Enslevs Død
Henrik Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan: Enslevs Død. (G.B.N.F.)
Det er Systemskiftets Danmark, hvis Gravskrift Pontoppidan skriver i dette fjerde Bind af sin monumentale "Fortælling-Kreds". Han har snitdelt Landet og behandler nu hvert Lag for sig, uden at det hele samles som Bestanddele i en enkelt Mands eller en enkelt Tankes Historie. Bogen er med andre Ord ingen Roman, men en Danmarks-Skildring, et Standardbillede af Landet i Aarene 1900–1910. Det kan falde lidt anstrængende at læse et Værk som dette, fordi de enkelte Lag paa en noget tilfældig Maade tages frem til afvekslende Behandling, og fordi de i yderst forskellig Grad fanger Interessen, enkelte af dem svært lidt, men til Gengæld passer den hele Fremgangsmaade glimrende til Pontoppidans Evner. Sjælekender var han aldrig, men Bogen handler heller ikke om Sjæle, men om Forhold. I Ordets strængeste Forstand Kunstner var han aldrig; de løndomsfulde Steder, hvor Livskilden springer, fandt han ikke; men Standardbilleder kan ogsaa nok nøjes med det livagtige. Og det livagtige er netop Pontoppidans Speciale.
Man maa beundre den Energi, hvormed han har gennemgaaet de sidste Aaringers Historie og fundet det Ulejligheden værd at optegne ogsaa de mindre, ja mindst, væsentlige Træk. Selv J.P. Müller'ianismen er taget med, ganske vist i yderst ironisk Belysning, men d'Hrr. Sundhedsapostle nyder dog den Ære at opfattes som karakteristiske Tidens Tegn. Saa er der den sidste forsprængte Levning af 80'ernes Boheme-Kunstnere; de samles endnu paa deres literære Stamknejper, men i Pontoppidans skrappe Morgenbelysning ser de fæle ud; Whiskyen perler dem ud af Øjnene, og Fandenivoldskheden slaar hvert andet Øjeblik over i lumpen Skræk. Saa er der Lægernes Fagforening af Kynikere, der er d'Hrr. Gullaschmænds Urtype, den store Kaffegrosserer, hvis Mastodont-Betragtning af Tilværelsen er ramt paa Kornet, der er hele det erotisk betændte Borgerskab med den skønne Frk. Jytte Abildgaard i Spidsen, der er dette og meget andet. Men de førende Lag er efter Pontoppidans Skøn en vigende radikal Hær, over hvis Hjærter den store Enslevs Navn endnu ejer Magt, og en fremstormende Hær af Reaktionens Kærnetropper, anførte af præstekjoleklædte Mørkemænd. "Enslevs Død" bliver da den vemodige Bekendelse af, at det nu er Mørkets Time.
Paa Bogens sidste Blade tørner de to Hære næsten bogstavelig mod hinanden. Den gamle Politiker, Føreren af "Venstre"s venstre Fløj, Tyge Enslev, har begaaet et politisk Selvmord ved i det kgl. danske Folketing at afsløre et uslukkeligt Had til Kirke og Præster som den inderste Drivkraft i hele hans Livsværk; paa dette falder han med et Følge af kun 12 Trofaste; for et Par Dage efter at dø, ensom og uforstaaet, som han levede. Paa Begravelsesdagen fulgte Tusinder af Mennesker med Ministeriet og de fleste Rigsdagsmænd i Spidsen tilfods hans Kiste fra Hjemmet til en Sørgefest i det kongelige Ridehus, hvorfra den senere skulde føres til Baalet. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile. Men "to Dage efter Begravelsen foranstaltede Missionen som Demonstration en kirkelig Procession, der drog syngende gennem Byen med Musikkorps og Bannere". Og Pontoppidans Mening er øjensynlig den, at baade Enslev og den Enslevske Episode i dansk Politik er døde.
Paa en Maade vidner denne Mening om dyb Sandhedserkendelse, Reaktionen ejer for Tiden stor Magt i Danmark, og den Ildsjæl, hvormed Hørup tilintetgjorde de Nationalliberales og senere Højres anmassende Forsøg paa at udgøre Landet, eller i hvert Fald Intelligensen, er slukket. De afgørende politiske Slag staar aldrig i Folketingssalen, men rundt i Literatur, Kirke, Kunst, Skole. De Strømninger, som der sejrer, sejrer ogsaa tilsidst ved Afstemningerne. Og i disse forskellige Kredse blæser Vinden Frisindet stridt imod. I Bøgernes Verden lovsynges Sødsuppen, og Lovsangen hidkalder Købernes Tusinder. I Skolen er Grundtvigs Tanker mestendels ukendte. Og i Kirken – ak i Kirken kæmper den forenede Mission og Højkirke en tilsyneladende sejrrig Kamp mod enhver Form af aandelig Frihed.
Arboe-Rasmussen-Sagen1 og hvad dertil hører er saavelsom Skaarup-Sagen2 vemodige Vidnesbyrd herom. I mismodige Øjeblikke kunde man saamænd, skønt Medlem af det i Øjeblikket regerende Parti3, fristes til at give Pontoppidan Ret og tage Plads som livsvarig Grædekone ved Enslevs Kiste.
Men den hele Opstilling er nu alligevel urigtig. Enslev er død, det lader sig ikke nægte, og med ham en vis Form af Liberalisme, men man maatte kende det danske Folk ilde, om man troede, at Folkets Vilje til en snarlig Rodbehandling af de sociale og økonomiske Brøst var svækket. I Gennemførelsen af denne Vilje ligger Gerningen og venter paa Enslevs Lærlinge. De gamle Faner bærer maaske nok Indskrifter, der ikke helt dækker vore Tanker, men vi begejstres af deres Smæld, for under dem kæmpede vore Fædre. Og Bøgernes Verden – nej selv den sagkyndigste behøver ikke at tro paa Sødsuppens endelige Sejr. Aakjær og Nexø, Jakob Knudsen og Thøger Larsen er Vinduer ud mod den nye Dag. Og vi faa, der endnu holder Fanevagt om Grundtvigs Kirketanker, vi veed, at vi skal sejre. Med Mørkemændene er Flertallet, men med os er Aanden. Pontoppidan, som er Enslevs yngre Samtidige, er en kyndig Mand, naar han skildrer os Egenes Fald, men han kan ikke høre Græsset gro. Dertil skal der unge Ører.
Saa maa Pontoppidan jo ogsaa finde sig i den Kendsgerning, som vil blive Fremtidens, blandt Enslevs Afløsere vil ogsaa Præster finde deres Plads. Ja, de er der sandfærdigt allerede. Havde han indset dette, maatte han for at finde en Forklaring have optaget hele sin Opfattelse af Grundtvig til Revision. Men til en saadan radikal Stausopgørelse er Pontoppidan øjensynlig for gammel. Vi maa da tage ham, som han er: en fortræffelig Iagttager, Mester i at haandtere det store Lærred og den brede Pensel, efter sin Type tilhørende et svunden Slægtled, uforsonlig i Had, men unægtelig en af de betydeligste Prosakunstnere, Danmark ejer.
Oscar Geismar
