udenfor som en iagttagende mandsperson
Af Niels Møller
Henrik Pontoppidan: Torben og Jytte. Storeholt 1912—13. Gyldendalske. Boghandel, Nordisk Forlag. Kbh. og Kria. — Den kongelige gæst. Det Schubotheske Forlag. Kbh. 1908.
Pontoppidan viser vel nok sin bedste kunst, når han kan fortælle i mag, med ordenligt albuerum, når han kan følge sine personers skæbne gennem længere tid og lade deres liv tegne sig på en bred og fyldig baggrund. Det sindrige, det springske, det fortættede ligger sjældent for ham; han tager én ved sin jævne og ærlige styrke som den vide vind over det åbne land.
Man glæder sig da ved at se ham i Torben og Jytte og Storeholt påny lægge ud til langfart ligesom i Det forjættede lands og Lykke-Per. Hvor rejsen vil ende lader sig ikke skønne af de to bøger; den fællestitel, han har givet dem: en fortælling-kres, siger intet. Og de samler sig ikke, som de to tidligere rækker, om en bestemt hovedperson; Torben, hvem det første bind særlig dvæler ved, nævnes kun flygtig i det andet. En mængde personer og flere slægtshistorier skydes frem i fortællingen, og de enkeltes hændelser slynges kunstfærdig ind i hinanden og sammen med skildringer af det almene samtidsliv.
526 Det er mulig ikke mindst det sidste, der har ligget forfatteren på sinde. Handlingen foregår væsenlig i hjemlandet efter "systemskiftet", under det demokratiske styre, som skulde bringe folket lykken. Pontoppidan er en hvas kritiker af denne lykketid. Han dvæler meget ved det politiske spil, hvor førerne løber med folk og får dem til at vælge den, de ikke bryder sig om, hvor ærgærrighederne borer sig frem, hvor der råbes med alskens kvaksalverlægedom for tidens brøst. Han slår til uvederhæftigheden og den øde fornøjelsesyge. Det høres helt symbolsk, når han lader det fine internationale selskab ved Rivieraen hylde en artist, der efterligner lyden af en spyflue, som bliver fanget og maset, "så hjærtelig som nogen løvedræber på en romersk arena". Han ser tossegode fantaster brede sig, mens slægten netop skulde gøres nøgtern. Og mørkemændene trænger frem. "Et tidsskifte var ved at lobe ud" syntes Torben. "Midnatstimen var allerede nået, og spøgeriet i fuld gang allevegne". Forfatteren er nok enig med ham.
Personerne bær tidens præg. Det er måske ikke tilfældigt, at fortællingen begynder med Torbens sygehistorie. Selv Enslev, den store fører, den sidste fra kampdagene (han minder om Hørup) er ikke gået ram forbi, og "har sin spøgelsetime nu". Der er den dumme forgældede godsejer, som søger redning gennem politiken, og hans koldhjærtede, kokette københavnske frue. Der er det politiske factotum, direktøren, som læser alle aviser, er dybt bevæget over Portugals skæbne og en jærnbaneulykke i Japan og kan alle stemmetal på fingrene. Der er konsulen og hans mage, som præker koldtvandskurens evangelium. Venligst stiller forf. sig nok mod lægen, der sætter brav mange børn i verden, ikke tror på medicin og skriver på et filosofisk værk om børneopdragelsen og ægteskabet og livet med naturen. Dog han er også et stykke af en fantast og kæphesterytter, altså hjemfalden til satiren.
Som ætling af en gammel præsteslægt kaster Pontoppidan sig naturligvis over præsterne med god vilje, men også med forståelse. Hans skildring af Mads Vestrup er ganske mærkelig. Fra først er han blot temmelig ækel og ikke helt original, en fed og påholdende plebejer med kødets brynde, en grov og snæver prædikant, der søger styrke i sin ringhedsfølelse ved at knytte sig til guddomsmagten og giver sit lavfødte nag luft mod den verden, han fra barn har set hævet over sig. Men da han er falden for en kvindes fristelser og bliver jaget ud på landevejen som vandreprædikant, får han væxt og interesse. Da han er trådt i støvet som en forhånet synder, kommer han først rigtig i samfund med sin gud; han føler sig frigjort og hævet, og hans angreb på den kirke, der har forstødt ham, får lidenskabelig magt. Den tale, han holder på folkemødet, har virkelig ild og kraft og tager én, skønt Pontoppidan ikke lægger skjul på hans lidet himmelske væsen og udseende og endda giver ham snue. Den anden præst Gårdbo, der på mødet vil lukke munden på Vestrup, er ganske fint gjort som en ædlere parallel 527 til ham; han er også snæver i sit syn, bondsk i sin grund, og han er heller ikke uimodtagelig for kødets lyst og øjnenes lyst. Det fører ham ganske vist ikke til fald, men til et mislykket frieri hos den dragende verdensdame Jytte.
Hun må nærmest kaldes hovedpersonen i de to bøger; hende har forf. studeret indgående, og typen har også interesse. Hun er en af dem, som drager mænd og drages af mænd, men når det kommer til stykket, kan hun ikke knyttes til nogen af dem. Pontoppidan søger at gøre rede for grundene dertil, men nogle af hans forklaringer træffer næppe det rigtige. Det er ikke, fordi ægteskabet kan føre til smærtefulde barnefødsler, eller fordi hun har set adskillige kvinder blive ulykkelige eller forråede i ægteskabet. Det véd alle de kvinder, som frejdige og glade gifter sig. Grunden ligger i hendes væsen. Det er ikke, at hun mangler sanselig drift; hendes blod er hedt nok. Hun er sky som "råkiddet, der flygter, når man nærmer sig det". Hun er bange for båndet, for afgørelsen, der lukker udsigten til mulighedernes verden. Og mere end det: hun drages af det ny, men får hun det nær, føler hun isnende, at det er hende fremmed, og springer fra. Torben er den, hun længst har holdt af, men mest på frastand; de gange, han tidligere har søgt at fange hende, er hun smuttet bort, og da han endelig efter sin sygdom under besøget på Rivieraen er ved at overvinde hende, skyldes hans held, at han virker nyt på hende.
Det var jo en hel anden Mand, hun var kommen til at holde af. Den Torben Dihmer, hun i alle disse Aar havde længtes efter, ham havde hun allerede halvvejs glemt. Det var denne underligt stille og barske Fremmede, hun nu elskede og havde knyttet sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. [s. 160]
Men et par dages samvær er nok til, at betagelsen går bort; det fremmede gror op mellem dem, og hun stodes voldsomt fra og vender sig mod en ny.
Pontoppidan har gjort sig megen umage med Jytte og iagttaget hende nøje; alligevel fængsler hun ikke rigtig; man ærgrer sig endogså en kende over hende. Man mærker, at han står udenfor hende som en iagttagende mandsperson; man føler ikke pulsslaget af hendes hjærteblod. Se til sammenligning i Mathilda Mallings sidste bog skildringen af den unge Ebba Stjerne. Der er den samfølende indlevelse i en kvindesjæls higen og attrå, som giver den bankende liv for læseren; man forstår, at den unge pige viger bort fra sin gamle ven, mandfolket Johan, og vælger sin nye kending, der er manden.
Det hænger vel også sammen med, at de sjælelige koglerier ikke er Pontoppidans egenlige område. Hans djærve og stærke kunst råder sikrere over redeligere sjælstilstande. Langt bedre end Jytte er fortællingen om Enslevs fader, den gamle smed, en stilfærdig landsbytragedie om store ævner, der ikke får lejlighed til at udfolde sig, om udvé og fremhugen, 528 der spærres inde i en trang virksomhed, men også om en brav sjæls sejr over fristelserne.
Men det lønlige sjæleliv lokker Pontoppidan. I et par af sine "små romaner" fra de senere år er han inde på det. - Det store spøgelse fortæller om en bondepige, der har haft stævnemøde med sin kæreste en aften, og da hun kommer hjem til præstegården, hvor hun tjener, finder sig stænget ude. Hun vandrer så rundt i natten, og dens gøglende rædsel fylder hende mere og mere, til hun omsider ender i selvmord. Det er skrevet med endel uhyggestemning, men fortællingen fanger én ikke helt; man tror ikke rigtig på den. Langt mere værd har Den kongelige gæst. Det er et eventyr i virkeligheden. En læge og hans hustru bor i en lille landsby på den jyske hede. De havde boet der, de sex år de havde været gift, og var faldne til ro. Tiden løb hurtig og ensformig for dem; de levede vel samstemte, hyggelig, trygge, nyslende og syslende med deres hjem, deres børn, deres virksomhed. En sneaften i fastelavn får de besøg af en ubuden gæst, en fedladen kavaler, grånet, men frisk og rødmusset med brune spillende øjne. Han vil ikke sige sit navn, men kalder sig prins Karneval og beder om husly for et par timer. I den tid sætter han huset på den anden ende; han laver til fest, får de strax meget uvillige værtsfolk til at iklæde sig deres bedste pynt; han bringer druer og roser, tænder lys og dækker bord; vinen og maden, hans musik og sang og muntre tale river lægefolkene ud af den dagligdags trummerum, får deres blod til at rulle hedt, fylder dem med stærk feststemning, til manden pludselig svales, da han synes, hans hustru bliver for hæftig betaget af den fremmede. Så kører denne bort, pludselig som han var kommen, og aftenen endes i en ægteskabelig mislyd. Hvem den fremmede var, fik de ikke at vide. Var han en gal eller en gavtyv? En kunstner eller en handelsrejsende?
Det var sikkert den gud Dionysos. Og hans dæmoniske brod blev siddende i deres sjæle. Der var ikke mere vindstille i lægeboligen, men hæftig søgang. Mand og hustru kastedes fra hinanden og mod hinanden i skinsyge, splittelse, forsoning og lidenskabelig utryg hengivenhed. Den dionysiske hvirvel var brudt ind i deres liv. Og da den med tiden stilnede af, blev der tilbage en higen, en løftelse, længselsfulde drømme og en urolig sørgmodighed selv i deres lykke. – Her har Pontoppidan virkelig underfundig og med dybsind fået greb i livets sjælekoglen.
