Søren Smed og hans Sønner
En Sommermorgen for en Del Aar siden kom en ung Mand i gungrende, taktfast March henad Landevejen med en Ransel paa Nakken og en dygtig Egeknippel i Haanden. Det var Smeden fra Rimalt – "Mestersmeden", som han engang i et overmodigt Øjeblik havde kaldt sig selv, hvorefter Ordet var blevet hængende ved ham som et Spottenavn.
Han havde Solen i Ryggen, og det var saa tidligt, at hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham. Han var paa Vej til Købstaden, og herfra vilde han endnu samme Dag søge videre ud i den store Verden. Han følte saadan vældige Kræfter i sig, at Smedjen derhjemme i Landsbyen var bleven ham for trang. Han vidste sig skabt til noget større end Dag ud og Dag ind at lægge Sko under Bøndernes Bæster.
Den Mening var han nu slet ikke helt ene om. Fra han sad paa Skolebænken var der bleven sagt om ham: "Den Søren Iversen er der Grøde i." Da han var Soldat, havde Kaptajnen og Løjtnanterne altid haft Bud efter ham, naar der paa Marchturene var gaaet noget i Ulave paa en Kanon eller en Lavet; og skønt han kun havde lært i en simpel Landsbysmedje, kunde han altid gøre Besked. Ogsaa det gamle Kaserneur havde han gjort i Stand en Dag, da det pludselig ikke vilde lystre Tiden, – ja, om det saa var Kaptajnsfruens Symaskine, saa havde han faaet den til Behandling for Alderdomssvækkelse og paa egen Haand forandret den fra en Kædestings til en moderne Stikkestings.
"Det er Skade, 67, at De ikke har lært noget mere," havde Kaptajnen ved den Lejlighed sagt og stukket ham et Guldstykke i Næven. "De maatte ellers have kunnet drive det vidt her i Verden."
"Det agter jeg nu ligegodt at gøre, Hr. Kaptajn!" havde han svaret med Haanden til Huen. "Men jeg er kommen af Fattigfolk. Mine Forældre havde ikke noget at koste paa mig."
"Ja ja, der er maaske endnu Tid for Dem til at se Dem om i Verden og indhente det forsømte. De vil jo foreløbig kunne rejse paa Deres Haandværk."
"Det er ogsaa lige, hvad jeg tænker paa, Hr. Kaptajn."
Men da han igen var kommen i sine borgerlige Klæder, havde han haft det Uheld at forelske sig i en Pige fra sin Hjemegn, og det paa den Maade, at Pigen fik et Barn. Det gav en slem Brøk i hans Regnestykke. I Stedet for et Fribrev paa Landevejen maatte han skaffe sig Vielsesattest og Kirkens Velsignelse og bygge Hus og Hjem for et Laan i Kreditkassen. Lige op ad Stuen havde han sin Smedje, og fra Morgen til Aften lod han Ambolten synge og Bælgen hvæse med fuld Kraft for at overdøve Skraalet fra det lille uskyldige Væsen, der var kommen i Vejen for hans Eventyrfart ud i Verden.
Uheldet harmede ham endda ikke saa meget for hans egen Skyld. Ane var en pæn og svært ordentlig Kone, der nok kunde gøre et Mandfolk lystent efter et eget Hjems Hygge og Velvære. Naar han efter Fyraften sad inde i sin nymalede lille Stue og spiste Nadveren med Barnet paa sit Knæ, følte han i Grunden ingen Udvé længer. Det var Forestillingen om de store Bedrifter, han skulde have udført her i Verden, der nagede og brændte ham i Sjælen og ikke lod ham Ro. Det vilde dog være altfor skammeligt, om et Menneske med hans Begavelse skulde slide sig op som slet og ret Rallikeskomager!
Aaret efter laa der et Par velskabte Tvillinger i Vuggen, og det Syn havde tæmmet ham en lille Tid. I denne Overflod havde han set noget af et Tegn fraoven. Maaske vilde han heller aldrig have overvundet sig til at optage en Kamp med sin Skæbne, dersom det ikke var hændt, at en af hans gamle Skolekammerater, den tykhovedede Daniel, der ogsaa var bleven Smed, men Maskinsmed, havde faaet Diplom for et Tærskeværk paa en Landbrugsudstilling inde i Købstaden. Søren havde sat en himmelhøj Latter op, da han hørte derom; den havde lydt helt uhyggelig i den lave, mørke Smedje. "Det sølle Skrog, den Træring!" havde han sagt. "Skal saadan En ogsaa gælde for noget!"
Ved den Lejlighed var det ogsaa, han havde slaaet sig for sit laadne Bryst og uforsigtigt kaldt sig "Mestersmeden". Fra den Dag var han i det hele blevet rent forstyrret i sit Hoved, syntes Folk. Ogsaa Ane fandt ham underlig. Havde han før været slem til at buldre op og slaa med Dørene, saa sad han nu mest stille hen og lod sine Øjne gaa omkring i Stuen med et saa skummelt Udtryk, at hun kunde blive helt sær ved det.
"Hvad er der dog i Vejen med Dig, Søren?" havde hun mange Gange spurgt. Men da rejste han sig altid op og gjorde sig stiltiende et Ærinde udenfor.
Endelig denne Morgen – efter mere end et halvt Aars Tøven – havde han gjort Alvor af sin Flugt. Til Ane havde han sagt, at han bare tog ind til Købstaden for at købe Jærn og Værktøj, og at han vilde være hjemme igen om Aftenen. Fra Købstaden gik der ved Middagstid et Dampskib til København, og herfra vilde han saa skrive til hende, at han ikke vendte tilbage.
Her gik han nu i Morgensolen, og Lærkerne sang omkring ham; men rigtig glad var han alligevel ikke. Naar han svingede saa vældigt med sin Egeknippel, var det for at forjage alle skræmmende Tanker; og naar han gik saa raskt og med saa taktfaste Skridt, var det, fordi han ikke turde se sig tilbage, før han var kommen over paa den anden Side af de høje Bjerrum Bakker.
Solen steg paa Himlen og Lærkerne begyndte at dale; rundtom paa Markerne laa Køer og Faar og hvilede med halvlukkede Øjne, mens de velbehageligt tyggede det første Drøv. Dette mindede ham om, at det var Frokosttid; men først da han var kommen et godt Stykke paa den vestre Side af Bakkerne, satte han sig ned paa Grøftekanten og tog sit Madklæde frem.
Han var forresten ikke sulten, og da han saae de mange pænt og godt smurte Rundtenomer, som Ane havde givet ham med, tabte han nu rent Appetiten. Længe sad han med et Stykke Spegepølsemad i Haanden og kunde ikke faa sig til at sætte Tænderne i det.
Henne paa Vejen kom i det samme et langt, tyndt Spøgelse af et Kvindfolk med en Kludesæk paa Ryggen og en Krykkestav i Haanden. Han kendte hende godt, – det var en gammel, halvtosset Tøskælling, som gik rundt i Herredet og tiggede. Ved Synet af hans Mellemmader standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad ham om en Bid Brød i Guds Navn.
Søren var ikke synderlig villig. Anes Mad syntes ham en altfor kostbar Gave. Men den Gamle saae saa forkommen ud, at han ikke nænnede at sige Nej.
"Kommer du engang til Rimalt", sagde han lavmælt og rakte hende en halv Skive, "saa kig indenfor til Smedekonen og sig hende, at hendes Mand gaar det rigtig godt".
Da hun var gaaet, blev han siddende med Haanden under Hovedet og fulgte hende med Øjnene, indtil hun var forsvunden bag Bakkerne i Retning af Hjemmet. Med det samme kom der en stor Uro over ham. Han syntes pludselig at erindre noget om, at det sølle Menneske engang i sin Ungdom havde været Kæreste med en Karl, der rømte fra hende til Amerika, og at det var derover, hun var bleven saadan en Stakkel.
Inde fra Marken bagved ham hørtes et stort Raab og Knalden af en Pisk. Det var en Kobanker, som kom drivende med et Kobbel Kvæg.
Søren pakkede sit Madklæde sammen og rejste sig. Langsomt gik han videre ud ad den solhede, skyggeløse Vej.
Først nær op mod Middag naaede han ind til Købstaden. Der var knap en halv Time, til Skibet skulde sejle. Han kunde akkurat faa Tid til at krybe indenfor i Madam Haagensens Beværtning ved Havnen og faa sig en Skaal Kaffe.
Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en stor, tyk Mand, der sad ved et lille Bord foran Skænken, hvor Madam Haagensen rugede i Halvmørket med sit Strikketøj. Alligevel følte Søren sig ligesom lidt forlegen. Han, den stortalende Smed fra Rimalt, for hvem den bedste Plads ellers aldrig var for god, satte sig hen i en Krog ved Vinduet og tiede helt beskeden.
Den tykke Mand derhenne, der sad med en Uniformskasket skubbet bag i Nakken, var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven Arrestforvarer. Hans store, kødfulde Hænder hvilede paa Knappen af en Spanskrørsstok, som han drejede rundt mellem sine fremstrakte Ben, mens han fortalte Madam Haagensen om en Skarnsdreng, der om Formiddagen havde faaet Klø paa Raadstuen.
"Femogtyve regulerte Speciesdalere! De sad nok saa nydeligt hen ad Knægtens Rygstykker, li'esom det kunde været Roser paa et Stakit".
Madam Haagensen ømmede sig i sin strikkede Skuldervarmer. Hun forsøgte et lille Forsvar for Drengen. De Børn dernede i Baggaden – sagde hun – de fik nu heller slets ingen Opdragelse. For naar Manden laa paa Søen og Konen gik ud og vaskede, hvad skulde der saa blive af de stakkels Unger.
"Nej, saadan en Fyr ender i Tugthuset", erklærede Arrestforvareren med Overbevisning. "Det sagde ogsaa Borgmesteren".
Søren Smed var bleven endnu mere stille derhenne i sin Krog. Og dog havde han straks slaaet et Par Snapse i Kaffen for at hjælpe paa Humøret.
Ude fra Bryggen lød nu Dampskibets første Afgangssignal.
"Skal den Mand der med Skibet?" spurgte Madam Haagensen.
Ja-a," svarede Søren paa en Maade, som kunde han lige saa godt have sagt Nej.
Arrestforvareren, der havde benyttet Øjeblikket til at tømme en Bajer fortsatte med forfrisket Aand sine Afsløringer fra Byens Fattigkvarter. Det var Historier om forladte Koner og skoldede Børn og Sult og Elendighed. Søren sad med bortvendt Ansigt og saae ud gennem Vinduet.
Henne paa Dampskibet ringede det for anden Gang.
"Nu maa De vist skynde Dem," sagde Madam Haagensen, der forbavset havde bekigget Søren over sine Strikkepinde.
"Hvorfor det?" spurgte han og kastede sig i det samme udfordrende tilbage i Stolen med Hænderne i Bukselommerne.
"De sagde jo, De skulde med Skibet."
"Ja – men ikke idag! De kender mig nok ikke. Jeg er Smeden fra Rimalt, forstaar De! Jeg er herinde for at købe Jern og Redskaber, om De vil vide det!"
"Ja ja – godt Ord igen, gode Mand! Jeg mente ikke noget ondt med det."
— — —
Dagen efter stod Søren igen i sin mørke lille Smedje og tordnede med sin vældige Forhammer, saa Huset rystede og Gnisterne røg omkring ham. Her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.
Han ældedes tidlig. Skallen paa ham blev blank og Skægget falmede, før han naaede de Halvtreds. Folk i Egnen frygtede ham; de kaldte ham nu "den gale Smed" i Rimalt. Han var bleven menneskefjendsk og ordgerrig, udtrykte sig mest med Brynene og en halvt uforstaaelig Brummen. Kun naar han en sjelden Gang viste sig ved et Gildeslav og havde faaet noget i Hovedet, gav han sig Luft, og da gerne paa en Maade, saa han vakte baade Latter og Forargelse med sin Snak. Især naar det hændte, at en eller anden kom til at nævne hans Ungdomskammerat Daniel, der nu var en stor Fabriksejer i Købstaden, bulnede hans syge Selvfølelse op. Da fik man for hundrede Gang baade Historien om Kaserneuret og om Kaptajnsfruens Symaskine, mens Folk grinte bag hans Ryg. Eller han spredte Skræk omkring sig med al Slags oprørende, ja gudsbespottelig Tale.
Søren havde fire Sønner. De artede sig alle vel baade paa Skolen og senere ude i Livet; kun Faderen havde de vanskeligt ved at tilfredsstille trods deres Fremgang. Naar Folk roste hans Drenge for ham, løftede han Brynene med et Grynt, som om han vilde sige: "Det manglede bare, at mine Børn ikke skulde have Forstand!"
Den ældste, en lidt spinkel og svagelig Dreng, var efter sin Konfirmation bleven sat i Guldsmedelære inde i Købstaden. Han havde arvet Faderens mærkelige Fingersnille, og allerede efter et Par Aars Forløb belønnedes han med Haandværkerforeningens store Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren Smed modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord: "Det er dog godt, at du ikke ligefrem har gjort mig Skam."
Tvillingerne bleve begge sat i Smedelære. Den af dem, der regnedes for den ældste, blev Maskinsmed; den anden, der var som skaaret ud af Sørens Side, stærk og bred og laadden allerede ved Konfirmationen, satte han foreløbig i sin egen Smedje for at have ham under Opsigt. Denne Dreng var hans Øjesten og store Haab, og han sparede hverken paa Tugt eller knubbede Ord for at fremme hans Udvikling. Men Faderens Kærlighed blev tilsidst Drengen for hed. En skøn Dag rømte han fra Hjemmet og rejste til Amerika.
Det var et bitterligt Slag for Søren. I flere Dage mælede han ikke et Ord. Saa sagde han en Aften til sin Kone:
"Det er den Tak, man har for alt, hvad man har ofret for de Unger. Jeg skulde ha'e rejst fra jer dengang! De ender jo dog alligevel i Tugthuset allesammen."
"Lad os se Tiden an, Søren. Kanske de endda slipper," sagde Ane og smilede lønligt. Hun var en lille, rørig og munter Kone, hvem Samlivet med Søren havde holdt frisk og stærk. Skønt hun havde følt det, som om hun bestandig levede med et Tordenvejr over sit Hoved, var hun ikke bleven kuet. Men hun var jo ogsaa den, der kendte Søren bedst, ja som i hans gode Øjeblikke havde hans fulde Fortrolighed. Hun vidste, at han med alle sine Griller i Grunden var glad baade for hende og Børnene, og hun havde lært disse at forstaa ham og at holde af ham som den Særling, han nu engang var. Trods al undertrykt eller aabenlys Utaalmodighed, og skønt de ogsaa godt saae, hvordan Faderen undertiden gjorde sig til Latter for Folk, blev Sønnerne ved at se op til ham, ligesom de i al deres Stræben først og fremmest gik ud paa engang at vinde hans Anerkendelse.
Den yngste Søn, der var kommen til Verden et Aarstid efter Sørens mislykkede Flugt, havde en Hofteskade og var halt. Søren havde været fra Sans og Samling af Raseri, dengang Ulykken opdagedes. At ogsaa den Skam skulde overgaa ham! Aldrig kom Barnet ham for Øje, naar han var i sit onde Lune, uden at han lod sig forlyde med, at det burde have været gravet ned i Møddingen straks efter Fødslen. Men som Drengen voksede til, og navnlig da han var kommen i Skole, viste det sig, at hvad han manglede i Benene, det havde han i Hovedet, og af Sørens fire Sønner var der ingen, der naaede saa vidt som netop han. Da han var tretten Aar gammel, sagde Skolelæreren rent ud, at nu kunde han ikke lære ham mere. Saa blev han sendt til den lærde Skole, blev Student og tilsidst Præst.
Den Dag, da han første Gang som ung Kandidat prækede i Rimalt Kirke under en formelig Valfart af Folk, faldt der noget ilave i Sørens uligevægtige Sind. Da Menigheden efter Gudstjenesten trængte sig om ham og Ane for at lykønske dem, svarede han med et bevæget "Tak."
Hjemme i Stuen sagde han til Ane, da de var blevne alene:
"Det var kanske rigtigt alligevel, at jeg blev hjemme hos jer dengang – du veed nok."
"Ja tror du ogsaa det saa sikkert," sagde hun og smilede over sin Strikkestrømpe.
"Aa jo. For Vorherre er vist en rimeligere Mand, end jeg har set ham an for."
"Ja, det kan saamænd gærne være, at han it er saa møj tosset."
Ogsaa Ægteparrets andre Sønner gik det stadig godt. Den ældste, Guldsmeden, havde sin egen Forretning inde i Købstaden og vandt Medaljer og Hædersdiplomer overalt hvor han udstillede. Maskinsmeden var allerede Værkfører og havde giftet sig med en rig Enke.
Endnu hvilede der dog i mange Aar et Tryk over det lille Smedehjem paa Grund af den bortrømte Søn, som de længe ikke havde hørt fra og tilsidst troede død. Men saa kom der en Sommerdag et Brev fra Avstralien. Han havde døjet meget ondt, skrev han; derfor havde han tiet saa længe; men nu havde han gjort en Opfindelse med et Sugeværk, og der var bleven budt ham to Hundrede Pund kontant for Patentet. Saasnart Sagen var bragt i Orden, vilde han komme hjem paa et Besøg.
Den Aften sagde Søren efter lang Tavshed, da han sammen med Ane sad paa Bænken ved Husgavlen, der vendte ud mod Fjorden og Solnedgangen:
"Du, Ane, – kan du huske det Foredrag, vi hørte i Vinter engang i Foreningen. Der gik ikke noget tilspilde i Naturens store Husholdning, sa' han, om det ogsaa mangen Gang kunde se anderledes ud. Det er et godt Ord, tykkes jeg, og et sandt Ord. Det er der ligesom mer Fortrøstning i end i mange af dissehersens Bibelord, – skønt man skulde maaske ikke sige det."
Det syntes Ane ogsaa. Hun omsatte det bare paa sit eget Maal og sagde:
"Ja, det kommer igen, sa' Bonden, han gav sine Grise Sul."
