Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 28. maj 1917
ny Udgave af min sidste store Roman
Snekkersten.
28.5.17.
Kære Georg Brandes!
Da jeg såe Deres Håndskrift, "slog" Samvittigheden mig så kraftigt, at jeg vist blev rød derved. Jeg havde længe villet skrive til Dem, og nu kom De mig i Forkøbet. Skønt jeg naturligvis forlængst har tilendebragt Læsningen af "Voltaire" og tilmed set, hvor hæsligt man fra en vis Side1 har forsøgt at tilsmudse Dem i Anledning af Deres Bog, opsatte jeg at skrive, fordi jeg overhovedet i den senere Tid har måttet indstille al Korrespondance. Uventet for mig selv har jeg nemlig fået den Opgave allerede nu at forberede en ny Udgave af min sidste store Roman, og da jeg selv har fundet 2 den for vidtløftig, tog jeg mig på at omarbejde den med det Formål at forkorte den med en Tredjedel, og da det hastede, har jeg i de sidste Måneder været stærkt beskæftiget med uopsætteligt Arbejde. Endnu er jeg ikke ganske færdig; men om en Ugestid, eller måske to, håber jeg at have de sidste Korrekturer fra Hånden.
Deres Bog har været mig til stor Forfriskelse under den trivielle Korrekturlæsning. Den er en Lærdomskilde og tillige en meget underholden[de] Bog, skrevet med den Improvisationens Kunst, hvortil De nu er nået, med en Fart og Flugt i Stilen, som ved Sammenligning gør næsten enhver anden Prosa firbenet og tung. Voltaires Skikkelse er meget levende, og navnlig i anden Del føler 3 man sig ofte greben af hans Skikkelser Ånds Storhed; men nogen rigtig stærk og varig Sympati for hans Personlighed får et Nutidsmenneske vistnok ikke let, og det er da også, som om Skildringen af√ hans Omgivelser i Grunden har interesseret Dem selv mest. Bogen er derved mere bleven en Tidsskildring end en psykologisk Studie, men den er ikke derfor bleven mindre fængslende.
Nathansen har jeg ikke set i længere Tid, og jeg veed ikke, hvorledes hans Memoireværk2 er bleven modtaget. På mig har det gjort Indtryk ved sin Uforbeholdenhed. Jeg finder, at Bogen som Roman har store Svagheder; men jeg har læst den som et Skriftemål og følt mig bevæget af den.
Jeg havde det Uheld med min egen store Bog, at jeg blev syg og kom på Hospitalet, 4 netop som jeg var begyndt på Arbejdet, og da jeg efter lang Tids nødtvungen Uvirksomhed igen kunde tage fat, tvang mine økonomiske Forhold mig til at udgive den stykkevis og i halvfærdig Stand. Jeg har derfor været glad ved at have fået Lejlighed til at foretage en Destillation, mens jeg endnu var optaget af Emnet og fortrolig med mine Personers indre Liv. Jeg bilder mig ind nu at have frembragt en Roman, hvortil nordisk Literatur ikke har noget Sidestykke. Jeg tænker derved naturligvis ikke på Kvaliteten, kun på Arten. Jeg tror, man i hvert Fald√ skal tilbage til de islandske Familjesagaer for at finde noget tilsvarende, uden at jeg dog mener på nogen Måde at kunne tåle Sammenligningen. Det er kun de mine√ kunstneriske Bestræbelser, jeg 5 vil karakterisere ved at nævne mit Forbillede.3
Forøvrigt har jeg, som rimeligt er, været optaget af Krigen, af den russiske Revolution og den øvrige Verdensfornyelse, vi er Vidner til. Jeg tilstår, jeg hører til de Idioter, der indbilder sig, at disse Rædselsår allerede har været gode for noget, og jeg ønsker ikke Freden, før der er opnået Sikkerhed for, at vi ikke får Verden fortysket. De synes at forudsætte, at jeg har Tidens opvoksende Ungdom på Afstand og i det hele lever isoleret; men det er langt fra Tilfældet, eller i hvert Fald kun i en vis Forstand Tilfældet. Alene gennem mine fire Børn og Deres Mænd, Koner, Kærester og Venner og Veninder har jeg den på nærmeste Hold, og netop i disse Pinsedage har jeg Huset fuldt af dem.
6 Såsnart jeg bliver mine Korrekturer kvit, rejser jeg til Jylland. I Sommertiden er der så skrækkeligt mange Mennesker her i Snekkersten, og iår synes her at skulle blive endnu mere overbefolket end tidligere. Jeg vil nødigt forstyrre Dem; men jeg længes efter at trykke Deres Hånd og vil gøre et Forsøg på at træffe Dem hjemme en Dag, inden jeg rejser.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
