Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
25. maj 1917

Deres Puritanisme og min Bog om Voltaire

25 Maj 17

Kære Henrik Pontoppidan

Det er mig ikke muligt at huske, om det er ét eller to Aar siden jeg en Sommerdag var sammen med Dem hos H. Nathansen paa Landet. Jeg maa tro, det er to Aar siden, en lang Tid. Sidst, jeg hørte fra Dem, var i Anledning af Deres Puritanisme m.H.t. første Del af min Bog om Voltaire. Ogsaa siden da er der løbet meget Vand i Stranden og meget Blod paa Markerne.

Vi har havt Syvaarskrigen og Trediveaarskrigen; nu har vi Idiotkrigen. 2 Det er rimeligvis den Benævnelse, hvorunder denne Krig i næste Aarhundrede vil gaa.

Det er dog ikke for at meddele Dem denne aandfulde Bemærkning, at jeg skriver, men for ikke at lade al Forbindelse mellem os dø ud. Hvorledes gaar det Dem for Tiden? Har De noget for? Virker Forholdene nedslaaende paa Dem?

Jeg havde med vor fælles Ven1 en lille Dyst i Anledning af hans Bog. Jeg afbrød, da han viste sig ude af Stand til at forstaa det Ringeste af min Mening. Under det stigende Jødehad i Europa og Asien gaar han og ryger Cigar op ad et aabent 3 Krudttaarn, og troer, han gør alt muligt Andet.

En hel Maaned af mit Liv er nu blevet mig ranet ved alle de Tjenester, jeg tigges om og af Forholdene tvinges til ikke at afslaa. Nu har jeg spildt en Uge paa en Indledning til min kære Plageaand Upton Sinclair's nye sociale Roman, hvortil den amerikanske Forlægger attraar en Introduktion af mig. Jeg har endnu mindst to Dages Arbejd med at tumle det uhyre Manuskript og faaer naturligvis Intet for det. Sinclair, som selv er uegennyttig, forudsætter at alle andre ogsaa er det.

At Sultanen har vendt sig mod 4 Jøderne i Palæstina, der allerede indbildte sig og udbasunerede at nu vilde de dèr oprette deres fri Republik, viser, at man ikke bør gøre Regning uden Vært. Jeg har den vemodige Tilfredsstillelse, for snart tyve Aar siden at have forudsagt, det vilde gaa saaledes. Bl.a. derfor skulde Jøderne mindre pukke paa deres "Nationalitet", men betragte Jødedommen, som det, den altid var, en Religion, og det en Religion, de fleste moderne√ nu har forladt. Imidlertid vil de jo rimeligvis i Aarhundredets Løb constituere sig som Nation. Til den Tid er jeg ikke tilstede.

Jeg gad vide, om De havde nogen Tilfredsstillelse af Publikums 5 Holdning overfor Deres store Bog. De lever nu i Afstand og ser næppe mer end jeg til den opvoxende Ungdom. Men den er højst forskellig fra den Ungdom, jeg engang kendte. Den kalder sig national og conservativ, men er især smaalig og indskrænket.

Jeg frygter for at det Tidsrum, De skildrede, er den aldeles fremmed.

Som der staar i det gl. Testamente: Der var kommet en ny Farao, der ikke kendte Josef.

Jeg har for at sysselsætte mig, nu begyndt at fordybe mig i den græsk-romerske Oldtid og bliver vist dèr den Tid, jeg kan have tilbage. Deres Georg Brandes.

 
[1] vor fælles Ven: sandsynligvis Henri Nathansen. tilbage