ligeledes havde taget til sit Glas og med blussende Kinder hævede det mod den Fremmede i en Henrevethed, der aabenbart ikke var ganske upaavirket af selve dennes Person, .., og den unge Læges Latter standsede med eet, og han nippede i Tavshed til sit Glas. Fru Emmy mærkede dog ingenting. Den Fremmede derimod saa hurtig, hvad der var sket, og forstod, at Tiden nu var kommen for ham til Opbrud. Han løftede endnu engang Pokalen, takkede for Gæstfrihed og tog en hastig Afsked.

Lægen fulgte ham høflig ud til Slæden, mens den unge Frue fra Forstuedøren tilviftede ham sit Farvel. Derpaa gik hun nynnende tilbage til Dagligstuen for i sin Opstemthed at kaste sig om Halsen paa sin Mand, saasnart han traadte ind. Men da han kom, saa han koldt paa hende og bad sig fritaget for hendes Overhæng.

Fru Emmy troede, at han spøgte, og gav sig til at le. Men da han gik ind i Sovekammeret og lidt efter vendte tilbage i sin gamle Slobrok, begreb hun, at det maatte være Alvor.

"Men hvad skal det sige?" spurgte hun, da hun saa ham sætte sig tilrette ved Skrivebordet inde i sin egen Stue.

"Jeg har nogle Breve at besørge. Det vil trække temmelig længe ud."

Nu først forstod hun ham rigtig. "Men Arnold dog –" sagde hun og gik hen til ham for at skamme ham ordenlig ud. Men da vendte han sig om imod hende og sagde med et Ansigt saa blegt og ophidset, at hun blev helt bange:

"Maaske du saa vil lade mig i Fred. Nu maa du vel have moret dig tilstrækkelig iaften. Du trænger vist stærkt til at komme til Ro."

Hun stod lidt og saa bedrøvet paa ham. "Fy!" – sagde hun derpaa og gik bort med stolt løftet Hoved. Under Afklædningen inde i Sovekammeret lyttede hun alligevel Gang efter Gang henne ved Døren, om han ikke skulde rejse sig, og hun maatte kæmpe haardt med sig selv for ikke at gaa ind til ham. Først efter at hun forgæves havde ventet ham i et Par Timer, faldt hun grædende isøvn.

Endnu den næste Formiddag var de ikke bleven forsonede. Arnold Højer blev hentet ud til Sygebesøg hos en fjerntboende Familje og var borte det meste af Dagen. Da han efter denne lange Adskillelse i Mørkningstiden igen nærmede sig Hjemmet over den øde Hede og saa Lyset skinne ud fra Forsturuden som en Ledestjerne, begyndte det endelig at tø op i hans Sind. Emmy sad ved Dagligstuevinduet, da han kom ind; og han saa straks, at hun mod Sædvane havde faaet sig omklædt og endog havde pyntet sig med en Sølvbrosje, som han havde foræret hende engang i deres Forlovelsestid.

Han bøjede sig ned over hende og sagde: "Skal vi være gode Venner, Emmy?" Hun svarede ikke og vendte et Par taarefyldte Øjne op imod ham som et Barn, der er blevet forurettet. Dog, da hun saa det gamle Smil i hans Ansigt, var hun straks overvunden og kastede sig om hans Hals. –

Men Slangen var nu engang sluppet ind i det lille Eden.

Da Arnold Høyer den næste Dag i Skumringen kom hjem fra et Sygebesøg i Byen og stod ude i Forstuen, hørte han sin Kone spille inde i Stuen. Det var noget saa usædvanligt, at han uvilkaarlig blev staaende og lyttede. Da genkendte han i Musikken noget af Melodien i den Fremmedes Festmarsj, hvilken hun aabenbart søgte at finde frem efter Øret.

Hun holdt øjeblikkelig op at spille, da han kom ind. Det var tydeligt, at hun var bleven overrasket, og hun saa op til ham med et forskende Udtryk, der bestyrkede hans Mistanke om, at hendes Tanker havde været paa Afveje. Efter at han havde været inde i Sovekammeret og skiftet Klæder, spurgte hun ham lidt nervøs, om han vilde have Lampen tændt. Skønt Posten netop var kommen, svarede han nej.

"Hvad var det, du spillede?" spurgte han, da de i nogen Tid havde siddet tavse i den næsten mørke Stue. "Jeg synes, jeg kendte det."

"Det tror jeg ikke. Det var bare nogle Fingerøvelser."

Hun vidste intet andet at svare. Hun tilstod knap for sig selv sit Hjertes tyste Sværmen … og der gives jo heller intet Navn for det Overskud af Følelse, som Mændene aldrig forstaar, for denne lønlige Flagren om det fremmede og forbudne, for dette Gran af Fordærvelse, der holder Kvindens Kærlighed frisk og skænker den dens Sødme.