Om Valhals protokol

Se selve protokollen her.

Manuskriptbeskrivelse

Valhalprotokollen er i dag (marts 2003) i en miserabel forfatning. Den består af XXX blade, næsten alle beskrevet på begge sider; i alt er der YYY sider. Den oprindelige protokol er gået så meget op i ryggen at de første ZZZ blade i dag er løse. Det svarer til protokollen for det første af de tre skoleår 1872-75. Både på bindets forside og på titelbladet er der sket en rettelse fra "Arkivet" til "Protokollen". Rettelsen er delvis foretaget ved overklistring med "frimærke-papir" der i dag på forsiden til dels er gået af, men bevaret.

Protokollens senere skæbne

Efter at Johan Rohde i 1875 var blevet student og rejst til København for at læse medicin, gjorde Viggo Bjerring (1856-1924), der i de første latinskoleår 1866-68 havde været klassekammerat med Johan og Henrik, men i årene 1872-74 slet ikke gik på skolen og først derefter blev medlem af Valhal, et forsøg på at fortsætte foreningen, men måtte opgive. 10.10.1875 skriver han til Rohde:

(...) Valhal er ikke mere! Efter nogle svage Forsøg paa at holde Liv i den gamle blev han uden Højtideligheder og Ceremonier stedet i Jorden. – Hans jordiske Levninger – alias Protokollen – hviler i min Pult, og jeg haaber, at vi engang som Studenter atter kunne puste Livskraft i den Gamle.

Det var i klubkulturen ikke ualmindeligt at medlemmer tog "strukturen" og navnet med til København og fortsatte fællesskabet i de første studenterår. Om det skete med Valhal, véd vi ikke, intet tyder på det.

Mens en del understregninger med blæk af især foredragstitler synes sat af HP og hans efterfølgere som sekretær (understregningerne ligner dem der konsekvent er sat under mødedag og -dato), er protokollen på et tidspunkt blevet forsynet med nogle røde blokblyants-understregninger og lodrette markeringer i marginen. Der kan skelnes to røde nuancer: en mørkere, lidt bred, og en lysere, nærmest pink og smallere. Den sidstnævnte er udelukkende brugt i forbindelsen med Otto Elmenhoffs navn (og de er sat efter de mørkerøde, thi hvor der er en mørkerød streg under Elmenhoff, er der ingen pink). De røde markeringer drejer sig i øvrigt om de "interessante" steder^'1 i protokollen som man bl.a. ser dem refereret hos Dumreicher 1932.

Carl Dumreicher (1879-1965) var universitetsbibliotekar, og det er ikke nogen rar tanke at han skulle være føreren af den røde blyant der så skrækkeligt har skæmmet protokollen ført i Pontoppidans smukke håndskrift. Men der kan føres en slags sandsynlighedsbevis for at det er universitetsbibliotekaren Dumreicher der er mester for dette overgreb mod et uvurderligt håndskrift:^'2

Dumreicher fik (iflg. Dumreicher 1960) overladt protokollen af Henrik Pontoppidan under et besøg hos denne "en foraarsdag i 1932"¹. I samtalens løb havde Dumreicher luftet sin uvidenhed om hvor gammel den forening var, han selv havde været medlem af i sin randrusianske latinskoletid.

"Jamen, det véd jeg," skal Pontoppidan have svaret, "for jeg var én af Medstifterne"^'3 Og så hentede han protokollen under klappen i sin store skrivepult og bemærkede:

Ærlig talt tog jeg uden videre og naturligvis med Urette Protokollen med mig, da jeg rejste fra Randers (…)

Det kan naturligvis ikke passe, som vi har set af protokollens historie. Men det er et vanskeligt spørgsmål at besvare hvad der skete med den efter at det sidste punktum var sat i 1875. Det er nærliggende at tro at det var Johan Rohde, som en gang tidligere, der havde taget den i forvaring. Hvorfor ikke Pontoppidan selv – f. eks. under et af sine senere besøg i Randers efter 1875? Ofte ser vi jo hos den gamle Pontoppidan at den nøjagtige kronologi ikke betyder så meget. Men hvis Pontoppidan havde haft den i alle de år, hvorfor nævnte han den så overhovedet ikke for Vilh. Andersen da denne interviewede ham i 1917 til sin bog om ham? Vilh. Andersen forskede jo i øvrigt i Pontoppidans og hans familiens historie. Jamen, det gjorde han måske også, men antydede – som på andre områder – at her kunne man godt udvise diskretion. En diskretion som han så selv hæver 15 år efter? Og det med ganske stor fornøjelse!

Mit gæt, men mere kan det ikke være (før jeg har været HP/Rohde-brevene igennem), er at den gamle Rohde så har givet den gamle Pontoppidan protokollen, og så har Pontoppidan over for Dumreicher påtaget sig ansvaret for det han selv kalder en "uberettiget" handling. Det er i så fald nærliggende at tro at det første skete efter at Pontoppidan havde ladet sig interviewe af Dumreicher til "selvbiografien" i Slægtsbogen (1931) hvori Valhal-protokollen slet ikke omtales.

"(…) Nu er det bedre, at den gaar videre til Dem," fortsatte Pontoppidan den dag i 1932 sin bemærkning. Det lod Dumreicher sig ikke sige to gange. Efter at have gennempløjet den slidte protokol og sat røde streger ved alle de (for ham) interessante steder, skrev han, med påskud i Pontoppidans 75 års-fødselsdag, en artikel til Tilskueren: "Fra Henrik Pontoppidans Skoletid".

Først i 1936 lod Dumreicher "selvfølgelig" det københavnske Randrusianersamfund forære protokollen til Randers Statsskole, men i 1960 lånte Dumreicher den tilbage for at skrive en artikel med særligt henblik på nu afdøde redaktør Otto Elmenhoffs rolle i "Valhal":

Det er (…) naturligt at jeg ved [Randers Amtsavis'] 150 aars jubilæum fortæller lidt om hans deltagelse i "Valhal" og nu fremdrager det hidtil ukendte stof herom fra protokollen" som, hedder det tidligere i jubilæumsartiklen, "i denne tid (er) udlaant til mig".

Så der kom atter gang i den røde blyant, en anden end sidst …

Før skanningen i 2003 blev de mørkerøde streger dæmpet eller helt visket ud, men de er bevaret i en gammel, solid fotokopi af protokollen; Elmenhoff-streger lader sig ikke fjerne i originalen, men det vil ske ved efterbehandling af skanninger til netstedet her.

Under Pontoppidan selskabets symposium i Randers i sommeren 2007 blev protokollen af skolen overladt til Randers Kulturhistorisk Museum der agter at konservere protokollen efter en forudgående skanning.

Første gang Frederik Jacobsen – til HPs forstilte vrede – fører pennen, er efter foreningens 30. møde, lørdag den 26. april 1873. I modsætning til HP anvender han overstreg til at markere dobbeltkonsonaterne n, m og k, et træk der siden genfindes nogle få gange hos HP (i ike).

Den eneste seksuelle hentydning jeg har fundet, står i Frederik Jacobsens beskrivelse af skovturen 4.6.73 hvor tre af deltagerne går i vandet: "Medens disse guder overgøde deres just ikke "virginea membra" med det blå sjøvand, nøde de øvrige guder udsigten."

Anton Levinsen deltager i skovturen den 4. juni 1873 som "Thalienser"; der var altså en konkurrerende(?) forening der hed Thalia? En anden gæst i skovturen er Martin Elmenhoff^'4

Drengene gav hinanden navne fra den nordiske mytologi (9.11.72):

Balder=Elmenhoff

Heimdal= Rohde

Frederik Jacobsen: Thor

Odin= HP (se også skovturen 4.6.1873)

Njord=Olsen (do.)

Uller(?)=Bruhn (do.)

Bakkus=V. Bierring